link til hjemmesiden - Det Kongelige Bibliotek

| Index | -1 | +1 |

Schack, H. E.: Phantasterne (1857) [s. 107-150


    Den 4. November.  

   Jeg er da nu altsaa Student; og Alt er gaaet skjønt. For Christian kneb det; men han begyndte egenlig ogsaa først at bestille noget efter skriftlig Examen. - Jeg har ogsaa været hjemme; men Gjensynet af Poulsminde svarede just ikke til de Forventninger, jeg gjorde mig derom, da jeg ifjor reiste til Kjøbenhavn. Jeg havde ikke den Morskab af at gaae ned i Staldene og ud paa Markerne, som jeg havde tænkt mig. Det var ogsaa kjedeligt, at Thomas var borte, og at Christian havde saadan en Hast med at komme til Byen, saa at jeg var ene næsten hele Tiden. Jeg begyndte at tænke paa Therese; men det var heller ikke ret som for fire Maaneder siden; thi nu i Mellemtiden er hun jo bleven gift, og saa veed jeg dog, at det ikke kan nytte noget.
   Ellers vare baade Mennesker og Dyr meget flinke og venlige. Onkel var saa fornøiet, som jeg sjelden har seet ham; Jakob kaldte mig ved Efternavn, for at gjøre Stads af mig, og Gartneren drak sig fuld, som han Dagen efter forsikkrede, til Ære for min Hjemkomst som Student. Men Ingen viste dog mere Fryd end mine gamle brave Hunde: de vare næsten ude af sig selv i de første 24 Timer. Jeg gik ogsaa temmelig meget paa Jagt, medens jeg var derude, baade for Jagtens Skyld og for den morsomme Situation, som det er, naar den unge Jæger i grøn Frakke gaaer inde i den gamle Skov og tramper i det visne Løv, med sin Hund ved Siden og med en langøret Morten i Jagttasken.
   Nu er jeg da kommen til Byen igjen, og imorgen skal jeg høre de første Forelæsninger.
              --------------

    Den 28. November.  

   Det er underligt, at Folk kan finde det saa rart at blive Student; det er dog en meget ubetydelig Stilling, som slet ikke giver nogen Autoritet. Jeg har været et Par Gange i Selskab i denne Tid, og jeg troer, at jeg uden Ubeskedenhed turde paastaae, at jeg var bedre Hoved end de 9/10, morsommere end de 3/4 og rigere paa Lærdom end Halvdelen; men medens de Andre næsten alle vare Folk i »Stillinger« eller dog idetmindste Candidati, saa var jeg kun ung Student, og jeg mærkede tydelig, at man egenlig fandt, det var en Anmasselse, naar jeg sagde Noget, som var vittigere, end hvad en eller anden Embedsmand havde sagt. Det er igrunden bedre, naar man endnu er Skolediscipel; thi skjøndt man rigtignok ogsaa da tit ærgrer sig over de Dumheder, som beundres, og føler, at man kunde sige noget meget Bedre: saa veed man jo dog een Gang for alle, at man skal give den Stumme. Nu har man derimod faaet en Ret til at tale med, men det er ikke Meningen, at man maa gjøre Brug af den. Det Ærgerligste er endda, at man ikke kan lade være selv at afficeres deraf: man tier enten stille, eller man gjør sig altfor rask; og hvad man siger, siger man ikke nær saa godt, som man kunde sige det.
   Nei, naar jeg skal have nogen Fornøielse af det hele Selskabsliv, saa vil jeg enten være den Første eller dog idetmindste kunne give mig i Kast med de Første. Naar jeg gaaer paa Østergade, saa vil jeg have, at det skal være en lille Begivenhed for de unge Damer, at de møde mig, og en ikke saa lille endda. De skal hviske det til hinanden, og ganske, ganske hemmelig, uden at de selv vide det, skal det gaae dem, som der staaer i Visen, saa at
       »Hver en Ungmø hun ønsker hos sig: 
       Gud give, Conrad Malcolm vilde beile til mig.« 

            ------------

    Den 4. December.  

   Medens man saaledes gaaer og bliver overseet, falder det meget komisk at see endel ærede Kammerater gaae omkring og formelig føle Stolthed over at være blevne Studenter. »Nu er man dog Noget!« sige deres tilfredse Miner meget læselig. Men det er just Ulykken, at man ikke er Noget. Selv i Studenterforeningen, hvor den ene Student dog skulde være ligesaa god som den anden, saa at kun den fik størst Autoritet, som havde de bedste Grunde, er det ingenlunde, som det burde være. Naar en Magister siger Noget, hvori der blot er jevn Gaaseforstand, kan man være vis paa, at han har mere Indflydelse end den unge Student, der just kan træffe Hovedet paa Sømmet. Og her er det nu igjen saa ærgerligt, at man selv paavirkes af denne dumme Overtro. Da der saaledes for nogen Tid siden var Discussion, og nogle Magistre og theologiske Candidater længe havde vaaset mod hverandre, vilde jeg tilsidst, for at gjøre Ende paa Vrøvlet, sige, hvorledes det ganske simpelt forholdt sig; men da jeg kom frem, kunde jeg tydelig mærke, at den almindelige Stemning sagde, er her nu kom en Rus, der vilde gjøre sig vigtig. Jeg blev derover selv genert; skyndte mig med at blive færdig, og fik slet ikke tydelig sagt, hvad jeg vilde.
   Senere har jeg dog fundet paa et godt Hjælpemiddel. Jeg tænker mig nemlig nu ved slige Leiligheder at være noget ganske Andet end en stakkels Student; og det gjør Alt betydelig interessantere, og giver mig selv en ganske anden Holdning. Dette faldt mig ind, da vi forleden Aften skulde drøfte et Spørgsmaal, som jeg vidste i sin Tid havde været paa Bane i den franske Nationalforsamling: jeg kom da til at tænke paa, hvorledes vel Mirabeau kunde have taget den Sag; og under Discussionen satte jeg mig bestandig mere og mere ind i, at jeg var Mirabeau; critiserede som saadan hos mig selv de Andre, og tog endelig Ordet i samme Kvalitet. Og dermed var al Frygt forsvunden: jeg havde den usigeligste Foragt for mine Modstandere og for den hele Forsamling af studiosi. Jeg var paa een Gang kold og spydig og dog voldsom, og jeg følte selv tydelig, at min Tale havde en ganske anden Karakter end alle de Andres. Man raabte Bravo, og man hyssede, men Alle hørte efter med den mest udelte Interesse; og jo mere man yttrede Bifald og Mishag, des mere følte jeg mig Mirabeau, des sikkrere gik jeg ind i hans Person, og desto bedre talte jeg. Endelig sluttede jeg med en Vending, som stak begge Parter, og satte mig derpaa med den Ligegyldighed, som kunde anstaae en Mirabeau, der talte blandt en Flok Studenter. Rigtig i mit Hjerte tilstaaer jeg imidlertid, at jeg ikke just var saa ganske ligegyldig; men især maatte jeg dog fryde mig over den uudtømmelige Kilde, jeg saaledes har fundet til at være ny og pikant: een Aften har jeg været Mirabeau, en anden Cato; een Gang har jeg tænkt og talt à la Voltaire, en anden Gang à la Byron, og jeg har altid paa Følelsen, hvilken Aand der nu kan gjøre den bedste Virkning. Forleden var der saaledes flere af de gode Ynglinge, der, som jeg troer, for at efterligne mig, vilde være brusende og glubske: jeg opgav da strax enhver Optræden i den Retning, og følte, at ovenpaa dette kunde en kold engelsk Aristokrat gjøre godt; - og da jeg derpaa fik Ordet, var det ikke Mirabeau, men Duke Arthur Wellington, som gjorde Studenterforeningen den Ære at deltage i dens Discussioner; hvilket, da det kom temmelig uventet, havde særdeles god Effekt. De jydske studiosi theologiæ, som ere noget aandelig immobile, vare især synlig overraskede.
   Ved vore berømmelige Vaabenøvelser har jeg gjort Forsøg paa at lade Marschall Ney spille en Rolle; men jeg tilstaaer, at det ikke har været mig muligt at finde nogen for ham passende Post. Disse Øvelser kjede mig derfor ogsaa; og den Lystighed, hvormed de Andre deltage i dem, forekommer mig ubehagelig og plat.
             ----------------

    Den 12. December.  

   Det er forbausende, hvorledes Phantasien kan anvendes til at hæve Alt op i en høiere Sphære og gjøre selv det Kjedelige underholdende. Jeg behøver ikke at sige, at adskillige af de Forelæsninger, der holdes paa Universitetet, ere trivielle for mig, som altid i Tankerne lever i de interessanteste Forhold. Jeg vil imidlertid ikke heller i disse Trivialiteter staae tilbage for Nogen, og Phantasien har da tilbudt mig det bedste Middel til at give dem Interesse. Naar jeg saaledes læser mine Collegier over de forskjellige Videnskaber, da tænker jeg mig f.Ex., at det er store nye Sandheder, som jeg nu selv sidder og udfinder, og at jeg om faa Øieblikke skal hen i en Samling af verdensberømte Videnskabsmænd, for der at forbause Alle ved de Opdagelser, jeg har gjort. Tanken herpaa giver Alt en anden Farve, og gjør ethvert Arbeide let og livligt.
 
            ----------------

    Den 14. December.  

