Erik Skram: Gertrude Coldbjørnsen (1879), III

link til hjemmesiden - Det Kongelige Bibliotek

Erik Skram: Gertrude Coldbjørnsen (1879), 3

III

»Kunde jeg faa Etatsraad Coldbjørnsen i Tale?«
   »Tør jeg spørge om Deres Navn?«
   »Her er mit Kort.«
   Den unge Kontorist modtog Kortet og forsvandt med det i Kontorets tilstødende Stuer. Imidlertid lænede den Spørgende sig til Skranken, ved hvilken han stod, og betragtede med et aandsfraværende Blik de store Snefnug, der langsomt dryssede ned i den firkantede Gaard med Vognskurene i Baggrunden og det sorte Kastanietræ, som voksede skraat ud fra Muren. Han var høj og mørk, elegant klædt og saa forretningsmæssig ud.
   Kontoristen kom skyndsomst tilbage, aabnede med et udsøgt Buk Laagen i Skranken og bad Hr. Advokaten træde indenfor, Etatsraaden var i sit Værelse og kunde straks tage imod ham.
   »Vilde De være saa god at vise mig Vej?«
   Kontoristen gik foran, og alt som de passerede de tre store Rum, hvoraf Kontoret bestod, begyndte en sagte Hvisken bag dem ved Pultene.
   »Kendte De ham? Det var Advokat Feddersen.«
   »Ja vel, jeg kender ham nok.«
   »Feddersen« og »Advokaten« gentoges nogle Gange, saa lukkede Kontorets rolige Vande sig over dette som over ethvert andet Kontoret ikke vedkommende Emne, og Forretningerne gled videre i den tavse Strøm.
   Advokaten var imidlertid kommen til Døren, der førte til Etatsraad Coldbjørnsens Værelse. Med en takkende Bevægelse til Kontoristen, som aabnede og lukkede Døren for ham, traadte han ind og befandt sig i et stort og mørkt Værelse. Der var et tykt Tæppe paa Gulvet, talrige Kort og nogle Kobberstik, som forestillede Landskaber, paa Væggene, gammeldags Løjbænkssofaer med Shirtings Betræk langs Værelsets to Sider, en mægtig hvid Ovn, hvori der for aabne Døre flammede et Baal af duftende Birkeved, et stort Skrivebord i Hjørnet ved det eneste Vindu, for dette svære Gardiner, adskillige Lænestole omkring et Bord midt i Stuen, en særlig stor Lænestol ved Vinduet, og i denne Etatsraaden selv, læsende i et Brev. Paa et lille Bord ved Lænestolen laa opslagne Brevskaber. Af Etatsraaden saa den Indtrædende foreløbig kun et Par pyntelige Ankelsko, et Par hvide Strømper og to Ben, som stak i lysegraa Benklæder. Nu sænkedes Brevet, Etatsraaden var med et Sæt paa Benene. Det var en lille, mager Herre med et rundt, skaldet Hoved, hvis Isse var saa blank som poleret Elfenben og havde samme gullighvide Farve som dette Stof. Ansigtets stramme Hud var overstreget med en Mængde fine Rynker, imellem hvilke bugtede sig paa Kinderne de røde og blaa Slyngninger af Hudens alleryderste Haarkarnet. Over Øjnene og næsten skjulende dem hang graa Øjenbryn som Planter fra et Tagskæg; naar Brynene løftedes, kom et Par livlige, brune Øjne til Syne. Den gamle Herre var hurtig i sine Bevægelser og holdt sig meget rank. Han gik sin Gæst et Par Skridt i Møde, Advokaten nærmede sig med et forbindtligt Smil.
   »Jeg tør maaske forudsætte, at mit Navn er Hr. Etatsraaden bekendt?«
   »Fuldkomment, fuldkomment - man følger jo med sin Tid«, svarede Etatsraaden og rakte Advokaten Haanden. »Behag at tage Plads.« Han talte i smaa Stød med en noget rusten Stemme, der gjorde Indtryk af at have kendt bedre Dage, Advokatens Stemme var en god Baryton, som han, navnlig efter den store Proces tog med sig overalt som Riddere i gamle Dage deres Værge.
