Index
| -1
| +1 |
XIV
- Aaret 1864 var inde. Nationen havde sat sine kæreste Drømme til i nogle Vinterdøgn, men opskræmmet af Søvne værgede den sig ogsaa i Forhold, som den vaagen kunde overskue. Endnu holdtes et Haab oppe. Haardt trængt sloges Armeen bestandig i Dybbølstillingen. - Fabricius skrev fra sit Kantonnement paa Als til Vilhjelm, der efter Sankelmarksaffæren var bleven Bataillonsadjudant og nu laa i Fredericia, at han var heldig stillet, han havde en Hest under sig og ordentlige Veje, han skulde blot prøve Leræltet paa Dybbøl og Nætterne paa Forpost i Løbegravene; hvad »Skomagerens« Kaffe kunde gøre ud af et forkommet Menneske, vilde han da til sin Forundring erfare. Vilhjelm svarede, at han med Fornøjelse afstod sin stivmundede Hest til hvem der vilde have den, Østrigerne interesserede sig i den Grad for at ramme ham, siden han var bleven Rytter, at han formelig længtes efter en Gang igen at være lavere end et Gærde. Dette Brev som alle Vilhjelms andre Breve til Fabricius paa Als endte saa med en Hilsen til de to »dygtige« Damer, Fru Winge og Frøken Thora Hallager.
���Winge, der tidligere havde været Militærlæge, havde, da Krigen nærmede sig, søgt og faaet Ansættelse ved et af Lasaretterne i Sønderborg. Han havde sin Hustru hos sig, og hos dem boede Thora. Hun havde endnu inden Krigens Udbrud korresponderet med Fru Winge om Muligheden af under hendes og Mandens Vejledning at blive uddannet til Lasarettjeneste, og da det første Skud var faldet, var hun trods Lægens kun halve Indvilgelse og sin Families og Omgivelsers utvetydige Modstand afrejst til Sønderborg. - Fjorten Dage efter den første Belægning af Saarede paa Lasarettet havde Winge en Eftermiddag i klart Frostvejr gaaet en Tur med sine Damer over imod Dybbølstillingen; de havde mødt en General med sin Stab, Generalen havde holdt stille paa Vejen og udbedt sig Æren af at blive præsenteret for Lasarettets kvindelige Forsyn, de yngre Officerer havde stirret nysgerrig fra deres Heste, Thora havde været forlegen, men stoltere end nogen Dame, der bliver udmærket ved en Hoffest. Da Bombardementet kom, var Huset, hvori Familien boede, blevet ødelagt; man havde imidlertid fundet en Bolig for de faa Dage, der medgik, inden Lasarettet blev evakueret, Winge havde ment, at Damerne gjorde Gavn nok til at kunne blive og udsætte sig for Faren, saa kommanderedes Winge til Augustenborg, og Damerne fulgte med.
���Gertrude var efter Bestemmelsen bleven gift først i Januar. Brylluppet havde været stille, kun de Nærmeste havde været tilstede. Alle uden Bruden vidste allerede den Gang, at den gamle Etatsraad Coldbjørnsen havde mistet Hovedmassen af sin Formue ved Sønnens Fallit. Der havde været Falsk og Bedrageri forbunden med den, og Hr. Emil var fra London bleven ekspederet til Amerika. Feddersen havde under disse Forhold været til uberegnelig Nytte, og den gamle Herre havde, alt medens Sorgen over Sønnen dukkede hans Nakke, og Tabene bleve langt større end anet, og Advokatens Tjenester voksede i Forhold dertil, bestandig mindre glædet sig ved Tanken om, at Datteren i Hjemmet tænkte paa at frigøre sig fra sine Forpligtelser overfor denne Mand. Da det saa en Dag gik op for Etatsraaden, at Fabricius lige siden Historien med Emil ikke havde ladet høre fra sig, var der næsten en Lettelse i Skuffelsen, han led i sin Tro paa den unge Kunstner. Etatsraaden var vendt tilbage til København med det Forsæt, om nødvendigt at bekæmpe Gertrudes Kærlighed til Fabricius. Det var blevet overflødigt, Gertrude havde ikke røbet mindste Lyst til at slippe sin Forlovede. Faderen troede jo nok at kunne spore, at der bag hendes Ro laa en Sorg, der var stedet til Jorden; men det var jo ikke Andet end, hvad der var naturligt. Skuffelsen ved Fabricius' Opførsel maatte have været meget smærteligere for hende end for ham. Han skød med godt Haab sine tidligere Betænkeligheder til Side og var glad paa Bryllupsaftenen. Det var jo ikke Tider til at bevare aristokratisk forsigtige Fornemmelser, hvor det drejede sig om hans Datters Fremtid og Velfærd.
