Schack, H. E.: Phantasterne (1857) [s. 195-212]

link til hjemmesiden - Det Kongelige Bibliotek

   Den sidste Strid, som havde fundet Sted i en Sag af ikke saa ringe Vigtighed for mig, i et kritisk Øieblik, og som var endt med en total Seir, gav mig iøvrigt mere end noget Tidligere en sikker Følelse af, at jeg endelig havde faaet Overmagten over mine gamle farlige Fjender; og i længere Tid greb jeg ofte mig selv i, uden nogen videre Anledning, at gjentage: »Man kan see, han har ligget, men reist sig igjen«. - Jeg blev nu virkelig heller aldrig angreben af Phantasien, men stod endog helt udenfor Alt, hvad der tilhørte den, og betragtede det enten som uhyggeligt eller ynkeligt. For de mange aandrige Almeensætninger, som ikke sjelden have deres Udspring fra en bevægelig Indbildningskraft, og som derefter fylde Verden og Videnskaben og afgive Feltraab for phantasirige Talere, følte jeg derfor alt Andet end Veneration; men især var Poesien og Alt, hvad dertil hørte, mig utaalelig: blot meget slette Romaner kunde det more mig at læse, især naar de gjorde stor Lykke hos Publikum: det forekom mig, at Ironien ikke let kunde fremtræde mere skærende for den, som var saa heldig selv at staae udenfor Begeistringen. - Ved denne Aandsretning var jeg imidlertid udelukket fra det Meste af, hvad der ellers fryder Mennesket; og det kunde derfor ikke være Andet, end at jeg snart maatte føle Savnet af den Tilfredshed, som jeg før havde havt ved hver Dag at fuldende mit visse Antal af Collegie-Sider. Jeg tog ud til Poulsminde, men ifjor var Eiendommen bleven forpagtet bort, og nu havde jeg ikke Andet at gjøre end at see til. Naar jeg da vandrede om paa de Steder, hvor jeg for nogle Aar siden havde levet saa forskjellig fra den, jeg nu var, fik jeg en Følelse, som om hele mit Liv laa bagved mig og allerede for længe siden var forbi: jeg syntes, at jeg havde havt alle Aldres Lidenskaber, nydt alle deres Nydelser og udført alle deres Gjerninger; men nu var det altsammen sporløst forsvundet, og jeg stod, som Valfred, kold og udslukt tilbage, uden Lidenskab, uden Nydelse og uden Virksomhed.
   Denne Tilstand blev snart utaalelig, og jeg søgte med Iver at faae en Stilling, som kunde give mig Andet at tænke paa. Udsigterne for unge Candidati juris, haud illaudabiles, vare imidlertid dengang ikke glimrende, og naar jeg strax vilde »ansættes«, maatte jeg nøies med at faae Plads i et Collegium, hvor de rette latinske Jurister almindelig ansaae det for under deres Værdighed at søge Ansættelse, idet Forretningerne efter den Tids Anskuelse bleve regnede for mindre vigtige og interessante. Dette var mig dog kun til liden Sorg: jeg vilde blot have Arbeide, og derpaa var ingen Mangel, mindst naar man bar sig saaledes ad som jeg. Thi, naar det var muligt, lod jeg mig ikke nøie blot med min egen Part, men var ogsaa meer end villig til at paatage mig, hvad nogen Anden ønskede at blive fri for, - en Adfærd, der snart skaffede mig ligesaa meget Ry for den agtværdigste Pligtopfyldelse som for den mest opoffrende Tjenstvillighed: begge Dele dog kun med liden Ret; thi jeg gjorde alt dette i egenligste Forstand blot for Tidsfordriv. Lønnen udeblev imidlertid ikke; som Alt, hvad man med Iver tager sig af, efterhaanden faaer Betydning, saaledes fik mit nærværende Arbeide ogsaa snart en vis Interesse for mig; jeg vandt inden kort Tid min Ligevægt tilbage, og skjøndt jeg jo vel undertiden følte mig noget overlegen over mit Dagværk, som dengang mest bestod i Anvendelsen af de fire Species, saa var det dog med en Følelse af Velvillie, jeg om Morgenen gav mig ifærd med det, og om Aftenen lagde det tilside. Imidlertid var denne Velvillie dog bestandig af en lidenskabsløs Natur, og bragte mig i Udførelsen af Arbeidet aldrig til at afvige fra den jevne, forretningsmæssige Vei, der laa lige for mig, som den, hvorpaa jeg uafbrudt kunde finde den Art Sysselsættelse, jeg just ønskede.
   Den sindige og utrættelige Adfærd, som heraf var en Følge, kunde ikke Andet end efterhaanden drage mine høie Foresattes Opmærksomhed paa mig, og det varede neppe halvtredie Aar, før jeg erholdt Bestalling som kongelig Copist. Jeg indseer vel, at mangen en af Nutidens unge Jurister slaaer paa Nakken ad denne Værdighed; men i min Tid og i mit Contor var det anderledes. Der var en Copists Charge Enden paa mangen Embeds-Carriere; og at den heller ikke nød ringe Anseelse hos Besidderen selv, vil man blandt Andet kunne skjønne deraf, at naar nogen af mine daværende Colleger skrev sit Navn i sine Bøger eller endog kun paa »Borgervennen«, som holdtes af de Fleste, da undlod han næsten aldrig efter Navnet »N.N.« at tilføie et med bestemte, og vel undertiden noget fordringsfulde, Træk skrevet »kongelig Copiist«. - Den største Betydning, som min nye Stilling havde for mig, laa dog deri, at den bragte mig i nærmere Forbindelse baade med vor Departementschef eller, som han i Contoret altid kaldtes, »Conferentsraaden«, og med vor høie Præsident, der tillige var Baron og af Collegiets Personale altid kaldtes »Excellencen«. Jeg kom nemlig nu til at fungere som en Art Secretair, naar Conferentsraaden refererede for Excellencen, ved hvilken Leilighed min Bestilling dog især gik ud paa at oplæse Dokumenterne. Dette var tidligere ugjørligt, da Conferentsraaden havde gjort sig til Regel dertil kun at admittere en virkelig kongelig Embedsmand, der havde aflagt Troskabsed.
