Erik Skram: Gertrude Coldbjørnsen (1879), VIII

link til hjemmesiden - Det Kongelige Bibliotek

Erik Skram: Gertrude Coldbjørnsen (1879), 8

VIII

Der var gaaet det Meste af to Timer. Gertrude stod paa Trappen udenfor Verandaen i Beraad med sig selv, om hun skulde gaa ned til Gyngepladsen for at se, hvor Thora og Fabricius blev af - saa længe havde hun ikke tænkt sig, Thora skulde præke for ham - da de to langsomt nærmede sig Hovedbygningen fra Alléen, der førte skraat ind mod dens ene Fløj. Gertrude kunde under den Synsvinkel, hvorfra hun iagttog dem, kun se dem med Mellemrum, alt som de passerede de tæt staaende store Træer i Alléen, men hun fik det Indtryk, at de kom tilbage fra Samtalen i en endnu hjerteligere Forstaaelse end nogensinde før. En stærk Nysgerrighed betog hende, hun vilde vide, hvad de to havde talt om.
   Thora tilfredsstillede dog ikke hendes Nysgerrighed, da hun var kommen op i Huset. Hun svarede kun paa Gertrudes Spørgsmaal: »Vi har talt om Dig og om mig og om - meget Andet«, og var ikke til at bevæge til at give en nærmere Forklaring. Gertrude hævnede sig ved ikke at fortælle Veninden sin Samtale med Fabricius, det havde hun ellers tænkt paa.
   Hvis det overhoved havde kunnet falde Thora ind at fortælle til noget Menneske, hvad hun havde talt med Fabricius om, vilde hun ikke have kunnet gøre det - ikke saaledes, at det havde tilfredsstillet hende selv. Det var noget Nyt, hun havde oplevet, noget Ubeskriveligt; hun havde aldrig talt med Nogen saaledes. Fabricius havde været saa - elskværdig - - ja, det var vel Ordet for hans Optræden, saa blid, saa hurtig til at opfatte, saa fortrolig med hendes Tanker. Det var mærkværdigt, at en Mand kunde forstaa hende saa godt, kunde faa hende til at se saa klart i sig selv. For det Første var det rigtigt, at hun ikke havde Ret til at være, og at hun i Grunden heller ikke havde været vred paa den unge Proprietær Bruhn fra Volmersgave - det var den lidt latterlige Maade, hvorpaa Frieriet var foregaaet, og den Omstændighed, at Alle vidste Besked med Begivenheden, som havde pint hende. Men mon Fabricius havde Ret, naar han troede, at Bruhn vilde være halvvejs ulykkelig - - for en Tid, mere havde han dog ikke villet sige. Thora kunde huske det Smil og den alvorlige Mine, Fabricius havde havt paa Ansigtet, da han sagde dette - og hun havde selv smilet. Det var egentlig underligt, hun burde jo netop have været alvorlig derved - men ikke mere end for en Tid; og hun smilede nu igen. Saa havde han bebrejdet hende, at hun læste for mange Romaner, levede for meget i en indbildt Verden. »Er De vis paa«, havde han sagt, »at De ikke spiller altfor store Værdier bort om Aftenen ved en Bog?« Og det havde ramt hende -, hendes bedste Liv var jo netop foregaaet i disse Drømmerier, som Digterne lokkede En ind i. Der var noget Udmattende derved, ligesom ved Spil, kunde hun tænke sig. »Husk paa, at al Digtervirksomhed til syvende og sidst jo dog kun er at slaa Plakater op, der beder Folk om at skaane Havens Grønsvær«, havde han sagt og havde saa med en Haandbevægelse ligesom bredet Livets store Have ud for hendes Øjne. Hun havde aldrig vidst, at Livet var saa smukt - smukkere end den digtede Verden? Hun begyndte næsten at tro derpaa. Ja naar alle Mænd tog saaledes paa Livet som Fabricius. Naar man altid kunde være saa tryg, som naar man talte med ham. Og han sagde dog Alting lige ud. Var det maaske netop derfor? Skulde man ikke skjule saa Meget for sig selv og for Andre? Forleden Aften ved Stranden havde han havt Ret - »ikke vi Andre«. Men saa havde han talt om hende selv og let og sagt, at hun var bange, naar der klimprede en Guitar i Nærheden. Der havde hun vistnok svaret for Meget, hun havde ogsaa let og sagt, at det kun var, naar Guitaren klang falsk. I København havde én Gang en Guitar klinget saa lokkende smukt - det havde hun ikke sagt, men han havde dog vist gættet noget Lignende. Det havde været, som om han bag efter havde villet skaane hende. »Det støder Dem formodentlig, naar jeg siger det, men det er dog min Mening«, havde han ogsaa ytret, »at De skal være rede til at blive Brud, have Deres Bryllupsklædning færdig, og ikke leve Dem ind i den Forestilling, at De aldrig kan blive gift. Hvorfor staa som en af disse Liljer paa Marken, naar man dog har meget Mere af Rosens varme Blod i sig?