Oldtidens læger beskæftigede sig med sindets lidelser udfra den hippokratiske opfattelse, at alle sygdomme er lovmæssige naturhændelser og henførte derfor sindssygdomme under humoralpatologiens lære om de fire legemsvæsker, blod, slim, gul og sort galde. Sundhed beroede på væskernes indbyrdes balance, og manglende balance forårsagede sygdom. Uregelmæssigheder i den sorte galde skulle således forårsage melankoli. Behandlingen bestod i udtømmelse af de syge væsker ved åreladning, afførings- og brækmidler.
Andre midler kendtes også, f.eks. regulering af ernæring og diæt. Fortyndet vin glæder den tungsindige; varme bade om sommeren og kolde om vinteren gør melankolikeren godt. Helleborusrod (nyserod) mod tungsindighed fik betydning helt op i nutiden.
Celsus (1. årh.e. Kr.) indså vigtigheden af individualiserende behandling og benyttede systematisk musik som virkemiddel. Også streng disciplinering med tvangsmidler som sult, lænker og prygl blev taget i anvendelse for gennem frygt at tvinge den syge til at tænke og handle ret.

I middelalderen tilføjedes Bibelens sygdomsbillede. Sindslidelser opfattedes som Guds straf eller en ond ånds (djævelens) besættelse. Eksorcisme (ill.), bøn, lignelser og relikvier prægede derfor behandlingen. Abbed Vilhelms tand + påkaldelse af Treenigheden skulle således have helbredt en kvinde i Meløse ved Arresø. Dog skrev lægen Henrik Harpestreng (d. 1244), at galskab kommer af ond væske, af koldt og tørt blod (humoralpatologiens væskelære), og han anbefalede anvendelse af nyserod.