   Igaar havde jeg saaledes nogle vanskelige Punkter i Mathematik, og var meget daarlig oplagt til at gjennempløie dem; men pludselig faldt det mig ind, at man kunde tænke sig det som en Sag af stor Vigtighed for den høiere Krigskunst, og at jeg om nogle Timer skulde hen til Napoleon for at aflægge Rapport om, hvad jeg havde udfundet for at sikkre Gibraltars Erobring. Og aldrig saasnart havde jeg tænkt mig dette, før Sagen fik en ganske anden Interesse: al Træthed forsvandt, og inden Tiden var udløben, var jeg fuldstændig færdig. Da jeg siden med Sjælen opfyldt af Napoleon og Gibraltar kom til Universitetet og saa vor brave Professor matheseos, maa jeg imidlertid indrømme, at jeg blev noget flau; thi han afveg rigtignok ikke ubetydelig fra den napoleonske Typus.
            ---------------

    Den 5. April.  

   Idag har jeg havt en varm og ret morsom Dag, skjøndt ikke uden Ærgrelse. Jeg har taget philologicum og i den Anledning været ikke færre end fem forskjellige store Mænd.
   I Latin var jeg Muret: fin og elegant, lidt bred og pedantisk, iøvrigt anerkjendende overfor vor Professor eloquentiæ, som er en meget habil Mand. Han viste sig iligemaade anerkjendende mod mig, saa at vi skiltes med gjensidig Høiagtelse: jeg naturligvis dog med Følelsen af, at jeg af os to var facile princeps. - Fra Latin gik jeg til Mathematik, og da Professoren ikke syntes mig skikket til at være Napoleon, besluttede jeg selv at overtage denne Rolle, dog saaledes, at jeg ikke var Keiseren, men den unge Elev i Brienne, der med Bevidsthed om sin gloriøse Fremtid nu skulde gjøre sin Entree. Idet jeg gik fra Auditoriet Nr. 3 til Nr. 5, ophørte jeg saaledes at være Muret og blev til Napoleon; og med det Samme afkastede jeg da Murets slebne Væsen, og antog Sous-Lieutenant Bonapartes mørke og skarpe; jeg gjorde ingen zirlige Omsvøb, men svarede kort og bestemt; hvilket var baade i Bonapartes og i Mathematikens Aand, og derfor i kort Tid skaffede et satisficerende Resultat.
   Da det kom til Græsken, bar jeg mig ad som Ivanhoe i Kampen med Brian de Bois-Guilbert. Han sigtede nemlig først efter Tempelherrens Skjold, men i det afgørende Øieblik forandrede han Landsens Retning, og styrede den mod sin Modstanders Hjelm, »et Sted«, siger Walter Scott, »som var vanskeligere at træffe, men hvor Virkningen, naar Stødet traf, da ogsaa var desto større.« - Paa lignende Viis havde jeg først tænkt at være den lærde Gram, der, som det hedder hos Suhm, da han kom til Prof. Poul Vinding, opgav hele Homer og Callimachus; hvorpaa samme Poul Vinding, der var en for sin Tid ikke ulærd Mand, forbauset og mistroisk udbrød: »Du have læst, forstaaet Callimachum!« - Men da han saa havde hørt den lærde Gram, gav han ham ei blot egregie, men bød ham endog hjem at spise til Middag hos sig.
   Denne Situation laa for mig saa nem, som det ligger for en Ridder at rette Landsen mod sin Modstanders Skjold. Professoren var ganske som Poul Vinding, en for sin Tid ikke ulærd Mand; og jeg var, ganske som den lærde Gram dengang, et stort peut-être. For at gjøre Illusionen fuldkommen, havde jeg desuden læst baade Homer og Callimachus, og var fuldt belavet paa først at høre Professoren udbryde: »Du have læst, forstaaet Callimachum!« og derpaa at blive buden hjem til Middag hos ham. Men da det kom til Stykket, fandt jeg mig ikke rigtig stemt til den besluttede Rolle. Den lærde Gram var vist en fortræffelig gammel Fyr; men umiddelbart iforveien havde jeg været den eventuelle Napoleon, og det forekom mig nu noget fattigt at være den eventuelle Gram. - I det Øieblik, jeg skulde bryde min Landse, besluttede jeg derfor pludselig at lade baade Gram og Callimachum gaae Fanden i Vold, rette Landsen mod min Modstanders Hjelm og være ingen ringere end selve Homeros.
   Som saadan tog jeg altsaa Plads ved Siden af Professoren, der nu blev fri for at være Poul Vinding og invitere mig til Middag. Med dyb Stemme og usigelig Værdighed læste jeg op og interpreterede, ganske som jeg kunde tænke mig Oldingen Homeros ved de olympiske Lege. For at begeistre mig vendte jeg mig mod Auditoriet, i hvilket jeg vilde see de aandrige Athenienser; men ved at betragte den Snes studiosi, der stod og gloede, kom jeg uvilkaarlig til at tænke paa, hvorledes man - iøvrigt ikke overdrevent vittigt - opløser hint Ord i »atten Jens'er«; og jeg maatte da i al Hast igjen tage Øinene til mig. Til Lykke faldt det mig i det Samme ind, at Homer jo var blind; og da jeg netop var færdig med at oversætte, undlod jeg ikke strax at lukke Øinene, hvilket kom mig ypperlig til Nytte; thi fra nu af var jeg fuldstændig og uforstyrret inde i Illusionen. Det faldt mig ikke vanskeligt at tænke mig forsynet med et ærværdigt, hvidt Skjæg; og alt imellem lod jeg Fingrene løbe op og ned ad Bordbenet i den Tanke, at jeg slog Egeharpen: heldigvis var det et ualmindelig svært og noget kroget Bordben. Et Par Gange mærkede jeg, at Professoren blev halv decontenanceret af den Haardnakkethed, hvormed jeg holdt Øinene lukkede; men jeg lod mig ikke drive ud af den fordelagtige Position, jeg havde indtaget. Da han endelig udtalte de velklingende Professorord: »Det er tilstrækkeligt!« tilføiede han i en deltagende Tone: »De har vistnok svage Øine?« - »Desværre ja,« svarede jeg, »jeg er stundom saa godt som blind,« - nemlig hver Gang jeg agerer Homer, tænkte jeg. I velvillige Ord bevidnede han mig derpaa sin Medfølelse, tilføiede en Advarsel mod at være for flittig, og fortalte mig, at jeg fik Karakteren l.p.c. - Unægtelig vilde det ogsaa have været besynderligt, om Homeros ikke havde faaet præ ceteris i Græsk; skjøndt jeg indrømmer, at det kanskee kunde see broget nok ud for ham, hvis han nu indstillede sig til Examen philologicum.
   - Efter saaledes i Græsk at have været Homer, forekom det mig passende i Historie at være Herodot, saa meget mere, som vi havde et Afsnit af den gamle Historie. De Spørgsmaal, Professoren gjorde mig, besvarede jeg med den overbærende Godhed, hvormed jeg maatte antage, at Historiens Fader vilde tilfredsstille den yngre Videnskabsdyrkers Videbegjærlighed. Kun om eet Punkt, der i Forelæsningen var erklæret for tvivlsomt, reiste der sig nogen Strid imellem os, idet jeg ikke fandt det passende at udtale mig tvivlende om et Punkt, som hørte hjemme i min egen Tid. Det formindskede iøvrigt ikke vor gode Forstaaelse, og vi skiltes som Mænd, der selv om de ikke i alle Enkeltheder stemme overens, dog forstaae at paaskjønne hinandens Værd.
   Men som Fanden aldrig sover, men altid skal strøe Klinte selv i den bedste Hvedeager, saaledes skulde heller ikke denne Dag være ublandet tilfredsstillende; Naturhistorien stod tilbage; og det Afsnit, hvori vi skulde udvikle vor Kundskabsfylde, var denne Gang Zoologien. Efter nogen Vaklen havde jeg bestemt mig til her at være Cuvier: navnlig havde det store Dyr, som han construerede af en lille Knokkel, særlig indtaget mig for ham. I Begyndelsen gik det ogsaa fortræffeligt; men til al Uheld var min Examinator saadan en underlig skikkelig gammel En, at jeg i Kvalitet af Cuvier ikke godt kunde lade være at oversee ham og betragte den hele Sag som en Leg, hvad den jo ogsaa maatte være for en slig Naturkyndig. I denne Stemning blev jeg spurgt om det gjæve Dyr Løven; og behandlede det da i Begyndelsen ganske naturhistorisk som et Dyr af Katteslægten med et vist Antal Kløer - jeg husker nu ikke længer, hvor mange - samt forskjellige Skæretænder. Men som jeg saaledes sad allerbedst og var lærd, kom paa een Gang den lede Frister og saaede Klinte, idet han pludselig præsenterede min Hukommelse Historien om Androcles og hans ædelmodige Løve. Jeg kastede et Blik paa den gamle Professors Ansigt: det saa i høi Grad ærbart ud; og det var overordenlig fristende at tænke sig den Forandring, det vilde undergaae, naar Androcles's æsthetiske Løve pludselig med et muntert Spring viste sig paa Videnskabens Arena. Til ydermere Ulykke havde jeg engang læst, at Cuvier var en stor Skjelmsmester, der ikke let lod Leiligheden til List og Skalkestykker ubenyttet; og det blev mig da i Øieblikket klart, at vilde jeg være en sand Cuvier og virkelig tale Cuviersk, saa maatte Androcles for en Dag. Idet jeg sluttede en smuk, videnskabelig Sætning, fortsatte jeg derfor uden Standsning: »Iøvrigt kalder man almindelig Løven Dyrenes Konge; og den fortjener i Sandhed dette Navn. Utallige ere Exemplerne paa dens Ædelmod og Høisind; dog vilde det være for vidtløftigt her at gjennemgaae dem alle. Men Eet bør ingensinde glemmes - det, som indeholdes i den skjønne Fortælling om Slaven Androcles. - Denne Mand levede paa Keiser Tiberii Tider, og flygtede fra sin grusomme Herre ud i Libyens Ørkener«; - - hvorpaa da fulgte hele Historien om Androcles, der kan efterlæses i Raffs og Smiths og adskillige Andres naturhistoriske Værker. Imedens jeg fortalte den, var det ikke uinteressant at betragte den stakkels Professor. Da han hørte Løven blive benævnt Dyrenes Konge, gav det strax et Sæt i ham, og eftersom Historien skred frem, blev han meer og meer urolig: han rystede gjentagne Gange paa Hovedet, og gjorde endog, hvad der hos ham var uhørt, et Par Forsøg paa at afbryde mig. Men da jeg ikke lod mig gaae paa, satte han sig endelig resignert tilbage og saa ganske ulykkelig ud. Ved de smukkeste Steder i Fortællingen sukkede han, tørrede af og til sin Pande og rokkede frem og tilbage paa Stolen. Da jeg endelig standsede efter omstændelig at have fortalt den hele Historie, saa jeg paa ham som for at høste et Bifaldssmil; men istedetfor dette satte han et bistert Ansigt op og sagde i en meget vred Tone: »Ja, nu er det meer end nok af det Sludder!« - »Mon man dog bør kalde Fortællingen om Androcles for Sludder?« yttrede jeg med en venlig Stemme. - »Ja vist, ja! Sludder! og det noget Helvedes, forbandet Sludder, hvoraf jeg ikke vil høre et Ord mere!« Og dermed gav han mig vix h. ill.?, uagtet jeg ikke havde gjort en eneste Feil. - Hører det, Rektor og Professoribus, allesammen, samt Consistoriales og Medlemmer af Universitets-Direktionen, saa mange I ere! Saaledes pleies Retfærdigheden ved vor Høiskole! - Men det lader jeg nu passere; thi Uret og Uretfærdighed er man jo engang vant til her i Verden; - men at give Cuvier h. ill. i Zoologi, - og ikke engang helt h. ill., men vix h. ill.? - - ! - - »Ich muss lachen,« sagde Franskmanden (in casu Cuvier): han græd. -
             ---------------