   »Jeg vilde meget gerne tidligere have havt Anledning til at hilse paa Hr. Etatsraaden«, fortsatte Advokaten fra sin Stol med et Buk over Lænderne, der dog, det følte han øieblikkelig, ikke lykkedes som det skulde.
   »Siger Intet - jeg kender Dem godt,« sagde Etatsraaden, pludselig noget tørt, fra Lænestolens Fond, »jeg har endog læst en Vise om Dem - trykt i Landemærket. De er jo populær,« og der kom en lille Latter - »ja De kender den vel ikke.«
   Det var Advokaten behageligt, at hans Ubekendtskab med Visen blev forudsat. Den havde ganske vist alt i nogle Dage været i hans Besiddelse, men han fandt ingen Anledning til at fremkomme med denne Oplysning. Hvorledes havde Etatsraaden faaet fat i det dumme Tøj? Han behandlede Visens Eksistens og sin Popularitet med et Skuldertræk og et overlegent Smil, og der opstod en Pavse. Imidlertid var øjensynlig Etatsraadens Tanker vandrede andre Steder hen, og hans Gæst lod som Følge deraf det sidst anlagte Smil glide bort af sit Ansigt for at antage et nyt Udtryk, da han sagde:
   »Hr. Etatsraaden antager formodentlig, at jeg har søgt Dem i et Forretningsanliggende -?«
   »Antager ingen Verdens Ting«, svarede den lille Herre hurtig, løftede Øjenbrynene og bredte Armene ud, idet Albuerne forbleve støttede paa Lænestolens Sidestykker.
   »Mit Ærinde er fuldstændig personligt«.
   »Personligt?« spurgte Etatsraaden med et lyttende Udtryk og det højre Øre drejet hen imod den Talende.
   »Ja«.
   »Meget vel, glæder mig«. Øjenbrynene sænkedes, og Hænderne gik atter sammen.
   Advokaten var ikke ganske fornøjet med den gamle Herres Væsen; men - Fornemmelsen lod til at være gensidig.
   »Det har overordentlig Betydning for mig, og jeg er nødt til at gøre Regning paa Hr. Etatsraadens Velvilje«.
   Denne nikkede med et Blik gennem Øjenbrynenes Forhæng paa den Talende og støttede Tænderne i Overmunden paa sine Fingerender.
   »Det er adskillige Maaneder - over et halvt Aar, siden jeg havde den Ære at gøre Deres Frøken Datters Bekendtskab«.
   »Hm«, sagde Etatsraaden, »meget godt«.
   »Jeg har ondt ved at sige, hvor - - fordelagtigt et Indtryk Frøkenen har gjort paa mig«. Advokaten havde tænkt at bruge en langt stærkere Betegnelse, men satte uvilkaarlig Udtrykket ned efter den ham omgivende Temperatur.
   For Etatsraaden dæmrede der et veldædigt Øjemed bag dette, i Forbindelse med en Basar eller lignende. Det var han nu ikke nogen Ven af og svarede Intet.
   »Jeg vilde gerne hos Hr. Etatsraaden udbede mig Tilladelse til at faa en Samtale med Frøken Gertrude«.
   »Naa?« sagde Etatsraaden.
    »Min Mening er at spørge Deres Datter, om hun vil blive min Hustru«.
   »Hejsa!« raabte den gamle Herre og greb fat i Lænestolens Arme, som om han var bleven ramt af et Vindstød og alt havde opgivet Haabet om at redde Hatten.
   I Advokatens Kinder skød Blodet op. Der opstod en længere Pavse.
   »Er det Dem bekendt«, sagde endelig Etatsraaden med en egen hvas Tilsætning i Stemmen, »at min Datter først fylder sytten Aar til Sommer?«
   »Ja, det véd jeg«.
