Bogens Verden 1996 nr.5
Redaktion Indhold dette nummer Bogens Verden Næste artikel Forrige artikel
Den faglitterære underholdningslitteratur Af Erland Munch-Petersen
Denne artikel vil introducere begrebet, den faglitterære underholdningslitteratur. Traditionelt opdeler vi bogbestanden i to dele, Skøn- og Faglitteraturen, selv om vi véd grænsen er ulden. Vi formidler faglitteratur efter faglige kriterier og skønlitteraturen efter mere uklare begreber om kvalitet og genre. Jeg skal her minde om, at reelt bruger læserne den altovervejende del af bogmassen som skønlitteraturen. Formidlingen af faglitteraturen drejer sig overvejende om formidling af kvalitet bredt forstået, og i mindre grad om formidling af specifikt emne. Denne erkendelse er nok almen blandt bibliotekarer i et udlån, men i for høj grad glemt i de teoretiske modeller. Bibliotekspionererne mente, at en bog havde kvalitet, hvis den kunne bruges af læseren til selvuddannelse. Folkeoplysningens ideale mål er at skabe større kulturel lighed mellem befolkningsgrupper.
Formidlingsteori
Teorier om formidling i biblioteks- og informationsvidenskaben og specifikt i informationssøgningssammenhænge bygger generelt på en idé om at formidle viden, dvs. at forøge brugerens viden. Ideer om folkeoplysning bygger modsat på respekten for brugernes pluralisme og aktive valg. Folkeoplysende formidling sigter primært mod kvalitetslæsning. Et informationssystem (ældre "en bogsamling") skal således ikke søge at have det, de fleste har brug for; men skal søge at dække en mangfoldighed af forskellige brugergruppers ønsker. Begrebet kvalitetskontrol er væsentligt. Vi taler i dag om, at der ikke mere findes én fælleskultur og dermed intet fælles kvalitetsbegreb. Sandheden er, at en fælleskultur aldrig har eksisteret. Ser vi på bibliotekspionerernes bogvalgslister, ser vi en klar bestræbelse på, at opregne kvalitetslitteratur, der repræsenterer så mange forskellige gruppers kvalitetsbegreb som muligt. Deres demokratibegreb, som vi kan lære af, var ikke en kamp om at nå de 51% på de 49%'s bekostning, men det ideale demokratibegreb, der centralt drejer sig om respekten for mindretal. Bogstaveligt hører vi jo alle til et mindretal på en eller anden måde.Som et overordnet princip for mine betragtninger over faglig formidling vil jeg i denne artikel inddrage hovedaktørerne i det litterære system. Dokument og slutbruger er bureaukratiske begreber. Virkeligheden i teksternes verden er et aktivt forhold mellem forfatter og læser. Begge parter har lige store roller at spille. I mange informationsformidlende modeller forsvinder centrale problemer som fx ophavsret og tolkning i bureaukrattænkningen eller reduceres til forhindrende omstændigheder.
Skal jeg for at sikre mig definere mine basale begreber bliver det, at forfatter skal forstås som ophavsmand til informationsbærende værker af enhver art uanset medie, og læser som forbruger af det, forfatterne producerer. Pointen er, at dialogen mellem forfatter og læser er formidlingens kærne.
Et menneske engageret i folkeoplysning er altid selv en del af sin teori om folkeoplysningens kvalitet og målsætning. Her kan ikke gøres et skel mellem mig og "den anden". Modeller for at formidle oplysning til andre kan i bedste fald karakteriseres som teoretiske. Den nutidige tendens til at forvise folkeoplysningstanken fra formidlingen afskærer meget centrale perspektiver på, hvad der foregår, eller burde foregå i et alment offentligt bibliotek, hvor formidlingen foregår som en associativ dialog melem ligemænd og ikke som en stringent anvisning af korrekt læsning.
Første generations forskning på vort felt har gjort sig bestræbelser for at finde generaliserende teorier om formidling og kvalitet. Dette har både en pædagogisk og en praktisk side. Pædagogisk fører sådanne teoridannelser til billedskabende modeller, der kan fastholde overordnede teoretiske strukturer, på samme måde som fx den krampagtige tiårsmekanik i litteraturforskningen. De kan bruges i undervisningen, selv om de ikke rummer nogen dybere virkelighed (ref. Figur 1). Jo Bryson har skrevet en dygtig og effektiv lærebog. Den vordende bibliotekar får en ideal belæring om formidling. Den har blot ingen jordforbindelse til det daglige liv i et offentligt bibliotek. Shannon & Weaver's fornuftige, men rent mekaniske model for telefontransmission (1949. Figur 2) blev til deres egen forbløffese udgangspunktet for mange efterfølgere i en informationsteori uden folkeoplysningsperspektiv som fx nævnte Jo Bryson's. Disse logiske og lineært tænkte konstruktioner kæmper med virkelighedens plurarlisme. Som Søren Brier skriver: "Conscious logical thinking is generally taken as a model for cognitive processes. It does not consider intuitive and emotionally based sources for cognition" (1996, s.8).
