Erik Skram: Gertrude Coldbjørnsen (1879), IV

link til hjemmesiden - Det Kongelige Bibliotek

Erik Skram: Gertrude Coldbjørnsen (1879), 4

IV

Til Tante Rosalies Værelse havde der i Aarenes Løb knyttet sig nogle mindre hyggelige Forestillinger, idet der var forefaldet Scener der inde, som ikke havde havt nogen blid Karakter. Tante Rosalie havde maattet forsvare sin kæreste Gerning paa denne Jord, Gertrudes Opdragelse, mod Angreb fra Broderens Side, og Enighed var sjælden blevet opnaaet, om end den kvindelige Magt hidtil i Reglen havde været den sejrende. Da Etatsraaden anmodede sin Søster om en Samtale, vidste hun, hvad det betød, og gik til den med en ubehagelig Følelse af at skulle høre saarende Ord om, hvad hun ansaa for hellige og urokkelige Grundpiller for Alt i Livet. Det kom anderledes, end hun havde ventet.
   Etatsraaden forhørte sig først nøjagtig om, hvorledes den hele Sag var gaaet til, og da det af Krydsforhøret fremgik - noget imod Tante Rosalies Vilje - at hun havde forudset Frieriet og haabet paa dets lykkelige Udfald, var Tonen ikke hæftig snarere paa en egen Maade træt eller sørgmodig, da Etatsraaden sagde:
   »Ja ja, det kan nu ikke nytte at tale mere om dette, Ulykken er sket, og Du har taget den under dine Vinger. - Jeg vil blot bede Dig om én Ting: Gør det ikke fremdeles«.
   Der laa heri Signalet til Kamp. Tante Rosalie svarede kort:
   »Jeg forstaar Dig ikke, jeg ser ingen Ulykke i, hvad der er sket«.
   »Men jeg gør det for os begge«, svarede Broderen, og om end Stemmen var dæmpet, bankede der Hæftighed bag den, »og Du maa tro lidt paa, hvad jeg siger. Du er en gammel ugift Dame; Du véd ikke, hvad det unge Blod skal gennemgaa. Det er en forkert Forlovelse, som maa hæves«.
   »Georg«, udbrød den gamle Frøken paa én Gang krænket over uden videre at blive sat udenfor i en Verden, hvor Kærlighedens Lys aldrig havde skinnet, og forskrækket over Ordenes Indhold, »lad os ikke misforstaa hinanden; hvad Du der siger, er syndig Tale«.
   Etatsraaden løftede utaalmodig sine Hænder over Hovedet og rystede dem, et hæftigt Udbrud var overhængende, men det kom ikke.
   »Ja lad os ikke misforstaa hinanden«, sagde han og lagde Baand paa sig selv, »det er vigtigere i dette Øjeblik maaske end nogensinde før. Der er her foregaaet noget Galt, Gertrude er bleven overrumplet«.
   »Hvor kan du sige det«, svarede Tanten hurtig, »Du kender ikke Forholdene, Feddersen har hele Gertrudes uskyldige Hjerte«.
   »Og det kan Du virkelig selv et eneste Øjeblik tro paa?«
   Et Sekund maaske var Tante Rosalie usikker, saa sagde hun med saa megen Overlegenhed i Tonen, som hun overhoved kunde tillade sig: »Hvorfor skulde Gertrude her pludselig have svaret ja, efter før altid at have svaret nej eller som en Fugl være kommen til mig?«
   »Det skal jeg sige Dig«, svarede hendes Broder kort, »hun vidste, at Du stod bag ved«.
   »Jeg har ikke lagt et Støvgrans Vægt af Tvang paa Gertrude«, sagde den gamle Frøken indigneret.
   »Det behøvedes heller ikke, Tvangen var der forud. Barnet er jo spunden ind i et Net af Kærlighed og Katekismus, saa at hun ikke har en Tanke fri - - Spindelvæv paa Spindelvæv i et uhyre Lag! - Ti stille et Øjeblik, jeg angriber Dig ikke, Du har handlet efter din bedste Overbevisning, og jeg har ingen Ret til at bebrejde Dig Noget, jeg har jo ladet Alt gaa sin Gang. - Men føl, at det er sandt, naar jeg siger Dig, at Gertrude har sagt ja til denne Mand, fordi hun troede, at hun burde«.
