Brev nr. 46. Fra Chr. Høegh-Guldberg til HCA.[1]  

Odense den 24. December 1828.

Kjæreste Andersen!

Saa inderligt jeg takker Dem for Deres sidste, venlige Brev, maa jeg dog først og fremmest bede Dem ei tage ilde op, at jeg ei før idag svarer; men min Tid har været og er saa besat med alskens Forretninger, at jeg ikke har havt eller har et Øiebliks Frist. Hvad jeg har læst af Fodreisen[2], har særdeles interesseret mig. Den er, saa synes det mig, humoristisk, vittig og hvad den bør være; den har, kort sagt, ret meget glædet mig. Kort, min Andersen, vær Dem selv altid tro - id est[3]: H a d  F e i l,  m e n  e i  P e r s o n e r! Lad det paa den satiriske Bane, De nu er traadt ind i, blive Deres Valgsprog! Og endnu en Bøn af Deres gamle Ven: Forsøm ei Deres Studier! Inderligt, ja s a a r e inderligt beder jeg Dem derom i een af Aarets sidste Dage. Til det kommende ønsker jeg Dem Guds bedste Velsignelse.
Deres andre Subscriptionsplaner har jeg sendt bort uden at faae en eneste tilbage. Hos mig her i Byen har Ingen skrevet sig, da de paastode at have gjort det hos Hempel[4]. Jeg beder Dem derfor sende mig tre Exemplarer, et til mig og to til Militairbibliotheket, paa Trykpapir.
Nu Guds Fred! Alle hilse, særdeles

Deres trofaste
C.  H ø e g h - G u l d b e r g.

Deres døende Barn er dog deiligt; jeg læste det atter med Glæde i Den flyvende Post.[5]

Brev nr. 47. Fra HCA til Ludwig Tieck.[1]  

Kjøbenhavn, den 1. Februar 1829.

Skjøndt jeg personligt ikke har den Ære at være kjendt af Dem, kan jeg dog ikke andet end tilfredsstille den Lyst jeg har, at sende Dem et Exemplar af mit første Arbeide[2], og tillige at bevidne Dem min inderlige Tak for den Glæde Deres herlige Verker har forskaffet mig. Almindelige Mennesker ville vist ansee dette for Ubeskedenhed, ja maaskee kunne kalde det en Naragtighed, at jeg vover at skrive een af Tydsklands første Digtere til, men er det virkelig en Feil, saa tilregn min Ungdom den, og ikke Mangel paa Beskedenhed. Da jeg hørte at De læste Dansk[3], raadførte jeg mig med Digteren Heiberg, der sagde mig, at jeg nok turde vove at sende Dem min Bog tillige med et Brev, og at De ikke vilde finde det saa comisk som jeg frygtede. Altsaa uden længer Indledning, modtag den som et ringe Beviis paa min Beundring og Agtelse og glæd mig med at gjennemlæse den. -
For dog ikke at være Dem ganske ubekjendt, vil jeg her i Korthed meddele et lille Afrids af min egen Historie, som, i hvor ung jeg end er, dog har nogle Variationer. Mine Forældre vare fattige og levede i Odense (i Fyhn), min Fader var Skomager, men havde i sin Ungdom havt Lyst til Studeringer, hvorfor han nu følte sig meget utilfreds i sin Stilling. Søndagen tilbragte han derfor med at gjøre mig et eller andet Stykke Legetøi, og saaledes fik jeg mig et Dukketheater, et Perspectiv og mange andre smukke Sager. Jeg kom aldrig imellem andre Børn, men levede ene i min egen Phantasie-Verden. - Tidlig døde min Fader fra mig, og jeg var nu ganske overladt til mig selv, da min fattige Moder maatte arbeide for at fortjene Brødet til os Begge. Nu traf det sig engang, jeg kom paa Comedie; en heel Verden aabnede sig for mig[4]. Jeg levede og aandede kun for denne Herlighed. Hele Stykker lærte jeg uden ad, som jeg spillede for mig selv i den snevre Stue. - Snart blev jeg bekjendt i min Fødeby, og selv Prinds Christian fik Lyst at høre den lille Declamator.[5] - Man sagde mig nogle Smigrerier i de Huse jeg kom og, naturligviis, troede jeg mig en dramatisk Fugl Phønix. Men nu var jeg alt hen ved de fjorten Aar, skulde confirmeres og da, efter min Moders Bestemmelse i Skræder Lære, thi jeg var hende for zart og spæd til grovere Arbeide; dertil havde jeg slet ingen Lyst, Jeg maatte ud i Verden; det forekom mig at være en let Sag at flagre igjennem den, skjøndt jeg ikke kjendte et Menneske. I et heelt Aar havde jeg samlet mig i min Sparebøsse 14 Rbdlr.; dette var mig en Sum jeg aldrig havde seet, og jeg forekom mig nu at være meget riig. - I Begyndelsen var min Moder imod dette vovelige Skridt, men mine Bønner og. Taare bevægede hende og jeg kom som blind Pagager med Posten til Kjøbenhavn[6].- Ofte har jeg siden undret mig over mit Mod, men jeg var den Gang Barn, kjendte altfor lidt til Verden til ret at forestille sig det virkeligt vovelige i dette Skridt. - To og tyve Mile, det salte Vand og fremmede Byer laae i mellem mig og mit Hjem, jeg stod vild fremmed i den store By - det var i September 1819 - jeg maatte tage ind paa en Gjestgivergaard[7], hvor min lille Capital ihast smeltede ind. Mit Forsøg at komme til Theateret mislykkedes; man vilde kun antage mig som Elev og uden Gage. Mit Udvortes var ogsaa imod mig, hvortil min Pyndt ogsaa bidrog, skjøndt det var min Confirmations Kjole jeg havde paa, og som Moder selv havde syet af min Faders Søndags Frakke. - Der var tilsidst ikke andet for, end at jeg skulde reise tilbage til mit Hjem, men det havde jeg ingen Lyst til, før vilde jeg lære hvilket somhelst Haandværk i Kjøbenhavn. Dog, et Forsøg var der endnu at gjøre, jeg gik til Syngedirecteuren Siboni, der var just Middags Selskab[8], min lille Historie vakte Interesse, man sammen skjød en Summa af 70 Rbdlr som Componisten, Professor Weise maanedlig udbetalte mig noget af; der var endnu mange mørke Timer jeg maatte tilbringe, men det vil blive for vidtløftigt at fortælle.

Giuseppe Siboni
Det Kongelige Bibliotek

Siden tog Digteren Guldberg sig af mig, jeg kom omkring i fleere gode Huse og da jeg derpaa skreven Tragedie[9], som jeg var dristig nok til at indlevere til den kongelige Theaterdirection, talede de min Sag hos Kongen af Dannemark, at jeg blev sat i en latin Skole i en af Provindserne, hvor jeg rigtig nok maatte begynde at opdrages for fra, og hvor især den tørre Grammatik tidt fik mig Vandet i Øinene, men nu er Skolelivet overstaaet. 1828 i October blev jeg Student, og leverede nu ved Nytaar, mit første Arbeide: Fodreisen til Amager. Den gjør mere Opsigt end jeg drømte om, og jeg har alt efter en Maaned kunde begynde at tænke paa et nyt Oplag, da det første næsten er Udsolgt. Dr Heiberg har meget fordelagtig recenseret den[10]. Jeg kommer i flere af de bedste Familier her i Byen, man behandler mig med Godhed og Interesse og jeg føler mig ret lykkelig. Den forunderlige Styrelse der saa tydeligt viser sig i mit hele Liv, giver mig Mod til at stræbe fremad. - I dette Aar har jeg skrevet et lille dramatisk Stykke i Vers som alt er antagen til Opførelse paa det kongelige Theater[11] og jeg glæder mig til at see det opført om nogle Uger. Nu skal der ellers studeres en Tid, især Historie, thi jeg vil, at det næste jeg optræder med, skal være noget ret godt. Det vil blive en historisk Roman, dels comisk, dels sentimental [12]; som en Prøve paa det alvorlige Genre vil jeg her nedskrive Dem et lille Digt af mig, som har gjort Opsigt. Det er oversat paa tydsk og svensk; jeg vil her meddele Dem den danske Original og den tydske Oversættelse.

Det døende Barn	Das sterbende Kind
	(aus dem Dänischen, von Ludolph Schley)
Moder, jeg er træt nu vil jeg sove;	Mutter, ich bin müde, lass in Deinen
Lad mig ved dit Hjerte slumre ind,	Treuen Armen schlummern nun dein Kind,
Græd dog ei, det maa Du først mig love,	Doch verspricht mir erst nicht mehr zu weinen
Thi din Taare brænder paa min Kind.	Heiss und brennend Deine Tränen sind
Her er koldt og ude Stormen truer,	Hier ist es kalt, und draussen Sturme wehen,
Men i Drømme der er Alt saa smukt,	Doch in Traum ist alles licht und klar,
Og de søde Engle-Børn jeg skuer,	Engelkinder hab ich dort gesehen,
Naar jeg har det trætte Øie lukt.	Immer wenn mein Aug geschlossen war.
#	#
Moder seer Du Englen ved min Side?	Sieh! Da steht schon eins an meiner Seite,
Hører Du den deilige Musik?	Hör, wie süss es klingelt, Mutter, sieh
See, han har to vinger, smukke, hvide,	Doch die Flügel, weiss und glänzend beyde!
Dem han sikkert af vor Herre fik.	Mutter, gab ihn unser Vater die?
Grønt og Guult og rødt for Øiet svæver,	Gold und Blumen mir von Augen schweben
Det er Blomster Englen udstrøer	Gottes Engel streut sie um mich aus.
Faaer jeg ogsaa Vinger mens jeg lever	Sag, bekomm ich Flügel auch um Leben,
Eller, Moder, faaer jeg naar jeg døer?	Oder erst in seinen Sternenhaus?
#	#
Hvorfor trykker saa Du mine Hænder?	Warum drückst Du meine Hand zusammen,
Hvorfor lægger Du din Kind til min?	Warum so an meine, Deine Wang?
Den er vaad, og dog som Ild den brænder,	Sie ist nass und brennt doch wie die Flammen,
Moder, jeg vil altid være din!	Bey Dir bleib ich ja mein Lebelang.
Men saa maa Du ikke længer sukke,	Laszt nu deine Thränen nicht mehr fleissen
Græder Du, saa græder jeg med Dig,	Musz auch weien, wenn Du traurig bist.
O, jeg er saa træt! - maa Øiet lukke -	O wie müd! - Es will mein Aug sie schliessen
- Moder - see! nu kysser Englen mig!	Sieh doch - sieh - wie auch der Engel küszt.

Og hermed vil jeg nu slutte disse Linnier, overbeviist om at De ikke misforstaaer min Aabenhjertighed. - At have Deres Mening om Fodreisen, at see nogle Ord fra Dem er et Ønske jeg ikke tør smigre mig med at see opfyldt. Maaskee kommer jeg engang til Dresden; men der vil vist løbe mange Bække til Stranden før den Tid, da skal De være den første, jeg glæder mig til at kunne hilse paa, mueligt seer jeg Dem aldrig og det vilde dog være mig saa uudsigelig kjært at tale med dem, hvergang jeg læser Deres Arbeider knyttes mit Hjerte fastere til Dem. Lev vel! Fra Øehlenschläger og Ingemann og Heiberg kan jeg hilse.

med Beundring og Høiagtelse
Deres
Andersen.

Brev nr. 48. Fra Augusta Søeborg til HCA.[1]  

Odense den 21nde Fbr. 1829.

Kjære Andersen! -

I Haab om at De ikke vredes for min lange Tavshed, skriver jeg Dem disse Linier! -
Gid De frisk og veltilmode maa modtage samme! Jeg har tre af Deres Breve[2] liggende for mig og veed ei rigtig hvilke af dem, ere besvarede. Derfor faaer De nu Svar paa lidt af hvert! - Vi ere Gud skee Lov nu Alle ret friske igjen; jeg var den, som sidst holdt op at skrante: min Hoste som plagede mig i fulde 6 Uger var af en haardnakket slem Natur! - hos Hancks[3] er de ogsaa Gud ske tak ret vel! - Nu til Deres Fodreise. det er Dem ikke noget nyt at høre eloge[4] over den, og dog kan jeg ei andet, end jeg ogsaa maa være eckko af hvad De haver hørt saa ofte - nemlig, at den er ganske charmant[5], det er mit fulde Alvor! - ikke allene jeg, men enhver som har læst den, har den satisfacieret[6]! - De maa troe, at den har skaffet mig en sand Nydelse; og jeg troer man med føye kan lykønske til dette Deres første Product for Offentligheden: det vil sikkert bringe Dem til det forønskede Maal! -
Herved følger 5  R d l for de modtagene 5 Exemplarer. - tilligemed et Brev fra Deres gode Moder[7], (jeg har besørget det indlagte i mit Brev til hende): - ligeledes følger de Aviser hvori de sidste af Deres Digte[8] har været indførte. - glæd mig snart med noget af Deres Phantasies Frembringelser igjen! jeg længes meget efter at læse Deres Vaudeville[9], som De godhedsfuldt lovede mig! - Musiknum rene saavelsom Idéegangen deri lover et herligt Heelt! - Deres Moder er vel, hun var hos mig forleden. - hun længes inderlig efter Deres Komme til Sommer! - I hvad Maaned troer De, det bliver? - De spurgte mig engang, om hvad man syntes om Deres Poesie her i Byen. - De faae her som forstaa at bedømme og skatte Poesie, - finde megen Behag i Deres Arbejder og læse dem med Interesse og Glæde! - Mængden som ei ere competente Dommere, udraabe dog bestandig, “kommer der ikke snart i Moerskabsbladene nogle Digte af Andersen? - De ere dog deilige etc. etc. -“ og saaledes seer De, at Deres Læsere ere velgjørende baade for den Eene som den Anden. Det sidstnævnte Parties Udraab, foranlediges især deraf, at enhver med Deeltagelse, beundrer og glæder sig, over den heldige Fremgang, Deres Foretagende har havt: - da Enhver med Godhed erindrer sig Dem! - De har Ret gode Andersen, at vist 300 Mennesker læse de faae Exemplarer Deres Fødebye har subscriberet paa; - Alle vilde læse Fodreisen og jeg er overbeviist om, at kun een af hvert tyvende Meneske, som læser den, fatter den, eller er istand til at følge Deres Poetiske - Flugt: i Sandhed, den er meget original: - og har noget fremmed ualmindeligt, ved sig! -
Hofmann skal være den Forfatter, synes mig, som De maaske efterlignede lidt! - Hvor meget har den nu ialt indbragt Dem? - Jeg længes meget efter at læse Dctr. Heibergs Recension over den! - vi holder Morgenposten[10], siden Heibergs Flyvepost gik ind[11].- Det er et godt Blad, i sit Slags. - Deres anden Examen, seer jeg forestaaer om en Maanedstid[12]: - Gud give dem Held, og Mod, til gerne at overstaae samme! - ikke sandt gode Andersen, De lover mig, at De ikke gjør som saa mangt et godt Hoved har gjordt, - nemlig lader af[13] at tage alle Deres Examiner! adskillige Digtere ere for tidlig blevne kjed af de tørre Studier, men det maae De ikke! det er dog den sikreste Grundvold, og giver Digteren et endnu høiere Værd! - Jeg seer De har sendt den elskelige Tieck et Exemplar af Deres Fodreise[14]; det kan jeg godt lide! - Af nyt her i Byen er ei meget; Bispinde Plum døde i Forgaars efter at have udstaaet haarde Lidelser. - Hos Oberstlieutnant Guldbergs er i Vinter paa Besøg: - en Baronesse Gyldenkrone[15] med Datter[16]; kjender De dem? - Ove Guldberg [17] er et godmodigt lille Menneske; de veed han staar her ved Regimentet; - Vi har havt det bedste tydske Skuespillerselskab her i Vinter, som har nogentid her været! - Becker v Dursted[18]; Concerter har her ingen været af! - siden Bøhmerne[19] var her! - Undskyld Griseriet paa denne Side, min lille Christian[20] er Skyld deri! - Vilde De beviise mig den Tjeneste at besørge Indlagte? -
Nu levvel! - Skriv os snart til! - og vær vis paa, at vi tager Deel i Deres Vee og Vel! Deres forbundne Augusta Søeborg.

Brev nr. 49. Fra Anne Marie Andersdatter til HCA.[1]  

Odense d 21 Mai 1829

Kjære Christian!

Du kan troe det glædede mig inderlig, da jeg saae af Dit Brev, at Du havde været saa heldig med Dit Stykke[2], jeg kan ikke nægte jeg var noget ængstelig, da jeg havde hørt Dagen det skulde opføres, da det jo undertiden kan gaae galt for de største Forfattere. Mon det dog ikke skulde blive opført her, saa jeg paa mine gamle Dage engang kunde komme paa Commedie? Hrr Hempel har havt den Godhed at betale mig 2 rbd fra Dig, som jeg takker Dig tusinde Gange for, de kom som sædvanlig ret tilpads. Bogen[3] har jeg ogsaa faaet, som jeg ligeledes takker Dig mange gange for, alle vil have den, Jomfru Lohman har læst den, og hun fandt den meget morsom. Bunkeflods har ogsaa læst den, og den har moret dem kostelig. Næste Gang Du skriver, maae Du endelig underrette mig om, hvorledes Du har staaet Dig til Din Examen[4]? thi jeg har længe gaaet og ængstet mig over den, da jeg vidste den var for Haanden, og er endnu ikke fuldkommen roelig omendskjøndt jeg veed den er forbi for længe siden, det er jo rigtignok kun det halve af Examen, men det ene har jo Indflydelse paa det andet. Du hilses mange Gange fra Jfr. Lohmann og fra alle gode Venner, men først og sidst fra Din oprigtige Moder

Marie

Brev nr. 50. Fra HCA til Edvard Collin.[1]  

[Juni 1829]

Kjære Collin

Her har jeg lavet et lille Stykke Kage til Baronen[2], vil De ikke skaffe mig det indsvøbt i Kjøbenhavns-Posten næste Mandag; jeg vil, naturligviis, ikke gjerne, at man skal vide Presenten er fra mig, maaskee De derfor skriver det af osv. De forstaaer mig nok!

Deres meget forbundne
Andersen.

Mit Manuskript vilde jeg nok have igjen.

Brev nr. 51. Fra HCA til Edvard Collin.[1]  

Odense den 18 Juli 1829.

Kjære, gode Collin

Hjertelig Tak for den lille Vesit De beærede mig med Aftenen før jeg reiste[2]; De kan troe, at jeg ogsaa ret levende holder mig til Dem, da De vist nok er een af de der mene mig det ærligst. Søe-Touren var meget uheldig, dog nu den er overstaaet morer den mig dog. Vi fik en lille Storm og maatte arbeide gjennem sorte, skumhvide Bølger; Alle vare syge; Fru Bülov[3] mente at vi forliiste, og jeg - - ja De veed jo nok jeg intet Modsorgan har[4] - jeg laae indsvøbt i en Sæk midt paa Dækket og stirrede med det blege Ansigt paa de graae Skyer, der ganske artigt udøste sig over os. - Tilsist fortalte Capitainen at vi maatte blive paa Søen om Natten; en trøstelig Udsigt. Først næste Morgen kom vi til Koster, hvor Alt var i Bevægelse for at modtage Kongen. Bønderne havde Krandse om Hattene og Officeer-Schjærf om Livet; sande Carikaturer.- Hos Præsten Holst[5] fik de mig til Sengs og efter nogle Timers Hvile, indtraf jeg paa Lisenlund[6], hvor jeg hele Eftermiddagen og Aftenen besaae Klintene, men jeg var endnu for legemlig udmattet til at Aanden ret kunde nyde det store Hele; tænk bare! jeg glemte ofte den smukke Udsigt for at spise Jordbær, hvormed hele Klinten var besaaet.- Næste Morgen besaae jeg igjen lille Klint og vandrede saae tilbage. I Stege vare Husene behængte med Blomster og alle Byens Damer stode hvidklædte paa Broen i stærk Blæst. - Jeg saae Kongen lande; og efter 3 Timers kjedelige Ophold i Færgegaarden fik jeg da en Færgebaad, og flagrede saae til Pedersgaard, hvor de havde ventet mig længe og vare, nu, 3 Timer forud, reiste til Sorøe. Kun Commandeuren[7] og Luise[8] vare hjemme. - I Nærheden af Vordingborg havde jeg et lille Eventyr. Det regnede stærkt; halv gjennemblødt kom jeg til Huledals Mølle, i en deilig, romantisk Egn; Hovedbygningen antog jeg for en Kroe, og gik der ind; Manden og Konen spiiste og drak Punsch; jeg forlangte noget med, men bad dem give mig noget salt og ikke Ost som de selv spiiste; de opvartede mig paa det bedste, og først da jeg vilde betale fik jeg at vide det var et privat Huus. Manden vilde endnu drive sin Artighed videre og tillod mig ikke at tage bort, før der kom en Leilighed som kunde bringe mig til Vordingborg ; her besøgte jeg Rector Suur[9] og en Lærer Pedersen[10] der den næste Dag viiste mig alle Mærkværdigheder og skaffede mig til sidst en god Leilighed lige til Slagelse. - (I Nestved er den første Gjæstgiver Viinhandler og boer paa Hjørnet af Cattechismusstrædet og Helligaandsgaden[11]) her havde jeg en Vesit af Lieutenant Saint-d’Aubin[12] ;jeg spadserede ved Suusaae og saae Herlufsholm m m.. Før jeg om Løverdag-middag kom til Slagelse fik jeg en Torden og Skylregn saa at Klæderne draperede sig paa mig, saa ret alle mine skjønne Former kunde sees da jeg kjørte ind i Byen. Antvortskov Kloster[13] er næsten ganske forsvundet; Haven er ødelagt. - Søndag-Aften komjeg først til Odense og opslog nu som De veed min Bopæl i det deilige Tolderlund[14]. - Man viser mig megen Opmærksomhed rundt om i Byen; jeg har været indviteret i de fleste, bedste Huse og da jeg forleden talte om at gjøre Oldgrandskeren Vedel-Simonsen[15], som boer ved Bogense, en Vesit, kjørte man mig ud og hjem igjen;

L.S. Vedel Simonsen
Det Kongelige Bibliotek

Simonsen tog særdeles vel imod mig jeg var der to Dage, og fik her de herligste Bidrag til min Roman, som jeg gav ham Planen af. Intereseret her for, lovede han mig, skriftligt at tilmelde mig engang hver Maanet, Alt hvad han kunde finde angik denne Periode, især med Hensyn til Sæder, Skikke og Sagn, saa han vil spare mig en heel Deel Uleilighed. Et heelt nyt Lys gik op for mig; hvad jeg alt har skrevet af Romanen skal caseres; jeg føler levende, at dette Værk vil give mig et Navn, ellers faaer jeg det aldrig; med al Flid og Iver vil jeg beskjæftige mig dermed, og faaer jeg det kun saaledes paa Papiret som det lever i mig, saa er jeg tilfreds; men der maa studeres meget, før om 3 Aar seer jeg nok, selv med Anvendelse af min meste Tid, bliver det Hele neppe færdigt.- I Dag var det min Beslutning at forlade Odense; men da jeg neppe i nogle Aar kommer her igjen, derimod kan besøge Bang[16] næste Sommer; bliver jeg her til næste Postdag, især, for at gjøre mig ret bekjendt med Terainet; Frøkenclosterets Manuschripter[17] ere i Dag blevne mig lovede. - Paa Søndag haaber jeg bestemt at være i Sjælland, altsaa den 27 hos Bangs. Ferien hører først op den 16 August og ved den Tid, maaskee noget før, har De mig i Kjøbenhavn. - St. Knuds Markede[18] her var ret broget, jeg traf en stor Deel Bekjendtere fra Kjøbenhavn; Rosenkilde[19] gav en Aften underholdning, aldeles uden Musik.- 1) Supplicanten Monolog Vaudeville.[20] 2) Hans Søren Carakteer Rolle af Vennernes Fest[21], i Costume. 3) Den fortvivlede Casserer paa runde Taarn[22], i Costume. 4) Declamateuren i Knibe, Scene af et utrykt Lystspil[23], i Costume. 5) Den berømte Kone, efter Schiller[24]. 6) Monolog-Scene og stor Arie (uden al Musik) af Rollen Bazil i Figaros Giftermaal[25]. 7) Trops Morgensværmerier i Dyrehaven, en Rolle i Stykket Recensenten og Dyret[26]. - Priserne 4 [mark], 3 [mark] og 2 [mark]. - Begyndelsen lidt efter Kl: 8. - Mundtlig skal De høre mere herom. Han var ellers misfornøiet med sig selv. - Men nu lev vel; mueligt seer jeg Dem jo hos Bangs; glem mig ikke. Hils Deres gode Fader, Moder og Sødskende, jeg tænker ofte paa dem. Hils lille Jonna[27] og Alle hos Wiborgs[28]. De kan troe at jeg [har] samlet en Mængde Stof paa min Reise, men af Vers er der ikke skrevet et. Lev vel!

Deres inderlig hengivne
Andersen.

Brev nr. 52. Fra HCA til Kirstine Marie Iversen.[1]  

Nørager den 15 August 1829

Kjære gode Mad: Iversen

Inderlig Tak for al deres Artighed og Opmærksomhed mod mig; det var mig en sand Nydelse at være 3 Uger i min kjære gamle Fødebye, vel skrev jeg ikke et Digt, paa det ubetydelige lille: graat Veir[2], nær, men det kommer nok, Bien sætter jo heller ikke straks Honning, dog vil jeg ikke sige her med, at jeg er en Honning-Bie. Det var et fatalt Reiseveir til Slagelse; vi fik en stærk Torden paa Bæltet, Lynilden slog ned paa flere Stæder i Søen; siden kjørte vi fra Corsør, i et ravnesort Mørk, vi maatte lade Hestene gaae i Fodgang for ikke at vælte i Grøfterne, og imidlertid skylregnede det, saa der ikke var en tør Traad paa mig da jeg kom til Slagelse; her fik jeg paa Postgaarden, først efter en Times Forløb en Seng, men da den var varm endnu af en Dame der havde hvilet, maatte jeg nøies med at tage tørre Klæder paa, og lægge mig oven paa Sengen hvor jeg kun sov nogle Timer. Hvad synes Dem om den Tour? Paa Nørager er jeg endnu, det er allerede paa tredie Uge; jeg har ikke kunde slippe derfra og morer mig ogsaa ganske fortræffelig, men imorgen (det er Søndag) reiser jeg ind. Jeg skriver Dem derfor til idag her fra Nørager, da der ellers vilde gaae en alfor lang Tid hen, før De fik Brev fra mig, og De med Rette da kunde undre Dem over min Mangel paa Opmærksomhed. Skrev jeg ingen Vers i Odense saa har jeg derimod skrevet her; jeg gjemmer alt en fem Stykker, hvoraf jeg sender Dem en Afskrift af de tre, det fjerde, et Digt til Cronprinssessen[3] har De vistnok allerede læst i Kjøbenhavnsposten; jeg var i en slem Forlegenhed med at faae Begyndelsen, som De vistnok alt har mærket; men dog skal det som Heelt, siger man, tage sig godt ud. - Egnen omkring Nørager er meget smuk, fra en Bakke tæt ved Gaarden seer man en 30 Kirker, hvorimellem er Ringsted og Slagelse. Her er behagelige Mennesker og smukke Værelser, men jeg maa ingen Mælk faae da der i denne Uge graserer stærk Sygdom i Egnen, fire af vore Folk ligge Alt; paa Selkowsdal[4], tæt ved, døde Herremanden igaar, og Konen og Tjeneren ligge syge. - Næsten i hverandet Bondehuus ere de syge og her laves hele Spande Mixtur paa Nørager; alle de Fremmede reise nu ogsaa bort, og jeg er een af de første; skjønt her ikke er serligt at befrygte, da det kun er mellem Bønderne at Sygdommen, en Art Thyphus Feber, existerer. - De maa da endelig hilse dem alle sammen lige fra Dem selv til lille bitte Christian. Det gjorte mig sandeligt ondt at sige: “Farvel”; jeg er lidt blødhjertet, og naar man alt føler sig hjemme paa et Sted er der noget smerteligt i at reise bort til en ganske anden Omgivning, hvor der venter en Deel Puf og Stød i den store Menneskemasse. - Jeg glemmer ikke saa snart de behagelige Dage jeg nød hos Dem, det vil vare en Stund til jeg igjen føler mig saa frie og lykkelig. - Dersom De kan benytte et af de tre smaa Digte her, i Deres Blad, er det mig en Fomøielse; men jeg tænker ogsaa paa, at De dog engang skulde tage det døende Barn, der ere mange i Odense som ikke kjender det, og det er dog vist nok mit første alvorlige Digt. - Bed endelig Fru Søeborg at skrive mig til. Dem tør jeg ikke bede derom, men hun maa endelig engang imellem tænke paa mig. Digtet til Poppeltræerne (jeg mener Apelinerne)[5] har jeg alt færdigt som Skidse, men ikke ganske færdig fra Formens Side; da jeg især maa se at concentrere Tankerne for ikke at give Blikkenslager og Maler for meget at bestille. - Vi havde forleden her: “Schattenspiel an der Wand”, som tog sig ganske fortræffeligt ud; jeg var Columbine, med lange Lokker af Hør og nøgne Arme, som tog sig ganske curiøst ud; men nu begynder alt Papiret at sige Basta, og jeg gad dog saa gerne sladre lidt længer; glem ikke at Hilse Hr: Hanck, hans Kone, Jette, Jane, Lovise, Caroline, Fru Søeborg, Christian osv og af udenfor Huset, især Jomfru Salomon[6], hvis Krands alt er paa Reisen med mit Tøj til Kjøbenhavn, Frøken Leth - dem begge to[7], mener jeg, og alle andre Bekjendte; men især beder, anmoder, anraaber og anbefaler jeg Dem at hilse Frøken Schleppegreel[8]; - det er ellers nogle curiøse Hundedage[9], de ere bestemt ikke rigtige i Hovedet, det er ganske September Veir; jeg fryser og drikker Most og Mjød af bar Fortvivlelse. Nu lev vel. Vil De ikke nok besørge dette Brev til min Moder; det kan leveres ind til Jomfr: Lohmann paa Slottet. Naar Deres Datter glæder mig med et Brev, venter jeg en Critik over de medsendte Digte. -

Deres inderlig taknemlige
Andersen.

