Det hollandske socialdemokratiske arbejderparti tilhører den yderste højre fløj; af II. internationale. Dets organ "Het Volk" deltager som sit tyske broderorgan "Vorwärts" med iver i enhver kampagne mod sovjetunionen og den russiske arbejderbevægelse. Partiet er det næststørste i Holland og forsømmer ingen lejlighed til at danne koalition med det større katolske statsparti og det smaaborgerlige "Demokratiske parti", beredt som det er til at gøre disse partier store indrømmelser.
    Under disse omstændigheder og denne stadig tydeligere orientering mod højre vakte den tale, formanden for de nederlandske fagforbund (N. V. V), R. Stenhuis holdt paa det hollandske socialdemokratiske arbejderpartis nyligt stedfundne kongres, overordentlig opsigt og bestyrtelse.
    Allerede i sommeren 1925 gjorde Stenhuis sig til talsmand for de venstreorienterende ideer indenfor socialdemokratiet, der bl. a. fremførtes af Otto Bauer, og han indlod sig dengang i polemik med de socialdemokratiske førere om forholdet mellem parti og fagbevægelse, idet han bragte konkrete forslag til omgruppering og reorganisering af den hollandske arbejderbevægelse ved at sammenfatte parti og fagforeningscentraler i et labour-parti. Partiledelsen opnaaede dengang (september 1925) at standse denne meningsudveksling og faa Stenhuis til fuldstændig at afholde sig fra enhver yderligere ytring af sine anskuelser mod til gengæld at love ham tilladelse til paa partikongressen at udvikle sine ideer. Paa denne kongres, der fandt sted i paasken, holdt han saa en stor programtale, hvori han ikke 'alene fordrede en nygruppering af kræfterne, men som teoretisk baggrund for sine forslag nøje beskæftigede sig med hele den internationale situation, kritiserede reformismens gamle, "prøvede" fremgangsmaader og krævede nye kampmetoder indført.
    Han imødegik paa det skarpeste den afgaaede partiformand Vliegens reformistiske synspunkter - Vliegen har allerede i mange aar erklæret sig mod ethvert udenom-parlamentarisk middel - og advarede alvorligt socialdemokratiet imod at gøre Vliegens anskuelser til sine. Stenhuis foreslog paa kongressen at nedsætte en kommission til undersøgelse af forholdet mellem parti og fagbevægelse og forebragte iøvrigt sine resolutionsforslag om den øjeblikkelige stilling, det fremtidige arbejde og den fremtidige kamp.
    Ved som sin ny formand at vælge diamantarbejderen Henri Polak, en svoren fjende af den russiske revolution og enhver revolution i det hele taget, havde kongressens majoritet allerede paa dette tidspunkt tydeligt karakteriseret sin højreorientering, og saavel Stenhuis' resolutioner som hans kommissionsforslag forkastedes da ogsaa. Det er dog usandsynligt, at denne betydningsfulde programdiskussion indenfor socialdemokratiet dermed skulde være endt. De mange vægtige kendsgerninger, Stenhuis har bragt frem, og stoffets hele internationale art taler for det modsatte. Vi bringer i det følgende en sammentrængt gengivelse af talen.

"Jeg ved, at der findes ledende partikammerater, som tror, at der principielt ingen forandring er sket i verden. Efter deres mening har arbejderbevægelsen ingen grund til at besinde sig, men kan roligt gaa videre ad de gamle veje ... I mine resolutioner paastaar jeg, at Europa er af lave, og at reaktionen opstaar ved, at krisen bliver permanent, at de sidste aars sociale kamp ikke var nogen kamp for at komme frem, men blot en kamp for at gøre tilbageskridtet langsommere, at et reformprogram er ilde anbragt, at det er vort partis opgave at overvinde den kapitalistiske politik og samfundshusholdning, idet der kun paa denne maade kan skabes forudsætninger for et nyt fremskridt. Med andre ord, at vi lever i en periode af skærpede klassemodsætninger, i en tid, hvor revolutionært tilspidsede situationer vil være uundgaaelige . . .
