Erik Skram: Gertrude Coldbjørnsen (1879), I

link til hjemmesiden - Det Kongelige Bibliotek

Erik Skram: Gertrude Coldbjørnsen (1879), 1

I

En lummer Sommerdag i Aaret 1862 steg to Herrer forsigtig ned ad Skrænten fra Ordrups Krat til Mosen. De holdt sig ved hvert Træ i deres Nærhed paa Skraaningen for at hindre sig selv i at faa Fart og naaede saaledes krydsende i smaa hastige Stød noget forpustede Stien, som løber langs med Foden af Bakkestrøget.
   »Gaa en Smule med til højre her«, sagde den ene af Herrerne og pegede op ad Stien, idet han tog sin Hat af og tørrede Panden, »der staar en Bænk. Vi kan rolig sætte os en Stund og svale os i Skyggen, der er lang Tid, til Middagen begynder.«
   De søgte den omtalte Bænk under de høje Træer og vekslede i nogen Tid ikke andre Bemærkninger end dem, Varmen aflokkede dem. De vare iførte Kjole og Overfrakke, og følte sig meget besværede af Varmen.
   »Tænk Dem, vi skal over Mosen der, hvor Solen bager som i en Ovn«, sagde den højeste af Herrerne og stirrede fortabt ud i det blændende Sollys, der næsten gjorde Grønsværet hvidt. »Og det gør vi for vor Fornøjelses Skyld! Man skulde ved Gud tro, at vi var meget unge«.
   »Unge!« udbrød hans Ledsager, en smuk, rødkindet, brunét, elegant og kraftig Mand paa tredive Aar, »ja da man var ung, var en lummer Dag saa god som en anden. Det er nu ogsaa et af Alderens Fortrin, at man har faaet klimatiske Fornemmelser. - - Ak, kan De huske de lykkelige Dage, man har tilbragt som Dreng her ude i Ordrups Mose og paa Skrænterne?«
   »Det lader jeg nok være, jeg har ikke været her som Dreng«, svarede den høje Herre gnavent, idet han strakte Benene fra sig og betragtede Støvet paa sine Støvler.
   »Er De ikke barnefødt i København?«
   »Jo, men som Dreng kom jeg ikke her. Det er ikke mange Aar siden jeg var her første Gang«.
   »Det er da besynderligt, jeg troede alle Drenge valfartede her til«, svarede den Anden og gned rundt i sin tætte Haarvækst med et duftende Lommetørklæde.
   »Jeg vidste ikke en Gang af, at der var Noget, der hed Ordrups Krat eller Mose«, svarede den Høje og saa op, »Dyrehaven kendte jeg fra min Geografi«. Hans Ledsager standsede sin Gniden og saa forundret paa ham. »De ser paa mig - tror De maaske, jeg har havt en Barndom og Ungdom som andre Mennesker?«
   »Jeg maa vel efter Deres Tone svare nej«.
   »Det kan De rolig gøre«. Der var et irriteret Udtryk i Stemmen, hvormed disse Ord bleve udtalte. Den høje Herre hørte til de mørke Mennesker, som blive blege i Varmen, og denne Bleghed gjorde hans smaa, brune Øjne mere funklende end ellers. »Min Barndom!« sagde han med et foragtende Pust, »jeg antager, at jeg er undfangen i et fortrædeligt Øjeblik og kommen til Verden en Dag, hvor Alt gik skævt!« Han slog ud med Haanden og vendte sig helt om mod sin Tilhører. »Tror De, jeg nogensinde som Barn har set Sol paa en Mose eller snuset til denne krydrede Lugt, som trænger sig op under Træerne her? - - Jeg har set Stenbro og lugtet til Regnen i Gaderne. Jeg har hele min Ungdom siddet indespærret paa en Kvist med Kedsomheden som en opsvulmet Blære i mit Hoved, naar jeg da ikke stak til Ørene i Slid som et forpint, ungt Æsel«. Han holdt inde. »Jeg gider ikke tale om disse Ting«, sagde han i en anden Tone, »jeg bliver varm paa ny, der er saa meget Stof til Harme. - - Ja, De har vel havt en hel anden Slags Barndom?«
   »Unægtelig, og hvad De der siger, forbavser mig i høj Grad«.