   »De er - hvor gammel?«
   »Jeg er 36 Aar, fyldt«, svarede Advokaten med en Ro, som dirrede ham gennem Kroppen.
   Etatsraaden blev siddende tilbagelænet i Stolen og stirrede stift ud for sig. Der var stille i den store Stue, kun Ilden slufrede med en vis gemytlig Lyd i den hvide Ovn, og et fransk Ur dikkede haardt paa en lille Konsol over Skrivebordet. Endelig sagde Advokaten:
   »Frøken Gertrude er ikke noget Barn længer«.
   Etatsraaden slog ud med den ene Haand, som om han vilde sige: Der behøves ikke et Ord mere, og rejste sig i det Samme med sit sædvanlige Sæt. »Ja vær saa artig«, sagde han, »vil De saa følge med, jeg antager, at min Datter er hjemme«.
   Advokaten kunde ikke længer beherske sin irriterede Stemning. »Jeg véd ikke«, sagde han, »om jeg maa gøre Hr. Etatsraaden opmærksom paa, at jeg efter almindelig Skik og Brug ikke havde behøvet at henvende mig først til Dem for at kunne tale til Frøken Gertrude om denne Sag«.
   »Fuldkommen rigtigt«, bemærkede Etatsraaden, staaende ved Døren ud til Trappegangen, »jeg er Dem meget forbunden«. Han lukkede Døren op og gjorde en indbydende Gestus til Advokaten for at lade denne træde først ud paa Trappeafsatsen. Den bratte Afgørelse af Forhandlingerne mellem ham og Etatsraaden var saa lidt som mulig efter Advokatens Smag, særlig efter den Karakter, som den hele Samtale havde havt; men der syntes fornuftigvis ikke nu at kunne gøres nogen Indvending.
   Han traadte først ud ad Døren, men vendte sig øjeblikkelig for at lade Etatsraaden gaa foran opad Trappen. Etatsraaden havde til denne Ekspedition bevæbnet sig med en sort Silkekasket, som gav ham et alt Andet end Ærefrygt indgydende Udseende, og Advokaten kunde ikke værge sig mod et Slags lystigt Indtryk af den gamle Mand. Han kom til at tænke paa den lille snurrige Optikus, hos hvem den vigtige Begivenhed, Købet af hans første Lorgnet, var foregaaet, og Vreden blev borte i en fredelig-ironisk-spændt Stemning.
   Der blev ikke vekslet et Ord mellem de To paa den hele Vandring. Etatsraaden lukkede sig selv ind ad Hoveddøren i Beletagen, de passerede den store Entré med sine Spejle, Knagerækker, Skabe, sit Voksdugstæppe og en blandet Lugt af Storvask og Pelsværk, de betraadte de smukke Værelser, hvor en Mængde Malerier beherskede Dekorationen, og skulde just passere en tofags, hyggelig Salon, da en ungdommelig Damestemme fra den tilgrænsende Spisestue standsede al videre Fremrykken.
   »Men Fader, hvad gør Du her paa denne Tid af Dagen? - Tante er ude«.
   »Det er Dig, jeg vil have fat i. Der er En, der vil tale med Dig«.
   »Er det paa Kontoret - jeg har saa daarlig Tid«.
   »Nej her«.
   Stemmen tav. De Kommendes Trin havde ikke kunnet høres paa de tykke Tæpper, og Advokaten havde været saa langt bag ved sin Fører, at han ikke var bleven set fra Spisestuen. Ved den første Lyd af den unge Piges Stemme var han standset.
   »Det er naturligvis Emil«, lød det igen fra Spisestuen. Men det var ikke Emil, og Frøken Gertrude blev staaende blussende rød paa Tærskelen mellem de to Stuer, da hun fik Øje paa den høje Advokat, som bukkede for hende.