Kundskabsorganisation
Grundtanken i det klassiske syn på kundskabsorganisation (som decimalklassedelinger og thesauri) var en idé om, at den menneskelige viden kunne opdeles i nogle evigtgyldige grundaspekter. Nye emners opståen var kun et spørgsmål om at udvide systemet. I praksis fører denne tankegang til de evindelige supplementer og ustandselige ændringer, der koster et stort arbejde og gør systemerne stadig mindre overskuelige og logisk sammenhængende. Det er nok en generel menneskelig fejltænkning, at man kan løse problemer ved stadigt at øge kompleksiteten i analysen. Nøgleproblemet i et alment bibliotek er, at én almen og sammenhængende organisation af alverdens kundskaber i ét system er et drømmebillede.Før 1960erne fungerede selv store folkebiblioteker med en milionbogbestand ved hjælp af kortkataloger organiseret efter "ordbogsprincip", dvs efter forfattere, titler og emneord i én blanding. Katalogerne var i årenes løb løbet fulde af fejl og fejlkonstruktioner, men fungerede til publikums ret store fornøjelse, fordi de kunne åbne for bogmasserne efter frie associationer. Via "se" og "se også" kunne man komme fra Goethe til Akvariefisk. Da man på én gang "moderniserede" katalogapparatet og kastede det hele bort for at erstatte det med korrekt tænkte systematiske kataloger efter DDK, fik bibliotekarerne kartoteket for sig selv. Der blev lukket for mange veje til læsning. Når man i dag sidder og arbejder med tilrettelægning af elektroniske formidlingskonstruktioner, er det elementært at fordybe sig i denne klassiske skelnen mellem "se" og "se også". Den første er logisk og lineær, den anden er associativ og pluralistisk.
Det er en banal erkendelse, at dansk talende, skrivende og læsende ikke har en fælles og entydig sproglig organisation af kundskaber. I et konstrueret begrebsapparat, som vil omfatte al menneskelig viden som DDK, vil de anvendte begreber uundgåeligt blive opfattet forskelligt af forskellige brugergrupper. Vi har i dag fået Hjørland og Albrechtsens (1995) domæneteori, der er baseret på enkelte fags specifike terminologi. Den fungerer selvfølgelig bedst i relation til en fagbiblioteksorganisation, hvor forfattere, bibliotekarer og læsere er uddannet i et fælles fagsprog. Domæneteorien påpeger, at vi ikke kan konstruere ét generelt fagsprog, som kan fungere for alle brugergrupper. Ordbogskatalogernes charme var da også, at læserne forstod begreberne forskelligt og derfor løb deres egne veje gennem systemet. Vi må også se i øjnene, at de gamle almensystemer som DDK og SAB havde en vis grundstamme udarbejdet efter almene overordnede begreber, mens den allerstørste del, de enkelte klare fagprofiler, blev udarbejdet af fagspecialister, der brugte fagets og tidens paradigmefaste organisation af kundskaber.
Bemærk at domæneteorien rummer en klar pluralisme, idet det er en grundlæggende idé, at hvert dokument kan gives emneord efter forskellige potentielle brugergruppers domænespecifikke begreber. Emneordsstrengen for hvert dokument bliver således eklektisk og kan overskride paradigmegrænser og faggrænser.
Ved siden af dette har vi en ny teoridannelse af Søren Brier (1994). Også den er klart pluralistisk i sit grundsyn. I kort begreb drejer sprogspilsteorien sig om en bevidstgørelse af et sprogs ikke-entydige begrebsindhold og individets muligheder for bevidst at udnytte den sproglige pluralisme. For dem, der bruger/leger på Internet, er den grundlæggende tanke i dette helt indlysende. Sproget er mangfoldigt afhængigt af social baggrund, alder, miljø, uddannelse, erhverv osv. Vi skal i denne sammenhæng også huske Annelise Mark Pejtersens "Boghus" (projekt 1976f, se1995). Det er en lysende konstruktion, hvor et ikonbaseret associativt system lokker børn til at lege sig til læsning. Samtidigt peger det på endnu et problem. Når man tager det frem i dag opleves en afgørende sproglig forældelse i bogbeskrivelserne fra 80erne. Skal bibliotekerne ikke blot skifte hardware mindst hvert tiende (femte?) år for at følge med, men også software? Des nærmere vore systemer kommer at tale "trendy" med læserne, des mere tidsbundne bliver de.
Informationsteoriens fundamentale spørgsmål: HVAD ER ET EMNE? (ref Birger Hjørlands disputats 1993) bør følges af næste spørgsmål: SØGER LÆSERNE EFTER EMNER? Vi har nok gjort den erfaring, at de læsere, der bruger de tværfaglige biblioteker egentlig ret sjældent kommer for at søge på et så specifikt problem, at kun nogle få dokumenter kan have interesse (sig ikke "være relevante"). Forestillingen om at "Intended Meaning" skulle kunne blive til "Perceived Meaning" er på alle måder ren abstraktion (ref. Fig 1). I bedste fald ligner den ideen bag den ældste grundskoles katekismer. Flertallet kommer enten for at få en bestemt bog, de har besluttet sig for på forhånd, eller blot for at få nogle gode bøger. Det er således på ingen måde forunderligt, at de bibliografiske systemer og kataloger, hele det elektroniske apparatur, ikke bruges særligt rationelt af læserne, eller at det bruges meget mindre "end det fortjener". De er lavet for bibliotekarerne. Det er bibliotekarerne og ikke systemet, der kan formidle.