    Den 16. Juni.  

   Forleden Dag gik Christian og jeg en Tour ud i Dyrehaven. Da jeg engang paa Veien kom til at gjøre en Bemærkning om den smukke Natur, svarede Christian mig, at han nu i Grunden ikke brød sig meget om Naturen. »Jeg har desuden,« sagde han, »altid saa meget Andet at tænke paa, at jeg ikke ret har Ro til at gaae og see paa Naturen. Dog kan jeg nok,« fortsatte han, »ved Brug af visse Hjælpemidler komme til at finde Behag i den. Jeg tænker mig da f.Ex., at vedkommende Sted er min Eiendom: saa faaer det strax ligesom en anden Farve; og jeg kan da med megen Interesse og Omhyggelighed betragte de smukke Egne, som jeg veed tilhøre mig selv, og som jeg nu reiser omkring og inspicerer. Naar jeg derfor er her ude ad disse Veie, pleier jeg ogsaa almindelig at tænke mig, at Gjentofte Sogn udgjør et Gods, som jeg da eier; undertiden tager jeg ogsaa Lyngby og Søllerød Sogne med, og forener dem alle tre til et godt Grevskab, hvis Residents er Eremitagen. Naar jeg saaledes har arrangeret mig, reiser jeg med meget mere Fornøielse og Selvfølelse, og saa finder jeg Naturen deilig herude, og glæder mig ved alt det Smukke. Hele Dyrehavscommercen faaer ogsaa paa den Maade Betydning for mig, naar jeg veed, at den skyldes mig, idet jeg er den, som med en Liberalitet, der ogsaa almindelig anerkjendes, har aabnet Adgangen dertil for Publikum. Jeg gaaer da omkring derude med en ganske anden Følelse end alle de Andre og, som et af vore bedste Blade engang ved at omtale en saadan Sag siger, glæder mig med de Glade, hvis Glæde jeg har skabt.«
   Da vi lidt efter i Modsætning til Naturnydelser kom til at tale om dem, som Kunsten skænker, sagde Christian, at han paa en noget lignende Maade havde vidst at forskaffe sig en forhøiet Nydelse ogsaa af dennes Værker. »Jeg har,« sagde han, »saaledes altid før sat temmelig liden Pris paa Malerier. Men engang, da jeg var oppe paa Malerisamlingen, fik jeg det Indfald, at jeg vilde have Ret til at være Autor til to Malerier i hver Sal, hvilke jeg frit kunde vælge; og Du kan ikke troe, hvor det hjalp. De Stykker, som jeg saaledes selv havde malet, fik en ny Værdi for mig, som alle de andre slet ikke havde.«
   »Ogsaa paa Digtekunsten,« vedblev Christian, »har jeg anvendt denne Methode: Du veed, at jeg just heller aldrig har fundet rigtig Smag i Vers eller saakaldet bunden Stil. Men nu er det ganske anderledes; og det, som man ellers ikke brød sig synderlig om, kan blive næsten fortryllende, naar man selv føler sig som Forfatteren. Jeg kan ordenlig delikatere mig ved i denne Tanke at læse smukke Vers høit, især naar jeg da tillige tænker mig nogle elskværdige unge Damer som Tilhørerinder. Uvilkaarlig kaster jeg da af og til Blikket ud over Bogen og betragter det stille Sværmeri i deres Ansigter, naar jeg læser noget rigtig Udmærket, og jeg selv da i deres Tanker smelter sammen med mit Digt. - Jeg har iøvrigt moret mig med at opgjøre, hvilke Digterværker jeg for det Første vilde være Forfatter til, dog saaledes, at jeg har sat mig visse Grændser. Af større Værker vilde jeg have fire, nemlig: »Helge«, »Yrsa«, »Nordens Guder« samt s Saga«. Jeg veed jo nok, at Heiberg siger om dette, at det ikke duer meget; men jeg maa dog alligevel tage det; thi dels er det jo dog nu blevet meget berømt, og dels vil jeg nok være den Eneste, som har skrevet større Arbeider i den egenlige nordiske Poesi, hvis Stifter jeg vil være: det kunde desuden ogsaa være ganske morsomt at have skrevet Noget paa Svensk.
   Dernæst vil jeg tage fire af Heibergs Vaudeviller: »Aprilsnarrene«, »Recensenten«, »De Uadskillelige« og »Kong Salomon og Jørgen Hattemager«. - Endvidere vil jeg have skrevet: otte af Oehlenschlægers mindre Digte, hvis Valg jeg nærmere forbeholder mig; otte af Christian Winthers Træsnit, samt endelig 16 andre danske, norske eller svenske Digte; Summa: 32. Ved denne Leilighed har jeg iøvrigt været ganske snild, idet jeg til disse mindre Digte ogsaa har henregnet Oehlenschlægers »St. Hans Aftenspil«, Chr. Winthers »Annette« og enkelte andre, som egenlig igjen indeholde flere Digte.
   Iøvrigt vil jeg lade disse mindre Digte udkomme paa en Maade, saa at man ordenlig lægger Mærke til dem, nemlig efterhaanden i et Blad, som jeg udgiver hver Uge, og hvori der da hver Gang staaer et saadant lille Digt, om hvilket jeg veed, at det er klassisk. I den halve Uge længes da Alle med spændt Forventning efter, hvad der skal komme, og i den anden halve udgjør det, som er kommet, Gjenstanden for den almindelige Samtale og Beundring. - - Ja, Du kan troe,« sluttede Christian, »at naar man tænker sig det saaledes, saa faaer vedkommende Digt en ganske anden Interesse, end naar man ellers simpelthen sætter sig ned og læser det.« - -
   At læse Digte paa den Maade er ingensinde faldet mig ind. Men Christian har vistnok Ret i, at derved fremkommer en forhøiet Nydelse. - Og det maa unægtelig ogsaa være ganske morsomt, naar den yndige unge Pige sidder og længes efter Bladet den Dag, det skal komme, og selv løber ud for at lukke op, naar der ringes. Og saa var det jo nok værdt at være usynlig tilstede, naar hun sætter sig ned og en Dag for Exempel læser:
    »Den, som har Visen digtet, det er en dansk Student, 
    Og endnu er ham aldrig slig Hjertekvide hændt. 
    Han eier ingen Kæreste; men vælger han sig en, 
    Mon hun vel ogsaa volder hans Hjerte saadan Meen?« 

   Hun sidder da endnu en Stund eftertænksom og stille, og siger da uvilkaarlig hos sig selv: »Hvorledes mon han dog er, den danske Student? Hvem der blot kjendte ham! - »Han eier ingen Kjæreste«; men naar han engang vælger sig en, ak, hvor hun da bliver lykkelig! - Hvor jeg skulde holde af ham og være ham tro! Nei, aldrig, aldrig skulde jeg volde hans Hjerte saadan Meen!«
              ----------------

    Den 1. December.  