���Bryllupsaftenen havde som sagt været et Hvilepunkt for den gamle Etatsraad. Han var næste Morgen trods Vinterdagens Mørke tidlig paa Benene og sad alt Klokken otte ved Tebordet i livlig Samtale med Tante Rosalie om Gaarsdagens Begivenheder. Tescenen var endnu ikke endt, da Kokkepigen forsigtig traadte ind og meldte Tante Rosalie Amagerkonens Ankomst. Den gamle Dame begav sig med en Undskyldning til Broderen ud af Stuen.
���»Aa sig til Konen«, raabte Etatsraaden efter Tante Rosalie, »at hun skal gaa hen til de unge Folk med sine Sager. Det vil more Gertrude at handle med den samme Kone, der plejer at komme ved vor Dør«.
���Tante Rosalie nikkede bifaldende, idet hun lukkede Døren, og hun gik ned ad den lange Korridor med de samme tunge, lidt knirkende Trin paa de flade Saaler, som Broderen kendte fra deres Samlivs første Begyndelse. Han sendte en venlig Tanke efter Søsteren og satte sig magelig til rette ved Tebordet for at løbe Morgenaviserne igennem.
���Imidlertid fik Frøkenen afsluttet sit Indkøb og sin forekommende Passiar med Amagerkonen om Gertrudes Bryllup og gik tilbage til sin egen Stue. Da hun traadte ind, vendte Nogen sig fra Vinduet imod hende. Hun troede, at det var Stupigen, men fik i det Samme Øje paa Skikkelsens Hat og Kaabe. Hun stod skrækslagen. Det var Gertrude.
���»Barn, hvad gjør Du her!?« var Alt, hvad hun kunde faa frem, idet hun løftede Hænderne.
���Gertrude stod et Sekund urørlig, saa nærmede hun sig og smøg sig ængstelig ind mod Tanten, idet hun slyngede en Arm om den gamle Frøkens Hals og trykkede Kinden mod hendes. Tante Rosalie traadte angst tilbage; hun mærkede, at Kinden var vaad af Taarer.
���»For Himlens Skyld, Gertrude, hvad vil Du her? Hvordan er Du kommen?«
���»Ad Køkkentrappen«. -
���»Hvad er der sket?«
���Gertrude stod ved Bordet midt i Stuen og gjorde en Bevægelse som i ulidelig Smærte. Hun trykkede Hænderne ned mod Bordets blanke Flade og blev derved opmærksom paa, at hun endnu havde Handske paa den ene Haand. Hun begyndte at trække i den.
���»Hvad er der sket?« gentog Tante Rosalie forfærdet.
���Gertrude drog nu ogsaa sin Kaabe af. »Jeg gaar aldrig mere hjem til Feddersen«, sagde hun grædende og sank træt ned paa en Stol.
���»Gertrude, hvad skal det sige!?«
���»Jeg gaar ikke mere hjem til ham!«
���»Men barmhjertige Gud, Barn, hvorledes er den Tanke kommen til Dig?«
���»Han har fornærmet mig!« Gertrude talte fortvivlet, men i en Tone, som om hun alt havde lidt for meget til nu at kunne komme i Affekt.
���»Ved hvad, hvorledes? Forklar Dig, Barn!«
���Gertrude hævede sine Øjne op mod Tantens, den ene Arm laa paa Bordet, den anden hvilede i hendes Skød, hendes Blik var sorgfuldt og bebrejdende.
���»Det skete, da vi kom hjem«.
���Gertrudes Graad blev stærkere, medens hun i afbrudte Sætninger fortalte. Tante Rosalie hørte paa hende med sammenknugede Hænder. Hendes Blik hang ved Gertrudes, og hun drak en Skræk, som var sammensat af mange Følelser; en isnende Medfølelse og Tanken paa sit eget Ansvar ved denne Lejlighed betog hende.
���»Han er din Mand, Gertrude«, sagde hun flere Gange frygtsomt, og hun vidste ikke hjælpende Raad.
���Det endte saa med, at Tante Rosalie i Droske hentede Pastor Funck, der Dagen før havde viet Gertrude.
���Denne værdige Præst talte i over en Time med Gertrude. Han var tung i Sprog, som han var tung i Tanker. Han talte om Guds Ordning for Livet her paa Jorden og om, at Manden var Kvindens Hoved. Da han sluttede, havde han Sveddraaber paa Panden og ved Mundvigene. Gertrude var kold som et Lig.