   Tante Rosalie var vred men tillige paavirket af den Alvor, hvormed Etatsraaden talte.
   »Jeg forstaar Dig ikke«, sagde hun som før.
   »Gertrude er bleven hildet i den samme Snare, som - ja som fangede hendes Moder. - Tror du ikke, at jeg forstaar mig lidt paa dette, eller mener Du, at mit Ægteskab med Johanne har været fuldstændig spildt for mig?« Etatsraaden talte bøjet hen imod sin Søster, ivrig, bevæget. Hun blev forvirret.
   »Hvad skal det sige, hvorfor taler Du om Johanne?« spurgte hun.
   »Fordi jeg ønsker at redde Gertrude fra hendes Moders sørgelige Skæbne«, svarede Etatsraaden rolig. Der opstod en Pavse, man hørte den gamle Herres Fingre spille paa Lænestolens Arme.
   »Sørgelige Skæbne?« sagde Søsteren uvillig og lige som tvivlende om at have hørt rigtig.
   »Ja - Har Du gaaet blind ved Siden af mit Ægteskab med Johanne? Det er forunderligt. Jeg troede, at det var klart for alle Mennesker«. Etatsraaden tav. »Saae Du da ikke«, sagde han med et pludseligt Udbrud og løftede Hænderne nervøst, »at Johanne græmmede sig? - Det blev kaldet Svækkelse. Aa ja. Men en Dag bad jeg hende om at tale, saa kom det frem. Hele hendes Rædsel over, at hun havde giftet sig med mig uden at ane, hvad Kærlighed var. - Den var senere kommen til hendes Hjerte - saadan er det jo, det gaar. Men saa stod jeg der - vi havde et Barn. - - Hun, den Stakkel, bad om min Tilgivelse!« Etatsraaden flyttede sig hurtig paa Stolen, rejste sig og gjorde nogle Skridt henimod Vinduet. Pludselig vendte han sig og gik tæt hen til Søsteren: »Det er det, som ikke maa ske med Gertrude«, sagde han dæmpet.
   For Tante Rosalie havde det været sørgelig nyt, hvad hun hørte. Hun sad fordybet i smærtelig forundrede Betragtninger. »For Himlens Skyld, nævn ikke Gertrude i denne Forbindelse!« udbrød hun.
   »Synes Du det ligger saa fjærnt?« spurgte Broderen, idet han standsede i en begyndt Vandring fra sin Stol mod Kakkelovnen og tilbage.
   Den gamle Dame gjorde en Bevægelse med Hænderne som for at værge sig mod noget Usynligt i Luften. »Din Sorg fører Dig for vidt«, sagde hun sagte, »Gertrudes Sjæl er ren som en Guds Engels?«
   »Og hendes Moders?«
   »Georg, hun havde syndet«.
   Etatsraaden kom i en voldsom Bevægelse. »Syndet!« raabte han, »sig, at jeg har syndet, som vilde kvæle hendes Ungdom i mine Arme! Dumme Fejltagelse, som vælter Brøden fra de rette Skuldre!« Han standsede sig med Anstrængelse. - »Her er ikke Tale om Skyld og Brøde«, fortsatte han roligere med en endnu dirrende Stemme, »her er Tale om et skæbnesvangert Misgreb, som har Ulykken i Følge! Kast Gertrude hen til denne Advokat, og hendes Liv er forspildt«.
   »Lær hende at bryde sit Løfte, og hendes Sjæl er fortabt!« udbrød Frøkenen, og paa hendes Kinder tegnede to røde Pletter sig, hun var stærkt bevæget.
   »Floskel!« svarede den lille Herre forbitret og strakte Haanden ud imod sin Søster, »kast den i Grams til Ufornuftige, og brug den ikke her, hvor det er Alvor«.
   Frøken Rosalie vilde svare. Etatsraaden gik med et Par hurtige Skridt hen imod hende og lagde Haanden paa hendes Arm: »Ti nu, Rosalie, lad os blive rolige, vi maa ikke skændes«.