   Jeg har nu begyndt paa de juridiske Studier, og naar jeg bedømmer dem, som de ere, vilde jeg lyve, hvis jeg erklærede dem for morsomme: en vis Skarpsindigheds-Exercits er det Bedste ved dem. Men jeg veed ret godt at hjælpe mig ved Brug af Phantasiens guddommelige Gave, som jeg her har meget let ved at anvende; hvorimod jeg bestandig glemmer at gjøre Brug af den ved Poesien: jeg har vel ti Gange besluttet altid at tænke mig som Forfatter, naar jeg læser et Digt, men naar Digtet duer noget, glemmer jeg det dog næsten altid. Ved Jurisprudensen derimod gaaer Methoden fortræffelig. Gangen i alle juridiske Udviklinger er nemlig den, at der først gives en hel Del Grunde for den Mening, som ikke skal antages, og derpaa endnu et Par flere for den, som skal antages; hvorpaa den sidste erklæres for den rigtige og styrkes med Præjudicater. Det ligger da ganske nær at tænke sig som Medlem af Statsraadet og Ordfører for et Parti i samme, hvorimod Minister Kratzfuss af den gamle Skole er Ordfører for Modpartiet. Kratzfuss, der er ældst, udvikler da først sin Mening, hvilken er den, der skal forkastes: derpaa reducerer jeg ham in absurdum; og endelig antager Statsraadets Majoritet min Mening. - Det Eneste, som herved generer mig, er, at den Mening, som Kratzfuss saaledes faaer paa sin Part, ikke sjelden er den liberale og fornuftige, saa at jeg i Hjertet maa give ham Ret og tale mod min bedre Overbevisning; hvilket da gjør min Stilling meget pinlig. Jeg har derfor tænkt paa, at det maaskee var ligesaa godt i slige Tilfælde at indrømme ham Majoriteten; men jeg seer ikke, at jeg da som constitutionel Minister kan undgaae at tage min Afsked; hvilket ogsaa vilde være en forbandet Casus.
   Iøvrigt er det mærkeligt, hvorledes den første Indvielse i en Sag bestandig siden gjør sig gjældende. Den eneste Retskvæstion, som jeg, før jeg begyndte at studere Jura, var bleven bekjendt med, var den, som procederes i »Herman v. Bremenfeld« mellem Handskemageren og Oldermanden fra Hattemagerlauget; og jeg tilstaaer, at den næsten ved hvert Spørgsmaal dukker op for mig, som den fælles Typus for al Jurisprudens. Naar man har hørt ti gode Grunde for en Sag, saa faaer man uvilkaarlig Tilbøielighed til at sige: »Nok, nok! jeg hører alt, at den gode Mand har Ret.« Men naar man da hører 12 ligesaa gode Grunde af Modparten, saa kan man ikke Andet end med Herman udbryde: »Hvad Fanden er dette? Denne har jo ogsaa Ret!«
   Saa Meget er vist, at det maa være en forbandet Situation for Hs. Majestæt idelig at skulle resolvere mellem mig og Kratzfuss.
              ----------------

    Den 30. Marts.  

   Jeg har nu i nogen Tid blot læst den saakaldte Naturret, ved hvilken jeg ikke vel kan tænke mig som discuterende Minister. Jeg har derfor ligesom tidligere overtaget den producerende Philosophs, navnlig Kants, Rolle; og for at gjøre Sagen lidt mere opmuntrende desuden tænkt mig nogle elskværdige unge Damer som usynlige Tilskuerinder ved mine Studier, f.Ex. gjennem en skjult Rude paa Væggen: det opliver altid det tørre Arbeide og er i sig selv pikant og nyttigt. Man arbeider med dobbelt Iver, naar man veed, at det skeer under skjønne Øine; overvinder lettere Fristelsen til at distrahere sig med Morskabsbøger, strække sig paa Sophaen eller fløitende at see ud af Vinduet; og arrangerer sig i det Hele mere, som man bør: saa frit, som om man virkelig troede, man var ene, og dog ikke friere, end Skjønheden kan tillade. En Autor, som nylig har skrevet om det juridiske Studium, har saaledes ikke ganske Ret, naar han siger, at man i den Tid, man læser Jura, ikke maa tænke hverken paa Heste, Hunde, Tøse eller Dyrehavstoure; idetmindste gjælder det ikke om Tøsene, c'est à dire: de elskværdige unge Damer; de maae blot ikke komme frem paa Scenen som Medspillende, men holdes usynlige i Baggrunden som Tilskuerinder. Iøvrigt kan det vistnok ikke fordres, at en Autor, som væsenlig er Exeget, skal have tænkt paa det Tilfælde, at man studerede Rets-Philosophi eller saakaldet Naturret. Den exegetiske eller fortolkende Jurisprudens staaer nemlig aabenbart paa en daarlig Fod med bemeldte Rets-Philosophi. Jeg havde i Begyndelsen i min Eenfoldighed ventet, at denne skulde have givet ligesom et Blik paa alt det Andet, men til min store Fornøielse har jeg opdaget, at den i Grunden diverterer sig med at gjøre Nar deraf; hvorimod den exegetiske Jurist paa sin Side lader sig nøie med at ignorere Philosophen, og blot seer skævt til ham. Indtil videre har jeg taget Parti med Philosophien, og er saaledes paa Feltfod med Exegesen.
   For at kritisere denne gik jeg idag op i Raad- og Domhuset, hvor jeg antog, at den maatte findes uforfalsket. Mine Forventninger bleve dog ubehagelig skuffede. Først adresserede jeg mig til Politiretten; men her betydede man mig, at jeg maatte vente med at komme ind, til jeg engang blev stævnet. Hvor muligt det nu end er, at dette snarlig kan arrivere, saa var det dog at skyde Sagen for meget ud i det Uvisse; og jeg søgte derfor at bevise min Berettigelse til fri Entree. Først tog jeg da, som philosophisk Jurist, min Tilflugt til almindelige Retsgrundsætninger, og beviste af dem klarligen, at fuldstændig Offenlighed bør finde Sted ved hele Retspleien. Da det imidlertid af det Svar, jeg modtog, blev mig tydeligt, at jeg havde med de mest haardnakkede Empirikere at gjøre, steg jeg ned til deres Standpunkt og deducerede min Beføielse af Lovens 1-3-1: »Bye-Ting skal holdes offentlig og ikke paa Raadhus inden lukte Døre.« - Herimod vidste man ikke at anføre nogen Modgrund; og efter al exegetisk Ret maatte Sagen saaledes være afgjort til min Fordel. Men istedetfor at aabne mig Døren til Helligdommen bad man mig at gaae ad Helvede til. Dette vilde jeg imidlertid ikke; men foretrak at gaae hen til Paskontoret, hvor jeg ogsaa uden Vanskelighed kom ind og i flere Minutter fik Lov til at staae uanfægtet. Endelig saa en Mand, der læste »Dagen«, hen paa mig, og spurgte, hvad jeg vilde. Paa mit Svar, at jeg ønskede at overvære Rettens Forhandlinger, spurgte han i en barsk Tone, om jeg havde til Hensigt at gjøre Nar af Pas-Expeditionen; og endskjønt jeg forsikkrede, at dette ikke var Tilfældet, befalede han mig dog strax at absentere mig, da han ellers skulde hjælpe mig ind i Politiretten. Uagtet dette nu vistnok stemte med mit oprindelige Ønske, foretrak jeg dog det første Alternativ og fjernede mig gjennem en Masse af Politiembedsmænd, der, saavidt jeg kunde skjønne, averteredes om at tage Kjende paa mig, som en Person, af hvem man kunde vente Allehaande.
   Saaledes befandt jeg mig da igjen ude paa Torvet, uden andet Udbytte end det at være bleven compromitteret for vort aarvaagne Politi.
                ----------------

    Den 10. April.  

   Med Christians juridiske Studier gaaer det kun smaat. Han beskæftiger sig mest med Statistik og Politik, og har altid Statskalenderen liggende paa Bordet, ligesom han ogsaa er bleven Medlem af et Bladabonnement, hvorfra han faaer en Mængde baade danske og fremmede Aviser. Imorges traf jeg ham siddende med et stort Stykke Papir foran sig, hvorpaa han skrev. Da jeg spurgte ham, hvad det var, svarede han: »Jo, jeg sidder her og modificerer mine tidligere Planer noget. Som Du veed, er der i disse Dage død en Cancellideputeret; og da jeg vil være Hovedet for den fornemste adelige Familie i Landet, kan det ikke falde mig vanskeligt strax at blive udnævnt til hans Efterfølger. Jeg overveier nu just, hvorledes jeg skulde lade mit Navn blive, saavelsom hvorledes min Underskrift skal see ud.« Han viste mig derpaa det Papir, der laa foran ham, bemalet fra øverst til nederst med Navnene: Stemann, Monrad, Ørsted, Lassen, Lange, Hansen, samt endnu et Navn, der i høi Grad varierede og bestandig blev længere og mere sammensat, indtil det tilsidst var opsvulmet til lten-Oxe-Juel. »Jeg vil,« sagde Christian, »blive staaende herved. Familien Hvide skal være den, hvortil jeg egenlig hører: derfor staaer dens Navn i Midten, omgivet af sex andre gamle Slægter, fra hvilke jeg nedstammer paa mødrene Side, og hvis Navne jeg efterhaanden har optaget, eftersom Familierne ere uddøde. Da Hviderne førte en Syvstjerne i deres Vaaben, passer det dobbelt godt, at de ogsaa have 7 Navne, hvoraf de 6 gruppere sig om Hovednavnet. Du seer ogsaa, at jeg har skrevet Navnet Hvide paa en særegen Maade, tilbageliggende, medens Bogstaverne i de andre Navne ligge forover. For hvert Navn vil jeg da ogsaa have et Gods.
   Jeg vil naturligvis være eneste Søn; derimod vil jeg have 3 Søstre, der skulde være gifte med Cheferne for Familierne Montmorentcy i Frankrig, Percy i England og Medina Sidonia i Spanien: saavidt jeg veed, er det tre af de mest glimrende Familier i Europa.«
   »Men,« bemærkede jeg, »er det ikke efter alt dette næsten for beskedent at ville nøies med at være Deputeret i det danske Cancelli?«
   »Ja, seer Du, det er jo blot en Begyndelse; jeg er endnu kun 20 Aar, og det er egenlig mest for at orientere mig i Forretningerne: om kort Tid vil jeg jo nok blive Minister. Ligeledes vil jeg naturligvis snart faa en Mængde af de fornemste Ordener; men til at begynde med vil jeg blot have Dannebrogen, Nordstjernen, Æreslegionen og den nye græske Frelserorden, samt desuden Johanniterordenen, der gives uden Hensyn til Værdighed, blot paa Grund af Adel og Rang, og endelig som Modsætning dertil Medaillen for ædel Daad, der gives blot for en bevislig udmærket Handling. Disse to skulde da hænge i Midten. Johanniterordenen øverst og Medaillen nederst; paa høire Side Dannebrogen og Nordstjernen, paa venstre Æreslegionen og Frelserordenen.«
                  ------------

    Den 24. April.  