���Et havde hun forstaaet af Præstens lange Tale, og det var, at hvad Feddersen havde krænket, var her blevet traadt ihjel. Hun havde ingen Del i Afgørelsen af sin egen Skæbne.
���Præsten rejste sig og drog Gertrude op med og lagde sin store Haand velsignende paa hendes Pande.
���»Saa vier jeg Dig, unge Kvinde, paa ny til Lydighed for Herren og til at være en sand Hustru for din Mand!« sagde han højtidelig. Han slog derpaa over i en mere hjertelig Tone og sagde: »Gaa med Gud mit kære Barn, og sig Intet til Deres Mand. Naar nogen Tid er gaaet, vil Anledningen til Deres Bekymringer være forsvunden. Haab Alt af Guds Naade«.
���Tante Rosalie havde tilbragt Tiden, medens Præsten talte med Gertrude, i ængstelig Forventning. Det galdt om, at Alt maatte være færdig og afgjort, inden Etatsraaden paa ny kom op i Stuerne til Frokost, og ogsaa Gertrude maatte i god Tid være hjemme, for at Feddersen Intet skulde mærke.
���Det skete, som hun ønskede. Gertrude var i rette Tid hjemme. Det var kun Tjenestefolkene i de to Huse, som snakkede om Begivenheden. - -
���Februar kom, og med den de overvældende Indtryk fra den ulykkelige Krig. Ved Spørgsmaalet om at yde Bidrag til de Saarede blev det først med rene Ord meddelt Gertrude, at hendes Fader var ude af Stand til at give en klækkelig Sum, og Etatsraaden undrede sig i sit stille Sind over, at det ikke fremkaldte større Bevægelse hos hans Datter. Feddersen tænkte paa sin Side flygtig paa, at det var underligt, at Gertrude ikke lod til at sysselsætte sig det Mindste med den Tanke, at hun saaledes var indgaaet fattig i sit nye Hjem - det kunde dog have Krav paa hendes Opmærksomhed. Men medens Advokatens Forundring kun var forbigaaende, gav Etatsraaden ikke slip paa sit Indtryk. Det gik da langsomt op for ham, at Gertrude overhoved ikke viste synderlig Deltagelse for Noget. Hun gik flittig i Kirke og til Bibellæsninger og havde grædt i de første Dage efter Krigens Udbrud og Dannevirkes Rømning, men for Resten maatte hun kaldes udeltagende for, hvad der levede i Alles Tanker. At dette ikke var naturligt efter den Udvikling, Gertrude i det Hele havde naaet, var ham klart, og han talte til Tante Rosalie herom. Den gamle Dame mente imidlertid, at han gjorde Datteren Uret, hun var netop saa elskelig som ingensinde før, nu, da Gud havde gjort hende til en god Hustru. Naar Tante Rosalie var ene, bad hun om Kraft fra Himlen til at tro paa, at Gertrudes flittige Kirkebesøg var et godt Tegn, og at hendes Barn nu endelig havde fundet den rette Lægedom for sit syge Sind.
���Men der kom Tider, hvor Tante Rosalie ikke kunde holde sine Bekymringer Stangen. Gertrude blev trods de alvorlige Forhold, hvorunder hun levede - forlystelsessyg. Anledningen var, at to unge, fordrevne Slesvigere paa Grund af et fjærnt Slægtskabsforhold tyede til Feddersen. De maatte behandles gæstfrit, og da den ene af dem var en smuk, ung Mand, der sang og dansede godt, og det ingen Vanskelighed voldte at finde yngre og ældre Damer og unge og halv unge Mænd, der Intet ønskede hellere end at faa et Paaskud til i Munterhed at komme igennem de sørgelige Tider, blev den smukke Slesvigers selskabelige Anlæg udbyttede paa den omhyggeligste Maade i gode, borgerlige Huse, efter at først det Feddersenske havde gjort Begyndelsen. Gertrude foretog uden Vanskelighed Overgangen til denne pseudopatriotiske Lystighed, som Feddersen, naar galt skulde være, foretrak, fremfor at vide hende sammenbøjet over en Salmebog i en eller anden Kirke. Advokaten havde nogen Tilbøjelighed til at foragte sine Medmennesker. I Krigens Gang havde han som Iagttager fra sin Kontorstol fundet Næring for denne Tilbøjelighed, men den fik et hidtil ukendt Opsving, da han et Par Aftener havde lyttet til den unge Slesvigers bløde Foredrag af fædrelandske Sange og set sin Frue, som nylig havde lagt Salmebogen tilside, danse lystig efter Aftensbordet med den unge Mand og de andre Kavalerer. Advokaten gjorde sig en Fornøjelse af at tænke sig disse unge Mænd indrullerede i Armeen, som stod og frøs paa Dybbøl. Hans Stemning gav sig dog ikke tilkende paa nogen stødende Maade. Han var venlig mod Gertrude, der som et tildels uansvarligt Væsen havde at være ham til Vilje i de daglige Forhold og saa for Resten paa det selskabelige Omraade kunde nyde den Frihed, der tilkom Advokat Feddersens Hustru.
