| Index
| -1
Schack, H. E.: Phantasterne (1857) [s. 213-267]
»De veed,« begyndte Excellencen ikke uden Vægt, »at jeg for en Del Aar siden, kort efterat jeg var bleven gift, gjorde en Reise til Spanien, hvor min Broder dengang var Chargé d'Affaires. Igjennem ham gjorde vi endel Bekjendtskaber, blandt andre med Marquisen af Douero, hos hvem vi ofte havde den Ære at træffe Hds. kgl. Høihed Infantinden af Braganza, hvis kjæreste Veninde var Husets Datter. Ogsaa min Hustru beæredes af Infantinden med særdeles Naade, og vort Ophold vilde have været høist behageligt, hvis Striden mellem Don Carlos og Dronningen ikke allerede dengang havde begyndt at tage Overhaand. Den blev snart saa voldsom, at alle Forhold forstyrredes, og vi forlode derfor Spanien, hvorpaa vi fortsatte vor Reise gjennem det øvrige Europa. Inden vi endnu kom hjem, erfarede vi, at Infanten af Braganza, der havde understøttet Don Carlos, var død, og hans Godser tilligemed Don Carlos's confiskerede; og samtidig dermed underrettede min Broder mig om sin Forbindelse med Marquisen af Doueros Datter. Kort efter vor Hjemkomst fik vi et nyt Brev, hvori han meddelte os Infantindens Død: hendes Stilling havde i den sidste Tid været høist sørgelig, da Don Miguel, hvem hun afskyede, havde bemægtiget sig de Eiendomme, hun besad i Portugal, medens Dronning Christines Regering, med hvilken hun ønskede at forsone sig, viste hende tilbage for ikke at blive nødt til at udlevere hende noget af hendes confiskerede Gods i Spanien. - Under sin sidste Sygdom lod hun sin Svigerinde kalde og betroede hende Omsorgen for hendes Datter, den lille Prindsesse Blanca, som da kun var et halvt Aar gammel, og for hvis Sikkerhed hun, under de daværende forfærdelige Forhold, kunde have al Grund til at være bekymret. Prindsesse Blanca havde nemlig, foruden hendes Fordring paa de Eiendomme, hendes Forældre havde, endnu Arveret til betydelige Godser, som derimod, naar hun ikke existerede, maatte tilfalde en af de stridende Parter. For at sikkre hendes Liv tog den døende Infantinde derfor det Løfte af min Svigerinde, at hun, saa længe den daværende lovløse Tilstand varede, skulde sørge for, at den unge Prindsesse kom til at tage Ophold udenfor Spanien, paa et Sted, hvor hendes Sikkerhed var fuldt betrygget; dersom min Broder selv forlod Spanien, skulde hun være i hans Huus, men ellers maatte min Svigerinde love at bringe hende til os, hvem Infantinden isaafald vilde vise den ærefulde Tillid at betroe det høie Barn. - Da min Broder forblev i Spanien, maatte Løftet indløses saaledes, at han og min Svigerinde bragte Prindsessen til Holland, hvor jeg dengang var bleven ansat ved Legationen. Siden den Tid har hun opholdt sig hos os, da Forholdene i Spanien endnu bestandig ere saadanne, at min Broder ikke har troet det forsvarligt at lade hende komme tilbage. - Hvor lykkelige min Hustru og jeg endog skatte os ved at kunne tilbyde hende vort Huus som Fristed, saa maa jeg dog beklage dette, forsaavidt som Prindsessen nu egenlig kun af Fødsel kan siges at være Spanierinde; thi vel gjorde vi, uagtet vort mindre fuldkomne Kjendskab til det spanske Sprog, i Begyndelsen Forsøg paa altid at tale dette med vor høie Myndling; men tiltrods for den oprigtige Anstrængelse, jeg er mig bevidst at have udfoldet i saa Henseende, vilde det dog ikke lykkes os her midt imellem blot danske Omgivelser at gjennemføre vort Ønske. Vistnok have vi bestandig holdt en Lærer i Spansk, men hvor høit begavet Prindsessen endog er, saa troer jeg dog ikke, at hun har havt Lyst til egenlige Sprogstudier. - Iøvrigt var det min Broders Begjæring, at Prindsessens Herkomst ikke skulde omtales; og skjøndt jeg har anseet det for min Pligt altid at behandle hende som Ætling af den høie Slægt, hun tilhører, og saaledes lade Sagen være bekjendt for hende selv, saa er det dog Regel i vort Huus, at Prindsessen blot betitles Frøken d'Espa¤a. Hvor eensomt vi end leve herude, har hendes Fødsel jo imidlertid ikke kunnet blive ganske ubekjendt for Egnens Beboere, og jeg har derfor, for at orientere Dem i Situationen, selv villet meddele Dem dette særegne Forhold. Sandsynligvis vil Sagen enten til Høst, naar Prindsessen fylder 16 Aar, eller senest til næste Høst, blive ganske officiel: desværre maae vi vel da være beredte paa, at vort Huus med det Samme mister sin ædleste Prydelse.«
- Hvor stor Længsel efter at see Hendes Høihed der ifølge denne Meddelelse end maatte opvækkes hos mig, saa kunde den dog for Øieblikket ikke tilfredsstilles, da Prindsessen skulde blive et Par Dage hos den Familie, hun besøgte. Næste Dag skulde der imidlertid være en stor Fest i Stiftets Hovedstad, hvilken Excellencen ogsaa vilde hædre med sin og sin Families Besøg: man ventede, at Egnens øvrige Honoratiores ligeledes vilde indfinde sig, og jeg kunde da der haabe at faae et Glimt af den spanske Sol; thi Excellencen vilde paa ingen Maade tillade, at jeg, som jeg yttrede nogen Lyst til, gav slip paa denne Leilighed til at see Provindsens fagreste Blomster samlede. Jeg benyttede dog Formiddagen til at begynde mine Forretnings-Reiser, og kørte derefter til den omhandlede Stad, i hvilken den ene Ekvipage rullede ind efter den anden, alle fyldte med Egnens fine Herrer og Damer. Efterat have gjort Toilette indfandt jeg mig i det betegnede Locale, og blev modtagen af Musikens Toner: Festen var allerede begyndt, og næsten alle Pladser om det store Bord besatte, saa at jeg i Nærheden kun saa to ledige Stole, af hvilke den ene ved Siden af en ung Dame var optagen ved en Hat; - den anden tog jeg med et lille Buk for hende i Besiddelse. Jeg saa mig nu om efter Excellencen, men kunde intetsteds faae Øie paa ham, og nødtes til at antage, at han efter Sædvane vilde komme for silde. - Iøvrigt saa jeg i den store Forsamling Ingen, til hvem jeg havde nærmere Bekjendtskab; thi Festens Præsident, en gammel Notabilitet i Stiftet, som havde været mig til stor Hjælp i de ovennævnte Foretagender, kjendte jeg vel godt igjennem Brevvexling, men ikke personlig. Jeg havde saaledes god Ro til at spille en Iagttagers Rolle; og først efterat have seet mig om en Stund lod jeg igjen Øiet standse ved min unge Naboerske, fra hvem blot den omtalte Hat skilte mig. Det frapperede mig at see, hvilken fremtrædende Opmærksomhed hendes Selskab viste hende, og ved at betragte hende nærmere faldt det mig ind, at Skæbnen her maaskee havde ført mig lige i Nærheden af Spaniens og Portugals høie Infantinde. Hendes Figur og Ansigtsfarve havde en afgjort sydlig Karakter, der ikke modsagdes af de stærke Øienbryne eller det tykke, mørke Haar, som i lange Flætninger laa slynget om Nakken; iøvrigt var hendes Ansigt uregelmæssigt, men meget livligt og endnu ganske barnligt. Hun havde en mørkerød Silkekjole paa og en tyk Guldkjede om Haaret; og saavel dette som hendes øvrige Dragt passede ualmindelig godt til hendes Person. Jeg fik imidlertid ikke længe Ro til at betragte hende; thi efterhaanden som man blev opmærksom paa hendes Nærværelse, indfandt den ene Cavalier sig efter den anden for paa den zirligste Maade at gjøre sin Opvartning: hendes Stol blev snart som en beleiret Fæstning, og havde Venerationen for Prindsessens høie Værdighed ikke været, vilde den misundelige Hat neppe være blevet respekteret. En Herre omtrent i sin næstbedste Alder vovede dog endelig i Tillid til sine mange Ordener og, som jeg siden hørte, til sit gode Grevskab at fløtte den og ligesom hensjunken i Samtalen og Beskuelse af Prindsessen at sætte sig ved Siden af hende. Han talte med en lidt tydsk Accent og i en øm og hviskende Tone, og det faldt da ret comisk, naar hun ganske høit og dansk svarede: »Jo Veien var meget god!« - eller »Nattergalen! jo den sang, som den pleier i August Maaned!« - Blot een Gang byttede de Toneart, nemlig i et Par Repliker, som paa en smigrende Maade berørte mig. Af Respekt for de to Talende havde Hoffet nemlig for Øieblikket trukket sig tilbage, og jeg var saaledes det eneste fremmede Vidne til deres Samtale. Som naturligt var, ønskede Herren ikke Tilhørere, og saa i Fornemmelsen heraf et Par Gange om til mig: »Hvad mon det er for en ung Person?« udbrød han endelig temmelig høit: »Hører han til Deres Høiheds Selskab?« - »Nei!« - »Besynderligt, at han da bemægtiger sig en Stol saa nær ved Deres Side!« - »Det er ikke besynderligt: den Stol var ikke besat.« Om Hans Høivelbaarenhed bemærkede, at Vægten blev lagt paa »den«, skal jeg ikke kunne sige; han lod sig ialtfald ikke mærke med Noget, men sluttede Discussionen om det nævnte Punkt, idet han yttrede: »Aa, formodenlig en Student eller Candidat, der er hjemme at recreere sig efter Examen; ak ja, de Mennesker kan trænge til det!« hvorefter han igjen gik over til den ømme Hvisken. Uagtet han just ikke tiltalte mig synderlig, fandt jeg dog forsaavidt Behag i hans Ord, som jeg altid gjerne hørte, at jeg saa ung ud, - mindre, troer jeg, fordi jeg satte Pris paa Verdens Forfængelighed, end fordi jeg i Bevarelsen af mit ungdommelige Udseende saa en Bekræftelse paa, at jeg ret tilgavns havde tilegnet mig den solide Ro, der aldrig lader sig forstyrre, men gjennemtrænger hele Personen som et conserverende Salt.
Iøvrigt var den nævnte Herres Nærværelse mig til en ikke ganske ringe Lettelse; thi efter hans Bortgang begyndte Visiternes Mængde paany til liden Glæde for Hendes Høiheds Naboer. For at vise deres sociale Dannelse bruge vore yngre Cavalierer nemlig som oftest at ignorere Enhver, der staaer i Nærheden af den elskede Gjenstand: en Skik, som ved denne Leilighed i en betydelig Grad blev anvendt mod mig, især efterat Hatten igjen havde indtaget sin Stol; thi man fandt da, at ingen Situation kunde være bekvemmere end at stille sig imellem den og mig og da conversere Prindsessen under en Mængde Buk og Gestus, der meer eller mindre gik ud over min Person.
Til Trøst under al denne Trængsel havde jeg de mange Taler, der bleve holdte, hvilke nu for mig vare en næsten ny Art Underholdning, da jeg i mange Aar ikke havde overværet noget Selskab af denne Slags: de tilbagekaldte mig ogsaa den Tid, da jeg selv gjorde Forsøg i denne Retning, og fik derved en større Interesse, end de maaskee ellers vilde have havt. Endnu mere lode de dog til at interessere Hendes Høihed, og hun tyssede uden Complimenter paa hele sit Hof, saasnart Nogen fik Ordet. Selskabet havde iøvrigt øiensynlig en blandet Karakter, og indbefattede baade et aristokratisk og et demokratisk Element, og efterhaanden som Stemningen hævede sig, blev det en temmelig sikker Regel, at hvad det ene Parti applauderede, blev udhysset af det andet; hvorfor man ogsaa i Stiftsavisens Beretning om hin »storartede Samfundsfest« hyppig vil finde Skaalerne fulgte af »Meningskamp« eller »længe vedholdende Meningskamp«; thi da Partierne omtrent vare lige stærke, var det naturligt, at intet af dem vilde give tabt. Med den behagelige Følelse, hvormed den Reisende - som Digterne saa smukt skildre det - svøbt i sin Kappe hviler i Dalen og seer Stormene kæmpe paa Bjergene, hvilede jeg nu under denne Kamp, svøbt i min Ubekjendtheds Kappe; hvorimod jeg ved at betragte de straalende Øine, hvormed den unge spanske Dame fulgte Striden, ikke kunde betvivle, at hun gjerne vilde deltage, selv om de førtes paa de høieste Fjelde. - Efter en meget hæftig Kamp om et Par Toaster, den ene for en »Kongens«, den anden for en »Folkets Mand«, tog Festens Præsident imidlertid Ordet med den Yttring, at det vel nu efter saa megen Strid vilde gjøre godt engang at faae en Skaal, om hvilken Alle kunde være enige. En saadan var, som det havde vist sig, vanskelig at finde: den skulde vel helst gjælde en Mand, der kunde siges at være baade Kongens og Folkets. - - Her svævede min Tanke imellem Major Knagenhjelm-Løvenklo og Excellencen, og jeg saa mig uvilkaarlig om efter den Sidste; men min Forventning skuffedes, da Taleren fortsatte, at den Mand, hvis Skaal han vilde udbringe, dog maaskee ligesaa godt kunne siges efter vanlig Talebrug hverken at være Kongens eller Folkets. »Ialtfald,« vedblev han, »er han ikke som Planten Kikajon paa een Nat skudt op af Fyrste- eller Folkegunstens Jordbund. Mere end et Decennium, - en lang Del af en Mands Virketid, skjøndt maaskee kort efter vore Collegiers Skik, har han brugt for at tjene sig op fra det nederste Trin, indtil han nu staaer paa et af de øverste, vel ikke i ydre Glands, men sikkert i Vægt og Betydning. Og langsomt er i den Tid hans Roes steget med hans Virksomhed: det er gaaet dermed som med den store Romers Navnkundighed: »den har voxet Træets stille Væxt«. Men alt som hans Betydning voxede, saa voxede ogsaa Træerne i vore Skove og Sæden paa vore Marker; - og dette vil ikke undre Dem, mine Herrer! naar De høre, at den Mand, hvis Skaal jeg udbringer, er Chefen over Departementet for vore Skove og Marker, Hr. Conrad Malcolm!«
Under Talerens sidste Ord var jeg begyndt at blive opmærksom; og da han nu afbrødes af en »ligesaa uventet som smigrende Bifaldsstorm«, forsvandt som ved fulmen ex sereno den rolige Fornøielse, hvormed jeg havde siddet og ventet paa Udfaldet af Skaalen for den Mand, hvis Rygte var voxet som Marcelli. Jeg foer op, og følte til min Overraskelse, at jeg rødmede - for første Gang i meget lang Tid. Heldigviis fik jeg Leilighed til at samle mig, da Taleren endnu yttrede nogle Ord om den særlige Erkjendtlighed, som denne Provinds skyldte mine fortræffelige Planer; - hvorpaa han uden, som Referatet sagde, flere Præmisser gik over til Conclusionen, der »modtoges af et længe vedholdende eenstemmigt Bifald, hvori den forrige Disharmoni saaledes paa den skjønneste og for hver sand Fædrelandsven glædeligste Maade opløste sig«.
De Taler, som holdes ved slige Gilder, pleiede jeg, nu for Tiden, at betragte nærmest som comiske Præstationer, og var derfor noget genert ved saaledes selv uventet at spille en Rolle i dem. - Desuden var det gjennem mange Aar meer og meer blevet mig naturligt at holde min Person tilbage, og jeg følte mig ubehagelig berørt og ligesom halvt fornærmet ved saaledes at see den blive fremtrukken. Midt under disse Betragtninger faldt mit Øie paa den unge Spanierinde, og ved at see den deltagende Hæftighed, hvormed hun fulgte, hvad der gik for sig, blev jeg uvilkaarlig opmuntret og fik en levende Fornemmelse af den Stemning, hvormed jeg engang selv deltog i slige Festligheder og drømte mig som Gjenstand for slige Hædersbevisninger. Jeg fik dog ikke lang Tid til at overlade mig til hine Minder; thi da næsten Ingen kjendte mig, spurgte man overalt: »Men hvor er han?« »Hvem er det dog?« »Hvor sidder han?« - Spørgsmaal, som ikke mindst løde i den Kreds, der omgav mig selv, idet man snart saa til den ene, snart til den anden Side af Salen; hvorimod Ingen fandt paa at søge Vedkommende ved Siden af sig. Endelig følte jeg Nødvendigheden af at bryde mit Incognito; jeg reiste mig og takkede, som det næste Dag hed i Avisen, i faa, men høist velvalgte Ord, idet jeg i Henhold til Lignelsen om Marcellus sammenlignede den forrige Styrelse med Fabii Cunctators, og haabede, at den efterfølgende, lig Scipios, vilde overstraale baade Fabii og Marcelli, hvorhos jeg tillige med candide Uforbeholdenhed meddelte adskillige Oplysninger om den Fortjeneste, som andre brave Mænd havde af de nævnte Foretagender. Om disse Ord end just ikke kunde kaldes høist velvalgte, bleve de dog under den Stemning, som nu beherskede Forsamlingen, høist velvillig optagne, og saaledes kunde jeg da ansee den Sag for endt, og igjen med nogen Ro indtage mit Sæde.
Mine før saa uopmærksomme Naboer var imidlertid blevne meget mere ærbødige; ja, de havde endog rømmet Pladsen mellem mig og Prindsessen. Som rimeligt var, syntes det Passerede at staae for hende, som om det ganske var, hvad det gav sig ud for, og det morede mig at see den Blanding af Beundring og Forundring, hvormed hun betragtede den Ubekjendte, som saaledes var bleven udreven af sin Dunkelhed og pludselig udnævnt til en af Festens Løver. Hertil kom ovenikjøbet, at jeg nu begyndte at modtage næsten ligesaa mange Visiter som hun selv, - om paa Grund af, hvad jeg alt havde udført, eller hvad man ønskede, jeg skulde udføre, vover jeg ikke at afgjøre: - dog nøder Sandheden mig til at tilstaae, at jeg gjentagne Gange fik Forsikkringer om, at en Nedlæggelse af Jens Mikkelsens og Ole Bentsens Gaarde under respective Justitsraad Hahns og Kammerherre Mohls Hovedgaarde, langtfra at skade Staten, tvertimod i høieste Grad vilde befordre dens Blomstren. Saaledes lød Tonen omkring mig i en kraftig Dur - snart om Jords Sammenlægning og Udstykning, snart om Landeveies Grundforbedring og skadeligt Vands Afledning; medens den omkring Prindsessen klang i en douce Moll - om bølgende Agre, grønne Enge, naturlige Skovstier og rislende Kildevæld. »Den misundelige Hat« stod midt imellem begge Partier, sort og taus og ilde seet af dem begge. Lige til den ellevte Time ventede man, at dens mystiske Eier skulde indfinde sig, men som det hedder om Svend i Rosengaard: Vi ventede ham sent, men han kom aldrig.