   »Naturligvis. Hvis Folk i Almindelighed havde gennemgaaet samme Skæbne som jeg, vilde jeg ikke lykønske Verden. Jeg er nu tilfældigvis ikke bleven nogen Kæltring, men et behageligt Menneske er jeg næppe bleven«. Stemmen var tør og ironisk.
   Hans Tilhører lo og sagde hjertelig: »Nej hør, véd De hvad, i den Retning skal De ikke klage. Jeg giver Dem en Behagelighedsattest med roligere Samvittighed end den, hvormed jeg undertiden udsteder mine andre Attester«.
   »Ja ja«, svarede den Anden noget mildere, »vist er det, at jeg i den Retning har udstaaet Adskilligt. De har nu ikke kendt mig som Dreng og Student; jeg var et Skrumpelskud, indtil jeg havde arbejdet mig op til at blive Prokurator«.
   »Det forstaar jeg ikke. Jeg har aldrig kendt Dem som Andet end den ansete Jurist; og nu, nu er De jo berømt - Advokat i Deres Alder og med et udsøgt Klientel -«.
   »Aaa ba! Mine Forhold ere meget normale. Jeg har en Del at bestille og kommer en Smule ud mellem Folk; min Stilling har medført mange Bekendtskaber, det er det Hele.«
   »Vilde De da bytte med mig, der slider fra Morgen til Aften og har dog ikke hundrede betalende Patienter -?«
   »Men en Kone, Familie og en lykkelig Fortid!«
   »Naa ja, men hvorfor er De ikke gift - der har da været Ønsker nok ude efter Dem«.
   Advokaten svarede ikke straks, og den noget yngre Læge blev bange for at have berørt en Stræng, der ikke burde været anslaaet. Han gjorde hurtig et Spørgsmaal for at slippe over Pavsen.
   »Er De da ikke Søn af forlængst afdøde Stiftsprovst Feddersen?«
   »Jeg! - Min Fader var en afsat Præst og Timelærer. Han var afsat, fordi han havde givet sin Biskop en Snyder. Det er ogsaa det Bedste, jeg véd om ham«. Advokaten tav forbitret og fortsatte derpaa roligere: »Han var en haard og kold Pedant i en ynkelig økonomisk Forfatning. - Vi var to Børn, en Søster, som var sygelig, og jeg. Vort Hjem var et taabeligt Fængsel af Strænghed, Kvakleri og Bank, en aandelig og virkelig Fattigdom med et Tryk paa alle Kanter, som ikke kan beskrives. Jeg blev holdt hjemme i al den Tid jeg ikke var i Skole - i min Fritid skulde jeg skrive latinske Stile! Min Plads var i min Faders Stue med ham bag ved mig. Den slidte Vindueskarm, som var mit Bord, de fedtede, utætte Ruder, Regnen, som piskede paa dem, det skæve Hus lige overfor i den smalle Gade, mit sløve Hoved, mit arrige Sind, den tyndslidte Kadettrøje, som jeg hjemme gik i Sommer og Vinter - mine haabløse Fantasier, mit Forhold til alle Kammeraterne i Skolen, som grinte ad mig, fordi jeg var latterlig klædt, og skyede mig, fordi jeg ikke havde Begreb om at være som andre Drenge, mit Had, min Fortvivlelse - aa jo, det er lyse Minder at tænke tilbage paa en Sommerdag!«
   »Har De da slet ikke noget Godt at sætte ind i Billedet?«
   »Et Eneste. Jeg havde en Onkel, som boede bag Børsen og var Skriver i et Ministerium. Ham havde jeg undertiden Lov til at besøge. Jeg snød mig for Resten ogsaa til ham, naar jeg gik fra Skole. Han havde et helt Bibliotek af Romaner, de sletteste, man kan tænke sig, og nogle gode imellem. Hos ham slugte jeg af disse Bøger Alt, hvad jeg kunde overkomme og tog hjem med mig. Saa læste jeg om Aftenen i dem under Bordet med min latinske Gramatik opslaaet foran mig, blev undertiden greben, fortalte en Løgn om, hvorfra jeg havde Bogen, og fik frygtelige Prygl. - Denne Onkel med sine Romaner er det eneste Lyspunkt, jeg kan huske fra min Barndom«.