   Jeg tror, at der er indtraadt store økonomiske og politiske forandringer, og at man maa være blind, hvis man mener det muligt at gaa videre ad de gamle udtraadte stier.
    For det første hersker i Rusland en magt, der er fjendtlig stemt overfor det øvrige, det kapitalistisk regerede Europa. Den raader over en umaadelig mængde raastoffer og en næsten endnu mere ubegrænset mulighed for næringsmiddelproduktion. Denne mængde er, naar den engang bliver rigtig udnyttet, tilstrækkelig til i et uoverskueligt tidsrum at mætte den europæiske befolknings mangeartede behov. Efter min mening vil det ikke blive uden varig indflydelse paa Mellem og Vesteuropas industrielle og sociale forhold og kan faa stor indflydelse paa den socialistiske arbejderbevægelses taktik.
    Af denne grund har jeg paa kongressen i Haag sagt:
    "Vor politik maa føres med det formaal for øje effektivt at støtte ethvert lands arbejderklasse til selvstændig magtudfoldelse; vi maa være beredvillige til at sammenarbejde med den russiske kommunisme, der af Otto Bauer i Marseille blev kaldt en vældig variant af socialismen, paa grundlag af en politik, der har freden til formaal, og for at bringe et forbundsfællesskab i stand mellem det vestlige og det østlige proletariat, for sammen med dette i internationalt sammenhold at støde kapitalismen og den kapitalistiske regering fra tronen ved politisk-parlamentariske og økonomiske magtmidler. Dertil maa tiden nu være inde; sovjetunionen trænger foreløbig til ro for at komme sig efter krigens, revolutionens og borgerkrigens storme . . . "
    Dette har jeg ikke blot sagt for spøg eller som følge af litterære overvejelser. Naar russerne faar kendskab til forholdene i Vesteuropa, er et forbundsfællesskab med dem ikke blot muligt, det er nødvendigt. Et saadant samarbejde betyder tillige forbund med alle østens folkeslag, og naar dette er realiseret, vil en politik til direkte gennemførelse af socialismen være mulig. Socialdernokratiet maa række disse folkeslag haanden. Allerede i Haag har jeg sagt, at disse folk ingen tillid har til socialdemokratiet. Det kunde blive skæbnesvangert for Europa.
    Forbundsfællesskabet med og venskabet til Rusland forhøjer betydningen af den revolutionære massebevægelse i østen, den anden faktor i de store politisk-økonomiske forandringer. En videreudvikling af disse faktorer skaber ogsaa let i Vest- og Mellemeuropa en revolutionær situation.
    Den tredje faktor er den voksende statsgæld i de europæiske lande; ifølge Vanderveldes opgivelser er denne gældsbelastning vokset fra 280 til 1255 milliarder guldmark. Dertil kommer den forøgede gældsbelastning af kommunerne og privatbedrifterne. Det betyder, at samfundet maa yde bidrag til bankkapitalen, det er en forøgelse af indkomsterne uden arbejde. Finansautokratiet behersker det sociale liv. Følgen heraf er tiltagende udbytning, arbejderne maa ikke alene producere merværdi for at berige deres nuværende udbyttere, de maa ogsaa i form af høje renter betale de fejl, misgreb og forbrydelser, som et raadent herskersystem i løbet af de sidste ti aar har begaaet. Dette maa skærpe klassekampen, med mindre den proletariske vilje og bekendelsen til socialismen i arbejderklassen ikke mere er tilstede.
    Den fjerde faktor, jeg vil henvise til, er, at Europa fra at være et kapital-exporterende omraade er blevet kapitalimporterende, saa at dets befolkning til liden nytte maa levere varer, særlig til Amerika. Som femte revolutionære faktor maa man betragte kapitalens koncentration ved at i inflationslandene de mindre besiddere er gjort ejendomsløse ..."