   »Nu, Christian! Du blev da ikke Cancelli-Deputeret den Gang,« sagde jeg, da jeg og Thomas, som var kommen herind, idag kom op til ham.
   Christian svarede ikke, men blev siddende med et mørkt og alvorligt Udseende, som hensjunken i dybe Tanker, indtil jeg endelig tog fat og ruskede dygtig i ham. »Hvad er det, hvad er det?« udbrød han, idet han foer op og saa sig om. »Ja, hvad er det?« svarede jeg, »det maa vi spørge Dig om: hvorledes er det, Du sidder og skaber Dig?«
   »Jo, jeg skal sige Jer,« svarede han, »jeg har besluttet ikke at være Cancelli-Deputeret; hvorimod jeg nu er fast bestemt paa at ville være Blad-Redaktør. Det giver i Virkeligheden meget mere baade Indflydelse og Anseelse; man er da paa en Maade som Kongen selv, og der er ikke den Ting, hvori man ikke kan blande sig.«
   »Naa, men derfor behøver Du jo ikke at sidde og gloe.«
   »Jo, seer Du, jeg kommer, som I veed, til flere af vore Journalister, og I kan ikke troe, hvor meget Indtryk det gjør paa alle dem, der kommer ind i Bureauet, naar de træffe Redaktøren saaledes fordybet i sit alvorlige og vigtige Kald. Enhver erkjender da strax, hvorledes han i denne for Nationen skæbnesvangre Tid opoffrer sig selv og sin Ro for Staten og dens Vel.«
   Som Christian sagde, kom han virkelig til flere Journalister, ja var endog paa en Maade Medarbeider i et af de mest udbredte Blade. Han skrev med megen Lethed, baade naar det gjaldt at sætte hans egne og Andres Tanker i Stil; og da han desuden var Bladet og dets Redaktør yderst hengiven, opnaaede han snart at blive behandlet ganske uforbeholdent: en Tillid, som han ogsaa viste sig værdig ved om alle Bladets Anliggender at iagttage den største Discretion. Blot til mig og Thomas kunde han, naar vi kom ind paa Phantasiens Omraade, stundom udlade sig noget friere; men det var een Gang for alle noget Givet mellem os, at hvad vi paa dette Enemærke kom til at omtale, var som usagt i Forhold til alle Andre end os selv.
   Som det lod til, havde Christian allerede begyndt sin nye Virksomhed, idet der paa den ene Side af ham laa endel Manuskript, paa den anden en Hob Correctur-Stykker. Ved nærmere Eftersyn befandtes det dog, at disse vare udklippede af det Blad, til hvilket han havde sluttet sig, ligesom ogsaa at Manuskriptet indeholdt en Afskrift af de samme Stykker. »Det er,« sagde Christian, »første Nummer af mit Blad, saaledes som jeg vil have det. For en Ordens Skyld har jeg ogsaa skrevet Manuskriptet dertil, og nu antager jeg, at det igjen er kommet fra Bogtrykkeren i Correctur, saa at det hele Nummer nu er aldeles færdigt fra min Haand.«
   »Men troer Du nu, at et Blad af saadan en ung Fyr som Du vil faae nogen Autoritet, og at Folk vil bryde sig om, hvad Du siger?«
   »Jo, i den Henseende har jeg ingen Frygt: et Blad, skal jeg sige Dig, er som en usynlig Magt, hvis egenlige Jeg ikke kommer i Betragtning. Og selv om En eller Anden, der skriver mod Bladet, skulde, som det Slags Personer pleier, forsøge paa at fremdrage Redaktørens Individualitet og yttre, at man ikke behøver at bryde sig om, hvad han siger, saa virker dette dog ikke meget; men de Fleste tænker ialtfald, at der nok staaer Nogen bagved. Det har sig i det Hele dermed just, som der staaer her paa dette Stykke af mit Blad:
   »Det gaaer kun altfor ofte med dem, som haane og forfølge Bladlitteraturen, hartad paa samme Viis som - man tilgive os denne Lignelse: den er dristig, men den er sand! - med dem, der haane og forfølge selve det høieste Væsen. De kalde sig Atheister; de sige, at de hverken have Tro eller Frygt, men dybt i deres Hjerter troe de dog og frygte de dog! - Der turde vel være mangen Kjækling, som ogsaa med modig Mine spotter os og vor Færd, men som dybt i sit Inderste dog baade troer og frygter.«« -
   Saavel dette, som de andre Stykker, Christian havde udklippet, gav han mig siden med hjem, og jeg har saaledes vedhæftet dem in originali.
   Thomas, som ogsaa i den senere Tid havde begyndt at læse Blade, var med megen Interesse gaaet ind paa Christians Beslutning om at udgive et saadant og hørte nu med synlig Velvillie den første Prøve af Bladet. »Ja, det er ingen Løgn,« sagde han, da Christian standsede; »for jeg veed Mange, som sige: Aa! det, der staaer i Bladene, det bryder vi os ikke noget om, det agter vi ikke for en Havreavn; vi læser det ikke engang, om vi saa faaer Bladet til Givendes. - Men det er ikke Andet end Noget, de sige, og som de vil bilde den ind, der er tosset nok til at troe det, og tit og mange Gange ere de mere elendige, hvis det skulde hænde sig, at der stod et Ord om dem i Avisen, end kanskee en anden En vilde være, om saa skulde arrivere sig. - Og ligesaa er det med det, de siger: at det er Løgn og Sludder, Alt hvad der staaer i Bladene, og at der ikke er sandt Ord i det. Det er heller ikke saa i sig selv; - at der kan være Et og Andet, som kan være Løgn og Parabel, det vil jeg aldrig modsige; men at det Meste er sandt og har sin Rigtighed, det er Noget, som jeg da troer er baade vist og sikkert.«
   Christian, som under denne Udtalelse gjentagne Gange havde tilkjendegivet sit Bifald ved at nikke med Hovedet, svarede nu: »Du har fuldkommen rigtig opfattet Journalistikens Væsen og Betydning, Thomas! Det vil derfor maaskee ogsaa kunne interessere Dig, og kanskee ligeledes Conrad, at høre et Par Smaastykker, som i en noget anden Retning berøre Journalistens Stilling. Saaledes dette:
   »Vi ville ikke sige, at vi, siden vi toge Journalistens tunge og ansvarsfulde Kald paa vore Skuldre, ikke stundom skulde have grebet feil, eller gjort os skyldige i menneskelige Vildfarelser: slig formastelig Tanke være langt fra os! - Men Eet tør vi hævde os; i Eet vige vi Ingen: i Villiens Reenhed, urokket Troskab og brændende Nidkjærhed for den hellige Sag, til hvis Banner vi have sluttet os«! Fremdeles, som det hedder her i det andet Stykke:
   »Vi vide det, at vort Kald indeholder mange Fristelser; at den Magt, som er lagt i vore Hænder, vel ofte kunde lokke til Misbrug; at den af mange af vore Samtidige, desværre! er bleven misbrugt; - men vi vide det ogsaa, at som vi aldrig have skyet at see vred Stormand under Øie, naar han traadte Smaamand paa Nakken, saa have vi heller aldrig villet, og skulle aldrig ville, saare den Værgeløse, den, som ligger slagen paa Feltet, - skulde han end have vist sig som vor bittreste, vor uforsonligste, vor uretfærdigste Fjende. - Ulykken være os hellig!«« - -
   »Men roser Du nu ikke her Dig selv temmelig stærkt?« spurgte jeg.
   »Man maa vel gjøre Forskjel mellem Selvroes og Selvfølelse,« svarede Christian.
   »Men det vilde dog falde bedre, hvis en Anden havde sagt det, Du nu læste.«
   »Ja, hvem skulde vel det være?« sagde Thomas. »Ikke er der Nogen af de der uretfærdige Fjender, der skriver i de andre Blade, som vil udrede den Sag. - Nei, skal det siges, som det er, saa bliver een nok nødsaget til selv at fremføre det.«
   Christian nikkede igjen bifaldende og bekræftende; og Thomas havde ved saa ofte at opponere erhvervet sig en saadan Autoritet, naar han bifaldt Noget, at jeg lod mig nøie med endnu blot at tilføie, at de anførte Stykker dog vistnok ialtfald vilde være stødende for Mange.
   »Nei, tvertimod,« udbrød Christian. »Pasevalk, der, som Du veed, er en af vore ældste og mest erfarne Journalister, sagde selv, just om disse to Stykker, at Alle netop synes saa godt om Sligt. - Folket vil,« tilføiede Christian, »og ikke mindst det danske Folk, at dets Ordførere skulle besidde baade Mildhed og Høisind.«
   »Hvorledes er nu egenlig Pasevalk selv?« spurgte jeg. »Besidder han de Egenskaber?«
   »Ja, det tør jeg paastaae; og jeg vover at sige, at jeg dog maaskee kjender ham temmelig nøie. Han er vistnok baade en af de indsigtsfuldeste og ædleste Politikere, vort Land kan opvise. Jeg har just her et lille Stykke liggende, hvori en indløben faktisk Unøiagtighed berøres, og som i al sin Korthed viser, hvor reen og nobel hans Hensigt er, selv naar det hænder sig, - hvad der naturligvis ikke kan undgaaes ved Redaktionen af et stort Blad, der udkommer daglig, - at en eller anden Incorrecthed saaledes kunde indsnige sig.« Med disse Ord tog Christian et Stykke op af Bunken og læste:
   »»Vi have just fremdraget denne Sag, for at den kunde komme ind for Offenlighedens Domstol; og Ingen skal det glæde meer end os, om Hr. Russel maatte befindes mindre brødefuld, end vox populi almindelig har betegnet ham. Vi ville ønske og haabe det; og vi holde os overbeviste om, at Hr. R. selv vil vide os Tak, fordi vi have fremdraget for Lyset, hvad der sneg sig om i Mørket, og derved givet ham en ønskelig Leilighed til at berigtige de om ham verserende ufordelagtige Rygter.««
   »Hvad skal det sige, at han skal vide ham Tak?« spurgte Thomas.
   »Det er et journalistisk Udtryk, som betegner, at han skal føle Erkjendtlighed og takke os.«
   »Nei, men ikke kan I da forlange, at han skal takke Jer, fordi I skjælde ham ud.«
   »Skjælde ham ud? Vi skjælde ham ikke ud; vi sige ham Sandheden, aabent og usminket. Men iøvrigt er det just ikke derfor, han skal takke os, men egenlig blot fordi vi fremdrage for Lyset, hvad der gik skjult omkring i Mørket, og saaledes bringe Lys og Klarhed i Sagen.«
   »Ja, men Du sagde jo selv, at det var Løgn.«
   »Løgn! Nei gu sagde jeg ikke, at det var Løgn. Jeg sagde, at der var indløben en eller anden Incorrecthed; en ganske ubetydelig Misforstaaelse.«
   »Ja hvad; det er jo Eet og Eet. Og det er jo vist og sikkert, at I ikke kan forlange, at Manden skal takke Jer, fordi I skjælde ham ud og sige Løgn om ham. Og naar Du nu veed, at det er Løgn, hvad vil Du saa med hele den Sag? Der er jo ikke noget større Rart ved den.«
   »Jo, det hører sig dog til, at der just skal indløbe en eller anden saadan mindre Feil i et stort, udbredt Blad, som udkommer hver Dag, og hvor Redaktøren derfor har saa uendelig Meget at paasee og varetage for at faae Bladet fyldt, saa at det selv med den største Omhu er ham umuligt at forhindre Sligt. - Du vil ogsaa finde, at alle vore større Blade af og til have saadanne Feiltagelser.«
   Thomas syntes ikke at være tilfreds med denne Forklaring, og vilde have svaret; men Christian, som ikke vilde have den usædvanlige gode Harmoni mellem dem forstyrret, skyndte sig med at tilføie: »Iøvrigt skal I da ikke troe, at dette Blad her blot skal optræde angribende; jeg har tvertimod just foran mig liggende en Artikel, som er i høi Grad anerkjendende, og desuden ogsaa bidrager til at belyse Redaktionens egen Stilling og Anskuelse. - Jeg har tænkt mig, at den trykt med Petit passende kunde faae sin Plads i Slutningen af Bladet. Den lyder saaledes:
    »Svar til -a-f. 