   »De var aldrig ude med nogle Venner?«
   »Jeg havde ingen. - Den Dag jeg blev Student var jeg for første Gang i Skoven med mine Kammerater - saadan Noget som Skoleskovture var naturligvis aldrig faldet i min Lod. Jeg havde aldrig været uden for Byen før. Vi kom ikke længre end til Charlottenlund. Der drak de mig døddrukken og lod mig ligge hos en Vært i et Telt. - Saa afholdt var jeg«.
   »Men Deres Moder da?«
   »Har jeg aldrig kendt. Jeg antager, at det at være gift med min Fader har været god Grund for hende til at se at blive Livet kvit«.
   Skønt Advokatens Tone var haard og haanlig overlegen, klang der en Smærte gennem Ordene, som gjorde et stærkt Indtryk paa hans Tilhører. Frederik Winge, Lægen, blev hængende i sørgmodige Betragtninger paa den Andens Vegne.
   »Paa denne Maade«, sagde han, »har De havt Meget at indhente«.
   »De kan sværge paa det«, svarede Advokaten og rettede paa sit hvide Slips, »og det ser lidt komisk ud, naar en gammel Hest laver sig til at sætte an i Spring«.
   Lægen vilde have svaret, men blev distrait ved at se en Dame med en blegrød Parasol komme vandrende ad Stien tværs over Mosen i den brændende Sol.
   »Jeg tror saa skam, det er min Kone, som kommer spaserende der«, sagde han.
   »Hvor? - dèr - naa, det maa jeg sige i al den Sol!«
   De to Herrer fulgte en Tid lang tavst Damen med Øjnene, den ene ligegyldig, den anden med et Spil i alle Miner, som røbede en levende Interesse.
   »Hun er bleven utaalmodig, fordi vi ikke kom, hun er gaaet os i Møde. - - Bliv siddende, lad os se, hvad hun gør, naar hun kommer til Foden af Bakken«, sagde Lægen og talte i den dæmpede Tone, en Elsker anslaar, naar han dvæler ved Beviserne paa sin Elskedes Kærlighed. Advokaten havde i Øvrigt ikke endnu tænkt paa at rejse sig, hans Bevægelse havde kun galdt hans Magelighed.
   Damen passerede den lille Bro over Aaen og kom langsomt ind i Skyggen under de høje Bøge, hvor Skraaningen rejser sig brat fra Mosen. Der blev hun staaende og saa mismodig op ad den stejle, improviserede Vej, hvor Herrerne for nylig med Besvær vare stegne ned.
   Lægen kunde ikke forholde sig rolig længer og ilede hen til sin Hustru. Der fulgte et Udraab, en Omfavnelse, en munter Latter, en pludselig Opdagelse af den høje Advokat, der sindig nærmede sig Parret, en Trækken sig ud af sin Mands Arme, en Rødmen og en glad Præsentation.
   »Her ser De en Hustru, som gaar efter sin Mand i Sol og i Hede«.
   Advokaten svarede med en Floskel; han kendte Fruen fra andre Lejligheder og fandt det ikke særlig beundringsværdigt, at hun havde foretaget denne unødvendige Ekspedition. Der blev vekslet forskellige Bemærkninger om Varmen, om Maaden, hvorpaa Herrerne vare mødtes, og alle tre begav sig langsomt paa Vej til Konsul Groves Landsted, der laa langt inde paa den anden Side af Mosen tæt under Dyrehavens Træer.
   »Tilstaa, at Du kedede Dig i Selskabet og derfor gik os i Møde«, sagde Manden udkastende en munter lille Fiskesnøre.
   »Tværtimod«, svarede hans unge Frue og saa venlig paa ham, hun havde en behagelig, dyb Stemme, »jeg morede mig endog. Der var en ung Pige, som var noget af det Yndigste jeg har set, hun og jeg sluttede os sammen. Hun vilde være fulgt med, men blev bange, fordi hun ikke kendte Dig, og hun blev for at lege med nogle Børn«.
   »Er der Børn i Selskabet?« spurgte Advokaten forskrækket.