    Stenhuis betragter videre den europæiske situation og konstaterer misforholdet mellem produktionsevnen og den virkelige produktion: produktionsapparatet er større og fuldstændigere end nogensinde, og arbejderklassen lever i størstedelen af Europa daarligere end tidligere. Han paaviser borgerskabets politik, der udelukker enhver evolution-"de vil kun arbejde sammen med socialdemokratiet for at spalte de ved deres egen afmagt og misregering fremkaldte revolutionære bevægelser og paa denne maade "redde landet" ..."
    Endelig betragter han arbejderbevægelsen selv. Trods større magt er det ikke lykkedes den at opretholde arbejdernes sociale stilling. I Tyskland, paa Balkan, i Donaulandene, i Italien er tilstanden daarligere end før krigen. I Frankrig har finansmændenes operationer tilføjet arbeiderne stor skade; i lande som Holland, England og Skandinavien er der stor fare for en nivellering ned ad til. Stenhuis giver sin undersøgelse af denne revolutionære faktor følgende konklusion:
    "I en saadan tid at betragte fagforeningerne som et slet og ret lønapparat er det rene vanvid, der kun kan hævdes af folk, der ikke tænker... Arbejderbevægelsen har den opgave at lære arbejderne at overvinde kapitalismen og ikke at affinde sig med den . . .
    Wiebaut vil paadutte de hollandske arbejdere den opfattelse, at krisen er en konjunktur som kriserne før 1914. Imidlertid har denne krise nu varet mere end seks aar, og det er ikke blot umuligt at se nogen ende paa den, men alt tyder paa, at kapitalismen indretter sig paa en permanent krise ...
    I de sidste aar har vor arbejderbevægelse staaet i defensiven. Vi har afholdt konferencer, arbejdet i parlamentet, ført lokale strejker, udarbejdet smukke programmmer med gode formaal, men resultatet var endnu større tilbagegang, da man i krisetider intet fremskridt kan opnaa med normale kampmidler ...
    Den socialistiske arbejderbevægelse maa komme ud over det kapitalistiske samfund, overvinde det, for at gøre nye fremskridt mulige. Dertil er fire ting nødvendige:
    1. Politisk orientering af fagbevægelsen,
    2. Koncentration af de politiske og økonomiske kampmidler,
    3. Ny taktisk orientering, der lærer arbejderne at anvende arbejderbevægelsens økonomiske magtmidler i den politiske kamp,
    4. Et internationalt program med en international kampagne.
    Fagbevægelsens politiske udvikling er uundgaaelig. I de forskellige lande melder den sig i forskelligt tempo og paa forskellig maade. I nogle lande ytrer den sig helt uafhængigt af socialdemokratiet ..."
    Stenhuis udvikler de udenomparlamentariske aktioners nødvendighed og forudsætninger og paaviser, hvorledes fagforeningerne maa orientere sig politisk for at tjene socialismen, for at komme ud over de snævre gruppesynspunkter i erkendelsen af, at det sociale arbejde paa det kapitalistiske samfunds grund er fordømt til ufrugtbarhed. Han paaviser, at lige saavel som man ikke i en periode, hvor fagforeningerne tilkæmper sig indrømmelser - under en "normal krise" - kan tvinge fagbevægelsen til politisk-revolutionære aktioner, er det en latterlig umulighed, naar disse indrømmelser udebliver, da at tænke paa at ville forhindre eller udsætte skarpe politiske konflikter. Hans mening er, at denne krise er selve kapitalismens krise, og at spørgsmaalet stiller sig saaledes, om kapitalismen overhovedet mere er i stand til at ernære menneskeheden.
    "Medens det er nødvendigt at forøge produktionen, hvilket produktionsmidlerne gør muligt, grundlægger kapitalisterne deres truster og karteller for at begrænse produktionen og holde de høje priser...