���Tante Rosalie foretog et Par frygtsomme Henvendelser til Advokaten - til Gertrude talte hun ikke mere om Pligten; den skulde fra nu af kun flyde fra én Kilde - men Advokaten besvarede hendes Henvendelse med et Spørgsmaal, om hun da troede, at han vilde optræde som tyrannisk Ægtemand.
���Paa denne Maade forløb nogle Maaneder.
���»Gertrude har en Sorg, som tærer paa hendes Liv«, sagde Etatsraaden en Dag nedslaaet til Tante Rosalie, da de havde endt deres ensomme Maaltid.
���»Gertrude gør mig mange Bekymringer«, sukkede den gamle Dame. Det kom ikke til nogen længere Udtalelse imellem dem, de vidste for godt fra et helt Livs Erfaringer, hvor vanskelig de havde ved at forstaa hinanden, netop naar de talte om det, som var dem begge det Vigtigste.
*
En Dag kort før Dybbøls Fald, da man i Augustenborg vidste, at Beskydningen var usædvanlig hæftig, opsøgte Winge Thora i en af Slottets Belægningsstuer. Hun var med en Sygepassers Hjælp i Færd med at give en saaret Artillerist et bekvemmere Leje. Den Saarede var en grovkornet Landslagter, der havde lidt mange Smærter; nu følte han Lindring og spøgte med Frøkenen og Doktor Winge, der havde taget en Haand i med. Winge og Thora fulgtes saa ud paa Gangen udenfor Stuen.
���»Emma er ikke rigtig vel«, sagde Winge, »jeg har faaet hende til at lade sig følge hjem. Hun maatte hjælpe til ved en Saaret, som var noget ilde tilredt af en Granat - en Bekendt af os, en Officer - det har taget paa hende. Hun plejer ellers at staa sig godt«.
���»Er det Fabricius«, spurgte Thora rolig, »han rykkede ud igaar?«
���»Ja«.
���»Er det livsfarligt?«
���»Aa nej, men han er slemt spoleret. Venstre Ankel er knust, et oprevet Kødsaar i Siden og en Flænge paa Armens Underflade. Desuden har han faaet alvorlige Kontusioner i Hovedet«.
���»Overlever han det?« - Thora støttede sig til Vindueskarmen.
���»Jeg haaber det. Hjerneskallen er ikke gennembrudt, og Bensplinterne se rimelige ud. Han var ved sin Bevidsthed. Men der er blevet handlet ilde med ham. Da Ambulancen bar ham bort, fik den ene af Folkene et Skud i Armen; og de Klodrianer tabte ham i en leret Løbegrav. Han saa slem ud, da de løftede ham af Vognen, og vi fik fat i ham.«
���»Skal jeg være hos ham?«
���»Hvis De kan overkomme det. Han skulde have lidt omhyggelig Pleje. De maa naturligvis holde Besøgende borte. Hans Oppasser staar i Gangen udenfor og flæber, og der har været et Par Andre«.
���Thora gik tilbage til sin Stue, gav Sygepasseren forskellige Anvisninger og fulgte saa med Winge til det lille Værelse, hvor Fabricius var lagt ene ind. Han sov med Iskompresser paa sine Saar, da de traadte hen til hans Seng.
���»Den gamle Historie«, hviskede Winge til Thora, »de er saa trætte, naar de kommer her ind, at de sover stødt væk det første Døgn. Blot det at ligge afklædt i en ordentlig Seng er dem en Vederkvægelse«.