-------------
Uagtet jeg saa snart som mulig forlod Festens Tempel, blev det dog sent, inden jeg kom hjem, saa at jeg først næste Morgen talte med Excellencen. Det viste sig da, at han var den forgæves ventede Svend i Rosengaard, som paa Grund af en pludselig Upasselighed var bleven nødt til at holde sig hjemme. Han havde allerede modtaget Rapport om Aftenens Begivenheder, og skjøndt han var langt fra at være avindsyg, vilde han dog maaskee ei have været aldeles tilfreds med min Forherligelse, hvis jeg ikke blandt de Mænd, jeg nævnte i mit Svar, heldigvis ogsaa havde omtalt ham: Noget, hvortil der iøvrigt var al Anledning, da Ingen bedre end jeg vidste, hvor villig han just i den omhandlede Sag havde vist sig til Opoffrelser, baade af Penge og, hvad der vilde sige end Mere, af »Herlighed«, og det uden al Ophævelse, som han ellers ikke altid var fri for. Vi hilste saaledes paa hinanden i al Hjertelighed, men tillige Korthed, da jeg strax drog ud paa mine Tog. Hendes Høihed var mod Forventning ogsaa allerede kommen hjem, men paa Grund af min tidlige Bortreise maatte jeg endnu en halv Dag undvære den Ære at fremstilles for hende.
Frøken Blanca d'Espa¤s Fødsel var bekjendt næsten for Alle, som kom paa Gaarden, og Excellencen selv følte sig saa behagelig berørt ved at have en Prindsesse til Myndling, at han idelig mindede derom, idetmindste ved i Distraction at sige »Hendes Høihed«. Den lille Høihed selv forekom mig som et Barn, der endnu aldrig har mødt nogen Hindring paa sin Vei, og hvem det derfor falder naturligt at tale frit om Alt og til Alle. Hun havde en umiddelbar Følelse af, at hun var Gaardens Centrum, og blev overrasket og forundret, naar en eller anden Comet gik en excentrisk Bane. Uden, som jeg troer, iøvrigt at være excentrisk, var dette dog paa en Maade Tilfældet med mig, da jeg daglig havde Reiser at foretage og, naar jeg kom hjem, ikke var oplagt til at gjennembryde de unge Grevers Kreds for at opfange nogle Glimt af den spanske Sol. Vi vexlede derfor en Tid lang blot leilighedsvis et Par Ord; thi ved Maaltiderne var altid saa stort et Selskab, at ingen almindelig Samtale fandt Sted, og Hendes Høihed sad imellem de Unge, medens jeg som billigt havde min Plads mellem Alderdommen. Dog kunde jeg ved Hjælp af mine skarpe Sandser opfatte, at hun var meget uforbeholden og djærv og iøvrigt omtrent ens imod Alle. Ingen kunde rose sig af noget Fortrin hos hende, undtagen, paastod Excellencen, den nye Skovrider, som dog for Tiden var bortreist.
En Søndag Morgen, da jeg ikke var paa Reiser, gik jeg, efter paa mit Værelse at have nydt den gode Morgencaffe, en Tour ud i Skoven. Jeg gik en Tid lang frem i samme Retning: Klokkerne lød efterhaanden svagere, og blot naar man stod stille, kunde man endnu høre den fjerne Klang; Skoven blev tættere, og det Hele fik et alvorligere Udseende. Det gjorde derfor et desto mere oplivende Indtryk, da jeg i nogen Afstand fik Øie paa tre Personer, der stode stille foran et stort Træ og talte ivrig med hverandre. De to vare Excellencen og Frøken Blanca; den Tredie var en temmelig høi og før Mand, i hvem jeg paa den korte grønne Kjole og medfølgende brune Hønsehund med Føie troede at gjenkjende den omtalte Skovrider. Det lod til, at de to Mænd havde talt om at udvise Træet til Hugst, men vare blevne overraskede af Frøkenen midt i deres Overlægninger; thi det Første, jeg hørte, var det Udraab af hende: »Ja, var det dog ikke en Guds Lykke, at jeg kom her og hørte Deres Anslag! Jeg tænkte det nok strax, da jeg saa Dem komme listende op igjennem Dalen.« - »Ja, man maa Skam luske som en Ræv, hvis man vil undgaae Frøkenens Øine,« svarede Skovrideren, »og saa bliver man dog truffen alligevel. Hvis Frøkenen ikke skulde til Byen i Hugsttiden, saa begriber jeg ikke, hvordan det skulde gaae.« - »Ja, Gud naade Dem,« sagde Frøkenen, og slog Hænderne sammen, »hvis noget af de gamle Træer er borte, naar jeg kommer igjen! Saa vil jeg ikke raade Dem at lade Dem see mere hertillands.« - »Men Herregud, allernaadigste Frøken! Naar jeg ikke maa hugge de gamle Træer, hvad skal jeg da hugge?« - »De skal hugge de unge, hvis der endelig skal hugges.« - »Hugge de unge! Nei paa de Conditioner skal jeg da rigtignok ikke tjene for Skovrider! Det var ligesaa godt, som om man vilde slaae alle Ællingerne nede i Parken ihjel og bare lade de gamle Ænder leve: hvorledes troer Frøkenen saa, at det vilde see ud i Andeparken om et Par Aars Tid? Der vilde nok blive noget dødt og øde.« - »Ja, det bryder jeg mig ikke om: det kommer ikke mig ved. Men de gamle Træer vil jeg ikke have rørte.«
»Men, bedste Frøken Blanca!« sagde Excellencen, »betænk dog, at vi maae behandle Skoven forstmæssig.«
»Ja, var det ikke netop det, jeg tænkte? - Behandle Skoven forstmæssig! Det vil med andre Ord sige, at De vil hugge alle de store deilige Træer ned, for at der siden kan voxe noget grimt Smaakrat op i Stedet.«
Saavel Excellencen som Skovrideren forsikkrede, at dette ingenlunde var den sædvanlige Betydning af at behandle en Skov forstmæssig. - »Saa?« svarede Frøkenen. »Da husker jeg dog ret godt, hvorledes De for et Par Aar siden sagde, at den gamle Elleskov skulde behandles forstmæssig, og da jeg saa en Morgen kom ud, vare Folkene ifærd med at hugge alle de gamle Træer ned forfode. Jeg græd og skreg og raabte, at de skulde holde op: Excellencen havde selv sagt, at Skoven skulde behandles forstmæssig. Men den afskyelige Skovrider, som De havde dengang, lo blot ad mig, og sagde, at det just var den forstmæssige Behandling.«
»Ja,« sagde Excellencen, »det var det virkelig ogsaa; thi det var jo en Elleskov - -«
»Ja, og dette er en Egeskov: det er jo ti Gange værre!«
Excellencen rystede paa Hovedet, resigneret, men dog tillige noget smigret ved, at det var Prindsessen, og hans Prindsesse, som talte saaledes og saa levende interesserede sig for hans Eiendom. Skovrideren, der mærkede, at Slaget var nær ved at tabes, kastede et længselsfuldt Blik til Egen og udbrød temmelig uresigneret: »Men det er dog ogsaa rent forbandet! Nu maae vi heller ikke tage det Træ, som er saa excellent baade til Skibsbrug og Alt, hvad tænkes kan! Jeg vover Ti mod Een, at der ikke er fem Egetræer over det hele Kongerige, der er saa rankt og stolt og reelt voxne som dette.«
»Jo, det er ogsaa en kjøn Maade at raisonnere paa!« udbrød Prindsessen. »Fordi det stakkels Træ har voxet saa smukt og været saa godt, - derfor skal De gaae hen og hugge det om? - Ja, om jeg var Træ, jeg skulde være saa ondskabsfuld, og voxe saa skjævt og stygt og urimeligt, at De ikke skulde have Andet end bare Sorg og Ærgrelse deraf!«
Baade Excellencen og Skovrideren forsikkrede øieblikkelig med skyldig Ridderlighed, at det vilde være umuligt for Prindsessen, som havde en saa udmærket Væxt, - selv om hun saa gjorde sig den allerstørste Umage.
»Aa Snak! Det er ikke Andet end Passiar for at lokke mig bort fra det, vi tale om. - Men, som sagt, ikke eet af de store Træer i denne Skov maa røres. Den Sag ansee vi nu som afgjort.«
Excellencen bukkede, og saa sig om, som for at undgaae Skovriderens Opfordring til yderligere Modstand. Det lykkedes mig saaledes endelig at blive seet, efterat jeg en Stund var bleven staaende lidt i Frastand fra de Samtalende, der iøvrigt talte saa høit og ivrigt, at man kunde høre dem helt ud paa Veien. Skovrideren vendte sig nu ogsaa om, og hans brune, bredladne Ansigt harmonerede ganske med hans jevne og noget djærve Udtryksmaade, der alligevel stedse gjorde et Indtryk, som om han holdt en Ræv i Ørene, hvem han af og til gav Lov til at gjøre et lille Hop, men dog ingensinde slap rigtig løs. - Jeg havde imidlertid ventet med stor Utaalmodighed; thi jeg havde hurtig gjenkjendt min gamle Ven Thomas, og da han nu vendte sig imod mig, kjendte han ogsaa strax mig, og vi hilste med stor Glæde paa hinanden. Efterat have oplyst de Andre om vort tidligere Bekjendtskab søgte vi den første passende Leilighed til at blive ene, og udtalte os da rigtig om alle vore Hændelser, siden vi sidst saae hinanden. - Thomas var, som tidligere fortalt, bleven antagen til Karl af Landhuusholdnings-Selskabet og som saadan sat i Tjeneste hos en kongelig Skovrider oppe i Vendsyssel. Hos denne kom han snart i stor Credit, og da Læretiden var ude, fik han først fast Tjeneste hos ham og blev siden Skovfoged. »Vort Distrikt,« fortsatte Thomas, »havde den eneste gode Jagt i hele Egnen, og da Forstraaden nu selv var gammel og havde tabt Lysten for Jagtvæsenet, saa overlod han mig at bestemme næsten Alt, hvad som dertil hørte. Paa den Maade gjorde jeg Bekjendtskab med en Mængde Mennesker, thi der var Folk nok, som havde Lyst til Jagten; og jeg kom derved til at være med i mange Selskaber og meget Andet, som ellers i sig selv var over min Stand og Stilling. Der kom det mig nu til stor Nytte, at jeg havde været saa meget sammen med Dig og Christian, og - hvad Du skulde undre Dig over - meer Nytte end af nogen anden Ting havde jeg af alt det Sludder, vi bestandig snakkede sammen om Konger og Keisere og Krig og Kjærlighed og Grever og Godser og alt det meget andet Snak, som Du nok husker, vi vare ligesom tossede over. Men jeg kan bande paa, at jeg alligevel havde rigtig stort Gavn deraf. Jeg var ligesom bleven vant til al Slags Herlighed, og naar jeg kom til en Amtmand eller en Jægermester, saa gloede jeg ikke saaledes, som jeg ellers vilde have gjort; og naar Herremændene, dengang Sædpriserne begyndte at gaae iveiret, ogsaa begyndte at gaae iveiret og tale om alle de Underværker, der nu skulde anskaffes, saa blev jeg ikke videre forskrækket over det, end at jeg selv tit fandt paa Noget, der var endnu meer underligt. Saa loe de jo mange Gange og sagde, at jeg var gal, men mange Gange kom der ogsaa Nogen og sagde, at det var dog et morsomt Indfald, jeg der havde havt: om jeg ikke vilde sige ham, hvordan jeg rigtig havde tænkt mig det; og sommetider hændte det, at de prøvede paa det, og at det gik godt, og naar det saa gjorde Opsigt i Egnen, fik jeg jo Renommee for at være Fanden til Skovfoged.
Saaledes traf det sig ogsaa engang, at den gamle Etatsraad Lund kom til at tale med mig om en ny Bygning, han vilde lade opføre. Han havde tænkt at gjøre den ligesom de andre rige Folks der paa Egnen og lægge den tæt ved en Bondeby, omtrent hvor den forrige Gaard laa. Men jeg, som fra gammel Tid af kjendte godt til den Slags Ting, sagde strax, at naar han tænkte paa saadant Noget, saa skulde han ikke gjøre det dyrt og kjedeligt, men hellere dyrt og lystigt; og da han selv havde Teglværk, kunde Sagen aldrig blive saa farlig. Jeg raadede ham derfor at bygge saadan et rigtig gammeldags Slot med Taarne og alt det øvrige Commers; og da han havde nogle smaa Øer med extra god Skov paa, saa sagde jeg, at han skulde lægge det paa den største af dem, ligesom Du kan huske, at Du gjorde i gamle Dage: saa kunde han leve der rigtig som en Herremand. Det syntes Etatsraaden svært godt om, og Fruen næsten endnu bedre; hun forsikkrede, at jeg havde en for en Skovfoged usædvanlig Phantasi, og at hun just selv havde tænkt noget Lignende. Det troer jeg nu i Grunden var Løgn, men det sagde jeg ikke; og jeg sagde heller ikke, at Sancho Panza i Don Quixote ogsaa vilde have det paa den Maade; thi det troer jeg just ikke, at Fruen vilde have syntes om; Etatsraaden derimod havde bare grint ad det. Forresten fandt han selv siden paa Meget, ogsaa af det, vi havde talt om: saaledes blev der opført en rigtig hvælvet Bogstue og et Rustkammer og en Maleristue, som blev kaldt for Billedsal: de to første bleve godt opfyldte, thi Etatsraaden havde altid samlet baade paa Bøger og paa gamle Sværd og Øxer, og desuden havde han ogsaa en stor Mængde rigtig gode Jagtgeværer, men i Maleristuen kom der aldrig andre Billeder end Herren og Fruen selv; thi Etatsraaden havde nok havt isinde at kjøbe en Malerisamling, der blev solgt ved Auctionen paa Thuregaard, men saa blev det saadant Snefog den Dag, at man ikke kunde komme frem. Derimod fik jeg en stor Roes, dengang jeg udfandt, at der skulde sættes vilde Dyr paa de andre Øer: vi vilde havt Bjørne paa den ene og Ulve paa den anden, men det, sagde Herredsfogden, stred imod Loven; og saa maatte vi lade os nøie med Kaniner.
Saaledes gav jeg Etatsraaden mange gode Raad; og da Alting var færdigt, tilbød han mig til Gjengjæld Opsynet med sine Skove og fri Bolig paa Slottet. Min Formand var bleven kaldt Skovrider, og Etatsraaden vilde have, at jeg skulde hedde ligesaa og da med det Samme optages i Klasse med andre dannede Folk; thi før den Tid havde jeg vel nok nogle Gange spillet L'hombre baade med Etatsraaden og de andre Proprietærer, men det var dog egenlig kun paa Jagtdagene, og saa længe jeg var Skovfoged, var det alligevel som en Slags Godhed af dem. Fra nu af skulde jeg derimod ansees for »ebenbürtig«, som Etatsraaden udtrykte sig. Den første Gang, Amtmanden kom paa Besøg, var Fruen ligesom noget betænkelig, men Etatsraaden svor paa, at hans Skovrider var ligesaa god som enhver af de kongelige, og om Aftenen fik han det lavet saaledes, at Amtmanden, som tit havde gjort Jagtparti med mig, nu foreslog, at jeg skulde gjøre Spilleparti med ham. Dermed var Sagen afgjort, og paa den Maade kom jeg imellem de Dannede. Du synes kanskee, at jeg seer underlig ud for at være blandt dem; og skjøndt jeg jo ellers nu har faaet læst en hel Del af alle Slags, saa synes jeg sgu selv mange Gange det Samme, især naar jeg saaledes gaaer ene omkring; men naar jeg saa igjen er sammen med dem og hører dem, som føre Ordet, snakke op, saa synes jeg endda nok, at jeg kan være ligesaa rimelig, som de Fleste mellem dem. - Forresten har jeg jo ladet Sagen gaae sin egen Gang og ladt, som om jeg ikke brød mig om det Hele, men Du kan alligevel troe, at det tit er morsomt nok, naar man saaledes har været Bondedreng, saa at finde sig selv midt i fint Selskab, ved Siden af en fornem Frøken. Det er, som naar En i gamle Dage var bleven gjort til Adelig. Mangen Gang kan jeg da ikke lade være at tage mig om Panden og spørge, om jeg nu ogsaa virkelig sidder her, eller om det ikke snarere er Dig og Christian, som sidder med mig hjemme under den store Eg og bilder mig Noget ind. - Men saadant Noget taler jeg naturligvis ikke om, thi Alting gaaer bedst, naar man lader, som om der slet ikke var noget Mærkværdigt ved den Sag.«
Thomas berettede mig dernæst, hvorledes han, af Erkjendtlighed mod den Landsdel, hvor han først kom til Ære og Værdighed, havde antaget Navnet Vendelbo, under hvilket jeg ikke havde kunnet gjenkjende ham, og hvorledes han senere efter Etatsraadens Død, da dennes Gods var blevet solgt, havde foretrukket det Tilbud, han fik fra Excellencen, fremfor at blive hos den nye Eier. I mit Svar herpaa kom jeg til at berøre, at jeg havde hørt, at Thomas havde en høi Stjerne hos Gaardens Damer, og specielt hos Prindsessen. Han lo med sin polidske Mine og svarede: »Ja, med Damerne kan man nu ogsaa allerbedst snakke frit ud, naar det er, som de siger, noget Phantastisk, man taler om. Derfor lader jeg altid staae lidt til, naar jeg taler med dem, og er sommetider lige saa forfløien, som vi vare i gamle Dage. Det morer mig selv, og det lader ogsaa, som om det tit morede dem, især Prindsessen, som for det Meste hver Dag slaaer en Passiar af med mig.« Paa mit Spørgsmaal om, hvorledes han syntes om hendes Høihed, svarede han: »Jeg troer, hun er omtrent, som hun seer ud til. Kjøn kan jo Ingen kalde hende; men paa en Maade har hun dog det, som jeg vilde kalde det Reelle af Kjønheden. Hendes Haar er ligesaa tykt og tæt, som Enggræs i Juni Maaned, og jeg har ikke, det jeg da veed, enten paa Mennesker eller Dyr seet hvidere eller bedre ansatte Tænder end hendes. Øinene ere saa klare som hos en Dreng paa fire Aar, og baade Ansigt og det Hele lige til den brune Couleur har, som jeg siger, noget rigtigt Reelt hos sig.« - »Og det Indre er ligesaa reelt som det Ydre?« spurgte jeg smilende ad Thomas's Kjærlighed til det Reelle. - »Ja, det er just Eet og Eet,« svarede han. »Hun kan finde paa alle Slags Underligheder og Meget, som man ikke synes videre om; men sikker og bestemt er hun i Alting, og blot hun tager En i Haanden, mærker man strax, at det er anderledes reelt, end naar de andre fornemme Damer ere saa naadige at række En deres fine Fingre.«
- Vi bleve her afbrudte, men søgte iøvrigt i al den Tid, jeg opholdt mig paa Gaarden, stadig og til gjensidig Fornøielse hinandens Selskab. Det morede os at see, hvor godt vi endnu huskede alle vore gamle Streger, og vi kunde som gode Frimurere ved et Øiekast eller et lille Puf idelig meddele hinanden Allusioner, der forekom os lystige, uden at kunne forstaaes af Andre. Saaledes bad Excellencen mig Dagen efter Thomas's Ankomst om som Vidne at underskrive den endelige Contract imellem dem. Betingelserne vare, som han sagde, de samme, der i længere Tid havde været sædvanlige paa hans Godser, og vare allerede tidligere meddelte Thomas og foreløbig antagne af ham. Efterat have læst den igjennem sagde jeg med et Blik paa Thomas: »Det er meget hensigtsmæssig ordnet for begge Parter; men jeg turde dog maaskee gjøre Deres Excellence opmærksom paa, at der indrømmes Skovrideren en Rettighed, som vel i min Ven Thomas's Haand er uden al Betænkelighed, men som der ellers nok kan gjøres Mere ud af, end kanskee er Meningen. Jeg sigter derved til den Ret, som Skovrideren faaer til at have 24 Oldensvin frit paa Skov i de 3 Maaneder af Aaret.«
»Ja, det er ingen ringe Rettighed,« sagde Excellencen.