« Det var smukt, men næsten for farligt. Saa havde de talt om Gertrude. Hvor han bedømte hende rigtig. Hvor ømt og fint han tog paa hende. Ja, hun var virkelig et Bevis paa, at unge Piger uvidende indlode sig paa det vigtigste Skridt i Livet. Mon han virkelig mente, at om det saa skulde ske med otte vilde Heste, burde hun slides fra denne Advokat, som hun ikke elskede. Det kunde jo dog være, at Alt kunde føre til det Bedste. Hvad havde de talt mere om? Atter om Gertrude, om Forholdene, her paa Gaarden, om hende selv, hendes lykkelige Liv i Villaen paa Frederiksberg - og hun havde sagt ham, at hun en Gang havde havt Lyst til at gaa til Teatret. Hans Forundring - -
   For første Gang kom Thora for sent til Middagsbordet. Hun blev drillet af Proprietæren, men hun lo ganske frimodig deraf, og der kom ikke ved denne Lejlighed det samme Tryk paa de Tilstedeværende som under Frokostscenen.
   Nogle Dage efter afgik der et Brev fra Belinda skrevet af Fabricius til hans mangeaarige Ven, den samme Korrespondent, der jevnlig hørte fra ham, og deraf var den vigtigste Del følgende:
   »Kan Du huske Wahlbom, da han var bleven forlovet? Hvorledes han højtidelig gik omkring til os alle og forkyndte, at nu var der foregaaet en uhyre Forandring med ham, og at han vilde tage Afsked med vore glade Fester. Jeg har Noget af Wahlbom i mig idag. Rigtignok er jeg ikke bleven forlovet og endnu har jeg ikke i Sinde at sige Bægeret et rørt Farvel, men naar jeg skal være ærlig, staar for min Forestilling de fordums Lyksaligheder i et mat Lys. Jeg har levet mig ind i et Liv herude paa Landet, som har fanget min Sjæl med et Behag, der kun vanskelig kan beskrives. Det er de to Damer, der fylde Tilværelsen for mig og gøre det med Hænder, der bugne af Roser. Der er en Duft om mig, som med sin Mildhed og Aroma lader mig glemme, at der gives Andet i Verden end Samtaler, Spasereture, Kvindeynde, Læber, som le, og Øjne, der gaa som Solpletter paa mit Ansigt. Det er Frøken Thora, som jeg har omtalt for Dig, og Gertrude Coldbjørnsen, hvem jeg nok ogsaa har indladt mig paa at skildre, men højst mangelfuldt; jeg kendte hende før kun daarlig. - Disse to Kvinder have af et Lune, som jeg ikke vil prøve paa at udforske Grunden til, udset mig til at være deres Sjæls Fortrolige. De svøbe mig ind i Ord og Haandbevægelser som en lykkelig Indbalsameret, der aldrig tænker paa at komme ud i det virkelige Liv mere. Deres Omhyggeligheder, Meddelelser, smaa Aftaler, muntre og betydningsfulde Miner udgør et Rige for sig, et yndefuldt, smilende Rige; Iagttagelser og langsomt slyngede Tanker berøre En der inde som venlige Vindpust. De er saa ærlige, disse to Kvinder, sige saa Meget og krumme med Spidsen af deres Tunge et slankt lille Spørgsmaalstegn for hver Gang de tie, og række saa ud efter mit Svar, som man rækker efter en leende Baby for at tage ham paa Skødet og i Mag kæle for ham. Jeg omdannes og forfines ved dette Liv, imprægneres med Kvindesmil i den Grad, at Du aldrig vil kende mig, naar Du ser mig igen. Alvorlig talt, Livets Hemmelighed er ved at gaa op for mig: al vor Uddannelse gaar ud paa dette Ene at kunne tale med Kvinder saaledes, at der intet tomt Rum bliver mellem dem og os.