Husk også, at det offentlige biblioteks fornemste formidlingsstrategi ligger allerede i de åbne hylders princip. Lad mig igen henvise til pionererne. Deres største chok under dannelsesrejsen til Amerika var nok at se et børnebibliotek, hvor børnene selv rodede og "svinede" med bøgerne. Det blev en af den slags erfaringer, der gør en forskel! Vi kan også forstå mange læseres vej til forfatterne parallelt med journalisternes kamp om læserne i den daglige avis. Det bedste man læser i sin avis er det, man ikke anede man interesserede sig for. Dette lille mirakel foregår også hver dag på biblioteket.
Fiktionslitteraturen
Hvis vi begynder med fiktionslitteraturen bliver det klart, at søgningen ikke følger stringente og klare kriterier. Læsernes accept eller ikke-accept er baseret på lunefulde begreber, vi kan kalde kvalitet og måske idé. Begge disse begreber er højst subjektive og gør det umuligt at fastholde emnet som det væsentlige. Når biblioteker trods alt laver "genrekataloger" til skønlitteraturen, bliver de meget benyttede. De repræsenterer én af flere indfaldsveje til læsning. De er ret kvalitetsblinde, og bibliotekarer ømmer sig da også ved at anbringe den litteratur, de selv anser for højeste kvalitet, i sådanne båse. Man har så som nødhjælp opfundet det "genreimmanente" kvalitetsbegreb.Annelise Mark Pejtersens "Boghus" (1995) var et godt eksempel på en tidlig forståelse af de pluralistiske læserveje til fiktion og gik tydeligt i modsat retning af domæneteori. Det er stadig aktuelt som teoretisk konstruktion. Her som i hele den elektroniske formidling er et gennembrud måske mere et spørgsmål om økonomi end om teknik, nemlig at gøre det bedst mulige inden for rammerne af det økonomisk rentable. Maskinkraften bliver stadigt billigere. Mennesket kan kræve stadigt mere af maskinerne.
Når vi inddrager fiktionen i informationsteorien for alvor, har den en tendens til at opløse grundopfattelser. Vi må en tur rundt om bibliometrien, som i 80erne fik en slags kultstatus i vort fag, for at se hvor galt det står til. Når jeg i sin tid i "Bibliometrics and Fiction" (EMP 1981 - den i 80erne mest citerede artikel om bibliometri fra Norden, om det siger noget?) kunne genfinde den samme spredningsmatematik for romaner som for videnskabelige afhandlinger punkterede iagttagelsen naturligt bibliometriens grundlæggende antagelse, at mest producerede er højeste kvalitet. Når den bibliometriske spredningsformel ikke blot fungerer under alle politiske forhold - under enevælde, demokrati og kommunisme - , men også gælder ligeligt for den udvalgte videnskabelige artikellitteratur som for den masseproducerede romanunderholdning, afsløres bibliometriens totalt manglende sociale og kvalitative perspektiv. Vi ser kort og godt i videnskabens verden samme billede som i romanernes, det meste, der produceres, har ikke megen værdi ud over nuet. Bibliometriens fortjeneste er imidlertid, at den kan redegøre for en historisk struktur, fortælle historien om hvad der betød noget. Sådan brugte jeg den i min disputats. Den kan imidlertid aldrig sige noget reelt om aktuel kvalitet. Denne brug af bibliometrien var (er?) en modeideolgisk tendens på linie med astrologi.
En klassiker som Kuhn (1970) skelnede klart mellem videnskabelige arbejder, der skabte en forskel/et nybrud og den store mængde veltilpasset "normal science", som han karakteriserede med begrebet "puzzle solving". Overvej hvor groft et billede Kuhn lancerede! Når man lægger et puslespil skaber man ikke et billede, men man når frem til et på forhånd givet billede. Denne iagttagelse skete i de samme år, hvor man i litteraturforskningen kastede sig over den skønlitterære "triviallitteratur", der også skamløst bekræfter tillærte vanenormer. At gøre kvantitet til kvalitet ved hjælp af bibliometriske konstruktioner vil altid føre til en hyldest af det trivielle (ref EMP 1992). Man må så beklage, at netop den form for kulturpolitik er fremherskende i dagens Danmark, jævnfør som eksempel tv-kanalernes jagt på seertal.
Vender vi tilbage til formidlingsproblematikken, kan vi således udvide den klassiske teoris målsætning, at formidlingens mål var at øge brugerens viden, eller mere raffineret udtrykt at sigte mod "a difference that makes a difference" (Bateson 1973). Vi må erkende, at ved siden af den formidling, der vil forandre læsernes verden, findes en formidling af kvalitet oplevet som bekræftelse for læserne. Man kunne kalde det "a non-difference that makes a difference". Det er dybt ejendommeligt for vort samfund, at det at bekræfte et menneske i dets idé er blevet mistænkeliggjort som en triviel handling.
