| Index
| -1
| +1 |
Schack, H. E.: Phantasterne (1857) [s. 150-195]
Her standsede mine Optegnelser ved en uventet Begivenhed, der indtraf en Aften, da jeg efter Sædvane blev siddende hensjunken i Phantasier indtil langt ud paa Natten. Uden at have læst »Hamlet« var jeg kommen til at tænke paa det særegne Phænomen, at Mennesker, der have levet i Samfund med det Bedste og mest Aandige, dog ikke sjelden finde en uendelig Tillokkelse i at styrte sig ned i dets afgjorte Modsætning; og jeg udmalede mig nu en Mængde yndige Kvinder, med hvilke dette kunde hænde: Balders milde Nanna, den blonde Valborg, Romerinden Cornelia, Aristides's Hustru, Werthers sværmeriske Lotte gik forbi mine Tanker og offrede sig den ene efter den anden til Moloch. - Til en Afvexling fandt jeg paa at lade ham afløse af Døden, hvis knoklede Skikkelse vel forekom mig uhyggelig, men dog ogsaa pirrende i Situationen som Forfører. Men idet jeg anstrængte mig for at arrangere dette nye Forhold og installere Døden i Molochs Plads, fik jeg igjen et hæftigt Anfald af den Hovedpine, som jeg i den senere Tid stundom havde havt. Istedetfor som ellers at søge at dæmpe den faldt det mig nu ind at give den frit Løb som Noget, der vel kunde stemme med Dødens Omfavnelser. Men midt under min Experimenteren tog den pludselig Overhaand: det blev mørkt for mine Øine, og Smerten blev saa voldsom, at Sveden perlede mig ud af Panden; jeg havde en Fornemmelse, som om min Hjerne skulde briste, og paa een Gang greb den Tanke mig: »Hvad om Du nu virkelig døde! nu, her i dette Øieblik!« - - Noget Saadant var aldrig før faldet mig ind; jeg havde ikke engang ret kunnet fatte Muligheden af at døe. Som Dreng havde jeg ofte sagt til mig selv, at det jo var rent utænkeligt, at jeg, som nu saaledes følte Livet, nogensinde kunde døe, og jeg troede uvilkaarlig, at om denne Lod end traf alle Andre, saa skulde jeg dog nok gaae fri; - som Voxen havde jeg ladet den Sag skjøtte sig selv. Jeg blev derfor nu ligesaa forbauset som forfærdet, da den Fornemmelse greb mig, at jeg maaskee nu, lige paa Stedet, virkelig skulde døe. Jeg foer op af min magelige Stilling og saa omkring mig som i spændt Forventning: mine Drømme splittedes til alle Sider, og for første Gang i lang Tid trængte Virkeligheden sig igjen paa mig, og det med en vidunderlig Styrke. Borde og Stole, Betrækket paa Væggene, Gulvtæppet, hver enkelt Gjenstand saa jeg i dette Øieblik med en Klarhed, som jeg næsten ikke kunde fatte; - for et Minut siden vilde jeg, naar jeg slog Øiet ned, umulig kunne have sagt, om Væggene i Stuen vare røde eller blaae, eller om Møblerne vare hvide eller sorte; men nu traadte alle disse Ting frem med en saadan Kraft, at de bleve som indprægede i mig; og Intet staaer endnu den Dag idag tydeligere for mig end hine mørkerøde Tapeter med de smaa, gule Roser i, eller hin høie grønne Porcellainskakkelovn og det brune bornholmske Uhr ligeoverfor, som jeg dengang fik Øie paa, eller ved rettere Syn for. Det forøgede den Rædsel, som havde grebet mig, at alle disse Ting vare saa stærke og spøgelseagtig virkelige; ja, de forekom mig næsten som levende Ligemænd, der vel kunde have Ondt isinde. Fortumlet af alt dette, der som et Lyn foer igjennem mig, satte jeg mig atter ned. Jeg forsøgte at bortjage disse uvante Følelser af Virkelighed for igjen at vende tilbage til mine Drømme, men ved første Forsøg derpaa vendte ogsaa Smerterne tilbage endnu voldsommere end før og bragte paany Fornemmelsen af Døden over mig. Forgjæves søgte jeg at vise ham fra mig: Phantasus, som saa længe havde tjent mig, var pludselig bleven min Herre; og med aaben Mund og stirrende Øine ventede jeg i umaadelig Angst Slaget af den tause Fjende, overfor hvem jeg stod værgeløs. I min Nød vilde jeg bede til Gud; men jeg turde ikke. Jeg havde jo levet i Krig med ham; jeg havde været Moloch og Djævelen selv; fordærvet endog dem, som allerede vare frelste, og rost mig af at have »bortsnappet den fede Steg« fra Gud selv. - Jeg blegnede af Skræk over, hvad jeg havde sagt, og sank næsten sammen under Vægten af alle mine Ord og Tanker. Da jeg ikke turde bede og dog maatte have Noget at dysse mig med, søgte jeg at faae fat paa nogle Bibelsprog eller Psalmer; men min Confirmationsundervisning maa i denne Retning ikke have været grundig; thi nu, da jeg for første Gang vilde til at gjøre Brug af dem, kunde jeg ikke erindre Andet af Alt hvad der stod i Lærebogen end blot det ene, bekjendte Stykke: »Erfaring lærer, at Menneskene ere ikke saa gode, som de burde være«; - og da det var et Citat, hvormed jeg i mine Velmagtsdage ofte havde gjort Løier, turde jeg ikke tage min Tilflugt dertil. Endelig huskede jeg paa en gammel Psalme, jeg havde lært som lille Barn, uden dog dengang just at have tænkt meget over den: et Vers af den var alligevel blevet i min Erindring, og idet jeg med Ryggen til Væggen stod og stirrede mod Døren, som om jeg ventede, at ind af den skulde Fjenden komme, mumlede jeg med sagte Stemme det Vers, jeg kunde huske:
»Tag, Hjerte! frem Dit Regnebræt,
Skriv op dit Lives Dage;
Se til, at Du kan sandse ret
Og tænke lidt tilbage!
Hvad har Du gjort de mange Aar,
Du har i Verden levet?
Tænk, trygge Sjæl! at Alting staaer
I Guds Register Skrevet!«
- Det var ikke trøstende Ord disse; men jeg havde ingen andre at tye til, og da Indholdet af dem pinte mig, begyndte jeg, for at døve dette, at synge dem halvhøit, men rigtignok paa en Melodi, der ikke hørte til den Psalme. Saaledes stod jeg en Stund og sang ligesom mekanisk det samme Vers den ene Gang efter den anden, idet jeg bestandig stirrede mod Døren; men pludselig faldt det mig ind, at hvis der nu var usynlige Tilskuere tilstede, saa vilde jeg gjøre en underlig Figur i Kvalitet af religiøs Psalmesynger, og det med saa ringe Moyens i denne Retning: kun eet Vers, og det til en gal Melodi! - Jeg rødmede ved Tanken om disse Tilskuere, hvoriblandt der maaskee ogsaa vare Tilskuerinder, og da jeg i det Samme kom til Slutningen:
»Tænk, trygge Sjæl! at Alting staaer
I Guds Register skrevet!«
mumlede jeg for at vise, at jeg ikke lod mig gaae paa: »maa være et styrtende langt Register! Forbandet besværlig Tjeneste at være Registrator i det Contor!« - og dette Udbrud sang jeg da i det Øvrige; thi jeg turde ikke holde op at synge, da jeg deri fandt en Art Beroligelse. Men da mine Ord ret naaede mine Øren, og jeg hørte mig selv saaledes drive Spot med det Eneste, jeg endnu havde til min Trøst, saa blev jeg igjen greben af en panisk Skræk: jeg standsede i min Sang; det forekom mig, at Døren aabnede sig, og idet Haarene reiste sig paa mit Hoved, styrtede jeg med et Udraab hen til den anden Dør, som førte ind til mit Sovekammer, og ilede paa Skrækkens Vinger igjennem dette ned ad Trappen og ud i Gaarden. Portnøglen havde jeg snappet paa Veien, og idet jeg bestandig syntes, at en knusende Haand svævede over mig, løb jeg gjennem de to Gaarde, som førte ud til Gaden, og kom først igjen til mig selv, da jeg stod derude i den hylende Blæst. Først nu kom jeg ogsaa til at tænke paa, at jeg kunde finde betydelig Trøst i menneskeligt Selskab. Dette havde jeg i saa lang Tid trukket mig tilbage fra, at det slet ikke var faldet mig ind at tye dertil, førend i dette Øieblik, da jeg saa Vægteren sidde sovende paa en Trappesten. Lygteskæret faldt paa hans Kabus og paa Tippen af hans Næse; og jeg stod i et Par Minutter og følte næsten Glæde ved Beskuelsen af disse Gjenstande, medens jeg igjen samlede Aande. Da jeg imidlertid trængte til at faae mere aktiv Del i hans Selskab, fjernede jeg mig nogle Skridt og vendte derpaa med Larm tilbage, hvorved han vaagnede og gav sig til at nynne og tegne Figurer med Morgenstjernen, for at antyde, at han tilvisse ikke sov. Da han almindelig hver Maaned med Held ønskede mig en glædelig Fest, stod vi paa en god Fod sammen og hilsede nu med Hjertelighed paa hinanden.
Dersom jeg var vis paa, at den ærede Læser følte Interesse for Politi- og Communalvæsenet, skulde jeg af den Samtale, som paafulgte, nu kunne meddele ham mange oplysende Vink saavel om Vægterens Samfundsstilling ialmindelighed som om Grændserne for hans Myndigheds Omraade isærdeleshed, samt om Lygtevæsenet, Renovationsvæsenet og overhovedet Alt, hvad til Nattepolitiet kan ansees henhørende. Om alle disse Ting søgte jeg med Utrættelighed den nøieste Underretning, dengang dog maaskee mindre af communal Videbegjærlighed end for bestandig at holde Samtalen vedlige, idet jeg med en krampagtig Ængstelse frygtede for at lade nogen Pause indtræde, som kunde give Rum for andre Tanker. Først da Dagskæret brød frem, sluttede denne belærende Underholdning, idet vi Begge gik hjem: Vægteren til Kone og Børn og en god Søvn, jeg til mine Værelser og urolige Drømme.
--------------
Efter nogle Timers Forløb vaagnede jeg med en Fornemmelse af Ødhed og Lede, som om Kjærnen i min Tilværelse var bleven mig frarøvet. Som sædvanlig i slige Tilfælde, kunde jeg ikke strax blive mig Grunden hertil bevidst, og først efter nogen Tid fik jeg en tydelig Erindring om Nattens Uhyggelighed og om det Angreb, der var skeet paa min Phantasies ubundne Frihed. Jeg besluttede dog ikke uden Kamp at opgive denne; men da jeg ikke for Øieblikket var oplagt til Virksomhed i den Retning, faldt det mig ind at gaae op paa Universitetet, hvor jeg ikke havde været i mange Tider, og hvor jeg vidste, at der den Dag skulde være juridisk Examen.
Da jeg kom derop, blev jeg forbauset ved at see en Student fra samme Aar som jeg beklæde Examinand-Stolen. I sig selv var heri intet saa særdeles Mærkværdigt, da det allerede var over 31/2 Aar siden, jeg blev Student; men jeg havde altid betragtet mig saa overlegen over min nævnte Samtidige, at det uvilkaarlig forbausede mig, at han i noget Punkt kunde gaae foran mig.
»Hvorledes er det gaaet N.?« spurgte jeg en af Tilhørerne, og blev ubehagelig overrasket ved at faae »jo, særdeles godt!« til Svar. Jeg satte mig ned og hørte paa Examinationen, men blev ikke bedre stemt ved at erfare, at jeg ikke kunde besvare et eneste af de Spørgsmaal, i hvilke min Ven N. bevægede sig som den muntre Forelle i den foraarsfriske Bæk. Ogsaa dette var i sig selv meget naturligt, da det næsten var to Aar siden, jeg havde aabnet en juridisk Bog; - men den plumpe Virkelighed generede mig dog ubehagelig, da den saaledes gik mig paa Livet. Endelig var Examinationen forbi; og da vi kom udenfor, kunde jeg skjøndt mod mit Ønske ikke undgaae flere af mine Bekjendte, som udtalte deres Overraskelse dels ved at see mig og dels ved ikke at see mig som en af Examens-Candidaterne. »De sidder altid hjemme og studerer!« udbrød En; »Ja, Alle havde sikkert ventet, at De skulde blive den af os, som gik først op,« sagde en Anden. »Nei, nu bier De til næste Gang for at tage egregie,« tilføiede Hr. N. elskværdig. - - Som en god Diplomat modtog jeg alle disse behagelige Yttringer med en venlig Mine, gav hjertelige Svar, der kunde betyde Allehaande; og trak mig endelig, saasnart det kunde skee med Anstand, tilbage fra mine deltagende Venner.
Imod min Sædvane i den senere Tid kunde jeg ikke ganske lade være nu i nogle Øieblikke at henvende Tanken paa Fremtiden. Som i min Barndom havde jeg endnu bestandig den Fornemmelse, at der maatte indtræffe et eller andet Uventet, som pludselig vilde rive mig ud af min Dunkelhed og hæve mig op til Ry og Glorie, ligervis Cincinnatus, der fra Plougen blev hentet til at styre Staten: - om jeg ogsaa som han fra dette Hverv igjen vilde vende tilbage til Plougen eller Æqvivalent for samme, maatte jeg endnu ansee for uafgjort; men det kunde jo altid overveies, naar blot den første Akt af Skuespillet var opført. Imidlertid maatte jeg jo indrømme mig selv, at det for at fremskynde denne vel kunde have sin Nytte at gjøre Et eller Andet, der kunde henlede Opmærksomheden paa mig, ligesom Cincinnat jo ogsaa i sin Tid havde gjort. Havde vi havt Krig eller parlamentarisk Regering, da kunde jeg have gjort Bravour i en af disse; men som Sagerne nu stode, maatte jeg, skjøndt med dyb Foragt, tilstaae, at jeg ikke vidste noget Bedre end den beskedne Udmærkelse, hvormed Hr. N. havde villet smigre mig: at faa egregie til Examen. - - Men nu at læse til Examen! Igjen for Alvor at skulle drøfte tolv Grunde og ti Modgrunde for den Aand og Hjerte kvægende Kvæstion, om Fogden maa gjøre Arrest for en rigtig Revers, samt derpaa i adskillige Aar slaae sig selv ihjel for at lære et Par tusind Spørgsmaal af samme oplivende Beskaffenhed! - Hu, ha! - »Giv mig et Glas gammel Rom!« maatte jeg udbryde; thi jeg var imidlertid gaaet ind til en Conditor. - Hos dette Slags Folk pleiede jeg nemlig ikke saa sjelden at komme, efterat jeg iøvrigt havde trukket mig tilbage fra Omgang med Menneskeheden. I de Samtaler, som her kunde forefalde, ligesom ogsaa i Læsning af Bladene, - især naar man sprang de kjedelige »ledende« Artikler over, var man nemlig aldrig nødt til saaledes at fordybe sig, at man derfor gav slip paa sig selv eller det, man egenlig havde paasinde: man kunde beholde dette ligesom in mente, medens man talte og læste med det ydre Jeg. Det var derimod ikke muligt, naar man skulde føre en saakaldet solid Samtale eller læse en Bog af denne Beskaffenhed; hvilket derfor ogsaa stedse var blevet mig ubehageligere, da det rev mig ud af min egenlige Verden.
