Danske Kulturtidsskrifter 1917-45 Red.: Det Kongelige BibliotekOm / About Hjælp / Help
Clarté (1926-27)
1926
Nr. 07-08 - Juli-August
[5] s. 208-212
Otto Gelsted: Sociologisk Moral
Facsimile
Tidsskriftprojeter
|
SOCIOLOGISK MORAL
Det Angreb, jeg i en tidligere Artikel rettede mod Biologernes Moralopfattelse, vil jeg nu fortsætte
med en Kritik af Sociologerne, nærmere bestemt tre af den franske sociologiske Skoles danske
Repræsentanter: Joseph Davidsohn, Jørgen Jørgensen og Hartvig Frisch. Jeg er ked af, at disse
Betragtninger har en saa abstrakt Karakter, at de fleste vil finde dem dødkedelige. Samtidens
intellektuelle Flertal interesserer sig ikke for principiel Tænkning, som den tror hører til ved det
grønne Bord, ikke i den grønne Mark. Det skal imidlertid nok vise sig, at Uklarhed i Tænkningens
Grundlag før eller senere hævner sig ved skæbnesvangre Fejl i Løsningen af de konkrete Opgaver.
Derfor er det ønskværdigt, at i al Fald et Faatal holder en videnskabelig Diskussion om Kulturlivets
Grundlag vedlige. Vi kan ikke helt overlade den til Mørkemænd og Tusmørkemænd som Anders
Thuborg og Helge Rode.
I.
Joseph Davidsohn har skrevet en Doktordisputats "Om Betingelserne og de nærmere Opgaver for
en eksakt Sociologi" (1923), hvori han giver en skarpsindig og indgaaende Redegørelse for den af
Émile Durkheim og Lévy-Bruhl grundlagte Skoles Principper og Arbejdsmaade. Paa overbevisende
Maade klargør Davidsohn, til hvilke fortrinlige Resultater de franske Sociologer er naaet, og hvilken
Forstaaelse og Ordning af det hele Kulturlivet omfattende Materiale, vi kan vente, vil fremgaa af
Skolens fortsatte Arbejde. Clarté skal i en senere Artikel vende tilbage til dette Emne og blandt
andet bringe et Referat af Skolens meget værdifulde Behandling af Religionen. Med Rette gør
Davidsohn opmærksom paa, at der sagligt er meget ringe Forskel paa Tro og Overtro. Om man
stænker sig med Vievand eller banker under Bordet, om man tror paa Engle eller Nisser, er sagligt
set Hip som Hap. Forskellen mellem Tro og Overtro bestaar i, at de overtroiske ikke paa samme
Vis som de troende har organiseret sig i faste, af Traditionen sammenholdte Rammer. Meget smuk
og frugtbar er den almindelige Karakteristik af Religionen som et System af fem Elementer:
Organisation, Croyancer (Skabelseshistorier, Patriarkfortællinger, Aabenbaringsscener o. s. v.),
Riter, Forskrifter og Kvaliteter (f. Eks. "ren", "uren", hellige Kar, hellige og vanhellige Spiser).
Desværre lader det sig ikke gøre her at komme nærmere ind paa disse interessante Ting. Vi maa
holde os til Dr. Davidsohns og de andre Sociologers Forsøg paa at forvandle Sociologien fra en
Særvidenskab ligesom Fysiken til den grundlæggende Videnskab, der skal erstatte
Erkendelseslære og Logik.
Saadan staar der, og man maa anerkende, at det er rene og skrappe Ord. Den Durkheimske Skole
vil grundlægge en almindelig Kulturvidenskab, siger Dr. Davidsohn, den "sætter sig til Maal at
overflødiggøre de filosofiske Discipliner - Logiken ikke undtagen - ved at skabe positive
Videnskaber paa de paagældende Omraader". Skolen har, mener Davidsohn, tilvejebragt et solidt
Grundlag for Afvisning af den Paastand, at Menneskene har en ensartet logisk Konstitution. Det er
lykkedes at samle et uhyre. rigt Materiale vedrørende primitiv Mentalitet, og det viser sig, at primitiv
Logik har helt andre Hovedlove end antik og moderne. Den karakteriseres ved, at alle Fænomener
opfattes som Udstraalings- og Modtagelsescentrer for Kvaliteter og Kræfter. Tingenes Form, Stof,
Anvendelighed o. s. v. træder helt i Baggrunden for det Spørgsmaal: hvilke Kræfter udstraaler eller
modtager Genstanden - det være sig Genstand i vor Forstand, Sted, Navn, Tal, Farve,
Verdenshjørne eller andet. Det er følgelig ogsaa disse Tingenes saakaldt mystiske Egenskaber, der
bestemmer deres Klassifikation og Opfattelsen af deres Identitet. Almindelig udtrykt kan det siges,
at de Fænomener, der er ens i Henseende til mystiske Egenskaber, opfattes som ensartede. Der
er for denne Mentalitet intet i Vejen for, at jeg baade kan være jeg og samtidig det ganske bestemte
Dyr, der løber, eller at en Fjer samtidig kan være en Hjort. Det er klart, drager Dr. Davidsohn Facit,
at hvad der behersker Tænkningen under disse Forhold, er ikke Identitetsloven, men de Love, efter
hvilke Tingenes mystiske Kvaliteter fungerer. Uden endnu at have bestemt disse Love [[Note. De vil sikkert vise sig at være Udtryk for Identitetsloven O.G.]]
har Sociologerne ganske formelt givet dem et fælles Navn: Participationsloven. Den Logik, vi
anvender, Identitetssætningen, kan ikke skaffe sig Anerkendelse hos Mennesker, hvis Tænkning
bestemmes af Participationsloven, ikke af Identitetssætningen.