»Nei, det er vist nok,« svarede jeg. »Men,« vedblev jeg derpaa med et vist Behag og nogen Vidtløftighed: »træffer man en Skovrider, der ikke er ganske nøieseende, saa kan det saa let arrivere sig, at der løber et Par Smaagrise eller kanskee en Posegris eller to med, udover de 24. Og naar man har Ret til at holde dem paa Olden de 3 Maaneder af Aaret, saa kan den, som forstaaer sig paa det, uden megen Vanskelighed sørge for, at de ogsaa ere der det Meste af den øvrige Tid. Thi Svin kan man saa godt vænne til at gaae og tage for sig paa Andres Jorder, og saasnart Eiermanden kalder paa dem, kan de dog komme ligesaa hastig og bestemt, som om de havde rigtig Menneskeforstand. - Ikke sandt, Thomas! Der er ingen Creatur, der er bedre at have paa den Maade, end Svin?«
»Jo, kanskee dog Ænder,« sagde Thomas.
Excellencen sad ganske frapperet over min store Detailkundskab: »Gudbevares, hvor De er lærd i det Capitel!« udbrød han. »Holdes der maaskee noget stort Antal Oldensvin hjemme paa Deres Eiendom?« Jeg benægtede dette; »men,« tilføiede Thomas, »i gamle Dage fik jeg dog Løfte om at maatte holde just 24 Svin paa Malcolms Eiendom. Men jeg har aldrig siden forlangt den Ret, da jeg veed, at næsten alle Forstmænd nu antage, at man ikke bør have Svin paa Skov. Derfor agter jeg heller ikke her at bruge den Ret, som Hans Excellence har tænkt paa at ville tilstaae mig.«
Excellencen, der altid holdt af at følge de nyeste Theorier, var ganske enig i, at Oldensvin ikke burde taales i nogen velordnet Skov, saasnart de nyere Forstkyndige udtalte sig derimod. Til Vederlag forøgede han da Gagen, uagtet Thomas med en i vor Tid sjelden Uegennytte forsikkrede, at Skovrideren ogsaa uden Oldensvins-Ret vilde være særdeles vel aflagt.
-------------
Adskillige af de Sager, om hvilke jeg under mit Ophold hos Excellencen havde indhentet Oplysninger, henhørte under en særegen Commission, bestaaende af Excellencen, Conferentsraaden og mig. Da mine Forarbeider vare endte, ankom Conferentsraaden for efter Excellencens Indbydelse paa nogle Dage at holde Sommerferie og med det Samme deltage i Afsigelsen af de behørige Kjendelser. Da Veiret var meget varmt, toge vi som oftest Plads paa en Altan udenfor Excellencens Værelse. Nogle Skridt fra denne stod en Bænk under et stort Træ; og medens vi discuterede, pleiede Prindsesse Blanca at sætte sig bag Træet med en Bog eller et Sytøi, hvilket hun sædvanlig lod hvile, naar Striden blev varm. Dette skete fuldt saa ofte som ellers, og hendes Høihed var tildels selv Skyld deri. Excellencen fandt det nemlig ligesaa pikant som nyt at have en saadan Tilhørerinde ved sine Embedsfunctioner og udfoldede i Anledning heraf i en usædvanlig Grad alle sine for os Andre undertiden noget generende Egenheder. Snart var han den kloge, kolde Statsmand, der med et Smil affærdigede »den lyriske Politik«; snart lod han sig henrive til ædel Varme, og idet han i Begeistring reiste sig, holdt han en livlig Tale, fuld af de agtværdigste Grundsætninger; - snart optraadte han jevn og confident; snart var han derimod Kongens høitbetroede Mand og indflettede en let Paamindelse om, at hans Bestalling paalagde ham at være Commissionens »første og styrende Medlem«. Conferentsraaden vaandede sig synlig herunder og kunde ikke begribe Aarsagen til disse Extravagancer: det faldt ham ikke ind, at Jurisprudensen og de smukke Piger her kunde have gjort hinanden Skade. Jeg derimod, som kjendte min Excellence bedre, var ikke længe i Tvivl og behøvede til min Underretning ikke engang at lægge Mærke til de Sideblikke, som Excellencen, naar han var mest interessant, kastede til Bænken. Prindsessen selv syntes ikke mindre overrasket end Conferentsraaden. Den første Gang, hun var tilstede, udtrykte hendes Ansigt en levende Forventning om, hvad der nu skulde komme; men altsom Discussionen skred frem, lod hendes Forundring til at være større end hendes Beundring; og jeg fik, ved siden at høre hendes Opfatning, den Overbeviisning bestyrket, som jeg allerede tidligere havde næret om, at det vilde være i høi Grad svækkende for vore Collegiers Autoritet, hvis deres Forhandlinger vare offenlige og saaledes underkastede Kritik af Personer, der stode udenfor det hele collegiale Standpunkt.
Det var iøvrigt kun i Discussionen, Excellencen saa stærkt gjorde sig gjældende: naar det kom til Beslutningerne, var han almindelig enig med mig, især da jeg, som oftest, taug stille indtil Afgjørelsens Øieblik, og Kampen saaledes sjelden blev rettet imod mig.
- Som berørt, lagde Prindsessen aldeles ingen Beundring for Dagen over de af vore Forhandlinger, hun først hørte, men yttrede tvertimod sin Deltagelse med de stakkels Undersaatter, der skulde regeres paa den Maade, ligesom ogsaa sin Forundring over, at jeg sad og sagde Ingenting. Alligevel vedblev hun at være vor stadige Tilhørerinde, og jeg nærede derfor det Haab, at hun efterhaanden kunde være kommen til bedre Indsigt, og da jeg nogle Dage efter traf hende nede i Haven, spurgte jeg hende spøgende, hvorledes vor Commission nu behagede hende. Hun svarede halvt i samme Tone, at den mindede hende om Carl den Femte og hans Raad: medens dette discuterede, sad Keiseren som oftest blot og hørte til; men naar Sagen endelig skulde afgjøres, sagde han i nogle faa Ord sin Mening, og denne blev da antagen. Skjøndt jeg jo vel burde have forudsat, at Prindsessen ikke kunde ville ligne Hs. Majestæt den store Keiser ved nogen Ringere end vort første og styrende Medlem, havde Situationen, saaledes som den var beskreven, dog unægtelig mest tilfælles med min, og jeg var derfor saa lidet beskeden, at jeg uden Videre antog, at hun havde ment mig. Jeg havde derhos endnu bestandig saa ufuldstændig Veneration for verdslig Høihed, at jeg ikke, som min ven Conferentsraaden vistnok vilde have gjort, fandt noget Urimeligt i at sammenligne vor jevne danske Commission med et Grande d'Espagne-Statsraad, og heller ikke ansaa det for usandsynligt, at jeg vilde afgive en usædvanlig habil Keiser, hvis jeg pludselig skulde blive kaldet til en Throne. I mit Svar lagde jeg heller ikke Skjul paa disse Anskuelser, hvilket lod til at fornøie Prindsessen meget: »Nu, Gud ske Lov!« udbrød hun, »at der da endelig er et Menneske, som ikke svimler af Respect for saadan en stor gammel Keiser. Ikke sandt, De mener slet ikke, at det er nødvendigt, at De skulde være ringere end han.«
»Aa nei. Jeg har vel nogenlunde bragt saa Meget, som var mig muligt, ud af de Situationer, hvori jeg har været; og det var jo omtrent det Samme, Hans Majestæt Deres høie Forfader gjorde.«
»Det kalder jeg rimelig talt!« svarede hun. - »Men at De endda er saa forstandig! Det havde jeg aldrig troet.«
»Har Deres Høihed ikke troet, at han var forstandig?« spurgte Thomas, som imidlertid var kommen til. »Det er da ellers Noget, som Folk altid have antaget.«
»Ja, forstandig paa den Maade: det har jeg nok troet; men ikke forstandig paa den Maade, jeg mener.«
»Ja, da kan jeg, som kjender ham fra Gammelt af, dog forsikkre Frøkenen om, at han har været saa forstandig og klog just paa Deres Naades egen Maner, at han kanskee endnu kan sige Dem alle de Speculationer og Phantasier, som enten De eller nogen Anden har havt.«
»Det havde jeg dog god Lyst til at høre,« svarede hun og vendte sig spørgende til mig. Vi vare imidlertid komne op paa en lille Høi, hvorfra man saa ud over Veien, der snart forsvandt imellem Markerne, snart igjen viste sig som en gul Stribe, indtil den tabte sig i Skoven. »Ja,« svarede jeg smilende, »jeg kunde jo gjerne strax gjøre Begyndelsen og berette, at her paa Bænken har mangen Gang en ung Dame siddet og seet hen ad Veien og ventet, at nu skulde Ridderen komme ud af Skoven, langsomt og tankefuld ride op imod Borgen, indtil han faaer Øie paa den unge Frøken, men da pludselig spore sin Skimmel og efter en dyb Hilsen for Damen forsvinde gjennem Borgporten: maaskee har hun da endog ilet op for at modtage ham; men ak! naar hun kommer ind i Salen, er den tom, og hun maa gaae tilbage til Høien for igjen at see ham komme frem hist imellem Træerne i Udkanten af Skoven.«
Prindsessen lo og svarede rødmende: »Ja, det er nu ingen Kunst; det kunde jo Enhver begribe, naar han staaer paa denne Høi og seer hen mod Skoven: - forresten var det slet ikke saaledes. Men vær saa god nu at komme med noget Andet; ellers maa Skovrideren finde sig i at ansees for aldeles upaalidelig.«
»Ja, det vilde jeg jo naturligvis nødig være Skyld i,« svarede jeg, »og heller end at det skulde skee, vil jeg derfor yderligere gjøre mig min Flid. Naar man nu altsaa er bleven skuffet ved at komme op paa Borgen og finde den tom, kunde det jo vel hænde, at man fik Lyst til at hjælpe Phantasien ved at tage Lidt med af Virkeligheden: saaledes kunde man jo skaffe sig et lille Bidrag til hans Person ved at slaae op i en Bog og bestemme, at han skal have sagt den første Sætning paa Siden, eller maaskee heller en af Sætningerne paa første Side, hvilken man da selv har Lov til at vælge. Det kan da være ret morsomt at udtænke, hvorledes og i hvilken Samtale han er kommen til at sige dette, og hvad Betydning der kan være deri: ere Ordene karakteristiske, give de selv Anvisning; og ere de ubetydelige, vil det maaske ikke blive mindre interessant at arrangere Samtalen saaledes, at de faae en Plads, hvor just deres Ubetydelighed giver dem en særegen Betydning: - selv det Hverdagsagtige bliver jo, sagt af hans Mund, vægtigt og indholdsrigt. - Var man ikke tilfreds med denne Methode, kunde man ogsaa bestemme, at den første eller en af de ti første Replikker, man hører, naar man træder ind i en Stue, hvor der sidde flere Samtalende, skal tilhøre ham. Herved faaer man tillige hans Stemme at høre, hvilket altid er Noget af det vanskeligste for Phantasien at construere.« - -
»Nei, nei!« udbrød Prindsessen, »det gaaer ikke an. Stemmen kan man ikke tage fra nogen Anden: den maa han selv give, ellers kan den aldrig passe.«
»Ganske som Deres Høihed befaler: - saa ignorere vi altsaa Stemmen.«
»Nei, men det kan man jo ikke. Naar man skal tage de Ord, som man har hørt En sige, saa kommer man jo ogsaa til at tænke paa den Person selv og hans Stemme og den Maade, hvorpaa han sagde det.«
»Nu vel, man kunde jo ogsaa bruge en Methode, hvorved der ikke høres, men blot sees. Naar man gik en Tour, kunde man jo saaledes bestemme, at han skulde see ud som den Første, man mødte paa Veien; hvorved man imidlertid unægtelig løb den Risico, at det blev for Exempel Jørgen Christophersen, der jo ikke har noget egenlig ridderligt Ydre. Ham kunde man jo nu vel nok undgaae ved at betinge sig Valgretten mellem de ti eller tyve Første; men paa disse eensomme Veie kunde det da maaske vare et Par Timer, førend man blev færdig; og man vilde vel endda sjelden faae Andet end nogle gamle Bønder at vælge imellem. - - Jeg seer ogsaa, at Deres Høihed ikke finder Behag i dette Forslag?«
»Nei! - Jo, dog nok paa en Maade! Det er morsomt saaledes at gaae ud ad Veien og lade Tilfældet raade og være i Forventning om, hvem der nu kan komme, og hvem det er, man seer der langt borte: det er just, som det skal være. - Men det er rent galt, at han skal see ud netop som en af dem, man møder: der er aldrig Nogen, der er god nok til det! - Nei, nu skal jeg sige Dem, hvorledes jeg gjør,« vedblev hun i sin Iver, men standsede i det Samme og rødmede: - »Nu ja,« fortsatte hun ligesom trodsig, »nu skal jeg sige Dem, hvorledes jeg gjør. Jeg bryder mig ikke det Mindste om den Person selv, som jeg møder, men blot om hans Skygge: den giver maaskee ikke saa bestemt Besked; men det er netop allermorsomst. Man faaer alligevel en hel Mængde at vide, der kan sige En saa Meget, just naar man ikke seer Andet end Skyggen. Tænk, hvad det kan betyde blot om han rider eller gaaer, om han bærer Hat eller Kasket, om han gaaer med Kaarde eller Sabel eller Øxe eller Noget, der seer saaledes ud, og tusinde andre Sager, som ellers ere Smaating, men som nu blive saa vigtige. - Dog maa man endelig ikke tage Skyggen lige i Middagsstunden, især ikke om Sommeren, thi da seer den saa naragtig ud. Og naturligvis maa man fremfor Alt vogte sig for at see op og faae Øie paa Mennesket selv; thi saa er det Hele jo forbi. Først naar man har gaaet et Stykke Vei, kan det nok være morsomt at vende sig om og see ham langt borte i Horizonten.« - - I Begyndelsen talte hendes Høihed med en lidt tiltvungen Kjækhed, der dog snart gav Plads for den livlige Interesse, hvormed hun malede sine Phantasier. Men da hun igjen standsede, kom den forrige Tone tilbage, og hun sagde halvt udfordrende: »Naa, gjør nu Nar af hvad jeg har sagt! Jeg kan jo godt see, at De gjør det i Deres Hjerte; og saa kan De ligesaa gjerne lade mig selv høre det.«
»Min naadige Frøken! De gjør mig den grummeste Uret. Jeg er tvertimod snarere rørt over at høre Noget, der saaledes sætter mig tilbage i min gyldne Ungdomstid, skjøndt jeg naturligvis ikke tør rose mig af, at mine Phantasier just vare af den Art.«
»Nu, hvad Forskjel var der da?«
»Saavidt jeg kan mærke, for Exempel den, at jeg tænkte mindre paa at udmale mig den anden Part, og derimod mere paa, hvorledes jeg selv skulde vise mig, hvad Situation jeg skulde komme frem i, og hvorledes jeg vilde tage mig ud i den; hvad jeg skulde sige og gjøre, og hvorledes jeg i det Hele skulde være.«
»Nei, det bryder jeg mig ikke om!« svarede Prindsessen: »det bliver hans Sag at tænke, hvorledes jeg skal være.«
Da vi siden gik op, yttrede hun, at jeg virkelig var mere menneskelig, end hun havde troet; og vi kom nu, formodenlig i Henhold til dette smigrende Vidnesbyrd, hver dag oftere ind paa Samtaler og Iagttagelser, henhørende til Phantasiens Enemærker; hvad der gik saa meget lettere, som jeg altid, naar slige Emner kom paa Bane, tog dem som Noget, der kunde være fornøieligt nok at discutere, men ellers ikke vedkom os mere end ethvert andet Tema. - Prindsessen var iøvrigt næsten altid den, som førte Sligt paa Tale. Læste hun i en Bog, saa kaldte hun paa mig eller Thomas for at vise os, hvilket naragtigt Udtryk der kunde ligge i de forskjellige Bogstavers Form: hvorledes O lignede Provsten; hvor mat og ubestemt en Karakter H besad; hvorimod U saa mørk og skummel ud. - Drak vi The ovre paa Øen, maatte der, naar Mørket faldt paa, antændes et stort Baal under Træerne, og vi bleve da alle udnævnte til Zigeunere, hvortil den unge Spanierinde unægtelig var den mest skikkede af os. Blev hun træt heraf, var det hendes Fornøielse at stille sig hen ved Baalet og kaste alle Slags brændbare Sager paa det. Hun stod da og saa ind i de røde og blaae og gule og hvide Luer, og gjorde dem snart til Dyr, snart til Øer og Lande, snart til Krigshære, der sloges; og naar da det røde Dyr eller Land slugte eller fortrængte det blaae, eller den gule Krigshær beseirede den hvide, kunde hun deltage i alt dette med en Varme og Hæftighed, som var af en ganske anden Art end den, jeg havde havt i mine Phantasier, hvori jeg dog almindelig var meget mere personlig interesseret.