   De henvender Dem til os »i Tro og i Haab;« De skal faae Svar i Tro og i Oprigtighed.
   De vil, siger De, idet De vender Dem til os, høre den mest competente, den mest usvigelige Dom over Deres politiske Virksomhed. Vi vove neppe at tilegne os, hvad heri ligger; men vor Dom, vor Mening skal De faae. - Deres Virksomhed er genial, - kolossal, om De saa vil; - men den er ikke for Øieblikket: i hvad De hidtil har præsteret, er De mindst ti Aar før Deres Tid. Ere vi virkelig i Besiddelse af den fine Sands, De tillægger os, til stedse at fatte Øieblikkets Krav, til stedse at smage og gribe det Rette: saa tro, at vi ogsaa gribe det i Forhold til Dem, naar vi tilraabe Dem: Tilbring endnu et Aar i Studerkammerets Læ, før De styrter Dem ud i Livets, i Politikens barske Vinde. Os vilde det være en Vinding jo før jo heller at modtage Dem i vor Midte; men, tro os! Dem selv, Deres Udviklings Ro vilde det skade. - Kom ihu, at ogsaa de kommende Tider bruge Mænd!
   De kalder vor Virken storartet og enestaaende: den vil ikke blive enestaaende, naar De følger vort Raad; men, vær overbevist derom, ingen Virken i Politikens Tjeneste har endnu været stor, uden at mange vaagne Nætter, mange grublende Dage ere gaaede forud.
   Ved hvad De ellers meddeler os, skulle vi ikke her dvæle, hvor ærefuldt og behageligt det end iøvrigt er os. Den Tillid, saavel hos Dem, som hos saa mange andre høitagtede Medborgere, paa hvilken vi næsten daglig have rige Prøver, er den bedste Løn for vor Virksomhed, ligesom vi vide, at den meer end noget Andet er til Ve for vore forbittrede Modstandere.««


   »Ja, det Stykke kan jeg huske, at jeg læste, da det kom ud,« bemærkede jeg. »Men veed Du, hvad jeg hørte Lesli sige om det just i de Dage? - Jo, han paastod, at der aldrig havde existeret nogen »a-f« eller noget Brev fra ham, men at det Hele var en Opfindelse af Redaktionen for at faae Leilighed til at skrive Svaret.«
   »Ja, Lesli maa skamme sig som en Hund, at han, som selv er Medarbeider i Bladet, gaaer omkring og siger saadant Noget! Han sagde forresten det Samme paa Contoret, men Pasevalk smilte blot paa sin rolige Maade og tilføiede derpaa, at en Journalist iøvrigt maatte være fuldt berettiget til at vælge den Form, som han fandt hensigtsmæssigst for at bibringe Folket de Sandheder, han ønskede at meddele det.«
   »Hvad svarede Lesli da dertil?«
   »Jo, han lo, som han pleier, og spurgte, hvad det da var for Sandheder, der skulde bibringes Folket ved den Artikel, hvori Pasevalk afslog Tilbudet om at blive Kammerdirekteur. Dengang blev Pasevalk dog vred og afviste med fortjent Uvillie Leslis Insinuationer. - Iøvrigt skaffede dette Tilbud Pasevalk megen Anseelse, og jeg vil derfor ogsaa i mit Blad optage det Stykke, der stod derom, naturligvis med Forandring af Navnet.«
   Stykket, som hverken Thomas eller jeg kjendte, og som Christian derfor oplæste, lød saaledes:


   »»Et Rygte, som angaaer nærværende Blads Udgiver, har allerede i længere Tid circuleret i Hovedstaden. Saa længe det holdt sig inden snevrere Kredse, fandt vi os ikke foranledigede til at omtale det; men efter den Udbredelse, det nu har vundet, turde det være upassende fremdeles at lade det uberørt. Told- og Rentekammeret skulle, fortælles der, forenes under een Direkteur, og til denne designerer man, som sagkyndig Statsoekonom, Hr. Pasevalk. Ligesom vi betvivle, at der for fuldt Alvor har været Tale om at gjøre denne Concession til den offenlige Mening, saaledes maae vi erklære, at hvor betydningsfuldt og velgjørende saavel for Landet som for vore Medborgere vi visselig vilde ansee det, om Hr. Pasevalk kunde formaaes til at overtage en slig Stilling, saa vilde vi dog holde det for politisk høist betænkeligt, - maaskee endog uforsvarligt, - om Hr. P. under nærværende Forhold modtog det ommeldte Tilbud; ligesom vi ogsaa bør tilføie, at det er os vitterligt, at der ikke fra Hr. P.'s Side er gjort nogetsomhelst Skridt for paa ham at henlede Tanken hos Hans Majestæts Regering. Den rette Tid for Mænd som Hr. Pasevalk til at gribe Styret turde overhovedet endnu ikke være inde; men tilvisse den vil ei længe lade vente paa sig. - Vel vide vi, at Reactionens Mænd igjen begynde at fatte Mod, og vi have nylig seet deres bestaltede Organ opfordre til »nu ei mere at gjøre det saakaldte liberale Parti Indrømmelser, da den besindige Del af Nationen allerede var ifærd med at vende det Ryggen« -!! Men hvilke Daarer! hvilke kortsynede »Statsmænd«! - Tilvisse: de have Intet lært og Intet glemt; - de sige, at vi allerede have »la fin de l'évènement«; - vi svare dem med Fyrst Talleyrand: »Messieurs! nous n'avons que le commencement de la fin!«««