På samme måde som man med de bibliometriske fiktionsbriller så langt ind i en misopfattelse af faglitteraturen, således åbner fiktionsanalysen af læserkvalitet for grundforhold i faglitteraturen, som de gængse informationsmodeller måske ikke helt uforståelig har gjort sig blinde for. Internet har i dag blotlagt et globalt læserengagement, der absolut ikke følger emner entydigt. Legen på Internet er uhyre tidsrøvende, men fører til uventede kontakter og overraskende informationer. Jeg har således på nettet talt med et par af de udvalgte få Guds engle, som går på jorden.
Der ligger en fremtid i at dreje forskningen fra den lineære tankegang mod en informationsformidling, der handler om bekræftelse, underholdning og uregerlige kvalitetsforestillinger. Et centralt udgangspunkt må være det, jeg vil døbe den faglitterære underholdningslitteratur. Som det skal fremgå, kommer det ikke til at dreje det sig om en diskussion af popularisering. Kærnen i den litteraturform, vi skal diskutere, er at skabe et helt originalt litterært bidrag. Populariseringsbegrebet peger kun på en litterær dragt.
Den faglitterære underholdningslitteratur
For den faglitterære underholdningslitteratur er de meget læserindividuelle begreber om kvalitet og idé blevet vigtigere end læsningens faglige profil. Dette forhold gælder således ikke blot for læsning af romaner, men går langt ind i kriterierne for læsning af faglitteratur. Det går langt videre end til blot konstateringen af, at grænserne mellem fag- og skønlitteratur er helt uldne. Den uklare grænsedragning illustreres af, at fx hele Thorkild Hansens forfatterskab og et hovedværk af Karen Blixen står i faggruppering. Disse to forfatterskaber peger i øvrigt mod de tre centrale faggrupper for underholdning: Rejse, Historie og Biografi. De tre er romanernes ophav, jævnfør Defoes Robinson, der har alle tre elementer og er blevet efterlignet i århundreder. Robinson var den første egentlige populærroman.Det skal ikke forstås sådan, at den faglitterære underholdningslitteratur har sit eget rum i formidlingen. Begge begreber, skønlitteratur og faglitteratur, er højst upræcise. Fælles er læsning til almenviden. Denne viden refererer ikke blot til en given virkelighed, men er en viden der skaber en fælles samfundsbevidsthed og menneskekundskab. Overvej i denne forbindelse succestitlerne "Mærk Verden" og "Sofies Verden". Læsningen breder sig over en skala, hvor underholdning, kundskabsberigelse og eksakt videnstilegnelse ikke har skarpe grænser. Om læseren bruger en skønlitterær bog til faglig orientering eller et stykke faglitteratur til ren underholdning, kan og skal formidleren ikke styre. Eksempelvis kan vi tænke på forholdet mellem historiske romaner og faghistorie, eller mellem videnskablig astronomi, populærvidenskabelig astronomi, astrologi og ren science fiction. Grænserne er ikke så klare, som forskerne kunne ønske. Helt grundlæggende er læserkvalitet den egenskab, at læseren oplever en personlig udvikling i kundskaber og idéverden. Man kunne forbinde det med begreber som stimulerende og perspektiverende. De klassiske begreber om det skønne, det sande og det gode, der også optræder som det skønne, det sande og det nyttige kunne man bruge som udgangspunkt for funderinger, selv om Kant på det bestemteste ville adskille det skønne og det ophøjede fra det sande og det nyttige. Det er også klart at begreberne stammer fra en tid før det gode eller det nyttige blev forbundet med socialstatus og kvantitet.
Det almene bibliotek ligger i direkte fortsættelse af det almene skolevæsen. Folkebibliotekernes idé er, at vi alle skal have mulighed for at bruge vore erhvervede læseevner til kvalitets-læsning. Så at sige alle, der benytter et fagbibliotek, benytter også et folkebibliotek for almen læsning. Sålænge man betragter kvalitetsbegrebet fra ledersiden, kan man lave teoretiske konstruktioner om kvalitetsledelse (ref Carl Gustav Johannsen 1995). I det øjeblik man tager læsernes sortering af det tilbudte i overensstemmelse med deres subjektive kvalitetsbevidsthed og deres idéverden alvorligt, bliver problemerne ændret. De tidlige bogvalgslister var udtryk for et forsøg på at nærme sig læsernes pluralisme, de var en del af en idealistisk kulturkamp. Det kunne vi lære noget af i dag, hvis vi vovede det. Det er bedre at begå et par fejl, end kun at turde se tingene fra chefbordet.
Der findes ikke og har aldrig eksisteret, som vi har konstateret, noget alment vedtaget kvalitetsbegreb. For den store masse af faglitteratur, der bør formidles på de meget læservenlige begreber om kvalitet og idé er det, at jeg vil bruge begrebet Faglitterær underholdningslitteratur. Det er et helt andet begreb end populariseret faglitteratur. Når man vil læse om fx. sex, cd'ere, Internet, økologi og astrologi er kvalitetsbegreberne meget differentierede og de forskellige forfatteres idéverden afgørende for læseraccepten. Vi kunne tale om forfatterautoritet over for læserne. Autoritet og accept indgår i et meget individuelt spil.
