I dagene 31. August til 3. September 1927 afholdtes i Gen&eagrave;ve den første verdenskongres angaaende befolkningsspørgsmaalet (World[s] Population Conference), hvortil kendte videnskabsmænd (specielt biologer og statistikere) fra alle lande var indbudt og deltog. Konferencen var arrangeret af Amerikanere, der altid er i stand til at mobilisere det fornødne antal dollars. Sjælen i foretagendet var den verdensberømte forkæmperske for Ny-Malthusianisme og "Birth Control" Mrs. Margaret Sanger. Konferencen skulde være "strængt videnskabelig" og undgaa ethvert skin af propaganda. Derfor udviste Margaret Sanger den kloge og beundringsværdige resignation at holde sin egen person fuldstændig i baggrunden. Til trods for at det var hende, der havde skaffet alle penge til veje og havde ordnet hele det ydre apparat, fandtes hendes navn end ikke paa deltagerlisten. Konferencens præsident var den engelske statistiker Sir Bernard Mallet, og vicepræsident var den amerikanske professor i medicinens historie, W. H. Welch. Blandt de skandinaviske deltagere var den bedst kendte Prof. Lundborg fra Upsala.
    Indenfor de humane videnskabsgrene betyder "strængt videnskabelig" aabenbart, at man ikke maa gøre den mindste antydning af et forsøg paa at drage de praktiske konsekvenser af de resultater, som de videnskabelige forskninger fører til. Det er et held, at denne mening ikke længer er fremherskende blandt naturvidenskabernes dyrkere. Disse videnskabsgrene synes i nutiden nogenlunde at være kommet ud over de hæmninger, som dette synspunkt nødvendigvis medfører.
    Der er nu egentlig ikke noget at sige til, at menneskene i almindelighed stiller sig "en garde" overfor videnskabens resultater i saa prekært et spørgsmaal som befolkningsproblemet. Det er jo noget, som griber ind i nationernes og de enkelte menneskers og familiers intimeste forhold, og som derfor ikke kan undgaa at sætte følelserne i bevægelse. Det er kun et ganske ringe faatal, der har forudsætninger for at forstaa og kontrollere videnskabsmændenes paastande. Og videnskabsmændene selv er i reglen saa hildede i rent følelsesbestemte fordomme, at de alene af den grund kommer til vidt forskellige slutninger. Almindelige mennesker uden forudsætninger for en selvstændig tilegnelse af disse emner, føler instinktsmæssigt, at her er noget, som vil komme til at berøre dem personligt. De føler sig forvirrede og utrygge og reagerer derimod - selvfølgelig!
    Ikke desto mindre har en saadan videnskabelig drøftelse af alle de problemer, der vedrører befolkningsspørgsmaalet, en meget stor interesse og kan faa stor praktisk betydning. Selve det faktum, at en saadan international konference afholdes og samler betydelige videnskabsmænd fra alle lande viser, at befolkningsspørgsmaalet trænger sig paa med uimodstaaelig magt og ikke længer lader sig afvise, hvor nødig mange mennesker end vil indrømme det.
    De forskellige indlæg, som blev fremført, bidrog virkelig i høj grad til at kaste lys over de højst indviklede befolkningsproblemer. Selve de rent statistiske opgørelser over de enkelte landes befolkningstal er jo allerede af stor interesse, men kan naturligvis ogsaa fremskaffes uden en international konference.
    Det første indlæg var en "strængt videnskabelig" fremstilling af befolkningens væxt hos gærceller, bananfluer og mennesker. Professor Pearl paaviste den ret forbløffende kendsgerning, at befolkningens væxt indenfor et afgrænset omraade, saavel hos disse lavtstaaende organismer som hos Amerikanere, Franskmænd og forskellige andre folk, følger en matematisk (saakaldt "logistisk") kurve. Dette forhold kunde benyttes som et godt argument i diskussionen om existensen af en fri vilje, og en af vore hjemlige "filosofer", Harald Tandrup, har da ogsaa allerede faaet det opsnuset.
    Selv om det ikke blot skulde være en fortolkning, men virkelig forholdt sig saadan, at menneskets forplantning hidtil har fulgt den samme matematiske kurve som gærceller og bananfluer, har man ikke ret til deraf at slutte, at det ogsaa vil være tilfældet i al fremtid. For netop paa dette omraade er menneskeheden først lige begyndt at vaagne til bevidsthed. Og menneskenes bevidste indsats vil, netop hvad befolkningstilvæxten angaar, sikkert i stedse stigende grad gøre sig gældende.
    Det foredrag, som paa konferencens sidste dag blev holdt af direktøren for det internationale arbejderbureau, Albert Thomas, drejede sig i langt højere grad om aktuelle og alvorlige problemer. Det var nemlig et forslag til en slags international organisation af ind- og udvandring. Thomas var godt klar over, at der er meget ringe chance for at faa gennemført nogen ordning af denne slags. Men han fastslog ogsaa paa en meget overbevisende maade, at dette meget vigtige spørgsmaal maa finde en løsning, og helst en snarlig løsning, hvis vi skal kunne gøre os noget haab om at undgaa fremtidige krige.