Tanken paa, at denne kunde berøves mig ved Begivenheder som den fra sidste Nat, skrækkede mig derfor ogsaa endnu langt mere, end Tanken paa at tage Examen, som i sig selv forekom mig en let Sag, naar jeg engang tog mig det over. Et Par Gange følte jeg mig for hos mig selv, om jeg vel igjen iaften turde tage fat paa mine Drømme; men hver Gang fik jeg som i et Stik et saa afskrækkende Svar, at jeg endelig maatte beslutte mig til at hvile et Par Dage. Selv mit Hjem forekom mig ved Tanken paa sidste Nat uhyggeligt; og jeg drev hele Eftermiddagen omkring paa Kaffehuse, hvor jeg, efterat have gjennemlæst en Skare kjøbenhavnske Blade, ogsaa gjorde Bekjendtskab med en overordenlig Mængde Provinds-Aviser, der næsten alle besade den Egenskab, jeg satte mest Priis paa: ikke at fordre nogen udelt Aandsanstrengelse.
Det blev endelig silde, og jeg begav mig hjem. Træt af Ingenting at bestille satte jeg mig ned, og følte en stærk Længsel efter at gjøre en Reise til Phantasiens Land, hvor jeg den hele Dag ikke ret havde været. Men den Provinds, jeg egenlig vilde besøge, var spærret for mig; og med et Suk maatte jeg vende mig til de andre. Seirvindinger, Magt og Ære, Rigdom, Ahner, Saloner og Baller og mange andre Herligheder droge forbi mig; men jeg var led ved det altsammen: blot Virkeligheden var mig endnu ledere. Dog forekom det mig, at der i denne Ligegyldighed selv laa noget Souveraint, som havde sit Tiltalende; og jeg syntes, at jeg kunde føle en vis Tilfredsstillelse ved at være en kold Draco, som haard og ubevægelig dømte efter sine blodige Love. Alle Slags Mennesker kom nu frem for min Domstol: Helte og Tiggere, unge Jomfruer og trætte Oldinge; Keisere over store Riger og Redaktører af smaa Aviser; og alle maatte de drikke den samme Skaal. Ogsaa over mine egne Bekjendte og Kammerater: cand. juris N., Lise Kammerjomfru, Therese, Christian, Thomas, min gamle Farbroder, over dem alle maatte jeg fælde Dom; og med den samme Ligegyldighed sendte jeg dem alle den samme Vei. Jeg hvilede med et vist Behag i denne Blods-Oversvømmelse; men just som jeg glædede mig over heri at finde nogen Erstatning, skød der en foruroligende Tvivl op i mig, om da nu dette var Noget, hvorved jeg maatte dvæle; og jeg følte, at jeg fik Nei til Svar. Forgæves indvendte jeg, at jeg jo ikke gjorde noget Ondt; at det jo endog var Retfærdighed, jeg udøvede: Svaret blev uforandret. Det kildrende Behag, som jeg søgte at fastholde, gik over i Skræk og Smerte; og jeg fik en Fornemmelse, som om det skulde koste mig Livet at dvæle i den Slags Behag. Den forrige Nats Rædsel fremstillede sig for mig, og jeg søgte ængstelig at komme derfra med det Gode: jeg opgav enhver Dommer-Myndighed, og gik saa dybt ned, at jeg gav mig til at nyde den milde Glæde, man maatte føle over en vel overstaaet Attestats. Men selv dette kunde i min nuværende ophidsede Stemning ikke taales: »Sid ikke der magelig og glæd Dig efter den Examen, hvortil Du ikke kan et Ord! Men staa op og slid i 3 Aar over Lovbog og Forordninger: saa kan Du begynde at glæde Dig!«
Saaledes lød det i mine Øren som en aaben Krigserklæring mod al Phantaseren, selv den uskyldigste; men den chicanøse Ubillighed, som jeg fandt heri, tirrede mig, og jeg besluttede ikke at lade mig gaae paa. »Nei, nu vil jeg just!« mumlede jeg, og styrtede mig ind i mine værste Molochs-Drømme. Den afskyelige Hovedpine og Skrækken fra igaar betog mig; men jeg vedblev i Raseri at fremture: »og,« hviskede jeg til mig selv, »naar jeg ikke kan holde det ud længer, saa løber jeg ned til Vægteren.« - - Endelig kom dette Øieblik: jeg tabte paa een Gang Modet og foer hen for at gribe Portnøglen og komme bort fra Alt, hvad der truede mig; men Nøglen var ikke paa sin Plads. Med krampagtigt Hastværk ledte jeg paa Gulvet, i mine Lommer og omkring i alle Kroge, indtil det endelig faldt mig ind, at den havde ligget i en Frakke, som samme Dag var sendt til Skræderen. - - Jeg var altsaa indelukket; jeg kunde ikke faae fat paa Vægteren, ikke komme ud til noget menneskeligt Selskab: jeg var ene med min forvildede Phantasi og min truende Samvittighed. - Som den Druknende Halmstraaet, saaledes greb jeg den Tanke, at man maaskee iaften kunde have glemt at lukke Porten, hvad rigtignok ellers aldrig var skeet: jeg styrtede ned til den; men den var som sædvanlig fast og ordenlig tillukket. Jeg bankede voldsomt paa den; men der var endnu en stor Gaard udenfor mellem mig og den eensomme Gade; og da jeg standsede, lyttede jeg forgæves efter Svar: blot det dundrende Echo af mine Slag gjenlød endnu fra begge Gaardene og skræmmede mig fra at gjentage mit Forsøg. - Med en Slags fortvivlet Resignation, som den, der føler, at det nu i næste Minut er forbi, satte jeg mig paa en stor Tønde, som stod i Porten, og tænkte paa den kommende Dag, som jeg ikke skulde see. »Naar Arbeidsfolkene nu komme imorgen tidlig, saa finde de mig her, liggende død paa denne Tønde: hvor de vil gloe og flokke sig om den, og drive fra Arbeidet for ret at beskue det Syn! - Og saa bliver der sendt Bud til en Læge, som aarelader mig, men der kommer ikke noget Blod. Saa bliver jeg baaren ud til Hospitalet, og Hovedet hænger ned paa Veien, og Morgensolen skinner mig i Ansigtet. Hvilket Conversationsstof for Gaden hele Dagen igjennem! - Og naar Ugen er forbi, og Listen over de Døde kommer i Bladene, saa vil der formodenlig komme til at staae »hastig Død: 1«, - og dette Eettal, det er mig. Men saa er det ogsaa forbi, og dermed er jeg og alt Spor af mig udslettet. Saaledes endte altsaa mine store Forventninger og alle mine deilige Ungdomsdrømme! - Hvor jeg dog dengang var vis paa, at jeg skulde blive et stort Geni og fylde Jorden med mit Navn; - og nu sidder jeg her! - Hvor Livet dog er Løgn, just som Tønden, jeg her sidder paa: saa tomt, saa tomt, ikke Andet end den hule, løgnagtige Gjenlyd, som drøner et halvt Sekund og saa forsvinder i Luften.« - Disse Fornemmelser paatrængte sig med saa stærk en Klarhed, at jeg næsten blev bedøvet deraf og ikke ret kunde troe paa den Sandhed, som dog saa tydelig gik op for mig. Al min Berømmelse, mine Bedrifter, Examiner, Taler; min Læsning, mine Elskovs-Æventyr, mit Selskabsliv, mine gode og mine onde Gjerninger: - det havde da altsammen enten været Løgn eller staaet i Tjeneste hos Løgnen. »Men hvorledes er det dog gaaet til? Hvorfor er det gaaet mig saaledes?« udbrød jeg. »Har jeg da været gal? Eller er jeg det ikke nu? Er jeg ikke maaskee paa Bidstrup, og sidder og fryser i en af Tvangs-Cellerne, der, hvor de farlige Afsindige ere indespærrede? - Jeg er jo indespærret; jeg kan jo ikke komme ud!« - I det Samme hørte jeg i Frastand Vægteren raabe, og udbrød hæftig: »O, kunde jeg dog komme ud til ham, eller blot faae talt et Ord med et Menneske: saa kunde det endnu blive godt; saa troer jeg vist, at jeg beholdt min Forstand!« - Med den yderste Anstrængelse dundrede jeg nu igjen paa Porten og raabte af alle Kræfter; men jeg fik intet Svar og hørte paa Vægterens Sang, at han fjernede sig meer og meer. »Luk op, luk op!« raabte jeg: »Luk op! for Guds Skyld, luk op! Hvis der ikke kommer Nogen, saa bliver et stort Geni vanvittigt. Nu i dette Øieblik! Nu maa det være! - - Ak Gud! nu er det for silde!« - Med forvildet Hjerne flygtede jeg over Gaarden tilbage til mit Værelse, uden ret at vide, om jeg var afsindig eller ei. Jeg rev Døren op, men foer igjen tilbage ved at finde Værelset stærkt oplyst. Da jeg før styrtede bort, havde jeg ladet Lampen brænde; men nu kom den klare Belysning mig ganske uventet og gjorde et Indtryk paa mig, som om der allerede maatte være Nogen derinde. Fornemmelsen heraf bestyrkede mig i Troen paa mit Vanvid. »Ja, jeg er gal,« mumlede jeg: »jeg veed jo, her kan Ingen være, og dog synes jeg, at Stuen er fuld af dem!« Jeg kastede mig paa en Stol og holdt Hænderne for Øinene. Men min Phantasies vilde Skabninger fik derved kun desto større Frihed; de gik rundt omkring mig, som om jeg sad paa Forundrings-Stolen - berømte Mænd og smægtende Kvinder i en broget Blanding: Nogle med fjendske og onde Blikke, Andre med vellystige og lokkende; Nogle blot en enkelt Gang som dukkende op fra fjerne, forglemte Tider, Andre tiere og mere paatrængende. Men hyppigere end Alle trængte Moloch med sit store glubende Oxehoved sig frem, skrækkede mig med sine dyriske, stirrende Øine og gled mig saa tæt forbi, at jeg hver Gang følte hans hede Pusten i Ansigtet. I Raseri slog jeg med knyttet Haand efter ham; men jeg traf kun den tomme Luft. »Ja, jeg er afsindig!« sagde jeg halvt høit, men dog med en Følelse af, at jeg maaskee alligevel ikke var det. »O, kunde jeg blive fri!« udbrød jeg: »Kunde jeg dog beholde min Forstand! O, hvor jeg skulde vende om! - Jeg lover, at jeg ingensinde mere skulde give mig hen til Løgnen; og aldrig, aldrig skulde jeg phantasere mere!« - I det Samme stode Phantasierne i den mest fortryllende Skikkelse for mig, og alt Andet saa uendelig tomt og øde; - »ja, det kan ikke hjælpe,« udbrød jeg: »jeg vil dog alligevel sende dem ad Helvede til; og jeg vil tage den forbandede Examen! jeg lover, at jeg vil gjøre det, naar jeg blot maa blive fri for at døe, og naar jeg bare maa beholde min Forstand!« - - »Du tigger jo som en Skoledreng, der beder om Lov,« sagde jeg haanende til mig selv. - »Ja, det er det Samme,« svarede jeg: »jeg tør ikke døe, og jeg vil ikke være gal: - o, lad mig være fri, lad mig være fri, lad mig være fri!« - »Men hvem er det da, Du beder til?« spurgte jeg mig igjen. - »Ja, hvem er det!« udbrød jeg. »Til Gud tør jeg jo ikke bede: nei, det tør jeg ikke. Men til Jesus da? Han er jo saa mild og god; ham synes jeg, at jeg maaske tør vende mig til; og han vil vist hjælpe mig.« - »Men hvor flaut og ydmygende er det ikke! hvor sentimentalt, og hvor catholsk: saaledes at gaae til Mellemmænd, fordi man ikke tør bede til Vorherre selv!« - »Ja, det bryder jeg mig ikke om: det er mig det Samme, om saa alle Mennesker saae det og sagde, det var flaut. Jeg vil dog bede til Jesus, ja just til ham, og til ingen Anden.« - »Ja vist, fordi Du er ussel og jammerlig og har en hemmelig Tro paa, at Jesus er i samme Stil. Og hvor er det i Grunden ikke ogsaa en ynkelig Figur, saaledes som Præster og Malere og alle Andre havde arrangeret ham: saa bedrøvelig og søllet. Ja, selve Navnet Jesus, hvor er det ikke mat og lammeagtigt.« - »Ja, det veed jeg ikke, men det er mildt og trøstende, og det er det, jeg trænger til. Ak ja, det er just, som om en gammel Barndomsven kom til mig og hjalp mig her i al min Nød og Elendighed. Ja, hvor jeg trænger til at kaste mig til hans Hjerte! Og han vil hjælpe mig, det føler jeg saa tydelig; - og han kan ogsaa hjælpe mig.« - - »Ja, kan han det? Troer Du da paa Forsoningen? Troer Du, at man kan tage den Uskyldige istedetfor den Skyldige? Troer Du, at man saaledes kan rette Bager for Smed? Troer Du, at den høieste Fornuft og Retfærdighed behøver Omveie, som gjøre Brud paa al Fornuft og Retfærdighed?« - »Ja, paa en saadan Nødvendighed have jo næsten alle de viseste og bedste Mænd troet.« - »Ja, det turde dog være meget tvivlsomt: have de største Philosopher, Digtere og Naturkyndige ikke snarere troet det Modsatte? Maa det dog ikke indrømmes, at det ialtfald er muligt og ei usandsynligt, at det Hele er Løgn? Og vil Du saa tage Din Tilflugt dertil? I dette Øieblik svor Du jo virkelig for Alvor at opgive al Løgn: - vil Du da nu igjen risikere at komme under den?« - - Med et dybt Suk svarede jeg: »Nei, det vil jeg ikke; jeg vil holde mig til, hvad der er virkelig Sandhed. Men til Gud kan jeg da bede!« - »Ja, saafremt Du ganske sikkert veed, at der er en Gud. Men de største Tænkere nægte jo en personlig Gud.« - »Men ialtfald maa der dog være Noget, hvorfra Verden har sit Udspring; der maa jo være en Kraft, hvorpaa den beroer: - ja, den vil jeg bede til! Jeg maa have Nogen at bede til. - O, Du Kraft!« udbrød jeg hæftig; men standsede igjen: »Nei, det gaaer ikke an. Naar jeg siger Du, saa forudsætter jeg jo, at han er en Person: altsaa blot: »Kraft!« Nei! nei dog! Er det en Maade at bede paa? At kalde Gud for »Kraft«! Det er jo et Navn: Uhrmageren hernede i Gaden hedder jo Kraft: det er jo latterligt! Ak, hvad skal jeg dog gribe til? Du, min Gud, hvor jeg dog er elendig! - - Ja, det er det Samme!« udbrød jeg næsten i Raseri: »Nu maa jeg bede, og nu vil jeg bede: der maa dog være Noget, som er sandt; og det vil jeg bede til, hvor i Alverden det saa ogsaa skjuler sig: O, Sandhed! hjælp mig mod Løgnen!« - Billedet af Storviziren Mahomed Podolsky, dengang han udraabte: »Ach, la, la!« - hvilket paa vort Sprog betyder: »O, Mahomed! hjælp mig mod den store Kæmpe Menschenskræk!« - blev mig her præsenteret af min Contrapart for at forstyrre mig. Men jeg slog i Raseri til ham, og vedblev uden at lade mig forstyrre: »O, Sandhed! hjælp mig mod Løgnen! hjælp mig! frels mig fra det Onde!« - Og derpaa bad jeg til »Sandheden« med en Voldsomhed, som vistnok stemte bedre med den oprørte Sindsstemning, hvori jeg var, end med den almindelige christelige Ydmyghed, men hvori jeg dog efterhaanden udtømte den vilde Uro, som omtumlede mit Sind. Det varede længe, før jeg holdt op; thi hver Gang jeg standsede, blev jeg dreven til at begynde med forøget Hæftighed: hvorlænge veed jeg imidlertid ikke; thi da Karlen næste Morgen bankede paa, vaagnede jeg af en dyb Søvn, og fandt mig liggende paa Gulvet, med Hovedet paa Kanten af en Stol.