   »Advokat Feddersen har ønsket en Samtale med Dig«, sagde Etatsraaden kort, slog ud med Haanden og forlod Stuen. Man hørte ham slaa Entrédøren i efter sig, medens der endnu kun var faldet et Par forvirrede Ytringer mellem de To i Dagligstuen.
   »Jeg tør dog maaske formode, at Frøkenen ikke er bleven altfor forbavset over mit Komme?« sagde Advokaten endelig i et ordnet Sprog.
   Det var Frøkenen ganske vist ikke, forsaavidt hun i samme Nu, hun saa ham, vidste, hvorfor han kom; men at det just skulde være idag og ikke lige saa godt eller hellere kunde have ventet en rum Tid, var hun paa ingen Maade forberedt paa, og den uimodsigelige Vished, at han nu var der i sit bestemte Ærinde, var en trykkende, ubehagelig Fornemmelse. For første Gang i sit Liv maaske tabte Gertrude Modet og kunde kun gøre en tavs Bøjning for ham hen imod en lav Sofa ved Vinduet. Selv satte hun sig lige overfor med et Sybord imellem dem; sin Arm lagde hun i Vinduskarmen, saa at Gardinet foldede sig omkring den, og hendes Blik gled gennem Ruderne ud paa Sneen, som faldt, og paa Folk, som gik forbi paa Torvet neden under.
   Advokaten begyndte at tale; han holdt et lille Foredrag.
   Det susede svagt for Gertrudes Øren, hendes Hoved var spændt. Det forekom hende, at Verden med Et var langt borte og kun gav sig til Kende ved en dump Rumlen fra det Fjærne. Selv sad hun paa en indskrænket Plads med det tomme Rum omkring sig, og der nede dukkede Advokat Feddersen op og talte som i en Tønde. Han sagde vistnok Ting, som han slet ikke vilde have berørt. Det var jo dog urimeligt nu at fortælle hende, at hans Ungdom var hengaaet i smaa Kaar, det kunde han fortælle bag efter. - Hvor gammel han var, det vidste hun godt. - - Der gik Lieutenant Spærch nede paa Torvet - mon han saa havde været hos Güllichs igaar? Det havde været morsomt, om han havde villet gøre Visit idag. - - Men det blev jo ved og fik aldrig Ende! - Nej, nu begyndte han at fortælle om sin store Proces, som havde staaet omtalt i alle Blade - -
   Hun afbrød ham.
   »Jeg véd, hvad De vil sige«, sagde hun med en utaalmodig Lyst til at hjælpe ham, men blev i samme Øjeblik forskrækket over sin Dristighed, der gjorde en Virkning paa Advokaten, som om en Bombe var sprungen.
   »De véd, at jeg elsker Dem?« brød han ud med en Kraft i Stemmen, der var noget for stor til Værelset, hvori han befandt sig.
   Dette Udbrud, denne Lidenskab var Gertrude aldeles ikke forberedt paa. Afgørelsen kom saa truende nær ind paa Livet af hende. Var en Hund pludselig faret imod hende, vilde hendes Nerver ikke være blevne stærkere angrebne.
   »Men De da, Frøken Gertrude, elsker De mig?«
   Hun var fangen, det var ikke muligt mere at slippe bort.
   »- - Jeg véd ikke - - det kommer an paa Tante - paa Fader -«
   »Nej De, De selv, Gertrude, De maa svare!«
   Advokaten var ganske nær ved hende. Nu greb han hendes Hænder, han trykkede dem i sine, han havde kaldt hende ved Fornavn, han var ængstelig, hans Stemme skælvede, hans Øjne vare saa besynderlige, hvor kunde en Mand, som Alle saa op til, komme i en saadan Bevægelse? - - Hvad skulde hun dog sige - dette var skrækkeligt -
   »De maa sige mig, om De elsker mig, der maa ingen Usikkerhed være nu, Gertrude - hører De, De maa tale!«
   »Ja, saa gør jeg det vel«, sagde hun anstrængt. I hendes egne Øren lød det, som om hun bad om Naade.