Vi kan således karakterisere den altdominerende del af læsningen af faglitteratur lånt i folkebiblioteker under begrebet den faglige underholdningslitteratur. Den, der finder noget nedsættende i begrebet underholdning, har aldrig brugt sin erhvervede læseevne kreativt. Vi kunne dernæst sammenfatte de uklare begreber om læsernes dialog med forfatteren omkring kvalitet og idé i eet kvalitetsbegreb. Det er et produkt af læserens sociale rum, personlige oplevelser og sproglige erfaringer.
Det drejer sig ikke om præcis samme kvalitetsdebat, som vi kender fra skønlitteraturen. Her har vi side om side det litterære etablissements kvalitetsdebat og folkebibliotekernes debat om skønlitterær kvalitet, hvor det genrespecifikke siden 70erne har været et dominerende indslag. Nu skulle vi så gerne få en debat om et kvalitetsbegreb i relation til den faglitterære underhold-ningslitteratur, hvor også det genrespecifikke/domænespecifikke må blive centrale begreber. Dette kvalitetsbegreb er i øvrigt dynamisk under stadig forandring, gerne forstået ifølge den af lærere og anmeldere hyldede tiårsmekanik (gl "tidsånd"). I centrum står den trendsættende oplysning.
Eksempler
Eksempler vil illustrere tankegangen. En virkelig faglitterær klassiker er Georg Brandes' "Hovedstrømninger". Den udkom fra 1872 til 1890 med en sjette bearbejdet ugave i 1923. Brandes døde i 1927, og værket blev sidst optrykt 1966-67 med moderne retskrivning. Det er en solid udgivelsesrække for et værk i seks bind om den romantiske litteratur i Europa i 1800-tallets første halvdel. Bogen blev da heller ikke bredt læst på grund af sit emne. Læserne har nok kunnet orientere sig om de romantiske digtere, idet værket stort set er skrevet som en perlerække af små monografier, men bogens læseryndest er mere betinget af det i tiden nye menneskesyn og af forfatterens politiske nytænkning. Man kan tænke sig, at dampen nu er ved at gå af dette værk, der fra første til 7. udgave har bevæget sig fra at være en radikal og kontroversiel nyser til at repræsentere en senere tids (1970ernes) maghognibordsvenlige frisind.Et slags bevis for min påstand, at Georg Brandes ikke blev læst for sit emne, finder jeg i en bibliometrisk dokumentation. Da bogen udkom første gang var næppe 2% af de nævnte værker oversat til dansk. Da det udkom sidste gang var denne procent ikke vokset synligt. "Hovedstrømningerne" har ikke ført til en læserinteresse for sit emne. Det ligger heller ikke i den kontrakt forfatter og læser har indgået. I forordet til 6. udgave (1923) skrev Brandes i selverkendende efterrationalisering: "Værkets Anlæg er politisk, ikke litterært".
Et nyere eksempel værd at udforske er Palle Laurings forfatterskab. Han begyndte med at skrive historiske romaner, men nåede frem til, at den historiske oplevelseslitteratur bedre lod sig skrive inden for faghistoriens rammer. Det vakte først historikernes store vrede, fordi han ikke havde den formelt korrekte uddannelse. Siden blev han anerkendt og folkeelsket, og til sidst af radio og tv brugt som ekspert. Han har bragt den historiske underholdningslitteratur op på et meget højt stade i Danmark, ja nok lødigere end en faghistoriker som Erik Kjersgaard.
Et aktuelt eksempel er den naturvidenskabelige popularisator Tor Nørretranders mageløse succes. Gabet mellen den nye naturvidenskabs verdensforståelse, og det ikke-fagfolk forstår, er voksende til begge parters fortvivlelse. Nørretranders evne til at fremstille højst indviklede problemstillinger, så læseren føler at forstå, er væsentlig. Han repræsenterer således fornemt populariseringens kunst, men igen er den fundamentale drivkraft i bøgerne den levende indførelse i et nyt menneske- og verdenssyn. Nørretranders' bøger lever op til den klassiske fordring for medrivende fremstilling. De har en begyndelse, en midte og en slutning, hvad livet kun har i en dygtig fiktiv fremstilling. Hermed mener jeg intet negativt, tværtimod. Det kunne være fristende at analysere, hvad Nørretranders begejstrede læsere "forstår" af det læste. Vi skal huske, at denne litteraturform altid har været hårdt mistænkeliggjort, ja ofte ligefrem hadet af fagfolk, jævnfør angrebene på Palle Lauring i sin tid og Thorkild Hansen i nyere. Det fælles for de nævnte eksempler er, at de rummer langt mere end en popularisering af det tilgængelige videnskabelige materiale.
Det må således være en udfordring at få bedre hold på denne faglitterære underholdningslitteratur, fordi den spiller en så dominerende rolle i folkebibliotekernes udlån. Den peger også utvetydigt på folkebibliotekernes store berettigelse også under ændrede medieforhold.