Med næste Brev Apelinerdigtet!
(paa min Digterære!!!!!!!!!!!!!!!!!

Brev nr. 53. Fra Anne Marie Andersdatter til HCA.[1]  

Odense d 12 September 1829

Kjære gode Christian!

At Din Nærværelse her var mig høist behagelig behøver jeg vel ikke vidtløftigere at beskrive Dig. Tanken om at see Dig næste Sommer erstatter nogenledes[2] den Længsel jeg saa ofte føler, ved at vide Dig saa langt borte og som fornemmelig yttrede sig i de første Dage efter Din Bortreise. Vel veed jeg af Dit sidste Brev at Dit Ophold her bliver saa saare kort, men man maae jo være nøisom! og tænke Noget er bedre end Intet. Jeg var meget bekymret for Dig, da Du traf saa daarligt Veir til Din Reise[3], jeg frygtede Du var bleven syg siden det varede saa længe inden jeg hørte fra Dig, men seer Gud skee Lov at Du er fuldkommen vel. Det glæder mig usigelig at Du har moret Dig saa godt paa Din Landtour det er ret en sand Vederqvægelse for Kjøbstadfolk, en gan imellem at komme ud og nyde lidt af den skjønne Natur. Hos Guldbergs har jeg forhørt om Reisekappen de har rigtig faaet den igjen. Min gode Christian! Du er en af de Faa der lægger saa megen Berømmelse paa Madame Krag i Møllen[4], jeg kan ikke billige det, thi jeg har ofte bedet hende om lidet Grødmeel, som de ellers giver bort i de andre Møller, men jeg fik Intet, det lod som hun havde mindre end jeg, derfor er jeg just ikke begjerlig efter oftere at forlange Noget af hende. At hun var galant imod Dig, forundrer mig ikke; thi det skylder man jo ethvert honnet Menneske, og Du trængte jo ikke til hende. Jeg har faaet et Skjørt af meget simpelt Hvergarn og en Serk isteden for Skjorten. Gode Christian! Du lovede mig lidet naar Du kom til Kjøbenhavn, jeg vil nu bede Dig naar Du kan, da at sende mig det, thi her skal være Auction efter Madam Andersen[5], og mueligen jeg der kunne faae et Par Lagner at kjøbe; som jeg trænger saa meget til. Jomfru Lohmann og Kapitainen beder at hilse Dig tilligemed alle gode Venner Bunkeflods iberegnet. Lev nu stedse saa lykkelig som det ønske af Din kjærlige Moder.

Marie

P.s. Sanne Bunkeflod[6] takker Dem saa mange Gange fordi De saa godt erindrede hvad De lovede hende.

Brev nr. 54. Fra Augusta Søeborg til HCA.[1]  

S:T:
Hr. H. C. Andersen.
Studiosus.
Boende hos Frue Schrøder
i store Kongensgade No 33
3die Sahl.[2] -
Kiøbenhavn.
ved Godhed.

Med virkelig Moderlig Glæde erfarede jeg det heldige Resultat af Deres Examend, at De nu ikke lader det blive derved! - derom er jeg fuldkommen overbeviist.
Deres sande hengivne K. M. Iversen.

Odense den 20de Novbr. 1829.

Deres Brev af 22 Octbr. rigtig modtaget[3]! - Tak for Samme! - jeg kan ikke siige Dem gode Andersen hvor vi Alle bleve inderlig glade ved dets Indhold! - da det betraf Deres Vel! - dog er jeg vis paa De kjender den Interesse hos vores Familie, som bestandig har og stedse vil ledsage Dem! - Og De veed nok, hvor især min Moder, og jeg har været Dem slemme Plageaander hvad Examen betraf, hvorfor vi og tage dobbelt Deel i dens heldige Udfald[4]! - Endnu større blev vor Glæde, da Deres Moder i dag ude af sig selv af Glæde, kom og lod os læse Deres herlige, barnlig-kjærlige Svar til hende[5]; som bekræftede os vores Ønske, og Formodning, at den anden Deel af Examen, var gaaet saa fuldkommen vel! - Gud skee Lov! Jeg kan tænke mig Deres Beroeligelse, og nu, frie Aandedræt derover! - jeg er vis paa Deres gode lette Humeur, vil nu bevirke mangen herlig, kostelig Tanke, vunden for den poetiske Verden! - Da der gives en god Leilighed som befordrer dette Brev til Dem, kunde jeg ikke undlade strax efter at have læst Deres Moders Brev, at sende Dem disse Linier, som en gratulation fra os Samtlige; en Bevidnelse om vores oprigtige Deeltagelse! - Jastrau[6] skal nu just til Justitsraadinde Leth [7], De kan troe jeg glemmer ikke strax at underrette denne Familie, og enhver som har Interesse for Dem, - om Deres Bravour! - Jeg sagde Deres Moder at naar jeg imorgen kunde faae et Brev fra hende til Dem saa skulde jeg besørge det inden i dette! - I Hendes Brev fra Dem, blev os lovet Brev med næste Post; - jeg haaber De bliver ved dette gode Forsæt, vi længes meget efter at høre noget udførligere fra Dem! Vi ere Gud skee Lov Alle raske! - jeg har en Maanedstiid skranted af Forkjølelse, men det skal jo ingen Sygdom være! - Jane Hanck er i Kbh. i Vinter; har De ikke seet hende? - hun logerer hos Apotheker Baagøe[8] paa Svaneapotheket paa Østergade! - De skrev sidst til mig, at et langt Brev til mig laae engang færdig paa Deres Bord, og skulde være bort, det var ikke smukt, saaledes at opgive et godt Forsæt! - Er Øhlenschlæger ikke nu bleven Dem, tilsyneladende meere venskabelig igjen [9]? - det var en underlig Adfærd af ham, den han viiste Dem til første Examen! - Nu tager De nok snart alvorlig fat paa Romanen ?[10]- - - jeg længes meget efter dens Indtrædelse i Verden! - i disse Dage har jeg læst tvende Romaner, som forstørstedelen har behaget mig, nemlig Sidonia af J: Schoppenhauer[11]; og, die Wiedereroberung von Ofen af Caroline Pichler[12]. - Der er Momenter i disse, som er gandske overordentlige. - Vi have da i Vinter et Slags Skuespil her, som desværre ei satisfaiserer[13] synderligt; Høvedsmanden for Banden hedder Werlich[14] - forhenværende Figurant ved det kngl: Tht: - han spiller selv ret brav, men Ensemble kan ei findes. - Deres Digt “Dødsøieblikket”[15] yndede os Alle særdeles! - Soldaten [16] gjorde jeg oprigtig talt mindre af! - De har forvendt os, man er nu vandt til at see ikke almindelige Ting fra Deres Haand; og gjør saaledes Fordringer! - Jeg længes meget efter at høre hvad Musik Bay[17] har sadt til Deres døende Barn: - Moder tog forleden Deres døende Barn, i vor Avis, med Bemerkning at samme nyelig har nyt en saa god grønlandsk Oversættelse[18]. - det er, og bliver, dog et velsignet Digt! Siig mig, hvorfor spiller Hvid[19] aldrig? - jeg seer ham nu næsten aldrig omtalt.

August Bournonville
Det Kongelige Bibliotek

- Man maae tilstaae at Bournonvilles Engagement [20] her, er antagelig! - De ønskede i Deres sidste Brev at jeg kunde faae seet hans Dands, ja! - De har Ret! - jeg ønskede det selv! - thi saa var jeg jo i det søde Kbh: - men - jeg maae nøyes med at see ham chassere[21] her igjennem i en brilliant Reisevogn! - man maae være nøisom, naar man skal være Provindssialist! Nu lev vel! - Tak for Deres Portrait i forrige Brev! -ligne lidt gjør det! -
De spørger hvad man her i Byen syntes om Deres Sommerudflugts- Meddeelelse[22]! som i Kbh: - forskjællig er jo Smagen; mange fandt den meget heldigt, andre mindre! - jeg for min Deel siger, at jeg ønsker De snart maae komme til at beskrive en Udenlandsreise, som vil give mere Stof..
Apropos! - var De saa god at besørge det indlagte Brev til Mægler Bützow[23] som jeg tog mig den Frihed at sende sidst? -
Nu Adieu! - Alle hilse venligst! men især Deres hengivne

Augusta S.

Brev nr. 55. Fra Anne Marie Andersdatter til HCA.[1]  

Kiære Søn!

Tak for din sidste Skrivelse[2] og det dermed tilsendte. Det var en god Hjelp for mig i denne haarde Vinter da jeg lider saa meget af Kulden. Jeg beder daglig den algode Gud at holde sin Haand over Dig og lønne Dig med alt godt for din store beviste Godhed imod mig. Gode Søn, dersom det var dig muelig at sende mig en liden Hjelp til Juulen beviste Du mig en stor Godhed da jeg som Du nok kan indsee er meget trængende og det jeg kan fortjene kun er saare lidet og jeg nu med Aarene tillige forener et svageligt Helbred. Det fornøjer mig og alle dine Bekjendtere at dit Stykke skal spilles paa Det Kongelige Theater[3]. Gid det nu maae have faaet et heldigt Udfald. Fra Oberst Guldberg, Iversens, Jomfrue Lohmann, Bunkeflods, Madame Krags og Starups skal jeg hilse Dig mange Gange. Disse med mange flere af Dine Venner og Bekjendtere glæder sig meget over at høre at det stedse gaaer Dig vel. Vi venter nu alle med Længsel efter at modtage Underretning fra Dig om at Din Examen har faaet et glædeligt Udfald[4]. Lev nu vel kjære Søn! Himlen Lønne Dig med alt Godt for din imod mig beviste sønlige Kjærlighed og Godhed. -

Din oprigtige Moder
Marie Jørgensen

Odense d. 5 Desb. 1829

Brev nr. 56. Fra B.S. Ingemann og Lucie Ingemann til HCA.[1]  

[Begyndelsen mangler]

Stadsphysikus[2] i den poetiske Verden; og curere de alt for heftige Følelser med kolde Omslag. Der er det - som formodentlig hos Dem - kun en Istemmelse af et Latterchor udenfor Dem; Men virkelig Gjenklang finder det kun i fortørrede Hjerter eller hos incarnerede Libertinere, der ville hævne sig paa den Kjærlighed, de aldrig kjendte, ved at spotte den som Sygelighed og Sværmerie.
Af Deres moderne Romancer (i den saakaldte Træsnitsform) finder jeg “Soldaten” og “Morten Lange”[3] især heldige og dette er en Digtart, hvortil jeg troer De har særdeles Anlæg. Deres Skildringer af det ydre Liv eller Skizzer til Landskabsmalerier og Genrestykker finder jeg ofte ret treffende og livlige; men de ere mig blotte Studier efter Naturen, som kun i Forbindelse med Handling og Characterer kunde blive til Noget, naar der kom Composition og fuldstændig Udførelse til. Oldtidens huuslige Liv[4] har De villet gjøre comisk ved at beskue det prosaisk. Det behøve vi ikke, det er der Prosaister nok til. Hvor poetisk dette Liv kan opfattes har Øhlenschlæger viist. Hvad jeg mindst kan lide i Samlingen er hvad der skal være i den Vessel-Baggesenske lette Maneer[5], f.E. Rimedjævelen[6] og Cometen[7]. Slige rimede Fremstillinger uden synderligt Indhold blive let til et blot Spil med Ord uden Idee og Poesie - saaledes har denne Maneer i Stykket: “Ingenting og Noget”[8] virkelig ført Dem til - Ingenting. Dog det anseer jeg for en Penneprøve, der af Vanvare er kommen med i Samlingen.
Hvad Eventyret[9] angaaer, da finder jeg det smukt paa alle de Steder, hvor De ligefrem fortæller eller skildrer uden at ville være humoristisk eller - satirisk. Til slige Barneeventyr er den simple naive hjertelige Fremstilling vist den heldigste; hvorimod man ved selv at raillere[10] med hvad man fortæller, aldeles forfeiler Øiemedet og selv tilintetgjør al Virkning og poetisk Illusion.
Musæus[11] og Wieland[12] har saaledes, efter min Mening, ofte selv forstyrret Hovedindtrykket af deres Fremstillinger ved utidig fornem Plaisanterie[13] og Jagen efter Vittighed. Den uskyldige Barneverden, man vil føre Phantasien tilbage til, maa man først selv heelt hengive sig til, naar man vil fremkalde den for Andre. At De dertil er istand, seer jeg paa enkelte Steder, men denne Tone har De ikke vedligeholdt[.]
Her har De da min Mening baade om hvad der har glædet mig og om hvad jeg misbilliger i denne Deres første Digtsamling. Mere derom mundtlig, naar vi sees engang. Hør kun enhver Mening, men følg alene den Vei, som Deres egen Aand og Hjerte i Deres bedste og skjønneste Livsmomenter viser Dem! - og hvad der virkelig poetisk lever og rører sig i Dem skal vist ikke blive qvalt eller forkuet i Vexten.
Det er mig kjært, at De var saa heldig med 2den Examen. Har De forresten nogen Plan for Fremtiden eller Udsigter til en uafhængig Stilling? Enhver god Tidende om Dem og ethvert Fremskridt jeg seer af Dem i den Konst, der af alle er mig den kjæreste og helligste, vil altid glæde mig. Modtag ogsaa dette Brev som et Beviis paa den Deeltagelse, hvormed jeg forbliver Deres venligt hengivne

Ingemann

Et Bilag fra min Kone medfølger.

Sorøe d 31 jan 1830

I Sommer agte vi ikke at reise her fra Sorøe undtagen maaskee i August Maaned, og det vil fornøie os ret meget naar De paa Deres Udflugt kan besøge os.

[Fra Lucie Ingemann]

Ret megen Tak for Deres Digte, de har i det Heele taget, fornøjet mig meget, og siden De har ytret, at det vilde være Dem kiert, at vide hvad Indtryk de har giort paa mig, saa vil jeg nu tale lidt med Dem om, hvad der især har interesseret mig og de enkelte Ting, som vare mig imod. Blandt de spøgende Digte, holder jeg slet ikke af Ingenting og Noget og Cometen troer jeg, der er noget Forkeert i; thi den Sorg Konen føler ved sin Mands Død, er en saa naturlig Følelse, at den aldrig kan blive comisk, indbefattede han end i sig Qvintessentsen af al muelig Skrædderagtighed, og idet hun gienkiender hans Spænde og Ring, kommer der noget virkelig Tragisk, som contrasterer, paa en for mig ubehagelig Maade, med heele Charactairen i Stykket og med den spasende Maade hvori det bliver fortalt. Derimod finder jeg Recensionen[14] meget morsom og træffende og i Morten Lange, den heele pudseerlige Begivenhed, særdeles godt udviklet. Phantasien i Dykkerklokken[15] har interesseret mig meget og jeg finder Fiskelivet, med dets Forvandlinger, meget conseqvent forklaret. De smaae beskrivende Digte, har i det Heele taget interesseret mig meget, især da jeg anden Gang læste dem; thi første Gang ventede jeg en Begivenhed, som fex: i Tyvekn[æ]gten[16], eller Soldaten, et af de Digte, som jeg holder særdeles meget af. Fastelavn[17] synes mig rigtignok er for ubetydelig; i Aftenen[18] er mig den bestandige og forsætlige Faldenud-af-Tonen forstyrrende og fordærver mig ganske det Maleriske i Digtet. Blandt de alvorlige af de lyriske Digte, finder jeg Siælen[19] og Dødsøjeblikket[20] meget smukke, i Phantasistykket[21] varierer Udtrykkene i det første Vers, mig alt for meget, mellem ædle og uædle, de to andre Vers holder jeg særdeles meget af, og Kunstnerlivet[22] og Phantasie og Vanvid[23] er mig inderlig kiære Digte, jeg finder dem fulde af Følelse og Begejs[t]ring, og har glædet mig meget ved dem. Begyndelsen af Fortællingen[24] finder jeg meget heldig, Naturbeskrivelserne synes mig sande, man kommer strax til at interessere sig for Johannes, og den heele Situation ved Faderens Lig og siden paa Kirkegaarden, er der noget meget sandt i og Afskeden med den lille Nisse finder jeg særdeles naiv; men den varslende Drøm (skiønt den staaer meget godt i Forbindelse med Begyndelsen) synes mig vækker tragiske Forventninger, som da de ikke blive opfyldte, efterlader en Slaphed. Ideen at Johannes opofrer al sin Ejendom, for at en fremmed Mands Lig skal hvile roelig i Graven, er i sig selv meget smuk; men Scenen i Vaabenhuuset troer jeg aldeles ej er udført som den burde, der er Materialier nok til at giøre den rædselfuld; men den er i mine Tanker slet ikke bleven det, derfra og til Enden synes det mig, at De selv er bleven kied af Fortællingen og har været uvis om hvad De vilde giøre med den, kun hvor de smaae Alfer komme frem, er den trohiertige Tone bevaret, som er angiven i Begyndelsen. De smaae Barndoms-Alfer synes ogsaa i det Heele, at være Deres gode Genier og hvor de leve i Phantasie og Hierte, der troer jeg ej der er nogen Fare for, at Forstanden skal fortabe sig i det glimrende Steenrige, Smaae-Alferne vil nok viise den rette Vej giennem den klare blaae Luft. Gud give Dem sin Velsignelse til et sandt og rigt Digterliv!

L.M. Ingemann født Mandix.

Brev nr. 57. Fra Anne Marie Andersdatter til HCA.[1]  

Odense d. 2 April 1830

Gode kjære Christian!

Hvor kunde jeg andet end skrive Dig til paa denne Dag, som er den lykkeligste i mit Liv gid Du blot var her, da vilde jeg i min kummerlige Forfatning, dog søge at gjøre Noget der kunde fornøie Dig; vel ville det blive Ubetydeligt, men naar det kommer fra et oprigtigt Hjerte er Lidet, bedre end Intet! Dog hvad er Ønsker? De glæder kun for Øieblikke, men Opfyldelsen deraf flyve bort som Vinden. Det gjør mig inderlig ondt at Du var saa utilfreds med mit sidste Brev[2], men gode Christian Du veed jo at jeg ikke selv kan skrive, og derfor maae jeg være tilfreds med, som de andre vil sætte det paa Papiret, jeg troede det var saa herligt, da der var en Herre der skrev det for mig. Jeg er Gud skee Lov temmelig rask omendskjøndt jeg har lidt megen Kulde i Vinter, men den har været haard for Alle og nu jeg bliver ældre saa føler man den mere. Jeg gaaer rigtig nok hos Jomfrue Lohmann men hun giver mig nu ikke det Ringeste mere, end Føden i tre Dage om Ugen, saa hvis Du ikke havde været saa god imod mig saa maatte jeg have kreperet, thi hvad er 24 Sk. om Ugen at leve af, og mine Kræfter er borte til at erhverve Noget Du skal ret have tusind Tak for de 3 Rbd dem har jeg for længe siden faaet af Madame Iversen[3], jeg troede Du vidste det af mit sidste Brev, - men det er sandt det indeholdt jo Ingenting. Bunkeflods har læst Dine Digte[4], og de finder dem smukke og underholdene, men jeg er desto værre ikke saa lykkelig at jeg selv kan læse dem, imidlertid glæder det mig inderlig, at høre dem rose af Folk der forstaae at bedømme dem. Her i Odense er for Tiden meget magert paa Nyeheder, thi at fortælle Dig noget om Folk, som Du ikke kjender kan jo ei interressere; dog at Madame Narpaarschy er død, i stor Fattigdom, og hun var dog en Datter af den rige Peder Rasmussen[5], hun efterlader sig en Søn, som i disse Dage er gjort Umyndig[6], tungt maa det imidlertid være for ham da han i Vinter er bleven forlovet, og skal snart giftes, hvorledes det vil staae af det vil Tiden lære.Vi har ogsaa haft en Historie med en Fru Gerstorph, som er bleven Universalarving efter en gammel Skeemand[7], som hun har plejet i et Aar, hun kunde tilsidst ikke gaae ud til ham ved Dagen, thi saa blev hun forfulgt af Gadedrengene udagtet Notarius var der, er der dog Tvivl om hun faaer Rigdommen, da hans Arvinger sætter sig derimod[8]. Du hilses mange gange fra Madame Iversen, Mad. Søeborg, og Bunkeflods, men fornemmelig fra Din oprigtige Moder

Marie

Brev nr. 58. Fra HCA til Ludvig Læssøe.[1]  

Kjære Ludvig

eller rettere; god Dag Allesammen
Da jeg er meget bange for, at den ædle Jomf: D i n e[2] gaaer i de skækkeligste Ængstelser for min Skyld, det vil sige, at Haanden skal aabenbare sig for hende[3], griber jeg strax den første Morgen jeg er i Aarhuus, Pennen, for at hun ikke skal frygte længer. Nu begynder jeg da at fortælle: Nei Gud bevares hvor det var for en Tour, først Tirsdagaften Kl 6 kom vi i Land istedet for om Morgenen Kl 6[4]. - Det første Eventyr jeg havde paa Søen, var udenfor Kronborg, der ligger nemlig i Skoven paa den svenske Kyst et lille Herresæde som en Svensker har kjøbt sig for danske Penge han vandt i vort Lotterie, en Historie jeg i min Skolegang har hørt i Helsingør, dette fortalte jeg en ung Officeer[5] der reiste med til Jylland, men neppe er jeg ude med Historien før en Mand paa en 26 Aar, der sad ved Siden af os, spurgte med et par lynende Øine, “om han ikke havde Lov til at gaa og sidde paa hvilken Plads han vilde!” “Det tænker jeg svarede jeg, for jeg troede det var et directe Spørgsmaal, men saa siger han, “at jeg behøvede slet ikke at sidde og opholde mig over ham, for han havde nok hørt alt hvad jeg sagde, men han havde betalt sin Plads!” Baade Officeren og jeg forsikkrede ham, at vi ikke havde tænkt paa ham, mindre talt om ham; - “jo!” svarede han, “jeg har gode Øre, og jeg har Lov at sidde hvor jeg vil; lad Folk kun snakke om mig i Kjøbenhavn, men det foragter jeg, det er kun Baggateller og dette er ogsaa Baggateller, men De skal ikke gjøre Klammerie med mig paa Skibet, for jeg er meget hidsig!” - jeg var som himmelfalden over denne gale Mand, med sin forunderlig Idee, især da der i min Samtale med Officeren ikke engang var nævnet Ordet, Plads eller det mindste han kunde trække sin Historie af; Capitainen maatte komme og tysse, og nu fortalte Styrmanden, at den Fremmede ogsaa havde skjeldet ham ud og sagdt, at han ikke behøvede at see paa ham, for det taalte han ikke;” siden efter sagde Maleren Rørby[6] mig, at han var Portræt Maler, hedte Sevel[7] (troer jeg) og havde altid givet mange løierlige Scener paa Academiet, da han havde den Grille, at troe alle Mennesker talte ilde om ham.