   Advokaten hørte ikke dette. Han tog hende henrykt i sine Arme og kyssede hende. Gertrude følte en Slags Bedøvelse, som dog ikke var ubehagelig. Han talte begejstret. Dette var det skønneste Øjeblik i hans Liv, han var den lykkeligste Mand i Verden og skulde gøre hende til den lykkeligste Kvinde, blot hun vilde elske ham, som han elskede hende, og han vilde kysse hende paa ny. Gertrude vendte uvilkaarlig Hovedet; hans Kys kom paa Kinden, hvor den bøjede ind ved Halsen. Hun syntes ikke om det. Kunde han ikke være glad uden at ville kysse hende? - Det var ogsaa uheldigt, at Tante Rosalie nu netop var ude. - Men det klædte ham at være henrykt. - Hvor han var god. Jo, hun havde altid kunnet lide ham. - Om naar hun havde begyndt at elske ham? Det kunde hun ikke sige. De Andre havde for længe siden drillet hende med ham - det maatte vel være fra den Gang. - Sige »Du«? Det kunde hun ikke, det var saa svært. Hun skulde blot prøve derpaa én Gang. Det var umuligt - -
   Det ringede. Det var Klokken fra Entréen, der lød.
   Gertrude aandede lettet. Advokaten var ikke langt fra at udstøde en Ed. Han havde gerne i hæftige Øjeblikke en saadan paa Tungen. Han tog sin Hat, som laa paa Gulvet, og stillede sig ved et Blomsterbord. Det var en Visit. Den unge Hr. Coolmann, der kom for at tage Afsked, forinden han rejste tilbage til Tyskland.
   Gertrude havde ikke behøvet mere end flygtig at rejse sig, kaste et Blik i Spejlet og atter at sætte sig for at være den samme utvungne, elskværdige Datter af Huset, som nu snart i et Aar havde gjort en hel Bataljon unge Mænd i København længselsfulde efter det Coldbjørnsenske Hus. Den unge Hr. Coolmann fik en udsøgt god Modtagelse. Der blev gjort ham smaa, strænge Bebrejdelser, fordi han kunde tænke paa at forlade København just i denne gode Tid, da Ballerne skulde ret til at begynde, og der blev appelleret til Advokat Feddersens Dom om det Urimelige i Hr. Coolmanns Forsæt. Feddersen pønsede paa, om der var Mulighed for at kaste den unge Mand paa Døren. Hr. Coolmann var henrykt og teede sig saa forelsket, at det tilsidst virkelig saa ud til, at han ikke skulde være kommen afsted. Endelig tog han dog Afsked, forbavset over, at Advokaten ikke havde gjort Mine dertil for længe siden, og da Begivenheden viste sig med Nødvendighedens Krav, bar Gertrude den med endog paafaldende god Fatning. Hun fulgte dog Gæsten til Entrédøren. Advokaten var rasende.
   »Men Du gode Gud, Gertrude, hvorfor var Du saa venlig mod den - Fyr?« Han gik op og ned ad Gulvet, Gertrude saa forundret paa ham.
   »Det rare Menneske, han har været her saa tidt, og nu skulde han rejse«.
   »Men i dette Øjeblik! - - Min yndige, søde Gertrude, følte Du da ikke, hvorledes jeg stod paa Naale? - En saadan Afbrydelse, det var jo næsten mere end man kunde holde ud«. Gertrude svarede Intet og satte sig stilfærdig paa en Stol med Hænderne i Skødet. Feddersen gik endnu en Stund op og ned i Stuen og havde ondt ved at komme tilbage til den bløde Stemning, hvorfra han var bleven udreven. Han talte om sin Kærlighed, fortalte hende, hvorledes han havde elsket hende fra den første Dag, de havde været sammen i Ordrup. Han dvælede ved den Dragt med den hvide Besætning, som hun da havde havt paa, og blev varm ved Omtalen af, hvor bedaarende hun havde set ud, hvor jomfrueligt, hvor friskt hendes Væsen havde været og altid var. Han standsede og berørte med et Smil, hvor bange han i en senere Periode havde været, da det forekom ham, at hun ikke lagde synderlig Mærke til ham, hvor brændende han havde ønsket at blive inviteret til en af de smaa Middage, som han vidste bleve givne til Ære for hende - -
   Aa, det var der ikke noget videre Morsomt ved - det var Tante Rosalie, som bestemte, hvem der skulde komme. Havde hun selv skullet vælge - -
   Saa var han kommen med?!