--------------
I de Bøger, som i min Barndom tjente til at danne og forædle Ungdommen, var det mærkværdigt, hvilke vidunderlige Ting der udførtes ved Hjælp af »en inderlig Bøn« eller »en fast Beslutning«. Havde en saadan fundet Sted, da var det en afgjort Sag, at »fra den Dag af rørte Mathias aldrig mere Brændevinsflasken«; Theobald, som hidtil havde slikket af alle Kopper og Kruse, »smagte fra den Time af aldrig Andet, end hvad han fik af sin Moders egen Haand«; og Frederik, »den dovne Frederik«, som tilforn fast ingensinde saaes i Forgaarden til Videnskabens Tempel, men tvertimod, »naar hans gode Fader ikke selv ledsagede ham«, benyttede Leiligheden til at skulke af Skole og tilbringe Dagen med at spille Klink, So i Hul og Nærmest til Væg, - denne samme Frederik fik fra det Øieblik af, han havde taget en fast Beslutning, hverken »maadelig« eller »tg«, ja ikke engang »g?«; men »opførte sig tvertimod saa vel, at hans Lærere, der tilforn bitterlig havde beklaget sig over ham, nu ved alle Leiligheder fremstillede Frederik som et Mønster paa en retskaffen og Skolen kjær Discipel«!
Muligvis have de nævnte Værker mere havt til Formaal at begeistre end at belære Ungdommen; muligen har den Generation, som skrev dem, ogsaa havt en mere staalsat Karakteer en den, for hvilken de bleve skrevne: vist er det ialtfald, at de Omvendelseshistorier, som ere faldne inden for min Erfaringskreds, langt fra have havt saa hastig og glædelig en Gænge. Snarere have de kunnet lignes med hine Reiser til det hellige Land, som gudfrygtige Pilegrimme foretoge paa den særegne Maade, at de for hvert Skridt, de gjorde fremad, igjen gjorde to tilbage: en Forholdsregel, som i høi Grad forsinkede Reisen.
I en Stemning, der vistnok var langt mindre ildfuld end hine begeistrede Jorsalafareres, begyndte jeg nu paa min Pilegrimsreise. Jeg havde kun Fornemmelsen af den tyngende Poenitents, som jeg maatte underkaste mig, og derhos den lidet opmuntrende Bevidsthed, at de fleste af mine Kammerater vare omtrent færdige med Vandringen paa den Sandvei, som jeg nu først skulde til at betræde. Efterat have læst omtrent en Side standsede jeg pludselig ved at høre mig selv mumle: »Imod det, Hans Excellence nu har anført, tillader jeg mig for Deres Majestæt at bemærke Følgende«, og jeg opdagede da, at jeg uvilkaarlig strax var kommen ind i min gamle Methode, at oplive den tørre Videnskab ved at tænke mig som Minister, discuterende vedkommende Materie i Statsraadet, specielt mod min gamle Fjende Kratzfuss. Erkjendelsen heraf satte mig levende ind i de Fornemmelser, som den maa have, der troer at have løskjøbt sin Sjæl fra Fanden ved at paatage sig en Pilegrimsreise som den nysnævnte, og nu erfarer, at han derved blot kommer længer ind i Helvede.
Min Læsning gik nu over til en haardnakket Bataille mod Phantasiens List. Saasnart jeg havde fordrevet Kratzfuss og det øvrige Statsraad, indfandt Videnskabernes Selskab sig og ønskede at høre en Afhandling om Lovens Kilder, hvilken just nu laa foran mig; og naar jeg endelig havde faaet disse Lærde jagne paa Flugt, saa kom der en Flok yndige Smaapiger, der smilende udbad sig Tilladelse til at være usynlige Vidner til min Kamp og Seir. Og var jeg nu endog stærk nok til ogsaa at bortvise disse og alle andre lokkende Billeder, som et efter et andet indfandt sig, saa var jeg dog trods al Anstrængelse ikke istand til ret at kaste mig i almæ matris Arme. Ligesom der - for at bruge en mere træffende end smuk Lignelse - findes Slanger, der ikke kunne fortære deres Bytte, uden først at have overgydt det med en Art Gelee: saaledes var jeg heller ikke istand til at nyde Videnskabens kraftige Føde, førend jeg først havde overgydt den med Phantasiens sauce piquante. Gjorde jeg ikke Brug af denne, da læste jeg kun med Overfladen af mit Jeg, medens det bestandig var, som om der i Baggrunden laa noget Andet, der var det egenlig Væsenlige, og som skete Uret, naar det ikke fik Lov at komme frem. Lærdommens Ord gled derfor hen over min Sjæl ligesom Skyerne over Jorden: efter et Øiebliks Forløb var alt Spor af dem forsvundet, og Sjælen var uforandret som før. - Naar jeg da efter nogle Timers Forløb ikke havde lært en Linie, greb jeg i Fortvivlelse til min Sauce og læste et Par Minutter med forceret Hast i den Tanke, at jeg discuterede med Kratzfuss, indtil min onde Samvittighed blev for stærk og nødte mig til at standse; hvorpaa jeg da rasede mod mig selv for mit Tilbagefald til Løgnen.
Paa lignende Maade gik det, naar jeg forsøgte at tage min Tilflugt til religiøse Midler. Naar jeg sang Psalmer, kunde jeg ikke lade være at tænke paa Æsler og Landsbydegne; og da mit Kjendskab til Psalme-Litteraturen var meget indskrænket, maatte jeg desuden tage min Tilflugt til Sager, som passede høist maadelig til de Situationer, hvori jeg befandt mig. For at bøde herpaa kjøbte jeg mig en Psalmebog; men naar jeg da læste Psalmer, jeg ikke kjendte før, kunde jeg ikke hindre Kritiken fra at indfinde sig; og dette forstyrrede da min Opbyggelse og forekom mig som en Bespottelse, der gjorde Ondt værre. Ikke ringere Vanskelighed havde jeg ved at bede, hvortil jeg ofte havde den allerstærkeste Trang. Til saa abstrakte Væsener som Sandheden kunde jeg, efter hin første Bøn, dog ikke ret vende mig: det forekom mig baade urimeligt og altfor koldt. Men naar jeg da vilde tage min Tilflugt til det mere Personlige, var der altid en utallig Mængde Hindringer, der stillede sig imellem. Til Jesus vilde jeg helst vende mig; men det kunde jeg ikke, især da jeg vilde være fuldt sikker paa blot at holde mig til Sandheden. Noget bedre gik det, naar jeg tænkte mig Gud som Skaber; men naar jeg da forsøgte paa at danne mig et Billede af ham som saadan, var jeg igjen lige nær. Han stod da for mig som en alvorlig, ældre, sortklædt Mand, der vel indgød Frygt og en vis Ærbødighed, men aldeles ikke Hengivenhed. Naar jeg vendte mig til ham, fik jeg aldrig andet Svar, end at jeg var en stor Synder, der havde spildt mit Liv paa Løgn og Elendighed; og skjøndt jeg vel ganske indrømmede Rigtigheden heraf, var det dog ikke blot for at høre dette, jeg bad, men ogsaa for at faae nogen Trøst og Mod. Men deraf fik jeg Intet. Naar jeg da længe forgæves havde bedt om Hjælp, blev jeg tilsidst vred og trodsig: den Gud, jeg nys havde bedt til, beskyldte jeg for at være kold og bornert, og blev saa igjen forfærdet over min Frækhed. - Udbyttet af mine Bønner var saaledes for det Meste kun sørgeligt, og jeg ophørte derfor mere og mere med dem og besluttede at søge al min Styrke i mig selv. »Jeg vil,« sagde jeg med en vis Stolthed, »sige som den gamle nordiske Kæmpe: Jeg troer paa mig selv. I den Tro vil jeg arbeide fremad og ikke standse, før jeg naaer Maalet.« Tanken herpaa behagede mig, og jeg udviklede nøiere for mig selv den Tilfredsstillelse, jeg vilde føle ved saaledes i sin Tid at see tilbage paa min overstandne Kamp og den Seir, jeg blot ved egen Kraft havde vundet over Løgnens og Phantasiens Rige. Og hermed vedblev jeg da, indtil det pludselig faldt mig ind, at jeg nu var kommen dybt ind i dette Rige, og at Følelsen af Stolthed og Seirsglæde saaledes passende kunde ombyttes med Følelsen af Elendighed og Nederlag.
Paa denne Viis blev det Aften og Morgen den første Dag, saavelsom den anden, tredie, fjerde, femte og sjette; men den syvende blev alligevel ingen Hviledag. Jeg arbeidede bestandig med samme rastløse Flid og med lige liden Frugt, undtagen naar jeg nogle Øieblikke stjal mig til at give mig Phantasien i Vold.
Disse daarlige Resultater af en temmelig alvorlig Anstrængelse gjorde mig med hver Dag mere mismodig og indgød mig en uendelig Lede mod mig selv. Enhver, som blot ikke var mig, forekom mig lykkelig og dygtig; og enhver Stilling, der blot ikke var min, havde den største Tillokkelse for mig. Jeg husker endnu, hvorledes jeg i de Dage i en Boghandlers Skab saa et Billede, der skulde fremstille det traurige Resultat, man fik af at være »mauvais sujet oder Taugenichts«, og hvor Beskueren da saa vedkommende Cavalier med Kone og tre smaa Børn i Storm og Uveir at færdes ude paa en øde Hede. Hvor misundelsesværdig forekom hans Lod mig ikke, og hvor ringe vare hans Lidelser ikke i Sammenligning med mine! »Det Bæst af en Maler!« udbrød jeg hos mig selv: »At sætte Ulykken i Sligt: Han skulde komme til mig, saa kunde han faae Model til en Taugenichts.« - Alligevel kunde jeg ikke nægte for mig selv, at Phantasien maaskee dog ogsaa her bedrog mig, og at hvis jeg var en Anden end den, jeg var, saa vilde jeg muligviis være ligesaa indtagen af min virkelige Stilling, som jeg nu var af alle Andres. Det faldt mig da ind at tænke mig som Konge og derpaa fra dette Standpunkt betragte min nuværende Stilling som Studiosus. Dette Indfald greb mig stærkt; thi her aabnede sig jo en Vei til at tilbagevinde mig selv, som jeg maatte kunne befare, og som jeg før aldeles ikke havde tænkt paa.
Øieblikket efter var jeg Konge og følte snart Trykket af den Vægt, hvormed Kronen efter Poeternes Vidnesbyrd tynger paa Herskerens Isse. »Med hvilken Masse Vrøvl plages jeg dog! Hvor tvungen er jeg ikke, baade i mine offenlige og private Handlinger: hvor lidt veed jeg dog om enhver Ting: - af alle Sager har jeg Duften, men gaae tilbunds i Noget, finde Hvile i Noget, derom er der ikke Tale. Hvor meget lykkeligere er dog ikke Studenten, som ret kan gjøre dette og derhos fri for Baand og Conveniens foretage sig fast Alt, hvad han lyster! Hvem kan f.Ex. vel have det bedre end min Ven Conrad Malcolm? - Ung, rig, kjøn, vel anseet, med gode Forkundskaber, fri for enhver Tvang - kan han baade nyde Livet og hengive sig til det Studium, han selv har valgt. I hans Sted gad jeg være! Ja, for engang at befinde mig rigtig vel, vil jeg nu tænke mig at være ham, just ham.« - Jeg standsede her for at føle, hvorledes det dog egenlig var at være mig selv. »Ja,« sagde jeg ligesom forsikkrende: »Ja, nu er jeg virkelig Conrad Malcolm, og nu vil jeg nyde det, som er min bedste Glæde, ret at fordybe mig i min Videnskab.« Jeg tog da fat paa den; men saasnart jeg begyndte at læse, kunde jeg ikke rigtig fastholde Dobbeltheden: Sandheden brød igjennem og tilraabte mig uafladelig: »Hvis Du virkelig er Conrad Malcolm, saa kan Du jo slet ikke læse, saa er Du jo blot et usselt Nul!« Gjentagne Gange afviste jeg disse Tilraab; men de kom igjen og bleve meer og meer paatrængende, indtil Sandheden endelig fik Overhaand og fyldte mig med ny Skræk. »Ja, det kan ikke betvivles,« udbrød jeg: »Jeg er virkelig sindssvag! Jeg er bleven saa forskruet, at jeg maa gaae ud af mit eget Skind for at komme ind i det; og naar jeg lyver i anden Potens, saa troer jeg, at jeg taler sandt!«
Med den Art Rolighed, som jeg ofte havde, naar Elendigheden var størst, overveiede jeg nu i nogen Tid min Stilling. »Jeg har nu,« sagde jeg, »vendt mig baade til Gud og til mig selv for at vinde Seir, uden at det dog har hjulpet: der er altsaa ikke Andet for end nu at vende mig til Fanden.« Egenlig var der Intet af det, som sædvanlig henføres til hans Rige, hvortil jeg følte mig specielt hendraget; men jeg vidste da ialtfald, at Spil, Drik og endnu et Tredie vare de Skær, paa hvilke han sædvanlig lokkede Ungdommen til at strande; og at stjæle eller slaae ihjel forekom mig ogsaa endnu mindre indbydende. Efter nogen Overvielse bestemte jeg mig da for hine tre Allierede; og idet jeg som Ladyen i »Cabale und Liebe« udbrød: »I dine Arme kaster jeg mig, o Udyd!« gik jeg ud i den begyndende Skumring for strax og for Alvor at iværksætte mit Forsæt.