Martinus Rørbye
Det Kongelige Bibliotek

- Limon Asierne[8] hjalp mig til vi vare under Kullen, men om Natten blæste det saaledes op i Veiret, at det blev en ordenlig Storm, næsten alle vare vi syge. Strøm og Vind var imod, og det dumme Dampskib har kun 40 Hestes Kraft, saa vi en 4 Timer neppe kom een Miil; vi maatte ved Sjællands-Odde have en Lods ombord for ikke at strande, og da siden Lodsen gik fra os kuldseilede vi ham, men han og Baad kom dog op paaa den anden Side, og slap iland.- Siden maatte vi lodde os frem, og Capitainen var meget taus, snakkede hvert Øieblik til Styrmanden, og naar vi andre spurgte om noget, nævnede han altid Guds Navn, hvilket tog sig meget fordægtig ud paa hans Læber, saa jeg var i stor Angest for deres stakkels Søster skulde virkelig faae Haanden at see. Søen slog over Skibet, jeg maatte ned i min Køie hvor jeg laae fra 11 om Natten til næste Eftermiddag Kl:5½ og havde vistnok en 40 Gange ondt; Damerne græd og sagde: vi komme aldrig i Land; Herrerne snakkede om en Jernkjæde der bestandig raslede ved Maskineriet og at der vistnok var noget galt, og jeg - ja jeg tænkte paa Pindselillierne. Endelig sagde Capitainen at vi skulde komme iland i Æbeltoft, hvor hen vi nu drev, det var dog en Trøst, skjøndt der blev sagt at der kun var een Vogn i Byen og det var en Møg-Vogn saa at vi neppe kunde komme derfra, men efter megen Snakken bestemte Capitainen at giøre det sidste Forsøg, som Gud skee lov Lykkedes og vi saae Aarhuus Kl 6 om Aftenen; hele Gaden seilede med mig, og med Gjæstgiveren som Cicerone ankom jeg i mit Hotel hvor jeg fik nogle Vesitter samme Aften, af Oberst Guldberg[9] Hr Krigskomisær Elmqvist[10] og næsten de andre Medpagagerer saa mit Værelse var propfuldt, og jeg først seent kom til Ro. - Igaaer (Onsdag) var jeg til Middag hos Oberst Guldbergs, og besøgte med dem en Skov-Egn ved Havet der var deilig, men hvad der vist vilde have moret Hrr Ludovicus meere end mig[11], var to store Skabe med Oldsager, (thi Guldberg er Oldgransker) her var ogsaa mange Forsteninger, Hovedpyndt og et Been af en Kjæmpe-Jomfru, med samt hendes curiøse Hals-Baand af Rav Stykker, og en Messing-Ring til at sætte om Hovedet og slynge Lokkerne i, samt nogle Klodsede Haarnaale. Poeten Snedorff Birck[12] beærede mig med en Vesit og bragte mig i Present hans Samlede Værker, det vil sige, tre Bøger, og spadserede lidt ud med mig, men han var gyselig distrai, og alfor poetisk, - Idag, (Torsdag) kjørede Hr Elmqvist mig ud til en anden Skov, der var saa fuld af Løg, at Vandet kom mig i Øinene, her kan ret Indvaanerne blive elegiske stemte; Udsigten var ganske deilig, tænk dem en smuk Bøgeskov, med høie bratte Klinter, hvor de gamle Egerødder stikke ud, og neden for Havet saa langt Øiet rækker; man seer Samsøe og hele Molboernes Land, der er meget bart. Iaften er jeg inviteret fire Stæder ud, men jeg gaaer til Elmqvist, eftersom han har været saa artig at tilbyde mig sin Vogn og sine Heste til Randers. Domkirken har jeg seet, man vil endelig, at den skal være større end St Knuds i Odense eller den i Roeskilde, men jeg finder den mindre, og den gjør ikke det store Indtryk som nogen af hine to[13]. Her var ellers pudset op, en omvandrende Gipser havde restaureret Epitaphierne, og tænk, overmalet det sorte Marmor med hvid Vand-Farve. Drakkenberg[14]seer ud som en Mumie, men har faaet en ny Skjorte og et Liglagen i Anledning af Kongens Ankomst[15]; i denne høie Anledning er alt i Bevægelse, der bygges Æreporte o s v.- Men jeg glemte jo reent, at give dem Stile-Opgaver, da jeg reiste, her skal De da faae nogle Stykker, og siden naar jeg kommer til Odense nogle flere, thi nu skriver jeg Dem ikke til før jeg kommer der, men glæder De mig med et Brev, som jeg haaber, vil De da adresere det til Veile, men skriver De med første Post, send det da til Viborg. Vil De altsaa angaaende Stilen skrive: 1) Venskab- 2) Hvorledes kan man sige at da [sic] Gjærrige ikke eier sine Rigdomme; men at de besidde ham? - 3) Treenigheds-Læren. - 4) De vigtigste Begivenheder for Jøderne, under deres Vandring i Ørkenen. 5) Krigens gavnlige Følger. 6) At udvikle hvad man forstaaer ved Følsomhed, Sentimentalitet og det at være et hænge Hovede. - - Hvorledes leve de ellers allesammen? Hvad sige Faderen og Moderen[16]? - Men nu lev vel, i Dag er det Fredag og om 2 Timer kjører jeg til Randers, men da det nu er Postdag saa maa De have Brevet, jeg faaer ikke Tid at læse det igjennem, men De undskylder nok om der er nogle Feil, hils dem nu alle, smaae og store, og seer De Fru Petit[17], vil De da hilse hende fra Maleren Gebauer[18], som jeg havde den Fornøielse at træffe her. Lev vel! Lev vel,

Deres af Hjertet hengivne
Andersen

Aarhuus, Fredagmiddag Kl 12 den 4 Juni 1830.

Brev nr. 59. Fra Edvard Collin til HCA.[1]  

Kjøbenhavn: d 12.Junii 1830.

Kjære Andersen.

For nogle Timer siden fik jeg Deres Brev[2], hvorfor jeg takker Dem, men De lod mig da ogsaa vente længe nok, nemlig næsten 14 Dage efter Deres Afreise[3]. - Jeg begyndte virkelig at frygte for, at De var bleven syg, eller at der var tilstødt Dem noget; men først da jeg fik Efterretning om Dem af Aviserne, førend fra Dem selv, faldt det mig ind, om De i den Ære og Herlighed, som De - efter Bladene at dømme - lever i, skulde have glemt os; dog det var kun en Overgang; jeg kjender Dem da saameget, troer jeg, at jeg kan vide, at De, ligesaavel som jeg, ingen Ære sætter i, at De i de respective Blade paa en saadan Maade bliver distinguert[4] af de respective udistinguerte Bladskrivere. - Saavidt jeg erindrer, er det Aarhuus Avis, der har givet Tonen an. Dette stødte mig saameget mere, som dette Blad - overhovedet et af de sletteste - saavidt jeg veed i samme Nummer ,omtaler en i Kjøbenhavnsposten indført stræng Recension af Cornet's Aftenunderholdning ( - hvilken Recension den vigtige Copiist har forsynet med den Bemærkning, at han kan ikke nægte, at han ei er enig med Forfatteren i, at Aftenunderholdningen var saa slet -) og i denne Anledning tilføier: “Det er ikke uvigtigt at bemærke, at Kjøbenhavnspostens Redacteur ei deler denne Anskuelse”[5].

Edvard Collin.
Det Kongelige Bibliotek.

Hvad Deres Opera: “Ravnen” angaaer, da gjør det mig ondt, at jeg ei kan meddele Dem bedre Efterretninger om den[6]. Bliv ikke derfor bange, den hele Ulykke bestaaer i, at Tiden trækkes ud, saa at Componisten ei endnu kan foretage sig noget. Jeg lod i Gaar forespørge paa Theatercontoiret, og fik det Svar fra Kammerraad Printzlau[7], at Conferentsraad Manthey[8] havde sendt: “Ravnen” og alle øvrige indleverede Stykker til Theatercontoiret med den Bemærkning, at han ei kunde afgjøre noget om nogen af dem, førend der blev udvalgt en ny Theatercensor. Paa den Maade kan da i alle Tilfælde intet skee, førend Kongen kommer hjem[9]. Jeg gik derfor i Formiddags til Hartmann, og fortalte ham dette, og han sagde mig, at han havde været hos Manthey desangaaende, og denne havde svaret ham, at Deres Brev til ham ikke havde været et Forlangende om et officielt decideret Svar, men kun en Bøn om en foreløbig Gjennemlæsning; at dette ikke var Tilfældet veed Gud og hver Mand, som har læst Brevet, undtagen Conferentsraad Manthey. Det er sørgeligt at Ravnen skal ligge og mugne i den Ravnekrog. - Imidlertid lovede jeg Hartmann, der længes meget efter Stykket, at jeg skulde gjøre, hvad der stod i min Magt, for at skynde paa Afgjørelsen; den eneste Maade, hvorpaa dette kan lade sig gjøre, er at formaae Fader til at tale med Manthey derom; i denne Henseende skal jeg gjøre mit Bedste.
Nu angaaende Deres Pengeaffairer. - Troer De endnu, at Deres Beregning var rigtig? Naar De allerede har brugt 30 Daler, kan De vel indsee, at De efter dette Forhold ikke vil komme ud af det med 100 Rdlr. For at De imidlertid ikke skal komme, om ikke i directe Pengeforlegenhed, saa dog i den ubehagelige Nødvendighed, at laane Penge, saa maa De sørge for, naar De mærker, at det er paa Heldingen, i Tide at lade mig det vide, for at jeg kan sørge for passende Remisser.

Om Eftermiddagen.
Nu har jeg talt med Fader, men han siger, at der er Intet ved den Ravne-Sag at gjøre. Min Fætter, Kammerraad Bindesbøll[10] paa Flenstofte og Frederiksgave Gods ved Assens, til hvem De har et Brev med fra Fader, er i denne Tid heri Byen, men inden 14 Dage vil han være hjemme igjen. Han glæder sig meget til at see Dem hos sig ... Han fortalte mig idag, at der hjemme hos ham er en Jomfrue Scheel[11], som sværmer for Deres Digte (mirabile dictu)[12]. Jeg veed ikke hvorledes, men vist er det, at ved denne Leilighed kom jeg til at tænke paa Bürgers Liebesgeschichte[13], hvorlunde[14] en ung Dame, som sværmede for Bürgers Digte, skrev ham en Kjærligheds-Erklæring. De levede siden et meget lykkeligt Liv. -
Paa denne Reise stifter De formodentlig en heel Deel nye Bekjendtskaber; De lader da vel imellem obiter[15] et Ord falde om, at De arbeider paa en ny Roman[16]; dette er en meget delikat Maade at samle Subscribenter paa (sit venia verbo)[17] som kan komme Dem til Nytte i Tiden. I hver Bye vil De saaledes sagtens finde En, som De i Tiden kan bede om at modtage Subscriptionsplaner.
Idag mødte jeg Skuespiller Foersom[18] paa Gaden; han sagde til mig: “Hils Poeten, naar De skriver til ham”.
Nu troer jeg, at jeg har udtømt mig, og vil derfor ende med, at bede Dem ret snart at skrive mig til; thi hvis De ønsker Breve fra mig, maa De betale dem med samme Mynt. - De maae jo desuden altid have Noget at kunne fylde Brevet med; skulde De ikke kunne faae nok at fylde et Brev med, kan De jo skrive det paa Vers i den Dem egne Form med de mange korte Linier. - Er der ingen nye Aandsfostre?
Skriv mig nu ret snart til igjen.

Deres hengivne
E. Collin.

Brev nr. 60. Fra HCA til Edvard Collin.[1]  

[15. Junii 1830]

Kjære Collin!

Hvilken Glæde var det mig ikke, da jeg aabnede Deres Brev [2],og saae, at det var fra Dem, at De dog tænkte paa mig! men i hvilket ulykkeligt Humeur satte det mig ikke, især Begyndelsen, saa at jeg ikke havde sønderlig Glæde af den Tour til Greis Mølle[3] jeg da stod i Begreb med at gjøre; det, at De havde kunne tænkt, at jeg for nogle Avis-Flauheder glemte Dem, saarede mig meget; Deres Faders Velgjørenhed og Deres Venskab, kan ikke saaledes glemmes, der er ingen jeg med mere Inderlighed hænger ved, og vil De glemme Fødselens Forhold og altid være mig hvad jeg er Dem, da vil De finde den oprigtigste, hjerteligste Ven i mig. De var lidt vred over at De næsten i 14 Dage ventede Brev fra mig, men kjære Collin, vi aftalede jo, at jeg først fra Viborg skulde skrive, og det var der min første Beskjeftigelse; husk desuden, at vi først kom til Aarhuus Tirsdagaften[4], om Fredagen forlod jeg denne By, og tog Søndagmorgen til Viborg, hvor jeg strax skrev om Mandagen og sendte Brevet paa Posthuset, med Forlangende at det den første Postdag skulde afsendes; De seer altsaa, at jeg slet ikke har kunde bære mig anderledes ad! at det altsaa var det tidligste Brevet kunde indtræffe til Kjøbenhavn. - Ikke sandt? - Jeg har ikke Uret. Det er mig af Vigtighed at De indseer det, da jeg holder saa inderlig af Dem. De veed selv, at jeg i Kjøbenhavn ikke omgaaes med nogen unge Mennesker, men det ligger i, at jeg ikke har truffet paa en eneste jeg ganske har følt mig draget til De er den eneste, og derfor vil jeg at De ingen Grund maa have til at træde tilbage; og her med Brevet, har jeg sandelig slet ikke viist Mangel paa Opmærksomhed for Dem; De indseer det vidst nok nu, og vi ere altsaa gode Venner. - Tak, for Deres Opmærksomhed angaaende mine Penge-Affairer, men jeg vedbliver endnu at troe, at jeg ikke allene gjør min hele Sommer-Reise for de 100 Rdlr, men endogsaa bringer Penge med hjem; pas paa! - De største Udgifter vare til Viborg, her steeg det 2 Rdlr over min egen Beregning, men derfra og her til Veile er der atter kommen Balance i Tingene saa at jeg her har flere Penge i Lommen end jeg efter den kjøbenhavnske Beregning skulde have, og efter al Sandsynlighed indtræffer jeg i Odense næste Løverdag med en 40 Rdlr, De seer altsaa at mit 3 Ugers Ophold her i Jylland ikke blev saa dyrt, som De troede og det i Førstningen tegnede til; men skulde jeg hændelsesviis komme i Forlegenhed saa tyer jeg til Dem, men det vil vel ikke skee, haaber jeg. - Til Flenstofte kommer jeg ikke før om en 3 a 4 Uger og vil altsaa jo, træffe Kammeraaden[5], hvad De ellers berøre som, mirabile dictu, om Jomf: Scheel, der sværmer for mine Digte, finder jeg slet ikke saa mirabile, det er noget jeg er saa vant til baade i Sjælland, Jylland og Fyen, ja muelig har jeg vundet manget grønlandsk Hjerte for mit døende Barn[6], men ellers for at tale lidt alvorligere, saa forsikrer jeg at jeg i Kjærligheds Capitlet slet ikke er nogen Bürger[7], og at den Dame der kom selv med en Kjærligheds Erklæring til mig, vilde ganske tabe i mine Øine, jeg holder heller ikke stort af de exalterede Damer, selv om de sværme for mig. - Tusinde Tak for Deres Interesse for Ravnen[8], jeg kan ret ærgre mig over Manthey, men man maa jo finde sig i sin Skjæbne, dog een Ting kan De vist skaffe mig at vide, f. Ex, gjennem Hartmann, hvad da Mantheys Dom er, hvad han i Grunden siger som Svar paa min saakaldte “Bøn om en foreløbig Gjennemlæsning”, en Mening har han vel dog, før der kommer en ny Directeur; see at skaffe mig den at vide. - Viborg er den By der, med Hensyn til den gode Tone, behagede mig mest, Stiftamtmandens[9] behandlede mig med megen Gjæstfrihed og Byens Rector[10], en særdeles vakker Mand, (Hasselbach) til hvem jeg havde Anbefalings Brev fra Aarhuus kjørte mig om i de mest romantiske Hede-Egne. Ved Hald, en gammel Ruin[11], fandt jeg Egnen ganske som Walter-Skott skildrer os Lavlandene. Egeskovene vare saa vantrevne af Vestenvinden, at man paa Vognen næsten kunde see over den; store Lyngbakker hævede sig høit over mig og imellem disse saae man store Moser og uendelige Sletter. Jeg har stiftet mange nye, ret interesante Bekjendtskaber, og det var mig paafaldne hvor bekjendt mine smaae Sager, især Fodreisen og det døende Barn, vare Jyderne; Romanen vil de næsten alle subskribere paa, og selv Byens Øvrighed i Lemvig, har lovet at tage en Subskriptions Plan; jeg kjørte med denne Mand fra Viborg til Aarhuus, (han er en Cancelieraad Gundellach[12] og har Alt af mig, selv Vaudevillen[13]) det var ellers en slem Tour, thi det regnede og blæste den hele Nat saa jeg var vaad lige til Skindet, men har, Gud skee Lov! ikke faaet noget Bagsmæk deraf. I Skanderborg, logerte jeg frit hos Oberst Lieutenant Rosenberg[14] og laae her i 3 Dage for at komme til Himmelbjerget, men min onde Skjæbne vilde at det skulde regne den hele Tid, og da vi den sidste Dag alt kjørte derud, blev Veiret saa slemt at vi maatte vende om, saa den deilige Tour gik Glip. Paa hele min Reise har ellers mine nye Bekjendtere altid givet mig Brev med til næste By, saa at jeg intet Sted har været ganske fremmed, men overalt er bleven kjørt ud at see de smukkeste og mærkeligste Stæder, saa at jeg ordenligt er ganske øm af at sidde. Skanderborg ligger ellers smukkest af alle de Byer jeg har seet, og paa Søen her, lærte man mig at styre et Roer, saa at jeg nu har det tilfælles med Chr: IV at vi begge har begyndt vor Seilads paa denne Søe[15]. - Her hørte jeg ellers nogle Folkesagn. Horsens By er Jylands smukkeste, men Beliggenheden er ikke skjøn; Dorff[16] var meget hjertelig mod mig og vilde overtale mig til at blive en Dag længer men jeg higede mod Veile, der ligger ret i en sveitser Egn. Her har jeg Anbefalings Brev til en Justitsraad Waarsaae[17], der vil kjøre mig omkring i den smukkeste Om-Egn. Paa Torsdag (imorgen) tager jeg til Colding, hvorfra jeg med Pakkeposten Løverdag morgen reiser til Odense. Denne jydske Tour har ellers virket fortræffeligt paa mig, jeg har herved faaet et tydeligere Begreb om de Egne hvor mine Helte skal tumle sig, og gjort flere behagelige Bekjendtskaber. Digte har jeg slet ikke skrevet, men har en heel Bunke i Hovedet, som jeg formodentligt vil nedkomme med i Odense, Eet om Vesterhavet, og eet om Hederne har jeg ret tydeligt, og saa snart jeg faaer det til Verden skal jeg sende Dem det og siden Alt (poetisk) hvad der kommer. De maa da endelig hilse hele Deres Familie, De hilste ikke mig fra nogen af Dem, men jeg vil dog haabe at de huske mig, tænke paa mig, det er nu saameget, at jeg ikke kan forlange det. - Hvorledes lever Deres Broder[18]? Seer De Foersom, da hils ham fra mig. De kan tro at der er meget jeg vil fortælle Dem naar vi sees igjen, nu løber Tankerne lidt sammen, og her er ikke Plads til Alt, dog eet maa jeg fortælle; jeg har talt med Riimposens Forfatter: Klokker Heegaard[19]; Stiftamtmanden i Viborg lod ham hente en halv Time før jeg reiste, for at jeg ogsaa kunde see denne Mærkelighed. - Heegaard var meget naragtig, jeg skal i Byen fortælle Dem om ham. - Men nu maa jeg ende Brevet, eftersom Papiret forlanger det, og De vil see at jeg slet ikke behøver at skrive Vers for at faae noget at fylde med. Strax ved Modtagelsen af Deres Brev skrev jeg alt Begyndelsen af dette, De seer altsaa at jeg ikke vil lade Dem vente, men lad mig nu ogsaa see at De snart - ret snart glæder mig med et Brev; hvor hurtigt eller hvor seent De skriver vil være mig en Maalestok paa Deres virkelig Overbeviisning at det ikke var en Feil fra min Side at De - efter Deres Mening - fik mit sidste Brev saa seent; derfor skriv ret snart til Odense, Addressen, veed De, er til Iversens Enke ): Boghandlerens. Hils Deres gode Fader og alle de andre, fra Deres Dem altid

inderlig hengivne
Andersen.

o, skriv!!!

Brev nr. 61. Fra Edvard Collin til HCA.[1]  

Kjøbenhavn d: 22.Julii 1830.

Kjære Andersen.

Uagtet jeg først imorgen (Fredag d. 23de) faaer Brev fra Dem, vil jeg dog i Aften begynde Brevet for at bruge Tiden saa godt som mueligt, og da der er en Gjenstand, som det er Os begge vigtigt nærmere at drøvte. De veed nok selv, hvad jeg mener; De beder mig selv saa indstændigt om, at skrive noget Mere i denne Anledning, og jeg gjør det med Fornøielse. - For det Første forlanger De af mig, at jeg skal nævne Dem Personen, der har sagt det; dette maa jeg reent ud nægte Dem; det kunde aldrig føre til det Gode, men vel til det Onde; og hvad er Grunden til dette Forlangende: Nysgjerrighed forenet med krænket Forfængelighed og, om man vil, en Art Hævnesyge. Stød Dem ikke over denne min Derivation[2] af Deres Ord fra disses Grund; thi det er ikke sagt mod Deres Individualitet, det, troer jeg, have næsten alle Mennesker tilfælleds. De spørger maaskee, hvorfor jeg da anvender det her? Jo! fordi jeg derved maa overbevise Dem om, at jeg ved at efterkomme Deres Ønske vilde offre Taushedens Pligt paa Deres Nysgjærrigheds og Forfængeligheds-Altar; thi den, som anførte hine Beskyldninger imod Dem, kunde dog ikke ønske, at jeg skulde i denne Henseende give efter. - Jeg sagde, at det ei kunde føre til det Gode; det gjentager jeg: den bevidste[3] Person, troer jeg, jeg tør forsikkre at have meget Venskab for Dem, og at netop dette har motiveret hiint overdrevne Udbrud; og, det veed jeg vist, De selv holder meget af den samme; hvad vilde Resultatet blive? Tænk Dem det samme Tilfælde med mig, nemlig, at De fik at vide, at jeg havde sagt det, hvad vilde der flyde af? Dem selv ubevidst vilde en stor Deel af Deres aabenhjertede Godhed for mig forsvinde, Mistroe vilde indsnige sig. Denne Sag troer jeg vistnok, vi i Grunden ere enige om; jeg anseer det kun som en Idee, der et Øieblik faldt Dem ind, og naturlig maatte falde Dem ind, men hvis Følger De dengang ikke beregnede. - Nu hvad det Vigtigste, Realiteten, angaaer. Husk paa de 2 Alternativer jeg i mit Brev fremsatte: enten er De virkelig indbildsk, og Deres Væsen er da en ligefrem naturlig Yttring af Deres Tænkemaade (og som saadant kan dette ei forandres uden Kilden forandres), eller ogsaa er De ikke indbildsk, og da er det et forkeert Væsen hos Dem, en Maneer, som bibringer Folk denne urigtige Mening om Dem. I Deres Brev udfolder De Deres hele Tænkemaade for mig, De anatomerer Deres Egoisme, sætter Delene sammen igjen, og det Hele passer, som jeg troede; og at denne Bekjendelse er ærlig, som faae Andres, derom er jeg overbeviist. Nu er herved altsaa det første Alternativ forkastet, og det andet bliver tilbage. Her er det vi komme til det Resultat, som jeg allerede i forrige Brev, uden nogen vidtløftig Deduction[4] fremsatte for Dem: at De gjør Synd imod Dem selv, at De ei med al Magt søger at vænne Dem af med saadanne Manerer, der i en saa uhyre Grad skade Dem. Dette er min uforgribelige Mening, og jeg siger Dem min Mening ligesaa ærligt, som De Deres; jeg har vel flere Gange mundtligt sagt Dem noget Lignende, men i et Brev kan man sige meget, som i et Øieblik ikke just falder En ind, og hvad der er af Vigtighed, man kan sige det mere uforbeholdent: literæ non erubescunt[5]. Det er saa sjeldent, at man i daglig Omgang taler saadan ret alvorligt med hinanden; dog een ret alvorlig Samtale veed jeg at have havt med Dem, en Samtale, som jeg desværre vist ikke saa snart glemmer, ikke formedelst de deri opkomne Discussioner, men formedelst dens Anledning, og Anledningens indirecte Følger. At jeg mener Samtalen hos mig om Morgenen efter den bevidste Aften hos Bangs[6] behøver jeg vel ikke at sige Dem. Realiteten i denne Affaire drøvtede vi den Morgen, og jeg troer, vi kom til et Resultat; derfor nok derom. Men hiin Aftens eller rettere hiin Misforstaaelses Følger kjender kun jeg, De vistnok ikke; thi De aner maaskee neppe, at det kan kaldes Følger, som ere værd at tale om, at man mærker, at man i en Familie, hvor man før, efter Alt at dømme gjerne var seet, at man, siger jeg, mærker, at man der, om end kun for en kort Tid, bliver betragtet med andre Øine. Maaskee De ikke rigtig forstaaer mig? ! At jeg maatte og vilde forsvare, at jeg havde været Anledning til at forstyrre en Aftens Munterhed, er en Selvfølge; men at jeg, uden forresten at kunne overbevise, maatte nedværdige mig til at forsvare, hvad jeg havde sagt, det maae De selv tilstaae, kan saare; og en Nedværdigelse kalder jeg det, thi Forholdet imellem Dem og mig ere idetmindste nogle af de bevidste Personer for bornerte til at bedømme. . . . Troe imidlertid blot ikke, kjære Andersen, at jeg paany vil bringe denne Historie paa Bane, der er intet Fornøieligt ved Tanken om den hverken for Dem eller for mig, men jeg er ganske naturlig bleven ledt dertil ved den alvorlige Vending mit hele Brev har taget, og fordi det staaer i saa nær Forbindelse med hvad jeg hver Dag maa høre, naar jeg taler med Nogen om Dem; da jeg fortalte til En, at De morede Dem fortræffeligt paa Hofmansgave, sagde han: “han læser formodentlig alle sine Digte høit for dem derovre”; fortæller jeg en Anden det Samme, da kan jeg være vis paa af ham at høre samme Bemærkning; og De veed, jeg har saa ofte gjort Dem opmærksom derpaa, der gives kun een Maade at standse saadanne Bemærkninger paa: ved at betage[7] dem deres Grund. Har De kun een eneste sand Ven foruden mig, som ei generer sig for at sige Dem sin Overbeviisning, da spørg ham, og De skal see, De faaer samme Svar. -

Fredagen. d. 23 Julii 1830.

Af Deres Brev, som jeg i dette Øieblik fik, seer jeg, at De veed, at Molbech er bleven - ikke Censor - men Directeur[8]. For det Første kan det vel ikke ventes, at han vil tage fat paa at gjennemlæse alle de Stykker, der ligge og vente paa ham; imidlertid har jeg bedt Fader at tale til ham om Ravnen.

Chr. Molbech
Det Kongelige Bibliotek

Hos Professor Petersen[9] har jeg været for at faae at vide, om De har faaet Communitetet; men han var til Examen i Sorøe.
Brevet til Henckhusen[10] annoncerte jeg i Adresavisen [11], og det blev for nogle Dage siden afhentet. . . .
Om Deres Digte, som De har sendt mig, siger jeg Dem heller min Mening mundtlig. I Alm. kan jeg blot sige, at jeg finder dem overmaade smukke. - Heden i Regnveir har staaet i Kjøbenhavnsposten[12]. - Lad mig i næste Brev faae at vide, hvorledes Deres øvrige Reiseroute er, og naar De kommer hjem; hvis De kunde faae Tid, skulde De tage over Nørager; De er velkommen der, det veed jeg, og De vil more Dem.

Deres Ven E.
Collin.

Brev nr. 62. Fra HCA til Edvard Collin.[1]  

Odense den 28 Juli 1830.

Kjære, bedste Collin.