   Thomas yttrede efter Oplæsningen heraf, at han syntes, at Pasevalk kunde have ventet med at sige Nei til den Bestilling, indtil den blev ham tilbudt; men da jeg i det Samme sagde: »Er det ikke Lesli, som besørger den litteraire Kritik i Bladet?« lod Christian Thomas's Bemærkning uændset, men svarede derimod mig: »Jo, en Del af den; og deri er han ikke uden Fortjeneste. Men baade jeg og de fleste Andre ere rigtignok enige i, at det, som v. Pommern præsterer, er noget ganske Andet. Har Du læst hans sidste Anmeldelse af Sibberns Logik?« - »Nei.« - »Den kan Du strax faae at høre, thi den har jeg just optaget her i første Nummer:
   »Logik som Tænkelære, især til Brug for Studerende, af F.C. Sibbern. Reitzels Forlag.
   - Jagten, Halloh! - Hvilket herligt Tidsfordriv for Mænd! Gjennem Skov og Krat, gjennem Kjær og Mose gaaer det fremad, henover den kolde, snedækte Mark, gjennem den ætherrene, styrkende Luft! - Halloh! Fra Bøssen farer Kuglen ud, ind mellem den flyvende Hjorts Ribbeen, og fængsler den til Jorden. Jægerne flokke sig om den Faldne, udvexle Skjemtens Ord, og beskue den før saa hastige, nu saa rolige Flygtning. Hornets klingende Lyd blæser Seierssang og fortæller dem hjemme paa Borgen, at Skovens Konge er fældet; og naar Skaren vender hjem, staaer Fruen i Høienloft med den funklende Viin og med gyldne Frugter.
   - Jagten, Halloh! - Hvilket herligt Tidsfordriv for Mænd!
   - - Den besindige Læser seer paa Overskriften, og spørger maaskee: Men er dette en Kritik over Logiken? - Ja, vi driste os til at paastaae det; og vi ville forsvare vor Paastand. Som Kuglen trænger ind mellem Hjortens, saa trænger Menneskets Tanke, det herligste af alt det Skabte, ind mellem Universets Ribbeen: den subjective Tanke trænger ind i den objective; - thi Universets Ribbeen, hvad er det vel Andet end objectiverede Tanker? - Og disse: før vare de fjerne, ubegribelige, flygtige; men naar Menneskets Tanke har gjennemtrængt dem, da ligge de stille, tilgængelige for Beskuerens Blikke. - Og Sletten, hvorover Tankens Jagt gaaer, den er snedækt; Luften, hvorigjennem den suser, er kold; men den er ætherren, klar og styrkende; den er som et Jernbad for den svækkede Aand! - - Over det vundne Udbytte glæde Muserne sig, og de feire Seiren med Fløiter og Cymbler. Men paa Høienloft i Tankens Slot staaer Pallas Athene; hun skænker Tankens blanke, uforfalskede Viin til hver den af Skaren, som ei blev træt af Dagens Arbeide, og rækker Videnskabens søde hesperiske Frugt til den, som ikke lod sig skræmme af dens bittre Rødder.
   At den Viin, at de Frugter, som her rækkes Læseren, ere styrkende og lædskende den Videlystnes aandelige Trang: derfor borger os tilfulde Forfatterens Personlighed. - Logiken, Halloh! - Hvilket herligt Tidsfordriv for Mænd!««
   »Det var da en mærkelig Kritik,« udbrød jeg.
   »Ja, ikke sandt, v. Pommern er næsten enestaaende i den Retning.«
   »Men det er underligt, at det kan falde ham ind at skrive paa den Maade.«
   »Ja, det siger Alle. Men v. Pommern, der oftere taler med mig, har selv forklaret mig, hvorledes Alt gaaer til. »Seer De, min unge Ven!« sagde han til mig, idet han satte sig tilbage og gyngede i sin Lænestol, som han pleier, og røg en af de smaa Cerutter, hvormed den portugisiske Chargé d'affaires har gjort ham en Present, og som udbreder en aldeles mærkværdig fin Vellugt i hele Stuen; - v. Pommern har just foræret mig nogle af dem: jeg veed ikke, om I behage?« Med disse Ord rakte Christian os hver en af de smaa interessante Portugisere. Jeg modtog min, som den, der var vant til at røge vellugtende Cigarrer, skjænkede af en Chargé d'affaires; men Thomas viste mindre Anstand og yttrede: »Ja, jeg røger da ellers heller af et ordenligt Pibetøi«; men tog imidlertid dog tiltakke med, hvad der var budt ham. Christian tændte sig selv en tredie Cigaretto, og vedblev derpaa, idet han gyngede sig tilbage paa de to Been af sin Rørstol: »Jo, seer Du, naar man, som det jo en og anden Gang hænder sig, faaer et genialt eller piquant Indfald, saa udfører man sans façon denne Pointe saa kjækt og aandrigt, som man formaaer. Derpaa tager man den Bog, som skal kritiseres, for sig og udfinder Ligheden mellem den og det, man saaledes i sine Tanker har udført: det slaaer da aldrig feil, at der er en Mængde Ting, som er fælles for dem begge. Skulde der være Et eller Andet, som man slet ikke kan faae anbragt, saa faaer man jo gjemme det til en anden Gang; men iøvrigt skal man ikke være for ængstelig: det interesserer tvertimod Læseren, naar han seer, at der udfindes Ligheder, hvor det aldrig kunde falde ham ind. Desto mere kommer han ogsaa til at anerkjende Forfatteren; og jeg har selv mange Gange hørt Folk udbryde, ligesom Du nylig, at v. Pommern dog er et beundringsværdigt Menneske, og at det er ubegribeligt, hvorledes han kan falde paa at skrive saaledes, som han gjør.«
   »Men jeg synes dog,« indvendte jeg, »at Kritiken paa den Maade faaer altfor Lidt at gjøre med den Bog, som skal bedømmes.«
   »Ja, det Samme fandt jeg ogsaa i Begyndelsen; men v. Pommern har nu forklaret mig det Hele. »Det er,« siger han, »det Urimeligste, man kan tænke sig, naar nogle Forfattere paastaae, at Bladenes Kritiker skal være »tjenende Aander« for de kritiserede Bøger, Skuespil osv. Paa den Maade vilde det næsten være umuligt at skrive noget Interessant; thi Kritiken maatte jo da idetmindste blive ligesaa kjedelig som Værket selv; og hvem i al Verden kunde da skrive noget Morsomt om Philosophi, Jurisprudens, Statsoekonomi og overhovedet om næsten Alt, hvad der trykkes og opføres? - Nei, det er langt snarere omvendt, saa at det kritiserede Værk skal tjene Kritiken. Kritiken skal være en selvstændig, genial Produktion, der benytter vedkommende Værk til at skaffe sig Tilværelse, og ved Hjælp deraf erholder forhøiet Interesse. Mange fortrinlige Tanker og Indfald, som jeg maaskee aldrig vilde have faaet anbragte, ere nu blevne til aandrige smaa Monographier, idet jeg har knyttet dem til en eller anden Bog, som skulde have en Kritik; og langtfra at tabe herved vinder Monographien tvertimod, idet den faaer en væsenlig forhøiet Værdi just ved den uventede og frapperende Anvendelse, som den faaer i Forhold til det kritiserede Arbeide.««
   Thomas, som allerede havde røget sin Cigar ud, begjærte nu en ny, hvilken Christian, som just ikke havde noget stort Oplag af dem, rakte ham med en Mine, som den, der kaster Perler for Svin. Thomas gjengjældte hans Liberalitet ved at yttre, at det var den usleste Røgtobak, han i sit Liv havde truffet paa, og vedblev dernæst:
   »Men ellers finder jeg da, at det var noget Sludder, alt det, som han sagde der, - saavidt som jeg kan begribe det. Det er ligesom, naar jeg skulde strigle Bæster, og jeg saa vilde sige, at jeg ikke striglede for at faae dem rensede og faae Støvet af dem, men for at have den Plaseer at staae og strigle dem: ikke vilde det være ligt nogen Ting.«
   Christian fandt det aabenbart ikke sømmeligt at sammenligne en Kritiker i Landets mest ansete Journal med en striglende Staldkarl; men da han, som berørt, ovenpaa den usædvanlige Enighed med Thomas ikke syntes, at han idag vilde i Strid med ham, svarede han blot med et halvt Smil, og vedblev derpaa:
   »Hvad v. Pommern især finder Behag i, er dog den fortrinlige Leilighed, som man ved den Slags Kritiker faaer til, hvad vi før berørte, paa en interessant Maade at gjøre sin Personlighed gjældende. »Jeg veed intet Andet,« - sagde han saaledes forleden Dag, - »hvormed man kan drive et, som jeg i ædleste Forstand vil kalde det, saa fint Koketteri. Paa tusinde smaa Maader kan man bringe sig selv og sine ydre og indre Egenskaber i Erindring; ja, man kan endog i Kritiken indføre selv den Dame, man maatte interessere sig for, og minde om de Samtaler, man har havt med hende, naturligvis saa at kun hun mærker det. Og det har for Damerne noget overordenlig Fortryllende, paa den Maade at see Samtaler, der ere førte med dem, ja endog deres egne Yttringer, løftede op i Kunstens og Videnskabens Sphære. Saaledes talte jeg forleden Aften med en Dame om, hvilken Alder der for hendes Kjøn var den bedste, og da hun just samme Dag fyldte 21 Aar, erklærede jeg mig selvfølgelig for denne. Et Par Dage efter udkom der en Fortælling, som hed »Nummer Syv«, og jeg satte mig da strax ned og skrev følgende Begyndelse til en Kritik over den.««
   Her tog Christian et Stykke Manuskript og læste:


   »»Syv! Med Rette have de Gamle erklæret dette for et helligt Tal, og ikke blot Syv selv, men hvert det Tal, hvori Syv er Faktor! - Det 7de Aar, hvor skjøndt er dog Barnet i denne Alder: endnu saa fuldkomment Moders Eiendom, og dog saa fornuftigt og morsomt; saa ganske i Øieblikket, og dog med en lille Flig løftet af det Dække, der skjuler den rige, brogede Fremtid! -
   Det 14de Aar, hvor yndig - ja vi driste os til at paastaae det - er ikke den lille Pige i denne Alder! Endnu saa ganske Barn; hvert Minut færdig til den lystige Latter, og dog med Fornemmelsen af den vaagnende Jomfru, med den ubevidste Lyst til at behage; - med Romanen i Tankerne, og med Skoleposen paa Armen, denne Skolepose, som kun i de smagløse, bornerte Philistres Øine nedsætter hende, men just gjør hende naiv og tiltrækkende for den fine Iagttagers Blik!
   Og nu det 21de Aar! skjønneste Blad i Trekløveret! som forener Barnets jublende Glæde med Jomfruens milde Uskyld og - maaskee snart, med Moderens uendelige Fryd!«« -


   - Og derpaa fulgte da en stor Del af, hvad de ellers havde talt om; hvorpaa v. Pommern endelig med en rask Vending gik over til at sige nogle Ord om selve »Nummer Syv«.
   »Denne Kritik,« sluttede Christian, »har jeg tænkt at optage i næste Nummer af mit Blad, da der ikke bliver Plads i dette. - Men finder Du den dog ikke høist mærkelig?«
   »Jo, den er unægtelig pikant,« svarede jeg.
   »Ja, ikke sandt? Men saa kan Du desuden ikke forestille Dig, hvor meget andet Pikant og hvor mange andre Agrements der følger med at være Redaktør. Der kommer ikke et Skuespillerselskab, ikke et Panorama, ikke et vildt Dyr hertil, uden at man strax faaer Fribilletter og bliver gjort Stads af. Og naar saa Journalisten træder ind i Theatret, er det morsomt, hvorledes der ordenlig bliver Rumor; man hvisker til hinanden, og Herrerne sige halvhøit til deres Damer: »Der er N.!« - »Der er Redaktøren af »Folket«!« - Imidlertid lader denne naturligvis, som han Intet hører; hilser med Anstand paa en eller anden Bekjendt, og sætter sig derpaa ned med en ligegyldig Mine, men dog tillige med Alvor, idet han vel føler, at han ikke just er her for at more sig, saaledes som de andre ledige Tilskuere, men at han nu tager Plads som den, der skal røgte en Dommers ansvarsfulde Kald.«
   »Kort sagt,« sluttede Christian, »der kan ikke tænkes nogen Stilling, der er morsommere eller anseligere end en Redaktørs; og jeg er derfor ogsaa nu fast bestemt paa at vælge den.«

              --------------

    Den 10. Juni.  

