Danske Kulturtidsskrifter 1917-45 Red.: Det Kongelige BibliotekOm / About Hjælp / Help
Clarté (1926-27)
1927
Nr. 04 - April
[5] s. 78-80
Harald Rue: En Reform
Facsimile
Tidsskriftprojeter
|
EN REFORM
Formidlingen mellem national og international tænkemåde hører til vor tids største opgaver. Hos
store ånder forenes de naturligt. Georg Brandes, vor mest internationale personlighed, har revolteret
mod samfundet ud fra en udpræget dansk eller nordisk livsanskuelse, personlighedsideen,
individualismen. Små sjæle griber den ene side og havner i gold internationalisme eller i
nationalisme, der snart slår ud i chauvinisme.
Dette problem stilles man overfor allerede i skolen. De to fag: historie og litteraturundervisningen
giver materialet til bedømmelse, idet de giver både økonomiske, politiske og kulturelle
forudsætninger for forholdet mellem folkene. Nu er det naturligvis sådan, at man ikke nøjes med at
læse fædrelandshistorie, men lader den udgøre en del af verdenshistorien. Derimod læses kun den
nationale litteratur, ikke verdenslitteraturen.
Allerede i sig selv er dette imidlertid et absurd forhold, at en student skal vide besked med noget nu
så betydningsløst som det forrige århundredes borgerlige danske digtning eller studenterdigtning,
men godt kan være ganske uvidende om et værk som Candide, der har behersket et helt
århundrede, og som endnu har værdi. Eller at navne som Kalidasa, Cervantes, Montaigne,
Puschkin er tomme ord for dem eller reminiscenser fra filmsplakater. Hvorfor så ikke ligesågodt i
historie lære om general de Meza, derimod ikke om Alexander og Napoleon.
Men også bortset fra dette, at synskresen ikke udvides, og at forståelsen af digterværkers værdi
indstilles efter at Ploug er vigtigere end Voltaire, må verdenslitteraturen indføres som skolefag af
andre grunde.
Et digterværk er jo ikke blot og bart et produkt af den tid og den nation, det er blevet til i, men de
store værker er først og fremmest et kunstnerisk udtryk for de elementære menneskelige følelser
overfor livet og dets værdier. Man vil derfor, selvfølgeligt, lære mer af de bedste værker af en hel
verdens end af et enkelt lille lands litteratur, og man vil da gennem digtningen se menneskeåndens
ensartethed udenom tider og folkeslag, om ikke udenom kulturniveau. Her er et felt, hvor hele
menneskeheden arbejder hen mod et fælles mål. Set fra dette synspunkt har en
udkommen skolebog med en samling danske fædrelandssange mindre værdi - især når man i den
savner f. eks. J. V. Jensens Sønner af de slagne, der dog er et vægtigere udtryk for
fædrelandsfølelsen hos slægtledet fra før krigen - kærligheden til det i enkeltheder og inderste
natur kendte grosted - og også kunstnerisk langt overgår de optrykte Sønderjyllandsdigte. -
Overraskende og lærerigt var det derimod at læse en samling af forskellige landes
fædrelandssange. Resultatet vilde blive det samme som ved en gennemgang af de ældste
digterværker, de mytologiske, der viser, at menenskehedens guder er internationale, har vandret fra
folk til folk og blot er blevet varieret lidt i de forskellige lande. Selv Tor, danskernes hovedgud i
oldtiden, er kommet sydfra. Og følelsen, hvoraf troen og hymnerne er udsprunget, er fælles for
forskellige lande og forskellige tider. - Thøger Larsens Solsang udtrykker ganske det samme som
en kendt ægyptisk hymne fra Amenophis IV.s tid. Den samme lære, som kunde uddrages heraf,
vilde faas ved en gennemgang af eventyr, heltesagn og de andre emner for den folkepsykologiske
forskning, der her i Danmark understøtter nationalismen lige ud i det latterlige, som f ex. forslag om
afbrydelse af den kulturelle forbindelse med udlandet eller genindførelsen af middelalderens
overklasselove, bondesamfundslove - i vor tids industriland med en stor arbejderbefolkning!
Og jo længere man kommer ned i tiden, des større bliver ensartetheden. Lærte de unge noget af
deres egen tids skandinaviske litteratur, vilde de se, hvor europæisk orienteret den er. Hvad enten
man kan lide internationalismen eller ikke, er den altså en afgjort kendsgerning, der ikke mere kan
ophæves, og man må forstå, at også litteraturlæsningen her har sin mission, uden at man derfor
behøver at opfatte digtningen historisk, som tidsdokumenter.
Den naturlige orden for skolens litteraturlæsning vil da være at begynde i de små klasser med
overvejende dansk digtning, derefter i mellemskolen optage stykker af de skandinaviske landes,
Sverrigs, Norges og Finlands, og så i gymnasiet gå over til Europas og hele Verdens litteratur -
naturligvis kun hovedværkerne, verdenslitteraturen - og skænke den lige så megen tid som den
danske litteratur.
Dette lader sig gøre, når man lader flere andre fag indgå i denne helhed, hvor de naturligt hører
hjemme. Det gælder således oldtidskundskab og religion, hvis værker her vil blive stillet i oplysende
sammenhæng med andre ligeartede. (Ingen tror dog, at de to kulturer, der her er tale om, er
betydeligere end f. ex. den indiske). Desuden kan man inddrage den tid, der anvendes på den i
skolen ganske meningsløse danske sproghistorie og til gennemgang af spredte kapitler af engelsk
og tysk litteraturhistorie.
Og så må vi endelig have oversættelser af verdenslitteraturens hovedværker - i virkelig billige
udgaver. Her ligger en opgave for et ikke gammelt og anerkendt forlag.
Det her fremsatte forslag til en reform af skolens litteraturlæsning er således ingen ren utopi, men
kan, som vist, uden at indføre et nyt fag i den fagtrængte skole føres ud i praxis.
Harald Rue.
|