Kunde De blot føle med hvilken Længsel, jeg hver Postdag lader høre om der er Brev fra Dem, da vilde De ret indsee hvor kjær De er mig! Med Begjerlighed sluger jeg hvert Brev! om det endogsaa tidt smager noget, som Medicin, men Medicinen hjælper jo den syge, og naar en Ven rækker den, saa tager man den med mere Taknemlighed. - Vær ogsaa overtydet om, at jeg selv føler mange af mine Feil og Svagheder, men paa eengang at rette dem er mig umuelig; dog troer jeg i det sidste Aar, at have forandret mig meget til det bedre; eller hvad Verden nu engang kalder det, blevet poleret mere af; havde [De] lagt Mærke til mig for nogle Aar tilbage, vilde De vist bedre kunde see Forandringen; spørg kun Fru Wulff? - Da jeg nu alt jo hører lidt til Offentligheden er det naturlig, at der lægges noget Mærke til mig, og mine Svagheder pilles frem, man danner sig et Begreb af de løse Træk man opsnapper, uden at disse Dele dog udgjør det rette Hele. Jeg finder det naturlig at man udpeger mine Feil; ingen gaar frie; jeg kjender ikke eet Menneske undtagen jeg har hørt noget ondt om det, min Feil bliver det nu, at jeg skal tænke for meget paa mit eget Værd som Digter, og altid at bringe mig og mine Digte paa Bane; men tro mig, kjære Collin, kunde jeg ganske afvænne mig med denne Feil, fik Verden dog snart opdaget en anden hos mig, jeg veed ikke hvilken, de lige saa stærkt vilde bebreide mig. At jeg dog ikke besidder denne omtalte Feil i den høie Grad man vil tillægge mig, har vi før omhandlet; og jeg troer at De dog har noget Blik i mit Hjerte; at jeg ellers ofte og gjerne kommer frem med mine Digte er en Feil jeg endnu haver, men mon jeg ikke tør skrive den paa min Godmodigheds Regning? (Tilgiv at jeg siger, min Godmodighed, men det sige jo alle jeg er, og jeg troer det); eller har ikke ethvert ungt Menneske Lyst til at behage; med min Skjønhed vil det ikke lykkes og jeg tyer altsaa til hvad andet jeg har. Mon Feilen er saa stor, naar man ret beseer den? Men jeg kan jo ikke forlange at alle Mennesker skal see saa dybt naar de bedømme mig, jeg gjør det jo heller ikke altid med dem. At det ikke er Stolthed hos mig, at jeg ofte aldrig tager Notits af nogens Mening om mine Digte, er De vistnok forvisset om, og vilde være det desmere naar De kunne høre de ydderst, modsigende Domme jeg hører af dannede ja af saa kaldte aandrige Mænd; skulde jeg for Ex: gjøre de Forandring[er] man som oftest raader mig, blev der aldeles intet af mit; men kun noget saare hverdags tilbage. - Pas ellers paa! der vil nok komme en Tid, De vil finde mig langt bedre end nu; forstaae mig ret, have aflagt endnu mere af det, som dog i Grunden er Feil hos Andre, men som efter Verdens Indretningen og alles Svagheder maa gjelde for mine. - Kun at jeg nu veed, at De og Deres Fader forstaaer mit bedre Jeg; siig mig naar De skriver hvad han i Grunden troer om mig, om hans og Deres Idee, er nu den samme. De kan ikke tro hvad Priis jeg sætter paa det, og hvad hans gode Tanker, baade fra Aandens og Hjertets Side, ere mig vigtige; ikke af den lave Grund, at jeg troer det politisk, at besidde hans Interesse, som De vel ikke troer om mig, men fordi, jeg af Hjertet betragter ham, som en Fader, for Alt hvad han har gjort for mig; fordi han er mig det eneste faste Punkt, jeg holder mig til i Menneskevrimlen. Det bedrøvede mig inderligt, at De endnu med nogen Bitterhed erindrer hiin Aften hos Bangs[2]; lad denne Misforstaaelse være glemt, Feilen var jo min at jeg ikke fattede Deres Venskab. - De vil ikke sige mig Dens Navn der “venskabeligt” talte Ondt om mig! nu, De bør det heller ikke; der er meget, der ikke er godt for os at vide, maaskee vilde jeg bedrøves mere, thi næsten troer jeg, at det er en Person, jeg eengang med min hele Sjæl hang til; jeg har jo næsten fra min Barndom staaet ene, og Hjertet er dog i vor Alder skabt til Medfølelse, den omtalte Person troede jeg mest, at harmonere med, men har siden mærket, at jeg dog tog Feil; det var den første jeg følte Venskab for, men at jeg er skuffet har gjort et dybere Indtryk paa mig end maaskee nogen drømmer om; De er nu den anden, jeg i mit Liv, ret føler mig draget til, og De vil altid være mig en Ven! O gid at jeg ret kunde udtale min hele Sjæl for Dem! gid at De, kun halv saa meget som jeg, altid vilde føle for mig! gid at jeg i Dem maa finde mere end den, der viser mig Interesse, gid at jeg altid med inderlig Fortrolighed maa kunde møde Dem. Men husk ogsaa, naar De høre Bekjendtere gjøre deres Bemærkninger over mig, at alle tales der ondt om! at hos alle udpeges der Skygger; og vei da Feilene naar de ere satte i de rette Forhold. Dog det behøver jeg ikke at bede Dem om! Men vær overtydet om, jeg vil gjøre alt hvad jeg kan for at betage Folk Grunden til deres Snak. Et Skridt troer jeg alt at have gjort, skjøndt rigtignok lidet, men jeg haaber at De bifalder mig. Paa Mandag vil det dramatiske Selskab heri Byen give, indbyrdes en Aftenunderholdning, hvortil Foersom bidrager, og man glæder sig ret der til da Byens Indvaanere[3] ikke længe har spillet Comedie. Forleden kom da to af de Hrr: Directeurer ud til mig og bad mig saare meget om at hjælpe dem; blot sige et eneste af mine Digte; De kan tro at det var haardt at staae imod, og i Grunden, thi jeg vil være ærlig, vilde jeg ogsaa nok; atter en daarlig Forfængelighed! Men Deres Brev bestemte mig til, ganske at nægte det. - Naar man siger, at jeg formodentligt morede mig paa Hoffmanns Gave fordi jeg der læste dem mine Digte, hvad vilde man da sige naar jeg paa Theatret sagde eet; skjøndt det, baade af dem der sagde det første, og dette sidste bliver noget hæsligt! Jeg havde virkelig en haard Kamp med mig selv, og man anvendte Alt for at bevæge mig, og ere nu vrede for det. Siig mig nu om jeg har handlet efter Deres Ønske! Guldberg fandt at jeg havde baaret mig ret ad, skjøndt hans Grunde vare alt for smigrende til at jeg vil anføre dem. - Igaar var jeg hos Prof: Vedel-Simonsen paa Elvedgaard, der synes næsten at have Venskab for mig, jeg har maatte love ham, at komme nogle Dage ud til ham igjen før jeg reiser. Ved at søge efter Sagn fra Grevens Feide[4], som jeg kun træffer faae af, finder jeg her en heel Guld-Grube til en Roman[5], der ligger hvor Tid ganske nær, og hvor Begivenheden selv staaer som et underligt, broget Drømmebillede fra min Barndom, og hvor alle Kilder ere mig aabnede; nemlig Spaniernes Ophold i Fyen; over alt hører jeg smaae Skildringer og har i en kort Tid samle[t] en stor Deel Optegnelser; hvem veed hvad der kan blive deraf; jeg vil dog overveie Sagerne. Dersom det er mueligt at faae en Leilighed til Svendborg i Morgen, saa reiser jeg da derned og vil blive der en 8te Dage; naar De derfor, som jeg haaber om en 8te Dage glæder mig med et Brev (det vil sige, skriver fra Kjøbenhavn paa Fredag, 8te Dage eller før den Tid) vil De da lade Brevet ikke gaae til Odense, men til Faaborg, hvor jeg da selv skal lade det afhente paa Posthuset, thi omtrent ved denne Tid er jeg i Faaborg; jeg vil nemlig først til Svenborg og Taasinge, derfra til Faaborg og ende i Assens; foruden Deres kjære Faders Anbefalings Breve har jeg nu ogsaa et tilhver By fra Oberst Guldberg, saa man nok tager sig af mig. Nu lev vel! evig og altid Deres

hengivne Ven
Andersen.

Hils dem alle hjemme! glem ikke Mindelsen om Tieck.

[Tilføjelse i margen:] Jeg har skrevet et Digt: “Hjerte-Tyven”[6]. De vil vist synes om det. Siig mig, om De kan, med næste Brev, hvorledes det gaaer med min Opera[7]?

P.S. I Randers-Amtstidende læses følgende Digt, som Sidestykke til mit: Den jydske Hede i Regnveir[8]:

De seer det hele er Spøg; om Lund[11] er Poetens sande Navn veed jeg ikke. Siig mig dog hvad De synes om Ideen til min: poetiske Jydepotte, om Tittelen osv.- Før allersidst i August kommer jeg nu slet ikke hjem; og meget kan der udarbeides i 3 Maaneder af Opgaven, her har jeg kun Ideen i Hovedet[12].

Brev nr. 63. Fra HCA til Signe Læssøe.[1]  

Odense den 18 August 1830[2].

Kjære Fru Lessø

Da jeg ikke veed om Deres Ludvig er kommen hjem og jeg ikke tør vente nogle Linier fra Deres gode Hr: Mand, som jeg forrige Gang skrev, rigtig nok kun et lille Brev til, saa henvender jeg mig til Dem, i det jeg igrunden skriver til Dem alle sammen, da De vist snarest glæder mig med nogle Linier. Det gjør mig usigelig ondt, at Deres gode Mand er saa syg, men med Guds Hjælp, haaber jeg at han har overstaaet al Fare, og er paa Benene naar jeg kommer til Byen, hvilket efter al Sandsynlighed vil skee paa Søndag otte Dage om Aftenen; derfor maa De endelig, dersom det medfølgende Digt behager Dem, glæde mig med et Brev før min Afreise, det vil sige, De maa alt paa Løverdag gribe Pennen. Det var da ret slemt at De ikke kom paa Møen, jeg er saa barnagtig, at jeg næsten kan græde derover, jeg havde ordenligt glædet mig til at tale med Dem derom. Jeg har gjort en ganske deilig Tour, som jeg mundtlig skal beskrive Dem, skriftligt kun disse løse Træk; jeg kom først til Svenborg, der med sit Sund og Thorseng[3] ganske ligner en Rhinegn, jeg tumlede mig herligt omkring med en Pastor Heber[4], derfor fire Aar siden havde været i Italien og gjorte det Hele mere interesant; dog foretrækker jeg Udsigten fra Klinten og fra Aarhuus, thi her ved Svendborg er det som man gik i bare Blomster, som alt var en evig Fred og Roe; der er ingen store Udsigter, alt er deilige smaa Partier, det seer omtrent ud som et Panorama af smukke Æskebilleder der ere klinede sammen og hver for sig ere fortryllende, men løber ud i et som et Tydsklandskort, naar man seer dem samlede. - I Faaborg var Udsigten langt friere; her traf jeg paa en herlig Familie, nemlig Byens rigete Mand, en Agent Voigt[5], med hvis Søn[6] jeg er bleven Student; man gjorte Alt for at more mig, og jeg fik Bouketter af alle Byens Damer, men har kun beholdt een; flere kunde jeg ikke tage med. Den ene af Døttrene[7] i Huset var i Sandhed, det mest ideale Væsen jeg har truffet paa, saa bar[n]lig og dog saa klog - - vær ikke bange, hun er forlovet! desuden kan jeg have nok at gjøre med mig selv i denne Verden; jeg er jo desuden et fornuftig Menneske. - Agent Voigts befordrede mig til Flenstofte[8] et Herresæde nær ved Østersøen, hvor jeg saae Sandbakker høiere end et Huus. I Assens blev jeg hjertelig modtaget af Agent Bruuns[9], der er gift med Biskop Plums Datter, her var jeg to Dage, traf Jomf: Jürgensen[10] og reiste nu i forgaars derfra til Odense. Men nu nok her om! nu maa De høre det Digt der skal staae over Dødsøieblikket; De husker jo nok, at De meente, jeg intet skrev liig det. Siig mig nu Deres og Deres Mands mening. -

Nu, hvad synes Dem? Jeg selv troer det er det mest poetiske Stykke jeg har skrevet, og De kan troe, at naar vor Herre faar det i Sinde, siger han mig et, der er endnu smukkere, bare for at vise Dem at der altid kan komme noget bedre! Jeg har et lille Digt, som mange næsten sætte ved Siden, det handler blot om een Taare, men De kan tro at der ligger meget ogsaa i denne lille Verden[12]; her er ikke Plads til at afskrive det, desuden havde jeg Plads, fik de før et andet lille Stykke, der hedder - tænk engang - Kjærlighed. O dog her bliver vel Plads, naar jeg vender Bladet om; altsaa nu lev vel! hils Deres gode Mand, og Ludvig og dem alle, og glæd mig sikkert næste Post med et Brev hvori De ret maa gaae Digtet igjennem; Deres

sønlig hengivne
Andersen

E. S.
Vil De ikke nok lade indlagde Sædel besørge til min Frue ? -

[Udskrift:]
Velædle
Fru Lessøe
boendes paa Nørregade N0 229.
første Sal
i
K j ø b e n h a v n
frit.

Brev nr. 64. Fra HCA til Riborg Voigt.[1]  

Kjøbenhavn den 30. October 1830.

Det er mig umueligt at komme til at tale med Dem, om hvad jeg maa sige Dem, om hvad De maa vide før De reiser bort; mindst af Alt vilde jeg betroe det til Papiret, men det er det eneste, det sidste Middel, og jeg er i mit Hjerte overtydet om, at De besidder den rene, qvindlige Følelse, at ikke min inderlige Tiltro til Dem vil blive spottet, eller at nogen anden skal see disse Ord. Lov mig, ikke at lægge dette Papir bort, før De har læst Alt, og lad mig i det mindste finde et søsterligt Hjerte, den første Gang jeg ret aabner mit for en anden. - Fra den første Dag jeg saae Dem, var De mig ikke fremmed, og det forekom mig, men mueligt tog jeg Feil, at ogsaa De havde nogen Godhed for mig, noget mere end det Verden kalder: den selskabelige Høflighed. Jeg vidste ikke da, at De var forlovet, ellers vilde jeg strax have søgt at bekjæmpe de Følelser, der før hiin Tid vare mig aldeles fremmede. Nu har Deres Broder sagt mig Deres Forlovelse, jeg burde altsaa resignerende træde tilbage, men - - De har vist alt kunne mærke mine Følelser, jeg er ikke verdensklog nok til at kunne skjule mit Hjerte og jeg drømmer mig et Haab, uden hvilket mit Liv er tabt. Elsker De virkelig den Anden?[2] Jeg kjender ham aldeles ikke, kan intet have imod ham, og vistnok har han sine Fortrin, da De har valgt ham, men elsker De virkelig hinanden? Har ikke den daglige Omgang som Børn, bragt Dem til at troe, at Interesse var Kjærlighed? Selv det, at der møder Vanskeligheder mod vore Ønsker, kan ofte gjøre os disse kjærere. Elsker De ham høiest af Alt? Nu, saa Gud følge Dem begge! Gid De maa blive begge saa lykkelige, som mit hele Hjerte ønsker det! Tænk da ikke paa disse Linier, ansee dette, som et poetisk Digt jeg af Broder-Tiltroe har viist Dem; men elsker De ham ikke saa høit som Gud og den evige Salighed, er De ikke ganske vis derpaa -? Saa gjør ikke mig ulykkelig! Alt kan jeg blive ved Dem! jeg vil arbeide og gjøre Alt, hvad De og Deres Forældre[3] kan forlange af mig! De er min eneste Tanke, mit Alt, og et Digterhjerte banker dybere, end noget andet! - Dette er det første og det eneste De skal høre fra mig, det staaer til Dem, at gjøre mine Følelser latterlige for Verden, men det vil De ikke! jeg troer at have læst i Deres Sjæl og dette har givet mig et Mod jeg aldrig før besad. Elsker De virkelig den anden, nu saa tilgiv mig! tilgiv, at jeg har vovet dette, der da vilde være en Formastelse. Gid De begge maa blive lykkelige! og glem et Væsen, som aldrig, aldrig kan glemme Dem. Har mit Brev her ikke fornærmet Dem, saa tillad mig endnu een eneste Gang, at see Dem, og jeg vil da læse min Bestemmelse i enhver af Deres Miner. Brevet selv stoler jeg paa Deres qvindelige Hjerte, at De tilintetgjør eller giver mig tilbage. Nu veed De alt! - Lev vel! maaskee evig Lev vel! -

Efterskrift: Tro, for Guds Skyld ikke, at det Hele er en Digterdrøm af mig! hele tre Maaneder har mit Hjerte og min Tanke kjæmped der med, nu kan jeg ikke længer leve i denne Uvished, jeg maa vide Bestemmelsen, men tilgiv mig! tilgiv mig! jeg har ikke kunne handle anderledes! Lev vel ! -

Brev nr. 64a. Fra Riborg Voigt til HCA.[1]  

Lev vel, lev vel! Gid Christian snart kan sige mig, at De er rolig og fornøiet som før:

Med inderlig Venskab
Riborg

Brev nr. 65. Fra B.S. Ingemann til HCA.[1]  

Sorøe d 9de Jan 1831.

Kjære Andersen!

Min Tak for Deres nye Digtsamling[2] og for den Tillid og Hengivenhed, De viser mig, skal - som jeg veed De helst ønsker det - bestaae i en oprigtig og uforbeholden Meddelelse af hvad min Deeltagelse for Dem tilsiger mig. De synes tildeels i Bogen som ogsaa i Brevet[3] at røbe en vis lidende Sindsstemning, som har gjort mig ondt og som jeg frygter skal have en forstyrrende Overvægt saavel i Deres Liv som i Deres Digtning. Den Følelse, De før vel letsindig har spøget med, synes nu at ville hævne sig ved at betage Dem den Sjælsfrihed og Besindighed, der udfordres til enhver Konstvirksomhed og selv til at give Kabinetsstykker[4] fra Hjertekamret konstnerisk Holdning og Klarhed i Skyggerne. Dersom Digtet “Livet en Drøm”[5] - som det lader til- er et sandt Billede af noget Oplevet, da har Livet vistnok sat Dem paa en haard Prøve. Maaskee har nogen Selvskuffelse[6] forbundet sig dermed; men hvorledes det end hænger sammen, saa lad Livet ikke for Alvor blive Dem en Drøm og endnu mindre en ulykkelig Drøm! men lad det vakte Hjerte netop overbevise Dem om, at der selv i den dybeste Smerte kan være Spiren til en høiere Glæde, og at det sande Aandens Liv, det Guds-Rige, vi bede maa komme til os, ogsaa virkelig og her kan komme til os! - Den Forandring, De selv føler der er foregaaet med De[m] og som Deres nye Digte ogsaa tildeels vidne om, h[aaber] jeg imidlertid vil bringe Dem Sandheden og Skjøn[heden] i Livet som i Konsten nærmere, naar det kun kan lykkes Dem at finde et fast Standpunkt mellem de Høider og Dybder, De nu svimler ved og som De før ansaae for Phantomer[7], men som netop i deres Sandhed og Storhed danne de skjønneste og herligste Livsbilleder. - En Betænkelighed er herved faldet mig ind, som jeg beder Dem selv betænke om er grundet: det forekommer mig nemlig som De iler vel meget med at ville give enhver Følelse Luft i poetiske Udbrud, inden den ret kan faae Tid til at udvikle sig med Klarhed og Bevidsthed, og at De derved undertiden ligesom puster i Sjælens Blomsterknopper for at faae dem til at springe ud før Tiden. Opsøg for Alting ikke poetiske Ulykker! de kan før De veed af det, blive virkelige. Deres Lyst til ret at studere Byrons[8] Fortvivlelses-Poesie synes mig en saadan Higen efter tungsindig Sjælenæring og i enkelte af Deres Smaadigte seer jeg en saadan Lyst til mørke og menneskefjendske Forestillinger fornemmelig[9] i “Maleriet fra Jyllands Vestkyst”[10].
Af de 3 Digte, De selv synes bedst om, synes jeg ogsaa meget godt om “Ørkenens Søn” [11] og “Livet en Drøm”. Det første er et smukt poetisk Hjertesuk og det sidste har saamegen Sandhed og Hjertelighed, at det, som sagt, har gjort mig bekymret for Forfatterens Hjertefred. Luftaanden[12] synes mig tildeels en Reminiscens og jeg seer ikke hvorledes De har kunnet finde Sphærernes harmoniske Musik i den fredløse Aands Klage over en uendelig Disharmonie og Universets formeentlige Hjerteløshed. Spasen med den latinske Grammatik[13] anseer jeg for mislykket. Nogle af de erotiske Smaavers og adskillige af de andre, der synes blotte Fragmenter uden nogen heel udført Idee, havde jeg ønsket udeladte. En strengere Correcthed i Formerne og en større Præcision i Udtrykket havde vistnok ogsaa været ønskelig; dog er jeg langt fra med den nye Gjenganger[14] at sætte Formen over Ideen. Eet af Deres Digte som behager mig allermeest, uagtet det i Begyndelsen noget erindrer om Ticks Alfer[15], er “den fremmede Fugl”[16], hvor jeg finder Barnephantasien, Menneskelivet og Døden smukt og poetisk beskuet. I Digterskibet[17] finder jeg ogsaa nogle meget smukke Træk, skjøndt den elegiske Slutning maaskee vel nedslaaende antyder den Utilfredshed med Livet, som netop Digterskibet skulde hæve os ud over. I “Spillemanden”[18] har De fremstillet en poetisk og tragisk Situation, hvor jeg dog havde ønsket noget mere Bestemthed og Klarhed. -
De seer, at jeg saaledes i det Hele er saare langt fra at miskjende det Poetiske, der lever og rører sig i Dem og som jeg vist haaber skal udvikle sig til en langt større Modenhed, naar det kun kan lykkes Dem at holde Ligevægten i Livet som i Konsten, med det Skjønneste og Høieste for Øie, uden at forvildes af Roes eller ubillig Dadel og af den urolige Tidsaands tusinde Dæmoner. Gud velsigne Dem! Lev vel! God Lykke til Deres nye Arbeider! Det vil glæde mig at høre, at der atter er Fred og sand Glæde i Deres Indre - i den urolige Søe kan ingen Stjerner afspeile sig - men p o s t  n u b i l a Phoebus [19]. -

Deres venligt hengivne
Ingemann

[ Udskrift:]
S:T. Hr C a n d.  p h i l: H: C.  A n d e r s e n
i
Kiøbenhavn
Store Kongensgade
No 33. 3die Sal
frit

Brev nr. 66. Fra HCA til B.S. Ingemann.[1]  

Kjøb: 18 Jan:1831.

Kjære Hr:Professor.

Egenligt skulde jeg skrive to Breve, et til Dem, og et til Deres Kone, eftersom De begge har tænkt paa mig, men Mand og Kone er jo dog i Grunden een, altsaa vil jeg her tænke, at jeg taler med Dem begge. Hvor levende har De ikke, gjennem mine Digte seet ind i mit Indre, hvor mægtigt føler jeg mig ikke draget til Dem; ja, De, De vil ikke misforstaae mig, og med den inderligste Tiltro vil jeg derfor møde Dem; jeg trænger ogsaa til at udgyde mit Hjerte i et ret modtageligt Bryst. Jeg er ikke længer den jeg var før; Livet, Alt har faaet en dybere Betydning for mig, jeg er hensat i en Stilling hvori jeg føler det store Hele i al sin Dybde, men indseer at jeg aldrig vil blive lykkelig! jeg vil intet skjule for Dem, thi De kan føle det, De vil føle med mig! ja, mine Digte er ikke Phantasie, noget Virkeligt ligger til Grund, o det er saa ulykkeligt, at det næsten ikke seer ud som Virkelighed. Jeg hænger med Sjæl og Tanke ved et eneste Væsen[2], et aandrigt, barnligt Væsen, som jeg endnu aldrig har seet det, hun elsker mig igjen, men, o det klinger saa hæsligt, føler jeg nok! hun er forlovet, skal giftes i næste Maaned. Mine Venner og bekjendte spøge med mig over mine Digte, de drømme ikke om, at det er en dyb, sørgelig Sandhed, o jeg lider ved at høre deres Spøg, som jeg selv maa søge at optage og gjengive! Hun er riig, meget riig, det har holdt hendes Elsker til hende; de har været Børn sammen i een By, er siden bleven skildt ad, og da de atter mødtes, smigrede hans Opmærksomhed hende, og da nu Forældrene var imod hendes Tilbøielighed, ansporede just dette hendes Følelse, som hun troede var Kjærlighed, endelig gav de efter, skjøndt de endnu dybt føle, at han kun ægter hendes Formue; først efter at dette var bestemt, (en Uge efter) traf jeg hende i Sommer første Gang, hendes Familie var den meest anseete i Byen der og jeg var Student med hendes Broder, jeg var kun 3 Dage der i Huset, og da jeg følte, hvad jeg aldrig har følt, og hørte, at hun var forlovet reiste [jeg] strax, men her i Kjøbenhavn er [v]i atter truffet sammen; (3 Uger) jeg veed hun elsker mig, men nu er det hendes Pligt at ægte ham, hun engang troede at elske; hun føler at Verden vil dømme ilde om hende, at hun ikke tør eller kan handle anderledes, hun bliver ulykkelig, af Pligt bliver hun ulykkelig og jeg - o jeg veed ikke selv, Gud er dog alfor streng imod mig! var jeg dog død, her bliver jeg dog aldrig lykkelig! - Nu veed De Alt! trøst mig! dog, det kan De ikke, ingen kan det! - Sæt Dem ind i min hele Stilling! jeg faaer hende aldrig mere at see! jeg bør ikke, tør ikke! dog een Trøst har jeg, hendes Broder har jeg vundet, han veed Alt, og føler og lider med os, han holder saa inderlig af os begge to, gjennem ham kan jeg dog høre om hende, men aldrig fra hende, hun har sagt mig Lev vel! hun tør ikke og vil ikke tale mere med mig, men opfylde sin Pligt, den hun engang har kjæmpet for, ja næsten tiltryglet [sig.] Hun er saa smuk! saa from og g[od] o - De vilde ogsaa elske hende, hele Verden vilde det, og jeg veed hun har det samme Hjerte for mig, som jeg for hende, og dog skal jeg aldrig see hende mere! i næste Maaned er hun Kone, da vil hun, da maa hun glemme mig! o det er dræbende at tænke! - o kjære, kjære Ingemann! Gid jeg var død! død! selv om Døden var Tilintetgjørelse, men det kan den ikke være! Livet er før en Drøm, en ulykkelig lang Drøm, o den Tanke er ikke saa hæslig, som De troer! - Men jeg plager Dem med min Smerte! dog, dersom, hvad jeg troer, min ærlige Tiltro har naaet Deres Hjerte saa glæder De mig begge snart, ret snart med et Brev igjen; i Dag fik jeg et fra Wilster[3], hvem jeg har sendt mine sidste Digte, det var saa hjerteligt. O gid jeg kunde forsone mig med alle Mennesker, selv med ham der gjør mig og hende ulykkelig. - Lev nu vel og glem mig ikke! mit Hjerte siger mig, De skriver snart.

Deres af Hjertet hengivne
Andersen.

Brev nr. 67. Fra B.S. Ingemann til HCA.[1]  

Sorøe d 20 Jan 1831

Kjære Andersen!

Med smertelig Deeltagelse læste jeg hvad De saa venlig og fortrolig meddeelte mig om den Begivenhed, der nu truer med at berøve Dem alt Haab og al Kjærlighed til Livet. Inderlig gjerne vilde jeg sige Dem et venligt Ord til Trøst og Beroligelse; men jeg føler kun alt for vel, at hvad der i Sandhed skal kunne trøste og berolige Dem i en saadan Stilling, ikke kan komme fra Mennesker, men kun fra den kjærlige og forbarmende Gud, der visselig Intet tilskikker os uden af en uendelig Kjærlighed, som vi kun ikke altid forstaae. Hvor en sand og dyb Kjærlighed er bleven til i et Hjerte, er der visselig en evig Livskilde fremsprunget, som i et fromt gudhengivent Gemyt, selv under de misligste udvortes Omstændigheder, maa ansees for et ubetaleligt Gode. Er Kjærligheds-Ideen fremstaaet heel og uden Skuffelse[2] for Dem, idet De selv er overbeviist om dens Sandhed i en reen og gjensidig Følelse, saa er Kjærlighedens første og høieste Fordring derved ogsaa opfyldt, og en saadan Kjærlighed bør aldrig kunne bringe en Sjæl til Fortvivlelse. Lykken af en udvortes Forbindelse maa den høieste Kjærlighed kunne resignere paa, naar høiere Pligter og Hensyn (som her) forbyde den; men den Lidenskab, hvormed Ideen forbinder sig, er af jordisk og endelig Natur; den maa mandig bekæmpes, og gjennem Afsigelsens Smerte maa en høiere Glæde nødvendig udvikle sig. Tænk Dem blot, at De imorgen var et halvt hundrede Aar ældre!
Mit Raad er derfor ikke at glemme og slaae hen hvad der hverken kan eller skal glemmes; nei tværtimod - ær og bevar en Følelse, der kun for en Tid kan synes at gjøre Dem ulykkelig, men som dog kan og maa give Dem uendelig langt meer, end den berøver Dem, idet den aabner Dem Indsigten i en Himmel, som kun faa Mennesker kjende og som det allerede er en sjælden Lyksalighed at have seet i dette Liv om det ogsaa var paa en Pinebænk og i den størst mulige Frastand. - Jo meer det kan lykkes Dem at hæve Følelsen til en stor og evig Idee, jo lettere vil det falde Dem at løsrive Dem fra Pinebænken og bekæmpe Lidenskaben. Jo dybere og høiere vor Kjærlighed i sin enkelte Retning er, jo nærmere er den ved at sammensmelte med den høieste og meest fordringsløse Hengivelse i Gud[s] Villie og i al Kjærligheds evige guddommelige Kilde.
Kjære Andersen! Gud give Dem Kraft og Mod til at gaae denne Kamp igjennem - og den Tid vil vist komme, da De med Ro og Glæde kan see tilbage til disse Dages Lidelser og selv ikke vilde have undværet dem for den høieste udvortes Lykke. Men her gjælder det at sætte Kræfterne i Virksomhed og ikke fortabe sig i daadløs Sorg; her haaber jeg ogsaa, at Deres Begeistring for Poesien og Deres Trang til et aandeligt Liv og en skjøn Virksomhed i denne Retning skal være den beskyttende Engel, der fører Dem frelst over Dybet. Gud velsigne Dem!