   Disse to høitstaaende Embedsmænd vare i flere Henseender Modsætninger. Conferentsraaden var høi og smækker, havde et smalt Ansigt og hvidt glat Haar, der var strøget bag Ørerne; han gik altid sort klædt, med fint hvidt Linned, og saa ud som en fornem gammel Mand. Excellencen var meget yngre, af Middelstørrelse og temmelig før; han havde purret sort Haar, der stod ud til alle Sider, og gik temmelig broget klædt med en Blanding af Pragt og Tarvelighed, der stak underlig af mod hinanden. Den første Gang, jeg saa ham, spurgte han mig nøie ud om de forskjellige Sorter Klæde paa en Fabrik, som hørte under vort Collegium, og nogle Dage efter viste han sig i et Par Buxer og en Vest af »blaagraat meleret jydsk Klæde, meget svært«, der passede meget slet til en fin mørkegrøn Kjole med elegant Silkefoder. Medens Conferentsraaden aldrig saaes i Uniform undtagen ved visse bestemte Høitider, indfandt Excellencen sig ofte uden speciel Anledning i fuld Embedsdragt, og blændede da hele Collegiet med sin Glands; hvorimod han, naar den øvrige fine Verden var i Galla, hyppig mødte civilklædt, og da udtalte sin Foragt for alt Uniforms- og Liberi-Væsen. Han var benaadet med et ikke ringe Antal Ordener, men sædvanlig var han saa fordringsløs, at han blot bar Dannebrogsmændenes Hæderstegn: den hele Betydning heraf formaaede jeg dog først at fatte, da jeg engang erfor, at det Samme var Tilfældet med Frederik den Sjette. En lignende Contrast var der i hans Opførsel. Mig behandlede han saaledes efter kort Tid for det Meste som Ligemand, ofte endog med en vis Fortrolighed, hvortil vort øvrige Bekjendtskab ingenlunde kunde give mig Adkomst; undertiden derimod viste han sig megen overlegen, ignorerede ganske, at der var Nogen tilstede, og tyssede blot, naar man pligtskyldigst talede til ham. Det bedste Middel herimod var iøvrigt at lade, som om Intet var paafærde, og altid bevare en jevn Ligevægt baade ved Fortroligheden og Høiheden: dette faldt i sig selv for mig naturligt, da jeg ikke brød mig synderlig om nogen af Delene; og jeg kom saaledes uden al Umage snart paa en ret behagelig Fod med ham.
   Conferentsraaden var også i sin personlige Opførsel ganske anderledes: altid ens, høflig og ikke egenlig fornem, men med en saa afgjort Følelse af at han var Herre i Departementet, at han betragtede baade dette og dets Personale ganske som sin Eiendom; det Arbeide, Nogen gjorde, gjorde han for Conferentsraaden, og Arbeidet var dennes eget. Herpaa havde jeg oftere Prøve, naar jeg havde udarbeidet Noget og da senere var tilstede ved Referatet deraf. Det blev da aldrig med et Ord antydet, at jeg havde anvendt min Flid paa Sagen, men Conferentsraaden sagde bestandig: »Jeg har fattet den Plan; jeg har samlet disse Data; jeg har gjort dette Udkast«; og det faldt ham vist slet ikke ind, at disse Yttringer kunde have noget Besynderligt for mig, som sad ved Siden af og vidste, at det dog egenlig var mig, som havde fattet den nævnte Plan, samlet de omspurgte Data og gjort det fremlagte Udkast. Specielt fremtrædende blev dette, da jeg engang havde udarbeidet en Plan, med hvilken Conferentsraaden var aldeles utilfreds, men som han dog blev nødt til at antage, da Præsidenten vilde have Sagen afgjort den samme Dag, og der saaledes ikke var Tid til at udarbeide noget Nyt. Conferentsraaden var herover meget misfornøiet og lod mig imod Sædvane mærke dette; men Udfaldet blev alligevel, at Planen gjorde Lykke; en ny Institution blev i Overensstemmelse dermed oprettet, og Conferentsraaden som den, der havde udarbeidet Forslaget, udnævnt til Directeur for samme fremfor flere farlige Medconcurrenter. Alligevel berørte han aldrig med et Ord, og jeg troer heller ikke med en Tanke, at jeg havde havt Noget med den Sag at gjøre. Da han vel imidlertid i det Hele var tilfreds med mine Bedrifter, indstillede han mig efter nogle Aars troe Tjeneste som Copist, ved indtruffen Vacance, til »Avancement«. Men Excellencen forkastede Indstillingen, enten troer jeg af Caprice, eller maaskee af et halvt bevidst Ønske om at vise, at skjøndt han ellers altid fremtraadte som min specielle Velynder, saa tog han dog, hvor der var Tale om Befordring, intet Hensyn til slige mere private Følelser. Endnu engang blev jeg indstillet, men med samme Udfald. Ved begge Leiligheder dreiede, som jeg siden fik at høre, Discussionen sig især om et Punkt, der dog egenlig ikke fik nogen Indflydelse paa Afgjørelsen, nemlig min Examen. Conferentsraaden anførte nemlig som en Hovedgrund, hvorfor jeg burde foretrækkes, at jeg var juridisk Candidat, hvad ingen af mine Medconcurrenter var. Excellencen, der altid var rede til »gammel Fordom at trodse«, erklærede i den Anledning strax, at dette var intetbetydende: det Eneste, man burde see paa, var Dygtigheden. Uden just at