   Hun tav, og Etatsraaden gik som før op og ned ad Gulvet. Han begyndte lidt efter at tale paa ny. Hans Tone havde da det samme sørgmodige eller trætte Præg som fra Begyndelsen af Samtalen, og han fik Tid til at tale lidt mere i Sammenhæng. Han var for opfyldt af det Alvorlige ved Begivenheden til, at hans Ord ikke efterhaanden skulde gøre Indtryk paa Tante Rosalie. Hun maatte indrømme, at der kunde være en Fejltagelse fra Gertrudes Side, og at Forskellen i Alder mellem de Forlovede kunde føre til uheldige Resultater. Etatsraaden lod sig nøje med dette og gav til Erstatning Tante Rosalie sin Indrømmelse af, at han efter det korte første Møde med Advokaten kunde have bedømt denne galt, og at han maaske netop var den Mand, der kunde blive til uberegnelig Lykke for Gertrudes flagrende Sind. Saa opstillede de to gamle Søskende et Slags Kompromis. Alt skulde gaa sin naturlige Gang, ingen af dem matte gribe ind, og naar saa det Aar var gaaet, som ogsaa Tante Rosalie indrømmede var fornuftigt at sætte som Ventetid skulde Gertrude endnu staa frit, Tanten maatte da ikke lægge nogetsomhelst Baand paa hendes Beslutning.
   At Etatsraaden opnaaede et formeligt Løfte i saa Henseende, kunde han kun takke den Omstændighed for, at han paa ny vendte tilbage til sit Ægteskabs sørgelige Historie. Tante Rosalie blev denne Gang endnu dybere greben end første Gang Sagen blev berørt; hun fik at vide, hvem det var, hendes unge Svigerinde havde elsket, og som havde elsket hende igen. Det var den unge Komponist fra Stockholm, som i Tante Rosalies Øjne havde været næsten Idealet af en ung Mand.
   »Vil Du indrømme«, havde Broderen sagt med et sørgmodigt Sind, »at det havde været naturligere, at Johanne havde fulgt med ham, end at hun blev hos mig?« Tante Rosalie havde Intet svaret. For hendes Øjne havde staaet det elskelige Væsen, der havde bragt Solskin til det gamle Hus og hendes gamle Frøkenhjerte, og den unge Mand med det blide Smil, som havde kunnet spøge finere og mere ridderlig end nogen anden Mand, Tante Rosalie kendte. Og over dem hvilede der nu Brøde! -
   Frugten af den førte Samtale faldt fuldt moden i Advokatens Skød. Han undgik at faa en ubehagelig Svigerfader, og samtidig kom der i Gertrudes Væsen en Nuance af Ømhed for ham, som han ikke vilde have indhøstet, havde den unge Pige ikke kunnet skimte Kulden i sin Faders Optræden. Bestandig forekom det hende, at der var Et og Andet at bøde paa. Advokaten tog Alt med rund Haand uden at reflektere synderlig hverken over det Ene eller det Andet. Han var meget lykkelig, arbejdede som sædvanlig og dukkede med et glad Sind under i den store Selskabelighedens Bølge, der rullede frem over ham og Gertrude. Forlovelsen havde vakt megen Opsigt. Forundringen mærkede Advokaten ikke, eller vilde ikke mærke - hvad kom den ham ved? - og over Gertrude, hvis Væsen ikke havde forandret sig, efter at hun var bleven forlovet, gled den som en florlet Sky, hun var nu som før alle erotisk anlagte Balherrer fortvivlelse og glæde. Men hun havde Fred paa sine Baller. Mændenes overordentlige Følsomhed turde nu kun nærme sig hende som afdæmpede, vemodige Klager, og det morede hende. Det kunde man i Ro høre paa og le ad, oven paa det fulgte ingen ubehagelig Eksplosion. I Modsætning til andre unge Piger fandt Gertrude ulige mere Behag i Selskabslivet, efter at hun var bleven forlovet end før.