Deres hengivne
Ingemann

Min Kone beder Dem meget hilse. Hun har med den inderligste Deeltagelse læst Deres Brev. Hun skriver ikke da hun omtrent vilde have sagt Dem det samme, som hun nu har læst i mit Brev, hun haaber og ønsker med mig at De med Kraft og Mod maa gaae den Lidelse igjennem der er tilskikket Dem, uden at tabe det kjærlige Sindelag, der nu selv gjennem deres Sorg saa klart udtaler sig. -

Brev nr. 68. Fra HCA til Edvard Collin.[1]  

Hamborg. [19. Maj 1831]

Kjære Collin!

Her kommer altsaa min første Brevdue[2]; - Det var da et mageløst deiligt Veir jeg fik paa Søen, tænk, det var Havblik den hele Tid, næsten ingen Bølger at see i Østersøen, det var en sand Lysttour; dog, sove kunde jeg ikke; jeg havde lagt mig paa den midterste Køie, og De veed, at paa hver Side i Skibet er der een meget lang, der gjælder for tree, saa at man sætter Benene mod den andens Hovede, da jeg lange Menneske nu var der i Midten, bad den ene mig, at jeg vilde tage Benene til mig, den anden at tage Hovedet, kort, de ønskede at jeg ikke var andet end bar Mave! - Hele den tydske Kyst laae indhyllet i Taage, men i det vi glede ind i Trave, rullede Taagen, som et Forhæng bort, og det deiligste Landskab udbredte sig, her var ganske varm Sommer, Alt var grønt. Kl. 1½ kom vi til Lübeck, jeg saae mig strax om i Byen og var i Mariekirken, og da der just var Reiseselskab til Hamborg tog jeg med dette, som fjerde Mand, om Aftenen Kl. 6; dog var jeg naturligviis, som jeg lovede Deres Søster, hos Leithoffs[3], og talte med den lille Gottlieb[4], han seer meget vel ud, og ligner ganske sin Moder, jeg talte Dansk med ham, som han sagde, at han forstod; han er ellers ikke stor, vistnok det halve, om ikke det hele Hovede mindre end Theodor[5]. Mamsellen[6] bad mig hilse hans Forældre. - Man kunde ellers ikke see meget Spoer af hans Skade; hele Natten kjørte jeg til Hamborg, under den grueligste Tandpine, der endogsaa forbød mig at gaae paa Comedie den første Aften her. - I Hotel d’Baviere hvor jeg tog ind var saa mange Fremmede at jeg maatte dele Værelse med en Nordmand, Auditeur Aal[7], af Biskop Müllers[8] Familie. - Naturligviis skrives dette Brev i Brudstykker, og bliver efter Aftale tilsendt Dem fra Braunsweig hvor jeg haaber at være Søndagaften. Jeg vil have særdeles godt af denne Reise, i hvor kort den er, jeg trængte saa uhyre til Adspredelse, for ikke at blive en sygelig eensformig Dichter, og jeg var og er endnu slemt paa Veie dertil. De har vistnok følt hvorledes mit Humeur har været i denne Vinter, to Gange har jeg været paa Veie til at betro Dem Grunden til min Smerte, men, - ja jeg kan ikke gjøre veed det - jeg blev dog skremmet derfra, jeg frygtede for at De maaskee ikke vilde optage det saaledes, som det er; troe ikke at Gjengangerbrev[e]ne[9] eller Recensenters Strænghed[10] har nedkuet mig, vil Vor Herre at jeg skal blive, hvad jeg troer mig bestemt til, en sand Digter, saa maae selv disse bidrage der til, jeg frygter ikke ; jeg har en fatalisk[11] Tro paa Forsynet, skjøndt jeg sjeldent yttrer det; hvad Gud har bestemt skeer.- Af alle Mennesker, er De den jeg [i] enhver Henseende betragter som min rette Ven, vær mig altid det kjære Collin, jeg trænger virkelig til et aabent Hjerte, men min Ven, den jeg kan elske, som saadan, maa ogsaa have Aand, jeg maa i denne Henseende kunde agte ham, og det mangler i Grunden de faae andre jeg ret holder af, kun De, er den, jevnaldrende jeg ret kan føle mig bunden til. Jeg har ogsaa en Bøn til, De vil maaskee lee, men vil De engang ret glæde mig, ret give mig et Beviis paa Deres Agtelse - naar jeg fortjener den - saa - ja De maa ikke blive vred! - Siig Du til mig! mundtligt vil jeg aldrig kunde bede Dem derom, det maa skee nu, nu medens jeg er borte; har De noget derimod, saa tal aldrig til mig derom, jeg vil, naturligviis aldrig yttre det mere! I Deres første Brev jeg nu faaer, vil jeg see om De har vilde glæde mig, og jeg drikker da Deres Skaal der og det ret af Hjertet. - Er De vred? - De kan ikke tro, med hvilket bankende Hjerte jeg skriver dette, skjøndt De ikke er her. Men nu ikke mere herom. -

Braunsweig den 23 Mai

I Aftes kom jeg her til, efter at have kjørt i 33 Timer med “Postkutsche”. De kan troe, at jeg endnu i Dag er, som mørbanket i alle Lemmer. Jeg var 2 Aftener paa Comedie i Hamborg og saae Jægerbruden[12], og et nyt Spectakkel Stykke: “Cardillac”[13] efter Hoffmanns Fortælling Frøken Skuderi, det var alt for gyseligt. - Jeg traf mange Danske i Hamborg og var een Middag indviteret til tre, i Stadt Pedersborg, Apotheker Hagen[14] og Broder, samt Apotheker Bogøe, hvor de ret opvartede med Champagne og andre Vine. En Doctor der i Byen, Albers[15], viiste mig meget Opmærksomhed, jeg var anbefalet til ham af Otto[16]. - Han vilde føre mig til Maltits[17] og Kruse[18], men da de ikke fandtes hjemme udsattes Besøget. - Hos Freund[19] var jeg i Altona, der ret behagede mig ved sin Naturlighed, han var strax villig, efter Deres Faders Brev, at tilbyde mig Penge og Brev til sin Broder[20] i Berliin. Da han hørte hvormange jeg havde til Reisen, meente han det vilde være umueligt i 6 Uger at komme ud af det med disse, og frygtede endog, at de ikke strakte til Berlin, dog er jeg meget rolig; han tilbød mig ellers 4 Luidorer[21] ved Afreisen, for ikke at komme i Forlegenhed, og som jeg modtog, jeg kan jo alletider give ham dem tilbage naar jeg kommer til Hamborg. De veed, at 75 Species[22] var min Beregning, aller nøiest, men gaaer der nu ogsaa en halvsnees til, saa maa jeg ikke tage det saa nøie; der manglede jo ellers henved 5 Rdlr i Sedler i de 75 Species, da jeg reiste; ikke sandt? Thi jeg fik ikke disse af Deres Fader; hernæst maa jeg gjøre Dem opmærksom paa at Dukaterne[23] De har givet mig, ikke gjelde 2 Species, (mindre altsaa 2 Species og 14 a 16 $ Cour:[24] som De troede) - jeg kan altsaa ikke regne for at jeg har 75 Species med, vil De ogsaa forklare Deres Fader det! Nu jeg er her i Braunsweig, har jeg i dette Øieblik 4 Luidorer og 15 Ducater , samt nogle Sølvpenge; jeg troer, at De vil finde, jeg har holdt godt Huus! - Det smukkeste jeg endnu har seet er Vierlandene[25]; det var en uhyre Have. Alle Kirsebærtræerne havde store Bær, som ret fraperede mig da vi have det saa langt tilbage i Dannemark. Det gaaer ellers meget godt med mit Tydsk, ja, man siger endog jeg taler “geleüfig”, men det er da Complimenter. - Hele Heden[26] jeg igaar kjørte over, er meget smukkere, end den jydske, her ere dog skov Partier, men alt er fladt og eensformigt. Vi vare 6 i Vognen, deriblandt en Engelænder og en Saxer; vore danske Veie vare mageløse slette, og man drillede mig med, om jeg kunde føle, jeg var i mit Fædreneland, men da de i Hanover[27] kun bleve lidt bedre, gav jeg Engelænderen Gjengjeld; han holdt ellers meget af Danmark og sagde, at naar det bare var engelsk, vilde det være det første Land. - Vor Konge roste de alle. - Lyneborg saae jeg ved Maaneskin om Natten; den havde det ældste Udseende jeg endnu har fundet, jeg troede mig flyttet flere Aarhundreder tilbage. - Det var en rædsom Hede og Støv herfra til Braunsweig. - Vi vare alle kogte! en tydsk, lystig Student, morede os meget, han var virkelig “drollig”[28]; da han ikke vidste vore Navne gav han os alle nogle, efter berømte Mænd i det Land vi kom fra, og disse brugte vi saa siden indbyrdes, jeg blev kaldt Thorvaldsen[29], sig selv kaldte han Müller (Historiegraphen)[30], Engelænderen Schacspear, en braunschweiger Dame Fru Mumme[31] o. s. v. - I Afstand har jeg allerede seet Harcen, den seer ikke farlig stor ud! jeg har i Dag seet mig om her i Braunsweig, af Slottet[32] staaer der kun, nogle faae Mure, alt ligger ituslagen, selv store Stene ere sprængte; Jeg fik fra Hamborg Anbefalings Breve til en Skuespiller og Regeseur Marr[33], der har tilbuden mig, at jeg skulde faae hvilket Stykke at see jeg ønskede i denne Uge; men da jeg kun bliver her til Onsdagmorgen, og der allene er Comedie i Aften og siden først Torsdag, maa jeg lade mig nøie med: “3 Dage af en Spillers Liv”[34] ogsaa et Tydsk Spectakkelstykke [35].- Varmen er ellers her saa utaalelig, at jeg neppe kan udholde den, jeg maa drikke en Pokkers Mængde Viin og Vand. Vor Nielsen[36] har ellers spillet her i Braunsweig: Corregio[37], og Ferdinandt i Kabale und Liebe[38], men ganske falden igjennem, nu begriber jeg, at han havde saa meget mod Braunsweig! man sagde om ham[39], at han havde ingen Ild, at han var en sand Hollænder! naa! det skulde han have hørt! - Øehlenschlæger og Ingemann kjende alle, Heiberg have ingen Idee om. Jeg har ellers anbefalet dem “Elverhøi”.

Braunsweig den 24 Mai.

I Aftes var jeg paa Comedie og saae atter et Spectakkelstykke, Drei Tage aus dem Leben eines Spielers, Melodrama, men det var saa oprørende mod al menneskelig Følelse, og jeg desuden saa udmattet af Reisen at jeg gik Hjem da de 2 Acter vare forbi. Jeg saae ellers Dands, der blev meget aplauderet men det var Daarlighed imod Bournonvilles. Varmen her er utaalelig, i Dag brænder Solen igjen, som Ild, hvorledes er det i Kjøbenhavn? Men nu Lev vel! Papiret siger stop! imorgen tidlig (den 25) reiser jeg til Goslar, hvor jeg har Anbefalings Brev med fra Houdewalkers i Hamborg[40], deri kalder man mig “en udmærket Lærd”. Herre Gud! de skulde bare kjende mig ret. Hils Deres Fader og Moder, Sødskende og Drevsens saavel som Wulffs ret meget fra mig, og lad mig i Deres Brev see, om De er bleven vred paa mig for min barnagtige Bøn, tro mig, der er vist ingen der inderligere holder af Dem, af Fremmede, end jeg.- Lev nu vel kjære, kjære Collin og glem mig ikke!

Deres af Hjertet hengivne
Andersen

NB. Hils Bredall[41] og Hartmann! Hvordan gaaer det med La Quarantaine[42]?

Brev nr. 69. Fra Edvard Collin til HCA.[1]  

Kjøbenhavn. d: 28. Maii 1831.

Kjære Andersen!

Mit første Brev til Dem bliver tillige det sidste, som De faaer fra Kjøbenhavn; thi paa Mandag d. 30te afreiser jeg med Dampskibet til Jylland[2]. Imidlertid bliver mit Opholdssted i Jylland altfor ubestemt til at jeg kan ansee det for rigtigt, at De addresserer Brevene til noget Sted der; sikkrest er det derfor at alle Brevene - jeg venter ganske bestemt idetmindste 3.- addresseres til Kjøbenhavn: Hrrn Hrrn E Collin. Addr: Hrrn. Conferenzrath Collin in Kopenhagen; saasnart de ere komne her, sender Fader mig dem dog til Jylland. Lad mig nu see, at De skriver rigtig lange Breve til mig og dygtig poetiske; for Øieblikket er her meget prosaisk hjemme. Hvorledes gaaer det Dem nu egentlig? De føler vist Hjemvee, den meest pinende Følelse, jeg kjender; er dette Tilfældet, da kan jeg sige Dem, at man særdeles godt kan raisonnere den bort. - Jeg har været paa Nørager i nogle Dage; Bangs sender Dem Hilsener. - Naar De underveis træffer Noget, som De med Tiden kunde bruge, da tegner De det naturligviis op; men søg især efter Sujetter for Theatret; mit Synspunkt er, som De veed, her som altid med Hensyn til Dem, et oeconomisk. - Hos Bredahl har jeg nylig været, og hørt det Øvrige af hvad han har færdig; jeg vedbliver bestandig at nære de samme Forhaabninger som hidtil om dette Products eventuelle Lykke[3]. -
Om Eftermiddagen: Endelig i Eftermiddag fik jeg da Gud skee Lov Brev fra Dem; da Posten kom igaar og intet Brev bragte fra Dem, var jeg ganske urolig; jeg frygtede for, at De skulde være bleven syg underveis.
De skriver, at jeg vist har mærket, hvorledes Deres Humeur har været i denne Vinter; det har jeg; at De ikke har betroet mig Grunden dertil, kan ikke fortryde mig, hvis Hemmeligheden er af den Natur, som jeg har antaget; troe ikke, at jeg vil opfordre Dem til at betroe mig denne; De vil selv bedst kunne føle, hvorvidt det er rigtigt, at den meddeles Andre; der ere Hemmeligheder, forekommer det mig, som ere af en saa fiin Natur, at de ikke kan betroes til noget Menneske; men vær ogsaa forvisset om, at hvis Deres Sorg kan betroes Nogen, da vil De i mig finde den Ven, der trøster ei med Grunde men med Medfølelse. Og denne Overbeviisning veed jeg vist De har.
Jeg kommer nu til et Punkt i Deres Brev, som - hvorledes skal jeg gjøre mig ret forstaaelig for Dem, kjære Ven. - Med Grunde kan jeg ei overbeviise Dem, thi Grunde lade sig maaskee her ei anføre, men De troe mig som Deres Ven paa mit Ord, De maa være fast overbeviist om, at der er et Træk i min Characteer, som jeg her med Sandhed udfolder for Dem. Kun da vil det være mueligt, at jeg ei bliver misforstaaet af Dem, det jeg frygter saa meget for. Det er altsaa mit Sindelag med Hensyn til at vi skulle sige “Du” til hinanden[4], som jeg vil udfolde for Dem. Som sagt, Andersen, troe mig paa mit Ord, at jeg taler ærligt! Naar i et muntert Selskab mellem Studenter etc. En siger til mig, om vi to skal drikke Dus, da siger jeg Ja, deels af Mangel paa Overlæg i det Øieblik, deels for ei at fornærme det Menneske, som derved troer at komme i et venskabeligere Forhold til mig; kun eengang veed jeg, at jeg, efterat have ved en saadan Leilighed drukket Dus med et ungt Menneske efter hans Anmodning, har bagefter efter modnere Overlæg bestandig vedblevet at sige “De” til ham; og, hvor Ondt det gjorde mig at fornærme dette Menneske, har jeg dog aldrig fortrudt det siden; og hvorfor gjorde jeg det,? det var et Menneske, jeg havde kjendt i længere Tid og som jeg holdt meget af;? der var noget Vist i mit Indre, som jeg ei kan forklare, der drog mig dertil. Der ere mange Ubetydeligheder, som Mennesker have, jeg troer, en medfødt Afskye for; jeg har kjendt et Fruentimmer, der havde en saadan Afskye for graat Papiir, at hun fik Ondt, naar hun saae det; hvorledes skal man forklare det. - Naar jeg derimod længe har kjendt et Menneske, som jeg agter og holder af, og han tilbyder mig at sige: “Du”, da fremkommer denne ubehagelige uforklarlige Følelse hos mig. Jeg erindrer at Justitsraad Wiborg[5] har fortalt mig, at da Baggesen, med hvem han længe havde levet i et nøie og venskabeligt Forhold, proponerede[6] ham at sige: “Du”, da paakom der ham herved en saa ubehagelig Følelse, at han næsten fik noget imod Baggesen; herved vil jeg naturligviis ei sige, at Forholdet mellem Os vilde blive et saadant som dette, ei heller vil jeg sammenligne Dem med Baggesen thi efter hvad jeg kan dømme om ham, kunde han aldrig være noget Menneskes sande Ven; dertil var han for meget Egoist. - Mine Dus-Bekjendtskaber skriver sig for [det mee]ste fra mine Drengeaar, deels fra saadanne muntre Øieblikke, der ei levne Tid til Over[veielser] deels ogsaa fra, at jeg har generet mig for at undslaae mig; men just herved viser jeg Dem [min] Oprigtighed for Dem, idet jeg, hellere end at skjule mig for Dem, udlader mig saaledes for Dem [som] jeg her har gjort, hvor jeg saa let kan misforstaaes. Men nei Andersen! De vil ikke [misforstaae] mig! Og hvortil skal denne Forandring i vort Forhold? Er det for at give Andre et Teg[n paa] vort venskabelige Forhold? Det vilde være overflødigt og os begge ligegyldigt; og er [ikke nu] vort Forhold saa behageligt og os begge saa nyttigt? hvorfor da begynde det under en foran[dret] Form, en Form som vel i og for sig er noget Ubetydeligt, men som jeg, som sagt, har en [ubehagelig] Følelse for; jeg tilstaaer jeg er en Sonderling[7] i denne Henseende. Men ligesaa v[ist] som det har bedrøvet mig, at denne Materie skulde komme paa Bane, ligesaavist er det at [For]holdet maa blive saaledes som De ønsker, hvis det ikke er mere end en blot Idee af Dem, [for] krænke Dem, ved Gud, det vilde jeg ikke. Men endnu eengang Andersen! hvorfor skulde vi foretage en saadan Forandring. Lad os nu ikke tale meer derom, jeg haaber vi [ville] begge glemme denne gjensidige Meddelelse; naar De kommer hjem er jeg i Jyl[land;] vi sees da ikke førend til Vinteren. - At blive vred for Deres Anmodning, derom kunde Talen aldrig være; jeg misforstaaer ikke Dem, gid De heller ei maae misforstaae mig.
De fremsatte Spørgsmaal kan jeg saagodtsom ikke besvare, da jeg har været den meste Tid borte fra Byen, og har saa utroligt meget at bestille med Hensyn til [min] forestaaende Afreise.

Lev vel!
Deres Ven
E. Collin.

Brev nr. 70. Fra HCA til Edvard Collin.[1]  

Dresden den 4 Juni 1831

Kjære, kjære Ven!

Nu har jeg været her i Dresden halvanden Dag, begge Dagene, og selv nu imorges været paa Posthuset for dog at see, om der intet Brev var til mig, men forgjæves, o, jeg længes saa meget! glemt mig, har De neppe, men De har vist ikke beregnet at jeg paa denne Tid vilde være saa langt borte.- Hvor meget deiligt, af Guds store Natur, har jeg ikke seet, siden jeg afsendte mit sidste Brev fra Braunsweig. Dog har jeg ikke skrevet et eneste Digt, jeg har samlet formeget Blomsterstøv til at jeg strax kan forarbeide det til Honning. Fra Houdewalkers i Hamborg fik jeg et Brev med til en Kjøbmand i Gosler[2], der ret tog sig af mig, ja tilbød mig endogsaa Luisdorer, som jeg, naturligviis ikke modtog, med ham var jeg i Rammelsberg. Brocken besteeg jeg fra Ilsenstein, vistnok det skjønneste Punkt. Alt var Nebel[3] paa Brocken, og Skyerne fløi som lette Taager forbi mig, der var vist et halvhundrede Reisende; 30 af disse havde bragt Musik med, en Ting de ikke havde hørt paa Brocken i 8 Aar, der spilledes nu af alle de nyeste Opera, og da, om Aftenen, Maanen brød gjennem “die Nebel”, toge de Kosteskafter & og dandsede en Hexedands. Kl 2½ om Morgenen kaldte Karlen paa os, og vi havde det mest fortryllende Veir (ligesom endnu, paa hele min Reise) Himlen var blaa, Skyerne laae dybt under os som et forstenet, stormende Hav. - I Selskab med en Familie fra Hamborg der havde leiet 5 Bjergheste reed jeg ned af Brocken; det var et deiligt Syn. Dybt under os Graneskove og Fjeldkløfter, hvor den blaalige Taage laae som et Sølvslør over, og oppe mellem de lette Skyer, jeg, paa en vingeløs Pegasus. - Samme Dag kom jeg til Baumann[s] Hule, efter at have været der, hørte jeg at Alle gik til Bielshöle, som vel ikke var saa smuk, men derimod mere sikker; Baumanns Hule var i den sidste Tid farlig, da Stierne[4] vare skrøbelige. Jeg vidste ikke af dette, og saae altsaa uden Frygt, det bedste, men farlige. - Løverdagen den 28 Mai, gjorte jeg en Udflugt om Morgen[en] Kl 4 til Felsenstein, De har vistnok seet denne herlige Ruin[5], jeg behøver altsaa ikke at fortælle Dem noget derom; Landeveien var her beplantet med røde og gule Roser, der alle vare udsprungne.

Felsenstein. Tegning fra rejsedagbogen.
Det Kongelige Bibliotek.

- “Teufelsmaur” saae jeg paa Veien til Rosträppe. Her fandt jeg, at Harzen havde det mest romantiske Præg, men det var dog ikke vildt nok; i min Phantasie har jeg seet det længe før. Alexisbad og Madgsprung[6] besøgte jeg samme Dag, og jeg kan regne for at jeg fra 4 om Morgenen til 9 om Aftenen gik en 7 a 8 Mile[7] op og ned mellem Bjergene; mine Fødder bekom dog ingen Blaser, derimod mine Fingre; jeg havde faaet en Stok, og paa den klemte jeg Fingrene reent itu.- Søndagen den 29 Mai kom jeg om Aftenen til Eisleben, hvor jeg tegnede det Huus af, i hvilket Luther[8] var født.

Luthers fødested. Tegning fra rejsedagbogen.
Det Kongelige Bibliotek.

- Efter at have overregnet Udgifterne paa min Fodtour, fandt jeg, at denne havde været den dyreste. Mine Støvler gik flere Gange itu; jeg maatte leie en Fører, hvert Øieblik, og man var uforskammet dyre mellem Bjergene; det er mest oeconomisk at reise med Eilwagen har jeg bemærket; de fire Luidorer, Freund laante mig for det første, gaaer med mærker jeg nok, men jeg haaber, heller ikke flere; jeg begynder først nu, at lære Reise-Oeconomie, og er vistnok endnu langt tilbage, men det kan jo været godt for mig, naar jeg en anden Gang, som jeg haaber, kommer til at gjøre en større Reise; vil De ellers fortælle Deres gode Fader, hvorledes jeg har det! - I Halle og Merseburg var jeg meget kort, der var intet at see, derimod blev jeg næsten 3 Dag[e] i Leipsig, hvor jeg hos Brockhaus[9] nød en meget gjæstfrie Modtagelse, og var 2 Middager. Han har lovet at publicere mine Digte i Tydskland, naar jeg sender ham nogle Exemplarer. - De kan ellers ikke tro, hvor Lotte Øehlenschlæger skabede sig, da jeg kom ind af Døren, hun blev saa overrasket, at jeg frygtede for, hun vilde slaae Kolbbøtter! Vi to, travede ellers allene om i Krat og Buske, i Kirke og paa Grave, og det meget lysteligt. - Egnen fra Meisen til Dresden er smuk, men Intet kan dog lignes med Harzen! - I Leipsig var over 1000 Mennesker syge af Fluença, her er det heller ikke bedre, men jeg haaber at slippe! Comedien her duer ikke, jeg vil ikke spilde Penge paa den, een Gang gav mig nok; derimod hørte jeg den hele italienske Opera i Leipsig; jeg fik “Wilhelm Tell” af Rosini[10], det var skaaret over i 2 Afdelinger, saa at jeg den første Aften fik de 2 første Acter, den anden, de to sidste. Der er meget Fyldekalk deri, og jeg lider mere: Barberen af Sevilla. - Billedgalleriet er lukket, da Alt sættes i Orden, dog ved Hjælp af Dahl[11], der, tillige med vor danske Gesant[12], førte mig derop, fik jeg dog en tredie Deel at see, og deriblandt, Corregio’s[13] og Raphaels[14] herlige Stykker. - Aal og Faye[15] fra Norge ere her. Vi vare sammen hos Tiecks den første Dag jeg kom, og Tieck læste anden Deel af Schaecspears Hendrik 4[16]. Iaften skal vi igjen derhen. - Igaaer da jeg spadserede paa de Brühlske Terasser mødte jeg Frøhlig[17], der var kommen til Dresden, samme Dag som jeg, han havde seet mit Navn i Avisen, men da man der havde gjort mig til Doctor (Gud veed hvordan) havde han mindst drømt det var mig. - Vi har siden tumlet os meget sammen; han har talt med Petzhold, Küchler og Bötger, der skal see meget phantastiske ud i deres Klæder, men den sidste have nogle deilige Schnurbarter. Paa Corpus Domini Festen[18] kom jeg hertil, ogsaa i Dag har jeg hørt Castraterne, men det underlige Veemod der ligger i deres Sang, griber mig mægtigt! Paa Reisen fra Leipsig var der en Doctor med, der, da han hørte jeg var fra Kjøbenhavn og hedte Andersen, spurgte mig om jeg var i Familie med den berømte (?) Digter der, af samme Navn. Det var altsaa mig selv; han kunde den tydske Oversættelse af mit døende Barn, og sværmede for den.- Han spurgte, om jeg selv havde mistet et Barn, da jeg skrev den, og kunde ikke begribe at jeg, som ungt Menneske ellers kunde føle sligt. - Overbibliothekaren Ebert[19], som Moelbech har anbefalet mig til, har jeg ret maatte give Underviisning i Dansk, Literatur o, s, v. - Han roste min Tydsk, og fortalte at Professor Høyn[20] var meget længe i Dresden, og kunde ikke ret gjøre sig tydelig; jeg taler nu, med megen Courage Tydsk. Frøhlig og jeg var i Aftes paa en Restauration, han talte med nogle Borgere, om de sidste Uroeligheder[21], og sagde at nu blev det da roeligt? Hvortil den ene svarede: “Es ist noch nicht Abends”. - Cholera[22] er nu kun nogle Mile fra Berlin, der er slaaet Cordon[23] en 4 Mile fra Byen. -

Dresden den 10 Juni

I Dag reiser jeg herfra til Berlin; endnu er her intet Brev kommet fra Dem, hver Dag har jeg med Længsel løbet paa Posthuset, men forgjæves. De er dog ikke syg? - Hvad mon Grunden kan være? - Jeg vil tage dette Brev med til Berlin, har jeg betænkt, og strax imorgen Aften, naar jeg kommer der, forhøre, om De maaskee der har afsendt et Brev til mig; saa kan jeg dog i dette sige, om jeg har faaet eller ei. De sidste 3 Dage har jeg med Frøhlich og 4 andre, som jeg har lært at kjende paa Reisen, besøgt det saxiske Schweits, jeg føler mig ganske veemodig ved at forlade det kjære Bjergland, det var mig slet ikke fremmed, det fraperede mig ikke, men jeg var hjemme, jeg var nogle Timer ret lykkelig. - Vi reiste ogsaa temmelig billig! tænk Dem, med Fører og Alt, blev det der i disse 3 Dage, kun lidt over 4 Rdlr preusisk; ellers har jeg givet mange Penge ud; det koster at lære at reise mærker jeg. Frøhlig gav det 3 dobbelte ud det første Aar, af hvad han siden har givet; De veed jeg fik 75 Species ÷ nogle danske Rbdlr, af disse har jeg nu, efter at have betalt Alt lige til Berlin, samt kjøbt et Par Støvler, en Skjorte, to Par Strømper og nogle andre smaae Nødvendigheder, endnu 1 Luisdor og 2 Thaler preusisk; jeg bruger altsaa en 4 a 5 Luidorer for at slippe hjem, mere end jeg havde med, men det er da ikke saa meget!- Nu vil Reisen nok bringe mig det dobbelte ind igjen, det vil sige, halv i Penge, og halv i aandelig Profit. - Dahl har foræret mig nogle smaa Skizzer, og et af disse er Oliefarve paa Lærret; han har ret hjerteligt taget sig af mig, og det gjorte mig ondt at sige ham Levvel, maaskee for stedse. - Med Eilwagen til Berlin, maa jeg give 2 Fredriksdorer[24], fra Berlin til Hamborg koster det 3. De seer altsaa, at jeg i de øvrige Henseender, efter hvad jeg har givet ud, bærer mig ret fornuftig ad, naar jeg selv skal sige.