tage meget Hensyn til Indholdet af denne Udtalelse, indrømmede Conferentsraaden, at det maatte være en ganske væsenlig Forringelse af mine Meriter, at jeg kun havde anden Karakter; - men dette tvang igjen Excellencen til at erklære, at deri kunde han dog ingenlunde være enig: mangen En med Haud var dygtigere Embedsmand end mangen En med Laud; og det var, som sagt, blot Dygtigheden, man burde see paa. - Denne Strid gjentog sig omtrent uforandret begge Gange; og det skulde undre mig meget, om den ikke er kommen igjen hver Gang, der enten før eller senere maatte have været Tale om noget Avancement for mig. Iøvrigt ophørte Conferentsraaden, efterat hine to Afslag havde fundet Sted, med at indstille mig til noget saadant Avancement; og da Contorchefen engang ved en senere Leilighed gjorde ham opmærksom paa, at det vilde være en usædvanlig Tilsidesættelse, hvis jeg nu blev forbigaaet, svarede han: »Nei, efter hvad der er passeret, maa jeg antage, at hans Excellence ikke ønsker denne unge Mand forfremmet; og det vil derfor neppe være sømmeligt igjen at indstille ham.«
   Der var saaledes al Udsigt til, at jeg endnu længe skulde beklæde en Copists Post: en Skjæbne, som jeg, skjøndt den nu kom noget uventet, bar med en Ro, der imponerede Alle. De forskjellige Venner, jeg ved min Villighed til at overtage deres Arbeide, havde erhvervet, foresloge mig forgjæves flere Veie, som jeg skulde forsøge, for at hæve det Band, hvormed jeg syntes belagt: de kunde ikke forstaae min Taalmodighed, og undrede sig over, at jeg, som var saa rastløs til at arbeide, dog var saa blottet for fremstræbende Ærgjerrighed. - Ærgjerrighed! Jeg, som havde været Napoleons Overmand og Keiser over fem Verdensdele, jeg skulde føle Ærgjerrighed ved Udsigten til at blive Fuldmægtig - eller Contorchef eller Conferentsraad eller Geheimeraad! Jeg maatte lee ved Tanken herom, og glædede mig tillige over, at der dog idetmindste var een Illusion, jeg nogenlunde havde faaet Bugt med. Som jeg troer, var imidlertid just min Ligegyldighed for en Del Skyld i, at Sagen tilsidst fik et andet Udfald. Blandt dem, som beundrede min Stoicisme, var ogsaa Excellencen, der, som jeg vel kunde skjønne, med særlig Opmærksomhed iagttog mig, hver Gang jeg kunde have Anledning til at føle mig tilsidesat af ham, og hos hvem min Credit, som det forekom mig, steg betydelig, naar han da ingen Forandring kunde spore. Traf det sig, at han og Conferentsraaden vare uenige, spurgte han almindelig om min Mening og tiltraadte den da som oftest. Ved slige Leiligheder var det ret morsomt at betragte Conferentsraaden, der aldeles ikke fandt Behag i Afvigelser fra den reglementerede Orden, og mindst i saadanne, som gik ud paa at indhente Betænkning over hans Forslag fra en Copist, hvis Hverv det var at oplæse Dokumenterne. Han smilede, saa længe det stod paa, med det Ansigt, man sætter op, naar et voxent Menneske i en alvorlig Samtale falder paa for Spøg at spørge et Barn om dets Mening, hørte med et lignende adspredt Smil paa mit Svar, og vendte derpaa, uden i mindste Maade at ændse det, tilbage til det Punkt, hvorpaa Samtalen stod, førend jeg blev inddragen i den. Hans Excellence blev herved noget tirret, og da han vel desuden nu ansaa sin Upartiskhed for tilstrækkelig anerkjendt, drev hans Lune ham til paa en fremtrædende Maade at give mig Opreisning. Ønsket herom blev maaskee endnu stærkere ved en kort efter indtraadt Begivenhed, der lignede den ovennævnte med Conferentsraaden. Med denne stod Excellencen ikke paa nogen rigtig god Fod; men havde dog hemmelig Respekt for ham, især fordi Conferentsraaden, der havde tjent 40 Aar i Collegiet, altid havde en stor Mængde tidligere Resolutioner og andre Data ved Haanden, som Excellencen ikke kjendte, og hvormed han idelig huggede denne i Flanken. Sit Ubekjendtskab til disse vilde Excellencen aldrig vedgaae, og det endte da for det Meste med, at Conferentsraaden fik sin Villie, idet Excellencen sagde: »Ja, da jeg først overtænkte Sagen, ansaa jeg det rigtignok for meget tvivlsomt, om man burde fastholde hin Resolution; men det er vel muligt, at vi bør vente med Forandring, til vi faae en hel ny Lov om den Sag. De Principer, hvorpaa denne bør bygges, skal jeg nu nærmere tage under Overveielse.« - Som det ofte gaaer, var der saaledes Intet, hvori Excellencen hellere vilde excellere, end i den Special-Kyndighed, som han ikke besad; og det skaffede ham en overordenlig Tilfredsstillelse, naar han en sjelden Gang kunde byde Conferentsraaden Spidsen paa dette Terrain. Da jeg blev mere bekjendt med de collegiale Mysterier, hjalp jeg ham undertiden heri, saa meget hellere, som jeg syntes, at han langt oftere traf det Rigtige end Conferentsraaden, der altid holdt fast ved Formen, om end Indholdet for længe siden var forandret.