Ved samme Tid hændte det sig, at en lille Sø, der laa udenfor Haven, omgiven af store Træer, blev oprenset, og at en Arbeidsmand deri fandt en lille Guldkrone, der blev gjenkjendt som et Legetøj, Prindsessen havde mistet for nogle Aar siden, just da Søen forrige Gang blev renset. Dens Gjenfindelse fremkaldte megen Fornøielse og mange Gisninger om, hvorledes den vel forrige Gang kunde være kommen derud. Prindsessen blev halvt forlegen, hver Gang Sagen blev nævnt, og da hun formodenlig saa, at jeg bemærkede dette, kunde hun efter sin Natur ikke lade være at omtale den, da vi en Dag vare ude at see paa, hvor hurtig Søen igjen blev fyldt. En af Folkene viste os med megen Tjenstfærdighed, hvor »Guldet« havde ligget. »Ligesom jeg ikke vidste det selv!« sagde Prindsessen halv høit, og vedblev derpaa, idet hun med et skjelmsk Ansigt vendte sig til mig: »Nu, hvorledes troer De, at den dumme Krone, som Alle tale om, er kommen derned?« - »Formodenlig har Deres Høihed kastet den ud.« - »Hvorfor skulde jeg have gjort det?« - »De kunde jo f.Ex. være bleven vred paa den.« - »Og saa have kastet den bort som det uartige Barn? De har nok gode Tanker om mig, kan jeg mærke. Men heri tager De dog feil.« - »Nu, saa har De vel givet den til en Havmand da?« - »Ja!« - »Ja, det faldt mig nok ind strax, men jeg troede ikke, at der var Havmænd i saadanne smaa Indsøer.« - »Ja, derfor satte jeg ogsaa en derud med det Samme.« - »Det, tilstaaer jeg, var over min Forventning: jeg vidste nok, at man satte Karudser ud i slige Søer; men med Havmænd, troede jeg ikke, det lod sig gjøre.« - »Jo, jeg havde læst saa Meget om Havmænd og vilde saa gjerne, at vi skulde have en her; og saa en Aften, da der Ingen var hjemme, gik jeg ganske alene herned med Alt, hvad jeg behøvede. Jeg havde et stort Slot af Pap, og en Havmand havde jeg klippet ud af en gammel Æventyrbog. Ham satte jeg saa ind i Slottet, gav ham Guldkronen paa, og da Alting var færdigt, gik jeg ud i Vandet, og satte det saa langt ud, jeg kunde. En klar Steen, som jeg havde, lagde jeg indeni for at holde det nede. Siden talte jeg ikke derom til et eneste Menneske, og det var da saa morsomt og underligt om Aftenen at gaae dernede og vide, hvem der var i Søen, uden at Nogen anede det Mindste derom.«
»Og hørte Frøkenen ham saa nogensinde spille?«
»Ja, om Aftenen, naar jeg stod ene oppe i mit Vindue, kunde jeg altid høre det lyde op igjennem Skoven. Men en Nat havde det været en forfærdelig Blæst: jeg syntes hele Tiden, at jeg hørte, hvorledes det spillede og klang dernede, og kunde slet ikke sove hele Natten. Men næste Morgen, da jeg kom ud, saa jeg Noget svømme ude paa Søen, og da det drev i Land, var det Slottet og alt det Øvrige, jeg havde sat ned, undtagen blot Havmanden selv og den lille Guldkrone. Dengang blev jeg rigtig bedrøvet derover, og mærkede saa i lang Tid ikke Noget til ham, men siden har jeg dog igjen af og til hørt ham, især om Efteraaret.«
Ogsaa denne lille lyriske Beretning fremkaldte svundne Erindringer hos mig: jeg fik et Øieblik Følelsen af noget Romantisk, som jeg havde kjendt i en længstforbigangen Tid eller snarere, syntes mig næsten, i en anden Verden; idetmindste vidste jeg ikke, hvor jeg skulde henføre disse gamle Minder. Om Aftenen, før jeg gik iseng, kunde jeg ikke lade være at aabne Vinduet og stirre hen paa Søen, hvoraf et Stykke var synligt fra mit Vindue. De stigende Vande glimtede i Maaneskinnet med det karakteristiske dirrende Lys, der uafbrudt rinder bort og uafbrudt kommer igjen. Det var saa stille, som det kan være paa Landet i en August Nat, og da man altid under saadanne Forhold kan høre, hvad man lytter efter, varede det ikke længe, før en ganske fjern Harpeklang naaede mig. - »Gamle Gjæk!« tilraabte jeg mig selv, lukkede Vinduet og gik iseng.
Et Par Dage efter reiste jeg igjen til Kjøbenhavn. Da jeg tog Afsked med Prindsessen, rakte hun mig Haanden, hvad hun ikke før havde gjort; thi skjøndt hun i Samtale var saa meddelende, havde hun, som det forekom mig, iøvrigt vist sig mere tilbageholdende mod mig, end mod de fleste Andre. Idet jeg gjengjældte hendes Haandtryk, kunde jeg ikke lade være at tænke paa Thomas's Ord, »at det var saa reelt, naar hun tog En i Haanden«. - Med et om end ikke reellere, saa dog stærkere og længere Haandtryk ledsagede Excellencen sin Afskedshilsen; hvorimod Conferentsraaden efter sin Sædvane blot lod Haanden et Øieblik ligge udstrakt i den anden Parts, og derpaa med et lille Smil igjen trak den til sig.
-------------
Da Excellencen og Conferentsraaden nogle Dage efter kom til Kjøbenhavn, yttrede den Sidste sin Tilfredshed over igjen at være hjemme og i Ro kunne tage fat paa sit Arbeide; hvorimod Excellencen, med hvem jeg siden talte, beklagede sig over, at han led af samme Følelse, som han havde havt i gamle Dage, naar han efter endt Ferie igjen skulde begynde at gaae i Skole. Jeg erkjendte med Forundring, at jeg sympathiserede med ham, medens jeg derimod altid før, naar mit Arbeide for en kort Tid var blevet afbrudt, havde tænkt som Conferentsraaden; men denne Forandring hindrede mig dog ikke i strax at tage fat paa de Dynger af Dokumenter, der laae og ventede paa mig, og med det Samme jage alle barnlige Følelser paa Flugten. Da jeg havde arbeidet, indtil Mørket faldt paa, fik jeg dog en ny Fornemmelse, som jeg heller ikke i lang Tid havde kjendt til: jeg syntes, at jeg nu ovenpaa Arbeidet burde have nogen Fornøielse. Hvad det skulde være, vidste jeg alligevel ikke: det Eneste, der forekom mig morsomt, var en Tour i det Frie under munter Samtale med en god Ven; men jeg vidste Ingen, som passede. Den, jeg kunde have mest Fornøielse af, syntes mig dog var Excellencen: han ligesom mindede om det friske Landliv; og det forekom mig desuden saa interessant at tale med ham om hans smukke og velbestyrede Eiendom, at jeg ordenlig kom til at længes derefter. Uagtet det syntes mig selv naragtigt, gik jeg dog op til ham, med nogle Papirer i Lommen, der kunde tjene til Paaskud for mit Besøg; men han var ikke hjemme, og jeg maatte derfor vende om igjen og lade mig nøie med den Fornøielse, jeg kunde finde i at expedere nogle flere af mine opsparede Sager.
En af disse indeholdt en Rapport over de Sindssvage, som i Aarets Løb vare indkomne i Daare-Anstalterne; og paa denne opdagede jeg med Forfærdelse ogsaa Christians Navn.
Som man kan vide, gjorde denne pludselige Efterretning det stærkeste Indtryk paa mig, og de nærmere Oplysninger, jeg indhentede, formindskede ikke dette. Han tog sig ikke Noget for, men gik stille omkring i sine Grublerier; iøvrigt var der Intet, han brød sig om, og efter Lægernes Skjøn var der ikke den mindste Udsigt til, at han igjen vilde komme sig. Uagtet jeg intet kunde udrette derved, var det mig dog en Nødvendighed personlig at see, hvorledes han havde det, og jeg tog derfor et Par Dage efter ud til den Anstalt, hvor han var. Da jeg kom, spadserede han i Haven, og man anviste mig et Vindue, hvor jeg kunde iagttage ham, da det for Øieblikket ikke var hensigtsmæssigt at forstyrre ham. Han gik frem og tilbage, ledsaget af en Person, der, som man sagde mig, var den Eneste, han vilde omgaaes. Denne var en lille, sørgelig Skikkelse, der lignede en Abekat: han løb bestandig med Øinene hæftede paa Christian for ligesom at vente paa hans Vink, sagde iøvrigt ikke Noget, men gjorde blot af og til nogle underlige Krumspring. Saaledes vandrede de en Stund, og jeg havde Tid nok til at iagttage, hvor gammel, bleg og graahaaret Christian var bleven. Endelig standsede han og sagde: »Nu kan De være Tolderen Zachæus, der var lille af Væxt: saa vil jeg være Vorherre, der gaaer forbi i stort Optog.« Derpaa gav han Zachæus Ordre til at stige op i et af Træerne, hvilket denne øieblikkelig gjorde; hvorefter Christian gik forbi med stor Anstand, medens Zachæus uafbrudt nikkede og svingede med Hatten. Da Christian havde passeret Træet, vinkede han med Haanden, og sagde huldsalig: »Stig ned, Zachæe!« Denne lod sig strax dumpe og ilede hen til Christian, som derpaa sagde: »Kryb saa op i det næste!« Zachæus foer afsted, og imidlertid avancerede Christian yderst langsomt eller, som det hedder, marcherede paa Stedet, for at give Zachæus Tid til at komme op; hvorpaa den samme Scene gjentog sig. Saaledes blev det ved, og Lægen forsikkrede mig, at det ikke vilde høre op, førend Madklokken ringede, eller en af dem ikke kunde mere.
Efter en Times Forløb var Zachæus træt og kunde ikke vinde op i Træet, men satte sig paa Jorden; hvorpaa Christian, efter at have givet ham et bebreidende Blik, taalmodig satte sig ved hans Side. Det rette Øieblik til at nærme sig syntes nu at være kommet. Jeg gik derfor ned, og tiltalte Christian som hans gamle Ven, der glædede sig ved at gjensee ham. Saasnart jeg kom hen til dem, sprang den Lille op og tog Flugten; Christian kjendte mig, men svarede kort og undvigende, og søgte ligeledes at slippe bort, idet han flere Gange gjentog, at han nu ikke havde Tid til at tale med mig. Da jeg alligevel vedblev at følge med, og forsøgte at anslaae Strenge fra gamle Tider hos ham, dreiede han pludselig af, da vi kom til en Dør, løb igjennem nogle Gange og forsvandt, uden at jeg var istand til at følge ham. - I en tungsindig Stemning maatte jeg kort efter forlade Anstalten, uden igjen at kunne komme ham nær; og den eneste Trøst, jeg fik med paa Hjemreisen, var, at min stakkels Ven vistnok snart vilde have Ende paa alle baade aandelige og legemlige Svagheder her i Verden.
-------------
Lysten til Adspredelse blev ikke befordret ved Gjensynet af Christian i hans nærværende Tilstand; hvorimod jeg igjen udelukkende vendte mig til Arbeidet og dets Ro. Efteraaret og Vinteren gik, og vi vare allerede i Midten af April, da Excellencen en Dag paa usædvanlig Tid kom ind til mig, opfordrede mig til at kaste alle Dokumenter paa Ilden - eller idetmindste, rettede han sig, paa Hylden -, og følge med ham for at gjøre Prindsessen og Hendes Naade min Opvartning. »De ere,« tilføiede han, »komne hertil, for at Prindsessen dog engang kunde faae vor gode Hovedstad at see, hvor hun, som De veed, endnu aldrig har været. - Damerne have allerede spurgt efter Dem, og jeg haaber, at naar jeg ikke har Tid, saa vil De hjælpe mig med at fungere som tjenstgjørende Cavalier; thi, som De kan vide, vil Prindsessen være her incognito, og af vore sædvanlige Bekjendte ville vi derfor kun modtage ganske enkelte.«
Denne Efterretning gjorde et meget oplivende Indtryk paa mig: jeg havde allerede vænnet mig til at betragte min Sommerreise og Alt, hvad dertil hørte, som en fornøielig Episode, der med det Samme var forbi; og nu skulde jeg uventet gjenfinde det Bedste af den, og see mig paa en venlig Maade erindret. Det var ret med en Følelse af Ungdomsglæde, jeg gjensaa Prindsessen og tilbød hende min Tjeneste under hendes Besøg; og den Tid, som nu fulgte, skuffede ikke min Forventning. Det er altid morsomt at ledsage Provindsboere paa deres første Besøg i Hovedstaden: man føler sig dog lidt vigtig paa sin Byes Vegne, og hører med mild Overlegenhed paa Forundringen over de høie Huse og alt det Øvrige, som man selv kjender saa godt. End mere tiltalende bliver dette, naar den Besøgende er en ung, interessant Dame, især naar hun ikke, som ofte er Tilfældet, generer sig ved sin Beundring; og i denne Henseende var Frøken Blanca uovertræffelig. Det faldt aldrig den unge Høihed ind, at det, hun beundrede, maaskee i sig selv ikke var beundringsværdigt; men hun overlod sig med største Uforbeholdenhed til Udtrykket af sine Følelser. Dette var ikke blot morsomt for mig i min Egenskab af Veiviser, men jeg havde den specielle Tilfredsstillelse, at hun just fandt Behag i Meget af det, som i gamle Dage havde henrykt mig, naar jeg fra Poulsminde kom ind til Kjøbenhavn. Ved en Isenkræmmers Vinduer maatte vi næsten altid standse og beundre de Trolde og Aber og Tigerkatte, som der fandtes opstillede: om de underligste blandt dem fik vi da ofte en ivrig Samtale; ja, med Undseelse paa Hendes Høiheds Vegne, maa jeg tilstaae, at det ofte endte med, at vi gik ind i Boutiken og kjøbte Sager, der ingenlunde kunde betegnes som Nødvendigheds-Artikler. En lignende Tiltrækningskraft havde de Kobberstik og Billeder, som hang udenfor Bogladerne: »Hvad der saaledes kommer uventet,« sagde Prindsessen, »bliver dobbelt saa morsomt som ellers: naar jeg saa de samme Kobberstik hængende hjemme paa Væggen, vilde jeg ikke bryde mig nær saa meget om dem; men naar man nu træffer dem her i det Frie, saa er det, ligesom Skjæbnen selv sendte dem, og saa er man meget mere taknemlig for det.« Af lignende Aarsag var det formodenlig, at Hendes Høihed holdt saa meget af at høre Militærmusik i det Frie: mødte vi denne paa Gaden, vendte vi næsten altid om og fulgte med; og vare vi ude paa den Tid, da der spilledes ved Hovedvagten, traf det sig almindelig saa, at vor Vei faldt over Kongens Nytorv, og vi kom ofte dybere ind i Menigmands Trængsel, end Prindsesser og Departementschefer i sig selv anstaaer. Ogsaa for Lirekasser havde Hendes Høihed Meget tilovers: hun kunde gaae flere Gange frem og tilbage foran et Sted, hvori en af dem musicerede; og begyndte den at spille inde i Gaarden, løb hun strax til Vinduet, og kastede saa mange Penge ned til den, at det ikke varede længe, før Excellencens Gaard gjaldede og gjenlød fra Morgen til Aften trods Dyrehavsbakken Sct. Hansdag.
Dette og Mere kunde jeg naturligvis ikke Andet end betragte med den nævnte milde Overlegenhed; men det havde dog noget meget Tiltalende for mig, naar Frøkenens Interesse og hæftige Iver saaledes paa det Livligste igjen hensatte mig i min Barndom; og naar hun fandt Alt saa fortræffeligt og ved hvert Skridt opdagede nye Herligheder, forekom det mig af og til, som om jeg virkelig havde havt en let Adgang til mange Rigdomme, og jeg maatte da selv undre mig over, at jeg havde ladet dem ligge saa ganske uden Forsøg paa at hæve dem. I lang Tid havde jeg vel endog været mere blind end de Fleste. Saaledes vare vi en smuk Maidag gaaede ud af Vesterport og standsede, da vi vare komne paa den anden Side af Frederiksberg Bakke, hvor man seer ud over den store Slette, som derfra sænker sig sagte nedad og med sin rige Frugtbarhed er saa god en Repræsentant for den ene Art af Sjællands Natur. »Hvor her er deiligt!« udbrød Prindsessen med den Vægt, hun ofte kunde lægge i en tilsyneladende ubetydelig Sætning. Excellencen, som ogsaa var med, forsikkrede, at det Samme havde han ofte tænkt; men jeg tilstaaer, at mig var det ikke før faldet ind, at her virkelig er meget smukt. Siden har jeg derimod mange Gange følt, hvilket herligt Øieblik det er, især naar man første Gang om Foraaret kommer til dette Sted, seer de grønne Marker og utallige gule Blomster, og paa een Gang ret faaer Fornemmelsen af Vaaren og Landet. - En anden Dag, da vi gik ud paa Langelinie, var hun vel enig med os Andre i at beundre Udsigten, men da vi kom til den lange Række Kanoner, som ligger der, glemte hun hele Udsigten af Glæde over dem: »Nei, hvor de dog ere prægtige!« udbrød hun: »saa store og sorte! og hør, hvor hult det lyder, naar man slaaer paa dem! - Og hvor de ligge stille der, medens man dog saa godt veed, hvor de kan tale, naar der er Noget, de vil have sagt!« Vi loe ad Hendes Høiheds krigerske Iver, men da vi gik tilbage, syntes jeg selv, at de saae godt ud, som de laae der saa tause og stirrede ud over Sundet.
Meget, som jeg ellers hver Dag gik forbi uden at skjænke et Blik, maatte jeg saaledes nu staae stille ved og betragte, og mangen Gang blev jeg overrasket over, at jeg ikke før havde seet, hvad der laa saa nær, eller endog glemt, hvad jeg dog nu kunde huske, at jeg engang havde seet. Men det var ikke blot, naar jeg fulgtes med Prindsessen, - ogsaa naar jeg gik alene, begyndte jeg nu at see mig om; og hvor jeg fandt Noget, som forekom mig blot nogenlunde mærkværdigt, tænkte jeg strax med Fornøielse, at dette maatte jeg dog vise hende. Faldt mit Blik saaledes paa et Gadehjørne, hvor der stod »Stormgaden«, saa kom jeg pludselig igjen til at tænke paa, hvad min Onkel for mange Aar siden havde fortalt mig om, at dette Navn var til Minde om Svenskens Storm 1659. Gik jeg forbi Holmens Kirke, og kom til at see paa Bogstaverne R.F.P., saa betragtede jeg dem ikke med min sædvanlige Tankeløshed, men jeg huskede paa, hvad jeg af samme gode Kilde havde hørt om deres to forskjellige Betydninger: den ene »Riget Fattes Penge«, hvilket altid har været Menigmands Opfattelse, den anden »Regnum Firmat Pietas« : »Fromhed styrker Riget«, hvilket altid har været den officielle Opfattelse. Kom jeg endelig over Amagertorv, saa kunde jeg ikke Andet end paa een Gang glæde og ærgre mig; det Første, fordi jeg der traf Dyvekes Gaard, det Sidste fordi det nylig var blevet oplyst, at det dog ikke var den rette Dyvekes Gaard, hvor den rette gamle Dyveke boede. Til Erstatning kunde jeg derimod faa Skridt derfra paa Ulfeldts Plads vise Hendes Høihed den rette gamle Sæbekjælder, hvor de gamle Sæbekjælderfolk boede.