Berlin den 11 Juni.

I Aftes kom jeg hertil, og strax i Dag opsøgte jeg Freund, hvor jeg til min store Glæde fandt Deres kjære, kjære Brev; ja jeg holder af Dem som en Broder, tak for hver Linnie! - nei, jeg misforstaaer Dem ikke, jeg kan ikke engang blive bedrøvet, saa ærligt De udfolder Deres Hjerte for mig; gid jeg havde Deres Characteer, Deres hele jeg; o, jeg føler nok, hvormeget jeg i mange Henseender staaer under Dem! men vær mig altid, hvad De nu er, min sande, maaskee, ærligste Ven, jeg trænger virkelig dertil. Jeg vil ingen Hemmeligheder have for Dem; ja, jeg har den hele Vinter ret været sjæle syg, mine Digte, kan sige Dem Grunden, jeg har, vistnok, været altfor aabenmundet med Følelser, som Verden, og mest hos mig, vil udlee. Mit forrige Lune faaer jeg aldrig, men jeg har vundet en Ligegyldighed for Verden, som vist vil hjælpe paa min Characteers Svaghed. - De vil føle med mig, og finde at Livet vistnok har tumlet mig lidt for slemt. En riig, smuk, aandrig Pige, der føler det samme for mig, som jeg for hende, lærte jeg at kjende i Sommer, hun var forlovet, og Forhold bød hende ægte en Mand, der allene tog hende for hendes Formue; hun blev gift kort før jeg reiste[25], nogle Ord, er det eneste jeg har fra hende, hvor hun beder mig, søsterligt, at glemme Alt[26]; - derfor var det jeg vilde bort, maatte bort, o jeg har grædt som et Barn. Det var jo uklogt af mig, fattige Menneske, at blive forelsket, vel havde hun Formue nok for os begge, men saa havde Folk dog sagt, det var en Speculation, og det vilde have saaret mig dybt. - Gud har saa forunderligt ledet Alt for mig, ogsaa dette maa lede til noget Godt, troer jeg, men hvilket - veed jeg ikke. Jeg føler nu en Tomhed i min hele Sjæl, der gjør mig kold og ligegyldig; o kjære, kjære Eduard, jeg ønsker i Grunden at jeg maatte døe! hvad stort eller godt bliver der vel for mig i Verden, at gjøre! - men ikke mere; nei, De skriver mig jo endnu engang til? Torsdagen den 16 reiser jeg herfra til Hamborg og fra Hamburg, rimeligviis den 19 eller 20, kan et Brev fra Dem indtræffe der, til denne Tid, vil jeg blive meget lykkelig, i alle Tilfælde venter jeg sikkert et, hjemme hos Deres Fader! - Digteren Tieck, troer jeg holder af mig, han trykkede mig fast til sit Hjerte da vi skildtes ad, og sagde mig ret faderligt megen Trøst og Haab paa min Digtervei, det greb mig underligt, og jeg brast i Graad, han skrev da i Hast et Par Ord, som jeg skulde gjemme til Erindring[27]. Jeg har i Grunden fundet saa mange gode Mennesker, der vise mig Venlighed, Veiret er ogsaa meget gunstigt kun, de sidste Dage i Dresden og nu her i Berlin, regner det. - Colera frygter man meget for, kun ¼ Miil herfra er der en Cordon, da et Huus der er mistænkt, man tør ingen Limonade drikke, selv Conditoren raader Folk der fra. - I Aften er jeg saa heldig at faae Oberon[28], men der er grusomt Rift om Billietter, jeg maa give 1 Rdlr preusisk for en Bilet. - Men nu lev vel! Gud velsigne Dem for Deres Venskab og Ærlighed mod mig, De vil vist aldrig misforstaae mig! Hils alle vore fælles Venner og Bekjendtere, i Hamburg afsender jeg endnu et Brev til Dem, thi De vil jo have tre? - Lev vel! Lev vel!

Deres Ven
Andersen.

Brev nr. 70a. Fra Anne Marie Andersdatter til HCA.[1]  

Odense den 31te Agusti 1831

Hiert Elskede Kiære Sønn H.C. Anersen.

Næst min Allerskyldigste Tak for din kiærlige Skrivelse af 24de Juli d. aar Glæder det mig at du er Frisk og vel. Hvaed mig Angaaer da Takker ieg Gued for Helbrede i denne besværlige Tiid, Jeg vilde Gierne til Herrens bord men ieg kan ikke komme uden Du vil Hielpe mig med nogle Penge og Skrive mig selv til med samme men det Maatte være med snareste Mueligt thi ieg længes Meget efter at komme der; Flittig Hilsen fra Madamme Iversen og Madamme Søebaarre[2] at Du med Snareste Skriver os til da vi have Længe ventedt efter Breve fra Dig for at erfare deraf at Du er Frisk og veel; Hvilket er voris største Glæde; Madame Starup og hendes Søn tilige med alle Goede Venner bede Dig kiærligt Hilsedt; men Først og Sidst fra din Gamle Moeder Leev veel det Ønsker din Oprigtige Moeder til Døden

Ane Marie Jørgensens

Brev nr. 70b. Fra HCA til Anne Marie Andersdatter.[1]  

Kjøbenhavn den 19 August 1831

Kjære Moder!

Her sender jeg Dig en Ubetydelighed, mere kan jeg ikke for Øieblikket. Vil du besørge indlagte Brev til Fru Søeborg, og hilse hende fra mig. Jeg skulde have været over til Sølvbrylluppet; men jeg havde ingen Tid. Nu har jeg skrevet en ny Bog, om min Udenlandsreise, og solgt den for 150 Rblr, som jeg har sat i Sparekassen, for de mange jeg maatte give ud til at reise for. - Bogen kommer snart ud, men jeg har nu ikke noget at gjøre med den. - Du er dog eller[s] vel? Madam Krag er jo død! det var en brav Kone, jeg kunde godt lide hende. - Hils Jomf: Lehmann, Starup og andre Bekjendte ret meget fra mig og glæd mig snart med et Brev. Jeg er meget vel!

Din
Christian.

Kjøbenhavn den 2 September

Kjære Moder!

Da jeg vilde afsende dette Brev sidst, kom der noget i Veien og da nu Penge Breve kun kan sendes engang om Ugen, faaer Du det først i Dag. Dit sidste Brev modtog jeg i Morges; og ønsker Dig Lykke og Velsignelse til Herrens Bord. Lev nu vel! Din

Christian.

[Tilføjelse i margenen:]
Saa snart jeg kan, skal Du faae 1 Rbdlr igjen.

Min Adresse, maa Du altid skrive saaledes.
C a n d i d a t u s  P h i l o s o p h i æ
H. C . A n d e r s e n
store Kongensgade No 33
i Kjøbenhavn

Brev nr. 71. Fra Chr. Høegh-Guldberg til HCA.[1]  

Odense den 11. October 1831.

Det er, kjæreste A., skjøndt jeg har skrevet Dem to Breve til uden at see endog en Linie til Svar eller forresten høre et Ord fra Dem, dog kun med den inderligste Taknemlighed, at jeg idag som dansk Mand rækker Dem min Haand for den herlige Nydelse, Deres Reise[2] har skjænket mig. Det er et fortreffeligt Arbeide, enten jeg saa betragter det fra dets prosaiske eller poetiske Sider; Episoderne deri staae paa deres Pladser og bidrage ypperligt til at give dette lunefulde, vittige Hele den Holdning, det skal have. Kort sagt, det er et Arbeide, som gjør Dem al den Ære, Ingen hjerteligere kan ønske Dem end jeg.
Bogen har jeg først læst ene og siden høit i min Kreds, og gid De havde overværet denne sidste Scene, da skulde De seet og følt, hvor mange Hjerter der slaae her baade fader-, moder-, søster- og broderligt for Dem. At dette Arbeide var udgaaet fra Deres Haand, gav det saa naturligt en forhøiet Interesse for Alle, derfor ville de ogsaa Alle nævnes for Dem og Alle med Tak, og det en saare hjertelig Tak.
Men De har endnu i den allersidste Tid skjænket os 3 Smaavers, jeg aldeles sætter ved Siden af “Det døende Barn”, og det er, min bedste A., Deres ganske velsignede, i den meest religiøse Aand skrevne - lad mig kalde det, som jeg vil: “R i d e, r i d e, r a n k e.”[3]
Det er en af Deres f ø r s t e Frembringelser, af en høi poetisk Værd, og vilde, om De aldrig havde skrevet mere end det, stemple Dem ligesaa bestemt til Digter, som Baggesens “ D e r  v a r  e n  T i d”[4] stemplede ham dertil. Ogsaa det er grebet ud af v o r Nations Barneideer. Disse 3 Vers maae gribe ind i v o r e helligste Følelser, saavist som: “Uden I blive som Børn, komme I ei udi Himmerige.”[5]
De seer nu her, elskelige A., en Hjerte-Udgydelse af en gammel Ven, der i dette Øieblik, saae han Dem Ansigt til Ansigt, vilde trykke Dem ømt til sit Hjerte. Sandere Ven end mig har De ei heller; modtag derfor mit Favntag med et vennehuldt Hjerte!
Jeg burde efter disse Par Linie tie; thi, saa forvisset jeg er om, at De nok gad vide, hvordan det gaaer mig, saa er Alt, hvad jeg i denne Henseende kan sige Dem, ei tilfredsstillende. Jeg kan endnu aldrig komme ret til Rolighed. At være fremstillet offentligt i et saa skandaløst Lys som det, hvori en Winther har sat mig[6], er en nagende Orm for mig, saa uskyldig jeg end er, og kan bevise, jeg er. Jeg har mod ham ei andet Vaaben end en Voldsgjerning, og tirres jeg end meer, da enten det brister eller bærer, - - - - - ; dog dette bliver mellem os To! - - - -
Nu Guds Fred, bedste A.! Glæd mig snart med et Par Linier. Evindelig er jeg Deres trofaste

C.  H ø e g h - G u l d b e r g

Brev nr. 72. Fra HCA til Henriette Hanck.[1]  

Kjøbenhavn den 4 November 1831.

Inderlig, hjertelig Tak for Deres kjære, søsterlige Brev[2], det glædede mig saa uudsigeligt. Jeg kom just hjem fra Collins, den næst ældste af Sønnerne [3], et udmærket Hoved, som jeg elsker som Broder, havde just mødt mig med en Inderlighed, der smeltede min Sjæl, vi havde lovet hinanden altid at være ærlige, kjære Venner, under alle Forhold i Livet; jeg elskede den hele Verden igjen, som dog har været slem ved mig og nu finder jeg Deres Brev til, læser det og seer et søsterligt, godmodigt Hjerte ogsaa ynde mig. - Tak, tak! for hvert Ord! hvor et Ord, dog kan skabe en Lyksalighed, jeg har længe ikke følt mig saa vel, som i dette Øieblik og derfor skriver jeg strax. Tro ikke at min nye Vaudeville[4] bliver Spot over den kjære Fødeby, nei Stykket er rørende, meget alvorligt, grebet ud af mit Hjerte. Jeg læste nogle Scener for Heiberg forleden, og de behagede ham just inderligt for den melancolske Tone! De vil ogsaa holde af det! men nu vil jeg ikke sige Dem mere, end, det er to, der elske hinanden og saa giftes hun med en tredie - som hun ogsaa elsker, eller troede at elske. Spanieren, der er den ulykkelige Elsker, reiser bort og hun faaer Bryllup. Det skal være lykkes mig, især Afskeds-Scenen. - Af comiske Ting er blot det at Lauget (Murerne) flytte Skildt o s v. - Min Roman[5] har jeg nu taget fat paa, forfra, gid Alt maa blive som Begyndelsen, da vil Verden see, hvad der lever i mig; jeg er tilfreds med de første Kapitler, jeg troer jeg har opfattet Tidsalderens Aand; Gud vil begeistre mig til det øvrige, thi han er dog den store Mester og Digteren kun Kopisten der skriver hans Tanker ned! Mine Skyggebilleder har fornøiet Dem? Tak for hvert Ord De skrev, jeg har alt to Gange læst Deres Brev igjennem; Guldberg skyldte jeg Svar paa 3 Breve og han tilgav mig det, og skrev endog det 4de[6], da han havde læst Reisen, som han holdt saa inderlig meget af. Nei, Roes gjør mig ikke stolt! ved Gud, nei! men den fylder min Sjæl med Glæde, med Kjærlighed til Gud og alle Mennesker; gid vi dog altid vare venlige imod hinanden, Verden er saa smuk, Alt er Poesi, det gjør mig ondt at De ikke kom med Deres Søster her til! De vilde have moret Dem! - Hvor jeg ret længes efter at tale med Dem og alle Deres, derhjemme; jeg synes ordenlig at jeg høre til Familien, betragt mig i det mindste som en poetisk Fætter af Dem; jeg drømmer mig tidt i Tolderlund, der var jeg dog et andet Menneske end her; nu er jeg ældre, meget ældre. Fru Lessø siger at eet Aar har gjort mig 10 Aar ældre. Men jeg nævner hende, hun lever stille og fromt, men sørger meget; jeg troer der er Gjeld efter Manden[7]; Børnene ere komne ud; igaar gik een til Søes[8]; hun finder sig dog stille i Alt og jeg troer at Broderen[9] hjælper hende; flere Gange har hun spurgt mig om Dem! Jeg vil nu hilse hende fra Dem, det vil ret fornøie hende. Imellem bringer jeg hende Bøger, hun siger jeg er bleven kjedelig, at Verden gjør for meget af mig, at jeg er Publicums Yndling, men desværre, er neppe meer end det første Sandhed. - Maaskee kommer jeg til Odense til Sommer, det vil beroe paa Humeuret og - om jeg lever, jeg føler mig i Aften saa forunderlig vel at jeg pludselig tænker paa, at døe, - det er dog i Grunden det Bedste af Alt! - De nævner ikke mit sidste Digt i Kjøbenhavnsposten, altsaa kjender De det vist ikke, her er en Afskrift[10]. - De fleste sætte det ved Siden af det døende Barn. -

Et andet lille Digt der endnu ikke er bekjendt skal De ogsaa faae, skjøndt Deres Søster sagde her inde i Byen, at jeg fyldte mine Breve kun med Digte, og Prosa var der saare lidet af, dog, dette er jo et ganske anseelig Brev, og det fortjener De for Deres herlige, veltilpas lange Skrivelse. Altsaa nu Digtet. -

Sig mig dog, har Deres Tante faaet Cholera? Eller mistet sin fortræffelige Hukommelse? Hun anseer dog ikke det Brev, De glædet mig med, at være fra hende? Vil De spørge om jeg paa F r e d a g  b e s t e m t hører noget fra hende! Det er utilgiveligt, at hun ikke svarer mig paa mine 3, siger og skriver tre Breve, intet Svar giver! Hun sylter maaskee i denne Tid, eller holde Forstands Øvelse med Christian![15] - Hils Deres gode Moder, Fader og alle de smaae Sødskende; kommer der ikke en lille her over naar det fryser? Vi faae ikke Cordon om der endogsaa bliver Cholera[16]. - Siboni vil have Bruden fra Lammermoor [17], til Kongens Geburtsdag[18], men der bliver intet af, man var istand til at pibe da, fordi den var saa traurig! - Hils den kjære Bedstemoder tusinde Gange fra mig! Synes hun ogsaa om Skyggebillederne? Dog det faaer jeg da nok at vide til Fastelavn naar Deres Tante skriver! Jo, De har rigtignok Glæde af den Tante! - Naa, hils hende lidt! ganske lidt, saadan 1/32 Gang. De to smaae Digte her i Brevet maae De gjerne benytte i Moerskabs Bladet om De vil! Lev nu vel! og inderlig Tak for Deres velsignede Brev!

Deres hengivne Andersen.

[Tilføjelse i margen:]
Kald mig ikke Litteratus, men [hel]ler Candidatus philosophiæ[19], hiint er mig saa ækelt!

Brev nr. 73. Fra Anne Marie Andersdatter til HCA.[1]  

Odense den 15 Febr 1832.

Kjære Søn!

Da jeg nu ikke har seet Brev fra Dig siden den 23 Desbr. f. A. saa længes jeg nu meget efter at vide hvorledes Du lever, og jeg skulde dog ikke troe at Du nu saa ganske skulde have forglemt Din gamle Moder; jeg beder Dig derfor at Du snart vil skrive mig til og meddele mig en smule Underretning om hvorledes Du lever. Hvad mig angaaer da lever jeg som jeg efter mine maadelige Omstændigheder kan, jeg gaaer med et meget daarligt Been som foraarsager mig megen Smerte. Gode Christian dersom det er Dig mueligt at sende mig en liden Hjelp haaber jeg at Du da ikke forglemmer din gamle svagelige Moder den algode Gud vil vist belønne Dig for al det Gode Du hidtil har viist imod mig. - Lad mig nu see at Du snart skriver mig til og lader mig vide hvordan Du lever.
Lev vel gode Christian og forglem ingensinde Din Moder. -
Naar Du skriver mig til og sender mig noget maae jeg endelig bede Dig at adressere Brevet til mig selv og ikke til Nogen anden. -

Marie Jørgensen

Brev nr. 74. Fra Signe Læssøe til HCA.[1]  

d. 2den April [1832]. -

En inderlig hjertelig, moderlig Lykønskning maa De tage idag af mig, jeg veed nok, for at behage Dem, skulde jeg lykønske Danmark og ei Dem, men, tilgiv mig, jeg er for naturlig dertil - Jeg lykønsker Dem fordi De er kaldt til dette Liv, til denne Klode beriget med alle de Aands Gaver der behøves for at leve et herligt aandigt Liv, lykkeligt her og lyksaligt, naar De mæt af den jordiske Lykke, gaaer herfra, hisset i en bedre Verden!
Tag venlig dette lille Arbeide af mig, jeg higer, underlig ahnelsesfuld med at give mine Venner Minder om mig, snart haaber jeg, at være fra denne Klode, men jeg beder Dem: lad mig leve i Deres Erindring!
Denne lille Brevtaske behøver en Forklaring - her er den - Farven paa den er graa, som den Jord der dækker min jordiske Lykke - Skibet skulde forestille Deres Digterskib, see det med Fantasie Brillen og De finder hvad De vil finde, at Ankeret er aldeles sort, maa De tilgive mig, mit Haab er sort og jeg formaaede ikke at forestille det anderledes (ak Gud, vi selv træde dog altid frem) - Den anden Side forestiller Melpomene[s][2] Insignier, for at errindre Dem om, at som Dansk Digter, bør og skal De eengang tage Hensyn paa hende. En ægte nordisk Digter maa knæle for Melpomene.
Den eene indvendige Side forestiller Deres Digter Træ - de friskeste, livligste Farver har jeg taget til det, men ikke er det min Skyld at der er kommet et par visne Blade, jeg beder Dem see pag: 36, 54, 64, 70, 90 og et par andre Nummere i Deres Digte og De vil selv finde det rimeligt at disse Ephemerider[3] ere visne, en lille, særlig Fugl har ondskabsfuld sat sig just paa disse Blade[,] De kjender Recensenten - Den fjerde Side behøver ingen Forklaring, da De er af Arten, veed jeg De kjendes ved den, at Vingerne ere saa store at de ikke kunne faae Rum paa Bladet, mærker De nok skal være en meget stor Kompliment til Dem.

Og nu, Gud befalet! kjere Andersen! oplev mange tilfredse Fødelsesdage omgivet af redelige, hjertelige Venner, men en af dem der meener Dem det redeligst er og bliver dog altid

Deres moderlige Veninde
Signe Læssøe

Brev nr. 75. Fra HCA til Edvard Collin.[1]  

Odense den 3die Juli 1830 [dvs. 1832]

Kjære Ven!

Iforgaars Aftes indtraf jeg i det guldbergske Huus, og griber nu Pennen, for at jeg paa den første Postdag, under mit Ophold her kan tale med Dem! Naar man er borte fra de man holder af, da føler man først hvor kjære de er os! O, jeg har tænkt saa meget paa Dem og Deres i den korte Tid jeg har været paa Landet. Ja, nu føler jeg det ret levende, vi vil og skal altid blive gode Venner, om vi ikke i Ord sige “Du”[2] saa skal vi det dog i Hjertet; og De skal nok faae Glæde af mig! jeg føler Kraft i min Sjæl og Tillid til Gud, at jeg engang i Tiden nok skal vinde den Plads mellem de Danske, mit Hjerte drømmer om. - O, gid De ved Blodet var min Broder, som De er mig det i Hjerte og Tanke, maaskee De da mere kunde faae Leilighed til at see min Kjærlighed til Dem! - Der ere mange unge Mennesker (som Christian Vulff), der komme mig ret hjertelige i møde, men jeg forlanger noget mere end Godmodighed og Kjærlighed, jeg maa ogsaa have Respect for den jeg ret skal elske og klynge mig til, jeg vil hellere have han skal staae over mig i meget, end under mig. Gid vi engang i nogle Maaneder kunne komme til at leve ret sammen, flagre ud i den brogede Verden, men - nu flagrer De ikke meer[3], De har alt fundet Stade. Hos Ingemanns befandt jeg mig saare vel, baade han og Konen ere saare elskelige; der er det herligste Forhold imellem dem og intet sygeligt, intet sentimentalt; skade, at vi havde saa daarligt Veir! een af de bedste Eftermiddage seilede vi til Parnasset[4] for at drikke Thee og gjorte da en Fodtour til Digteren Bredal[5]. Han fik sit Huus pusset op, saa der var meget forstyrret inde i Værelserne; Bredal selv, saae meget characteristisk ud, ganske bondeklædt, store Fisker-Støvler paa; Skjægget var ikke raget i flere Dage saa han lignede en Vildmand.

Christian Bredahl
Det Kongelige Bibliotek

Han havde Bogen til Dem istand[6], vilde give mig den med, men da han hørte, at jeg først tog til Odense, besluttede han at sende Dem den med en anden Leilighed.

Carsten Hauch
Det Kongelige Bibliotek

- Hos Haucks var jeg indviteret den sidste Aften, vi bleve meget enige i vore poetiske Anskuelser, og jeg fandt ham meget vakker. Lotte[7] var ganske den samme som i gamle Dage! Vi havde Marked i Sorøe, det var det mindste jeg havde været paa. Wilster kom jeg i Bekjendtskab med, ligesom alle de andre Sorøe-Honoratiores. - Det var virkelig, nogle meget idylliske Dage jeg der nød, men det var daarligt Veir og Hundekoldt. I Slagelse laae jeg paa Postgaarden; den Werligske-Troup[8] var der, jeg fik mange Taksigelser for den Fortjeneste de havde faaet ved mit Stykke: “Kjærlighed paa Nicolai Taarn”. Det og Elverhøi.- mirabile dictu[9] - vare de to Trækstykker . - Om Aftenen da kom ind i mit Værelse, kom jeg uvilkaarlig til at synge; pludselig lød en qvindelig Stemme i Sideværelset, “Der er i Himlen en Dreng saa smuk.”[10] - jeg blev ganske taus, det var Selskabets første Elskerinde der vilde synge en Duet med den unge Digter, jeg kom til at tænke paa Fru Meislings Forelæsninger over Qvindekjønnet[11] og tog Nøglen af min Dør, for at ingen skulde komme ind til mig. - Over Beltet havde vi daarlig Veir, vi vare næsten alle søesyge; jeg har aldrig før været det i den Grad. - Søndag-Aften kom jeg til Odense; der er meget moersomt hos Guldbergs; de gjør alt for at more mig, jeg kan ikke ønske det bedre, og dog føler jeg mig her i et meget daarligt Humeur, alle Barndoms Erindringer, enhver Plet virker mørk ind paa mig. Det er mig, som om jeg var død og var nu vendt tilbage igjen til et Sted hvor jeg, i en ganske anden Skikkelse havde levet og tumlet mig, jeg har en Uro paa mig, en Længsel efter Sjælland - jeg kan selv ikke forklare det. Alle mine Venner der, staae mig i et underligt poetisk Lys, og her i Fyen holder man dog saa meget af mig, smigrer for meget, jeg er dog et løierlig Væsen! men dette hører til for at være Digter. Paa Marts-Maaned[12] har jeg begyndt i Sorøe; her har jeg alt Ideen til Februar [13]. Veiret er nu blevet smukt, Solen skinner varmt, men den vil ikke skinne ind i mit Hjerte. Hils dem alle sammen paa Nyegaard[14], Luise har dog læst Brevet, liden Viggo fik [15]? Siig til hende, at hun, som Tante, maa lære den unge Studiosus, at være høflig, og Høfligheden kræver, at naar han faaer et Brev, og det et venskabeligt Brev, saa maa han svare. Hvad det Oeconomiske angaaer, da maa jeg bede Dem, naar De skriver mig til, altsaa sikkert næste Fredag (til den Tid kan De jo nok?) vil De da lægge 10, siger og skriver Ti-Rigsdaler ind i Brevet. Jeg har temmelig nøie beregnet, hvor meget jeg vilde give ud paa Reisen og min Flakkenom, men jeg seer at det er altfor nøiagtigt udregnet og jeg bør og maa dog have lidt mere end jeg giver ud, jeg føler mig ellers uroelig, og der kunde jo møde det Tilfælde at jeg skulde give noget ud jeg ikke før havde betænkt; hvad jeg sparer, kan jeg bringe hjem igjen, og rimeligviis bliver det, det Hele. - Deres gode Fader opfylder nok mit Ønske og De - glemmer mig ikke; saa veed jeg desuden en Termin, jeg kan vente Brev fra Dem; et langt Brev! men skriv kun paa det naar De er i Humeur dertil og fortæl mig især om dem hjemme, jeg længes virkelig efter dem allesammen! Glem heller ikke Tybergs[16] og fremfor Alt Deres Part af Familien, - Een Ting vil jeg ellers af Hjertet bede Dem om, naar De skriver da - ja det klinger underligt - men - vær ikke for alvorlig, eller rettere moraliseer ikke for mig, (jeg kan ikke ret finde Ordet derfor), men der har enkelte Gange i Deres Breve været Noget - noget solidt - noget om Fremtid etc. etc., der saa meget har forstemt mig, og jeg kan ved Gud ikke taale det - ikke taale det nu; vær mig min kjære gode Eduard, som De enkelte Øieblikke er mig det! Just fordi jeg holder saa inderlig af Dem, just derfor veier jeg ethvert Deres Ord - og et skrevent Ord, kan man tidt ansee for mørkere end det er og der ligger jo mange Dage imellem, før man i et nyt Brev kan komme til Forklaring. - Nu lev vel, bedste Ven! hils Faderen og Moderen, hils dem alle og lad mig nu see at De, næste Fredag, sender Brev o s v til mig. Min Ad: er hos Oberst von Guldberg i Odense

Lev vel! Deres
Andersen.

