|
Det Nationale Fotomuseum har netop haft en udstilling med Candida Höfer
- en eksponent for Düsseldorferskolen, der udover de fotografiske læremestre
Bernd og Hilla Becher tæller navne som Thomas Struth og Andreas Gursky,
der også er repræsenteret i museets samling. Kort fortalt har Höfer siden
70'erne fortrinsvis fotograferet biblioteker og museer, altså offentlige
steder, hvor vor kulturarv opbevares og hvor vi søger viden. Höfer er
primært interesseret i selve stedet og ikke så meget arkitekturen eller
inventaret. Faktisk fotograferer hun oftest den del af rummet som gør
mindst væsen af sig, det mindst repræsentative område. I hvert fald viser
hun os de velkendte steder fra nye, ofte næsten absurde vinkler. Dette
sker ikke ved konkret at spekulere i skæve kamerapositioner eller dramatisk
belysning - hun fotograferer derimod simpelthen rummene, når de er mennesketomme.
Og pga. det konkrete fravær af mennesker på billederne får stedets egen
atmosfære, som den er blevet formet af menneskers brug, lov til at træde
frem. På denne måde gør billedet den menneskeskabte atmosfære nærværende
i og med det menneskelige egentligt er fraværende. Denne dobbelthed af
nærvær og fravær knytter sig også til det fotografiske medie generelt.
Det Nationale Fotomuseums samling indeholder ikke blot billeder af høj,
allerede veletableret kunstnerisk værdi, men også reportagefotos, amatøroptagelser
og lignende. Og nogle af disse peger på de samme temaer som er på spil
i Höfers billeder.
Et utilnærmeligt hjem
Flemming Adelson (1935-94) var pressefotograf og "still-fotograf" (med Bjørn
Ochsners ord) og var en overgang medlem af Delta Photos, som blev startet
i '64 af blandt andre Jesper Høm. Disse var meget inspireret af det franske
fotoagentur Magnum Photos, hvortil også Cartier-Bresson var tilknyttet.
Museet har blandt andet netop en række af Adelsons fotos fra USA, hvor
han i midten af 70'erne fotograferede karakteristiske steder, f.ex. diners,
baggårde og haver. Og i mange af disse billeder er fraværet af mennesker
iøjnefaldende og betydningsbærende. Ét af billederne viser et udsnit af
en veranda (en typisk porch): to tomme gyngestole med front i hver sin
retning foran en trævæg, hvorpå der hænger fire mørke "fiskesilhouetter",
som kunne være lavet af børn. Måske er det også navne på børn, der er
skrevet på silhouetterne - i hvert fald står der 1-3 navne på hver "fisk",
bla. Julie, Carol og Mark. Til højre ses et vindue, der dog er blændet
af og således nærmere minder om et uigennemsigtigt, reflekterende spejl.
Huset virker derved lukket og fremmed - ubestemmeligt
og uden karakteristiske detaljer som de sorte træfisk.
Flemming Adelson (1935-1994):
Uden titel, midten af 1970'erne
sølv-gelatine barytpapir, 111 x 165 mm
acc. nr. 1976-327/9
Ligesom Höfer har Adelson her fotograferet et sted. Ikke huset
som arkitektonisk helhed eller en pittoresk veranda, men et mellemrum
- det livsrum, der eksisterer omkring huset. Billedet kan siges at problematisere
den klassiske opfattelse af fotografiet som en måde at bringe det afbillede
til nærvær på; dét Roland Barthes kalder fotografiets haven-været-der.
Fotografiet opfattes traditionelt som et spor efter motivet, det være
sig et menneske, en ting eller et sted. Men vi, der ser på billedet, kan
dog aldrig møde motivet direkte; det fotograferede nu vil altid møde os
i forsinket form - og det portrætterede vise sig for os i en vis melankolsk
afstand. Dette viser Adelsons billede i dobbelt potens, for her er det,
man egentlig forventede at få repræsenteret (f.ex. portræt af "Julia")
kun til stede som et spor, som en sort fiskesilhouet med et navn på. Stolene
mangler kroppe og huset er anonymt. På denne måde bliver kategorien "hjem"
gjort ikke-hjemlig, næsten uhyggelig, ligesom også Höfers billeder af
hverdagsrum ofte får mystisk islæt. Både Höfer og Adelson viser, at selvom
de som billedskabere tilsyneladende trækker sig tilbage og blot med kameraet
optager et neutralt udsnit af virkeligheden, er fotografiet ikke et transparent
medium; der vil altid være en grad af iscenesættelse. Det er jo takket
være Adelsons valg af motiv, beskæring og optagelsesøjeblik, at vi kommer
til at opfatte verandaen som vi gør. På samme måde er den intimitet, vi
tror at opnå ved at komme så tæt på et hus blot en illusion, hvilket forstærkes
af den utilnærmelighed der er over hele sceneriet - lige fra silhouetterne
til vinduet. Det kulisseagtige understreges af vinduesarkitekturens manieristiske
islæt. Utilnærmeligheden smitter af på selve billedet, der således kommer
til at virke selvtilstrækkeligt. Og derved bliver det svært at aflokke
stedet en historie; man må, som fotografen har gjort det, anstrenge sig
for at tvinge ord ud af den buldrende tavshed.