   Disse mine Meddelelser bleve sædvanlig givne i vore Møder som Svar paa Excellencens Spørgsmaal; og han undlod da sjelden med en vis Ostentation at fremhæve min Duelighed. Da jeg imidlertid en Dag havde været nødt til at udbede mig Orlov, anmodede Excellencen mig om at sende ham nogle Oplysninger skriftlig; og da det angik en vigtig Sag, gjorde jeg mig særlig Umage for at skaffe dem saa tilfredsstillende som mulig. Da det Forfald, jeg havde ventet, udeblev, mødte jeg alligevel til Referatet, i hvilket Conferentsraaden som sædvanlig rykkede frem med den afgjørende Hindring, som laa i tidligere collegiale Resolutioner. Mod Sædvane lod Excellencen ham uden Afbrydelse tale ud, og anførte derpaa en hel Række af andre collegiale Resolutioner og Skrivelser, som meer eller mindre gik ud fra en modsat Anskuelse. Skjøndt synlig overrasket over denne Lærdom, fastholdt Conferentsraaden dog sin Mening, idet han »navnlig maatte udhæve vort eget Collegiums Resolution af 11. April, communiceret alle Over-Øvrigheder i Skrivelse af 15. samme Maaned, samt nævnt og paaberaabt i kongeligt-
   aabent Brev af 26. Marts paafølgende Aar.« Med et lille Smil hørte Excellencen dette vægtige Argument, men mindede derpaa Conferentsraaden i en Tone, der ikke var ganske fri for Overlegenhed, om kongeligt Rescript af 4. Octbr., til Stiftamtmanden over Island, hvilket, 5 Aar senere, aldeles bestemt erklærede den af Excellencen antagne Fortolkning for den ene rigtige, udstrakte denne til det troe Island, for at dette kunde blive delagtigt i de den øvrige Stat viste Velgjerninger, og saaledes fuldstændig annullerede Conferentsraadens aabne Brev. Denne blev herover saa forbauset og mistrøstig, at han ganske lod Sagen falde, og indrømmede Excellencen en fuldstændig Seir, som denne benyttede til at udtale sig om det »Nødvendige i, at man ikke blot kjendte de egenlige danske Rescripter og Resolutioner, men ogsaa de særegne for Bilandene.« Conferentsraaden indrømmede det altsammen, og skyndte sig saa meget med at tage Afsked, at Excellencen ikke fik Leilighed til at give mig den Part af Æren, som han ellers altid lod mig tilflyde, og vist ogsaa denne Gang vilde have ydet mig, skjøndt hans Fornøielse over at have beseiret Conferentsraaden paa dennes eget Terrain var saa stor, at det vistnok vilde have kostet ham ikke liden Overvindelse at berøve sig selv Noget af den erhvervede Hæder. Jeg var iøvrigt neppe kommen til at tænke mere paa den hele Sag, da det forekom mig ganske naturligt, at han ikke gjorde videre Ophævelse af den; men ved sin Adfærd mindede han mig selv derom. Samme Dag, da jeg, efterat Conferentsraaden var gaaet, ogsaa anbefalede mig, var han halvt forlegen og lod til at ville sige Noget, som han ikke ret kunde faae frem; og da dette ikke blev til Noget, var han de følgende Dage ganske usædvanlig fremmed og fornem; hvorhos jeg ogsaa lagde Mærke til, at han paa en fin Maade forhørte sig om, hvorvidt jeg til Nogen havde omtalt den Del, jeg havde i hans Specialkundskaber. Da det aldrig var min Vane uden Nødvendighed at tale til Nogen om, hvad jeg foretog mig, var dette ikke faldet mig ind, saa meget mindre, som Ingen havde spurgt mig; og han fik derfor de mest tilfredsstillende Oplysninger. Alt som han saaledes blev beroliget, blev han igjen venligere; og da jeg, som rimeligt var, ikke havde forandret Noget i min Opførsel, kom vi snart paa den gamle Fod igjen, ja endog paa en bedre. »Jeg har,« udbrød han ofte, »kun een Ting imod Dem: at De aldeles ikke har nogen Lidenskab!« Jeg svarede med et Par skjemtende Ord, og tænkte som sædvanlig ved slige Leiligheder paa den interessante Valfred. - For at prøve, om det ogsaa virkelig var saa, foretog han adskillige Experimenter, der viste en ligesaa smigrende Interesse for mig som et ualmindeligt Anlæg for Diplomatiken. Saaledes beærede han mig en Dag med en Visit og lagde sit Kort, da jeg ikke var hjemme. Nogen Tid efter kom han igjen, og efterat have røgtet sit Ærende, udbrød han, idet han vilde gaae: »Det er sandt! Jeg skulde gjøre en Visit her i Nærheden og venter ikke at træffe Nogen hjemme; men, det er fordømt! - jeg har just glemt mine Visitkort. De skulde da ikke ville overlade mig det Kort, jeg forleden aflagde hos Dem?« - Da jeg med Beklagelse maatte tilstaae, at det var kommet bort for mig, udbrød han: »De er altsaa heller ikke forfængelig; thi saa gjemmer man Excellencers Visitkort. - De maae virkelig snart anskaffe Dem en eller anden Lidenskab, hvis vi To skal vedblive at være Venner.« Heri troer jeg dog, at min diplomatiske Excellence tog feil; thi han, som ofte var opfarende og fornem, vilde umulig have fundet sig i den Uforbeholdenhed, hvormed jeg besvarede hans mangehaande Spørgsmaal, dersom jeg ikke havde syntes saa lidenskabsløs som nysnævnte Valfred, før han saa Clothilde. Nu derimod troer jeg, at det behagede ham at gjøre mig til en Original, en Art Automat eller Orakel, hvis Oprigtighed man een Gang for alle maatte være belavet paa.
   Saaledes stode Sagerne, da vor Contorchef efter en kort Sygdom og en lang, tro Tjeneste samledes til sine Fædre. Som sædvanlig foreslog Conferentsraaden den ældste Fuldmægtig til hans Efterfølger, og blev ikke lidt overrasket, da Excellencen erklærede sig for mig. »Men,« indvendte Conferentsraaden, »Deres Excellence har selv gjentagne Gange forbigaaet denne unge Mand.« - »Ja, men De har jo selv gjentagne Gange indstillet ham.« - »Men Deres Excellence vil sikkert erindre, at min Indstilling begge Gange gik ud paa, at han skulde forfremmes til Fuldmægtig,« svarede Conferentsraaden. - »Ja, dertil fandt jeg ikke dengang tilstrækkelig Grund: en Fuldmægtig og en Copist have jo omtrent samme Forretninger; og Forskjellen paa deres Løn maa jo for ham være en ligegyldig Sag. Contorchefen derimod har Forretninger af en anden Beskaffenhed, og til disse finder jeg ham mere skikket end vor iøvrigt og de og hæderlige Ven Eriksen.« Denne, der som constitueret var tilstede og senere fortalte mig det Passerede, bukkede slukøret; og dermed var den Sag afgjort. - Endnu maa jeg dog tilføie, at Conferentsraaden, skjøndt det skaffede ham endel Uleilighed, sørgede for, at den saaledes Tilsidesatte fik et for ham meget ønskeligt personligt Tillæg. Conferentsraaden havde overhovedet i Forhold til sine Underordnede Noget af en Patriark: de skulde lyde og arbeide; men Patriarken, under hvem de arbeidede, burde da ogsaa sørge for, at Hjorden, til hvis Tarv de virkede, kom til at yde dem tilbørlig Føde og Klæde.