Brev nr. 76. Fra Christian Voigt til HCA.[1]  

Kjære, kjære Christian A!

Dersom Du min bedste Ven! ved at see dette Brev fra mig skulde sige, at det var et Skjændebrev, saa taler din Samvittighed ud af din Mund. Du maa dog tilstaae mig, at Du ei har handlet smukt imod mig. Det er nu over en Maaned siden, Du reiste fra Kjøbenhavn dengang lovede Du mig, at saasnart Du kom til Odense vilde Du skrive mig til, jeg har hver Postdag ventet (“langen und bangen”[2]). Men de gjør vel saa meget af dig, at Du ei kan faae Tid at skrive en gammel, maaskee snart halvglemt Ven til; gjør Du ogsaa det, saa kunde mit inderlige stille Venskab dog ogsaa have sin Fordringer, jeg giør dem ei store, men det gjør, som Du ofte har sagt mig, Hiertet ondt heelt at oversees.
Men det er sandt; da jeg begyndte at skrive beslutte[de] jeg ei at sige et Ord derom, nu fortryder det mig, at jeg har gjort det; du bliver vel ei vreed paa din inderligste og oprigtigste Ven? Du veed ei hvorledes jeg har længtes efter at vide hvorledes du har moret Dig i Sorøe og Odense, hvorledes dit Humeur er, hvad Du bestiller, om Du skriver noget, hvorledes Du seer ud, om Du er rask, alt hvad der angaaer Dig, den kjære Digter interesserer mig ligesaameget som om det var mig selv; det behøver jeg dog ei at sige Dig? Jeg kunde let giøre Dig tusinde Spørgsmaal Dig selv angaaende, men dem leer Du jo af, og Du fortæller mig dog vist saa meget i dit første Brev om Dig selv, og saa seer jeg Dig om en Maaned.
Min Fader, min Søster Rikke[3] og Betty Ploug[4] er, som Du maaskee veed, herovre, og vi gjør mange smaae Toure, morer os godt, men længes efter Faaborg, jeg reiser da ogsaa hjem paa Løverdag, alene; Papa bliver endnu ei færdig i 2 à 3 Uger, han kan ei undvære Johan, som er hans Secretair og Commissionair; Rikke bruger russiske Dampbade; derfor maa jeg reise ene. I Faaborg faaer jeg vel Brev fra Dig?
Du har vel saa mange Correspondenter herfra, at de ubetydelige Nyheder, som her kunde være, ei kan interessere Dig at høre fra mig.
Mine Breve ere aldrig lange eller interessante, men jeg veed, at Du ei maaler Dine derefter: i mit Liv forekommer sjeldent eller aldrig noget Nyt, som er værdt at høre; det er ganske anderledes med Dig, ethvert Ord fra Dig er mig kjært, helligt.
Min Fader, Rikke, Johan etc bede at hilse Dig, fremfor alle Din

længselsfuldt ventende
Christian Voigt.

Taler du med Stee[n]buch[5] og andre Venner, saa beder jeg at hilse dem.

C.

Kjøbenhavn d. 31 Juli 1832.

[Udskrift:]
Herr Cand. phil. H. C. Andersen
Add: (?) Høivelbaarne Herr Oberst Guldberg
Odense
fr.

Brev nr. 77. Fra HCA til Christian Voigt.[1]  

Odense den 2den August 1832.

Kjære, kjære Ven!

Der kan du nu see, hvorledes det er at længes efter Brev! Der gik jeg ifjor ligesaadan, jeg vilde at du skulde prøve det; dog ærligt talt, jeg har været doven, jeg gad ikke skrive og mit Humeur har været saa daarlig her i Fyen, at du neppe kan tænke dig det! - Da jeg igaar fik dit oprigtige, kjære Brev[2], blev jeg usigelig bedrøvet ved at see, at du havde længtes efter mig; jeg havde nu den Idee, han har jo Faderen og Søsteren, saa savner han ikke mig. Du har saa meget, der klynger sig til dig, jeg - ingen! Men bort med Griller! naar [du faar] dette Brev er jeg i Sjælland, maaskee have vi . . . . . . . [hul i papiret] den paa Veien, jeg glæder mig til det - Mit Ophold i Sorøe var ret behageligt, kun var der ikke meere Solskin, end der omtrent er faldet i mit Liv, een smuk Eftermiddag. Denne benyttede vi ogsaa, 30 Vogne i Følge, gjorte vi en Skovtour til Slagelse Omegn, dandsede derpaa om Aftenen paa Academiet o. s. v. - Bredahl har jeg gjort Bekjendtskab med. - Hauck gjorte et lille Selskab for mig, jeg fik Vesitter af alle Professores etc. - I Fyen har jeg som sagt ikke følt mig vel, jeg længes efter Sjælland, længes efter - ja, Gud veed hvad; derovre længes jeg jo efter Fyen! - Jeg har været paa Lykkesholm[3] nogle Dage; man gjorte virkelig for meget af mig, propede mig med Alt hvad jeg pegede paa, saa jeg ordenlig blev syg; der er meget at fortælle. - Paa Bramstrup[4] var jeg nogle Dage sammen med min Bucklaw-Waltz[5], vi spillede Comedie, der kom jeg i godt Humeur, blev igjen den gamle Andersen, men nu er det forbi! - Waltz betroede mig mangt et Træk af hans Vita[6], og jeg veed ikke selv, det bedrøvede mig næsten at jeg saa lidt kjender Verden; andre unge Mennesker veed bedre at nyde den, min Ungdom flyver bort, ja er det allerede og jeg staaer som en Sancta simplicitas[7], der drømmer og samler Blomster, men kjender slet ikke til det virkelige Liv og dets Frugter; man kan dog leve saa lykkeligt, naar man kun ikke som jeg, selv skabte sig Sorger. - Paa Hoffmanns Gave har jeg fundet mig meget vel, vi spillede Rasmus Montanus[8], jeg var Rasmus. Vi vare een Dag ude paa Hals ( ): Tangen der danner Odense Fjord) vi kogte os Caffe i Lyngen, krøb paa Hænder og Fødder, Damer og Herrer, men med Klæderne paa, saa langt vi kunne, ud i Kattegat [vi vare ret] kindische[9], nu er det ogsaa forbi. - Idag gaaer Touren til Sanderumgaard[10], i Grunden lever jeg som en Prinds, men som Horatz siger “de sorte Bekymringer stige med paa Skibet og paa Hesten”[11], siden kommer vel Choleraen og saa er da det hele forbi. “Das ist das Leben, das ist das Glück”! - Iaftes gav Nielsen[12] en Aftenunderholdning, min “Hjertetyv”[13] gjorte megen Lykke; jeg har ogsaa gjort et lille Digt, som jeg troer jeg vil lægge de fynske Piger i Munden:

Kirchheiner[14] har ogsaa givet en Aftenunderholdning, Waltz hjalp ham og gjorte især Lykke. - Jeg føler mig syg; paa Løverdag reiser jeg til Kammeraad Bang i Sjælland, bliver der 8te Dage, maaske 12, flyver saa til Kjøbenhavn og - saa er det forbi! - Hils din gode Moder ret fra mig, siig at det ordentlig bedrøver mig, at vi ikke oftere skal mødes! Hils den lille Laura[15], der nu vist er stor, og alle andre Bekjendte, Plauens[16] og Jomf: Clausen ikke at forglemme; Sparevurm[17] talte jeg igaar med; Steenbuch har hædret mig med en Vesit og jeg - gjengjældt den. - Jeg har gjort mange nye Bekjendtskaber, dog længes jeg saa meget efter Kjøbenhavn, efter alle Collins! Luise er i Jylland, Gottlieb ogsaa, de andre ligge paa Landet, men den vigtigste, Eduard, er hjemme. Han har kun faaet et Brev fra mig[18], det er skjændigt! jeg veed ikke, hvad jeg bestiller! Skriv til mig paa Nørager, men i de første 8te Dage; du adresserer til “Hr. Kammeraad Bang paa Nørager pr. Slagelse”.
[nogle linier klippet ud]

Din
Christian.

[Udskrift:]
S. T. Hr. Studiosus Theologiæ [C. Vo]igt
Hos Hr. Agent Voigt
Faaborg
frit

Brev nr. 78. Fra HCA til Henriette Wulff.[1]  

Nørager den 23 August 1823 [dvs.1832].

Kjære Frøken Jette!

Gud, hvor jeg længes efter Dem![2] jeg har nu været paa tredie Uge hos Bang, det er elskelige Mennesker, der gjøre Alt for at more deres Gjæster, jeg har ogsaa fornøiet mig, men nu vil jeg dog gjerne hjem. Der gaaer just en lukket Vogn med fire Heste fra Sælchoustal[3] i Dag for at hente Conferentsraad Ørsteds[4], jeg skulde med, men da Bang selv tager ind i næste Uge, har han ønsket at jeg blev og tog med ham[5], jeg har ingen Grund til at sige nei, og kan altsaa ikke være uhøflig, men jeg længes saa meget efter Dem, Deres, og alle Collins. Jeg betragter begge disse Huse for mit Hjem, det tør jeg jo nok! - De svarer for det ene? Hvordan har den kjære Broder Christian det, hils ham saa grumme meget! Vi sees dog[6], vil jeg haabe! - Jeg har kun faaet eet Brev her paa Nørager, min Sjæl er syg efter Brev, og derfor er det, ærligt talt, at jeg skriver Dem til, vil De endelig imorgen, eller i Dag naar De faaer Brevet, strax skrive mig til, det maa bort om Løverdagen, ellers faaer jeg det ikke. De skylder mig ogsaa Brev, Oluffa[7] sagde hver Dag jeg var i Odense, at med næste Post fik jeg, men det glippede, som saa meget andet. Igaar var jeg i Kallundborg, besøgte Frøken Stub[8],der er uhyre lystig og moersom; ja, jeg skal fortælle Dem meget! dette her, er intet Brev, kun et lille God-Dag, der skal bringe Dem til at tænke paa mig, og faae Dem til at skrive. Jeg har ellers ikke følt mig vel hele Sommeren. I Odense var jeg ikke tilfreds, paa Nørager er jeg derimod bleven den gamle Andersen. Der er ogsaa blevet gjort af mig. Forleden blev en Plads i Skoven, med en deilig Udsigt over Tiissøe og Beltet, indviet mig; jeg skrev paa Stedet et Digt, der skal males paa en Tavle der; Damerne gav mig en Krands, Dr: Otto skrev et Digt, og alle bragte mig et “Hoch”, var det ikke deiligt det! - Min “August Maaned”[9] har jeg digtet færdig, den vil vist behage Dem, den er stjaalet fra Naturen, har jeg nu kun stjaalet det der duede mest! Siig mig dog hvad Stykke der aabnes med paa Theatret[10], for jeg venter bestemt Brev fra Dem paa Søndag, jeg bliver ved Gud bedrøvet, faaer jeg ikke. - Jeg gratulerer til Etatsraaden![11] det kan jeg lide, han bygger godt! - Hvordan lever Moderen? Den kjære gode Moder! hils hende 1000000000 Gange fra mig. Faderen maa De heller ikke glemme, han mener mig det dog saa godt, skjøndt han opdrager mig saa gyseligt meget. Hvad siger min “primiers Amours” Lottchen?[12] Jeg har i Grunden ondt af hende, den gode Sjæl! - Men nu maa jeg sige lev vel, husk paa dette er intet Brev, kun som sagt en Angle for at fiske et Brev!

med inderlig Hengivenhed Deres Digter.

[Udskrift:]
Til Frøken Henriette Wulff,
Søecadetacademiet i Kjøbenhavn
anbefales.

Brev nr. 79. Fra HCA til Otto Müller.[1]  

Kjøbenhavn den 1ste October 1832.

Kjære Ven!

Naar man er langt fra Hjemmet, bliver enhver Landsmand os kjær, i Afstand staae jo selve Stjernerne Side om Side, det Fjerne gjør os Meget interessant vi ellers ikke giver den Betydning, lad da ogsaa Afstanden her, udfylde hvad mit Brev kan mangle. De kan sagtens fortælle! Alt er nyt om Dem, det ene vexler med det andet, men jeg, sidder indenfor de snevre Volde, i de gamle snevre Forhold, snakker og hører Snak og saaledes det bekjendte Liv da capo, og altid da capo. - Grunden hvorfor jeg skriver er ellers meget egoistisk, men det hører jo til min Natur, siger man, jeg skriver nemlig, fordi jeg føler Trang der til, fordi jeg virkelig længes efter Dem og nu først ret føler, at jeg holder meget af Dem, at jeg savner Dem. Lad mig derfor pluddre lidt! I Tanken flyver jeg over Østersøen og midt ind i det preusiske Sand [2], søger Dem op, banker paa Døren, “herein!”. God Dag! kjære, kjære Müller! (jeg kysser Dem paa tydsk) jeg sidder ned og nu - - nu kan vi tale, bild Dem ind, jeg er hos Dem. -Jeg skal da hilse mange Gange fra Gusta[3], Ludvig[4], Adam[5], Moderen[6], Faderen[7] og det hele bispelige Huus! - I Stue[e]tagen[8] gaaer det nu meget godt, Lotte faaer sin Phister, træder derpaa frem i Mozarts Figaro, som Suzan, jeg tænker til Nytaar, og Verdens slemme Tunger bringes til Taushed[9] - Af Deres nummererede Breve, har jeg seet Deres Flugt i Tydskland, er det ikke interessant og deiligt? Synes De ikke godt om Tieck og Bjergene? At jeg nævner disse sammen maae De ik[ke] finde saa tankeløst, Digteren, ja enhver stor Mand, er dog aan[delig] talt, selv et Bjerg der sees langt borte fra den fremmede G[jæst?] og som man ønsker at kjende, baade til de indre Guldminer, og de y[dre] Former. - Hele Sommeren har jeg tumlet mig om i Fyen og Sjæl[land] - paa det første Sted, var jeg længst, da jeg har saa stort Bekjendskab d[er.] 8te Dage tilbragte jeg hos Hoffmanns paa Hoffmannsgave[10], vi havde tusinde Løier. De kjende det jo nok? Min sidste Udflugt var til Bangs paa Nørager, her var jeg i 3 Uger. Gid De havde været der med! - mit Ophold der, har ellers grebet langt mere end [dvs. ind] i mit Liv, end jeg forud havde tænkt. De har vist bemærket at 14 Dage paa Landet, naar man daglig leve[r] med de samme Mennesker, giver os et klarere Begreb om dem, end hele Aar inde i Kjøbenhavn, der kommer man altid i søndags Klæder, baade aandelige og legemlige, paa Landet, og især paa Nørager, hvor man snart føler sig hjemme, bliver et Bekjendtskab fastere, og mere end Bekjendtskab. Jeg har altid syntes saa grumme godt om Deres Broder Ludvig, her var vi daglig sammen, jeg trængte til en Ven, et godt, kjærligt Væsen, hvis Hoved jeg ogsaa kunde have Respect for, og saaledes kom jeg ham i møde, og har ikke fundet mig skuffet. Jeg holder saa usigeligt meget af ham, han og Eduard Collin ere mine nærmeste, fortroligste Venner, de gribe begge ind i mit hele Væsen, gid jeg dog altid maa beholde dem! - Saa tidt jeg kan [,] seer jeg dem, men jeg tør neppe ret sige, hvor kjære de ere mig, Folk kan ikke begribe Sligt, men det er ogsaa et Digterhjerte, og det giver man jo dog en stor Portion af Følelse. - Skjøndt Ludvig ikke elsker Musik har jeg dog faaet ham til at høre “Bruden fra Lammermoor”, og naragtigt er det, at hver Gang der kom et langt Nummer, saa, endskjøndt jeg holder uhyre af Musik og især af denne, blev jeg ganske beklemt, blot fordi jeg tænkte, “nu kjeder Ludvig sig!” - Til Dronningens Fødselsdag vil han da ogsaa nok høre en Opera, fordi Texten er af mig. (Er det ikke meget af ham?) Mit Stykke: “Ravnen”[11], har nemlig hendes Majestæt selv valgt til at opføres denne Festdag; Prøverne ere alt begyndte, Decorationerne males, og Hartmanns og mit Hjerte begynder at banke. Musikken skal være ganske original! den ligner aldeles ingen anden Composition, saa Folk vente grumme meget. Gid det nu gaae godt. Jeg har ellers oversat et Stykke, De kjender, “La reine de seize ans” [12]. Fru Heiberg vil jeg, skal være Christine, troer De ikke hun vil blive ypperlig? Jeg var just med Oversættelsen deraf hos Ludvig den Gang Deres Brev kom sidst og De deri nævnede det, jeg har ogsaa seet samme Stykke i Dresden[13]. Mit store Digt: “Aarets 12 Maaneder” er nu snart færdigt, jeg lover mig selv meget deraf, Alle, uden Undtagelse, erklære det for det Bedste af hvad jeg har skrevet. Maanederne August og Juli ere digtede paa Nørager, i det sidste af disse har jeg besjunget Ludvig og Eduard, enhver som kjende os, vil strax see at det er dem. Bogen selv skal dediceres Kongen. - Siig mig ellers, kjære Ven, har De været hos Chamisso[14],har han faaet Bogen[15] og Brevet ?[16] Hils ham fra mig, ligesom ogsaa Wilibald Alexis (Häring)[17] der som De støder paa ham, han er, rimeligviis, i Berlin. - Hvad synes De ellers om denne By? Mig mishagede den![18] alt er saa tomt og stort; det er mig Theater-Decorationer det Hele! - Af mine nyeste Smaadigte er der et, der mere end noget andet behager Folk, for, som man kalder det, sin Naivitet. Ludvig sagde, at det vist vilde more Dem at faae noget Poesie her i Brevet, jeg vil altsaa først komme med dette. Navnet der paa er:

See, det var den Historie, jeg troer virkelig at det er en sand Begivenhed! - Hvor jeg ellers misunder Dem, der kan flagre om i den vide Verden! Gid jeg snart kunne gjøre det samme; jeg føler mig virkelig sjælesyg; kun Afvexling kan bringe mig tilbage til mit gamle, lykkelige Lune. - Jeg føler mig i Grunden saa ene, der er intet der glæder mig, intet der driver mig frem til Daad og Virksomhed; min Ungdom er flyvet hen; nu jeg kunne nyde den, er Alvor og mørke Griller komne istedet. - Jeg veed ikke selv ret hvad jeg feiler, men lykkelig er jeg slet ikke. - Men til noget andet! Øehlenschlæger arbeider paa en nye Tragedie: “Tordenschiolds Død. “[20] - Ingemann kommer snart med en ny Roman[21].- Biskop Møllers Søn (Frits) (ham i Aarhuus) er traadt op med et dramatisk Digt: “Kjærlighed ved Hoffet”, det lover meget[22]. Skuespiller Holst har oversat og bragt paa Theatret Schenks Tragedie: Belisar. Hauck arbeider paa en nye Tragedie[23]. Bredahl har skrevet: “Gamle Gumba” noget polemisk mod “Gjengangervæsenet.” [24] - Forleden blev der udhysset et originalt Stykke: “Venskab og Kjærlighed”[25]. Det skal have været kjedsommeligt flaut, Folk sagde det var af Molbech [26]. - Jeg selv har skrevet “Festen paa Kenilworth”, Syngestykke[27]. “Aarets 12 Maaneder” et Digt, samt oversat “La reine de seize ans”. - En alvorlig Vaudevill[e om] ulykkelig Kjærlighed kaldet “Spanierne i Odense” er under Arbeide[28], o[g en] Tragedie sidder [i] Hovedet og vil ud[29]. - De seer, at jeg er ganske [hul i papiret ] og dog vil Grill[er]ne ikke flyve bort, jeg plukker de bedste Blomster og fletter dem [i]nd i mine Digte, men lige frodigt groe de; mit Hjerte er en meget frugtbar Jordbund for alt af denne Slags. - Gud veed dog, kjære Ven, om vi ikke skulle træffes i Paris næste Efteraar, eller ved Rhinen! maaskee kommer jeg der heller aldrig! det er dog tungt, at skulle døe, uden at see den deilige Verden tæt om sig. Den ene Drøm forsvinder efter den anden, selv Lysten til at ville drømme! - O Gud, hvor mit Brev er kjedsommeligt! jeg læste det nu igjennem, og er ordenlig i daarlig Humeur derover. Jeg veed ikke hvad jeg skal fortælle Dem om! jeg veed ikke ret hvad der morer Dem? Næste Gang skal det blive bedre! det vil sige, dersom De ønsker at faae Brev; jeg skal da forud samle nogle Data, kort, mere forberede mig, end jeg her har gjort. Agent Zinns Søn: Ludvig[30], er igaar bleven forlovet med Frøken Gjødevad [31], der boer hos Groserer Nielsen i Nyhavn[21]. Assistenten Gad[33] er ogsaa forlovet. Alle Mennesker bliver forlovet! - Eduard Collin er lykkelig med sin Jette; jeg kommer meget til Thybergs og seer de Elskendes Lykke. - Det er naragtigt med mig, men jeg kan ikke gjøre for det [,] hver Gang jeg hører Nogen forlove sig, bliver jeg i daarlig Humeur! skjøndt vor Herre veed, jeg slet ikke er forliebt i nogen af dem, der endnu er gaaet af. - Men nu siger Papiret basta! nu vilde jeg just fortælle; saadan er det! Med Ludvig har jeg [i] Sommer besøgt Deres Familie i Kallundborg [34]. Frøken Stub kunde jeg godt lide, og hun ogsaa mig, skjøndt vi slet ikke disputerede. Glæd mig endelig med et Brev, eller giv mig en lang Hilsen i Brevene til Familien, at jeg dog kan vide om De tænker paa mig imellem. Glem ikke at sige mig et Par Ord om Chamisso og lad mig see at vi blive endnu lidt mere bekjendte med hinanden, end før De reiste. Lev vel kjære Müller, altid er jeg Deres oprigtige Ven

Andersen. -

E.S.
I Løverdags blev jeg skaaret i Munden for en Tand-Fistel[35], jeg var frygtelig bange for Snittet, nu er det overstaaet, og jeg praler dygtig kan De troe!

Lev vel!

I Dag læste jeg Deres sidste Brev, der var en Hilsen til mig [36], det glædede mig saa grumme meget! De har tænkt paa mig? O jeg er ret et Barn, hvor jeg dog kan glæde mig; ja De kan tro jeg taler tidt med Ludvig om Dem, tænker paa Dem, og vil maaskee engang ogsaa komme til at holde af Dem, som af ham det kjære, kjære Menneske! - (jeg holder allerede meget, ret meget af Dem) - Men til noget Andet! De roser Vaudevillen “Der alte Feldherre”[37] [,] vil De ikke skaffe mig den, eller seer De et andet lille Stykke De troer der kan gjøre Lykke her, da kjøb det til mig, send det i Reitzels[38] Bogpakke, skriv Prisen og jeg vil betale Ludvig til Dem. Glem det ikke! og nu lev vel kjære Ven!

[Udskrift:]
8
Dem Herrn Auditeur Otto Müller
in
Berlin
[tilføjet med en anden håndskrift:] Louisenstrasse No 19.

Brev nr. 80. Fra Otto Müller til HCA.[1]  

Berlin, den 24 Octbr 1832.
- d 30 Octbr.

Ret megen Tak for Deres Brev, kjære Andersen, det har usigeligen glædet mig. Det var ganske skrevet ud af Dem selv, som De tænker og taler, - og det var mig just derfor saa kjært.
Hvis De har læst mine Breve til Kbhn, vil De ogsaa deraf have erfaret, bedste Andersen, hvormegen Godhed Chamisso, har viist mig - og herfor har jeg alene Dem at takke. Dette være altsaa min Taksigelse for den medgivne Komission, Bogen og Brevet! - Ch og jeg tale ofte om Dem, og han erindrer sig Dem med megen Interesse -ligesaa Dr Häring. Flere Gange har jeg hjulpet Ch at oversætte Deres Digtsamling[2], thi, uagtet han godt forstaaer vort Sprog, forekomme dog ei sjældent Vendinger, især i Poesie, som ere høist vanskelige for en Udlænding at fatte. Men hør nu bare! I Overmorgen vil bemeldte Ch. i Selskabet for fremmed Litteratur holde et Foredrag over Dem og efter forudskikket Indledning oplæse et Par af Deres ved ham selv oversatte Digte. Jeg haaber, at De den Aften mærker noget usædvanligt je ne sais quoi. De af ham oversatte Digte ere: “Soldaten” og “Martsviolerne”, begge meget heldigt bearbeidede. Uagtet Ch ogsaa denne Aften har indbudet mig til at være sin Gjæst - hvoraf følger, at han ogsaa forsyner mig med legemlig Kost, bestaaende af Oxesteg med Kartofler, Ostebrød og Viin - og jeg saae gjerne vilde være Vidne til min Vens og Landsmands Forherligelse, kan jeg dog ikke have den Fornøielse at møde, da jeg allerede for nogle Dage siden er indbudet til et stort Kunstnerselskab hos Friedlænders[3]. Et Digt, som jeg særdeles har tilraadet Ch til Oversættelse, var Holger Danske[4], deels fordi det som Ballade[5] mere egner sig dertil end de øvrige “kleine Gemählden”, som han kalder dem, deels fordi det behandler et characteristisk og aldeles nationalt Sagn, der mere end de fleste andre bærer Oldtidens kraftige Præg. Ch gjorde mig og opmærksom paa et lille Digt af Friherre von Goudy, i Musenalmanak for 1833[6], der - mærkeligt nok - fremstiller ganske den samme Idee som “Martsviolerne”, uagtet Forf. dog umuligen kan have kjendt dette Arbeide. - Da De kjender Ch, veed De og, at han er ret hvad Tydskerne kalde “ein lieber Mann”; efter Goethes Død[7] maa han vistnok tillige ansees som Tydsklands genialeste Digter. Hans Kone[8] har nyligen været i Barselseng, hvorved Alt gik saare vel af. Mig generede Ungen[9] fælt med sit Skraal, da jeg sidst tydede Rimediævelen[10] for ham.
Vaudevillen der alte Feldtherr existerer ei alene i Bogladen, men er optaget i Raupachs Samling für die Königstädter Bühne[11]. Da jeg omtalte dette for Chamisso, var han saa artig at tilbyde mig medfølgende Exemplar, som altsaa herved sendes Dem fra ham. Jeg behøver vel neppe at gjøre opmærksom paa, at de politiske Hentydninger spille en Hovedrolle i denne forresten saa ubetydelige Vaudeville, og at Publicums Stemning især maa gjøre Udslaget. Fornemmelig kommer det an paa Sangen “Denkst Du darann” - der maa synges med Begeistring og optages med Begeistring, ellers duer det Hele ikke. Der Feldtherr i sidste Scene er naturligviis Napoleon[12] - at han blot viser sig, uden at sige et eneste Ord, frembringer en næsten høitidelig Virkning - i det Mindste var det Tilfældet hos mig. At denne Piece[13] iøvrigt har vakt temmelig Opsigt, og næsten overalt, især under den polske Krig[14], er optaget med overordentligt Bifald, er Dem vist og bekjendt. Moersomt skulde det ellers være, om De var den Første, der bragte Napoleon paa den danske Scene, og jeg var den ubetydelige Anledning dertil[15]. - Iøvrigt klages her bestandigen over Repertoirernes Fattigdom. Man hjælper sig som Man kan med Kotzebuiader[16] og andet gammelt Opkog. I Holteis “Beiträge für die Königstädter Bühne” og Raupachs “ Dramatische Werke” kunde De vistnok dog finde Adskilligt, som egnede sig til Optagelse paa vor Scene. Af Sidstnævnte saae jeg forleden en lille vittig Piece “der Degen”, som er trykt i en rheinischer Almanak for et Par Aar siden, og om kort Tid vil udkomme i 3die Bind af hans Værker. Hvis jeg iøvrigt opsnuser noget rigtigt godt, skal jeg strax sende Dem det pr Post, for at Ingen anden skal komme Dem i Forkjøbet. - Papiret siger nu Stop! Min prosaiske Prosa har vistnok ogsaa allerede længe kjedet Dem, som er vant at tale Gudernes Tungemaal. Ak hvilken Glæde hvis vi kunne træffes næste Sommer dans Paris eller am Rhein! - I ethvert Tilfælde glæder jeg mig til at see Dem igjen, og inden den Tid høre lidt fra Dem eller i det Mindste om Dem.Hvor det fornøier mig at høre, at De har fattet en saa særdeles Godhed for Ludvig! - Lad da lidt af dette Venskab falde paa mig!