    Et andet meget interessant foredrag blev holdt af Professor Fairchild fra New York. Han gav en udmærket definition af begrebet: Befolkningsoptimum, idet han lader dette afhænge af de 4 hovedfaktorer: Jord, Teknisk udvikling, Befolkningsmængde og Levefod. Hvis de to første er konstante, er optimum den befolkningsmængde, som tillader den højest mulige levefod. Hvis befolkningen er for lille til fuldt ud at udnytte jordens og teknikens muligheder, kan der ikke opnaas saa høj en levefod, som der var mulighed for. I saa fald har vi Underbefolkning. Er befolkningen lige stor nok til, at de to første faktorer kan udnyttes i fuld udstrækning, kan levefoden naa den størst mulige højde. Hvis befolkningen voxer ud over dette optimum, maa det nødvendigvis føre til nedsættelse af levefoden, og vi har da en Overbefolkning. Her gøres altsaa levefoden til maalestok. Man har naturligvis ogsaa lov til at benytte en anden maalestok og ønske saa stor en befolkning som muligt, men maa saa blot være klar over, at en stærk stigning af befolkningsmængden nødvendigvis medfører en sænkelse af levefoden, med mindre dette kan kompenseres gennem en forøgelse af de tekniske muligheder.
    Fra de forskellige racebiologiske laboratorier blev der ogsaa fremlagt mange undersøgelser og resultater. Eugenikeren Lidbetter fra London stak dristigt fingrene ned i den hvepserede, der nødvendigvis kommer i oprør, naar man vil hævde, at mange af de familier, som lever i samfundets dyb, befinder sig hernede, ikke saa meget paa grund af de ydre kaar som takket være arvede anlæg. Dette er en sandhed, som er meget ilde hørt - og med rette - saa længe vi lever under samfundsforhold, som trykker de biologisk svage ned i en elendighed, som i et velordnet samfund vilde være ganske unødvendig, og som er en skamplet paa vor civilisation! Det biologiske synspunkt er utvivlsomt rigtigt, selv om det naturligvis er ensidigt. Men det er et meget ømt punkt at røre ved.
    Alle disse og mange andre oplysninger kom frem i taler og diskussionsindlæg paa kongressen; og denne var utvivlsomt meget lærerig. Alt saadant kan ganske vist baade lettere og hurtigere tilegnes gennem læsning. Men det er ogsaa noget der gælder denne kongres ligesom alle andre internationale kongresser, at det vigtigste resultat er det, at alle de personer fra forskellige lande, der arbejder paa samme gebet, her faar lejlighed til at lære hinanden personligt at kende og udvexle synspunkter.
    Dette virker utvivlsomt meget befrugtende for de paagældende selv og bliver saaledes af største betydning for den sag, som drøftes. Paa konferencens sidste dag blev der dannet en international organisation, som skal fortsætte det indledede arbejde og fremskaffe og ordne alt det materiale fra alle lande, der kan belyse befolkningsspørgsmaalet fra alle sider. Efter forslag fra dansk side blev det vedtaget, at denne organisation skal have nøje kontakt med folkeforbundet og dettes institutioner.
    Et forhold, som viser sig ved alle internationale kongresser, er trangen til et virkelig internationalt sprog. Denne trang kan absolut ikke afhjælpes derigennem, at vi vælger fransk eller engelsk. Paa befolkningskonferencen var engelsk hovedsproget; men derved gives der Englænderne og Amerikanerne en saa overvældende fordel fremfor alle andre, som ikke har engelsk til modersmaal, at det er fuldstændigt umuligt for de andre nationers repræsentanter at opnaa blot en brøkdel af den indflydelse, som retfærdigvis burde tilkomme dem. Indførelsen af et internationalt hjælpesprog som kongressprog, er ikke blot et rent praktisk krav, men næsten i endnu højere grad et retfærdighedskrav.
    Englændere og Franskmænd stiller sig i reglen ganske afvisende overfor tanken om at indføre Esperanto. Det er ikke mærkeligt, da den nuværende sprogsituation er en stor fordel for dem. Men saa er der ikke anden udvej, end at alle andre nationer enes om at benytte et hjælpesprog. En ikke ringe interesse har det at se verdenspressens bedømmelse af befolkningskonferencen. Fra alle sider er man enige om, at det var Malthus's aand, der svævede over vandene, og at Nymalthusianerne, til trods for at de holdt sig i baggrunden, i virkeligheden beherskede kongressen. De engelske og amerikanske aviser er gennemgaaende godt tilfredse hermed. Men de franske og italienske, specielt de katolske, er meget bekymrede og forargede i den anledning.
    Det katolske "Courrier de Gen&eagrave;ve" skriver bl. a.: "Midlet mod krigen findes ikke i steriliteten, som visse lærde synes at have en særlig interesse for - - - kun den praktiserede kristendom og kirken vil kunne sejre over de daarlige instinkter."
    "Giornale di Sicilia" priser Italien, som takket være fascismen og Mussolini er det eneste land i Europa, som fører en befolkningspolitik, der kan redde den hvide race fra undergangen: "Italien har ind i "Aanden fra Genève" bragt ekkoet fra "il Duce"s klare tale og vilje, der fremhæver frugtbarheden som racens første og højeste dyd."
    I denne sammenhæng er det værd at minde om, at Italiens befolkning voxer med 5-600,000 aarligt, som der under de nuværende tilstande ikke er synderlig god plads for, og at dette sikkert betyder en stor fare for freden i Europa.
    Det er kun rimeligt, at katolicisme og nationalisme er modstandere af ethvert forsøg paa befolkningsregulering og derfor ser med mistænksomme blikke paa en konference, hvor videnskabsmænd fra hele verden fremlægger dynger af beviser for, at en saadan regulering mere og mere bliver en tvingende nødvendighed.

J. H. Leunbach.