   Der er dog Et, der er forkert. Tilstanden, hvori jeg lever, minder vel meget om Bevægelsen af en Skrue uden Ende. De samme Spørgsmaal og Svar komme igen. Tager det en Dag Overhaand, river jeg mig løs. At være Cylinderen i en Lire, som kun frembringer de samme Melodier om og om igen, er ikke min Sag - ørkesløse maa vore Samtaler ikke have været. Der forestaar en alvorlig Prøve. Gertrude Coldbjørnsen er forlovet, og bruger hun ikke den Opfattelse af, hvad der er Alvor og Sandhed i Livet, som hun og Frøken Thora nu i Ly af blomstrende Linde har erklæret sig enig med mig i, saa farvel Skønhed ved dette Kvindemøde! Hun skal hæve sin Forlovelse, for hun elsker ikke den Mand, hun gav sit Ord. Thora skal være den, som bestyrker hende i denne Handling. Vi tale naturligvis ikke direkte om Sagen, men ingen af dem kan være uvidende om, at hvert Ord, vi veksle, skriger ubønhørlig mod det Urene, der for en Tid er kommen ind i Gertrudes Liv. Jeg har kun én Gang set Manden, der har lagt Lim for Gertrude - han lod for Resten ikke til at være nogen dygtig Fuglefænger; det er gaadefuldt, hvorledes den Sag er gaaet for sig.
   Men alvorlige Bekymringer til imorgen! Mit Liv er skønt. Jeg er forelsket i begge mine Veninder og hviler ud paa Sympatiens blide Bølger, der vugger imellem os. De er saa kærlige. Kom jeg i Fortræd, vilde de sælge Alt, hvad de ejede, for at redde mig. Den Ene vilde holde Kjolen op i Fanget, og den Anden vilde drysse Smykker deri, og de vilde gaa til en skændig Karl og sælge det Hele og bringe Pengene til min Fangevogter og have store Taarer i Øjnene og være skinsyge den Ene paa den Anden om hvem, der gav mest - Og jeg? Jeg véd ikke, hvad jeg vilde gøre for at spare dem en eneste bekymret Time - -«
   Fabricius tog fejl i et væsentligt Punkt af sin Beretning, det nemlig, at Damerne havde erklæret sig enige med ham. Det havde de ikke. De vare blevne lokkede hen til Skovens Udkant af Jægeren, som bladede i den solvarme Ager, den ene af dem var gaaet langt ud, men begge vilde paa det nuværende Standpunkt ved det mindste Tegn paa Fare springe tilbage i Tykningen.
   En skønne Dag arriverede saa Tante Rosalie. Hun var rolig og mild som sædvanlig, og Fabricius havde let ved at være ærbødig og elskværdig overfor hende. Han var overrasket over, at hun var en fint dannet Dame, han havde tænkt sig hende som en Mellemting af en Bedesøster og en ubetydelig gammel Jomfru.
   »Skade, at vi er saa uenige om Arvesynden«, sagde han spøgende om Aftenen efter hendes Ankomst til Gertrude; men denne truede ad ham med knyttet Haand og forbød ham at nævne et Ord om Sligt til Tante Rosalie.
   »Jeg har saadan en Lyst«, sagde han, og Gertrude beholdt en Skræk i Blodet for, at han virkelig en Gang skulde indlade sig i en religiøs Samtale med Tanten, som i denne Retning ikke forstod Spøg.
   Men saa rullede en Formiddag mellem Frokosten og Middagen en Wienervogn fra Hovedstaden ind ad den grønne Gitterport paa Belinda - ikke et Menneske var tilstede for at tage imod Gæsten. Det var Advokaten, som uanmeldt kom kørende; Længslen havde drevet ham fra Byen. Det faldt som en Bombe ned mellem de Unge, der vare samlede paa en af Engene, da der en halv Time efter kom Melding ud til dem om, at Advokaten var kommen. Gertrude slap af Forskrækkelse Riven, hvormed hun rev Hø, og med et Blik hen paa Thora udbrød hun: »Feddersen!« klemte Underlæben mellem Tænderne og vidste øjensynlig i første Øjeblik ikke, hvad hun skulde gøre. Thora bevarede sin Ro og foreslog, at de Alle skulde gaa op for at tage imod den Ankomne. Gertrude gik med hurtige Skridt og sænket Hoved foran med Thora, de Andre fulgte langsommere efter.
