Ikke alt går i bøtten

Af Jesper Gehlert Nielsen og Klaus P. Mortensen

H.C. Andersen arbejdede ofte i ryk, især som ældre. Om denne særegne arbejdsrytme skriver han den 13. oktober 1854 til Henriette Wulff: »Jeg har det med min Virksomhed, saa forunderligt i stødetal, som man kalder det, jeg kan slæntre hen hele Maaneder, det er en Hvile eller om man vil en Søvn, i hvilke det gaaer med de aandelige Børn, som med de legemlige, de voxe i Søvnen, med Eet faaer jeg da travlt, som galt det Livet, som havde jeg kun Timer tilbage hvori Alt skulde være færdigt og da næsten kan jeg ødelægge Legemet«. Når det så gik løs, kunne det til gengæld gå rasende hurtigt. Det gælder fx »Historien om en Moder«, 1848, der sammen med 3 andre eventyr blev til i et enkelt slag med dén »knudrede Runestav« (som Andersen kalder sin til tider ulæselige pen/håndskrift), der er det fædrene ophav til alle de kendte åndelige børn. Den 8. november 1847 noterer han således lapidarisk i Almanakken: »skrevet Eventyr 4 i tre Dage«.

De åndelige børn kendes på tryk i deres fuldvoksne tilstand; vil man derimod stifte bekendtskab med den styrkende søvn, der giver dem indhold, og den forløsning, der giver dem form og skikkelse på papiret, må man kaste et blik på de manuskripter, der nu gøres elektronisk tilgængelige. Netop arbejdsrytmens vekslen mellem stilstand og bevægelse synes at præge Andersens efterladte manuskripter, der tit og ofte synes affattet i en så voldsom produktiv rus, som gjaldt det livet.

I 1858 gentager situationen sig, om end rusen denne gang er længerevarende. Opstemt skriver Andersen til B.S. Ingemann: »jeg er i denne Vinter som overvældet i Productivitet, det ene Eventyr banker paa efter det andet, saa jeg knap faaer Ro til at sove om Natten«. Det blev til hele 7 eventyr denne gang, blandt dem »Dynd-Kongens Datter«. Om dette Andersens næstlængste eventyr – og et af de mest komplicerede og elaborerede – hævder han i de »Bemærkninger«, som tryktes i Samlede Skrifter. Syv og Tyvende Bind, 1868: »Det egenlige Indhold kom som alle Eventyrene øiebliklig, saaledes som en kjendt Melodi eller Sang kan komme«. Men vejen til den fulde sproglige realisering af indholdet var i dette tilfælde stejl og stenet, »selv da det tredie Gang stod paa Papiret maatte jeg erkjende, at endnu hele Partier deri ikke traadte saa klare og farverige frem som de kunde og maatte«.

Der måtte hele 6 omskrivninger af den store tekst til, før digteren var tilfreds. Selv når inspirationens kilde flød uhindret, hvad den ikke altid gjorde, tog Andersen, som den dybt professionelle kunstner han var, også det sure slæb med. Og på disse sproglige omveje, hvor der arbejdedes møjsommeligt med sprog og tone, trådte den særprægede Andersenske tone frem. En naturlig og ligefrem stil kommer ikke altid naturligt og ligefremt.

Den 9. marts 1837 sætter H.C. Andersen sig til pulten og skriver til sin veninde Henriette Hanck efter at have endt arbejdet med sit tredie kuld eventyr: »Om 8 Dage kommer en ny Bog af Ingemann: »Holger Danske« (...) Paa samme Tid komme mine Eventyr: De indeholde: Den lille Havfrue, som bestemt er god og: Keiserens nye Klæder«. Eventyr, fortalte for Børn. Tredie Hefte lader imidlertid vente på sig, skønt manuskriptet øjensynligt allerede da var tilgået universitetsboghandler C.A. Reitzel (eller trykker Bianco Luno). Af samlingens to historier vil i hvert fald den om den lille havfrue blive en succes, synes Andersen sikker på; den anden historie, om den pyntesyge kejser, der sammen med sit hof narres af to omrejsende bedragere, behager ikke forfatteren i samme grad. Det er, som mangler der noget; en tanke, kejseren øjensynligt også har haft. Måske er det slutningen, der driller lidt: Den, hvor de to bedragere får tøjet, som ikke er, vævet færdigt, og kejseren i fuld nøgenhed går i procession gennem byen:

Saa gik Keiseren i Procession under en deilig Thronhimmel og alle Mennesker paa Gaden og i Vinduerne sagde: »Gud, hvor Keiserens nye Klæder ere mageløse! hvilket deiligt Slæb han har! og Kjolen, hvor den sidder velsignet!« – Ingen vilde lade sig mærke med at han intet saae, for saa havde han jo ikke duet i sit Embede, eller været meget dum. Ingen af Keiserens Klæder havde gjort saadan Lykke.
»Den Dragt maa jeg rigtig have paa hver Gang jeg gaaer i Procession eller træder op i Folkeforsamling!« sagde Keiseren; og hele Byen talte om hans prægtige nye Klæder.