   Da jeg havde modtaget kongelig Bestalling paa min nye Værdighed, lykønskede Conferentsraaden mig med megen Høflighed. »Det er,« sagde han, »en usædvanlig Lykke, men det glæder mig, at den ved denne Leilighed ogsaa har truffet den usædvanlige Fortjeneste. Jeg holder af Ungdommen og paaskjønner dens gode Sider; den har ofte Ideer, som ikke ere uden Fortjeneste, men den mangler den Ro, dette ne quid nimis, som er nødvendigt til Overblikket; og det er denne Ro, som jeg maa erkjende, at De besidder i en for en saa ung Mand usædvanlig og tilvisse paaskjønnelsesværdig Grad.« - Denne lille Tale holdt Conferentsraaden i en halv officiel Tone, for paa en Maade ligesom at indsætte mig i Embedet, og desuden maaskee ogsaa for at antyde, at min Forfremmelse ingenlunde stred imod hans Villie. Jeg takkede med et Buk, og berørte ligesaa lidt som han selv, at han dog heller vilde have havt Eriksen.

           -------------

I den lange Tid, som var forløben siden min Examen, havde jeg kun sjelden seet Christian: naar vi talte sammen, stode vi endnu bestandig paa den gamle Fod; men han besøgte aldrig mig, og jeg kunde ikke undgaae at bemærke, at han ogsaa med hver Dag nødigere saa mine Besøg. Han havde endnu ikke opgivet at tage Examen, men udkastede tvertimod ofte de mest nøiagtige Schemaer for sin Læsning, ligesom han ogsaa havde en Mængde Planer om, hvad han vilde foretage sig, naar han først var bleven Candidat. Disse Planer vare for største Delen udførte i en overordenlig Detail: i en Dagbog, som han vilde holde, naar han efter Examen reiste udenlands, var hele Routen saaledes nøie opgjort, og Plads indstreget baade for de ordinaire Toure og for de tilfældige Æventyr, som ikke kunde forudsees, blandt hvilke sidste jeg f.Ex. erindrer et med Overskrift: »Æventyr i de Mähriske Bjerge«; et andet: »Da jeg laa syg i Ispahan«; et tredie: »Sangerinden og den lette Tyroler«, o.s.v. - Indholdet stod naturligvis endnu in blanco; men Christian lovede, at han skulde gjøre sit Yderste for at faa det udfyldt. En anden Gang meddelte han mig en Plan til, naar han var bleven Candidat, at tage paa Landet og manuducere en ung Grevesøn til juridisk Examen. »Sønnen,« sagde han, »er den gamle Greves Øiesten, og denne er rede til at gjøre Alt for at beholde ham hjemme hos sig, uden at Sønnens Studier dog lide derunder. Jeg har derfor fuldkommen carte blanche til at faae Alt, lige til det Mindste, ganske som jeg ønsker det. I den ene Stue vil jeg da have røde Silketapeter med Guldlister, i den anden grønne med Sølvlister. Meublerne er det overladt mig selv at bestille, og jeg har allerede været hos flere af vore bedste Snedkere for at see det Fineste i enhver Genre. Hvor fortrinlig Alt iøvrigt er arrangeret for mig, kan Du faae et Begreb om, naar jeg f.Ex. anfører Dig, at mit Skidentøi ikke bliver afhentet inde hos mig selv, men at jeg blot kaster det i en Skuffe, til hvilken der fra Gangen af er en Klap, hvorigjennem det kan udtages, uden at jeg paa nogen Maade bliver forstyrret. Mit rene Tøi kan da paa samme Maade igjen lægges ind til mig; og en lignende Fremgangsmaade kan ogsaa anvendes med mine Klæder og Støvler, som jeg trækker af om Aftenen.« - Saaledes vedblev Christian at udmale al den Comfort, han skulde nyde som Lærer for den unge Greve, der iøvrigt ogsaa havde en yndig Søster. Der var mellem disse Phantasier og den Virkelighed, der omgav os, en pinlig og slaaende Forskjel. Støvlerne fra igaar med alt deres Smuds laae midt paa Gulvet; de opstænkede Klæder hang ved Siden af paa en Stol, og af den halvaabne Commode-Skuffe stak en Mængde hullede, smudskede Strømper frem og viste, at om her var nogen saadan Klap som paa Greveborgen, da havde den længe været ubenyttet. - Alt det Øvrige svarede hertil, og de tykke Tobaksskyer, der blandede sig med den gamle Tobaksluft i Værelset, formaaede ikke at skjule dets Uorden og Uhyggelighed.

           -------------

Som man vil kunne slutte, optoge Christians Planer om Alt, hvad han vilde gjøre, naar han blev Cand. juris, ham saa meget, at han aldrig blev Andet end Cand. philosophiæ. Hans Fader, den gamle Pastor, som fra Aar til Aar havde ventet, at Sagen engang skulde faae Ende, blev tilsidst vred herover, og det kom til en saadan Uenighed imellem dem, at de i flere Aar ikke saae hinanden. Christian, som i sig selv var godmodig, ønskede dog bestandig at forsone sig med Faderen, og saa ofte han talte til mig derom, undlod jeg ikke at opmuntre ham til engang at gjøre Alvor deraf. Ved slige Leiligheder kunde han blive ganske bevæget og levende udmale sig det Øieblik, da han igjen traf den gamle Fader ude i den ensomme Præstegaard, og nu fandt ham saa meget ældre og svagere, end da de sidst saae hinanden. Imidlertid mærkede jeg snart, at det sandsynligvis vilde gaae med denne som med de fleste af Christians gode Beslutninger, og opgav efterhaanden alt Haab om