   Paa denne Tur op imod Huset havde Fabricius en Række ubehagelige Følelser. Han tabte ikke et Sekund Gertrude af Syne og sagde hos sig selv spottende Ord om hendes Hast: »Ej, ej, se, se, hvor hun skynder sig - Mesteren er nok kommen!« og samtidig stimede hans Tanker ud fra deres fredelige Indelukke som opskræmmede Børn, der fare ud af et Hus ved Landevejen med Haaret strittende i Blæsten for at opdage, hvor den pludselige Støj kommer fra. Han havde en Frygt i sit Hjerte, som han ikke vilde kendes ved. Mistede han Gertrude? Om hun nu virkelig løb tilbage i det uskønne Forhold, hvad kom det saa ham ved - havde han sat Noget i Vove for at redde hende? Det nyttede ikke, at han spurgte, det gjorde ondt, som Intet før, syntes han, havde smærtet, at hun der ilsomt flygtede. Holdt han da saa meget af den unge Pige? Det lod det til. Men denne Flugt var en Skuffelse, som kunde gøre ham ligegyldig - iskold paany. Godt, at den var kommen saa tidlig! Og Thora? Hun gik saa rolig, saa kvindelig ren og uanfægtet med dette Barn, som var solgt, som løb til et uanstændigt Møde - - alle Guder! var dette kvindelig Højhed og Dyd?
   Mødet foregik i Alles Paasyn. Omstændighederne krævede en Omfavnelse og et Kys, som var ærligt og varmt nok fra Advokatens Side; Gertrude sprang væver i hans Arme og ud igen, og da det lidt efter lykkedes hende at møde Fabricius' Øjne, gjorde hun en lille, ubestemmelig Grimace. Han var stærkt angreben og fjernede sig saa hurtig Anstanden tillod det.
   Havde han fulgt sin umiddelbare Lyst, var han straks rejst bort. Det lod sig imidlertid ikke udføre uden at vække Opsigt, og det var ham nu fremfor Alt om at gøre, at Ingen fik mindste Anelse om, hvor dybt de Følelser vare gaaede, som knyttede ham til Gertrude. Han var til Bunden forstemt. Solen vilde ikke rigtig skinne mere, Intet omkring ham var smukt. Han huggede med sin Stok til Blomsterne paa Vejkanten og tænkte paa, hvorledes det skulde blive mulig for ham at faa Luft.
   Middagsscenen kom og var munter som sædvanlig. Alle tog Del i Spøgen undtagen Fabricius. Han hørte forundret paa Latteren. Kunde Folk virkelig være lystige, hvor noget saa Unaturligt stak sit grimme Hoved op imellem dem - et løjet Kærlighedsforhold mellem et Barn og en gammel Mand? Han undgik at lægge Mærke til Gertrude - efterat han rigtignok først havde forvisset sig om, at hun var rødmusset og straalende som sædvanlig - - uforstaaelig indtagende, hun, der kun var Legeme uden Sjæl! Han iagttog Advokaten. Der var noget stupidt Tilfredst ved denne Mand. Hans smaa, brune Øjne tindrede, hans elegante Halstørklæde var knyttet om de stive Flipper med et Sind, der ikke vidste af Bekymringer at sige - det Menneske maatte have været et Kvarter om at faa Halstørklædet til at sidde saaledes. Advokaten fortalte Historier fra København; de vare morsomme. Han fortalte godt, med et smittende, tilbagetrængt Lune, Stemmen klang smukt - kun smagte han en Smule paa Ordene. Fabricius lo ad flere af Fortællingerne. Feddersen henvendte nogle spøgende Ord til ham, og han svarede forekommende. Naar Alt kom til Alt, var den Mand jo i sin gode Ret, naar han var glad; hvor skulde han vide fra, at Forholdet mellem ham og hans unge Kæreste var saa slet; hun var jo smilende venlig og glad som altid.
   Fabricius rørte næsten ikke Vinen ved Bordet, han var bange for den mindste Stigning i den forbitrede Stemning, hvori han befandt sig. De to Kvinder havde løjet sig hans Sympati til, og det gærede i ham af Lyst til et Brud med dem - den Ene var lige saa god som den Anden.