Jeg viste hende virkelig ogsaa alle disse Mærkværdigheder og flere til; og baade at vise og opsøge dem blev mig med hver Dag mere behageligt. I Begyndelsen var det blot Phænomener af mere historisk Art som nysnævnte, jeg syntes, at jeg burde meddele hende, men efterhaanden talte vi til hinanden om alle de Iagttagelser, der faldt os ind, og jo mere dette blev Tilfældet, med des mere Lyst og Interesse saa jeg paa Alt, hvad der mødte mig. Jeg kunde fornøie mig ved at betragte hvert Ansigt, jeg mødte, og hver Brosten, jeg traadte paa, og, ligesom i gamle Dage, finde noget Mærkeligt ved dem alle. Ogsaa hvad man specielt kalder Kunst, kom jeg nu igjen til at nærme mig; og naar jeg gik om i Gallerierne og saa paa Billederne, der saa broget fremstillede alle Livets Scener, - Lidenskaber og Landskaber, Krig og Jagt, græske Guders Gæstebud og dansk borgerligt Familieliv, - saa kunde jeg paa een Gang faae en levende Følelse af Verdens mange Herligheder og blive greben af stærk Længsel efter dog ogsaa engang at faae min Del deraf. Denne Følelse blev ikke formindsket, naar jeg saa Prindsesse Blanca træde ind i den yderste Sal, og skjøndt det var i Kunstens Tempel, glemte jeg dog rent, at hendes Ansigtstræk ikke vare efter dens Regler, naar jeg saa det Liv, der malede sig i dem, idet hun sagde mig Godmorgen og roste mig, fordi jeg allerede var paa Stedet. Den Kunst, som var her, forstod hun iøvrigt meget bedre end jeg, og jeg behøver ikke at sige, at min Lyst til at komme her fik en særegen Karakter derved, at hun var med og ved hvert Maleri meddelte mig sine lunefulde Bemærkninger. Hun havde desuden et eget Talent til med et hurtigt Blik at udfinde de Malerier, som passede til hverandre, saa at hun ikke, som sædvanlig skeer, gik blot fra det ene til det andet, der hang ved Siden af, men forstod altid sikkert og naturligt at ile forbi de Stykker, som ikke harmonerede med, hvad man sidst havde seet. Jeg følte derfor i hendes Selskab ikke noget til den Træthed, som ellers saa hurtig overvælder En paa de store Gallerier, hvor man gaaer fra det ene Indtryk til det andet; og desuden syntes jeg ogsaa, hvad ældre forstandige Mandfolk altid sætte megen Pris paa, at jeg fik et ordenligt helt Resultat og Indtryk med fra en saadan Vandring. Da jeg berørte dette til Prindsessen, lo hun dog ad mig og sagde, at det blot var Noget, jeg bildte mig ind, og at det just var det Morsomme ved et sligt Galleri, at det var saa broget og afvexlende.
I Theatret følte jeg mig, hvor længe jeg end havde været borte derfra, dog meget mere hjemme. Jeg torde vel endog paastaae, at en god Skuespiller ikke let kan faae nogen mere paaskjønnende Tilskuer, end han finder i den, som selv har oplevet Meget og seet Manges Lidenskaber i Bevægelse. Enkelte Mennesker især af det kvindelige Kjøn kunne vel, selv hvor de Forhold, der fremstilles, ere dem ganske ubekjendte, saa at sige gratis faae Fornemmelsen af det Rigtige; men dette kan alligevel neppe saaledes slaae dem, som den, der saa ofte med ganske andre Tanker og i ganske Andre Øiemed har iagttaget det Tilsvarende i Virkeligheden. Medens den unge Frøken saaledes vel fulgte Skuespillet med langt hæftigere Deltagelse end jeg, vare der dog stundom Steder, hvor Spillets Sandhed ikke kunde træffe hende stærkere end mig; ligesom vi ogsaa begge altid følte en speciel Interesse, hvor de Figurer, der fremstilledes, vare af en mere phantastisk og barok Natur. Naar jeg da stundom uvilkaarlig saa om til hende, var jeg altid vis paa at møde hendes straalende Blik og et Smil, som sagde mig, at vi vare enige. Disse smaa Samtaler, denne Bevidsthed om, at et sympathetisk Sind ved Siden af følte det Samme, forøgede i høi Grad min Glæde og Tryghed i Nydelsen; og selv længe efter, at de vare forbi, kunde Tanken om disse Aftener og hine Øieblikke hensætte mig i den behageligste Stemning. - Endog det Slette skaffede ved denne Art Meddelelse sin Nydelse: ved at vexle Blik kom man ud over Misfornøielsen og lo med hinanden istedetfor at ærgre sig alene.
Under alt dette bleve vi med hver Dag bedre Venner. Prindsessen foretrak øiensynlig min Ledsagelse for alle Andres; og jeg var i den Tid maaskee ogsaa et behageligere Selskab end sædvanlig; idetmindste følte jeg selv en Lyst og Freidighed, som gjorde, at jeg tog Alt med den mest rosenfarvede Courage. Skjøndt jeg arbeidede meget kortere Tid end ellers, fik jeg dog, troer jeg, idetmindste ligesaa Meget udrettet; men Alt faldt mig saa let, idet jeg bestandig havde en oplivende Fornemmelse af, at jeg havde noget Godt ivente; ja, om Aftenen, naar jeg gik iseng, kunde jeg ordenlig glæde mig til næste Morgen, ligesom i min Barndom Aftenen før min Fødselsdag. - Det gode Forhold til Hendes Høihed var alligevel ikke ganske uafbrudt, idet hun let blev hæftig, naar man modsagde hendes Yndlingsmeninger; dog gik Striden ikke just langt undtagen een Gang, der uheldigvis just var Dagen før hendes Afreise. Det var ved Middagsbordet hos Excellencen, hvor ogsaa Conferentsraaden og et Par andre Gjæster vare. Talen faldt paa de saakaldte Mesalliancer, hvis Skadelighed især Conferentsraaden fremhævede, medens Prindsessen, understøttet af Excellencen, tog dem i Forsvar. Blandt Andet yttrede Excellencen, at de Hindringer, der almindelig vare at overvinde, før slige Forbindelser kom istand, indeholdt en Borgen for, at de hvilede paa en varig Grundvold, og ikke paa Sand eller Illusioner. Dette gav mig Anledning til at bemærke, at der dog maaskee just heri laa en Fare ved de nævnte Mesalliancer, idet man vel kunde antage, at det Pikante i Forholdet og den Karakter, dette havde faaet ved at være Stof for saa mange Romaner, kunde fremkalde en illusorisk Lidenskab, der hvilede paa Phantasi eller Sand og ikke paa Sympathi eller Klippegrund. Conferentsraaden bifaldt dette og tilføiede Adskilligt om det i socialt Henseende Uheldige ved Sagen, og, som det gaaer ved slige Leiligheder, blandedes vore Argumenter under Striden sammen, saa at den Ene blev gjort ansvarlig for den Andens Ord; hvilket iøvrigt ikke var min Mening, da jeg tvertimod et Par Gange vilde gjøre Indvendinger mod Conferentsraadens Yttringer, uden dog i Stridens Hede at kunne faae Ordet. Vi reiste os fra Bordet endnu i fuld Disput; og idet Prindsessen hurtig gik hen til Vinduet, hvor jeg stod, sagde hun, rødmende af Vrede, halvhøit til mig: »At den gamle Conferentsraad kan sige alt dette, det kan jeg endda til Nød forstaae; men at De kan have en saadan Respect for den elendige Fornemhed, det vilde jeg aldrig have troet, om saa hele Verden havde sagt det om Dem! - Fy, hvor det er umandigt!«
Disse Ord, som bleve fremførte med øiensynlig Hæftighed, bragte mig ud af den Tone, som ellers var bleven mig egen overfor hende. Jeg følte, at jeg rødmede ligesom hun, og jeg svarede, vistnok med et Anstrøg af Uvillie: »Jeg har ikke udtalt nogen Respect for Fornemhed. Jeg har sagt, at en saadan Respect findes, og at de, hos hvem den findes, let forvexle den phantastiske Interesse, som den fremkalder, med en sand Tilbøielighed.« - »Det forstaaer jeg ikke.« - »Det er muligt; og det er en Indvending, som jeg i mange Tilfælde vil indrømme den største Betydning; men det troer jeg ikke, den kan have her, hvor Talen er om en Sindsstemning, der i sig selv er falsk; det er ikke alle Yttringer af en saadan, man strax kan forstaae.« - »Det bryder jeg mig ogsaa kun lidt om; men hvad jeg vil forstaae, det er de Mennesker, jeg engang har slaaet Lid til: de maae ikke tale paa een Maade den ene Dag og paa en anden den anden Dag! - Det var jo til at fortvivle over!« - Med disse Ord gik Prindsessen hurtig ud af Salen, og da jeg havde ventet saa længe som mulig paa hendes Tilbagekomst, maatte jeg ogsaa tage Afsked. Næste Morgen tidlig skulde hun reise, og jeg kunde saaledes ikke haabe at faae sagt hende noget andet Farvel end dette, som passede saa lidet til vort tidligere gode Forhold. Jeg gjennemgik hvert Ord, jeg havde sagt, og skjøndt jeg maatte indrømme, at jeg maaskee havde udtalt mig stærkere om Følgerne af Phantasteri, end den enkelte Yttring af dette, som Talen var om, havde givet Anledning til: saa var jeg dog sikker paa, at de Bebreidelser, Prindsessen havde gjort mig, maatte beroe paa en Sammenblanden af mine og Conferentsraadens Yttringer. Jeg harmedes over hendes Uretfærdighed og end meer over hendes hurtige Bortgang, og udtænkte den ene Plan efter den anden for endnu en Gang at faae hende itale; men Alt, hvad der faldt mig ind, forekom mig søgt og uheldigt. For at blive fri for disse plagende Tanker tog jeg fat paa noget Arbeide, men hver Gang, jeg vendte Bladet, kom Tankerne tilbage. Dog fandt jeg nogen Trøst deri, at jeg samme Aften skulde gjensee Excellencen, og at der da maaskee kunde findes en Leilighed til at opnaae, hvad jeg ønskede: der skulde nemlig den Aften være Bal hos en af Prindserne, til hvilket foruden de egenlige »Hoffähige« ligeledes adskillige andre Slags Folk vare indbudne. Til disse hørte ogsaa jeg, og da Excellencen vidste dette, havde han aftalt med mig, at vi der skulde træffe en tredie Mand, med hvem vi ønskede at tale i Forening.
Den Munterhed, hvormed jeg ellers i den senere Tid deltog i Fornøielser, havde, som man kan tænke, iaften forladt mig, og jeg var mere oplagt til at fæste mig ved den melankolske Modsætning, der ved slige Fester frembyder sig mellem de glimrende Dragter og de bedrøvelige Skikkelser, der som oftest bevæge sig i dem. Uniformer, der ere beregnede paa Elegance og Anstand, omslutte Figurer og Ansigter, der minde om ganske andre Factorer; medens Moder, der ere beregnede paa Ungdom og Skjønhed, indfatte gamle stygge Damer, som, efter hvad jeg har seet af Hofverdenen, der ere styggere end i nogen anden Kreds af Samfundet. Krigerske og geistlige Skikkelser og andre, som man efter gammel Tradition dog synes skulde holde lidt paa Værdigheden, bukke sig hvert Øieblik saa dybt, at man uvilkaarlig vender sig for at see, hvem det da var, de mødte paa deres Vei; men kun saare sjelden er det en Napoleon, endnu sjeldnere en Paulus. Ved slige Leiligheder faaer man ligesom en Stang igjennem Ryggen, og antager let en mere stiv Holdning end i sig selv nødvendigt. Dette overgik mig denne Aften, da en af Prindserne gjorde den i saadanne Selskaber brugelige Ronde, og mine nærmeste Naboer havde vist sig paafaldende ubehændige i at beregne Inclinationsvinkelen. Jeg gjorde mig, dengang Touren kom til mig, da i modsat Retning maaskee skyldig i det Samme, saa at min gamle Ven Oberst A. siden i den Anledning fandt sig opfordret til at udvikle, at i Smaating skal man aldrig søge at udmærke sig, »hverken i den ene eller anden Retning; thi i begge Tilfælde tillægger man dem Vægt. Gaaer alle andre Officerer med eller uden Moustacher, saa gaaer jeg ogsaa med eller uden Moustacher, og leverer ikke Bataille for den Sag.« Hvor rigtige disse Principer end monne være, erfarede jeg dog snart, at det ikke er Alle, som dele dem. Da jeg nemlig, efterat Hans kgl. Høihed var passeret forbi, langsomt banede mig Vei gjennem Mængden for at finde Excellencen, følte jeg, idet jeg traadte ind i et andet Værelse, at Nogen sagte berørte min Arm. Jeg vendte mig om og saa til min Glæde og Overraskelse Prindsesse Blanca, hvis mørke, udtryksfulde Ansigt og karakteristiske Udvortes tog sig saa deilig ud i den hvide Baldragt, at jeg selv i dette Øieblik, da saa meget Andet paatrængte sig, blev slaaet deraf. »Er De vred paa mig?« sagde hun, idet hun rakte mig sin Haand. Jeg var saa glad over at se hende, at jeg, hvis jeg noget Øieblik havde været det, nu med fuld Sandhed kunde forsikkre hende om det Modsatte. »Ja,« svarede hun, »jeg tænkte nok, at vi snart igjen skulde blive gode Venner; men da jeg vidste, at De kom her i Aften, maatte jeg dog herhen og sige Dem, at det var dumt, hvad jeg sagde før. - Nei, De skal ikke modsige mig, jeg har tænkt for mig selv hvert Ord, De sagde, og det var ikke Noget at blive vred over. Og nu, da jeg kom, viste De mig jo ogsaa selv, at jeg havde havt Uret: - De kan troe, jeg saa godt, at De var den Eneste af dem allesammen, der stod og talte med Prindsen uden Buk og forlegne Complimenter, som det ene Menneske skal tale med det andet. Det var vist ikke noget Mærkværdigt, men jeg syntes dog saa godt om, at De saaledes ikke var som de Andre.«
Jeg kunde ikke strax finde Svar til at udtrykke den Glæde, jeg følte over disse Ord. Endelig sagde jeg Noget, som maaskee, ialtfald ved den Tone, hvori det blev sagt, antydede min Stemning. »Og jeg tør altsaa haabe,« tilføiede jeg derefter lidt mere spøgende, »at Frøkenen ikke mere er vred paa mig?«
»Ja,« svarede Prindsessen, »det varede ikke længe. Som jeg sagde Dem, udfandt jeg snart, at jeg slet ikke var bleven vred over det, De egenlig havde sagt. Men jeg veed ikke, hvorledes det gik: jeg gav Dem Skylden for det altsammen; jeg vilde havt, troer jeg, at De just skulde have sagt Conferentsraaden imod, og saa kan De nok vide, at jeg ikke blev fornøiet, da De hjalp ham.«
Jeg undlod ikke at sige, hvorledes det ogsaa havde været min Hensigt at modsige adskillige af hans Yttringer; og da vi saaledes havde udtalt os for hinanden, antog vor Samtale snart en mere munter og glad Karakter end nogensinde før. Overalt viste sig noget Skjønt eller Morsomt: de hvide Voxlys funklede fraoven; de røde Uniformer forneden; inde fra Balsalen lød Menuetten af »Don Juan«; - hvor man vendte sig, lyste Alt af Liv og Glands, men deiligst dog den unge Frøken, hvis lykkelige Ledsager jeg var. Jeg syntes, at jeg aldrig havde seet noget saa Skjønt; og hver Gang jeg kom til et Speil, gik jeg langsommere for ogsaa deri at nyde hendes straalende Billede. Jeg havde en Æventyrs-Følelse af, at det var en Prindsesse, jeg førte; men i det Samme nød jeg tillige en uendelig lykkelig Fornemmelse af, at vi To, som havde været sammen paa Landet og her iaften begge vare fremmede, dog havde Noget for os selv, noget Fælles, som skilte os fra alle de Andre.
Min Lykke blev afbrudt af Excellencen, som sagde, at han havde søgt mig, og at det nu var Tid at tale med den Mand, vi skulde træffe. Da Prindsessen ogsaa udtalte sit Ønske om at tage bort, ledsagede Excellencen hende ind til Hendes Naade, og førend jeg ret fik fattet mig, havde hun sagt mig Farvel: jeg skyndte mig igjennem et Par Værelser for en Gang til at see hende, og skjult bag et Gardin fik jeg endnu et Glimt af hendes ranke Skikkelse. Et Øieblik efter rullede Vognen ud af Porten. Jeg forfulgte Lyden langt ned ad Gaden, og troede endnu at kunne skjelne den fra den øvrige Larm, indtil Excellencens Stemme kaldte mig tilbage til andre Gjenstande, som nu kun havde liden Interesse for mig.