--------------
Det er vist sjeldent, at Folk overgive sig til Udsvævelser med saa liden Lyst og saa lidet Kjendskab til Forholdene, som Tilfældet var med mig hin Aften. Da Spil forekom mig at være den gentileste af de tre Laster, vilde jeg først forsøge den, og begav mig i den Anledning hen til det eneste Spillehuus, jeg kjendte, nemlig et Billard, hvor jeg vidste, at unge Mennesker kunde tilsætte deres Formue. Efter nogen Vanskelighed kom jeg ind i den rette Stue og betraadte den med en Blanding af Ængstelse og Nysgjerrighed. Der var en halv Snees Personer tilstede, som formørkede Stuen ved at røge Tobak, drak Øl og Toddy, og parerede paa de Stød, der udførtes: snart en Mark, snart en Rigsort, ja undertiden endog en Rigsdaler. Det Hele havde et yderst kroagtigt Præg og indeholdt ikke det mindste Fristende for mig, som i min nærværende Stemning næppe vilde have følt et Øiebliks Oplivelse ved at vinde hundrede Rigsdaler, endsige ved at tabe een. Med Fornemmelsen af skuffet Forventning drog jeg mig derfor snart tilbage fra dette Lykkens Tempel, der med Rette kunde sige sig frit for at lokke Dyrkere til sig ved ydre forførerisk Glimmer, og begav mig derpaa hen til en Viinkjelder. »Kan man drikke sig fuld her?« spurgte jeg strax ved min Indtrædelse, for uden Ophold at stille Sagen paa det rette Standpunkt. Opvarteren saa noget genert paa den djærve Spørger, og svarede efterat have rømmet sig: »Ja, naar Herren blot kan saa meget som retirere sig, saa er der Ingen, der kan sige Noget til det.« - »Giv mig da en Flaske Rom af den ældste og bedste,« svarede jeg resolveret. Opvarteren bragte mig det Forlangte med en Mine, der udtrykte hans Agtelse; men det gik mig med min Rom som Jeppe paa Bjerget med hans Rhinskvin: den var mig, om ikke just for suur, saa dog høist ubehagelig, og jeg vilde ligesom ham have været tilbøielig til at blande den med noget Mjød, dersom denne Drik havde staaet til min Raadighed. Da dette imidlertid ikke var Tilfældet, maatte jeg vende mig til, hvad der laa den nærmest, hvilket, jeg antog, maatte være Kirsebærvin, en Anskuelse, der iøvrigt maaskee noget beroede paa, at denne Vin, naar jeg skal være oprigtig, var af alle den, som den Gang behagede mig mest. - »Kirsebærvin! Oh, ak!« udbrød Opvarteren, da jeg forlangte denne, idet hans Ansigt, som det forekom mig, udtrykte en meget ringere Grad af Agtelse end før. »Ja vist, af den ældste og bedste!« gjentog jeg, for at sætte mig i Respect. - »Ja, af den Slags Vin have vi kun een Sort.« - »Nu, saa er den vel god da.« - »Ja, den er god!« svarede han med et saadant Udtryk af Tilforladelighed, at jeg ikke bør betvivle, at den virkelig ogsaa var det. Alligevel gjorde jeg ved denne Leilighed den Opdagelse, at en slig Blanding af Rom og Kirsebærvin ikke duer til at drikke sig fuld i, da jeg idetmindste blev mæt og søvnig af den, førend jeg kunde blive fuld. Efterat have drukket nogle Glas maatte jeg lade Resten staae og forlade Bacchi Tempel, efterladende Opvarteren, som det lod til, fuldkommen beroliget i Henseende til Spørgsmaalet om, hvorvidt jeg selv kunde retirere mig.
Der var nu ikke Andet for end at forsøge sig i den tredie Retning. Men heri var jeg endnu mere ukyndig end i de andre. Just fordi jeg havde levet saa tøilesløst i Phantasien, havde jeg været afholdende i Virkeligheden, og medens det altid var faldet mig let at samtale med Damer i Dyd og Ærbarhed, saa var det mig næsten umuligt nu at tage det behørige Mod til mig. Imidlertid vidste jeg jo nok omtrent, hvorledes man skulde introducere sig, og da jeg havde gaaet en Stund bagefter en ret kjøn Pige, tog jeg endelig en bestemt Beslutning; fløitede, for at sætte Mod i mig, »Danmark, deiligst Vang og Vænge«, og sagde derpaa med bævende Stemme, idet jeg gik frem ved Siden af hende: »God Aften, Jomfru! tillader De, jeg følger Dem hjem?« - »Pas sig selv, han infame Laps! Har man nu ikke Lov til at gaae i Fred paa Gaden?« - Saa fyndigt et Svar havde jeg ikke ventet mig: jeg tabte aldeles Contenancen, og ilede som en skræmmet Raabuk ned ad en Sidegade, idet jeg idelig saa mig tilbage, om ikke Nogen forfulgte mig, for at straffe min Frækhed. »Men Du er jo ogsaa gal!« sagde jeg til mig selv: »At overfalde en ordenlig Pige paa den Maade! det er jo en Fripostighed uden Mage! - Hun svarede mig rigtignok ellers noget skarpt; men jeg bar mig ogsaa altfor galt ad: det er kun offenlige Fruentimmer, man saaledes uden Videre kan antaste.« - - Offenlige Fruentimmer! Til dem var jeg altsaa henvist: andre vovede jeg ikke nu at vende mig til. Jeg følte en trykkende Ængstelse ved Tanken om at gaae hen til saadanne; men derved var Intet at gjøre, og jeg styrede uden Ophold hen til et Huus, hvor jeg vidste, at en af de mest celebre Damer af den Slags havde sin Bopæl.
Den Skjønne sad ved Vinduet, og vævede af de Straaler, der udgik fra hendes lyse Negligee, et Net over Gaden, i hvilket de forbiflagrende Sommerfugle skulde hildes. Jeg fornam dog Intet hertil: det var kun Pligtens Jernkjede, der bandt mig. Et Par Gange gik jeg forbi med den inderligste Lyst til at løbe min Vei; men da Damen aabnede sit Vindue og gav mig et betydningsfuldt Nik, og jeg i det Samme saa en anden Cavalier styre lige mod Huset, saa maatte jeg beslutte mig, og traadte ind ad den lave Gadedør. En ubehagelig Lugt herskede indenfor den; Trappegangen var snever og smudsig; og ovenfra lød en ældre og en yngre Kvindestemme i et arrigt Skænderi. Hvor jeg i Virkeligheden har mødt det Raae og det Urenlige, har det altid afficeret mig baade psychisk og physisk pinligt, og jeg følte ogsaa nu saa megen Væmmelse ved den hele skidne Situation, at jeg ikke var istand til at gaae videre, men blev staaende lænet op til den klamme Muur. Den Skjønne, som blev kjed af at vente, aabnede imidlertid Døren; jeg saa Lyset blinke, og den Pligt, jeg havde paalagt mig, tilraabte mig paany sit uafviselige Bud. Men i det Samme fik jeg et dygtigt Puf af en Person i hvem jeg gjenkjendte et af Gadens berømte Subjecter, og som, idet han hastig trængte sig forbi mig, ilede ind til min Udsete. »Hvad! er det Dem?« hørte jeg Damen udraabe. - »Ja, den, som kommer først til Mølle, han faaer sgu ogsaa først malet!« var Svaret. - »Men den Anden, som gik ind for et Øieblik siden, hvor blev han da af?« - »Det er vel ham, der staaer og har ondt dernede: der var Een, der stod og skabede sig saadan.« - »Gud, det stakkels Menneske! De skulde rigtig gaae ned med et Glas Vand til ham: saa gjorde De dog en god Gjerning engang.« Herover loe de begge; og jeg fjernede mig med en uhyggelig Fornemmelse af Kvalme, saa at min heldige Medbeiler ikke var langt fra at faae Ret, ligesom jeg ogsaa medtog en levende Følelse af, at Phantasiens Rige var altfor zart, til at dets Borgere kunde taale en saa brat Overgang enten til den onde eller den gode Virkelighed.
--------------
Med et Suk over, at det skulde være saa vanskeligt at blive udydig, begav jeg mig paa Hjemreisen fra det vanhellige Land. Jeg havde nu altsaa søgt Hjælp baade hos Gud og Fanden og mig selv, og var ingensteds bleven hjulpen: herover var jeg vel ikke just overrasket, thi jeg var nu bleven temmelig vant til, at mine Forsøg mislykkedes; men jeg vidste derimod aldeles ikke, hvad jeg nu skulde gribe til. »Der er,« sagde jeg endelig til mig selv, »virkelig ikke Andet for end at hænge mig. Rigtignok har jeg heller slet ikke Lyst dertil; men det er dog unægtelig baade nyttigere og behageligere end det Nærværende, og man veed jo da heller ikke, hvortil det kan føre.« Jeg lavede derpaa min Rullegardinssnor til, ikke just for strax at hænge mig, men ligesom til en Prøve. »Saa kunde det iøvrigt,« vedblev jeg, »ligesaa godt have været forbi forleden Nat: jeg havde da sparet mig endel onde Timer. Imidlertid kan det jo være, at de endda have været gode for Noget. - Men berømt bliver jeg ikke dengang: der vil ingen Reisende komme langveisfra for at see den store Mand. Det skulde da være Thomas, som engang om en halv Snes Aar kunde komme her til Byen og spørge efter mig. Han vil da kunne faae det samme Svar om mig, som Chilian fik om sin Broder Langulafred: »Nei, han har i ti Aar ikke været her i Byen.« Og hvis den Reisende da med Chilian skulde udbryde: »Hvad kan være Aarsag dertil?« saa vil Svaret igjen kunne blive det samme: »Han har havt Forfald; thi han hængte sig for elleve Aar siden.«« - Medens jeg saaledes i mine tragiske Situationer trøstede mig med tilsvarende komiske, var jeg bleven færdig med at omskabe Gardinsnoren til en Strikke, og hængte til en Prøve en Sophapude i den. Men at jeg ikke havde Courage til at hænge mig, blev mig tydeligt, saasnart jeg begyndte at gjøre mindste Alvor deraf. Jeg tog derfor Strikken og kastede den ind i Kakkelovnen, slog min Bog op og satte mig til at læse, idet jeg sagde til mig selv: »Nu læser Du ganske simpelt og jevnt, som den Studiosus, Du virkelig er, uden at tænke enten paa Gud eller Fanden eller noget Andet end Bogen. Gaaer det, saa læser Du videre; gaaer det ikke, saa læser Du alligevel videre; og saaledes bliver Du ved i eet Aar fra Dato. Naar saa det er forløbet, kan vi tales nærmere ved.« - Dette sagde jeg med et blidt Ydre, men med et kogende Indre, som ikke blev mildere derved, at Gøglebillederne uopholdelig indfandt sig og bortreve Meningen af, hvad jeg læste.
Saaledes sad jeg og saa i Bogen Resten af den Dag, og de to næste, og igjen de to næste; og imidlertid svandt Vreden og gav Plads for en nedslaaet Resignation. I denne Stemning stillede jeg mig igjen den følgende Morgen, efter en bedrøvelig Nat, hen ved min Pult, og begyndte paa mit Dagværk. Hvor længe jeg da dvælede derved, veed jeg ikke ganske; thi jeg foer først op deraf, da jeg hørte min Karl træde ind og med det Samme greb mig selv fuldstændig hensjunken i Spørgsmaalet om, hvorvidt Panteretten kan bestaae, efterat Fordringen, hvortil den knytter sig, er tilintetgjort. Og det var ikke ved Begyndelsen, men ved Slutningen af denne fortræffelige Undersøgelse, jeg fandt mig; og jeg havde saaledes, uden at benytte det Mindste af Phantasiens Glands, gjennemlæst næsten elleve Sider; - thi saa Meget, og Mere til, findes der, elskværdige Læserinde! skrevet om denne interessante og endnu ikke ganske afgjorte Retskvæstion.
Det var ved denne Leilighed gaaet mig, omtrent som det gaaer, naar man om Natten ligger i sin Seng uden at kunne falde i Søvn, og da, efter forgjæves at have forsøgt alle mulige Midler, tilsidst resignerer og fatter sig i sin Skjæbne. Man anseer det da for afgjort, at man skal ligge vaagen; men pludselig aabner man Øinene med den Fornemmelse, at man nu har sovet, men uden at kunne gjøre sig Regnskab for, hvorledes det egenlig gik til, at man faldt isøvn. - Iøvrigt følte jeg mig næsten henrykt over det Skete, og med en Fornemmelse af freidig Tillid, som jeg hidtil havde manglet, saa jeg nu ind i Fremtiden. »Jeg skal dog vinde Seir!« udbrød jeg: »Nu veed jeg, at det kan gaae; og saa skal det gaae! - Og hvilken Stolthed vil det ikke være, naar jeg saa engang har ført et langt og berømmeligt Liv, da at kunne sige som Stærkodder, saa simpelt, men saa vægtigt:
»Jeg har syndet en Stund i Ungdoms Vaar;
Og godtgjort Brøden daglig i firsindstyve Aar.««
Jeg dvælede ved Forestillingen herom med den tilfredsstillende Fornemmelse af, at jeg nu dog havde nogen Ret til at træde frem jevnsides Stærkodder. Og derpaa gik da Reisen i den livligste Fart ind i Ginistan, indtil jeg endelig igjen besindede mig og opdagede, at jeg havde langt mindre Lighed med Stærkodder end med den Drukkenbold, som engang lykkelig var kommen Kroen forbi, og da i glad Stolthed herover vendte om og med god Samvittighed gik ind i den og gjorde sig en glad Aften.
I Hast skyndte jeg mig igjen ud af Krohuset og ilede tilbage til Videnskabens Tempel. Men dettes valvæ eller dobbelte Døre var imidlertid blevne tillukkede; og hvor meget jeg end dundrede paa, bleve de dog ikke den Gang lukkede op mere. Først henimod Aften fik jeg engang igjen paa en kort Tid Adgang til Helligdommen. - Og nu begyndte da, hvad jeg kunde kalde anden Afdeling af min Pilegrimsvandring, som jeg vel kan antage skjelnede sig fra den første deri, at jeg nu gjorde to Skridt frem, medens jeg blot gjorde eet tilbage: - den tænkende Læser vil da selv, endog uden at være Mathematiker, kunne indsee, at der var gjort et betydeligt Fremskridt i Hastighed, hvorvel man endnu ingenlunde kunde kalde Reisen enten hurtig eller behagelig. Dette Sidste var den saa meget mindre, som de Midler, jeg anvendte for at fremskynde den, ofte vare af en temmelig uskaansom Natur. Saaledes havde jeg en Dag i flere Timer forgjæves søgt at komme ind i Studierne, uden at udrette Andet end at jage den ene uvedkommende Tanke paa Flugt efter den anden: jeg blev meer og meer opbragt; men derved blev det kun værre, indtil jeg endelig i fuldt Raseri greb en Kniv og gav mig dermed en alvorlig Flænge, hvoraf Blodet, ligesom i Slaget i »Peder Paars«, stod ud som Øl af Tudekande. Om nu en Aareladning har været nyttig for mig, eller om det har været den energiske Kraftyttring, der virkede Mirakler: vist er det ialtfald, at den Gang hjalp det. - Senere derimod, da jeg prøvede den samme Kunst, maa jeg enten have været mindre disponeret til at taale Blodsudgydelse, eller maaskee have brugt Kniven med mindre Fynd; thi Midlet havde da næsten ganske tabt sin Kraft. Derimod anvendte jeg flere Gange med Held en Sultekur, saa at jeg ikke fik Lov til at spise det Mindste, førend jeg havde læst mine visse Timer med den rette Andagt. En slig Faste var meget god til efterhaanden at spæge Phantasien; hvorimod den rigtignok i ringere Grad befordrede Tænkningens Energi.