En prydstreg og H.C. Andersens bekendte signatur antyder, at her slutter historien med hele byens mageløse selvbedrag. Men en vedhæftet lap papir – og dem er der en del af i Andersens manuskripter – antyder imidlertid, at der fra digterens hånd også findes en anden slutning på historien, som ikke er indarbejdet i manuskriptet. Af et brev til Edvard Collin fra den 25. marts 1837 træder sammenhængen frem. Der manglede noget. Tonen:

Kjære Ven!
Eventyret: »Keiserens nye Klæder« ender med følgende Punktum: »Den Dragt maa jeg rigtig have paa o s v«, dette ønskede jeg aldeles udslette[t] og følgende sat ind i Stedet, da det giver det Hele et mere satirisk Udseende.
»Men han har jo ikke noget paa!« sagde et lille Barn.
»Herre Gud, hør den Uskyldiges Røst!« sagde Faderen; og den ene hvidskede til den anden hvad Barnet sagde.
»Men han har jo ikke noget paa!« raabte tilsidst hele Folket. Det krøb i Keiseren, thi han syntes de havde ret, men han tænkte som saa: »nu maa jeg holde Processionen ud!« – Og Kammerherren gik og bar paa Slæbet, som slet ikke var.
Deres hengivne
H.C Andersen

Den vedlagte lap papir med den alternative slutning på historien er altså en rettelse, som Andersen i sidste øjeblik fik indført, og som i den trykte version træder i stedet for manuskriptets ovenfor citerede slutning og faktisk forandrer eventyret betragteligt. Det er denne slags ændringer, hvor hele historien i sidste øjeblik omkalfatres, der vidner om det bevidste og slidsomme arbejde med sprog og tone – og en til tider genial pen. Selvsamme pen har også været på spil i manuskriptet til »Historien om en Moder«, der oprindeligt var tænkt sluttet i følgende billede:

Og hun bøiede sit Hoved ned i sit Skjød. Da rørte hendes Mund ved Barnets Mund, det laae der i en sød, sund Søvn; og Solen skinnede paa Kinderne, saa at de saae røde ud, og da Moderen saae rundt om, sad hun i sin lille Stue; Lærken i Buret sang, som om den følte at Foraaret vilde komme; og Døden var ikke i Stuen. Moderen foldede sine Hænder, tænkte paa Dødens Huus, paa Barnets Fremtid og sagde igjen: »Guds Villie skee!«

H.C. Andersen bryder med den sentimentale konvention, med læsernes og sine egne forventninger om en lykkelig slutning, hvor det hele viser sig at være en drøm. Han gør det, som kun de store kunstnere formår: overskrider sig selv. Han vælger det enkle, som virker så indlysende rigtigt, når vi nu læser det. Men som var og er alt andet end selvfølgeligt. En overstregning med pennen, og den endelige slutning lyder: »Og hun bøiede sit Hoved ned i sit Skjød. Og Døden gik med hendes Barn ind i det ubekjendte Land.«

Nu kender man kun tilblivelseshistorien – eller dele af denne – i forbindelse med et fåtal af H.C. Andersens eventyr og historier. Men noget tyder på, at den oprindelige idé ikke bare krævede sin tid for at blive udfoldet, men også at den langtfra altid førte digteren derhen, hvor han forventede. Stoffet havde undertiden sin egen vilje, og den var ikke uden videre sammenfaldende med hans. På det er »Tante Tandpine« et godt eksempel. Idéen til eventyret kom til ham den 23. juni 1870. Til Henriette Collin skriver han i hvert fald den 24. juni: »Jeg begyndte igaar et Eventyr »Tante Tandpine«, siden forandrede jeg Overskriften til »Tante Mikkes Tænder«. Det dreier sig om Tandpine og falske Tænder, jeg maa jo see at faae Noget ud af de Plager der paalægges mig. Imidlertid mærkede jeg, under Skrivningen, at det ikke var saa let at behandle den Historie vilde jeg blive inden for Grændsen af det Skjønne«.

