VenKort.jpg (33205 bytes)
Kort over Hven. Astronomia Instaurata Mechanica, 1598

Hven

I 1576 fik Tycho Brahe øen Hven i len af Frederik II. Her oprettede han en enestående forskningsinstitution, hvor han i over 20 år foretog observationer. Grundstenen til Uraniborg blev grundlagt allerede i 1576, og i 1580 var den færdigbygget. Lidt syd for Uraniborg byggede Tycho Brahe i 1584 Stjerneborg, som for en stor del var underjordisk. Desuden opførte han en papirmølle og et bogtrykkeri.

Tycho Brahe opstillede tidens bedste instrumenter i sine observatorier, for en del udviklet i værkstederne på Hven. Der var ingen kikkerter - kikkerten blev først opfundet omkring 1605.

På Hven opstod der et internationalt kendt forskningscenter. Der blev gennemført hidtil enestående observationsprogrammer med en hidtil uset nøjagtighed, ca 1 bueminut. Selv efter kikkertens opfindelse gik der lang tid, før astronomerne opnåede større nøjagtighed. Brahes store nøjagtighed fremkom bl.a., fordi han foretog mange observationer, eventuelt med forskellige instrumenter.

Blandt de vigtigste resultater af observationerne var et nyt stjernekatalog og kataloger over planetbevægelserne. Det var Brahes optegnelser, som satte Johannes Kepler i stand til at beregne marsbanen.

Driften af observatorierne på Hven var særdeles omkostningskrævende, på et tidspunkt mellem 1 og 2% af kronens samlede indtægter. De høje omkostninger var stærkt medvirkende til, at Brahe måtte forlade Danmark i 1597.

Efter at have forladt Danmark udsendte Tycho Brahe i 1598 bogen Astronomia Instaurata Mechanica (link til Det kongelige Biblioteks elektroniske udgave af bogen) med beskrivelser af sine instrumenter, bl.a. armillarsfærer, kvadranter og sekstanter

VenUraniborg.jpg (36249 bytes)
Uraniborg. Astronomia Instaurata Mechanica. 1598
DNLB
Uraniborg rummede  observatorium, bolig, bibliotek og kemisk laboratorium.

VenStjerneborg.jpg (34373 bytes)
Stjerneborg. Astronomia Instaurata Mechanica. 1598
Stjerneborg bestod af fem kupler over hver sin krypt. Her blev de større instrumenter opstillet beskyttet mod vejr og vind.
I midten var det underjordiske hovedkvarter, hvor Tycho samlede og bearbejdede de data, hans assistenter indhentede fra observationskuplerne.

© Copyright 2001 Danmarks Natur- og Lægevidenskabelige Bibliotek