   Endelig paa en Spaseretur efter Bordet talte han med Thora. De to gik bag efter de Andre, og han gav sin Hæftighed slappe Tøjler.
   Hun forsvarede sig bedre, end han havde ventet - egentlig havde han ikke ventet sig Muligheden af nogetsomhelst Forsvar. For det Første elskede Gertrude naturligvis paa sin Maade Advokaten. Thora skulde indrømme, at denne Kærlighed næppe havde det ideale Sving, som man maatte ønske enhver ung Pige i sin Kærlighed, men i det virkelige Liv maatte man ofte nøjes med mindre. Fabricius blev meget opbragt over denne Betragtning. Den modsagde imidlertid i den Grad Alt, hvad han i Dagene forud havde ment at se som ægte hos Thora, at han ikke vilde tro paa, at hun selv tillagde Forklaringen Værdi.
   »De kunde jo ikke leve paa saa elendige Vilkaar«, sagde han, »De har bevist det ved endnu at være ugift. Jeg véd jo godt, at der har ligget en Hærskare af Bejlere paa Knæ foran Dem, hvorhen som helst De satte Deres Fod - hvorfor saa anvende en saadan Maalestok for Gertrude?«
   Thora løftede sit Hoved, som om hendes Sagtmodighed var ved at svinde overfor Fabricius' Heftighed. »Fordi«, sagde hun med mere Selvfølelse end man sædvanlig mærkede hos hende, »Gertrude har valgt selv«.
   Det ramte Fabricius som et Stik, at Veninden anviste Gertrude en lavere Plads, end den, hun selv indtog.
   »Gertrude har ikke valgt - et Barn vælger ikke«, udbrød han.
   »Aa jo, dog -«
   »Men saa kan man lære hende at vælge bedre. Det bebrejder jeg Dem, at De giver dette Forhold Deres Bifald«.
   »Men Fabricius! Hvad er det for en besynderlig Fordring, De stiller til mig? Skal jeg træde ind imellem Gertrude og hendes Forlovede, fordi jeg tilfældig har den Opfattelse, at hendes Kærlighed kunde være af en ædlere Beskaffenhed? Det er dog for stor en Urimelighed«.
   »De véd jo, at hun ikke elsker ham«.
   »Det véd jeg Intet om. Jeg véd tværtimod, at Gertrude holder meget af Feddersen«.
   »Holder af!«
   »Nu ja - elsker ham«.
   »Jeg sværger paa, nej!« næsten raabte Fabricius.
   Han havde røbet sig for Thora; der havde været Angst i hans Raab. Hun saa et Øjeblik forundret paa ham og sagde derpaa tilsyneladende rolig:
   »Sværg ikke - en ung Piges Følelser griber De ikke saa let«.
   »Hvad mener De med det?« spurgte Fabricius ængstelig.
   Thora stammede lidt i sit Svar, betænkte sig, og sagde derpaa:
   »Der er Noget, De slet ikke ser. Gertrude kan De ikke forklare, De kan ikke gribe hendes Natur i hendes Følelser. Kom med hvilkensomhelst Betegnelse, De vil, hun glider ud ved Siden af Deres Ord. Det kan ikke nytte, at De tror hos hende at have fundet en langt smukkere Opfattelse af Livet end den, hun kender fra sit Forhold til Advokaten - hun handler ikke efter sin Følelse - eller rettere hun har andre Følelser til Brug for det daglige Liv. - Hun holder af Advokaten og holder ikke af ham - véd, hvad Kærlighed er, og véd det ikke. Altsammen uafhængig af, hvad hun foretager sig. Hendes Liv og hendes Jeg er ikke det Samme -«
   »Hvor er det muligt?«
   »Det er meget muligt, saadan er unge Piger«.
   »Det tror jeg ikke - ikke i deres Kærlighed. Det er Noget, som gaar dem for tæt paa Livet«.
   »Hvem tror De tænker paa det? Kærlighed sværmer man for, Forlovelse er Noget, som sker. Man elsker en tænkt Person, og saa kommer der En med Briller, som spaserer afsted med En - og det gør ikke det Mindste. Der kommer ingen Modsigelse ind i Ens Liv for det«.
   »Og naar han, som spaserer bort med En, kysser En?«
   »Saa kysser man igen«.