���Winge gav sine Ordrer og forlod Værelset. Thora syslede stille med Isomslagene og undgik omhyggelig at vække den Sovende. Naar der ved en Fornyelse af Isen fo'r en Gysen gennem Fabricius, stod hendes Haand forsigtig stille, og hendes Blik søgte forskrækket hans halvt tilbundne Ansigt. For hver Gang hun saa paany havde forvisset sig om, at Fabricius sov, gik Haanden travlt og let videre. Hun satte sig derpaa ved Fodenden af Sengen og tog mekanisk et Hækletøj frem, men Naalen gjorde ikke mange Vandringer den Dag. Hendes Tanker gik for det Meste i langsomme Kredse rundt om det Samme: Hvad maatte Gertrude ikke lide, naar hun erfarede, at Fabricius var haardt saaret? Saa var det dog bedre med egne Øjne at se, hvorledes det stod til. Mon hun vilde komme her over? - Der steg Følelser frem, som ikke vare af en fredelig Natur; det kunde hænde, at hun kunde komme til at nægte Gertrude Adgang til den Saarede. -
���Henad Aften laa Fabricius i hidsig Feber, han stønnede og var urolig, og hans Fantasier drejede sig om det Sidste, der havde sysselsat hans Tanker, inden han blev saaret: en Lyttepost, der ved Dagens Frembrud skulde være kommen tilbage af sig selv, men som udeblev.
���»Det Satans Menneske - det er Dannebrogsmanden, Kaptajn«, udbrød han et Par Gange, og Thora søgte forgæves at begribe, hvad han mente.
���»Det er for lyst, han er væk«, mumlede Fabricius og kom atter og atter tilbage til det Samme.
���Thora delte Nattevagten med en Sygepasser, men denne sov sødelig i Stuen ved Siden af og blev kun vækket et Par Gange for søvndrukken at traske ud efter en ny Forsyning med Is. Thora klagede over ham den næste Dag, det havde været umuligt at faa den mindste Hjælp til den Saaredes Pleje af ham, og Manden fik sin Røffel og blev sat til at kløve Brænde og bære Vand den hele Dag. Fru Winge gik derpaa ind i Thoras Plads, og de skiftedes i de følgende ni Døgn til at være ved Fabricius' Seng; de andre Saarede maatte saa længe nøjes med et noget flygtigere Tilsyn fra Damernes Side end ellers. Dybbøls Fald indtraf i denne Tid, uden at Fabricius modtog noget Indtryk deraf, Feberen var vel ophørt efterhaanden, men han døsede Dagene hen, naar ikke Smærterne voldte ham Uro. Hans Tilstand blev derpaa kendelig bedre, han kunde tale muntert med sine Omgivelser, fik Appetit, og man skred til den hidtil opsatte Hovedundersøgelse af det knuste Ben. Den faldt uheldig ud, en Amputation var nødvendig. Fabricius bad om en Dags Udsættelse og fik den med noget Besvær, af Hensyn til den pinlige Undersøgelse, som tydelig havde udmattet ham.
���Thora var hos ham den Dag, og skrev efter hans Diktat et muntert Brev fra ham til hans Hjem. Derefter fik han hende til at hjælpe sig med et Brev, som han skrev til Vilhjelm i den næsten horisontale Stilling, hvori han laa. Brevet lød saaledes:
»Kære Ven, jeg kan ikke lade være med at tænke med et Smil paa, hvor ironisk det lyder, naar jeg siger, at det burde være Dig, som laa her og skrev til mig og ikke omvendt. Jeg har nemlig Thoras venlige Ansigt tæt foran mig, hun holder paa det Underlag, hvorpaa min Blyant spaserer - kan Du læse, hvad jeg skriver? - Prøv nu selv, om din Kærlighed er ægte. Vilde Du købe hendes Nærhed og Pleje for Tabet af et Ben, som imorgen overleveres til Ormene paa Als? - - Du kan begribe, at efter hvad der er sket, hænger jeg ikke med overdreven Kærlighed ved Livet, og den Tanke herefter at skulle trippe om med et rask Ben og et Træben er desuden ikke opmuntrende. Min Tilstand er imidlertid vistnok saaledes, at jeg overlever Amputationen. Lægerne har dog idag havt Bedemandsansigter paa, og jeg tager derfor Tiden i Agt og sender Dig denne Lap til Levvel! Der er én Ting, jeg ønsker sagt, inden jeg dør. Gertrude har dog givet mig mere, end hun har taget fra mig, og det har hele Tiden været hendes Skæbne, som har gjort mig mest ondt. Hvis Du finder det rigtigt, kan Du en Gang sige det til hende. Tak for Alt!
Din Ven Fabricius«.
Efter at have skrevet dette, var den Saarede saa udmattet, at han næsten øjeblikkelig faldt i Søvn, og vedblev at sove, indtil han næste Morgen af fire Sygepassere blev baaren ind paa Operationsstuen. Baade Thora og Fru Winge vare tilstede, da man bar ham bort, og han vinkede med et Smil til dem med den højre Haand, som han frit kunde bevæge.