Nogle flere eksempler er: B. Spocks "Bogen om barnet" i mange udgaver fra 1950erne og frem. Globalt er den trykt i større oplag end "Borte med blæsten". Broby-Johansens forfatterskab med en bevidst provokerende holdning. Thorkild Hansens Hamsun-biografi, nu som film. Endelig filosofiens historie som "roman" i Jostein Gaarders "Sofies verden" (nu også som cd-rom). Der er nok at tage fat på.
Populærvidenskab og Faglitterær underholdningslitteratur
Søren Brier (1993) har skrevet en god bog om "Naturvidenskabelig populærvidenskab: Mellem objektivitet, engagement og forførelse". Jeg vil her bruge den som udgangspunkt for nogle betragtninger over forskellen mellem det mere traditionelle begreb Populærvidenskab (defineret som litteratur for ikke-forskere om forskning) og mit nye Faglitterær underholdningslitteratur.I konklusionen til Briers bog opsummeres de krav om at være fagligt korrekt, der normalt knyttes til popularisering af videnskab. Hos Brier bliver kravene kun tydeligere ved, at han beskæftiger sig med naturvidenskab modsat min humanistiske indfaldsvinkel. De 16 idealtypiske krav s. 60-63, som det her vil føre for vidt at citere, ser alle problemerne fra forskerside. Min idé er at se den megetlæste faglitteratur på læsernes vilkår.
Brier citerer Nørretranders for en række synspunkter. De viser, at Nørretranders er ganske bevidst i sit arbejde: "Folk tror videnskab er svært, fordi de aldrig får at vide, at videnskab er svær på det eksistentielle niveau" (Brier s. 22). I en oversigtsartikel "Verden er poetisk i sig selv" peger Nørretranders på det essentielle, at det han skriver skal have et budskab og fremstilles med et fortælleteknisk greb om stoffet. Herefter følger den markante sætning: "Faktastoffet er mindst lige så krænkende for både afsender og modtager, som selv den farligste fiktion" (Brier s.15). Fra vort perspektiv kan også henvises til Per Olov Enquists "Legionärerna" og Thorkild Hansens Hamsun-biografi. Den etiske brudflade mellem forfatter og læser både som interessevækker for værket og som læserdialog med forfatteren undervejs er et godt lødighedskriterium for både skøn- og faglitterær masselæsning. Deres genemslagskraft var også, at de begge behandlede politisk "umulige" emner, dels den svenske regerings udlevering af tyske krigsfanger til russerne efter krigen, dels at skrive en biografi om Norges store landsforræder. Begge bøger dokumenterer deres stof i dybden samtidigt med, at de bearbejder stærkt følelsesladede politiske myter.
Når man inden for de eksakte fag kan svinge sig op til at tale om "pornografiske træk" i populariserende tidsskrifter (Brier s. 9), skal vi huske, at inden for sociologi og humaniora er de videnskabelige forfattere langt mere indstillede på at lade læserne snakke med. I stedet for kundskaber træder livsholdninger i fokus under formidlingen, i stedet for videnskabelige landvindinger træder eksistentielle problemer frem. Mange forskere har det dog dårligt med læsernes aktivitet, de kræver forståelse og erkendelse, og at læserne fungerer som modtagere, ikke som medkombattanter. Denne holdning ligner mange informationsteoretiske modeller. Den medrivende popularisering går imidlertid hinsides dette rent faglige synspunkt og i direkte dialog med læserne på deres egne præmisser.
I indledningen har Brier (s.6) efter Eriksson och Svensson "Vetenskapen i underlandet" 1986 følgende fire kriterier for god populærvidenskab: "(1) Korrekt videregivelse af videnskabelig information, (2) Formidlet på en almenforståelig måde, (3) Formidlet på en interessevækkende måde, (4) Teksterne skal kunne læses uden lærer eller vejleder", således kriterier helt på videnskabens og skribentens vilkår. Heroverfor kunne vi sætte: (1) Den faglitterære underholdningslitteratur satser på et helhedssyn, ofte en holistisk åndeliggørelse, modsat videnskabens fordybelse i detaljer og fornægtelse af totalitetstænkning, (2) Formidlingsprofilen er primært præget af en idé, (3) Dens kvalitet ligner fiktionslitteraturens og ligger i originalitet, abstraktionsniveau og helhedssyn, (4) Den kan være "skadelig" som fiktionslitteraturen, idet den ofte sætter idé over faglig kompetance og ikke altid argumenterer rent logisk.
Dette kan nutidigt illustreres fra et andet medie. I tv er dyreudsendelser - gerne lavet af "forskere" - meget populære. De har en begyndelse, en midte og en slutning. Der åbnes med betragtninger over denne særlige - denne truede - denne uudforskede etc dyreart, det vil sige med annoncering af ny viden. Så følger hovedsagen, de mageløse billeder, i bedste fald lidet kommenterede, i værste antropomorft kommenterede. I slutningen bringes så håbet om at menneskeheden i tide forstår, - at denne enestående natur vil overleve, - at også vore børnebørn etc. Man kan spørge sig: Hvad er vigtigst for seerne, påstanden om at være ny videnskab? den ideologisk flotte indpakning? eller blot dyrebillederne i midten? disse mageløse billeder hvor kunsten er at bevare uskylden for det iagttagende øje og undgå at afsløre den teknik, som gjorde det hele muligt? (Det sidste kunne udgøre en supplerende udsendelse også med videnskabelige prætentioner).