   Han havde paany grebet hendes Hænder og stod bøjet ned imod hende. Hans Øjne havde det lyksalige Udtryk fra før. Hun tav med, at hun i Grunden ikke havde tænkt paa at invitere ham til den morsomme Middag med Dans, som hun af og til arrangerede i sit Hoved, og det faldt hende ind, at hun formodentlig burde have gjort det. - - Hvor det dog var forunderligt, at han holdt saa meget af hende, hun havde jo aldrig gjort Nogetsomhelst for ham. - Men det var morsomt at høre ham tale.
   Han havde sat sig ved Siden af hende og lagt Armen over Ryggen paa hendes Stol og vilde nu, at ogsaa hun skulde fortælle. Hvad skulde hun sige? Hun havde Intet, som var værd at meddele.
   Hun spurgte, om de ikke skulde gaa ned til hendes Fader.
   Advokaten tav lidt og sagde derpaa langsomt:
   »Jeg er bange for, at din Fader ikke synes videre godt om mig«.
   »Det er umuligt!« udbrød Gertrude, »Alle synes godt om Dem«.
   Hun havde rejst sig. Advokaten førte taknemlig hendes Haand til sine Læber. Han havde dog forregnet sig med Hensyn til hendes Udbrud. Det var ikke et Udbrud af naiv Følelse, det var den Forudsætning, hvorfra hun gik ud.
   »Han tog ikke videre godt imod mig før, da jeg sagde ham, hvad jeg vilde«.
   Der steg en dunkel Følelse op i Gertrude af at have været Genstand for et Bedrag, og hun sagde ængstelig:
   »Jeg gaar ikke med, De maa gaa alene ned til Fader!«
   Hendes Frygt klædte hende imidlertid saa nydelig, at den forelskede Advokat kun kunde blive siddende og henrykt inddrikke hendes Billede.
   »Hører De, jeg gaar ikke med!« - Hun strakte Haanden bønlig ud imod ham fra det Sted, hvor hun stod, et Stykke borte, og føjede til: »Jeg er bange, gaa De!«
   Dette var for meget for Advokaten. Han sprang op og kyssede paany i Henrykkelse hendes Haand. Hun maatte ikke nu gøre sig nogen alvorlig Bekymring. Hendes Fader var bleven overrasket før, ærgerlig maaske, over, at en fræk Person kunde nære saa egenkærlige Planer med hans eneste Datter; men mere var der ikke i Vejen, kunde der ikke være. Nu gik han ned paa Kontoret, og hun skulde være ved godt Mod saa længe - om lidt var han tilbage med hendes Fader.
   »Vær altsaa ikke længer bange. Farvel min Elskede, nu gaar jeg. - Men se dog lidt glad paa mig, inden jeg gaar, at jeg kan tage den skønneste Hilsen med fra dine Øjne«.
   Gertrude havde staaet alvorlig og stille, medens han ivrig talte; nu løftede hun Øjnene og saa venlig paa ham. Han vovede at kysse hende og gik saare lykkelig bort. Ved Portiererne vendte han sig, kyssede paa Fingeren ad hende og forsvandt. Hun havde fulgt ham med Øjnene og ventet paa dette Øjeblik. Saa satte hun sig i en Sofa, lagde Armen over en Pude, sit Ansigt paa Armen og græd, som om en Ulykke var sket. - -
   »Men Barn, hvad er her i Vejen?«
   Det var Tante Rosalie, som stod for hende i Kaabe og Hat, som hun var kommen tilbage fra sine Juleindkøb i de overfyldte Butiker. Tjeneren kunde ventes hvert Øjeblik i Stuerne med Pakkerne fra Vognen. Gertrude løftede Hovedet.