-------------
Ligesom de Fleste, der betages af den Følelse, som nu havde grebet mig, havde jeg kun tænkt lidt paa de Følger, som dens Udvikling kunde medføre; og faldt noget Saadant mig ind, var den nærværende Lykke dog saa stor, at alle kommende Ulykker i mine Tanker ikke kunde opveie den. Efter Prindsessens Afreise fik Uro og Frygt mere Raadighed over mig, og skjøndt jeg ofte syntes, at hvis jeg blot kunde vinde hendes Kjærlighed, da var Standsforskjellen ikke Andet, end hvad vi let kunde beseire: saa var der dog igjen andre Tider, da jeg tydelig nok saa de Hindringer den kunde lægge iveien. Men næsten værre Uro kom fra en anden Kant. Det er tit blevet bemærket, at hvad man i Ungdommen ret har overgivet sig til, ofte langt hen i Tiden uventet viser Spor efter sig, selv om det syntes ganske tilintetgjort. Dette fik jeg nu at føle, idet min gamle Frygt for mig selv og min Phantasi her paany greb mig i et Forhold, hvor jeg mindst havde ventet det, og med en Styrke, som jeg næsten havde glemt, at den kunde have. Uafbrudt tilraabte den mig, at jeg nu igjen var en Phantast og ifærd med at overgive mig til Løgn og Illusion: »Troer Du, at Du virkelig elsker hende? Ja, Prindsessen elsker Du, og Spanierinden og Catholikinden og alt det Interessante og Dunkle, som omgiver hende, men elsker Du hende selv? elsker Du Blanca?« - »Ja!« svarede jeg, som jeg syntes, af mit hele Hjerte, idet en underlig tiltalende Fornemmelse fyldte mig ved at høre hendes Navn saaledes alene, uden Tillæget af Prindsesse eller Frøken, som ellers altid pleiede at ledsage det selv i mine Tanker. - »Ja, det smukke, fremmede Navn elsker Du maaskee; men tænk Dig engang, at hun hed Sidse.« - Jeg vendte Hovedet bort med en ubehagelig Fornemmelse og svarede: »Ja, men naar jeg elsker hende, saa maa jeg ogsaa elske hendes Navn: Navnet hører med til Personen.« - »Ja, men hører det dog ikke allermest med til Tanken om Spanierinden og Prindsessen og hele den øvrige, forgyldte Ramme? Til den passer det romantiske Navn saa fuldkomment. Tænk Dig engang, at hun var Datter af Urtekræmmeren her ligeoverfor: vilde Du saa være bleven forelsket i hende?« - »Ja, ganske sikkert. Men hele Forholdet mellem os var da blevet et andet.« - »Ja, Forholdet: der er det! Det er derpaa, det beroer. Du har nu i mange Aar ikke truffet nogen Dame, Du brød dig om, skjøndt Du jo dog har seet en stor Mængde, men rigtignok alle under sædvanlige Forhold. Saasnart Du derimod træffer en, som lever under særegne og phantastiske Forhold, saa faaer Du øieblikkelig Interesse for hende, og fjorten Dage efter er Du forelsket! - men er det nu i hende eller i Forholdene?« - Med slige Spørgsmaal plagede jeg mig idelig, og skjøndt jeg hver Gang afviste dem som urimelige, kom de dog stedse tilbage og behandlede altid det samme Thema: »Hvis hun nu ikke havde været Prindsesse, vilde Du saa have elsket hende? - Er det ikke, som Du selv sagde, da I disputerede, »det Pikante i Situationen og den Karakter, den har faaet ved at være Gjenstand for saa mange Romaner, som her har fremkaldt en Lidenskab, der, hvis den naaede sit Maal, vilde vise sig illusorisk og bygget paa Phantasi eller Sand, men ikke paa Sympathi eller Klippegrund?««
I Tanker af denne Art blev jeg afbrudt, da Thomas en Dag i Mai Maaned traadte ind i min Stue; han kom lige fra Godset, og havde endnu Dagen iforveien talt med Prindsessen og alle de Andre. Jeg kan ikke udtrykke, hvilket Behag han derved fik i mine Øine, og hvilken Interesse han gav mit Værelse: det var ellers saa stort og tomt, men han fyldte det just tilpas, og skjøndt det blev noget varmt, da vi havde faaet Caffen paa Bordet, maatte jeg dog, da han ret skulde til at fortælle, hen og lukke Vinduet for at have ham rigtig for mig selv. Da jeg havde faaet alle Nyhederne derovrefra, spurgte jeg Thomas, hvad der egenlig bragte ham til Staden. »Ja,« svarede han; »jeg har jo flere Ærinder herovre; for det Første skulde jeg skaffe Excellencen nogle d'Ishley Faar og en rigtig god Tyr.« - »Fra Tyrol?« - »Nei, det skulde være fra Hansen i Hvidovre: han skal have en toaars rød, som man siger er ægte.« - »Det havde jeg ikke troet om Dig, Thomas! at Du vilde have taget Tyr fra andet Sted end Tyrol.« - »Aa, for Fanden! ja, det er jo ogsaa sandt. Men Du er jo selv Proprietær: kanskee Du har en Sønnesøn af den rigtige gamle Tyr fra Tyrol!« - »Ja, det har jeg, og det en, som er blisset.« - »Aa, Død og Pine! den maa Du lade mig faae.« - »Ja, vi skal see ad; men hvad har Du ellers at tænke paa idag, siden Du kan glemme den blissede Tyr fra Tyrol?« - »Jo,« svarede Thomas, »der er jo Meget, som jeg skulde have udrettet, og som er af Vigtighed. - Se der er nu een Ting f.Ex., som jeg just husker paa; det er angaaende Noget, som Du talte om ifjor: at Du i denne Sommer skulde have nedsat en Commission om nogle Landvæsens- og SkovSager i vort og et Par andre Amter?« - »Ja vel; længes I efter den?« - »Ja, hvad de Andre gjøre, det veed jeg ikke; men jeg længes jo nok paa en Maade; for rentud sagt, vilde jeg spørge Dig, om Du ikke kunde bruge mig i den?« - »Jo, hvorfor ikke det? Der er mange Pladser og faa Concurrenter.« - »Naa, det var jo da galant!« udbrød Thomas med fornøiet Ansigt. »Jeg vidste sgu dog ikke rigtig, om det kunde gaae an.« - »Jo, Du skal faae Tak ovenikjøbet. Men Du veed vel, at det ogsaa bliver al den Løn, I faaer, - foruden naturligviis Bevidstheden om at have tjent Jeres Fædreland eller idetmindste Jeres Amt?« - »Ja, det bryder jeg mig ikke om; jeg vil blot være med i den.« - »Det kan jeg lide dig for, Thomas! Der er saa Faa, der tager sig af almene Sager, at jeg forsikkrer Dig paa, at det ordenlig gjør mig godt, naar jeg træffer nogen Iver i saa Henseende.« - »Ja, jeg vil jo nødig forstyrre Din gode Mening om mig, og jeg lover Dig ogsaa, at hvis jeg kommer ind, skal jeg gjøre mit Allerbedste; men jeg vil dog ligesaa godt strax sige Dig, at der er en aparte Grund til denne Sag. Seer Du, - for at sige det, ligesom det er: - saa er der en ung Pige, som jeg har truffet i Vinter, og som jeg har talt med baade om det Ene og det Andet, ogsaa om Dig for Exempel, og som jeg, rent ud sagt, er kommen til at synes meget godt om; - og jeg troer kanskee, at hun heller ikke just har Noget imod mig, forsaavidt. Men nu træffer det sig saaledes, at hun er en Datter af vor Biskop og paa en Maade altsaa ogsaa Din Slægt paa hendes salig Moders Side. Som Du kanskee veed, er Bispen nu omgift med En, som er meget stor paa det; og skjøndt jeg nok troer, at hun helst vil have Steddatteren ud af Huset, saa synes de dog, at saadan en privat Skovrider er altfor ringe et Giftermaal. Fruen har sagt, at jeg jo egenlig ikke var Andet end en Bonde, men at det endda kunde være, hvad det var, naar jeg havde været kongelig Skovrider, eller havt en Titel, eller dog idetmindste bare været i en Commission eller saadant Noget, saa at mit Navn dog havde staaet i Avisen. - Seer Du, da jeg havde hørt det, var det, jeg fik saadan en svær Lyst til at komme ind i den Commission, vi havde talt om; og saa kunde jeg ogsaa indsee, at det var nødvendigt, at jeg selv maatte herover og kjøbe de Faar og den Tyr: med det Samme kunde jeg ogsaa faae talt med Dig.«
Den Pige, Thomas havde udkaaret sig, var saaledes en Datter af Tante Therese, hvis Mand for et Par Aar siden havde opnaaet at blive Biskop og Tilsynsmand i Kirken. Kort derpaa var hun død, efter et mindre lykkeligt Ægteskab; og det gjorde, som man kan vide, et underligt Indtryk paa mig, nu at høre, at Thomas elskede hendes Datter; men det Fremherskende heri var dog Glæde over, at det ikke var mig, som syntes om hende. Iøvrigt var den unge Dame for Tiden heri Byen, og da jeg nogle Dage efter gik med Thomas, og vi mødte hende, gik jeg hen og præsenterede mig selv som en gammel Ven og Slægtning af hendes Moder. Hun lignede Therese, var meget blond og havde et smukt og venligt Udseende; men alligevel blev jeg igjen greben af den samme Glæde over, at det ikke var mig; og aldrig havde Prindsesse Blanca staaet mere kraftig og varm og deilig for mig end i dette Øieblik, da jeg saa Thereses Datter.
Nogle Dage efter forelagde jeg Excellencen mit Forslag om den omhandlede Commission og de Medlemmer, af hvilke den skulde bestaae. Han kunde ikke noksom udtrykke sin Tilfredshed over det gode Indfald at sætte Thomas iblandt disse: »Det er et virkeligt praktisk Geni!« udbrød han, »og skjøndt jeg nødig savner Noget af hans Tjeneste, saa tør det dog ikke komme i Betragtning, naar Talen er om det almene Bedste.« Denne Yttring maatte jeg naturligvis tiltræde; men fik iøvrigt den Dag kun Lidet udrettet til benævnte Bedste, da Excellencen havde overordenlig travlt med Indstillinger om Titler og Ordener i Anledning af en forestaaende stor Fest; thi disse Indstillinger affattede han altid selv. Et Møde, vi skulde have havt med Conferentsraaden, blev derfor ogsaa udsat til selve den høitidelige Dags Morgen.
Denne oprandt, og jeg ankom til vort Forsamlingsværelse. Som sædvanlig havde Excellencen endnu ikke indfundet sig, hvorimod Conferentsraaden sad ved Bordet i fuld Uniform og prydet med Dannebrogsordenens Storkors, som han samme Dag havde erholdt. I faa, men velvalgte Ord frembar jeg min Lykønskning, der blev særdeles vel optagen af den nye hvide Ridder, som i det Hele var usædvanlig mild og meddelende. Som jeg troer, havde han siddet og kastet et Tilbageblik paa sin hidtilværende Løbebane, og efter given Anledning meddelte han mig Et og Andet deraf: »Ja, som jeg siger Dem, min unge Ven! endnu for sexten Aar siden var jeg kun Justitsraad - det vil sige virkelig Justitsraad - og ikke Videre. Men derefter blev jeg, paa Indstilling af min daværende Chef, sal. Geheimeraad Vinterhjelm, i mindre end fem Fjerdingaar udnævnt baade til virkelig Etatsraad og Ridder af Dannebrogen, det Første under 3. August, det Sidste under 28. Oktober følgende Aar. Tre Aar efter benaadedes jeg med Dannebrogsmændenes Hæderstegn. I omtrent sex Aar foregik nu ingen Forandring i min ydre Stilling; men derefter blev jeg i Anledning af Deres Majestæters Sølvbryllup udnævnt til Conferentsraad og netop to Aar efter til Commandeur af Dannebrogen. Jeg har saaledes tilvisse al Grund til at glæde mig over den høie Paaskjønnelse, som er bleven min Embedsvirksomhed tildel, især da jeg nu efter den usædvanlig korte Tid af ikkun lidt over halvfjerde Aar seer mig hædret med Dannebrogsordenens Storkors.« - - »Næste Skridt bringer altsaa i første Classe, Hr. Conferentsraad!« - »Ak, min kjære unge Ven!« udbrød Conferentsraaden, idet han halvt smilende, halvt misbilligende rystede paa Hovedet, »der er kun liden Udsigt til, at jeg i min fremrykkede Alder skulde opleve noget Saadant. Imidlertid,« tilføiede han, - »under Gud mig Livet, da er en slig Muelighed jo tilstede: min Konges Naade er visselig aldrig bleven mig tilmaalt med knap Haand eller i ringe Maade.« - -
Her bleve vi afbrudte, idet Døren med Larm blev slaaet op; Budene bukkede endnu dybere end sædvanlig, og Excellencen traadte ind endnu livligere i sine Bevægelser end sædvanlig og endnu prægtigere end Conferentsraaden. Hans Kjole var rød, hans Vest hvid og hans Buxer blaae med Guld; to Stjerner funklede paa Brystet, og en colossal Ordenskjede hang ham om Halsen. Han var idag bleven udnævnt til Ridder af Elephanten. - Imponerede reiste vi os og begyndte paa en Lykønskning. »Ah! mine Herrer!« afbrød han os, og slog ligegyldig med Haanden: »Lad os gjøre den Sag kort! - Jeg takker Dem for Deres Velvillie; men vi ere vel enige om, at i vor Tid kan en Mands Værd ikke sees udenpaa. - - En Orden,« vedblev han, idet han satte sig og kastede et Blik i Speilet, »er jo i Virkeligheden nærmest at betragte som en affaire de toilette; men som saadan iøvrig smagfuld og fortræffelig. Den franske Æreslegion paa en sort Kjole er virkelig elegant, især naar man blot, som Tilfældet var under mit Ophold i Paris, bar den som en lille rød Sløife eller en Art Rosette. Men ogsaa Dannebrogen maa man, naar man er upartisk, virkelig erkjende for en særdeles smuk og smagfuld Orden, som navnlig baade paa Sort og Grønt tager sig overordenlig godt ud; - paa en Jagtdragt f.Ex. gjør den en fortrinlig Virkning. - Nordstjernen med sit sorte Baand er især meget heldig paa Rødt, og vi burde maaskee egenlig gjøre et Mageskifte med vore svenske Brødre, thi paa Blaat er den mindre karakteristisk.« - Conferentsraaden, paa hvem denne Tale vist havde gjort et noget forargeligt Indtryk, sad imidlertid med et alvorligt Ansigt og forsøgte nu at tage Ordet om en foreliggende Sag; men Excellencen, som endnu ikke var færdig, afbrød ham med den Yttring: »Det er blot forbandet, at man ikke faaer Sligt, naar man er atten Aar og rigtig kunde have Fornøielse af det: - tænk bare, overfor de unge Damer! hvad, Conferentsraad? - - Men naar man er bleven saa gammel som vi To, saa bryder man sig kun lidt om saadanne Forfængeligheder.« Ved disse Ord kastede Excellencen endnu et Blik i Speilet og purrede sig i sin sorte Haarbusk; hvorpaa Conferentsraaden svarede: »Min Konges Naade var mig dyrebar i min Ungdom, og den er saa endnu.« - Excellencen fortalte os derpaa, at han havde maattet tale Fransk hele Morgenstunden, da han havde havt Visitter baade af den franske Minister og den neapolitanske Chargé d'Affaires. Naar Sligt havde været Tilfældet, kom han ofte i Distraction til at bruge franske Udtryk. Han meddelte os saaledes ikke blot, at Forholdene omkring Middelhavet virkelig foraarsagede ham Inquietude, men da han efter en lille Pause, hvorunder han saa bekymret ud, gik over til Dagsordenen, sluttede han, efterat vi temmelig hurtig vare blevne færdige, med at sige til Conferentsraaden: »I den Sag, kjære Ven! appuyere vi altsaa ganske paa vor cour de comptes«; hvortil Conferentsraaden svarede: »Ja, Deres Excellence! I den Sag er det vistnok bedst ganske at henholde sig til Revisionen.«
Efterat Conferentsraaden derpaa havde taget Hartkornssagerne under Armen og fjernet sig tilligemed Excellencen, satte jeg mig til Ro for ret at nyde det Extranummer af Collegialtidenden, der i dette Øieblik kom ganske vaadt fra Trykkeriet og indeholdt Listen over alle de med Rang, Titel og Hæderstegn Benaadede. Jeg skal ikke gjengive alle de interessante Nyheder, jeg fandt i dette for Personalstatistiken værdifulde Aktstykke; men den, som mest interesserede mig, og som jeg, ganske uventet, fandt nederst paa næstsidste Side, kan jeg dog ikke undlade at meddele. Det var nemlig ingen ringere end den, at Skovrider Thomas Peder Vendelbo ved kongl. Aabent Brev var udnævnt til Kammerraad med Rang i 7. Classe Nr. 2. - Efter hvad der var passeret, var denne Efterretning mig særdeles fornøielig, saa meget mere, som jeg ved siden at tale med Excellencen erfarede, at jeg selv havde givet Anledningen dertil; »thi,« sagde Excellencen, »jeg fandt det dog ikke passende, at han kom ind i den Commission, uden at have en Titel ligesom alle de andre Medlemmer. Han bliver nu ikke engang den sidste i Commissionen; thi Krigsassessor Schrøder til Holmegaard har jo først Rang i 8. Classe.«
Denne dobbelte Forfremmelse skaffede virkelig meget snart Thomas baade Bispens og Bispindens Samtykke; men endnu inden jeg erfarede dette, indtraf der Noget, som havde større Betydning for mig. Fra Excellencen, som var reist til sine Godser, modtog jeg nemlig et Brev, hvori han meddelte mig, at, da en stærk Upasselighed hindrede ham selv i at komme til Kjøbenhavn, vilde han, i Tillid til den Habilitet, hvorpaa jeg ofte havde givet ham Beviser, overdrage mig et ligesaa delikat som vigtigt Hverv. »Da Hendes Høihed Prindsesse Blanca i næste Maaned fylder sytten Aar, uden at jeg dog, i lang Tid, havde hørt fra Spanien, skrev jeg for nogen Tid siden til Marquien af Douero, der siden min Broders Død har været Curator for Prindsessens Affairer og for Tiden staaer i særdeles nøie Forhold til det spanske Hof. I mit Brev berørte jeg, at den Tid nu var forhaanden, som var bestemt til Prindsessens Tilbagereise, og, idet jeg udtalte min personlige Sorg over Adskillelsen fra Hendes Høihed, udbad jeg mig igjennem Marquien en allerhøieste Instrux. Men istedetfor at erholde denne modtog jeg igaar en privat Skrivelse fra ham, hvori han udtaler, at han, under Forudsætning af, at der blev ført tilbørligt Bevis for, at den unge Dame, som var i mit Huus, virkelig var den imellem os omhandlede høie Person, udtaler sin Forvisning om, at hun, saafremt ellers Intet i Henseende til hendes Tro eller øvrige Forhold derfor maatte være tilhinder, sikkert vilde faae Tilladelse til at vende tilbage til Spanien og der erholde en Stilling, som kunde svare til hendes høie Fødsel og afgive Bevis paa Hendes catholske Majestæts moderlige Omhu for hende.
Denne Skrivelse har ikke kunnet Andet end forurolige mig. Den forudsætter den besynderlige Mulighed, at de fornødne Beviser for Prindsesse Blancas Identitet og virkelige kongelige Fødsel ikke skulde være tilstede, og berører den ikke mindre besynderlige Mulighed, at der kunde reise sig noget Hinder fra hendes Tro, uagtet jeg hvert Aar i min Indberetning udtrykkelig har anført, at Hendes Høihed blev opdragen i den romersk-catholske Lære, og derom har vedføiet den K.K. østerrigske Gesandtskabs-Prædikants Vidnesbyrd; ligesom Skrivelsen endelig i det Hele er affattet i paafaldende svævende og ubestemte Udtryk. Det er mig derfor af stor Vigtighed at forhandle Sagen med den spanske Minister, og da jeg veed, at han om kort Tid gjør en Reise til Madrid, beklager jeg saa meget mere, at min Upasselighed maaskee vil hindre mig i at træffe ham før hans Afreise. Hvorvel det ikke er heldigt, vilde jeg derfor skriftlig have confereret med ham, men han har udtrykkelig udbedt sig, at vi altid skulde behandle denne delicate Sag mundtlig, saaledes at vi, dersom nogen af os ei personlig kunde være tilstede, da betjente os af en aldeles paalidelig Befuldmægtiget. Denne Befuldmægtigede vil jeg nu bede Dem at være, thi vel tiltog jeg, som De veed, tvende Medcommissairer for Prindsessens Anliggender, dengang de bleve betroede til min Varetægt; men den ene af dem, Geheimeraad Horn, er for tiden ved et Bad; og den anden, vor gode Conferentsraad, er deels, maaskee, mindre skikket til slige mundtlige Underhandlinger, deels har han altid i dette hæderfulde Tillidshverv viist en besynderlig Lunkenhed, som endog snarere er tiltagen end aftagen, og som gjør mig det altfor betænkeligt at benytte hans Mellemkomst. Jeg har derfor blot skrevet til ham for at bemyndige ham til at give Dem enhver Oplysning, som De maatte ønske; ligesom jeg ogsaa har notificeret den spanske Gesandt, hvem De jo allerede flere Gange har truffet hos mig, at han med fuld Tillid kan forhandle med Dem.« - Herpaa fulgte Fremstillingen af, hvad der især ønskedes oplyst, navnlig om Prindsessen strax skulde reise hjem eller oppebie nærmere Underretning; om hun kunde vente strax at blive officielt anerkjendt og indsat i sine Rettigheder; om hendes Familiegodser vilde blive hende tilbagegivne o.s.v.: - og endelig sluttede Brevet med en Appel til min Iver og diplomatiske Takt.