--------------
Omtrent paa denne Tid fik jeg en ikke ringe Hjælp fra en Side, hvor jeg mindst havde ventet den. Jeg havde i lang Tid ikke seet Christian, da jeg pludselig en Dag traf ham paa Kongens Nytorv, hvor han stod og stirrede op ad en Gaard. Da jeg tog ham i Nakken og uvilkaarlig tiltalte ham i vor gamle Maneer, blev han ganske forskrækket og misfornøiet. »Du forstyrrer mig midt i mine Beregninger,« sagde han; »nu maa jeg gjøre det Hele om igjen.« - »Er Du bleven Taxationsmand?« spurgte jeg; »eller hvorfor staaer Du ellers her og spærrer den frie Passage?« »Ja,« svarede han, »paa en Maade taxerer jeg rigtignok, skjøndt ikke paa den sædvanlige. - Sagen er nemlig den, at jeg er bleven enig med mig selv om, at jeg vil have saa mange Penge, som der er Ruder i denne Gaard; nemlig saaledes, at hvis der er over 200 Ruder, skal jeg have ligesaa mange tusinde Rbdl. een Gang for alle; hvis der derimod er under 200, skal jeg have ligesaa mange Hundreder, men da som aarlig Rente. Resultatet er for Øieblikket meget tvivlsomt for mig; men jeg har dog endnu godt Haab om, at der er under 200, hvilket, som Du indseer, er det fordelagtigste; - er der 199, vil jeg jo nemlig faae en aarlig Indtægt paa 19,900 Rbdl.: vil Uheld derimod, at der er 200, saa faaer jeg blot en Capital paa 200,000, altsaa kun 8000 om Aaret.«
»Naa, men hvad vil Du saa gjøre med de Penge?«
»Jo, det har jeg ogsaa overtænkt. Jeg vil eie en Gaard her paa Torvet, og derpaa vil jeg lade udgaae en Indbydelse til alle Grundeierne hele Torvet omkring, hvori de opfordres til ordenlig at tage fat paa Pladsens Forskjønnelse, om hvilken der er skrevet saa Meget i vore bedste Blade, men som saa længe har været forsømt. Siger En eller Anden af dem Nei, saa paatager jeg mig hans Part imod visse Fordele. Vi lade da først gjøre et bredt Fortog af store, flade Stene: derpaa skal et ti Gange saa bredt Stykke brolægges med Asphalt, for at Vognene ikke skal støie altfor afskyeligt; og i Midten skal der endelig være en stor Græsplaine. Christian den Femtes grimme Støtte tage vi bort og bilde Regeringen ind, at den har sin allerbedste Plads ude ved Kalkbrænderiet, hvor den kan see over til Sverig. Istedetfor den vil vi saa sætte ikke een, men et større Antal, f.Ex. tolv, Støtter over udmærkede Mænd; men om det skal være blot Konger, eller ogsaa Andre, derom er jeg endnu ikke rigtig enig med mig selv.«
»Jeg anbefaler det Sidste, blandt Andet, fordi det bliver noget besværligt at faae fat på tolv udmærkede Konger, besynderlig om det skal være danske.«
»Ja vist skal det være danske; - men vi kan jo gaae et Stykke tilbage i Tiden.«
»Det hjælper ikke, om Du saa gik tilbage til Gorm den Gamle.«
»Ja, men jeg vil ogsaa gaae endnu længer tilbage og begynde med Helge og Hroar og Hrolf Krake; derpaa tage vi Gorm den Gamle, Svend Tveskjæg og Knud den Store; dernæst Valdemar den Store, Valdemar Seir og Valdemar Atterdag; og endelig Margrethe, Christian den Fjerde og saa Nr. 12; - men hvem skal være Nr. 12? Om bare Regeringen vilde gaae ind paa, at man tog Christian den Anden; men det gjør den aldrig. Jeg er ret saa ærgerlig over den forbandede Nr. 12! - Desuden er jeg ogsaa bange for, at jeg ikke faaer Penge nok til de elleve, uden at jeg rent blotter mig. Man har ikke Andet end Ulykker, saasnart man vil udrette Noget til Bedste for det Offenlige.«
Jeg vilde trøste Christian; men han rystede nedslagen paa Hovedet og bad mig om heller at forlade ham, da han nu ikke havde Tid mere. Vi skiltes derfor ad, idet han vendte tilbage til sine Beregninger, medens jeg gik hjem, forundret og beklemt over, at Christian var, som han var, - paa en vis Maade aldeles som da han blev confirmeret, men rigtignok mindre freidig og med et for hans Alder usædvanlig melankolsk og nedtynget Ydre. Alligevel blev jeg, naar jeg skal være ganske ærlig, dog næsten oplivet ved Tanken om, at der maaskee dog var Een, som var endnu mere tilagters end jeg. Thi det gaaer med det Aandelige som med det Verdslige: den Pris, man sætter derpaa, er meget relativ. Saaledes erindrer jeg, at en Fader, som ønskede at give mig et Begreb om sin Indsigt i Opdragelseskunsten, engang i den Anledning sagde: »Om Markus kan sine Ting til »ug« eller »maadelig«, det bryder jeg mig ikke om: det spørger jeg ikke engang efter. Men er han blandt de Nederste, saa banker jeg ham, saa længe jeg kan røre en Arm; - er han derimod Dux i sin Klasse, saa maa han for mig have saa mange »maadeliger«, han vil.« - Denne Respekt for at være Dux i sin Klasse følger almindelig Sønnerne siden i Livet; og mellem de mange Ulykker, som den anretter, traf den dog maaskee denne Gang til at gjøre mig nogen Nytte.
--------------
At jeg virkelig var Dux i den Klasse, der bestod af mig og Christian, forekom mig endnu vissere, da jeg igjen traf ham nogle Dage efter. Paa mit Spørgsmaal om, hvorledes det var gaaet med Ruderne, svarte han mig, at han uheldigviis havde faaet over 200; »men,« tilføiede han med et listigt Smil, »jeg bjergede mig endda; thi jeg fandt paa at lade, som om det ikke var Rigsdalere, men Pund Sterling; og det hjalp svært. Jeg har nu været inde hos en Vexeleer for at spørge om Coursen paa Sterling, og efter hans Opgivelse svarer et Pund omtrent til 9 Rbdl. 2 Mk., saa at jeg kan taxere det Hele til henimod 1,900,000 Rbdl.; hvormed jeg saaledes ikke blot kan udføre min Plan med Kongens Nytorv, men ogsaa en Del andre Sager, jeg har tænkt paa.«
»Har Du nu ganske slaaet Dig til det Communale?« spurgte jeg.
»Nei ingenlunde! Jeg har tvertimod indtil de sidste Dage beskæftiget mig med at ordne mine Landgodser, som jeg troer, paa en heldig Maade, og i en større Detail end før, saa at jeg nu kan ansee Hovedgodset, som jeg selv vil beboe, for aldeles færdigt.«
»Nu, hvorledes skal det da være?«
»Ja, det er noget vidtløftigt; men for at give Dig en Antydning deraf, kan jeg nævne f.Ex. Et og Andet af, hvad jeg sidst har gjort færdigt, nemlig Arrangementet for de Gjæster, som besøge mig. I de Værelser, der ere bestemte for Herrer, skal der altid staae Madeira, Portvin og gammel Rom, samt tolv forskjellige Slags Cigarrer, lettere og stærkere, i fine smaa Ibenholts-, Mahogny- eller Cedertræes-Kasser; i Damernes derimod saavel danske som udenlandske Syltetøier, samt Saft og Rhinskvin med hvidt Sukker. I hvert Værelse findes et lille Udvalg af fortrinlige æsthetiske, historiske og naturvidenskabelige Værker; men desuden er der en stor Bibliotheks-Sal, samt et formeligt Conditori, hvor man uden Videre kan bestille alt til Faget Henhørende, men Notabene gratis. Ligeledes kan man der læse alle danske og de vigtigste fremmede Aviser; og de Herrer, som ere vante til Ungkarlslivet, kunne saaledes her gjenfinde baade dettes og Familielivets Behageligheder. Maaltiderne skulle være meget fine, og da jeg ogsaa vil eie Godser i Norge og Sverig, tænker jeg at skulle kunne præstere især nogle ualmindelige Frokoster. Blot af salte Sager antager jeg, at der vil blive over et Dusin; navnlig har jeg tænkt mig: Bjørneskinke; salt Elsdyr, Rensdyr og Raadyr; Mandals-, Halmstadsog Randers-Lax; Oxetunge, Oxebryst, røget Gaasebryst, flamsk Sild, samt flere Sorter salte og røgede Fugle og Fiske, - Alt med Grønt til efter Aarstiden eller hvad Driveriet kan præstere.« - Her standsede Christian; og det tilfredse Ansigt, hvormed han havde talt, tabte sit muntre Udtryk. »Nu, hvad er det,« sagde jeg, »er der Noget iveien med Driveriet?«
»Nei, paa ingen Maade!« svarede han, »det er i den bedste Stand. Men jeg kom til at tænke paa Noget, som i denne Sag har skaffet mig meget Bryderi.«
»Og hvad er det da?«
»Jo, seer Du: jeg har efterhaanden ved Kjøb og Mageskifte og paa anden Maade arronderet mig saaledes, at jeg nu eier hele Langeland, som jeg er bestemt paa at gjøre til mit egenlige Hovedgods; og, jeg vil tilstaae Dig det rentud, - jeg er nu Aristokrat og arbeider paa Aristokratiets Gjenoprettelse, som jeg antager bedst vil opnaaes ved saa meget som mulig at pointere Eiendommen istedetfor Personen. Og i den Anledning forekommer det mig baade statsøkonomisk rigtigt og desuden ogsaa distingueret, at lade sig benævne ikke med sit personlige eller Familie-Navn, men efter sin Eiendom, saaledes som ogsaa flere af vore yngre, mere fremskridende Godseiere have begyndt paa. Som Følge heraf skulde jeg jo altsaa hedde Langeland, og havde ogsaa allerede ganske arrangeret mig derpaa, da jeg paa een Gang erfarer, at der er en Student her i Byen, der gaaer omkring og hedder Langeland! - Og dermed ligger altsaa for Øieblikket det Hele; thi saadant et Navn maa naturligvis ikke prostitueres ved at være Allemands Eiendom.«
»Men det var da ogsaa en gemeen Streg af den Student!«
»Ja, Conrad! det vil jeg dog ikke engang sige: han er jo egenlig ganske uskyldig deri. Nei, - Feilen er efter min Mening Regeringens; og den maa afhjælpes ved et bestemt Lovbud, dersom der overhovedet skal kunne udrettes Noget i denne Retning.«
- - Denne Samtale indeholdt en ny Spore for mig; ja, Phantasien, som i den sidste Tid blot havde staaet for mig som en farlig Frister, kunde nu i enkelte Øieblikke forekomme mig helt naragtig. Det havde ikke denne Gang været mig muligt at sige Christian min oprigtige Mening; men da jeg næste Gang traf ham, overvandt jeg mig dog til at meddele ham min nærværende Stemning, og opfordrede ham ivrig til at tage sin Examen. Dette behagede ham øiensynlig slet ikke; men da jeg gjentagne Gange kom tilbage derpaa, lovede han mig dog tilsidst, at han virkelig vilde beslutte sig dertil.
--------------
Det gik nu en Tid lang jevnt fremad, saa at jeg efterhaanden erhvervede mig den Fornemmelse, at jeg var istand til at kue Phantasien, naar jeg vilde. Med Bevidstheden herom fulgte imidlertid efter den menneskelige Beskaffenhed ogsaa større Fordringer til mig selv, som det dog ikke altid lykkedes mig at fyldestgjøre, og som da forvandlede sig til ofte meget pinlige Bebreidelser; saa at, medens jeg i Begyndelsen havde hilst ethvert lille Fremskridt næsten med Taknemlighed mod mig selv, forandrede dette sig nu meer og meer til en bitter Misfornøielse, hver Gang jeg greb mig i at staae stille eller gaae tilbage. For at styrke mig saa meget som muligt gjorde jeg hver Morgen mit Budget for Dagen, og om Aftenen holdt jeg derpaa Regnskab. Naar Facit da ikke slog til, kunde jeg blive høist fortvivlet; og min Dag kom saaledes efterhaanden til at bestaae af tre Dele: den første, hvori jeg ved godt Mod fattede Beslutninger, den anden, hvori jeg ikke udførte dem, og den tredie, hvori jeg bittert angrede, at jeg ikke havde udført dem; og denne tredie blev saa meget mere tyngende, som den havde den lange kommende nat til sin Disposition. For end yderligere at klare mig mit Regnskab begyndte jeg nu desuden igjen at holde en Art Dagbog, til hvis Førelse jeg dog blot anvendte Natten og den tidlige Morgenstund, hvilke jeg mere ansaa som mine egne, og hvoraf jeg kun brugte en ringe Del til Søvn. - Af denne Dagbog skal jeg nu meddele nogle Brudstykker.
--------------
Den 26. Marts, om Morgenen.
Jeg har nu gjort et mere nøiagtigt og solidt Overslag over de Timer, hvori jeg skal arbeide, og hvad jeg i dem skal udføre. Der er vistnok ingen Tvivl om, at jeg kan gjøre en betydelig Del mere, end Overslaget indeholder; men det er ingen Skade til; thi hvad jeg faaer udrettet ud over det Pligtmæssige, bringer jeg da i Beregning for en følgende Dag, hvis jeg enten skulde blive syg eller faae andre Forhindringer. Jeg har ogsaa tænkt paa efter nogen Tids Forløb at tage mig en hel Dag til en større Opgjørelse af Alt, hvad der da er udrettet, saavelsom til et større Overslag over, hvad der i det paafølgende Tidsrum skal udrettes. Men denne Dag vil jeg da iforveien have aftjent, saa at Læsningen selv Intet skal lide.
-------------
Samme Dags Aften.
Det er mig ubegribeligt, hvorledes jeg næsten uden at vide af det kan bortødsle Tiden. Jeg har ikke blot intet Overskud faaet, men jeg har ikke engang gjort det Halve færdigt af, hvad jeg havde foresat mig; og det kan jeg endda ikke saaledes, som jeg vilde kunne det. Snart indlader jeg mig paa vidtløftige og unyttige Reflexioner over de forekommende Spørgsmaal; snart falder jeg hen i uvedkommende Tanker, og snart gloer og døser jeg blot. - Jeg kunde myrde mig selv, fordi jeg er et saadant Bæst.
-------------
Den 30. Marts, om Morgenen.
Jeg vil nu, til en noget større Betryggelse, blot gjøre Overslag for Formiddagen, og da til Middag fatte ny Bestemmelse for Eftermiddagen. Saa tænker jeg dog, at det skulde gaae.
-------------
Den 4. April.
