Isaac Newton (1642-1727)


Introduktion

Endevæggene
- Den østlige endevæg
- Den vestlige endevæg
- Sammenstilling

Portrætterne
- Den sydlige væg
    - Hippokrates
    - Steno
    - Newton
    - Pasteur
    - Darwin
- Den nordlige væg
    - Aristoteles
    - Tycho Brahe
    - Kopernikus
    - Ørsted
    - Einstein
- Den vestlige endevæg
    - Bohr
    - Krogh

Andreas Friis
Artikel af Hannemarie Ragn Jensen

Credits m.v.


 


 


Andreas Friis: Newton
    Newton voksede op på en mindre herregård i Lincolnshire. Han blev opdraget af sine bedsteforældre, fordi hans far døde inden han blev født, og hans moder giftede sig igen, mens Newton var et lille barn. Newton blev sendt i latinskole, selv om der ikke var tradition for boglig lærdom i familien, og han blev i 1661 immatrikuleret ved universitetet i Cambridge (Trinity College).

Under en pestepidemi i 1665-66 var universitetet lukket, og Newton var hjemme på gården imens. Det var i denne periode, at hans banebrydende videnskabelige arbejde for alvor blev påbegyndt. Det gjaldt opfindelsen af differential- og integralregning, udarbejdelsen af gravitationsteorien og optikken. Legenden om, at han fik idéen til gravitationsteorien ved at se et æble falde til jorden er muligvis sand; i haven ved H. C. Ørsteds Instituttet blev der i 2001 plantet en ætling af Newtons æbletræ.

I 1671 opfandt Newton spejlteleskopet, som han sendte ind til Royal Society i London. Han blev straks valgt ind i selskabet. Han blev valgt til præsident for selskabet i 1703.

Newton fremsatte i sit absolutte hovedværk, Philosophiæ Naturalis Principia Mathematica fra 1687 sine tre berømte love:

Inertiens lov:
Et legeme forbliver i den tilstand i hvilken det er, hvile eller jævn fremskriden, så længe ingen ydre kræfter tvinger det til at forandre sin tilstand.

Bevægelsesmængdesætningen, impulssætningen:
Forandringen pr. tidsenhed i et legemes bevægelsesmængde (impuls) er proportional med den bevægende kraft og sker i kraftens retning
Den kraft, der virker på et legeme er lig produktet af legemets masse og dets acceleration

Loven om aktion og reaktion:
Modvirkningen (reaktionen) er lig virkningen (aktionen) og går i modsat retning af den.
De kræfter, hvormed to legemer påvirker hinanden, er bestandig lige store og går i modsatte retninger.

Desuden fremsatte Newton hypotesen om den almindelige massetiltrækning, som i dag kan formuleres sådan:
Gravitation.GIF (588 bytes)Kraften F mellem to masser m og M i den indbyrdes afstand r er givet ved udtrykket GmM / r2, hvor G er en universel gravitationskonstant, dvs. den samme over alt i universet og til enhver tid.
Newton gjorde ikke noget forsøg på at forklare gravitationen.

Tilsammen gjorde disse love det muligt for Newton dels at justere Keplers love og dels at beskrive en fysisk model, som gjaldt både jordiske forhold og forholdene i himmelrummet. Sagt på en anden måde: Newton beskrev, hvilke kræfter der holder sammen på solsystemet.

For at nå hertil måtte Newton udvikle en helt ny matematik, differential- og integralregningen. Han kaldte den for fluxionsregning. Han publicerede først sent dette og kom ud i en strid med G. W. Leibniz om, hvem som havde udviklet denne matematik. Moderne videnskabshistorikere er enige om, at de to uafhængigt af hinanden nåede til deres resultater.

I 1704 publicerede  Newton sit andet hovedværk: Opticks, or a Treatise of the Reflections, Refractions, Inflections & Colours of Light. Heri publicerede han sine eksperimenter over lys og farver. Det er Newton, der som den første påviser, at hvidt lys består af lys fra hele farvespektret, og det kan spaltes til hele spektret og sammensættes til hvidt lys igen med prismer.

Se også: http://www2.kb.dk/udstillinger/astroweb/Astronomer/Newton.html (underside til http://www2.kb.dk/udstillinger/astroweb)

 

© Copyright 2004 Danmarks Natur- og Lægevidenskabelige Bibliotek & Copyright 1940-44 Andreas Friis