Det tog ham da også hele to år med lange og mange afbrydelser, før eventyret var færdigt. Faktisk havde han helt opgivet det, men under et sommerophold på herregården Basnæs hjemsøgte eventyret ham og krævede at blive til! Til Henriette Collin hedder det den 30. maj 1871: »Iaar, da endnu Intet vil trives i min Digterhave (...) kommer det lille Uhyre igjen tilbage og plager mig, dog i forandret behageligere Skikkelse«. Den 6. juni skriver han optimistisk, men også ganske nøgternt til Dorothea Melchior: »Et nyt Eventyr »Tante Tandpine« er næsten sluttet, jeg haaber at faa det heelt færdigt, før jeg tager til Byen«. Men den erfarne digter er godt klar over, at der resterer en pæn portion arbejde, før eventyret er i hus. Så han fortsætter: »Dog ved færdigt forstaaes at faa det heelt paa Papiret i første Nedskrivning, siden skal det klippes til, gjøres fyldigt, omskrives og atter omskrives«. Ikke desto mindre medgik der mere end et år og et i perioder intenst skrivearbejde. I dagbogen for den 4. juli 1872 noterer Andersen: »Kjørt ind til Byen og hentet flere Papir-Lapper hvorpaa jeg har skrevet Udkast til Tante Tandpine, kom hjem og skrev flittigt paa det, ordne[de] og fik mere Klarhed og Heelhed«. Den 12. juli kunne han så endelig afslutte renskrivningen af det, der skulle blive hans næstsidste eventyr – og et af de mest geniale af dem alle.

»Tante Tandpine« er et eventyr om skrivekunsten. Som sådan er det en rystende ærlig og dybtloddende, personlig statusopgørelse. Men det er samtidig en klarsynet fortælling om kunstens almene vilkår. Om dens forgængelighed. Og om de tankevækkende undtagelser fra reglen om, at alt går i bøtten. »Tante Tandpine« handler om sig selv som tekst, også i materiel forstand. Fra den allerførste linje:

Hvorfra vi har Historien? –
– Vil Du vide det?
Vi har den fra Fjerdingen, den med de gamle Papirer i.
Mangen god og sjelden Bog er gaaet i Spekhøkeren og Urtekræmmeren, ikke som Læsning, men som Nødvendigheds Artikel. De maae have Papir til Kræmmerhuus for Stivelse og Kaffebønner, Papir om Spegesild, Smør og Ost. Skrevne Sager ere ogsaa brugelige.
Tidt gaaer i Bøtte, hvad der ikke skulde gaae i Bøtte.
Jeg kjender en Urtekræmmerdreng, Søn af en Spekhøker (...) Han er en levende Redningsanstalt for en ikke ringe Deel af Literaturen og har i den et stort Omraade, han har Forældrenes og Principalens Bod og har der reddet mangen Bog eller Blade af en Bog, der nok kunde fortjene at læses to Gange.

Af det store materiale, der ligger til grund for »Tante Tandpine« og mange andre eventyrs tilblivelse, er kun en brøkdel bevaret. Meget, alt for meget, synes det, er gået i bøtten. H.C. Andersen har sikkert selv ryddet godt ud i bunkerne af udkast og kladder, men også en del af trykmanuskripterne er gået tabt, formodentlig allerede hos sætteren. Og sådan var det i Guldalderens Danmark: Når teksterne én gang var trykt, havde de håndskrevne forstadier udspillet deres rolle og kunne derfor enten gå i bøtten eller foræres bort til litterært interesseredes manuskriptsamlinger. Det hele kom jo på tryk og dét uden alle de grimme overstregninger, overklæbninger og klatter. Bogen var manuskriptets genopstandelse til et efterliv i pletfri skønhed. I den forstand er bogmediet det håndskrevne manuskripts fjende.

Andersen delte selv flittigt ud af sine manuskripter; størstedelen blev (heldigvis) løbende gennem årene foræret til de nære venner – og ivrige manuskriptsamlere – Edvard Collin og N.C.L. Abrahams, hvis samlinger sidenhen (hhv. 1905 og 1878) overgik til Det Kongelige Bibliotek. Heldigvis, for i hænderne på de skiftende ejere er manuskripterne blevet behandlet med den samme seriøsitet, Andersen selv behandlede dem med, da de spredte udkast endnu ikke var fikseret på tryk og lagt frem for offentligheden. Som kimen til noget, der kunne blive så meget større.

Alene af den grund er det uhyre vigtigt og glædeligt, at det bevarede materiale er blevet digitaliseret og gjort tilgængeligt for alle interesserede, der nu får mulighed for at opleve nogle af de allermest kendte tekster præcis som de så ud, da digteren skabte dem – bortset fra papirets og blækkets ældningsprocesser. De ofte skrøbelige manuskripter kan fremover studeres og endevendes uden at gå til, når man kigger digteren over skulderen, falder ind i håndskriftens rytmer og følger digteren ud på de sproglige omveje, der førte frem til eventyrene.

Det er de færdige eventyr, H.C. Andersen er både elsket og berømt for. Med rette. De er og bliver det væsentlige. Men med sine spor af den hånd og den ånd, de oprindeligt flød fra, ligger skriften dér og inviterer læseren til at tænke videre over de velkendte tekster.

Takket være spækhøkerens søn!

Jesper Gehlert Nielsen og Klaus P. Mortensen arbejder som hhv. redaktør og projektleder ved den nye udgave af H.C. Andersens Samlede Værker, ANDERSEN, der er under udgivelse af Det Danske Sprog- og Litteraturselskab og Gyldendal i 18 bind.

Tilbage til H.C. Andersens eventyr-manuskripter - Forside