at faae ham til at reise ud til Faderen; hvorimod jeg gjorde et Par Forsøg paa at bringe dem sammen hjemme hos mig: Noget, som alligevel mislykkedes, da begge Parter, skjøndt de ønskede at forliges, dog holdt sig tilbage. Jeg tænkte da, at det maaskee kunde gaae bedre, naar de tilsyneladende tilfældig traf sammen, og da jeg hørte, at Præsten vilde komme til et Landbomøde, som skulde afholdes i Kjøbenhavn, foreslog jeg Christian at træffes der, idet jeg tillige søgte at henlede hans Tanker paa en Forsoning med Faderen, uden dog at omtale, at denne vilde komme. Christian lovede at møde; men uagtet Pladsen ikke var større, end at jeg let kunde oversee den, søgte jeg dog der forgjæves at faae Øie paa ham. Misfornøiet spurgte jeg, da jeg igjen traf ham, om Grunden til hans Udeblivelse. »Jeg var der,« svarede han, »men maatte gaae strax igjen.« Da jeg spurgte hvorfor, vedblev han: »Jo, som vi talte om, tænkte jeg alvorlig paa at forlige mig med Fader, og det var ogsaa i den bedste Gang. Jeg saa Fader sidde derude i det ene Hjørne af Sophaen, som han pleier om Aftenen: han saa bedrøvet ud, og jeg syntes, jeg kunde see, han længtes efter, at jeg just nu skulde træde ind i Stuen til ham. Jeg blev mere rørt ved dette Syn, end jeg ellers let bliver, og jeg tilstaaer, at jeg fik Taarer i Øinene. Jeg ilede hen og vilde netop række ham Haanden og bede ham lade Alt være glemt; men i det Samme var jeg lige kommen til det Sted, hvor Du havde sagt, at Forsamlingen holdtes. Jeg aabnede Døren, og det Første, jeg seer, er Fader. - Jeg kan ikke sige Dig, hvor overrasket og ilde stemt jeg blev. Just i det Øieblik vilde jeg gribe hans Haand og forsone mig med ham, og nu var det Hele paa een Gang forstyrret! Han saa slet ikke saaledes ud, som jeg havde tænkt mig ham, og istedetfor at sidde ensom ude i Præstegaarden stod han her midt i Kjøbenhavn og talte med andre Folk. Han mærkede mig ikke; og jeg skyndte mig igjen ud af Døren; jeg vilde fortsætte, hvor jeg slap, som om Intet var passeret; men det Hele var som sagt forspildt for mig; og jeg var kommen i en saadan Uro og Uorden, at det varede flere Timer, inden jeg ret kom til mig selv igjen.« - Det var kun sjeldent, at jeg blev vred over Christians Urimeligheder, hvor langt de endogsaa gik, og endnu sjeldnere yttrede jeg min Vrede: jeg havde selv gjort mig skyldig i saa store Urimeligheder, at jeg var bleven tolerant mod Andres; - men dog kunde jeg denne Gang ikke bare mig for alvorlig at rive Christian ned. Han hørte taalmodig paa mig, men da jeg vilde have, at han øieblikkelig skulde sætte sig paa en Vogn og kjøre ud til Faderen, som allerede var reist hjem, mødte jeg en uovervindelig Modstand og det Mishag, som man altid vakte hos Christian, naar man vilde have ham til strax at handle. Vi skiltes vel tilsidst i Venskab; men den Ulyst, hvormed Christian i den senere Tid saa mig forstyrre ham i hans Betragtninger, tiltog meer og meer, og tilsidst nægtede han sig hjemme hver Gang jeg søgte ham, og dreiede af, naar jeg mødte ham paa Gaden. Alligevel var jeg paatrængende nok til, saa ofte jeg saa ham, at tiltale og ledsage ham; men endelig blev han rent borte for mig, og da jeg forespurgte mig paa hans Bopæl, hørte jeg, at han var reist til Fyen, hvorhen det paa den Tid var mig umuligt at følge ham.

           -------------

   Min nye Stilling gav mig nemlig meget rigeligt Arbeide; thi Contorchefen i et af de »anseelige« Contorer gaaer det med hans Forretninger, som det gik Gud Thor med at tømme Utgards Horn: i lange Drag tømmer han det; men naar han da »med megen Ære kiger i det Horn, da tykkes det ham være saa bredfuldt som tilforn.« Ivørigt behøvede jeg, som berørt, nu ikke at frygte for, at Phantasteriet i noget ledigt Øieblik skulde gribe mig: det havde for længe siden trukket sine hundrede Arme tilbage. Men nu var det blevet mig en anden Natur uafbrudt af færdes i mine Expeditioner, saa at mit Liv i alt Væsentligt gik som før. Den største Afvexling deri fremkom ved de saakaldte Referater, som jeg i Conferentsraadens Overværelse skulde afgive til Excellencen, og hvorved det desuden paalaa mig at føre en Protocol: dog maa jeg tilstaae, at Referatet ikke altid optog det hele Møde, undertiden maaskee ikke engang det halve. - For en Tilskuer vilde vi Tre og vore Forhandlinger neppe have manglet Interesse, idet vi ret godt supplerede hverandre. Med min classiske Ligevægt, som Excellencen udtrykte sig, stod jeg for det Meste midt imellem de Andres Modsætninger, og da Excellencen idelig appellerede til min Upartiskhed, blev jeg mere og mere befæstet i denne Situation, saa at jeg næsten vilde kunne skrive mit Levnet i hin Periode blot ved at skrive mine to høitærede Foresattes. Hermed skal jeg dog ikke besvære Læseren, men indskrænke mig til blot at skildre et af vore daglige Møder, til Bedste for dem, som ikke kjende det indre collegiale Liv.