Deres hengivne
Otto Müller.

Brev nr. 81. Fra HCA til Louise Collin.[1]  

Kjøbenhavn den 27. Okt. 1832.

Til Frøken Louise Collin.

Mine Breve fornøie Dem, det har De sagt, ja endogsaa efter at have læst det sidste jeg skrev, og i dette lod jeg dog mit Hierte saa meget udtale sig, at jeg ordenlig var lidt forskrækket derfor da det var noget underligt noget. - De har nu læst min Barndoms Historie[2], tillidsfuld har jeg viist Dem Alt, og dog forekommer De mig mere fremmed mod mig end før; jeg tænkte paa Dem medens jeg skrev den, o De har endnu ikke sagt mig et venligt Ord derom. Det har bedrøvet mig saa meget; mangen Nat, mens De sover rolig, er jeg saa sorrigfuld, saa ulykkelig. - Det er at være overspændt siger man; jeg veed det nok! - Hvorfor har De slet ikke talt til mig siden jeg viiste Dem mit hele Ungdomsliv, det mindste Ord derom? Er der noget i mit Væsen der giør mig saa frastødende, saa uværdig Deres - Venskab? - De og Eduard ere de to jeg har den største Tillid til i hele Deres kiære Hjem, det tør jeg jo nok sige? det er der jo dog intet Ondt i. - O Gud, jeg er bleven saa ængstelig for enhver Yttring af min Følelse, jeg frygter altid for at den bringer mig Fortræd! at den giør mig ulykkelig! - Det er mig en Evighed at jeg ikke har talt med Dem! Der ere mig altid saa mange om Dem, at jeg ikke ret kan tale alvorligt! jeg føler mig saa frygtelig geneert, jeg vilde som en Broder tale med Dem, søge Trøst og Mod. - Naar det nu gaaer godt med mit Stykke, paa Tirsdag[3], og jeg siden har sendt Kongen mine Aarets 12 Maaneder, vil jeg tale med Deres Fader om at komme bort, komme ud i Verden, det lader sig vist giøre, og det vil være godt for mig! troer De ikke det? Troer De ikke at min Sygelighed da tabes, at jeg kan blive et ordenligt Menneske. O Gud, kiære Frøken, jeg føler mig saa ulykkelig, - ja jeg maae bort; langt bort! - Gid det kun kan skee, skee til næste Foraar. - Jeg haaber det! - Længe bliver jeg vist ikke her; Deres Fader mener mig det saa godt, han hiælper mig nok bort; det er da kun kort endnu vi er sammen! det er kun kort Tid jeg saa ofte kan være i det kiære Hiem ! - O, Gud, jeg græder medens jeg skriver dette, det er mig som jeg snart skal see Dem sidste Gang. - Kommer jeg bort, tør jeg da skrive Dem til? - O det er mig tidt, som var jeg Dem ganske fremmed, som De slet ikke forstod min broderlige Hengivenhed, ja, som denne var en Dristighed, De vilde sætte Grændse ved Kulde og Selvfølelse. De veed ikke hvormegen Indflydelse De har paa mig, De vil kunne virke betydeligt paa mit hele Væsen; Digteren er Dem jo ligegyldig siger De, skiøndt han maaskee kan virke paa tusinde Andre, lad dog Mennesket have Interesse hos Dem. De kan lede og bestemme mig! Jeg føler mig syg, siælesyg; der er ingen Livslyst hos mig, min Ungdom forsvinder for mig, der er intet jeg kan glæde mig til, intet der driver mig. - Mine Ungdoms Drømme ere og blive Drømme, jeg føler mig visne hen i Sygelighed og Eensomhed! - De har yttret Interesse for mig, vær mig da ogsaa en Søster, jeg føler Tillid til Dem, giv mig Mod; dersom De kan da lad mig føle jeg ikke har taget Feil af Dem. - Jeg har den største Ærbødighed for Dem, den inderligste Tillid; jeg staaer jo ene i Verden, uden dem jeg selv klynger mig til! - Lev vel! det er langt over Midnat, Klokken er snart to, jeg tør ikke skrive meer, et sorgfuldt Hierte udtaler let sin Smerte, og den er jo ikke moersom!

Deres broderligsindede
A.

Brev nr. 82. Fra HCA til B.S. Ingemann.[1]  

Kjære Hr: Professor!

Gud, hvor det er længe siden jeg talte med Dem! men jeg har tænkt paa Dem, tænkt ret ofte paa Dem og Deres Kone og de venlige Dage i Sommer[2]. Naar mine “Maaneder” blive færdige vil jeg skrive, tænkte jeg, og nu er da Øieblikket. - Siden vi sidst vare sammen har mange Ting virket stærkt ind paa mig, med al muelig Stræben, kan jeg dog ikke beholde mit Ungdoms Lune. Det er saa tungt Intet at have, man kan glæde sig til. - Jeg føler mig saa ene, saa ulykkeligt ene, og mine Recensenter søge ikke at give mig farlig Livs Lyst. - Det er en staaende Artikkel i “Bien”[3] at rive mig ned, ja, hvad der er hesligere, at gjøre mig latterlig; det er en ulykkelig Tid man lever i, alle skrive, alle smøre op og besmører baade Papiret og Godtfolk. - At det Meste er ubilligt og Snak føler jeg, men De kan nok indsee, at det dog falder haardt paa mit Hjerte; gid jeg var vel ude af denne Verden! - Jeg er ikke hærdet nok for dens Aprilveir. - Her sender jeg Dem da mine nyeste Digte[4]; Gud veed hvad Folk nu vil sige om dem og mig, det Gode tie de med, det Onde vil jeg vist snart høre. Man har snart bragt mig til det Punkt at jeg mistvivler om mine egne Kræfter. Hvad skal der da blive af mig? Jeg glæder mig til intet, haaber intet, skriver kun fordi jeg maa, jeg kan ikke lade være. Denne Verden var dog saa smuk, naar enhver kun lod Hjertet spille en større Rolle end det faaer Lov til. - Jeg trænger til en Forandring i min Stilling, Collin indseer det, og jeg har udtalt mig for ham; jeg vilde saa gjerne bort, langt bort, paa et Aar i det mindste, men nu skal jo “Gjengangeren” reise[5], det kan da ikke godt lade sig gjøre for mig; dog har Collin lovet mig at gjøre Alt, og da jeg forleden overrakte Kongen “Maanederne”, sagde jeg det selv til ham, og yttrede mit Ønske at komme afsted[6]. - Maaskee lykkes det dog. Collin er mig ganske en Fader, hans Huus er mit andet Hjem, jeg er sikker paa hans Omhue, og vor Herre føler vist som jeg, at jeg ret trænger dertil, det maa altsaa skee, jeg vil da bort i Mai[7], over Venedig og Rom til Neapel og siden hjem gjennem Paris[8]. Hils Deres gode Kone ret meget fra mig, hun mener mig det godt og ærligt, jeg tænker ofte paa hende! Glæd mig med et Brev, naar Deres Tid tillader Dem det; det er mig en sand Vederqvægelse at høre et Par venlige Ord, der falder saa faae i Verden, saa jeg higer efter dem som den Febersyge efter S{k}olskin. Glem mig ikke ganske! Efterat have skrevet Ovenstaaende, havde jeg en Samtale med C o l l i n, der med Hensyn til min Reises Muelighed, raadede mig at faae nogle Anbefalinger fra de bekjendteste Mænd, om mit Talent og Gavnligheden af en Reise. Jeg har derfor faaet Løfte af Øehlensclæger[9], Ørsted[10] og Biskoppen[11], hver at anbefale mig, jeg vil bede Dem om det samme, med disse fire slipper jeg vel lettere bort. - Mit Ønske er, at De, først efter Julen, saadan til Nytaar, vil glæde mig med et Brev og indeni dette lade følge et lille Papir[12], hvorpaa De yttrer Dem om mit Talent som Digter, og at det kan gavne mig, at jeg seer mig lidet om i Verden. Vil De ikke nok? - Deres Anbefaling, saa vel som de Andres bliver siden afskrevne, men jeg maa have dem løse, at jeg kan fremvise Originalerne, dersom det gjøres nødvendigt. - Nu lev vel! hils Deres kjære Kone og glem ikke

Deres af Hjertet hengivne
Andersen.

Kjøbenhavn den 20 December 1832.

Jeg boer, som før,
33 i store Kongensgade

Brev nr. 83. Fra B.S. Ingemann til HCA.[1]  

[Efter 20.12.1832]

Kjære Andersen!

Tak for Deres “Maaneder” og den fortrolige Meddelelse af Deres Stemning og Stilling! Om “Maanederne” mener jeg, vi har talt tilstrækkeligt sammen. Hvad jeg bedst kan lide deri er Partierne i den poetiske Genre-Maneer; hvad jeg savner er Eenhed - Heelhed i Idee og Fremstilling. Reflexionen over den vilkaarlige Maanedsindretning i vor Tidsregning har efter min Mening havt altfor megen Indvirkning og fremkaldt en Vilkaarlighed i Beskuelse og Fremstilling, som forstyrrer Indtrykket og sætter Læseren ud af Stand til at finde Ariadne-Traaden i Labyrinthen[2]. Dog hvad Dem og Deres Liv angaaer, kjære Andersen, kommer det hverken an paa hvad disse Deres “Maaneder” eller Alt hvad De hidtil har søgt at give Form og Røst, skal gaae og gjelde for i Bladene og Conversations-Verdenen. Jo mindre Vægt Andre og fornemmelig De selv lægger derpaa, desbedre tør jeg næsten sige, desbedre for {for} Dem selv og for den Poesie, De virkelig elsker og føler Trang til at opfatte og udtale. Hvad der hidtil meest har hindret Deres poetiske Udvikling har upaatvivlelig været det Uheld, at De altfor tillidsfuld og med en næsten barnlig Hengivenhed har kastet Dem i Armene paa det store tusindtungede og vægelsindede Publicum og i den tomme Selskabs-Verdens Mølledam, førend De vidste hvad De egentlig vilde og hvad De kunde. De er saaledes, uden at have faaet Hold i Dem selv, bleven til en Bold for alle Andres Meninger og Luner; De udpidsker Phantasien og spænder Følelsen paa Pinebænken ved som en Somnambulant[3] bestandig at pusle om i Dagblade og Selskaber og paa Theaterbræderne, hvorved De hver Dag ligesom rykker Deres Livstræ op for at see om det har slaaet Rødder, istedetfor at lade det faae Ro til at samle Kraft baade til Blomst og Frugt. Den For[nem]melse og den Mangel paa kraftig Livslyst, Deres sidste Brev røber, har bragt mig til at tage Bladet fra Munden og reent ud sige Dem hvad jeg troer der gjør Dem ulykkelig og hindrer Deres Livsudvikling. Kast Dem med Iver over et Studium, som kan give det poetiske Liv Næring f.E. Historien; giv ikke efter for den idelige Pirren til at producere, hvorved De udmarver Dem aandelig. Giv det hele tomme Selskabsliv Pokker og tag intet Flyveblad i Haand! Bryd Dem mindre om Poeten og Krandsen men desmeer om Poesien! men skjær ikke Sangfuglen op for at tage alle dens Guldæg paa eengang![4]
Om det er godt for Dem at reise nu veed jeg ikke; jeg troer De trænger meer til at samle Dem, end til at adsprede Dem. Men naar Leiligheden tilbød sig, burde den vist gribes. Om De fik et heelt eller halvt Aars Tid til at samle og styrke Dem paa den Maade, jeg mener, var det vist ikke af Veien. Een Hovedsag havde jeg nær glemt blandt de gode Raad, jeg dennegang har paataget mig at give Dem og som jeg veed De vil optage ligesaa venligt som de gives: Læs aldrig noget Digt op i Selskaber eller for nogen Anden, end de intimeste Venner, og skriv aldrig et Ord i Bladene![5] Gud velsigne Dem[;] levvel og vær ved frisk Mod og fast Villie! Min Kone beder Dem meget hilse.

Deres hengivne
Ingemann

[Udskrift:]
S.T:
Hr C a n d  p h i l.  H: C:  A n d e r s e n
i
K i ø b e n h a v n
Store Kongensgade
No 33.
frit

Brev nr. 84. Fra HCA til Henriette Wulff.[1]  

Natten den 16 Febr: 1833.

Kjære Frøken!

Mit Livs Billedbog[2] har jeg ladet Dem bladdre i, hvorfor da ikke i Hjertets? De er dog een af de Faae der ret lide mig, og jeg føler og erkjender det dybere end De troer. De vil maaskee sige, det er mit daarlige Humeur der faaer mig til at skrive dette; et Lune der addreserer Brevet til Dem; men det er det ikke! engang i en anden Verden skal vi tale derom og da skal De see jeg ikke saa ganske er Hr Ego, som De siger, maaskee vel ogsaa i Spøg. Troer De ikke, jeg fatter Deres Stilling? Savnet af Deres Brødre [3] og saa meget andet? Jeg føler dette tydeligt! men De har dog et Hjem, De har Forældre! Jeg sidder ene paa mit lille Kammer, plager mig! maaskee mere end jeg burde; men Plage er det dog! - Der er Blade i Hjertets Dagbog, der saa ganske er sammenklinede at kun vor Herre kan lukke dem op, og i hvor aabenhjertig jeg end kan være, er der Sorger hvis Grund jeg aldrig tør pege paa; det ligger i en Følelse hos mig, som jeg ikke ret veed Navn paa! - Jeg har været Barn, lige til jeg blev over Ungdoms Alderen. Jeg har aldrig kjendt hvad Ungdom egentligt var! Jeg føler en uendelig Trang derefter, Lyst til at rive mig løs fra Griller og Vaner og som fornuftig Menneske nyde Livet, der er saa meget jeg vil glemme, for at lære noget Bedre, men Terningspillet drager længe ud. I Grunden kunde De være vred paa mig fordi jeg ikke griber det Haab De og Kock har givet mig[4], men jeg er saa ofte i mine kjæreste Ønsker saaledes blevet skuffet, at jeg ikke kan, ikke tør gribe efter den smukke Boble, der altid pleier at briste for mig! - Det er en indgroet Tanke hos mig, at kun ved at rives løs fra den Øieblikkelige Omgivning kan der blive noget af mig, skal jeg blive her, da gaaer jeg til Grunde! Tiden vil lære Dem, at der ligger mere Sandhed deri end De troer. Tænk paa mig med Venlighed, der som De overlever mig; Øehlenschlæger har virkelig ret, jeg er en poetisk Figur[5], som saadan vil jeg da ogsaa staae for Dem. Gid jeg i Digte ret kunde udtale mine Følelser, det vilde hjælpe. De kjender maaskee Sagnet om den islandske Sanger[6] der mistede sin Søn og fortvivlede; han vilde da døe Hungersdød, men hans Venner bad ham, for deres Skyld, først at besynge sin Smerte; han gjorte det, og udaandede den i Toner; Vennerne græd, men i hans eget Hjerte kom Roe, thi han havde udtalt den. Det har jeg ogsaa før kunde gjøre. - Hvor inderlig meget jeg holder af Eduard, føler jeg dog at han ikke kan være mig hvad jeg drømmer om Venskab! hvad der maaskee giver ham Characteer, bliver skarpe Kanter, der saare min Blødagtighed. “Jeg er ikke stolt!” sagde De mig; - sligt svarer man nødig paa, Ansigt til Ansigt, men her vil jeg indrømme Dem: De har ret! men det ligger i Blodet. Lad først Sumpplanten skyde mere frem, hærdes i Slud og Storm, da vil Poesiens Sol nok forædle Saften, og De skal see den ogsaa kan faae Characteer og grønnes - om endogsaa ene. - Een Bøn har jeg til Dem, De maa opfylde mig den! - Naar jeg kommer at sige Dem, at jeg intet Reisestipendium fik, da læg ikke paa Hjertet at De gav mig Haab; jeg veed det var for at glæde mig, og det har virkeligt skaffet mig nogle glade Øieblikke. Det Indbildte og det Virkelige smælter sammen hos en Digter. - Men det er Dem noget underligt jeg skriver her sammen, dog De er jo vandt til mine Underligheder og det trøster mig at tale med Een, som ikke ganske - kun morer sig, ved

en poetisk Figur.

Brev nr. 85. Fra Henriette Wulff til HCA.[1]  

Søndag Formiddag [17. Februar 1833].

I dette Øjeblik kom jeg ind i Stuen, og saae Deres Brev til mig, ligge paa Bordet. Kjære Andersen, De har ret gjordt mig ængstelig; eller er det blodt Deres sædvanlige Tvivl, uden Grund, som jeg haaber, der nu ogsaa farer i mig. Veed De noget bestemt, om Bestemmelsen, saa sig mig det ligesaa godt strax, uden at forberede mig, jeg vil tage mig det lige nær, at have skuffet Deres Haab, som det vil gjøre mig ondt for Dem, dersom der blev intet af Rejsen. Men jeg haaber til Gud at De blodt frygter; men Intet veed med Vished. De er ellers bestemt vred paa mig, kan jeg mærke, siden De hværken har været her i Gaar eller Forgaars, og det er virkelig Synd af Dem; men jeg vil ikke beklage mig, for har jeg virkelig vrøvlet til den høje Grad, og vildet bilde Dem med Vished Noget ind, der ej skedte, fortjæner jeg det, og meget mere, som jeg nok skal faae af mig selv! Jeg vil aldrig kunde tilgive mig det! - Det var ret slemt jeg ikke fik talt [med] Dem i Dag, og jeg beder Dem ret indstændigt strax at lade mig vide, dersom De har faaet Afslag paa Deres Ønsker! Dog jeg kan endnu ikke slippe det Haab, at det endnu kan blive godt! De er ret bedrøvet stakkels Andersen, og jeg vil saa gjerne opmuntre Dem lidt; men Evnerne ere altid svage, især i Dag efter en søvnløs Nat, og især efter Deres Brev, der har jaget den meest paniske Skræk i Livet paa mig. De troer at fordi jeg som oftes[t] spøger derover, ikke fatter, hvor virkelig nødvendig det er for Dem at blive løsreven fra Alt dette; jo min kjære Ven! jeg føler det fuldkomment, og næst efter Dem vil De see, Ingen skal glæde sig mere ved Deres Lykke, end Deres gamle Søster og Veninde, vis eneste Glæde det virkelig er at dele sine Kjæres; det tør jeg nok sige om hende! Men hør nu min kjæreste Hr Ego, slaae alle Griller af Hovedet, de hjelpe dog til Intet. Og hold Dem til det ypperlige Ordsprog: At det er ikke værd at tage Hatten af, før man seer Manden. Lad Manden være den fortræffelige Edouard, som De gjør lidt Uret; men som jeg for vist haaber De ikke skal tage Hatten af for, men snart falde om Halsen. - Ach jeg vilde ret gjerne passiare længer med Dem i Dag, siden vi skal nu conversere paa den Maade; hé bien jeg holder af alle Manere at tale med mine Venner paa; untagen til Vogns, for der sover jeg helst; men jeg maae dog sige Stop, da mine Øjne ere trætte.
Vi sees vel snart, maaske i Eftermiddag? indtil da, som bestandig er jeg, wehrtester Hr Ego Deres uforandrede hengivne

Henriette Wulff.

[Udskrift:]
ST
Hr Cand:philos:Andersen.
Store Kongensgade.

Brev nr. 86. Fra HCA til Edvard Collin.[1]  

Kjøbenhavn den 7 Marts 1833.

Kjære Collin!

De har saa ofte sagt mig Deres alvorlige Mening og selv om denne har - jeg vil ikke sige saaret, men bedrøvet mig, var jeg Dem altid hjertelig hengiven; lad mig nu ogsaa engang tale saaledes med Dem! - Jeg er jo meget overspændt, deraf kommer det, at jeg ogsaa har kunnet indbilde mig at finde i denne Verden hvad jeg kalder fortroligt Venskab; der var noget hos Dem, der tidligt trak mig til Dem, Meget jeg agtede og fandt saa smukt, De viiste Interesse for mig og jeg ønskede at bringe denne videre, jeg ønskede at vinde Dem som Ven, saaledes som man kun har faae, og jeg har gjort Alt derfor, føiet mig efter Dem, selv hvor Deres Mening streed i mod min; jeg indseer nu nok, at jeg slet ikke er Dem, hvad De forlanger og kan forlange, daglig fjerner De Dem mere og mere fra mig, - just nu, da saa meget griber ind i mit Liv og virker forstyrrende paa mit Sjælelige, nu jeg trængte til en Ven, - taler De neppe til mig. - Jeg føler, der ligger noget Tryglende, noget Hæsligt i denne Plagen om Medfølelse, men min Stolthed gaaer under for min Kjærlighed til Dem! jeg holder saa usigelig af Dem og fortvivler over at De ikke kan, ikke vil være mig den Ven, som jeg, var vor Stilling omvendt, vilde være Dem. - Kan Deres nye Forretninger da gribe saaledes ind i Deres Liv, at de gjør Dem ligegyldig for den inderligste Hengivenhed? - Hvad har jeg gjort? Hvad er der i min Characteer der er Dem imod? Siig det! Er det den samme uforklarlige Følelse, De engang udviklede for mig i et Brev til Svar paa en ulykkelig Bøn, der holder Dem fra mig? Siig mig det kun, jeg maa vænnes til at miste! Alt hvad der engang kommer mit Hjerte nær, gaaer strax til Grunde for mig! De kan ikke skaffe mig bort, sætte mig i en nye Tumlekreds, men De kunne som Ven, mere end noget andet Væsen, trøstet mig, og det vilde De vist have gjort, var det mere end Interesse De havde for mig! Tro ikke at jeg gjør Dem ganske Uret, at det er min Sygelighed der udspinder disse Traade hvorved jeg hænger mine Griller! nei Eduard, De har i den sidste Tid været noget mindre god mod mig! ja, jeg tvivler alt saa meget paa Dem, at jeg selv ved denne Hjerteudgydelse troer ganske at have tilintetgjort Deres sidste Godhed for mig! men eengang vil De dog ret komme til at kjende mig, ret forstaae hvor meget jeg var Dem, skjøndt den fattige Ven aldrig har kunnet gjøre det gjældende. Lev ret vel! i Deres kommende Stilling vil De faae mange Venner, men ingen der vil elske Dem som jeg.

Deres
Andersen.

Brev nr. 87. Fra HCA til Henriette Hanck.[1]  

Kjøbenhavn den 14 Marts 1833.

Gode Jomfrue Hanck!

Dem skylder jeg først og fremmest Brev. Kan De tilgive mig? Troe, det er sandelig ikke af Ligegyldighed eller af Mangel selv paa den almindelige Høflighed, men jeg har været syg, sjæle syg, saa jeg ikke engang kom til mine Venner her i Kjøbenhavn, ja - forsømte Komedien[2]. Dersom jeg i denne Stemning havde skrevet var det blevet Klynkerie og jeg gad heller ikke, jeg gad slet intet. Men Grunden? Ja, til Kongens Fødselsdag[3] skulde det afgjøres om min Reise, i det mindste indstilles fra Ministeriet til Kongen, men først i Dag (den 14 Marts) er dette skeet[4]. Hver Ugedag haabede jeg at høre derom, og da jeg altid troede Tiden nær, udsatte jeg det med at skrive. Vil De ogsaa sige Deres gode Tante dette, derfor har hun intet Brev faaet, intet Svar paa hendes sidste venlige Linier[5]; idag kan jeg nu kun skrive et Brev og det bliver deres, kort maa det jo ikke være, undskyld da at jeg jager det afsted. Deres Bedstemoers Kommission har jeg udrettet og sender her 5 Rdlr, den lille Overrest giver hun til min Moder, som jeg ogsaa her har ladet følge et Brev med til[6], De lader nok Deres Pige besørge det; Men nu til Reisen dens Udsigter og Forhaabninger! - Hvor jeg længtes! O, de sidste 6 Uger har været 6 Aar, man har tiltalt mig Giften draabeviis, jeg har faaet at vide om hver ny Hindring. Tænk, der var nogle og 40 som søgte, alle udmærkede Mennesker, kun en 10 Stykker kunde komme bort og de halve af disse havde alt bestemte Løfter fra forrige Aar. Collin, (Conferrentsraaden) var ikke længer i Kommissionen, jeg havde altsaa ingen Talsmand, Eduard var for ung og ny der, til at have Indflydelse[7], jeg maatte altsaa vente alt af Ministerne Møsting[8] og Moltke[9], som jeg var fremmed for. Ja, det var deilige Udsigter! Endelig er det afgjort: “Jeg reiser!” men det skal nu først til Kongen derfor maa De og Deres Familie for Guds Skyld ikke tale derom til Fremmede, thi Kongen kan jo forandre det, han pleier vel sjældent, men man har dog enkelte Exempler; derfor stille! Sidst i næste Maaned vilde jeg da afsted, over Hamborg og Paterborn til Køln, hvorfra jeg gjør Rhintouren til Stratsburg, derfra til Paris, hvor jeg bliver i 3 Maaneder, gaaer siden ind i Sweits, og over St. Bernhard til Genua. Er det ikke deiligt! Himmelsk! Hvad siger De og Tanten? I Viinhøsten kommer jeg til Italien, besøger Pisa og Florents og er Vinteren i Rom. I Foraaret reiser jeg til Neapel, saa er det første Aar af min Reise forbi, jeg maa skrabe mig Penge sammen, thi jeg kan ikke reise for hvad jeg faaer; et halv Aar har jeg da endnu at tumle mig i og gaaer da i dette hjemad over Rom, Florents og Venedig. I Tyrol bliver jeg en Maaned og seer da hvad Vei jeg er nød til at tage hjemad, om Pengepungen strækker til, men i alle Tilfælde seer jeg da enten Wien og Prag eller ogsaa München og Nürnberg! - Gud, bare Kongen nu ingen Forandringer gjør. - Tænk Dem hvilken Touer, hvilke Egne, hvilken Afvexling, o jeg tør ikke ret tænke mig den store Lykke, før jeg er paa selve Stedet. Jeg skal da see Gletscherne og de stolte Alper, seile paa Middelhavet, thi jeg vil til Ischia, maaskee til Sicilien. - Men nu noget andet! igaar gik den nye Opera Klippemøllen[10], det er smuk Musik, men Stykket selv er langtrukket. Der blev hysset. - Min Opera Kenilworth er nu endelig antaget, Weyse har faaet den og begyndt[11]. Min[e] to sammenhængende Vaudeviller 1) Spanierne i Odense og 2) “25 Aar derefter”, ere begge indsendte[12], jeg haaber at de nok antages. - I næste Uge skal Øehlenschlægers Oversættelse af “Garck i Bristol”[13] spilles, og strax efter kommer min Oversættelse: “Dronningen paa 16 Aar”[14], som jeg skal sende Dem. Men nu lev vel næste Gang mere og næste igjen, med Guds Hjælp fra Paris ellers Stratsburg, hilse dem alle!
Hilsen fra Fru Lessøe, hun holder særdeles af Dem!

venskabeligst
Digteren