Selvstændige rum, selvstændige billeder
Den tilsyneladende intimitet forstærkes når man får
et kig ind i et ellers utilgængeligt rum af mere privat karakter - såsom
Dronning Louises stue. Julie Lauerberg (1856-1925), der etablerede sig
som fotograf i 1895, gennemfotograferede i årene 1908-10 hele Amalienborg
(det blev til et album som Det National Fotomuseum også har i sin samling)
- og her i blandt finder vi den gule stue.
Julie Laurberg (1856-1925):
Dronning Louises Dagligstue, 1908-1910
sølv-gelatine barytpapir, 277 x 375 mm
acc. nr. 1953-606/1
Billedet giver os umiddelbart en fornemmelse af at smugkigge ind
i dronningens privatgemakker - især fordi hun ikke selv er til stede.
Netop i forbindelse med dette billede er det interessant at fundere over,
hvordan det ville have virket, hvis dronningen faktisk havde været der.
I så fald havde de mange billeder i rummet ikke fået lov at vise sig på
samme måde. Billederne er fortrinsvis portrætter, og når man som betragter
har set på fotografiet i et stykke tid, får man fornemmelsen af, at de
mange par øjne stirrer tilbage. Man bliver således set tilbage på fra
uventet kant, hvilket føles som om billedet gør modstand. Man kan altså
sige, at fraværet skaber en ny tilstedeværelse: rummet/tingene får lov
at tale i menneskets fravær. Derved får mennesketomme fotografier som
dette et næsten fænomenologisk islæt: tingene begynder at se tilbage på
os, de viser sig - aktivt, men ikke neutralt og modstandsløst - for os,
og vi må afgive kontrol med tingene, når vi ikke med blikket kan underordne
dem som sædvanligt. Dette er også med til at gøre billederne foruroligende:
et fotografi som Julie Lauerbergs objektivt registrerende virkelighedsgengivelse,
der som et skjult kamera næsten begår visuelt overgreb på det fotograferede,
får pludselig en ubestemmelig selvstændig karakter.
Fravær forstås kun i relation til nærvær, i dronningens fraværelse træder
hendes omgivelser frem. Fravær er ikke blot et rumligt begreb (et sted
man ikke er) men også et tidsligt: Idét fotografiet har optaget et øjebliksbillede,
er det øjeblik jo forbi og tilbage er kun et aftryk, en erstatning. Med
andre ord er fraværet en del af fotografiets vilkår.
Fototeoretikeren Regis Durand karakteriserer ikke som Roland Barthes
fotografiet som et potentielt nærvær, men som et uomgængeligt fravær,
hvilket ifl. ham netop er det, der på én gang fascinerer og frastøder
ved mediet: Fotografiet er blot en erstatning for det fotograferede, men
er samtidig det tætteste vi kommer på dette.
Vender vi nu tilbage til stederne på Höfers, Adelsons og Lauerbergs billeder,
bliver det med både Barthes og Durand in mente tydeligt, at rummene ikke
taler direkte til os gennem fotografiets neutrale filter, men at de gives
stemme af fotografen. På denne måde er billederne både aftryk af virkeligheden
og manipulerede iscenesættelser. Og dette gælder ikke kun for det gedigne
kunstfotografi som Höfers, men også for reportage- og dokumentarfotografiet
samt diverse amatøroptagelser, der også findes i Det Nationale Fotomuseums
samling. Disse forskellige fotografiske genrer kan ikke blot hver især
åbne vore øjne for hidtil oversete dele af virkeligheden, ja gøre os i
stand til at lytte til de ellers så tavse steder - billederne kan også
kaste nyt lys på og give stemme til hinanden. Derfor er det vigtigt at
have en bred samling af fotografier i et museum, der skal rumme en væsentlig
del af vor fælles visuelle hukommelse. En hukommelse, der udgøres af fastfrysninger
af individuelle erindringsøjeblikke og indramninger af verdens tavse rum.
|