   Tante Rosalie havde havt en lang og alvorlig Samtale med Feddersen, kort efter at Freden var sluttet i hendes Værelse. Hun havde saa at sige givet ham at læse sin Kærligheds Testamente. Bevæget havde den gamle Dame lagt ham paa Sinde hans Ansvar ved fra nu at skulle være den, der ledte Gertrudes Fjed her i Livet, hun overleverede det unge Væsen til ham og bad ham vogte hende vel. Hun udtalte sin Dom om Gertrude, udpegede, hvad hun troede var en Fare for hende, hendes lette Sind, og gav saa sit Barn en Lovtale, præget af den inderligste Kærlighed. For Advokaten havde denne Samtale været af stor Betydning. Han havde lyttet til hvert Ord med en Følelse af Beundring, aldrig havde han saaledes h ørt Kærlighedens Sprog før, han kendte det jo kun fra Bøger. Alt var nyt for ham, fra Indholdet af, hvad der blev sagt, til den gamle Dames bevægede Stemme og kærlige Blik. Han havde rørt lagt sin Haand i den gamle Frøkens og sagt, at han følte dybt sit Ansvar. Det var sandt, for saa vidt som han nu indsaa, at han havde et Ansvar, der strakte sig udenfor ham selv, det havde han ikke tænkt over før. Et praktisk Resultat havde Samtalen havt. Tidligere havde Gertrudes selskabsvante Sikkerhed blændet Advokaten, han havde i hende troet at møde den unge Dame og anlagt sin Optræden derefter. Ved Tantens Ord blev hans Opfattelse af hende forandret; det var et Barn, han elskede. At der var en Skuffelse i dette nye Syn paa Gertrude, kunde ikke dølges; men paa den anden Side stod hendes store Friskhed og kærlige Sind lige fortryllende for ham, han lærte paa en Dag eller to at finde det samme Behag i den ny Tingenes Tilstand som i den gamle. En og anden utydelig Følelse hos Advokaten om at skulle have lært Noget af sin unge Elskede blev borte mellem disse tidlig forandrede Tanker om Gertrude; hun skulde nu kun være det rene Solskin i hans Liv, som naaede til ham uden at være analyseret gennem nogen Slags Prisme. Hans Pligt var det at lede hende og elske hende saaledes, som Tante Rosalie havde skildret ham Tingen. Det var blevet sagt til ham, at han skulde tage varlig paa Gertrude, og det udførte han til Punkt og Prikke, saa meget mere som han i Grunden ikke vidste, hvor han skulde være skreden ind. Gertrudes Liv blev altsaa i saa godt som ingen Henseende forandret, det modtog blot en Forøgelse ved Advokatens Nærværelse. Han var altid glad og var baade underholdende og elskværdig, og Forlovelsen med ham bragte til Gertrude en større Hyldest fra de Gamles Side end tidligere. Den unge Pige saa altsaa paa Tilværelsen med nok saa glade Øjne som nogensinde.
   Helt uden Skyer var Forholdet dog ikke; men de kom og drog bort, førte af en hastig Vind. Gertrude kunde ikke vænne sig til Advokatens Kærtegn. Feddersen kunde tælle de Gange, han havde kysset hendes Læber. Ganske vist var hendes Kind ogsaa yndig, men Munden fristede mere, og naar den erotiske Mand udførte et hastigt coup, kunde der komme en lille Scene. Der var én Ting til, som voldte lidt Besvær, og som endog hidførte Tantens Mellemkomst. Advokaten var ikke saa sikker i det gode Selskabs Vedtægter og ydre Former, at jo ikke en Gang imellem, naar han følte sig hjemme ved Svigerfaderens Bord eller i de pyntelige Saloner, Vanerne fra hans Ungdomsliv stak igennem. Det stødte Gertrude overordentlig, og hun paatalte det uden videre. Her mødte hun imidlertid en egen Art Hovmod hos sin Forlovede, han modtog ingen Tilrettevisning, og Gertrude lærte hurtig at tie. Hun led, særlig i Andres Nærværelse, betydelig, hvor disse Uskønheder kom til Syne, og en Gang, da Advokaten havde indfundet sig i et lille Selskab for Gertrudes unge Veninder i Formiddagsdragt, var der en saadan ophobet Graad og Vrede, at Tante Rosalie blev alvorlig forskrækket. Advokaten fik dog Intet at vide om dette, og det gik over hurtig som det kom.
   Med Etatsraaden kom Advokaten temmelig snart paa en god Fod. Hertil bidrog mere end noget Andet, at de lærte hinanden at kende gennem Forretningslivet. Sønnen, Emil, af første Ægteskab, som var etableret i London, havde gjort forskellige uheldige Dispositioner og var kommen i et indviklet Forhold til et Hus af tvivlsomt Renommé i København. Etatsraaden gik modstræbende til Feddersen med Sagen; men ikke saa saare var den kommen i hans Haand, før den fik en anden Gænge. Sønnen skrev de mest anerkendende og taknemmelige Breve fra London, Etatsraaden, som fulgte nøje med, forbavsedes over Feddersens hurtige Omdømme og praktiske Sans, og da det var med halve Kæltringer, man havde at gøre, gjorde Advokatens Hensynsløshed ikke noget ugunstigt Indtryk paa ham. Resultatet blev, at Køligheden veg fra Etatsraadens Væsen og gav Plads for en vis Hjertelighed.