   »Et Par, men de blive vist bragt bort nu, naar Herrerne komme«.
   »Naa Gudskelov! Jeg vil nok sige, Børnemas i denne Varme!« Man lo.
   »Hvem er den unge Pige?« spurgte Winge.
    »Gertrude Coldbjørnsen, Datter af den gamle Etatsraad, der besøgte Fader, kan Du huske, da han var syg«.
   »Naa han; har han saa unge Børn?«
   »Hun kan vist ikke være mere end seksten Aar i det Højeste«, svarede den unge Frue og lagde sin Arm let i Mandens.
   Advokaten kendte kun den omtalte Etatsraad af Navn, og det ærgrede ham, at der blev talt saa familiært om en Etatsraad, som han ikke havde Spor af Forbindelse med. Den unge Frue var jo tilmed oprindelig en ubemidlet Jødepige, hvad havde en Etatsraad havt at gøre i hendes Familie? - Advokat Feddersen var ikke i godt Humør den Dag. Det havde ikke været uden Indflydelse paa hans Ord til Lægen før; under almindelige Forhold vilde han ikke have været saa aabenhjertig. Der var for nogle Dage siden overgaaet ham en alvorlig Skuffelse. Han havde friet og faaet en Kurv. Han tog sig det meget nær, ikke fordi han havde elsket den vedkommende Dame, han kendte hende kun meget lidt; men foretog en Mand i hans Stilling sig et saadant Skridt, var det overordentlig pinligt at møde en rolig og ubetinget Modstand og ikke faa saa meget som Tak for sin Ulejlighed. Hun var uformuende, otteogtyve Aar, det var dog et glimrende Tilbud, han havde gjort hende.
   Advokaten førte sit Uheld tilbage til sin Fortid; han forstod ikke at behage Kvinder, han havde aldrig havt med Damer at gøre som ung. Hans Tanker kunde ikke komme bort fra denne Omstændighed, og alt medens han tavst gik ved Siden af Ægtefolkene og lod Varmen bære Skylden for hans uselskabelige Stemning, sneg sig langsomme og sørgmodige Betragtninger gennem hans Sind. - Hvorfor var han kommen saa sent ind i en Verden, som han havde higet efter saa tidlig, som han kunde huske tilbage? Hvorfor gik han ikke nu som Lægen der med sin Hustru og talte let om ubetydelige Ting? Hvorfor var hans Sind overhoved aldrig frit og spøgende, det saa han jo, kunde lokke Lykken til sig? - Utaalelige Kreds af Tanker, hvor Alt førte tilbage til hans ulykkelige Barndom! Nu, nu skulde han dog have været forskaanet for Ydmygelser som af den sidste Art. Havde han ikke i flere Aar netop stræbt efter det Ene: at ydmyge og danne sit Væsen, saa at en Kvinde ikke forskrækket skulde trække sig tilbage, naar han søgte at komme hende nær. Hvorfor vedblev da Forbandelsen at hvile over hans Hoved? Uhyggelige Tanke, var det blevet for sent? Skulde han dog ligge under i Kampen og blive nødt til at tage til Hustru en af dem, der sad ved Floden og anglede! Det stak ham i Hjertet -
   »O fy, den Varme!« udbrød han og tog et langt Skridt hen paa Siden af Ægteparret, der var kommet en Smule foran ham.
   »Advokat Feddersen, De maa ikke blive vred«, sagde Fruen med sin rolige Stemme, »men det gaar virkelig ikke an at komme til en Fødselsdagsfest med saa mørkt et Ansigt. Lad den stakkels Forbryder slippe, som De gaar der og dømmer fra Livet«.
   »Det er ingen Forbryder, Frue, det er et Menneske, som ærgrer mig«.
   »Lad ham fare«.
   »Det er saa nær en Bekendt«.
   »Har han gjort noget Slemt?«
   »Kun en Dumhed, Frue; han har friet og faaet en Kurv«.
   »- Er det ikke Synd at kalde det en Dumhed?« sagde Fruen efter at have betænkt sig lidt.
   »Han kunde have set sig for - han duer ikke til den Slags Ting«, svarede Advokaten i en meget bestemt Tone.