   »Advokat Feddersen har været her, Tante, og har friet til mig«.
   Tanten gjorde kort omkring. Hun hørte Tjeneren i Spisestuen og gik ham i Møde. Pakkerne bleve lagte af der, og den gamle Frøken Coldbjørnsen var i Hast tilbage hos sin Myndling. Ved hendes Klæder hang endnu Vinterdagens Kulde og den ejendommelige Lugt af Saffian og Polster fra Vognen.
   »Hvad har Du svaret, Barn?«
   »Ja, Tante«.
   »Men saa er jo Alt godt - min søde Gertrude«.
   Og Tanten satte sig i Sofaen og trak Gertrudes Hoved ind til sig. Den unge Piges Sind gik til Ro ved denne moderlige Omfavnelse, der kom med Resterne af den friske Luft ude fra.
   »Er saa Alt godt, Tante?«
   »Ja, min egen Ven, det skulde jeg tro«.
   »Hvad siger Fader?«
   »At det glæder ham, naturligvis«.
   »Tror Du det?«
   »Ja ganske vist«.
   »Feddersen er nede hos ham nu«.
   »Saa har vi dem om lidt. - Du maa ikke græde, Gertrude, saa bliver din Fader straks bange«.
   Gertrude tørrede lydig sine Øjne og blev siddende i Sofaens Hjørne. Den gamle Dame bevægede sig stilfærdig omkring i Stuen, medens hun ved egen Hjælp tog sit Tøj af, og talte hele Tiden til Gertrude.
   »Og jeg med mine Juleindkøb, og som havde saa travlt og havde Hovedet fuldt af alle disse Smaating - og saa gaar Du hen og giver din Haand bort, bestemmer over din Skæbne, Du Barn - min egen kære Gertrude! Nu er det nok snart forbi med din gamle Tantes Myndighed«. Hun ringede og lod Pigen, som kom ind, bære Overtøjet bort. Gertrude sad tavs og saa med et halvt fornøjet, halvt forlegent Smil paa hende. »Min egen Pige, Du maa tro, at det betyder Noget for mig, at overlevere Dig i saa gode Hænder«. Hun havde atter sat sig hos Gertrude, og tog nu hendes Haand og klappede den. »Ak tænk, om Du var bleven en Andens!«
   »Er jeg nu da hans?« spurgte Gertrude.
   »Ja, det er Du. - Naturligvis ikke straks, jeg forlader Dig ikke endnu; men det varer vel ikke længe, saa er I gifte, og saa kan jeg jo pakke sammen«. Hun vedblev at klappe Gertrudes Haand og faldt saa hen i glade og alvorlige Betragtninger over, hvad den nærmeste Fremtid maatte bære i sit Skød.
   Gertrude tænkte og følte paa sin Side ikke Meget. Hun var ikke længer bange for, at hendes Fader skulde sige noget Kort og Barskt paa den haanende Maade, som altid gjorde Tanten vred og hende saa angst; men fuldstændig Fred havde hun ikke. Hvor kunde det være, at hun tog saa rolig paa, hvad der var sket? Hvorfor var hun ikke lykkelig? Hun maatte have et underlig utilfredst Sind, siden hun ikke var gladere - andre unge Piger straalede jo af Glæde, naar de vare blevne forlovede.