Til slut blot dette: Debatten om popularisering ser bort fra den aktive læser. Vi forstår imidlertid kun denne litteraturs popularitet, hvis vi forstår læsernes kreative fornøjelse ved teksten. Kun ud fra dette perspektiv kan vi formidle den. Mange forskere har det dårligt med læsernes aktivitet, mens forfatteren af faglig underholdningslitteratur er karakteriseret ved at have forstået og accepteret læserne som medaktører. Dette er begrundelserne for at indføre begrebet Faglitterær underholdningslitteratur, der nu kan defineres som alment tilgængelige fremstillinger af faglige problemer i dén litterære form, som tidens læsere giver præference.
Som illustration til konklusionen kan vi opstille to forenklede tankerækker, der peger på de modsatrettede tankeveje, de to begreber rummer.
For den Populariserende faglitteratur:
FAGET - POPULARISERING - DEN IKKE FAGLIGE LÆSER, dvs den læser, der ikke er uddannet i det fag bogen handler om. Et eksempel kunne være "Lægebog for hus og hjem", hvor den gode huslæge skrev en håndbog til sine patienter.For den Faglitterære underholdningslitteratur:
DEN FAGLIGT ENGAGEREDE LÆSER - ET KVALITETSVALG - DEN FAGLITTERÆRE POPULÆRLITTERATUR. Her peges på, at det er læserne, der (ligesom i skønlitteraturen) skaber masselæsning og bestsellere.Forskellen ligger i formidlingsperspektivet. Den første ser litteraturen fra producentens synsvinkel, den anden ser den konsekvent fra læsernes synsvinkel. Formidlingen mellem forfatter og læser bliver i de to modeller modsatrettet. Forskellen ligger også i litteratursynet. Den populariserende faglitteratur kaldes ofte af teoretikerne for "sekundær litteratur", dvs. at den opfattes som en reproduktion af primærviden. I begrebet den faglitterære underholdningslitteratur ligger en opfattelse af værket som et originalværk, der søger sit eget publikum. En faglitterær bestseller er ikke god popularisering, men et værk der tiltrækker mange læsere, dvs. ofte er en blokadebryder på tværs af traditionelle læsergrupper og læserinteresser. Læserne opfatter dens idéverden som lødig. Den er trendy og skaber trender.
Viden og Underholdning
Vi kan ikke klart skelne mellem værker til viden og værker til underholdning. I den store almene bogmasse på et folkebibliotek findes to marginale dele. De to yderstykker er henholdsvis den rene videnslitteratur (videnskabelige afhandlinger - dog fx minus Pil Dahlerups disputats "Det moderne gennembruds kvinder" 1983, der blev en bestseller, ikke for sit stof, men for sin idé og sit menneskesyn) og den rene underholdningslitteratur (som romanerne, dog også her med klare forbehold). Det helt dominerende mellemstykke kan karakteriseres dobbelt som viden/underholdning. Dobbeltheden er skabt af forfatteren, vægtningen afgøres af læseren.Ren vidensformidling anstrenger sig omkring det pædagogiske greb. Underholdningslitteraturen koncentrerer sig om et gensidigt spil mellem forfatter og læser. Spillet mellem forfatter og læser i det sociale, det psykologiske og det sproglige rum må udforskes påny.
Ved hermeneutikkens fornyelse i romantikken fremsatte Schlegel den dengang overraskende tanke, at læseren kunne være klogere end forfatteren. En tekstanalyse kunne finde mere end forfatteren bevidst havde intenderet. Milan Kundera skriver i "Romankunsten" (1987): "Den forfatter, der er klogere end sin egen tekst, bør vælge et andet arbejde". Hvis vi helt fokuserer på læseren, kan man citere Mulla Do Piazas Sufi-digt: "Visdom er noget du kan lære dig uden at vide det". Læsning af underholdningslitteratur er uanset det faglige aspekt et forsøg på at opdage sig selv. Oplevelseslæsning er et tydeligt kundskabsarbejde på vejen mod dét, man ikke véd at man véd.
I den litterære æstetik er tekstens mangetydighed et ligefremt kvalitetskriterium. Idealet, at man i formidling fra forfatter til læser skulle nå så tæt som muligt til at forene forfatterens "Intended meaning" til læserens "Perceived meaning", er således en meget luftig konstruktion. Søren Brier citerer D. C. Blair for følgende: "a textual description is neither correct nor incorrect, but, rather more or less appropriate for a given task" (1996, s.26). Det peger på, at også den egentlige biblioteks- og informationsforskning i dag opererer med en erkendelse af de problemer der opstår, når man vil skabe en model, der beskriver et lineært forløb mellem forfatter og læser.