   »Men naar han nu elskede?« Den unge Frue sagde sine Ord med en egen bly Varsomhed, hver Ytring kom som en blød, lille Haandbevægelse. Der var i det Hele noget Blødt, Mildt og Roligt over hende, lige fra hendes Gang, hendes Blik og hendes Stemme til Maaden, hun smilede paa og lagde Parasolen til rette over Skuldren og bøjede sig frem forbi sin Mand for at tale til Advokaten. Denne blev tiltalt ved det Hyggelige i her at kunne gaa under Træerne langs Dyrehaven og smaasnakke om, hvad der pinte ham uden at røbe sig, og han vedblev:
   »Han elskede maaske ikke saadan i almindelig Forstand - jeg tror, det mere var ham om at gøre at blive gift og faa en god Hustru«.
   »Men saa maa han elske først«, sagde Fruen, denne Gang uden at vende sig mod Advokaten, men med Blikket rettet lige ud. Ordene bleve givne som en almindelig Sentens; de generede Advokaten. »Det kan hun sagtens sige«, tænkte han, »som gaar der med en Mand, der formelig har maattet grave hende ud af en forstokket Jødekreds, som gjorde ham Livet surt i adskillige Aar. Nej, min unge Frue, saaledes arbejde vi ikke alle!«
   »Elske først«, sagde han irriteret, »det gør kun den Mand, der er bleven opdragen dertil«.
   Fruen forstod ikke den bitre Tone, hvori disse Ord bleve udtalte.
   »Jeg mener ikke«, sagde hun og blev en Smule rød, »at han skal elske hende, førend hun elsker ham, men jeg tror ikke, at en Mand vinder en god Kvinde, uden at han virkelig elsker hende«.
   »Aa, det er vel ikke saa nødvendigt!« svarede Advokaten haanlig. Fruen syntes ikke om Svaret og ikke om Tonen, hvori det blev givet, og tav. Advokaten blev betænkelig. - Elske virkelig, hvem lærte ham den Kunst? Han havde Ingen havt, der havde sagt blide Ord i hans Øren, medens han var lille. Hvad kunde det hjælpe, at der stilledes Fordringer om Følsomhed til ham, der kun havde kendt Livet fra dets haarde Side? - - Hvorfor, hvorfor længtes han ogsaa efter dette halvkomiske Ægteskab? Han kunde jo lade det fare, saa vare alle hans Sorger med det samme forbi. Hans Maitresse var en begavet Pige, med hende kunde man godt lade sig nøje. - Dér havde man det, lade sig nøje! -
   »Men hvad fordrer da egentlig en »god« Kvinde af en Mand?« spurgte Advokaten halvt utaalmodig, halvt givende Køb.
   »Det er saa stort et Spørgsmaal«, sagde Fruen, der havde mistet Interessen for Samtalen, »- Kjærlighed, tænker jeg«. Hun lagde uden at tænke derover Hovedet fra Siden ind imod sin Mands Skulder, og Advokaten, som saa Bevægelsen, følte sig med Et udelukket, paa en umærkelig Maade bortstødt fra en Verden, hvor han ikke hørte hjemme. En Verden, hvor Hoveder med yppig mørkt Haar, lænet til en Skulder, sagde Noget, som ikke lange Sætninger kunde give, en Verden, hvori et Lys flimrede med et Skær omtrent som fra den rosarøde Parasol, naar Solens Lys faldt paa den, en Verden endelig, som mægtig drog Alle til sig, men som var ubarmhjertig mod dem, som talte højt eller forkert derinde, og en Verden, hvor Lægen gik saa rolig ubekymret uden at aabne Munden, men dog formodentlig med en lang Meddelelse til sin Hustru, medens han (Advokaten) havde snakket planløst og forvirret og rimeligvis vilde have gjort det Samme, hvis et andet Hoved med yppigt Haar havde villet nærme sig hans Skulder. -
   Varmen trykkede Advokaten mere end nogensinde; han pustede vredt, tørrede sin Pande og havde en ubehagelig Fornemmelse omkring Halsen, hvor Flipperne begyndte at tabe noget af deres stive Skønhed.
   Saa var man tæt ved Konsul Groves Landsted og hørte alt i Afstand Latter og Lyden af mange Stemmer fra Haven.