   Naar Conferentsraaden og jeg havde ventet en god halv Time, hørtes skyndsomme Trin udenfor; Døren blev reven op, og vor høie Chef viste sig som et sandt Billede paa Hastværk, i fuldt Arbeide med at afdrage sin Overfrakke, og med Haaret endnu mere strittende end sædvanlig. »Goddag, mine Herrer! Nu, hvad skal vi have for idag? Vær saa god, begynd kun, Hr. Conferentsraad!« - Dette var dog ikke saa alvorlig ment; thi inden Conferentsraaden fik sagt Noget, havde Excellencen allerede taget Ordet fra ham for at berette os Dagens mærkeligste Nyheder, og sad nu, efter et kort Toilette for Speilet, i den bedste Stemning i Lænestolen for Bordenden. »Det er sandt,« udbrød han, og ringede, »jeg maa jo dog først have seet Aviserne. - Goddag, Feuling! Vil De give mig vort bedste Blad.« - Conferentsraaden, som ikke fandt det passende, at Collegiets Præsident drev Skjemt med dets Bud, sagde forklarende til dette: »Bring Hans Excellence Adresseavisen,« en Oplysning, som dog var overflødig, thi Feuling bragte den allerede med en kun halvt undertrykt Latter over Excellencens Skjemt. Den Bitterhed mod de andre Blade, som laa i dennes ovenanførte Yttring, var iøvrigt dog ikke ret grundfæstet hos ham: tvertimod var han ingenlunde ufølsom for Bladenes Roes og Dadel. Naar han meget hurtig havde gjennemseet Adresseavisen, tog han derfor ogsaa, som halvt i Distraction, fat paa de øvrige Aviser og saa temmelig nøiagtig efter, om der skulde findes Noget vort Collegium vedkommende. Var der da noget Angreb paa samme, kunde han blive ikke lidet indigneret og føre et vidtløftigt Forsvar for den angrebne Forholdsregel, hvilket han da næsten altid henvendte til mig, skjøndt jeg som oftest selv havde gjort Indstillingen til den og saaledes ikke for mit Vedkommende behøvede noget Forsvar. Havde vi derimod faaet Roes, antog hans Ansigt et tilfreds Udtryk, og idet han igjen foldede Bladet tilrette og en Stund beholdt det i Haanden, yttrede han sædvanlig noget Saadant, som f.Ex.: »Man maa unægtelig indrømme, at der gaaer en bedre Aand gjennem -bladet end gjennem de fleste af vore andre Blade; man sporer dog virkelig ofte deri idetmindste Stræben efter Sandheden.« - Slige mere gunstige Yttringer bleve da næsten altid henvendte til Conferentsraaden, der vistnok ogsaa trængte mere til at høre Godt om Bladene end til det Modsatte, men paa hvem Roes over dem rigtignok ogsaa kunde ansees for spildt: jeg skulde endogsaa troe, at han var fuldt saa tilfreds, naar de sagde Ondt om os, som naar de talte til vor Pris: dette fik snarere Karakteren af et Slags Kammeratskab; »og jeg ønsker,« sagde han, »helst aldeles ikke at staae i noget Forhold til Dagbladene.« Dette Navn brugte han om alle Tidender, og udtrykte derved det Samme, som Excellencen, naar han var vred, betegnede ved »Døgnbladene«; hvorimod denne, naar han var tilfreds med Bladene, med en vis Agtelse kaldte dem »Journalerne«, og med Anerkjendelse talte om den Betydning, som man ikke kunde nægte, at Journalistiken i vore Dage havde vundet.
   En speciel Interesse havde Excellencen for den Afdeling af Bladene, som indeholdt de saakaldte Miscellanea eller Blandinger, især naar disse meddelte nye Opfindelser, der kunde tænkes at faae Betydning for Noget af, hvad der sorterede under os. Med sin sædvanlige Bevægelighed gik han ind paa at undersøge slige Opfindelsers Værd og Vigtighed og kunde ved saadanne Leiligheder vel stundom være noget lettroende. Dette opveiedes da igjen af Conferentsraadens Vantro, saa at jeg her ofte fik Leilighed til at lægge min Upartiskhed for Dagen. Blandt Andet havde vi paa samme Dag to forskjellige Opdagelser under Behandling: Daguerreotypien og en i Amerika opfunden Vævestol, paa hvilken man kunde forarbeide Negerhaar og anden kort Krøluld til en Art Klæde af ganske fortrinlig Beskaffenhed. Excellencen fandt begge Opfindelser vigtige, den første for Industrien ialmindelighed, den sidste specielt for vore vestindiske Colonier. Conferentsraaden svarede høflig, at han idetmindste fandt dem begge lige vigtige og desuden ganske værdige det Organ for den offenlige Mening, hvori de stode.
   Naar endnu en Stund var hengaaet med at gjennemsee Listerne over afgaaende Dampskibe, Reisende og Prædikanter, foer Excellencen op, kastede Avisen, hvori han læste, fra sig og sagde i en hurtig og noget streng Tone: »Til Arbeid, mine Herrer, til Arbeid!« - et Signal, som især Conferentsraaden længe havde ventet med tilbageholdt Utaalmodighed. Referatet af de personlige Anliggender, Befordringer, Afgang og deslige interesserede vor Præsident mest, og blev efter hans Forlangende først foretaget. Naar da nogen af vort yngre Personale, som Excellencen ikke kjendte, blev nævnt, udbrød han idelig: »Hvad er det for en Fyr?« »Hvad er det for en Størrelse?« »Hvad er det for en Røver?« hvortil Conferentsraaden regelmæssig svarede: »Det er ung Mand, som« -; paa denne Maade reprimanderede han Excellencen, ligesom Franskmændene rette den Fremmede derved, at de i deres Svar gjentage hans Spørgsmaal paa rigtigt Fransk. - Naar vi derpaa kom over til de andre Sager, var Excellencen som oftest træt af at sidde stille og gav sig til at gaae hastigt op og ned ad Gulvet, men for det Meste blev han snart kjed af at gaae ene og opfordrede mig til at gaae med; naar jeg da undskyldte mig med, at jeg skulde føre Protocollen, svarede han: »Aa hvad, det kan jo Conferentsraaden gjøre, kom nu bare her!« Og derpaa fore vi To frem og tilbage, hastigere og hastigere, jo livligere Discussionen blev. Conferentsraaden sad imidlertid stille og mere ubevægelig end nogensinde; og naar vi skulde høre hans Mening, maatte vi standse foran ham; men saasnart han med sagte Stemme havde udtalt den, ilede vi igjen afsted med forøget Hastighed. Hvad der led mest ved alt dette, var Protocolførelsen, der imidlertid gik aldeles istaa; thi Conferentsraaden indlod sig aldrig paa at udføre sine Underordnedes Functioner, men overhørte ganske de Opfordringer, som Excellencen stundom i saa Henseende kunde rette til ham.