Hele denne Betragtning er et Stykke fortraeffelig Psykologi, men ogsaa et godt Eksempel paa den
særlige modus iudicandi, som jeg vil kalde: den sociologiske Logik, og som er en Tvillingsøster til
den biologiske.
I Virkeligheden er der ikke den mindste Grund til at antage, at den primitive Logik skulde danne en
Prælogik af ganske anden Art end den klassiske og moderne. Den primitive Mentalitet arbejder paa
fundamentalt samme Maade, idet den ved at opfatte Tingene som Kraftcentrer søger at bringe dem
ind under et Enhedssynspunkt. Naar den primitive identificerer sig med et andet levende Væsen,
fordi han opfatter sig og f. Eks. en Kænguru som Udtryk for samme Kraft eller Kvalitet, foreligger
der maaske nok en mislykket Anvendelse af Identitetssætningen, men en Anvendelse. Det primitive
Verdenssystem er forskelligt fra vort ved ejendommelige Mangler (og sikkert ogsaa Fortrin) i
Iagttagelse og Slutning (i al Fald Fortrin i Iagttagelse: Dyrebillederne i Hulerne). Men det er bygget
op paa Erfaring og Logik, ganske som vort. At vi ikke kan faa den primitive til at anerkende vor
Logik, betyder ikke, at Logiken ikke er almengyldig. Ingen paastaar jo, at Logiken er almengyldig i
den Forstand, at der aldrig sker Forsyndelser imod den, eller at alle skulde mene det samme - det
vilde være en vanvittig Paastand. Logikens Almengyldighed er uafhængig af Stemmeflertal, og dens
Gyldighed ophæves ikke, fordi den anvendes forkert eller paa et mangelfuldt Materiale.
Vi kan ikke komme udenom Identitetssætningen, fordi vi uden den overhovedet ikke kan danne os
en fast Forestilling om nogetsomhelst - vor Bevidsthed falder fra hinanden. Man maa her mod
Sociologien, naar den vil afskaffe Logiken, rette den samme Indvending som mod den skeptiske
Erkendelsesteori i det hele: at den saver den Gren af, hvorpaa den er klavret op. Findes der ingen
almengyldig Logik, saa har heller ikke Sociologiens Paastande Almengyldighed. De er Udtryk for
et bestemt Miliøs Tænkemaade, intet videre, ikke Videnskab! Det gaar her Sociologen som det
gaar Biologen, naar han vil lægge Udviklingslæren til Grund for Erkendelsen. Er Erkendelsen
udelukkende Udtryk for et bestemt Udviklingstrin, saa er ogsaa den biologiske Opfattelse af
Erkendelsen et Produkt af Udviklingen, og vi har ingen Grund til at tillægge den Gyldighed.
I sin Konsekvens fører baade den biologiske og den sociologiske Filosofi ud i den al Videnskab
opløsende Subjektivisme.
Heldigvis behøver det subjektivistiske Grundlag ikke at gribe forstyrrende ind i det saglige
Særarbejde, og derfor bliver Sociologerne i Stand til at udrette fortrinlige Ting, saa længe de
anvender den sædvanlige Logik (uden at anerkende den), og saa længe de holder sig til deres
Speciale. Naar de forvilder sig ud i Erkendelseskritiken, udretter de kun Forvirring. Saaledes naar
Dr. Davidsohn kalder Sociologien en "forudsætningsløse Videnskab - den har akkurat samme
Forudsætning som al anden Videnskab, nemlig den fornægtede Logik. Heller ikke har Dr.
Davidsohn Ret, naar han mod Logiken indvender, at det, hvorved den maatte bevises for at være
almengyldig, netop er den selv. At Logiken skal bevises af Logiken, lyder naturligvis urimeligt. Det
urimelige forsvinder, naar vi siger, at Logiken som Grundlag for al Bevisførelse ikke selv kan
bevises, men faar sin Gyldighed ved sin egen indre Sammenhæng og ved at være den uundværlige
Betingelse for al Videnskab.
Om Moralen siger Dr. Davidsohn, at den almengyldige, normative Moral strander paa Umuligheden
af ad logisk Vej at komme fra et Indikativ til et Imperativ. Meningen er vist, at selv om vi kunde finde
et højeste Gode eller en højeste Ret, kunde vi ikke fordre, at dette Gode og denne Ret skulde
efterstræbes og efterfølges. Hertil maa siges, at Moralkravet ligesom Logiken er betinget af vor
Bevidstheds syntetiske Natur. Logikens og Moralens Krav kan formuleres saadan: "Hvis du vil
opretholde din Bevidsthed, maa du rette dig efter os. Hvis du derimod ikke nærer noget ønske om
at opretholde Bevidsthedens Sammenhæng, men foretrækker at blive Idiot, Sindssyg eller
Forbryder, kan ingen Magt paa Jorden forhindre dig deri."
Lad os se Spørgsrnaalet skarpt: Har Sociologerne Ret, saa har vi ingen almen Erkendelse, men en
Række Opfattelser, der skifter med de forskellige Kulturepoker - Spenglers Mening. At to og to er
fire, at man ikke af ren Selviskhed maa ødelægge
andre Menneskers Lykke, er sandt i Dag, men usandt imorgen. Vi savner enhver Mulighed for at
dømme, om Kant eller Botokuden er den største Filosof, Marx eller Harald Tandrup den ypperligste
Sociolog. Vi kan kun konstatere, at saadan mener vi, saadan mener andre, men vi kan ikke
vurdere, vi har ingen almene Idealer og ingen almen Metode, der viser os Vej imod
dem.
Otto Gelsted.
|