Jeg har hidtil gaaet min Gang frem ligesom et Dyr, uden at kaste et Blik paa mig selv, eller lægge nogen Plan for mit Liv, eller blot fatte en Beslutning for det Nærmeste: derfor ere mine Beslutninger ogsaa nu saa magtesløse, som de ere. Men jeg troer dog, at jeg skal kunne indhente Noget af det Forsømte. Jeg har nu efter Benjamin Franklins Eksempel gjort mig en Liste over de Egenskaber, jeg især vil bestræbe mig for, saaledes at jeg om Aftenen sætter et Kors ved den Dyd, som jeg i Dagens løb har forseet mig imod. Han begyndte med tolv Dyder paa sin Liste: jeg har indskrænket mig til sex; men jeg haaber da ogsaa, at jeg skal kunne holde dem saa meget des bedre.
-------------
Den 11. April.
Min Dydeliste seer ud som en Kirkegaard, saa fuld er den af smaa og store Kors. Og paa en Maade er det jo ogsaa en Kirkegaard, hvor jeg begraver alle mine gode Forsætter: - om Natten staae de da op igjen som onde Spøgelser, og pine mig baade vaagen og idrømme.
-------------
Den 19. April.
Jeg gaaer i denne Tid ud om natten, naar jeg ikke kan sove og føler mig saa ilde tilmode. Undertiden vandrer jeg da omkring i Gaderne den hele Nat, og naar jeg bliver træt, sætter jeg mig paa en Trappe og stirrer paa Husene ligeoverfor; thi uhyggeligere end alt Andet er det mig dog igjen at gaae hjem til mine triste Værelser. - Naar jeg saa hører Nogen komme, svøber jeg mig ind i min Kappe, saa at Ingen kan kjende mig; og det er med underlige Fornemmelser, jeg da stundom høre gamle Bekjendte gaae forbi og tale i en Tone, der for det Meste er saa langt borte fra den, som lyder i min Sjæl.
-------------
Den 20. April.
Da jeg imorges gik hjem, mødte jeg et Regiment, der med fuld Musik trak ud af Byen: to unge Officerer gik og talte muntert sammen, og jeg hørte, at den Ene sagde nogle Ord om det Oplivende i saaledes tidlig om Morgenen at drage ud i det Frie. - Hvilken Forskjel paa dem og mig, som nu skulde hjem og om muligt sove en Time paa Sophaen for derpaa igjen at tage fat paa det Arbeide, som kun er mig en tyngende Byrde!
Men det Underligste er dog, at jeg egenlig blot har en Erindring, men ikke nogen rigtig Følelse af den Behagelighed, der er ved saaledes frisk og styrket at gaae til sit Dagværk tidlig om Morgenen. Jeg kan huske, at jeg havde den Følelse, da jeg boede ude paa Landet, men jeg kan ikke føle den nu. - Overhovedet nærer jeg en uendelig Ligegyldighed baade for Dag og Nat, Sommer og Vinter, Solskin og Regn, Sæd og Høst og alt det Andet, som følge Lærebogen ikke skal aflade, saa længe Verden staaer. Det glider i Eet for mig, og er mig altsammen lige kjært.
-------------
Den 21. April.
Inat blev der pludselig raabt Brand; og jeg tilstaaer, at det var med en inderlig Fornøielse, jeg hørte det. Jeg fik en Fornemmelse, som om Nogen havde givet mig fri for den lange, fæle Nat. Den var paa een Gang som omskabt: det lyste og funklede paa Himlen; Mennesker og Køretøier strømmede ud af Døre og Porte, og Vægterne gik omkring næsten ligesaa fornøiede som jeg over den uventede Afvexling og den Vigtighed, som de derved opnaaede. De peb, skreg Brand, bankede paa Vindues-Skodderne og besvarede det uophørlig gjentagne: »Hvor er Ilden, Vægter?« med et vældigt og travlt: »I Mikkelbryggersgade!«
Alt dette hjalp mig saaledes ud af min mørke Stemning, at jeg gik hjem og lagde mig tilsengs, og sov i god Ro den hele Nat. Jeg har idag med Taknemlighed betragtet den rygende Brandtomt, og - Assurance-Compagniet tilgive mig det! - i mit Hjerte ønsket, at den snart maa faae Colleger.
-------------
Den 27. April.
Jeg er rent ulykkelig med mine Forsætter. Først anvender jeg lang Tid til dem om Morgenen, derpaa næsten en hel Time om Middagen og desuden alle mine Maaltider og Toure om Dagen. Alligevel faaer jeg bestandig mere Følelsen af, at alt dette ikke er nok, og under min Læsning bliver jeg idelig afbrudt af en indre Opfordring til at bryde af og fatte en ny og solidere Beslutning og udkaste en bedre Plan end før. Naar jeg da giver efter, og saa ovenpaa et langt Ophold endelig igjen faaer begyndt, saa varer det dog ikke længe, førend jeg fornemmer ny Opfordring til at fatte en ganske anderledes gediegen Beslutning end den sidste; og naar jeg da vil afvise dette og siger, at jeg nu ikke paa nogen Maade har Tid, saa foreholder min Samvittighed mig Fortællingen om Martha og Maria, og bebreider mig, at jeg kan tale om ikke at have Tid til det Vigtigste: jeg faaer da tillige en Følelse af, at jeg just nu kunde fatte en virkelig ægte Beslutning; og paa den Maade bliver jeg da ved at stride med mig selv, uden ret at kunne læse, indtil jeg endelig giver efter. Men derpaa begynder det Samme igjen, og saaledes farer det fort, indtil jeg tilsidst faaer en voldsom Hovedpine, og aldeles fortumlet og fortvivlet maa lægge Bogen bort, uden at have faaet læst nogen Verdens Ting for bare gode Beslutninger.
-------------
Gjældsbrev.
»Til Brug i Helvedes Forgaard er af Hr. stud.juris C. Malcolm rigtig leveret 1000, siger eet tusinde, Brostene af god og forsvarlig Bonitet. Halvdelen contant betalt med Samvittighedsnag og Ynkelighed, den anden Halvdel til Forfaldstid at betale i hede Helvede, hvortil nærværende Gældsbrev tjener som fuldgyldigt Pas.
(Signé.)
Den lede Satan.
(L.S.)«
-------------
Den 10. Mai.
Jeg har tidligere ærgret mig over Malerkunstens Dyrkere og deres dumme Begreb om Livets Jammer og Elendighed. Jeg har nu igjen Leilighed dertil ved at betragte Litographien paa Bindet af et Collegiehefte, jeg fik imorges, hvorpaa er aftegnet en meget laset Tigger, der faaer en Skilling af et Barn; og nedenunder staaer da med store Bogstaver: »Tiefes Elend!« - - Saadant et Bæst af en Skrivebogsbindmaler! At kalde Sligt »tiefes Elend!« Jeg vilde ønske ham mine Nætter, blot en Uge igjennem: saa kunde det tydske Fæ faae at vide, hvad tiefes Elend er.
-------------
Den 18. Mai.
Af den nye Vægter, vi have faaet, har jeg megen Trøst paa mine Nattevandringer, især da han ligesom jeg er Melankoliker, hvilket forøger Sympathien imellem os. Da vi inat kom til at tale om huuslige og Familieforhold, meddelte han mig, at hans Kone i alle Henseender er et meget daarligt Subject; jeg forsøgte i den Anledning at sige ham nogle trøstende og opmuntrende Ord, men han svarede mig, idet han rystede paa Hovedet: »Nei, hun bliver ikke til Noget, førend hun bliver helt omskabt baade paa Sjælen og paa Legemet.« - Disse Ord sloge mig i høi Grad, idet de saa fuldkomment udtrykke just det, som ogsaa jeg trænger til.
-------------
Den 29. Mai.
Med Christian har jeg i den senere Tid talt flere Gange om, at han dog endelig maatte til at begynde paa Studierne. Efter oftere at have søgt Udflugter, sagde han mig for en Uges Tid siden, at han nu virkelig havde begyndt. For at see, hvorledes det gik, var jeg idag oppe hos ham og fandt ham siddende med en stor Mængde Lister foran sig. »Gjør Du Excerpter?« spurgte jeg. »Nei,« svarede han, »jeg udarbeider en Plan for min Læsning.« Det gav et Sæt i mig; imidlertid svarede jeg tilsyneladende rolig: »Men her er jo en hel Mængde af Planer.« - »Ja,« sagde han, »men Du veed, at jeg gjerne vil have enhver Sag ordenlig klaret, inden jeg begynder paa den. Jeg har nu ogsaa udarbeidet flere Lister, der forekom mig temmelig nøiagtige; men hver Gang, naar jeg er bleven færdig med en, har jeg dog erkjendt, at der var adskillige Ufuldstændigheder i den. Opgjørelserne have været for summariske; der er ikke taget Hensyn nok til de mange nødvendige Smaa-Afbrydelser; ligesom jeg ogsaa først i den sidste Liste har begyndt paa en nøiagtig Tidsfordeling til de enkelte Paragrapher, hvorimod jeg tidligere blot har holdt mig til de større Afsnit.«
»Men gudbevares, Christian! vil Du opgjøre, hvor megen Tid der skal til hver enkelt Paragraph i alle Discipliner! - Medens Du gjør det, kunde Du jo have læst en hel Disciplin, og det en af de største.«
»Ja, min gode Conrad! Naar man vil gjøre et alvorligt Studium, saa fordrer det virkelig Tid. Der maa lægges en Plan, og der maa fattes en Beslutning. Iøvrigt kan jeg forsikkre Dig om, at det slet ikke er saa kjedeligt: jeg har tvertimod følt megen Interesse ved det Hele, lige fra det Øieblik, jeg tog fat paa det. - - Men Du maa jo ellers selv være kommen meget videre end jeg: Du har jo begyndt for længe siden.«
»Nei,« svarede jeg, »efter hvad jeg nu har hørt, maa jeg næsten antage, at vi ere lige vidt.«
-------------
Samme Dags Aften.
Jeg havde ingen Ro paa mig, men maatte igjen iaften op til Christian. Han sad ved sine Lister, og idet jeg kastede et Blik paa dem, saa jeg, at den sidste Linie, han havde skrevet, lød: »Til @ 24 - 1 Time 35 Minutter.« - »Du seer, at jeg er flittig!« sagde han med et tilfreds Ansigt. »Aa ja,« svarede jeg halvt tankeløs, og vedblev derpaa, efter en Pause, pludselig decideret: »Men hør, Christian! Nu vil jeg gjøre baade Dig og mig selv et Forslag, og det er, at vi nu iaften her paa Stedet fatte vor allersidste Beslutning, nemlig den, at kaste alle vore Beslutninger og Planer ind i inderste hede Helvede, saa langt ind de kan komme, - og saa med det samme sætte os ned paa vore Stole og læse vor Privatret og ikke tænke paa Andet, førend den er lært til sidste Bogstav. Saa kan vi jo altid tales nærmere ved.«
»Naa, der have vi Din sædvanlige Excentricitet! - Mener Du da ikke, at Beslutning og Plan bør gaae forud for Arbeidet?«
»Nei! - Nu er jeg desperat, og om jeg saa hundrede Gange er excentrisk, vil jeg have Ende paa den Løgn, hvori jeg lever. Og derfor gjentager jeg det: Nei, for os To, saadanne, som vi nu ere, maa Arbeidet gaae foran baade Beslutning og Plan. Jeg føler det nu i dette Øieblik stærkere end nogensinde, at det just er virkeligt Slid og Arbeide, som vi trænge til. Alt det Øvrige - Beslutninger, Lister, Løfter og Bønner - er ikke Andet end coloreret Sukkerbrød; men Din og min Mave trænger til Grovbrød. Det smager forbandet, det er vist: - men alligevel vil jeg nu gaae hjem og sætte saa Meget af det tillivs, som jeg paa nogen Maade kan magte.«
»Men,« svarede Christian, »indseer Du da ikke, at det har en uendelig større Betydning, at fatte en Beslutning og en Plan, som vedkommer det Hele, end at læse det enkelte lille Afsnit? - Naar jeg gjør det Sidste, faaer jeg ikke Mere end det samme Stykke: i det Første derimod ligger det jo paa en Maade altsammen.«
»Paa en Maade, ja! Men det er paa den Maade, at Du dog alligevel bagefter maa læse hvert enkelt lille Stykke. - Og sig mig engang: naar vi om et Aar vil sammenligne vor Læsning, efterat Du har studeret paa Din Methode og jeg paa min, hvem troer Du saa er kommen længst?«
»Om et Aar! - Saa tænker jeg at være færdig.«
»Nu, men om en Maaned da?«
»Om en Maaned?« gjentog Christian langsommere. »Ja, det veed jeg ikke saa bestemt: det kommer jo noget an paa, hvor lang Tid Udarbeidelsen af min Plan vil tage mig.«
»Ak, Du skal see, den sluger Alting. Tro Din gamle Ven, Christian! og jag den forbandede Plan ad Helvede til, hvorfra den stammer. Det er ikke Andet end en ny Løgne-Genius i en Lysets Engels Skikkelse.«
Christian rystede paa Hovedet; og vi skiltes derpaa ad, hver med sin Mening.
-------------
Den 10. Juni.
De fordømte gode Forsætter! De gjøre mig nu den selvsamme Ulykke som Phantasien tidligere. Uafbrudt søge de at bortrive mig fra min Læsning, og idelig foregøgle de mig, at jeg tilsidesætter det Væsenlige for det Uvæsenlige, naar jeg ikke vil afbryde mit Arbeide for at lytte til dem. - Jeg har ikke givet efter; men med Læsningen har det paa den Maade ingen Art.
-------------
Den 10. Juli.
Nu lykkes det mig nogenlunde at fordrive de gode Forsætter. Men i deres Sted kommer Angeren; og hvert Øieblik afbrydes jeg af Erindringen om den lange Tid, jeg har spildt, og den, jeg endnu hver Dag spilder.
-------------
Den 12. Juli.
Angeren tør jeg jo dog umulig fordrive. Det er jo Sandhedens egen Røst, og Sandheden er det just, jeg har svoret at følge. Der er heller ikke et usandt Ord i Alt, hvad min Anger saa uafbrudt tilraaber mig, - desværre kun altfor uafbrudt; thi den tager mer end min halve Tid fra mig.
-------------
Den 26. Juli.
Det gaaer ikke an saaledes. Om Dagen læser jeg ikke for at angre; og om Natten angrer jeg, at jeg ikke har læst om Dagen. - Al Anger om Dagen maa bortvises; men hvergang jeg har forsøgt derpaa, har en Stemme tilraabt mig: »Vil Du da ikke slutte Forlig med Gud og Sandheden?« - Og da der Intet i Verden er, som jeg vil hellere, saa har jeg hver Gang givet efter og gjennemgaaet og angret Alt, hvad jeg syntes, der var at angre. Men naar der saa efter lang, lang Tid er sluttet Forlig, og da jeg igjen begynder at læse, saa gaaer det som tidligere: jeg er neppe kommen ret ind i det, førend jeg igjen faaer Opfordring til at afslutte et nyt Forlig. - Det er klart, at Noget i denne Sag kommer fra Djævelen, som er en Løgner og Løgnens Fader; og der er derfor intet Andet for, end at fordrive al mulig Angren, saa længe min Arbeidstid varer; - saa meget mere, som der bestandig kommer en hel Del af de gode Forsætter i Følge med Angeren.