Tekstens flertydighed er ikke blot et fiktionskarakteristikum. For eksempel forsvinder videnskabshistoriens klare linier den dag, man selv begynder at læse klassikerne. Lad mig fra vor egen verden nævne Kuhn (1970), Geertz (1983), Walter Ong (1982) og Patrick Wilson (1983). De blev fornyere netop ved deres hovedværkers mangetydighed. Det samme gør dem til levende læsning også i dag. Tanken om den klare transport af tekstens hensigt til læserens forståelse peger snarere mod den trivelle litteratur.
Konklusion
Problemerne ved bibliotekets kvalitetsvalg, der går forud for formidlingen og samtidig er en del af den, må samarbejdes med en fælles, folkeoplysende målsætning. Dette essay skulle underbygge en stærkere legitimering af vurderingen af også fagteksters oplevelsespotentialer. Dette synspunkt har altid eksisteret, men er nok blevet svækket, efter at bibliotekerne har mistet modet til at provokere med folkeoplysningen som formål. Læserne skal i folkebibliotekerne have et fristed for de andre mediers meningstyranni.Det, der her er diskuteret, er imidlertid formidlingen: Det må være idealet for kundskabsorganisation, at bruge meget enkle og overoverordnede tegnsystemer/symboler, der kan tydes af læserne i et pluralistisk spil. Vi har vel i dag erfaret, at traditionen for stærkt udbyggede og stadigt "forbedrede" systemer fører stadig længere bort fra målet.
I stedet for en teori om at formidle via den bedst mulige analyse af dokumenterne så nær brugernes sprog som muligt, bør vi sætte et forsøg på at formidle på grundlag af den bedst mulige analyse af læsernes måde at vælge blandt dokumenterne og medskabende gøre dem underholdende. Brugerindflydelse i biblioteket handler om at tænke formidlingen fra læserne ind i bibliotekets dokumentmasser modsat at rumstere til fordel for en teoretisk "slutbruger" langt ude på Herrens mark.
Forfatteren takker kollegerne Søren Brier, Birger Hjørland og Steffen Knak-Nielsen for konstruktiv kritik
Litteratur:Bateson, Gregory. Steps to an Ecology of Mind. Frogmore, St. Albans: Paladin, 1973.Brier, Søren. Naturvidenskabelig populærvidenskab: Mellem objektivitet, engagement og forførelse. Om populærvidenskabens betydning, funktion, kvalitet, former og formidling. Danmarks Bilioteksskole, 1993. 66 s.
Brier, Søren. Information er sølv... Om muligheden for en pragmatisk informationsteori baseret på anden ordens kybernetik, semiotik og sprogspilsteori. Aalborg: Danmarks Biblioteksskole, 1994. 258 s.
Brier, Søren. (1996) The Cybersemiotic Paradigm: A new development in analyzing the Problems of Knowledge Organization and Document Retrieval in Information Science. - In progress.
Bryson, Jo. Effective Library and Information Centre Management. UK Hants/USA Vermont: Gower, 1990. xviii 409 pp.
Geertz, Clifford. Local Knowledge. Further Essays in Interpretive Anthropology. New York: Basic Books, 1983. viii 244 pp.
Hjørland, Birger. Informationsvidenskabelige grundbegreber. 2. rev. udg. Danmarks Biblioteksskole, 1995. Bd. 1-2 ([xviii] 457 s.).
Hjørland, Birger. Emnerepræsentation og informationssøgning. Bidrag til en teori på kundskabsteoretisk grundlag. Borås: Valfrid, 1993. 259 s. (Skrifter från Valfrid, 4).
Hjørland, Birger & Hanne Albrechtsen. Toward a New Horizon in Information Science: Domain-analysis. - In: Journal of the American Society for Information Science. Vol.46. 1995, p. 400-425.
Johannsen, Carl Gustav. Kvalitetsledelse og materialevalg. - In: Birger Hjørland (red.). Faglitteratur. Kvalitet, vurdering og selektion. Borås: Valfrid, 1995, s. 317-351.
Kuhn, Thomas S. The Structure of Scientific Revolutions (1962). 2nd ed. enlarged. Chicago UP, 1970. xii 210 pp. (International Encyclopedia of Unified Science, II,2).
Mark Pejtersen, Annelise m. fl. Subject Access to Scandinavian Fiction Literature: Indexing Methods and OPAC Development. [Publ. by] The Scandinavian Book House Project, sponsered by the Nordic Council of Ministers. The Royal School of Librarianship, 1995. 80 s. + bilag.
Munch-Petersen, Erland. Bibliometrics and Fiction. - In: LIBRI. Vol. XXXI. 1981, p.1-21.
Munch-Petersen, Erland. Fler, mer och bättre! (Anm.). - In: Svensk Biblioteksforskning. 1992:1/2. s.81-85.
Ong, Walter J. Oralty and Literacy. The Technologizing of the Word. 1982. (Svensk overs. GÀ?Àteborg: 1990).
Wilson, Patrick. Second-Hand Knowledge. An Inquiry into Cognitive Authority. Westport, Connecticut: Greenwood, 1983. viii 211 pp.
Tilbage til toppen