    Som helhed paastaar jeg, at følgende faktorer i denne periode forhøjer den revolutionære spænding og efterhaanden fører til revolutionære udbrud:
    a) Ruslands antikapitalistiske regering,
    b) de østlige folks ophidselse og opstande,
    c) den forhøjede gældsbelastning,
    d) den stærke industrielle udvikling i de tidligere importlande, hvorved industrilandenes afsætningsmarked er formindsket,
    e) det forøgede og rationaliserede produktionsapparat, for hvilket der intet arbejde er,
    f) den lavere levestandard hos en stor del af Europas arbejderklasse,
    9) den omfangsrige og stabile arbejdsløshed,
    h) Kapitalismens evneløshed til at genrejse produktionen,
    i) kapitalismens genopbyggelsespolitik ved truster og karteller.
    Disse faktorer munder ud i en politik med det maal at trykke arbejderne ned, men her overfor indtager arbejderklassen en stadig mere sammenbidt stilling for at kunne trykke igen ... Masserne er ikke mere beredt til at bøje sig, lide, arbejde og endog tillige sulte. De vil rejse sig. I vor organisation og under vort førerskab, eller uden os, om nødvendigt imod os ...
    Den kapitalistiske magt viger alene tilbage for en magt, der er stærkere end den selv. En saadan magt er parlamentarismen ikke. En saadan magt er kun proletariatets økonomiske magtorganisation, naar denne organisation bæres af en stærk socialistisk indsigt og af viljen til at sejre. For at opnaa dette er en økonomisk og politisk koncentration, en gruppering i proletariatets politiske kamporganisation nødvendig. I det øjeblik, hvor det bliver nødvendigt at anvende de økonomiske magtmidler til politiske formaal, bortfalder grænserne mellem arbejdernes politiske og økonomiske organisationer, og der maa skabes organisationer, der frembyder større garanti for, at de politiske og økonomiske organisationer kan optræde som en enhed."
    Stenhuis polemiserer derpaa mod Vliegen, der forkaster de udenom-parlamentariske aktioner som forulempelser af demokratiet:
    "... Bourgeoisiet er idag hverken demokratisk eller evolutionært; det saboterer med sine økonomiske magtmidler alt demokrati og er, om nødvendigt, parat til at gribe til den voldsomme fascismes vaaben ...
    Socialdemokratiets virksomhed er løbet ud i det politisk-parlamentariske sand, og det i et øjeblik, hvor hurtigt fremskridt er mere paakrævet end nogensinde. I Tyskland er paa grund af revolutionens halvhed og de borgerlig-demokratiske partiers modstand mod gennemgribende reformer kapitalismen mægtigere end nogensinde. I Skandinavien er det ikke lykkedes de socialistiske mindretalsregeringer at gennemføre socialistiske, konstruktive reformer. I Frankrig spræller de demokratiske grupperinger i bankkapitalens næver, og uden revolutionær bevægelse vil reaktionen sejre. I England har arbejderbevægelsens radikalisering først efter Mac Donald-Regeringen gjort store fremskridt... I Belgien bragte den politisk-parlamentariske aktion en halvt socialistisk regering. Et eneste pennestrøg fra bankkapitalens haand har tilføjet arbejdernes sociale stilling en saadan skade, at aarelangt fagforenings- og parlamentsarbejde er nødvendigt for blot at udbedre den igen.... Det siger sig selv, at man paa denne maade kun udretter et sisyfusarbejde, og at pengearistokratiet forbliver magthaverne... Saaledes som det nu er, bliver de socialdemokratiske regeringsfolk kun haandlangere for det gyldne rakkerpak, der regerer verden.
    Jeg har tidligere været for et samarbejde med det katolske parti og de katolske fagforeninger, men jeg har indset, at det var en fejltagelse. For de andre gælder det kun om paa denne maade at likvidere den revolutionære bevægelse, og uden international revolutionær bevægelse vil arbejderklassen synke stedse dybere. Det er nødvendigt at skabe et arbejderparti. Faren for en spaltning mellem fagforeningerne og socialdemokratiet bliver større og større ...
    Socialismen er ingen moralteori, den kan kun virkeliggøres gennem proletariatets klassekamp. - Fagforeningerne kan ikke holde sig borte fra denne klassekamp. Fagforeningerne maa naa ud over deres nuværende karakter af organisationer for gruppeinteresser, ellers har socialismens fremgang ingen muligheder."