-------------
Den 4. August.
Hver Gang jeg bortviser Angeren fra mig, har jeg en Fornemmelse, som om jeg brød med Vorherre. Jeg gruer da ogsaa for Natten, da jeg ikke længer hverken kan eller vil bortvise den. Et Par Gange har den dog ikke indfundet sig strax, naar min Arbeidstid var forbi: jeg har tvertimod følt en vis Tilfredshed ved at see, hvor Meget jeg har faaet læst. Men ud paa Natten er den saa kommen desto stærkere; og jeg er da mere elendig end nogensinde; thi før har jeg dog stridt med Sandheden paa min Side, men naar jeg bekæmper min Anger og min Samvittighed, saa kan jeg ikke længer synes, at jeg har Ret, skjøndt jeg dog undertiden synes, at jeg har det. - Det er, som om jeg stred mod Gud og Fanden paa een Gang; og naar jeg slaaer i Flokken, saa veed jeg ikke, hvem jeg rammer.
-------------
Den 22. August.
Jeg har Syner igjen ligesom for et halvt Aar siden, og jeg bærer mig omtrent lige saa tosset ad som dengang. - Naar jeg bliver haardt attakeret, saa springer jeg hen og river min gamle Sabel ned fra Væggen, og falder ud og parerer; thi jeg føler mig ligesom tryggere, naar jeg har et Vaaben i Haanden. Og saa mumler jeg for mig selv: »Derpaa trak han ud og fægtede med dem; thi det var en Karl, som hverken frygtede Gud eller den Onde.« - Jeg troer, det var min tilkommende Biograph, som jeg tænkte, skulde skrive saaledes om mig; - men isaafald var det Løgn, han skrev; thi jeg var gruelig bange for dem begge To.
Naar saa endelig Morgenen kommer, er jeg saa træt og medtagen, som om jeg havde været i en virkelig Bataille; og Stole og Borde ere snart saa forhuggede, at jeg kommer til at anskaffe nyt Bohave; - men mest maa jeg dog med Jakob v. Tybo undre mig over, at min Pallask kan holde det ud.
-------------
Den 10. September.
Naar jeg om Natten gaaer frem og tilbage i mit Værelse og længes efter Morgenstunden, saa maa jeg altid tænke paa det, som jeg i sin Tid lærte, at salig Kant havde sagt: at nemlig de, der ikke have tilegnet sig Tid og Rum som aprioriske Grundbegreber, egenlig betragte dem som to store Kasser, hvori Alt er indelukket. Den trykkende Fornemmelse heraf har jeg saa tydelig, at jeg maa ansee det for afgjort, at jeg ikke har tilegnet mig dem som aprioriske Grundbegreber. - Naar jeg bare havde Tid til at studere Philosophi, saa kunde jeg maaskee endnu blive et Menneske.
-------------
Den 16. September.
Inat igjen stort Feltslag, om hvilket jeg som Mowitz med Føie kan udbryde:
Pling, plingeli plingeli plang!
Tvi sådan batalje!
-------------
Den 30. September.
»Han led og stred og Seier vandt!« - Saaledes stod der imorges i Adresse-Avisen over ikke færre end tre Afdøde, som saaledes unægtelig ere meget heldigere situerede end jeg, der blot lider og strider, men ikke vinder Seir. - Det er nødvendigt nu at gjøre Ende paa alle Samvittighedsnag baade ved Nat og ved Dag. Jeg kan gjøre det: det føler jeg, saasnart jeg har læst rigtig skarpt om Dagen; men alligevel gaaer jeg kun dertil med en Følelse, som om jeg skulde skille mig fra min sidste og eneste ærlige Ven. Men vist er det, at denne Ven ikke udretter Andet end at pine mig og suge mig ud og forhindre mig i at gjøre det, som han bebreider mig, at jeg ikke har gjort.
-------------
Den 3. October.
Saa længe jeg læser, kan jeg uden Vanskelighed tøile min Samvittighed; men saasnart jeg et Øieblik er ledig, foruroliger den mig strax. Da jeg nu dog ikke altid kan sidde og læse, bruger jeg, naar jeg gaaer ud om Dagen, at høre mig i mine Lovsteder, og har i den Anledning for at kunne controllere min Hukommelse, ligesom Knud Prokurator, altid Lovbogen i Lommen: en Excercitie, som jeg, hvis jeg var Professor, meget vilde anbefale enhver nidkjær studiosus juris. - Om Natten derimod, naar jeg ikke kan sove, gaaer jeg ud til min Ven Vægteren, som da er mig i Lovens Sted.
-------------
Den 4. October.
Med Vægteren pleier jeg at behandle de mere vanskelige Spørgsmaal, som til enhver Tid ligge mig paa Hjerte, og vi have saaledes efterhaanden undersøgt de fleste af de Sætninger, som i sin Tid vare Gjenstand for Valfreds Opmærksomhed, saasom: hvad er Livet; hvad er Døden; hvad er vel Sandhed? - Vægterens Bidrag til Løsningen af disse Spørgsmaal er for mig altid værdifuldt, idet han betragter dem med en uventet og dristig Subjectivitet fra sin specielle Stilling som Vægter, til hvilken han idelig appellerer, og da han jo lever sit væsenlige Liv, naar vi Andre sove, og sover, naar vi leve, er det naturligt, at han og vi Andre ofte see Liv og Død og Sandhed fra omvendte Synspunkter. I Nat, da »urolige Tanker drev mig bort fra mit natlige Leie«, søgte jeg som sædvanlig at erfare hans Mening om hvad der for Øieblikket vakte Tvivl hos mig. Efterat vi havde hilst paa hinanden, og efterat jeg havde budt ham en Cigar - en lille Opmærksomhed, som jeg veed, han sætter Pris paa -, leirede vi os ved et Gadehjørne, hver paa sin Afviser, og jeg rettede nu mit Spørgsmaal til ham:
»Sig mig, Vægter, hvad anseer De egenlig for Ret og hvad for Uret?«
»Ja - efter min Tænkemaade er det ulige: hvad der er Ret for En, det kan være Uret for en Anden.«
»Mener De det? - Jeg vilde snarere antage lige det Modsatte: at det, som er Ret for En, er Ret for Alle.«
»Nei, det er ikke saa i sig selv: hvad der er Ret for En, det kan godt være Uret for en Anden.«
»Vilde det dog ikke være en farlig Sætning at opstille, Vægter?«
»Aa nei, det kan jeg aldrig troe.«
»Nu, men det, som er Ret for andre Folk, er det da f.Ex. ikke ogsaa Ret for Dem?«
»Nei, det skulde jeg da ikke antage: for se en Vægter han har Sit for sig selv, og alt det, der hører til hans Sag, det er som en Sag for sig selv.«
»Hvorledes det? Det kan jeg dog ikke ret begribe.«
»Jo, den Ting er tydelig nok. Sæt nu f.Ex., at En vilde give sig til at forstyrre ordenlige Folk i deres Nattero, eller vi kan jo tænke os det endnu værre, saa at f.Ex. en hel Del løst Folk blev enige med hverandre om at forstyrre hele Byen i dens Rolighed, og rigtig fordelte Kvartererne imellem sig, saa at hver fik sit Stykke eller sin Gade, hvori han gav sig til at huje og vuje, saa at alle Mennesker maatte vaagne ved det, eller da idetmindste alle de, der laae ud til Gaden: saa var det jo det Skammeligste, man kunde tænke sig! - Ikke for det, at det kunde skee; thi Vægteren skulde jo nok hindre, at det skete, inden det kom saavidt; men vi kan jo gjerne nu blot tænke os, at det gik til paa den Maade; skjøndt den Sag er jo sikker nok, at ikke nogen ordenlig Vægter, der var kommen paa Post, vilde tilstede den Slags Opstand og Optøier, om han da ellers var, som en Vægter skal være, naar han vil forsvare sin Post; - men vi kan jo bare nu tænke os for en Forestillings Skyld, at det var saa, at det gik saa skammeligt til. - Og endnu mere rigtig lumpent var det jo, om de ikke blot gjorde det een Nat, og ikke blot een Gang om Natten eller to, men f.Ex. hver Time, saa at syge og daarlige Folk lige kunde være faldne i Søvn fra den ene Gang, til de igjen bleve jagne op den næste Gang! - Se, saadan en Opførsel, vil jeg da antage, at Enhver, som ellers hører til ordenlige Folk, maa tilstaae var ikke bedre end en Skurkestreg og aldeles ikke i sin Rigtighed?«
»Nei, det er meget sandt. Men hvad saa videre?«
»Ja, se det er nu derom, at jeg saa mange Gange har siddet saadan om Natten og gjort mig min Betænkning. Thi det, som nu paa den Maade er skammeligt for andre Mennesker, det er jo paa en anden Maade rigtigt og godt, saasnart det blot er Vægteren, som gjør det. Hele Byen er jo rigtig fordelt imellem alle Vægterne, saa at hver har sin Gade, - undtagen da for saavidt, at det kan hænde sig, at der kan være den Vægter, som har to Gader, naar det er af Smaagaderne, ligesom ogsaa der kan være den Gade, der er delt imellem to, eller kanskee tre Vægtere - men ellers, som det skal være, har jo da hver Gade sin Vægter, foruden da det, som er naturligvis nok, at der ogsaa er Taarnvægtere; - og Vægteren skal raabe ikke blot een Gang eller to, men hver Time hele Natten igjennem, og ikke blot et Par Ord, som f.Ex. vil jeg sige, hvad Klokken er, og hvad Vind det kan være, men et helt Vers skal han raabe, og det idetmindste tre Gange hvert Klokkeslet. Og høit og tydeligt skal det jo skee. - Se, paa den Maade mener jeg nok, at man kan sige, at det, som er Uret for andre Folk, det er Ret for Vægteren.«
»Ja, han faaer ingen Straf derfor, fordi Loven nu engang befaler det saa; men det, som er Uret, naar de Andre gjøre det, er dog i Grunden ogsaa Uret, naar han gjør det.«
»Nei, det holder jeg da rigtignok ikke for: - saa mener jeg, at man kunde føle det paa sig. Thi dersom jeg ikke var Vægter, saa vilde jeg nok fornemme, at jeg gjorde en stor Synd, dersom jeg gav mig til at gaae hver Time og raabe og vække stakkels syge Folk og Andre, som ere lydhøre og kanskee kun har lidt Tid at sove i. Men naar jeg er Vægter, saa er jeg der jo for det Sammes Skyld. Og ikke gjør jeg Uret, naar jeg raaber, om jeg saa vækker hvert Menneske, der er i Gaden. - Nu er det just Tiden til at raabe; og om De vil følge med ned ad Gaden, saa skal De faae at høre, at jeg baade kan og skal raabe saa høit, som ellers noget Menneske kunde raabe, naar han allerværst vilde gjøre Optøier og Urolighed.«
Derpaa fulgtes vi ad gjennem Gaden, og jeg maa tilstaae, at hverken Æseler eller Landsbydegne skulde kunne have beseiret min Ven Vægteren i Stemmens Styrke. Jeg syntes at høre de Syge vaande sig paa deres Leie og see de Drømmende springe forfærdede op; men uden at agte paa noget Saadant gik Vægteren sin Gang og sang med Ansigtet fuldt af Tilfredsstillelse og vendt opad mod Maanen, som klart belyste det, og som maaskee har været forfængelig nok til at tilegne sig al den Glam og Hylen, som opstod mellem Hundene i Gaardene, efterhaanden som vi passerede forbi.
»Det er vist og sandt, at Du har en stolt Stemme for en Vægter, Petersen!« udbrød Føreren for Natte-Patrouillen, som var standset for Enden af Gaden og havde afventet vor Ankomst for at complimentere Petersen for hans Sang.
»Aa ja,« svarede denne beskeden, men dog ikke uden Selvfølelse: »naar jeg just vil, saa kan jeg jo nok raabe igjennem.«
»Ja, det er sgu vist! Vi hørte Dig helt ned i Tvergaden; og jeg kjendte strax, at det var Dig. Olsen, han kan vidne med mig, at jeg sagde lige paa Pletten: »Det er Hendrik Petersen,« sagde jeg, »som der raaber, og ikke nogen Anden.««
I det Samme kom en ung Fyr gaaende forbi og fløitede en lystig Marche. »Vær saa god at lade være med den Fløiten!« raabte Patrouille-Føreren vred. »Veed De kanskee ikke, at der skal være stille og roligt paa Gaden om Natten, saa at Folk kan faae Lov at sove?« - Beskæmmet taug det unge Menneske, og gik stille sin Vei.
Da en længere Samtale derpaa begyndte at udvikle sig mellem de Herrer Vægtere, anbefalede jeg mig ligeledes, og gik hjem, veiende dybt i mit Sind Alt, hvad jeg havde hørt om Ret og Uret. - Her gik nu altsaa Petersen, hvem jeg altid havde lært at kjende som et trofast praktisk og Pligt-Menneske, og begik hver Nat i Tro paa Loven med den roligste Samvittighed det, som han selv havde erklæret for ikke bedre end en Skurkestreg.
Kan det nu ikke tænkes, at jeg i Tro paa den theologiske Lov, som byder mig at lade Angeren suge mit Hjerteblod, ligeledes optima fide hver Nat begaaer, hvad der mod mig selv ikke er stort bedre end en Skurkestreg?
--------------
Det var ikke blot min Anger og mine Beslutninger, som jeg paa dette Tidspunkt mere og mere forjog, men overhovedet alle Betragtninger over mig selv og min Færd. Som Følge deraf opgav jeg ogsaa min Dagbog, der nu ikke vilde kunne have indeholdt Andet, end hvad der stadig stod i min allerførste Dagbog, som jeg holdt, da jeg var otte Aar gammel: »Jeg stod op Kl. 6 og spiste Frokost, og derpaa læste jeg. Saa spiste jeg til Middag, og derpaa læste jeg; og Kl. halvti gik jeg tilsengs.« - Saaledes var mit Regnskab dengang for enhver tilbagelagt Dag; og med den Forandring, at jeg nu gik lidt senere tilsengs, kunde jeg efter ikke lang Tids Forløb ganske henholde mig til ovennævnte min tidligste Udtalelse. Af og til havde jeg vel Tilbagefald og Mindelser, men for hver Dag, som gik, aftoge de, at jeg skal tale mathematisk, i geometrisk Progression; og min Pilegrimsgang fra Phantasiens Land, som hidtil havde været saa vidtløftig, kom snart til at ligne en jevn militair Marche, der bestandig gaaer fremad, og kun afbrydes af den for Maaltidet og Hvilen nødvendige Rast.