   Naar jeg endelig tilsidst skulde have min Instrux om Sagernes Udfærdigelse, hyldede Excellencen sædvanlig den Anskuelse, at alle de Love og Reskripter m. M., som laae til Grund for Sagen, ogsaa udtrykkelig skulde paaberaabes, hvorimod Conferentsraaden mente, at det var »tilstrækkeligt, naar Vedkommende erholdt communiceret Collegiets Resolution«. Som oftest beholdt Conferentsraaden Ret, da Excellencen henimod Mødets Slutning igjen fik travlt, og blot skyndte sig med at komme bort; men inden han gik, undlod han dog sjelden i en indtrængende Tone endnu at tilføie: »Og kom saa endelig præcise imorgen, mine Herrer! - begge To!«

           -------------

   En Søndagmorgen var jeg tidligere end sædvanlig gaaet op paa Contoret og saa efter endt Arbeide ud af Vinduet over Slotspladsen. Det var en smuk Sommerdag: intet Blad rørte sig paa de grønne Træer udenfor Børsen; fra Skibene i Canalen vaiede de røde Flag, og nede paa Pladsen gik Folk med Psalmebøger til Kirke. Imellem disse var ogsaa et Par af mine gamle Contorfolk i deres bedste Stads, med deres Koner under Armen. Da de mødtes, standsede de et Øieblik for med tilfredse Ansigter at vexle nogle Ord, hvorpaa de med søndagslig Anstand igjen skiltes for at begive sig, den Ene til Holmens, den Anden til Slotskirken, hvor de hver i sin bestemte Stol ingensinde undlode at overvære Høimesse-Tjenesten. - En munter Støien bortdrog min Opmærksomhed fra deres forsvindende Skikkelser; det var nogle af vort yngre Personale, som skulde hente eller aflevere Noget i Contoret og imidlertid meddelte hverandre deres Planer for Dagen: den Ene skulde først spise Frokost med nogle Venner og derpaa køre til Dyrehaven; den Anden havde besluttet at tage ud paa Landet, hvor Præstens unge Datter med Længsel ventede ham, og den Tredie skulde følge med for at gjøre Bekjendtskab med de to endnu yngre Søstre; Vognen ventede allerede i »Tre Hjorter«, og det havde Hast, da man skulde være derude før Middag, som i Præstegaarden var præcise Kl. 1. Under Spøg og lystig Latter ilede de derfor nedad Trappen; deres Skridt tabte sig i de lange Gange, og snart var jeg igjen eneste Repræsentant for vort hele Collegium.
   Hos Mange vækker det melankolske Fornemmelser saaledes at see sig ene tilbage, medens alle Andre gaae bort, for hver ad sin Vei at søge Glæde. Jeg kan dog ikke sige, at noget Saadant var Tilfældet med mig: snarere følte jeg med et vist Behag, hvor Lidt alle hine Glæder betydede for mig. I Kirke havde jeg ikke været i mange Tider; min Frokost spiste jeg alene; mine Toure havde i de sidste tre Aar aldrig naaet saa langt som til Frederiksberg, og Elskovs-Længsel betragtede jeg med den Overlegenhed, hvormed den modnere Alder sædvanlig betragter de ungdommelige Lidenskaber, den føler, at den nu er kommen ud over. I det Hele kunde jeg uden megen Overdrivelse sige, at Alt, hvad der ellers sætter Menneskene i Bevægelse, Aar igjennem ikke havde gjort stærkt Indtryk paa mig; og den Tilfredsstillelse, som Bevidstheden herom fremkaldte, blev ikke formindsket, da jeg kom ned paa Gaden og saa, hvorledes baade Daarer og Viismænd med urolig Higen hastede afsted for at opjage de saakaldte Fornøielser.
   Iøvrigt varede det ikke længe, før jeg, om end ei for Fornøielsens Skyld, kom til at foretage en større Landreise. Conferentsraaden havde erholdt en Post, han længe havde udseet sig som den, hvorpaa han vilde slutte sin Løbebane, og jeg var igjen bleven hans Eftermand i Embedet. Som saadan maatte jeg for at faae nogle Forhold oplyste foretage en Reise til en Del af Landet, med hvilken jeg iøvrigt allerede tidligere havde havt Meget at gjøre. Ved flere Uheld og daarlige Embedsmænd var dens Tilstand, navnlig forsaavidt vort Collegium havde med den at gjøre, bleven saa forvansket, at det blev anseet for nødvendigt i Anledning deraf at træffe extraordinære Foranstaltninger. Da Excellencens Godser laae i denne Egn, ønskede han imidlertid ikke selv at deltage i Sagen, men fik den saaledes ordnet, at det ved allerhøieste Commissorium blev overdraget mig at »anstille de fornødne Undersøgelser og derefter indkomme med allerunderdanigst Forestilling«. De Forholdsregler, jeg derpaa »efter den nøieste Prøvelse af alle hidhørende Omstændigheder« indstillede, vare med Undtagelse af et Tilskud fra Statskassen af en temmelig usædvanlig Natur og overdroge navnlig Meget til Provindsens og Beboernes egen Virksomhed. Efter mange Betænkeligheder blev mit Forslag antaget; men da man ikke nærede nogen rigtig god Tro dertil, var man, noget imod Sædvane, fra alle Sider enig om at fremhæve mig som Forslagets Ophavsmand. Sagen gik imidlertid over Forventning: Resultatet blev heldigt, og Beboerne vare i høi Grad tilfredse; der udkom en Beretning om det hele Foretagende i hvilken jeg pristes som »en af hele Provindsen høit fortjent Embedsmand«, og - hvad der endog var Meer, end jeg im Jugend havde gewünscht eller drømt om, - Stiftsavisen indeholdt to Gange Vers til min Berømmelse.
   Min nærværende Reise stod ogsaa i Forbindelse med denne Sag, og det var Aftale, at jeg skulde tage Ophold paa Excellencens Gaard, for derfra at gjøre mine Udflugter. En Augustmorgen gik jeg derfor ombord paa Dampskibet og kørte, efterat Søreisen var endt, endnu et Par Mil for at naae mit Maal, den store gammeldags Gaard, hvor jeg traf saavel Excellencen som hans Frue i bedste Velgaaende. Under Maaltidet beklagede Fruen høflig, at jeg idag maatte nøies med disses eget Selskab, da saavel deres unge Spanierinde som de andre Damer vare i Besøg paa Nabogaarden. Excellencen yttrede Intet hertil, men da vi lidt efter reiste os, foreslog han at gaae ned i Haven, og spurgte mig derpaa halvt hemmelighedsfuldt, om jeg tidligere havde hørt Noget om den høie, unge Dame, som beærede deres Huus med sin Nærværelse. Da han selv gjentagne Gange havde talt om sin »spanske Prindsesse«, maatte jeg i Overensstemmelse med Sandheden svare Ja; men da jeg nu en Tid lang skulde opholde mig i hendes Nærhed, fandt han det dog passende, at jeg, hvis ubrødelige Taushed var ham saa bekjendt, erholdt en nøiere Underrettelse, der da, med Udeladelse af mine mellemkommende Spørgsmaal og Bemærkninger, lød omtrent som følger.

           -------------
           -------------

H. E. Schack Homepage