   Den gamle Mand forandrede dog ingenlunde sin Mening i Ægteskabsspørgsmaalet og udtalte det paa given Foranledning til Tante Rosalie, der alt havde ment at kunne triumfere.
   »Der er mig noget Koldt eller Stillestaaende ved Feddersen, som jeg ikke kan forklare«, havde Etatsraaden ytret, »jeg priser ikke Gertrude lykkelig«, og denne Opfattelse faldt sammen med en anden Iagttagelse, han havde gjort, og som netop angik Gertrude.
   Da den overvældende Selskabelighed hen ad Foraaret sagtnede, havde Etatsraaden faaet Lejlighed til at sysselsætte sig ikke saa lidt med Gertrude. Han tog hende med paa Spasereture og bandt hende om Aftenen til sin Stue, han vilde have, at hun skulde udtale sig, vise ham sin unge Sjæl. Men hans Forsøg lykkedes kun daarlig, eller ogsaa var der Ingenting paa de fine Blade, som han lempelig berørte. Gertrude var glad ved hver en Tilnærmelse fra Faderens Side, var munter i hans Selskab og mere øm mod ham end mod nogen Anden, talte om Alt, hvad der fo'r igennem hendes Hoved, men af Tanker var der kun saare lidt. Etatsraaden blev mismodig og anklagede i sit stille Sind mere end nogensinde den Opdragelse, Datteren havde faaet. Hvert selvstændigt Tankefrø syntes ham bortryddet, inden det havde spiret, hvert et muntert lille »hvorfor« tilintetgjort i sin første Vækst. Hun spejlede i Stemninger Alt, hvad der omgav hende, og havde ingen Trang eller ingen Evne, frygtede Etatsraaden, til nogensinde at kige om bag dette Spejlbillede. Det var en Skuffelse for den gamle Mand; han havde troet, at der maatte findes store og smukke Spor af Moderens Begavelse hos Datteren. Moden til at giftes var hun i endnu mindre Grad, end han havde formodet, tænkte han og blev harmfuld over, at Advokaten og Tante Rosalie begge gladelig sejlede ned ad Strømmen, der førte ud i det aabne Hav bag Gertrudes Bryllup. De Taaber troede, at Turen gik imod en Havn! Skulde han dog gribe ind og nedlægge sit Veto imod Forbindelsen? - Sæt saa, at Gertrude virkelig kun var den lille Baad, der vilde stoppe op for altid ved Bryllupsdagens Bolværk, saa var hans Veto en daarlig Plan, og han en gammel Drømmer, der ved at spille Forsyn kun voldte Forstyrrelse. Etatsraaden trak sig atter forsigtig tilbage og lod Tingene gaa deres Gang. Det havde han gjort fra samme Dag, hans Indsigt var bleven saa stærkt beriget, den Dag da hans unge Hustrus Taarer vare faldne paa ham, og han havde faaet Syn for Ting, der før vare gledne ham umærkelig forbi. Før den Tid kunde man maaske have kaldt ham en godlidende Hustyran, det Navn havde for længe siden ikke passet mere.
   Da Sommeren kom, flyttede den Coldbjørnsenske Familie til Landstedet i Taarbæk. Slægt og Venner havde ment, at Brylluppet skulde have staaet forinden, og fra Mange var der indløbet Forespørgsler, som havde generet Tante Rosalie. Hun havde gjort et sidste Forsøg paa at faa Overenskomsten fra Vinteren brudt, men i dette Punkt havde Etatsraaden været fast. Gertrude lagde ingensomhelst Utaalmodighed for Dagen, og Feddersen holdt det for under sin Værdighed at røre ved Sagen. Han var betydelig krænket over, at Svigerfaderen vedblev at fastholde sin første Bestemmelse, men sagde Intet. - Midt paa Sommeren rejste saa Gertrude som sædvanlig paa Landet til en Halvonkels Gaard i det sydlige Sælland, Tante Rosalie vilde følge efter for at være der en kortere Tid; ogsaa Advokaten var indbudt, men kunde for sine Forretningers Skyld først slippe fra København betydelig senere. Etatsraaden vilde gøre en Forretningsrejse til London.