Der behøvedes heller ikke ganske Lidet af den sidste Egenskab for tilfredsstillende at løse den stillede Opgave, der led Noget af samme Uklarhed, som det Brev, der havde givet Anledning dertil, og desuden var vanskelig nok at fremføre, naar man stod saa fjernt fra Sagen som jeg. Alligevel maatte jeg glæde mig over Excellencens urolige Iver, som strax vilde have Sagen klaret og derved havde sat mig i Forbindelse med den. Med bankende Hjerte, men med en Forretningsmands ydre Ro, gik jeg op til Conferentsraaden for der at faae de nærmere Oplysninger, han kunde meddele. Han behandlede, som Excellencen havde sagt, Sagen i Begyndelsen med en vis Lunkenhed og erklærede, at han egenlig ikke vidste Andet om den, end hvad der ogsaa var meddelt mig. Da jeg imidlertid et Par Gange havde udtalt, at der i hele Forholdet var mig noget Uklart, som jeg i høi Grad maatte ønske hævet, inden jeg talte med den spanske Minister, sagde han, efter nogen Betænkning: »Ja, jeg maa deri give Dem Ret, og da Excellencen i sit Brev bestemt anmoder mig om ikke blot at berette de Facta, jeg veed, men ogsaa meddele Dem Alt, hvad jeg i det Hele troer kunde tjene til Sagens sande Oplysning, saa vil jeg ikke tilbageholde min Mening om den virkelige Sammenhæng. - Jeg vil ikke fæste mig ved det Mærkelige deri, at en Infantinde af Spanien overhovedet saaledes skulde blive betroet til Fremmedes Varetægt, thi Forholdene i Spanien vare paa den Tid unægtelig meget opløste; men hvorfor betroe hende til Undersaatter, om end, som jeg villig indrømmer, distinguerede Undersaatter? Der maatte jo dog findes Fyrstehuse nok, som vilde regne sig det til Ære at give Ly til en Ætling af Familien Bourbon. Og hvorledes kunde dette Forhold være vedblevet, saasnart det spanske Monarchi fik den mindste Ro, om end blot for en kort Tid? Dets første Sorg maatte jo dog være at samle det adspredte Kongehuus, naar og hvor dette blot nogenlunde lod sig gjøre. Selv den danske Regering kunde jo umulig ignorere, at en Infantinde af Spanien, en Arveberettiget til Portugals, ja legaliter maaskee til Frankrigs og begge Siciliernes Kroner, opholdt sig indenfor Statens Territorium. Og hvorledes skulde denne Sag endvidere kunne gaae næsten stiltiende af, uden at blive Gjenstand for Folketale? Det er jo kun i en, forholdsvis, ganske snever Kreds og blot i det sidste Aars Tid, siden Frøkenen blev voxen, at den er bleven Gjenstand for Samtale.«
Disse Ord gjorde stærkt Indtryk paa mig. Det var vel ikke Andet, end hvad jeg selv omtrent havde tænkt, da jeg først hørte dette Forhold omtale, men lige fra det Øieblik, jeg saa Prindsessen, havde baade hun selv og alle Andre forudsat hendes høie Fødsel som saa afgjort, og der var siden i den Kreds, hvori jeg stedse saa hende, saa lidet bleven reist endog den fjerneste Tvivl derom, at det ogsaa for mig var blevet noget ganske Naturligt og Sikkert, at hun virkelig var den, hun blev anseet for; og med Folk, som stode udenfor hendes Kreds, havde jeg saa godt som aldrig talt om hende. Conferentsraadens bestemt udtalte Tvivl slog mig derfor saa meget mere, og, da han standsede, yttrede jeg, efter et Øiebliks Taushed, blot det Spørgsmaal: hvem han da antog Prindsessen for at være, og hvad han troede var Grunden til en saa mærkelig Fremgangsmaade.
»Noget Bestemt,« svarede han, »er det jo meget vanskeligt at antage om et Forhold som dette. Om den unge Dame skulde have staaet i noget Slægtskabs-Forhold enten til Excellencens salig Broder eller til nogen betydende spansk Familie, hvem han vilde vise en Tjeneste, drister jeg mig ikke til at have nogen Mening om; men vist er det, at, naar han vilde opnaae Noget, saa var han ikke ængstelig i Valget af sine Midler, ligesom han heller ikke frygtede for at drage overmaade betydelige Vexler paa vor nuværende Excellences Overbærenhed. I Begges yngre Aar spillede han ham, som man siger, mange slemme Puds; og det skulde ikke just undre mig, om han, naar han ønskede at berede den unge Dame en sikker og særlig god Modtagelse af Excellencen og Hendes Naade, da kunde være falden paa selv noget saa Fripostigt som at tillægge hende kongelig Byrd: han vidste, at han altid kunde stole paa Excellencens Godhed, hvad der end skete; og efter nogle Yttringer, han engang lod falde, maa jeg troe, at han vel endog har kunnet antage, at man ikke ubetinget vilde fæste Lid til Excellencens Ord, hvis denne skulde lade sig forlyde med, at han havde en spansk Infantinde i sit Huus.« - Disse Ord, der jo ikke antydede, at Excellencens Medborgere havde nogen høi Mening om hans Paalidelighed, naar der blev Tale om den Ære at staae i Forbindelse med allerhøieste Personer, forekom dog i det Samme Conferentsraaden altfor uforbeholdne endog til at gjentages, og han tilføiede derfor strax: »Som De hører, var det en høist besynderlig Mand; men just derfor kunde man ogsaa vente selv den besynderligste Fremgangsmaade af ham, naar han derved kunde befordre sine Øiemed. - Iøvrigt maa jeg tilføie, at alle de Dokumenter, som jeg har seet vedkommende denne Sag, formelt have været fuldkomment i Orden. For at have nogen egenlig Betydning burde de jo imidlertid være verificerede af den herværende spanske Minister; men noget Saadant har ikke fundet Sted.«
»Som sagt,« sluttede han, »det er jo kun en Conjectur, jeg her fremsætter; men, da jeg er anmodet om at meddele Dem alt, hvad jeg troer kunde tjene til Sagens Oplysning, har jeg ikke villet holde den tilbage.«
Efter endnu at have modtaget Svar paa nogle Spørgsmaal forlod jeg Conferentsraaden. Jeg vovede ikke at troe, at han havde Ret; men i de paafølgende Dage paatrængte hans Anskuelse sig mig mere og mere som det eneste Forstandige. Den modsatte Mening, maatte jeg sige mig selv, er jo dog urimelig i høieste Grad: hvem har vel nogensinde hørt, at en Prindsesse saaledes bliver sendt ud i den vide Verden; og maatte man ikke, som Conferentsraaden sagde, allerede længe og meget mere have hørt tale om denne Sag? - Saasnart den spanske Minister kom ind fra sit Landsted, kunde jeg ikke lade være at opsøge ham. Med urolig Forventning traadte jeg ind til ham, og idet jeg efter Evne tog mig sammen, røgtede jeg mit Ærende, medens jeg dog undgik selv at fremsætte nogen bestemt Mening om Sagen, hvorimod jeg søgte at faae Ministeren til at udtale sig. Dette gjorde han imidlertid ikke, men alligevel bestyrkede hans Maade at tage Sagen paa i høi Grad Conferentsraadens Anskuelse. Han havde, sagde han, vel oftere hørt denne unge spanske Dame omtale og vidste, at hendes Stilling var af en særegen Art, men som Gesandt havde han aldrig faaet nogen Instrux om dette Forhold. Paa mit Spørgsmaal, om hun vilde handle rigtig, hvis hun vendte tilbage til Spanien, uden nærmere Opfordring, svarede han, at det jo upaatvivlelig stod Enhver frit for baade at besøge Spanien og at bosætte sig der, men at det jo vistnok her, som altid, vilde være særdeles ønskeligt, at man var paa det Rene med, hvilken Stilling man vilde og kunde indtage, da det jo, ganske vist, kunde medføre høist ubehagelige og uheldige Følger, hvis man, i saa Henseende var bleven skuffet af sig selv eller Andre. - Ogsaa for Excellencen, tilføiede han, vilde Delagtigheden i noget Saadant, efter den Stilling, han indtog her i Landet, kunne medføre store Ubehageligheder.
Han udtalte alt dette paa en Maade, som om han vilde sige: »Tro dog ikke paa slige Sagn om spanske Prindsesser; og fremfor Alt: lad være at handle derefter.«
Hvad der iøvrigt blev talt, bestyrkede mig blot i den samme Tro; og da jeg forlod ham, forekom det mig næsten sikkert, at Blanca ikke var Prindsesse. Jeg gik ud af Porten, og jo længer jeg gik, desto stærkere blev Følelsen af den Betydning, som denne Opdagelse havde for mig. Vel havde jeg mange Gange og med fuld Overbevisning sagt, at hvis hun blot elskede mig, saa betydede alt det Andet kun lidet; men mange Gange kunde jeg dog heller ikke dølge for mig, at selv om jeg var saa lykkelig, at hendes Følelser stemmede med mine, kunde dog det, at hun var Prindsesse, blive en næsten uovervindelig Hindring. Opfyldelsen af mit Haab havde derfor staaet baade nær og fjern for mig; der maatte, var det forekommet mig, skee et eller andet Uventet, for at Spaniens Infantinde kunde blive min, men hvad det skulde være, vidste jeg ikke. Nu derimod var Alt paa een Gang forandret: elskede hun mig, da havde jeg en virkelig Udsigt til at kunne naae min Lykke. Fornemmelsen af denne Virkelighed greb mig saa stærkt, at jeg sikkert, hvis jeg havde været ene, havde kastet mig paa Knæ og takket Himlen. Men de Forbivandrende saae dog ikke deltagende nok ud, til at jeg saaledes vilde lade dem læse i mit Indre; og jeg maatte derfor, idet jeg gik under et stort Træ og saa, at der i det Øieblik Ingen var i Nærheden, nøies med at give min Glæde Luft ved at omfavne og trykke det til mit Hjerte. Paa een Gang fik jeg en Erindring om, at der endnu var Noget iveien, og at der jo havde været endnu en Hindring; urolig standsede jeg, og efter et Øieblik at have tænkt mig om huskede jeg min Frygt for, at hele min Kjærlighed blot skulde være Phantasi, at jeg ikke skulde elske Blanca, men blot Prindsessen: - elskede jeg hende da nu ikke mere? - Med en Følelse af uendelig Tryghed i denne Henseende fortsatte jeg min Gang, og sendte med det Samme min henrykte Tak til Blanca for Alt, hvad jeg skyldte hende: det var ikke blot denne sidste, lykkelige Seir over Phantasien; men mine mange tidligere Seire over den, hvor nær vare de ikke ved at omskiftes med Nederlag, eller dog med Indeslutning i en Fæstning, dengang hun kom og igjen førte mig ud i den skjønne og morsomme Verden.
Disse Følelser greb mig dobbelt, da jeg kom forbi Frederiksberg og Søndermarken til det Sted, hvor jeg engang havde staaet med hende og seet ud over den store Slette. Men nu var det ikke Vaar som dengang: Stakkene stode allerede rundt omkring ved Gaardene; Gæssene gik med Behag og smaasnakkende om paa Bygstubben; og den tætte, grønne Kløvermark var nu det eneste tydelige Vidnesbyrd om Jordens Frugtbarhed. Tilhøire bleve Køerne allerede trukne hjem for at overnatte paa Stalden, men tilvenstre fulgte man endnu de gamle Principer, og Drengen var just ifærd med at flytte til Natten. Slagene af Tøirekøllen lød mig saa velbekjendte: først et Par smaa for at fæste Pælen og saa fire eller fem solide for at slaae den ned; dette gjentog sig, indtil alle Køerne vare flyttede, og tilsidst kom det Bump, hvormed Køllen blev slængt hen i Græsset - saa langt bort som muligt og, da det vistnok har været en betænksom Dreng, udenfor Tøiret, for at ikke Koen skulde hilde sig. Denne Lyd af Tøirekøllen kan vel neppe i sig selv gjøre Fordring paa Poesi, men den er dog saa sommerlig, og for de Fleste medfører den oplivende Erindringer fra den Tid, da man, idetmindste i Sommerferien, freidig og fri for alle Sorger fulgte med i Marken, naar Drengen skulde ud at flytte. Hvor mange Gange havde jeg ikke selv just en saadan Aften, naar Solen gik ned, fulgt med Thomas og hørt ham slænge Tøirekøllen fra sig, naar Tyren, som var den sidste i Rækken, havde faaet begge sine Pæle nedrammede; - thi som Alt, den vedkommende, var vigtigt og extraordinært, saaledes kunde den heller ikke nøies med ringere end to Tøirepæle.
Erindringen om hine gode Dage traadte levende frem for mig, og med det Samme den Følelse, jeg saa ofte havde havt i Løbet af det sidste Aar: Følelsen af, hvor uendelig faa de gode Dage vare, som jeg siden hin Tid havde levet. Først havde jeg favnet de brogede Skyer, saa at deres Mængde tilsidst var nær ved at kvæle mig i lummer og bedøvende Luft; og derpaa havde jeg søgt Redning ved at styrte mig ind i den kolde Region, som jeg gjerne med en vis Stolthed vilde betragte som et med majestætiske Fjelde opfyldt Isbælte, men som dog rigtignok mest lignede dette deri, at det hverken bar Blomster eller Frugter. Fra disse havde jeg saaledes længe været adskilt - saa længe, at jeg næsten havde glemt dem, indtil den varme spanske Sol pludselig mødte mig, opløste den kolde Taage, hvori jeg med Tilfredshed havde svøbt mig, og kastede sin Glands over Verden, saa at jeg paany begyndte at see idetmindste nogle Glimt af det Deilige og Lystige i den, for hvilket jeg engang havde havt saa megen Sands, men nu saa længe lukket Øiet til. - Jeg fik en stærk Længsel efter igjen at fryde mig baade ved dette og ved den Sol, som havde vist mig det; den muntre Vei, der tabte sig langt ude i det Fjerne, vinkede ad mig; og idet jeg hurtig tog min Beslutning, kørte jeg endnu samme Aften Klokken 11 ud af Postgaarden, for selv jo før jo heller at give Excellencen mundtlig Besked om det mig overdragne Hverv.
-------------
Vognen rullede hurtig hen ad Veien; Maanen stod blank og eensom paa Himlen, og Luften var ganske stille. Træernes Blade, under hvilke vi kørte, hang tause og ubevægelige ned; kun naar Vognen i sin hastige Fart kom nær ved dem, bevægede de sig sagte, og Duggen, der sad paa dem, blinkede i Maaneskinnet. De Steder, vi fore forbi, var jeg vant til at see ved Dagen, for det Meste omgivne af livlig Færdsel, og det gjorde derfor et underligt Indtryk nu at see dem ligge saa tause i det blege Maanelys: det var, som om disse Huse og Træer og Buske nu førte et andet og mattere Liv end det sædvanlige; ja, selv Støvet, der reiste sig efter Hjulene, havde en anden Karakter end om Dagen.
Men Natten svandt med alle sine Hemmeligheder; og Solen reiste »atter af Østersø sig op«. Nogle Timer efter gik vi over Bæltet, og derpaa dreiede jeg af fra den ordinære Route ind paa den Sidevei, som gjennem romantiske Skove førte til Excellencens Borg. Snart naaede jeg den Bro, som forrige Aar sædvanlig havde været Grændsen for vore Spadseretoure, og derpaa kom det ene Sted efter det andet og bragte Minder fra ifjor. Endelig kørte vi ud af Skoven, og paa den anden Side af den store Eng laa nu Slotshaven foran os med sine gamle Træer, der kastede Skygge langt ud over Engen; og hist henne under et af dem laa Høien med Frøken Blancas Bænk, hvor vi saa ofte havde siddet. Naar man efter længere Tids Fraværelse vender tilbage til et Sted, hvor der er Mennesker, for hvem man har Interesse, tænker man sig ofte iforveien den Situation, hvori man igjen skal træffe dem; og jeg havde saaledes altid tænkt mig, at naar jeg her kom af Skoven, skulde jeg paa hin Bænk see et Glimt af hendes Kjole, efterhaanden blive mere og mere vis paa, at det virkelig var hende, springe af Vognen, naar den kom lige ud for, og derpaa ad Stien over den lille Bro ile op imod hende, bringe min Hilsen og modtage hendes. Glimtet af hendes Kjole syntes jeg virkelig ogsaa, at jeg saa, dengang jeg kom ud af Skoven, men til min Skuffelse blev jeg mere og mere vis paa, at hun ikke var der, men at Stedet var tomt. Det Udraab, hvormed jeg vilde bede Kudsken at standse, blev til Intet; som om Bænken slet ikke stod der, kørte vi forbi den og fulgte den brede Vei langs med Ladebygningen op til Hovedgaarden.
Der traf jeg Excellencen, som i Spidsen for et stort Jagtselskab just i samme Øieblik kom hjem fra Dagens Bedrifter. Han havde selv skudt en vild Svane, som blev baaret bag efter ham, men som han dog hævdede sin Anpart i ved med den ene Haand at holde den om Halsen og saaledes selv deltage i Transporten af den fældede »hvide Fregat«. Han syntes nu at være fuldkommen restitueret og idet han saa mig, viste han paa det tagne Bytte, som fulgte bagefter, og tilraabte mig lystig:
»Den tolvte September har Jægeren kjær:
Fra Væggen han tager sit gode Gevær.«
Jeg bør ei undlade at meddele Læseren, at den tolvte September er den Dag, paa hvilken Jagten gaaer ind, og at Thomas Ugen iforveien havde forherliget en stor, paa denne Dag afholdt Jagt ved at skrive et Poem, af hvilket Ovenstaaende udgjorde første Vers. Jeg erindrer endnu et Par af dem og vil til alle Jægeres Opbyggelse her lade dem følge:
De røde Ræve, de Vildænder graae,
De brune Hjorte, dem agter han paa.
Og sender saa Bøssen sit smældende Plaf,
Da rime de Hunde saa lystig: »Vaf, Vaf!«
- Saa snart jeg havde hilst paa Damerne, og den første Uro efter Jægernes Ankomst havde sat sig, udspurgte Excellencen mig om Resultatet af mit Ærende. I mit Svar berørte jeg, at Gesandtens Yttringer maaskee kunde forstaaes som en Benægtelse af Frøken Blancas kongelige Fødsel, men den første Antydning heraf gjorde Excellencen saa hæftig, at jeg indsaa, at det vilde være unyttigt for Øieblikket at gaae nærmere ind paa den Sag. Han paastod, at ethvert saadant Foregivende beroede paa den skammeligste Underfundighed, og erklærede, at om endog det ældste Kongehuus i Europa vilde opgive Legitimiteten, saa vilde han dog af yderste Evne forsvare den paa hvert Punkt, hvor han kunde siges at være sat til dens Værge. - Et Øieblik efter reiste han sig og gik ind til den Kreds, hvor Prindsessen sad. Her blandede han sig i Samtalen, udviste derunder en ganske særdeles Ærbødighed for hende og behandlede hende aldeles som en kongelig Person; og da hun reiste sig og vilde gaae ud, aabnede han selv med et dybt Buk Døren og saa sig derpaa omkring med et trodsigt og udfordrende Blik.