   Pludselig hørte hun Entrédøren gaa og Etatsraadens Nøgle klirre. Hun fik Hjertebanken og rejste sig hurtig op fra Sofaen. Den gamle Dame rejste sig ligeledes og gik de Indtrædende i Møde. Etatsraaden kom først og gik lige løs paa sin Datter, Advokaten kom bag efter og fik begge den gamle Dames Hænder; han tog taknemlig imod dem og saa meget lykkelig ud. Paa Etatsraadens Ansigt var der ikke noget Særligt at iagttage og heller ikke i hans Stemme, da han sagde:
   »Du er mig et underligt Barn, vil Du have ham?«
   »Ja«, sagde Gertrude og var rød og smilede og følte sig generet af, at de Alle saa paa hende. »Du er da ikke vred, Fader?«
   »Nej, hvorfor skulde jeg være det?«
   Gertrude saa lidt forsigtig paa ham, saa listede hun sagte sin Haand om hans. Etatsraaden vilde sige Noget, men det udeblev, han klappede kun sin Datter paa Kinden. Gertrude løftede den af hans Hænder, hun havde omfattet, op til den anden Kind, bredte Haanden med et lille Tryk ud paa den silkeglatte Underflade og strøg med sin bløde Haand hen over Faderens. Saa tog hun hans Arm og gik med Hovedet mod Faderens Skulder hen til Tante Rosalie og Advokaten og rakte uden at slippe Faderen først hende saa ham den venstre Haand. Advokaten trykkede Haanden mellem begge sine og syntes at ville sige Noget, Tante Rosalie havde Taarer i Øjnene.
   »Maa jeg tale med Dig, Rosalie«, sagde pludselig Etatsraaden og slap sin Datter.
   De to gamle Søskende forlod det nyforlovede Par og begav sig til Frøkenens Stue, de Forlovede satte sig i samme Sofa, som Gertrude havde valgt til at græde i.
   Advokaten fortalte hurtig om, hvad der var forefaldet paa Kontoret. Den gamle Herre havde gjort Vanskeligheder ved en officiel Forlovelse, fordi Gertrude var saa ung; men da Advokaten havde vist ham, at hverken hans Datters eller hans (Advokatens) Ære tillod, at de indlod sig paa en hemmelig Forbindelse, var han faldet til Føje og havde kun som eneste Betingelse fastsat, at der ikke maatte være Tale om Bryllup før til Nytaar om et Aar. Dette havde Advokaten, hvor nødig han end vilde, ment at burde gaa ind paa. Han nævnede ikke, at Etatsraaden havde sagt: »Enten dette eller slet ingen Forlovelse og for mit Vedkommende helst det Sidste«, og at Samtalen i det Hele havde havt en noget bitter Karakter.
   Gertrude hørte adspredt paa ham. Hvad havde hendes Fader og Tante Rosalie nu at tale om? Det var aldrig gode Tegn, naar de tyede til Tantens Stue. »Ja naturligvis«, sagde hun, da Advokaten tav.
   »Jeg havde ventet et andet Svar fra din Mund, Gertrude«, sagde Advokaten skuffet, »mig har det været meget smærteligt at skulle vente med Bryllup saa længe«.
   »O ja, tilgiv mig, jeg tænkte ikke paa, hvad jeg sagde«.
   Tilgivelsen var ikke svær at faa, Feddersen var for lykkelig til at kunne dvæle ved Smaating. Svigerfaderens Uvilje var ham, med Undtagelse af det ene Punkt, hvor den allerede havde faaet reel Betydning, i al Almindelighed overmaade ligegyldig, han havde Gertrudes Haand i sin, Maalet var naaet.
   Han talte ud af denne Stemning og bragte Gertrude til at glemme Samtalen, som trak ud, inde i Tante Rosalies Værelse. Da han endelig maatte gaa for at varetage de altid presserende Forretninger, syntes det ogsaa Gertrude, at hun i Latteren over, at han havde havt en Droske holdende udenfor hele Tiden, indviede en lykkelig Fremtid. Hun vinkede til ham fra Vinduet, da han jog over Torvet i det tilsneede Køretøj, og nynnede glad, medens hun længe blev staaende foran Spejlet, fordybet i Betragtning af sit eget smukke Billede.