Derimod vilde jeg lyve, hvis jeg sagde, at jeg paa Ørnevinger svang mig op til Tinden af Videnskabens Tempel. Ligesom jeg tidligere havde arbeidet utrættelig paa, ved Hjælp af gode Forsætter at brolægge en vis anden Forgaard, saaledes gik jeg nu paa Arbeide allerforrest i Videnskabens Forgaard, og brugte min Hukommelse og Skarpsindighed saa udholdende og grundig som nogen Brolægger sin Jomfru. Medens jeg endnu af og til snublede, forekom det mig vel undertiden, at nogle Lysfunker glimtede ud til mig fra Helligdommen; men da jeg dog havde en Fornemmelse af, at disse Glimt vistnok stode i nogen Forbindelse med Indbildningskraften, afviste jeg dem stedse tilligemed hvad Andet, der kunde nærme sig denne Retning, saasom Kunst, Poesi og alle andre ideelle Lygtemænd.
Dette skete ikke blot som Følge af mine solide Examens-Forsætter, men ogsaa fordi jeg nu begyndte at føle en formelig Afsky for Alt, hvad der henhørte til »det Ideelle«, hvilken tiltog for hver Gang, jeg endnu greb mig i ubevidst Phantasteri. Skjøndt sjeldent, kunde dette dog endnu skee af og til. Saaledes opdagede jeg, efterat jeg i over et halvt Aar havde været ganske fordybet i Retskyndigheden, en Dag, da jeg fulgte med Regimentsmusiken ned ad Gaden, at jeg tænkte mig, vel ikke mig selv som laurbærkronet Feltmarskalk, - det havde jeg dog faaet Ende paa, - men derimod den danske Hær, saavidt jeg mindes, ifærd med at gjøre sit Seirs-Indtog i Berlin. Og ved at huske mig om blev det mig tydeligt, at jeg vistnok lige til Dato, hver Gang jeg hørte en saadan krigersk Musik, uvilkaarlig havde eleveret Situationen betydelig op over Virkeligheden.
Det faldt mig nu ikke vanskeligt at faae Bugt med Sligt; men saa ofte jeg gjorde en saadan Opdagelse, forøgedes, som sagt, min Mistanke og mit Had til Phantasteriet, som jeg opdagede endnu havde Strikker om min Fod, uden at jeg mærkede deres Tilværelse. Jeg anede Uraad overalt, og fik, som jeg troer det i Psychologien kaldes, en virkelig Idiosynkrasi mod Alt, hvad der havde med Phantasien at skaffe. Jeg følte en oprigtig Tilfredsstillelse, hvergang jeg hørte Nogen skjælde Kunst og Poesi ud for Løgn og Sludder; og kom jeg ved et Tilfælde til at kaste Blikket i en sværmerisk Roman, blev jeg betagen af en Fornemmelse, som den, nogle Mennesker kunne faae, naar der er en Kat i Stuen. Dette gik saa langt - hvad mangen En maaskee vilde betvivle, dersom jeg ikke altid havde vist mig som en saa paalidelig Autobiograph, - at jeg endog følte Uleilighed deraf, at der i Retsstudiet fandtes altfor meget til Romantiken Henhørende. Criminalretten var især generende i denne Henseende, men ogsaa Landboretten mindede paa mange Steder utilbørlig om Novellefaget. Ved Læsningen af Lovens 5-10 var det, som om jeg ex officio læste Jagtfortællinger og »Træsnit«, og desuden blev jeg ved de Artikler, der handle om Oldensvin, specielt erindret om hin Tid, som jeg ikke gad Tænke paa, da Thomas vilde drive sine Phantasisvin paa Olden i mine Luftskove.
Med Undtagelse af slige enkelte Afsnit, som vare mig ubehagelige, fandt jeg mig iøvrigt vel i mit Arbeide, forsaavidt som jeg uden al Begeistring men med en vis kølig Ro ganske hvilede deri. Efter den lange Faste, jeg havde havt i Henseende til at lære, fulgte der nu en Fornemmelse, som om jeg var istand til at sluge al Viden; hvilken Fornemmelse, jeg dog efterhaanden maatte erkjende, var ligesaa illusorisk som saa mange andre, jeg i mit Liv har havt.
--------------
Over de følgende Aar »iler jeg hastig hen«, da Alt i dem gik sin jevne Gang, efterat det først var kommet i Orden. Blot ved ganske enkelte, især mere høitidsfulde, Leiligheder hændte det sig, at jeg blev greben af forfløine Phantasier, og jeg kunde da endnu have stor Vanskelighed ved at beherske dem. Saaledes erindrer jeg, at da jeg første Gang besøgte et Examinatorium, stod Professoren en Tid lang foran mig og demonstrerede meget ivrig: idet jeg ved denne Leilighed saa paa ham, lagde jeg Mærke til, at han havde en ualmindelig lang Næse, og idet denne bevægede sig frem og tilbage tæt foran mig, faldt det mig ind, hvad han vel vilde sige, dersom jeg ganske uventet gav ham et dygtigt Knips paa den. Denne Tanke bemægtigede sig mig saa ganske, at jeg ikke hørte et Ord mere af, hvad han sagde; ja, tilsidst maatte jeg endog foregive en Upasselighed og gaae bort, af Frygt for, at jeg ikke længer skulde kunne beseire mine abnorme Lyster. - Paa lignende Maade gik det mig, da jeg engang deltog i en Begravelse, og vi Alle sad alvorlige i Stolene og hørte paa Præsten, der holdt Ligtale. I gribende Ord udviklede han den Sorg, som havde truffet den afdøde unge Piges værdige Fader, der nu stod dybtnedbøiet ved hendes Baare; hendes fromme Moder, der havde baaret hende under sit Hjerte, frydet sig ved den Spædes Lallen, og nu i de sidste tunge Dage vaaget mangen Smertensnat ved hendes Leie; hendes brave, trofaste Broder, der, ingen Ulykke anende, nu pløiede Søen - det fjerne vilde Hav, fra hvilket kun et tyndt Bræt adskilte ham; hendes kjærlige Søster, som saa gjerne havde villet ile hertil fra sit skjønne Hjem i Fyen, men blev holdt tilbage ved Omstændigheder, der maaskee dog forjættede Trøst for det bittre Tab, vi nu alle begræd; medens dog denne elskende Søsters ædle, høit stillede og høit ansete Mand havde løsrevet sig fra sine mange og mangehaande betydningsfulde Hverv, og var ilet hertil for at sørge med de Sørgende og græde med de Grædende. - Som Præsten talede, steg hans Foredrag og gjorde dybere Indtryk paa Tilhørerne. Men just, som der hvilede noget næsten Forklaret over ham, kom Fristeren og spurgte mig, om han nu dog ikke vilde blive mærkelig overrasket, hvis man pludselig greb ham om Livet og rev ham med i en fyrig Polskdands ned ad Kirkegulvet. Ogsaa denne Tanke tiltalte mig saa levende, at jeg af Frygt for, at den skulde gaae over til Handling, fandt det raadeligst saa ubemærket som muligt at tage Flugten.
Naar Sligt skete, blev jeg iøvrigt meget ærgerlig over mig selv og min Mangel paa Selvbeherskelse, skjøndt jeg dog denne Gang slap bedre fra det, end jeg havde fortjent. Da jeg nemlig et Par Dage efter mødte Graveren, som havde lukket mig ud, fortalte han mig, at Præsten havde spurgt ham om Grunden til min Bortgang, og om den maaskee hidrørte fra Sindsbevægelse, hvilket Graveren havde bejaet med det Tilføiende: »Ja, han var forfærdelig bevæget ved Deres Høiærværdigheds Ord, og det var de jo da Alle, baade de af Følget og hvem der ellers var.« - »Ja, jeg troer selv, at den Tale lykkedes for mig: det var virkelig, som om Aanden kom over mig ved den unge Piges Baare«, havde Præsten svaret og derpaa tilføiet, at jeg var et vakkert ungt Menneske, som levede stille og ordenlig, og havde Sands ogsaa for Livets Alvor og det Høiere.
Men ogsaa disse Paroxysmer bleve stedse sjeldnere, og da de nævnte to Aar vare forløbne, havde jeg i lang Tid været fri for ethvert Anfald. Ved dette Tidspunkt begyndte jeg at tænke paa at tage Examen, som saaledes vel ikke just kom hurtig, men til hvilken jeg da ogsaa syntes, at jeg var ret vel og grundig forberedt.
Skriftlig Examen var forbi: jeg havde staaet mig som en Ulfsklinge; og nu frembrød den mindeværdige Dag, der skulde sætte det ydre Segl paa mine vedholdende Anstrængelser. Jeg havde aldrig kjendt Noget til den saa meget omtalte Examens-Feber, og efter de Fata, som jeg i de senere Aar havde gjennemgaaet, var min Respekt for slige Ting som Examiner ringere end nogensinde. Jeg satte mig derfor paa Stolen med megen Koldblodighed og med en vis solid Følelse af, at jeg dog nu var en anden Person, end da jeg sidst sad i denne Stue og hørte min Ven N. udfolde sin Kundskabsfylde. - Men hvo, som staaer, se vel til, at han ikke falder! og hvo, som troer at have beseiret den lede Satan, ja hugget ham finere end Saugspaaner, han se vel til, at ikke denne sletsindede Person, lyslevende og heel, paa een Gang indfinder sig, sætter sig ved Siden af ham og ganske munter, som om Intet var passeret, tilraaber ham: »Guten Tag, Bruder! Wie hast Du's? Ich lebe wohl!« - Saaledes kunde jeg ønske at advare den altfor selvtillidsfulde Ungdom, foreholdende den mit eget Exempel.
Under Examinationens Gang fik jeg snart en Fornemmelse af, at jeg var altfor rolig og ikke brillerede saa meget, som jeg troer, man ventede: jeg svarede kun paa, hvad jeg blev spurgt om, og lagde ikke synderlig Skjul paa, hvad jeg ikke vidste. Den ene af Professorerne, som var min specielle Velynder, lod til at ærgre sig herover, og søgte at faa mig til at være noget mere munter og glimrende. Som jeg nu var, faldt dette mig imidlertid ikke naturligt; men da jeg dog i erkjendtlig Følelse af hans Velvillie ønskede at følge den givne Tilskyndelse, søgte jeg ligesom at puffe mig op til et høiere Standpunkt, og pludselig faldt det mig da ind, at jeg jo blot kunde bruge min gamle Kunst og betragte ham som Napoleon og mig selv som den refererende Combaceres. Med Foragt afviste jeg øieblikkelig dette Tilbud. »Nu vel, saa lad Kratzfuss engang igjen see Dagens Lys! Du er jo just nu ved en Sag, som har mange Grunde baade pro og contra; lad gamle Kratzfuss paa sin Viis tage den ene Del af disse, og hug saa løs paa den Hund! Du skal see, hvilken Verve der da kommer over det Hele!« - Saaledes tiltalte den lede Frister mig med sledske Ord, og vel svarte jeg ham strax: »Vig fra mig, Satan! Du er mig til Forargelse!« - men det brød han sig ikke om; tvertimod vedblev han uafbrudt at tilraabe mig og gjøre mig sine lokkende Forestillinger; og istedetfor at svare Professoren paa hans Spørgsmaal maatte jeg saaledes anvende min hele Sjæl paa at parere de Stik, som den gamle Slange nu uden Ophør søgte at bibringe mig. Examinationen gik istaa; Censorerne begyndte at blive opmærksomme og fløtte paa sig; Professoren paastod hvert Øieblik, at jeg godt kunde svare, naar jeg blot gav mig Tid, og lod den ene lange Pause indtræde efter den anden. Men imidlertid pauserede det ikke inden i mig; med hvert Sekund blev Striden argere; og jo længere og hyppigere de ydre Pauser bleve, desto stærkere skreg og raabte Satan i mit Indre: »Giv dog efter; gjør dog, som jeg siger! Nu er Du jo nødt til det: nu maa Du glimre; nu maa Du brillere, efterat Du saaledes er prostitueret! - Saa kan Altr komme paafode endnu; men ellers er Examen ødelagt. Du bliver til Nar for Dig selv og alle Andre; og dine mange Kampe og de lange Aar ere spildte!« - »Hold Mund, Satan!« - »O nei, o nei! Vær dog fornuftig; giv dog efter! Endnu er det Tid! men skynd Dig, skynd Dig, før det er for silde! - Vær dog een Gang klog; vær dog ingen Ridder Don Quixote! - Det er jo desuden kun denne ene, allersidste Gan- g!« - - »Hold Mund, Satan!« var mit ligesaa fyndige som urokkelige Svar. Men imidlertid holdt jeg selv ligesaa haardnakket Mund overfor Professoren, og den ene vigtige Disciplin gik efter den anden, uden at jeg gav andet Svar end af og til mekanisk at gjentage nogle af Examinators Ord.
Efter en haard og langvarig Kamp fik jeg endelig Overhaand, jog Fjenden paa Flugt og vandt en fuldstændig Seir over Satan og hans Rige. Men inden dette lykkedes mig, var Examen allerede saa langt fremrykket, at Slutningen, som igjen var tilfredsstillende, dog ikke kunde restituere den; og Udfaldet blev saaledes, at jeg kjendtes værdig til Karakteren haud illaudabilis.
Skjøndt dette Resultat var noget uventet, havde min hele Stræben dog saa udelukkende været rettet paa at beseire Phantasien, at jeg alligevel gik hjem med en tilfreds og trodsig Selvfølelse. Da jeg var kommen ind i min Stue, stillede jeg mig for Speilet, og betragtede mig selv en Tid lang: mit Ansigt forekom mig yngre og dog mere bestemt end for nogle Aar siden; og for første Gang i lang Tid tildelte jeg mig opmuntrende Roes: »Du er en brav Gut!« sagde jeg og klappede mig selv i Ansigtet: »der kan endnu blive et Menneske af Dig.« - Samme Morgen havde jeg paa en Café i en Recension over et nyt Stykke just læst en Replik, der lød: »Man kan see, han har ligget, men reist sig igjen«. Denne anvendte jeg nu paa mig selv, og idet jeg gik op og ned ad Gulvet, gjentog jeg flere Gange med Tilfredshed: »Man kan see, han har ligget, men reist sig igjen.«
Men det Samme, der saaledes satte mig paa god Fod med mig selv, havde den modsatte Virkning paa mit Forhold til den øvrige Verden, fra hvilken jeg ved denne Leilighed fjernedes end mere end før. Da jeg forlod Universitets-Bygningen, havde jeg en tydelig Fornemmelse af at det, som jeg nu regnede mig til Hæder og Fortjeneste, blev af de Andre regnet mig til Skam og Skade; og jeg følte en hjertelig Ringeagt for den dumme Dom, som Næsten fælder. - Denne Følelse havde vistnok sin Del i, at jeg strax var bestemt paa ikke at tage Examen om, hvad jo iøvrigt ikke i sig selv var saa særdeles tillokkende. Pecuniære Grunde hertil havde jeg heller ikke, da jeg imidlertid havde arvet Poulsminde. Min Farbroder var nemlig død for et Aars Tid siden, i den Tro, at jeg vilde gjøre en glimrende Examen; og hermed var da ogsaa det eneste Menneske borte, for hvis Skyld jeg kunde bryde mig om at faae bedre Karakter.
-------------
-------------
H. E. Schack Homepage
[Hjem]
[English]
[Det Danske Sprog- og Litteraturselskab]
© Det Kongelige Bibliotek