   »De har ikke Ret, Frøken«, sagde Fabricius og talte saa hurtig, som om Ordene brændte ham, »saa ynkelig gaar det ikke til - eller maaske - saaledes kan det gaa til, indtil den Dag kommer, da den unge Pige pludselig føler Kærlighed. Saa suser der gennem Sjælen saa virkelig en Kraft, at alle Paafund og lavede Fornemmelser flyve som Avner ud af Sindet med det Samme. Det rene Menneske bliver tilbage, ikke den mindste lille Løgn kan finde et blivende Sted - Kærlighed er ikke Noget, man kan gaa og lave Teorier om, den snor man sig ikke fra -«
   »O!« sagde Thora og løftede Haanden, »en ung Pige kan sno sig fra Alt!«
   »Men hun vil ikke. En ung Pige, som elsker, vil ikke lade sig kysse af en Anden. Livet er et haandgribeligt Stof, Frøken, det tvinger sin Sag igennem«. Fabricius talte med et saadant Eftertryk, at Thora forstummede. Hun kendte sig ikke selv, saa mange bitre Forestillinger viklede sig sammen som en Bunke klamme Snoge i hendes Hoved. At deres Uenighed ikke længer drejede sig om Gertrude, lagde hverken hun eller Fabricius Mærke til.
   »De tror«, sagde hun med en vis Foragt, »at en ung Pige er et Væsen, som har Respekt for, hvad hun føler og tænker og oplever - paa egen Haand -«
   »Ja, det gør jeg«.
   »Det er galt. Hvor skulde den Respekt være kommen fra?« og da Fabricius ikke straks kunde svare, fortsatte hun: »Tror De, vi nogensinde komme ud af Ammestuen? Hvem skulde lukke Døren op til den? - Ja De maaske. Men saa staar De udenfor og venter at se en Flok unge Amazoner komme marcherende. De komme ikke! Vor Kærlighed og vore virkelige Følelser skulde have knyttet et evigt Forbund? - Ja om tusind Aar maaske!«
   Der var foregaaet en saadan Forandring med Thora, at Fabricius, hvor sysselsat han end var med Tankerne om Gertrude, blev slaaet deraf og mindre fæstede sig ved Indholdet af hendes Ord end ved hendes Tone.
   »De taler saa haanlig, Frøken«, sagde han.
   »Gør jeg?« svarede hun. »Det maa vel komme af, at De har rettet et urimeligt Angreb paa Gertrude. Lad hende elske, som hun kan. De var hæftig før, det er De ikke mere, det er jo godt«.
   Fabricius tænkte paa sin Vrede og undrede sig over, at den var sagtnet betydelig. Hvad havde han da i Mellemtiden erfaret? - O, det, at Gertrude jo heller ikke elskede ham. Hun var ikke saa skyldig, som han troede. Hun vidste jo endnu ikke, hvad Kærlighed var.
   Selskabet var standset et Stykke udenfor Haven paa en Høj, der løftede sig lidt gold op fra de gule Kornmarker. En grusbelagt Vej førte til dens Top, hvor der voksede nogle kæmpemæssige Ege, under hvilke der var anbragt Bænke; et ungt Anlæg strakte sig ned ad Højens ene Affald. Fra Bænkene var en vid Udsigt til de omgivende Marker og Skove og Østersøens Sunde bag ved dem og til Smaaøerne paa den anden Side Vandet. Aftensolen belyste Landskabet varmt, og Feddersen, som var den Nyankomne, der skulde beundre Egnens Skønhed, udtømte sig i Lovtaler. Han rettede sine Ord til Proprietær Bech og syntes i sin Iver at ville give ham Æren for det Hele. Der var Ingen, der ellers talte, og den almindelige Tavshed forførte Advokaten til at tvære sin Beundring ud i trivielle Bemærkninger. Fabricius fik et spottende Smil paa Ansigtet og mødte saa Gertrudes Blik. Denne Gang syntes han, at der var et bedende og alvorligt Træk i hendes Miner. En blid, sentimental bedrøvet Stemning løftede sig som en varm Bølge i hans Indre, hans Øjne bleve hængende ved Gertrudes, og hun smilede da forsigtig og ømt til ham. Det kunde Fabricius ikke taale, han vendte sig om og gik alene ned ad Højen for i Enrum at granske i sin Sorg. To Par Øjne fulgte ham, Gertrudes og Thoras, og begge Damerne saa alvorlige ud.