Den Ridderlighed, som laa til Grund for denne Opførsel, bevirkede iøvrigt, at det var næsten umuligt at komme til at tale ene med Frøken Blanca: Excellencen syntes, at hun bestandig skulde have et standsmæssigt Følge med sig; og naar hun derfor enten ene eller fulgt af En eller nogle Faa vilde gaae udenfor Døren, saa ilede han øieblikkelig selv til for at ledsage hende. Prindsessen var øiensynlig utilfreds med denne Etiquette, men ventede, vistnok med Rette, at den snart igjen vilde tabe sig: en Forventning, som jeg med Utaalmodighed delte. Men allerede den anden Dag efter min Ankomst erklærede Excellencen, at han, da de fleste Jagtgæster nu ogsaa skulde reise, selv uopholdelig vilde tage til Kjøbenhavn for at undersøge den omhandlede Sag, og udtalte derhos det Ønske, at jeg vilde reise med for deri at være ham behjælpelig. Jeg havde ingen Anledning til at afslaae dette, og saaledes maatte jeg uden at have talt Andet med Prindsessen end nogle faa indholdsløse Ord, igjen forlade det Sted, hvorhen jeg med saa forventningsfuld Uro var reist. Blot i det Øieblik, da jeg reiseklædt stod i Forsalen, og Excellencen for at hente Noget, han havde glemt, igjen var ilet ind i Salen, kom jeg et Minut til at tale alene med hende. Hun udtalte sin Beklagelse over, at vi havde faaet talt saa Lidt sammen, og i den Stemning, hvori jeg var, vidste jeg ikke noget andet Svar at give hende, end at bøie mig og kysse den Haand, som hun i det Samme til Afsked rakte mig. Det var saa længe siden, jeg paa en saadan ydre Maade havde vist noget Fruentimmer mine Følelser, at jeg fik en Fornemmelse, som om jeg igjen var sytten Aar: jeg følte, hvor stærkt jeg rødmede, og vovede ikke at see paa hende. Ligesom overrasket traadte hun et Skridt tilbage, og i det Samme kom Tjeneren og derpaa Excellencen igjen ud; i dette Øieblik var han mig næsten velkommen, og først da jeg sad i Vognen, turde jeg atter ret løfte mine Øine. Men da var hun forsvunden; og hvor ofte jeg end saa mig tilbage, øinede jeg dog ikke mere noget Glimt af hende.
Efterat have kørt et Par Mil kom vi til en Gaard, hvor Excellencen havde sagt mig, at han nødvendig maatte gjøre et Besøg paa nogle Timer. Da jeg ikke havde Lyst til nu at gjøre nye Bekjendtskaber, foretrak jeg at stige ud, hvor Veien bøiede af, og vente i et Værtshuus, indtil Excellencen kom tilbage og hentede mig der. - Jeg satte mig til at læse i en Bog, jeg havde med mig, men lagde den snart igjen bort og saa gjennem Vinduet ud i Gaarden. Der saa ikke opmuntrende ud: en stor Mødding laa midt i den; ved dens ene Ende var henslængt en sønderbrudt Tromle, og paa den sad Gaardskarlen som Marius paa Carthagos Ruiner; af og til saa han ud ad Veien, naar en Vogn kunde høres, men de faa, der kom, kørte forbi, og han hensank da igjen i sin tause Grublen. Det eneste synlige Væsen, foruden ham, var Værtshuuskonen, hvis gnavne Ydre allerede paa Hidreisen, da vi et Øieblik standsede her, var faldet mig paa; hun gjenkjendte ogsaa mig og yttrede, formodenlig i Anledning af mit neppe meget muntre Udseende: »Naa, er den Glæde nu allerede forbi? Jeg troede, han skulde have stoltseret og jaget hos Baronens, lige til det blev Vinter.« - Jeg fandt det unødvendigt at give noget Svar paa denne deltagende Yttring, og klapprede blot med Laaget paa Ølkanden med det tynde Øl i: den ensformige Lyd plagede dog snart mig selv, og jeg faldt i Tanker over den Daarlighed, jeg begik ved at sidde her og bortkaste Tiden, neppe to Mile fra Gjenstanden for al min Længsel, medens jeg nys havde reist saa mange Mile for at faae et Blik af hende og nu snart igjen skulde være langt fra hende. »Var blot ikke den fordømte Conveniens,« udbrød jeg for mig selv, »saa reiste jeg i dette Øieblik tilbage og brugte Tiden til endnu engang at see hende!« - »Og hvad bryder Du Dig om Conveniensen?« svarede jeg; »og hvad bryder hun sig om den? - Nu er hun alene; nu kan Du faae hende itale: grib Minuttet, og sig hende Alt, hvad Du vil have sagt.« - »Og hvis hun saa viser mig bort?« - »Ja, saa vil jo alligevel Alt være tabt.« Endnu et Øieblik vaklede jeg; derpaa gik jeg hen og aabnede Vinduet, og vækkede Gaardskarlen med det Spørgsmaal, om jeg kunde faae en Ridehest. Han foer op og forsikkrede, at de havde en, som kunde »rende hen ad Veien«. Jeg bad ham om strax at sadle den; skrev et Par Ord til Excellencen, hvori jeg for det Tilfælde, at han kom tilbage førend jeg, lovede at træffe ham i næste Kjøbstad; og jog derpaa hen ad Veien, saa hastig, at Gaardskarlens Forsikkring fik fuld Leilighed til at staae sin Prøve.
Det har flere end een Gang hændt mig, at jeg, naar jeg har forladt Steder eller Personer, som vare mig kjære, i den Tanke, at jeg ikke i længere Tid skulde træffe dem, da pludselig er kommen til at vende tilbage og saaledes uventet og hurtig har gjenseet dem. Er Interessen kun halv, da kan dette stundom være ubehageligt, men er den heel, da er, synes mig, det Modsatte i høi Grad Tilfældet: man er just ved Afskedens Sorg bleven stemt til ret at skjønne paa den Gjenstand, man forlod, og, hvis det lader sig gjøre, ret trykke den til sit Hjerte og sige den, hvor meget man holder af den. - Denne Følelse havde jeg vel ogsaa nu mere levende end nogensinde; men den var blandet med Frygt og Uro, saa at de kjendte Steder, jeg foer forbi, fik Karakteren af gamle Venner, hvem jeg med Henrykkelse gjensaa endnu engang, men tillige med en smertelig Frygt for, at denne Gang skulde være den sidste. Den indfaldende Skumring og det Efteraarsagtige i Naturen forøgede Styrken deraf, og naar jeg siden har tænkt paa eller drømt om disse Steder, have de næsten altid vist sig i dette tiltalende, men tungsindige Lys. - Jeg satte min Hest hos en Bonde, da jeg kom til Engen foran Haven; og endnu idet jeg gjorde dette, tilraabte en indre Stemme mig: »Vend om, vend tilbage til Dit Arbeide og Dine Forretninger i Dit Collegium! Der gjør Du dog nogen Nytte; der er Du ikke udsat for at blive latterlig; - men her bliver Du ikke Andet; - Du naaer dog aldrig den Lykke, Du higer efter!« - Men jeg afviste med Harme dette Raab, og gik hurtig hen ad Stien over Engen; og ved hvert Skridt, jeg gik, stødte jeg nu paa Noget, som forøgede den Sindsbevægelse, hvori jeg var. Hvilke Minder fremkaldte ikke blot Lyden af mine Fodtrin paa den lille Bro, som vi saa tit vare gaaede over, naar vi spadserede sammen; og de store Træer, som fra Haven hang langt ud over Engen: hvor tiltalende var dog ikke deres sagte Susen, og det tætte mystiske Mørke, som var inde under dem, medens det endnu var halvt lyst ude paa Engen; ja selv den hvinende Lyd af Havelaagen, skjøndt den ikke var smuk og i dette Øieblik helst maatte være bleven borte, - hvor mange gode Timer vare dog ikke knyttede til den; hvor mange af vore deilige Toure vare ikke begyndte og endte med den!
Sagte lukkede jeg Laagen efter mig, og stod nu derinde. Jeg lyttede, om Nogen var i Nærheden, men hørte Intet uden Røgterne, som i deres klapprende Træskoe gik over den ydre Gaard for at komme ned og fodre Kvæget. Det var næsten mørkt, og jeg vidste, at ved denne Tid var Maaltidet forbi, og at Prindsessen, naar der ikke vare Fremmede, da pleiede at gaae alene ned i Haven. Jeg gik hen i Alleen, som fra Blomsterkvarteret foran Havestuen løb ned igjennem Haven, og hvorfra man kunde see op til Vinduerne; der stillede jeg mig under et af de store Træer, stirrede op imod Bygningen og lyttede efter enhver Bevægelse. Der var endnu ikke tændt Lys, og Alt var ganske stille: jeg hørte blot den sagte Lyd af de faldende Blade, som dalede ned fra Træerne, og den stærkere, naar et Æble faldt til Jorden. - Saaledes stod jeg en Stund i ængstelig Forventning, da paa een Gang Vinduerne bleve oplyste, og Stemmer lode sig høre; Døren fra Havestuen blev aabnet, og en Dame løb hurtig ned ad Trappen: da hun var kommen ned, vendte hun sig og sagde nogle Ord, og paa disse hørte jeg, at det var hende. Døren blev igjen lukket, og hun kom ned ad Alleen; jeg følte Tilskyndelse baade til at flygte og til at ile hende imøde, og medens jeg vaklede herimellem, kom hun næsten hen til Stedet, hvor jeg stod. Uvilkaarlig traadte jeg frem, hvorpaa hun standsede og spurgte, hvem det var: da jeg svarede, udraabte hun overrasket mit Navn og ilede hurtig nogle Skridt hen imod mig, men standsede derpaa igjen. Jeg samlede alt mit Mod og sagde, skjøndt i det Øieblik med en Følelse af Haabløshed: »Tilgiv, naadigste Frøken! tilgiv, at jeg saaledes nærmer mig Dem. Men jeg maa endelig tale med Dem: - ak, De veed jo nok, hvad jeg vil sige Dem.« - »Nei, tal!« svarede hun hæftig. - »Ak, Frøken Blanca! tro mig, jeg føler, at jeg ikke har Lov til at løfte mine Øine til Dem; men jeg kan ikke lade det være, og selv om De bliver vred derover, maa jeg dog sige Dem det.« - »Er det virkelig sandt?« - udbrød hun. - »Sandt! Ja, Himlen og Jorden ere blevne anderledes, siden jeg saa Dem; og selv om jeg iaften seer Dem for sidste Gang, saa vil Alt i Verden dog være tusinde Gange bedre, end det var, førend jeg kjendte Dem. - O, Blanca! Ingen kan elske Dem, som jeg gjør det i dette Øieblik.« - Idet jeg udbrød dette, traadte jeg et Skridt nærmere og greb uvilkaarlig hendes Haand: hun stod et Øieblik stille med bøiet Hoved, derpaa kastede hun sig til mit Hjerte med det Udraab: »Saa lad der komme, hvad der vil, i Himlen eller paa Jorden: nu bryder jeg mig lidt om det altsammen!«
-------------
Kort efter vor Tilbagekomst havde jeg hos Conferentsraaden en Samtale med Geheimeraad Horn, den anden af de Medcuratorer for Prindsessen, som Excellencen havde tiltaget: en meget duelig og paalidelig Mand. Conferentsraaden gjentog for ham sine Tvivl om det hele Forhold, ligesom jeg efter hans Ønske gav ham et Referat af min Samtale med den spanske Minister. Da vi forlode Conferentsraaden, yttrede Geheimeraaden til min Overraskelse den Tro, at Conferentsraaden dog havde Uret. »Jeg tiltroer,« sagde han, »ikke Excellencens afdøde Broder den Uklogskab, at udgive en ung Pige for Prindsesse, naar hun ikke var det: det maatte dog engang opdages, og da vilde hendes Stilling jo blive dobbelt uheldig og besynderlig. Hvad det angaaer, at han, hvis hun virkelig var Prindsesse, ialfald aldrig vilde have overgivet hende til Excellencen, da kunde det vel være, at Broderen just har ment, at de, som ikke nøie kjende vor vurderede Ven Excellencen, netop derved kunde ledes paa Vildspor. Muligen kunde de, saaledes som jo just er blevet Tilfældet med Conferentsraaden selv, komme paa den Tro, at han i sin Iver og Varme havde taget feil og udgivet en Person for at være kongelig født, uagtet den ikke var det. Iøvrigt var der, under de daværende Forhold i Spanien, vistnok ikke Meget eller Mange at vælge imellem; og, naar Prindsessen engang var kommen til et Sted, hvor hun var sikkret, saa vilde det have været uklogt uden Nødvendighed igjen at føre hende et andet Sted hen.« - Da jeg herimod anførte, hvad der forekom at fremgaae af den spanske Ministers Adfærd, svarede han, at der vel heri var noget Uklart, men at det maaskee dog kunde beroe deels paa diplomatisk Forsigtighed og deels paa et Ønske om at tvinge Prindsessen til at opgive Fordringer, som den spanske Regering ikke vilde fyldestgjøre, og som man derfor ved at gjøre Vanskeligheder vilde true hende til at give slip paa.
Skjønt jeg, som sagt, blev noget overrasket ved disse Yttringer, lagde jeg dog ikke stor Vægt paa dem. Sagen forekom mig altfor æventyrlig, og jeg var altfor lykkelig til nu at troe paa Vanskeligheder. Mere urolig blev jeg, da jeg næste Dag kom op til Excellencen, efterat han og Geheimeraaden havde havt en Sammenkomst med den spanske Minister. Efter deres Yttringer maatte han, som det syntes, virkelig have anerkjendt Excellencens Myndling for Prindsesse af Spanien og blot vægret sig ved at yttre Noget om hendes fremtidige Stilling, førend han derom erholdt nærmere Instruxer, hvilke han dog snart ventede. Til Indholdet af disse syntes iøvrigt Geheimeraaden ikke at have god Tro, hvorimod Excellencen var opfyldt af det bedste Haab og havde skrevet til Prindsessen, at hun jo før jo hellere maatte komme til Byen for at være tilstede, naar det Slør skulde falde, der hidtil havde omgivet hendes høie Herkomst.
Jeg kunde kun lidet sympathisere med hans Glæde, og i samme Forhold, som jeg nys havde været rolig, steg nu min Frygt for, at Æventyret dog skulde være sandt, og at hun virkelig skulde være Prindsesse. Endnu før hendes Ankomst havde Ministeren erholdt de forventede Instruxer, og saa snart Prindsessen endelig kom, foranstaltede Excellencen et høitideligt Møde imellem hende og den spanske Minister.
Til den Tid, da dette kunde ventes sluttet, havde han anmodet mig om at komme, og jeg indfandt mig i en Stemning, der, som man kan tænke, var alt Andet end rolig. Jeg traf Excellencen i hans Værelse, hvor han gik hæftig op og ned ad Gulvet. Da han saa mig, udbrød han i stærke Yttringer mod de legitime Regeringer, som selv gjøre Alt for at ødelægge det monarkiske Princip. »Hvorledes!« spurgte jeg hastig, »har den spanske Regering nægtet at anerkjende Prindsessen?«
»O nei, paa ingen Maade! Hun anerkjendes som Descendent af Hans catholske Majestæt, virkelig Infantinde af Spanien og Prindsesse af Huset Anjou-Bourbon.«
»Maa hun da ikke vende tilbage?«
»Jo, Gudbevares! Saa meget hun vil. Men da det vilde gjøre den spanske Regering saa inderlig ondt at sætte en saa ung og skjøn Prindsesse i Kloster - hvilket naturligviis var det Eneste, hun kunde vente sig, naar hun vendte tilbage -, saa lader man hende underhaanden formærke, at hun jo ogsaa kunde undgaae dette f.Ex. ved at skifte Religion eller indgaae Mesalliance; thi saa kunde der jo ikke være Tale om igjen at modtage hende. Med andre Ord: man vindicerer ikke med Alvor en Infantinde og Prindsesse af Blodet for Riget, være sig saa for derefter at sætte hende i Kloster eller behandle hende paa anden med hendes Fødsel stemmende Vis: - det kunde jeg finde mig i; det var en Opførsel, værdig et catholsk Fyrstehuus, værdig Ætlinger af Kong Philip den Anden! - Men man siger: »Vi vil allerhelst være frie for Dig; vi stole nu ikke engang ret paa vore Klostre mere: derfor bede vi Dig, Datterdatter af den catholske Majestæt og Ætling af Familien Bourbon, om at afsværge den catholske Religion eller gifte Dig med en eller anden Landløber: saa skal Du blive fri baade for Kloster og mange andre meget slemme Ubehageligheder!«« - - »Hvad siger Prindsessen dertil?« spurgte jeg, idet jeg tvang mig til at antage et roligt Ydre.
»Prindsessen har naturligvis ikke værdiget noget Svar paa saadanne Propositioner,« svarede Excellencen, og vedblev derpaa i sin forrige Tone: »O, var jeg blot Keiser af Rusland, og ikke bunden ved den Forbindelse, som ellers udgjør mit Livs Lykke! - Jeg skulde inden 24 Timer tilbyde Prindsessen min Haand, og saa skulde jeg lære Spanien, om et af Europas ældste Fyrstehuse skal ville forlokke sine Medlemmer til at skifte Tro eller indgaae Mesalliancer! - - Ja, var jeg blot ugift, og iøvrigt den, jeg er: jeg skulde tilbyde hende at slutte den Mesalliance, man foreslaaer hende, og vise Verden, hvad en Mand af ædel Slægt og med fast Villie formaaer, naar han strider i en stor Idees Tjeneste; - jeg skulde vise dem, hvad en saadan Mand kunde formaae, naar han, en Undersaat, i Legitimitetens Tjeneste stred imod en Regering, der haaner Legitimiteten.« - Den sidste Yttring forekom maaskee Excellencen selv noget for stærk, og han afbrød sig med det Udraab: »Men nu veed jeg hverken ud eller ind: - Gud give dog denne Sag en lykkelig Ende!« og bad mig, som om Intet var passeret, at træde ind og gjøre Prindsessen min Opvartning.
Vi traf hende alene og, som det syntes, uagtet de indtrufne Vanskeligheder fornøiet og vel tilmode. Excellencens Sindsbevægelse tillod ham imidlertid ikke vedblivende at deltage i den begyndte Samtale: han gik fra og til og gjentog flere Gange, naar han paa sine Vandringer kom i Nærheden af os: »Ja, nu veed jeg virkelig hverken ud eller ind. - Hvad skal Enden dog blive paa dette? - Hvad skal vi dog gribe til? - Hvad kan og hvad skal en høisindet Karakter vælge blandt slige Alternativer!« Da han engang med særdeles Hæftighed udbrød i disse sidste Ord og med det Samme standsede foran Prindsessen, svarede hun, efter et Øiebliks Taushed, i en halvt hjertelig, halvt spøgende Tone: »Ja, naar De, min kjære og trofaste Formynder! selv er saa tvivlraadig, saa maa jeg vel sige Dem, hvad jeg tænker om de tre Vilkaar, der ere os stillede. At skifte Religion, har De jo selv sagt, var det, jeg allermindst burde vælge; og i Kloster vil jeg rigtignok meget nødig: der er saaledes ikke Andet tilbage end at indgaae en Mesalliance, og vi have derfor tænkt, - vi vil derfor spørge Dem, om De vil give os Deres Samtykke dertil?«
Excellencen havde, forsikkrede alle hans Venner, endnu aldrig kunnet nægte Prindsesse Blanca Opfyldelsen af nogen Bøn; og skjøndt det denne Gang maaskee faldt ham vanskeligere end nogensinde før, gjorde han dog heller ikke nu nogen Undtagelse fra Reglen.
Ende.
H. E. Schack Homepage
[Hjem]
[English]
[Det Danske Sprog- og Litteraturselskab]
© Det Kongelige Bibliotek