   For nogle Dage siden vare Christian og jeg med nogle andre Studenter ovre i Lund, hvor vi havde det fortræffeligt. Christian gjorde ogsaa et Besøg ud paa en af de skaanske Herregaarde, og da han kom hjem, var han næsten ligesaa kyndig i den svenske som i den danske Statskalender. Da jeg igaar spurgte ham, hvorledes det gik med hans Virksomhed som Redaktør, svarede han mig: »Den har jeg nu ganske opgivet; det er i Grunden dog en schofel Virksomhed, og de mest dannede Svenske kalde heller ikke det Slags Folk for Andet end Rabulister. - Nei, jeg maae tilstaae, at jeg veed nu Intet, som jeg hellere vilde være, end svensk Greve, af en af de rigtig gamle, gode Familier, Du! - thi den svenske Adel er dog rigtignok noget ganske Andet end den danske, som jo næsten ikke har et eneste celebert Navn at byde paa. Det eneste Fortrin, som vor Adel unægtelig har, er at man her bruger disse fortræffelige sammensatte Navne saaledes, at man kan forene en hel Mængde af de fordums berømte Familier til en Eenhed. Desværre bruge Svenskerne ikke dette; og jeg er derfor i høi Grad tvivlraadig om, hvilket Navn jeg skal vælge mig: navnlig vakler jeg meget mellem Brahe, som er Nr. 1 paa Ridderhuset, og Bonde, som vistnok er det mest illustre Navn. Jeg har gaaet længe og tænkt derover, og jeg kan ikke nægte, at jeg er ganske ærgerlig over, at jeg ikke kan forene baade de to Navne og et Par til.«
   »Ja, men Herregud! saa gjør det da!«
   »Nei, det kan jeg paa ingen Maade; naar jeg engang er svensk, saa er jeg svensk, og saa maa jeg følge Landets Sæder. Men forresten troer jeg dog nok, at jeg er bestemt paa at ville være Bonde; thi af den Familie har der været 7 Konger, 1 Dronning og 36 Rigsraader; og det betyder dog Mere end at være den først udnævnte Greve. Isaafald vil jeg da have, at min Moder skal være en Brahe; og af mine to Bedstemødre skal den ene være en Oxenstjerna og den anden en Stenbock. Iøvrigt havde jeg udsøgt mig tolv Navne, som jeg gjerne vilde have forenet til eet Navn, foruden de fire nævnte; men nu har jeg tænkt at ville arrangere det saaledes, at jeg har tolv Søstre, af hvilke de fire blive gifte med Grever, de fire med Baroner og de fire med simple Adelsmænd, som dog naturligvis ikke skal være saa meget simple, men tvertimod yderst fine. De fire Grever, mener jeg da foreløbig, kunde være: Levenhaupt, de la Gardie, Horn og de Geer; de fire Baroner: Sture, Baner, Lejonhufvud og Gyllenstjerna; de fire Adelsmænd endelig: Liljehøøk, Natt och Dag, Fleming og Puke.
   Dette Arrangement forekommer mig efter Omstændighederne ret heldigt, og paa den Maade tjene alle disse Navne dog til at kaste Glands over mig, som det egenlige caput familiarum.«
              --------------

    Den 12. Juni.  

   Idag var Christian endnu dybt inde i den svenske Adel. »Jeg har,« sagde han, »virkelig vanskeligt ved at faae alle de berømte Navne anbragte, og det saa meget mere, som Sverig ikke blot har sine egne ursvenske, men tillige en Mængde fremmede, der ogsaa i Sverig ere blevne celebre. Jeg har derfor tænkt at danne en særegen Afdeling af disse, og forbinde den med mig, saaledes at fire Cousiner af mig, fire Tanter og fire Grandtanter ere gifte med Mænd, hvis Familier dog ikke oprindelig ere svenske. De fire Cousiners Mænd, har jeg da tænkt, skulde stamme fra den danske Adel, der blev i Skaane 1660, og de kunde jo da være capita f.Ex. for Familierne: Thott, Trolle, Ramel og Rosenkrantz. Mine fire Tanters Gemaler kunde dernæst skrive sig fra England eller vel rettere fra Skotland og være capita for Familierne Stuart, Bruce, Douglas og Hamilton. Mine fire Grandtanter endelig kunde være formælede med capita for 1 oprindelig fransk Familie, de la Gardie, - 1 oprindelig hollandsk, de Geer, - og 2 oprindelige tydske, Wrangel og Wachtmeister. Heraf bliver det imidlertid en Følge, at to af de fire Grever, der ere gifte med mine Søstre, udgaae, nemlig de la Gardie og de Geer, og deres Pladser blive da at besætte med Grever af gamle svenske Familier, hvilke jeg formener kunde være Sparre og Bjelke. - Paa den Maade troer jeg at have det i ret smuk Orden: jeg selv nedstammende fra de ældste og berømteste ursvenske Slægter; mine 12 Søstre gifte ind i lignende; og mine 12 Slægtninge i Sidelinierne gifte med Repræsentanterne for de mest udmærkede af de Slægter, der fra fremmed Jordbund ere omplantede paa svensk Grund.«
              ------------

    Den 14. Juni.  

   Jeg har ogsaa tænkt at ville være noget Skandinavisk, men det var dog paa en noget anden Maade. Jeg hørte paa denne Reise for første Gang »Kung Carl den unge hjelte«: det var en brav Vise; og jeg ærgrer mig blot over, at jeg som sædvanlig glemte at tænke mig som Forfatter, da jeg hørte den første Gang. Men siden faldt det mig ind, at det kunde være ganske interessant at være en ung dansk Konge, der ligesom Carl XII havde udført store Krigsbedrifter, og iøvrigt gjerne kunde ligne ham, f.Ex. i Ufølsomhed for det kvindelige Kjøn. Jeg vilde da af en eller anden Grund være tilstede ved Secularfesten til hans Minde, og saa i den Anledning have skrevet »Kung Carl den unge hjelte«, som her uventet kommer frem og henriver alle Tilhørere baade ved sin egen Djærvhed og ved den prægtige Melodi, som jeg selv har sat til den. Det vil da være ret selsomt at høre Ordene:
   »Tre konungar tillhopa 
   Ei skrefvo pilten bud. 
   Lugn stod han mot Europa: 
   En skägglös dundergud«; 

- og saa vide, at det er Sønnesønnen af en af hine tre konungar, en anden skägglös dundergud, som nu hundrede Aar efter skriver dette. Og naar det siden hedder:
   - - - »gullhårig 
   En ny Aurora kom: 
   Från Kämpe tjugeårig 
   Hon vände ohörd om«: 

da kan Tanken heller ikke let undlade at vende sig til den nulevende »Kämpe tjugeårig«; man vil føle, at han har skrevet disse Ord med sympathetisk Blæk; og det vil være med en ganske særegen Interesse, de unge svenske Damer da vende deres Blik og Tanker til ham.
             -------------

    Den 21. Novbr.  


   Jeg undrer mig ofte over, at mine Kammerater kunne finde saa meget Behag i Baller og Selskaber, og dog ganske tage dem, som de ere. Thi dels ere i Virkeligheden de fleste Damer ikke saa overdrevent morsomme, dels er jo dog saadan en ung Hr. Students Stilling saa forbandet fattig i ordenligt Selskab, at jeg vilde blive baade rød og bleg, naar jeg ikke var Andet. Derimod faaer det jo en bedre Tournure, naar man nobiliterer baade Damerne og sig selv; og det undlader jeg da heller ikke. Første Dands igaar Aftes dandsede jeg saaledes med en ung Frøken fra Landet, der var temmelig taus og majestætisk: i Begyndelsen var hun ikke saa særdeles morsom, men efterat jeg havde udnævnt hende til Dronning Elisabeth, blev hun mig betydelig interessantere. Senere opdagede jeg en anden Dame, der havde et complet Maria Stuarts Udseende: sværmerisk, yppigt, gratiøst, noget sorgfuldt, men ogsaa lidt intriguant. Huset, hvori vi vare, blev da Slottet Lochlewen; hun blev den fangne Dronning; og jeg selv, der vel kunde være nogle Aar yngre end hun, blev Sønnen af hendes mægtigste Fjende, f.Ex. af Earl Morton, som havde ladet sin Søn udnævne til hendes Page, for under dette høflige Paaskud dobbelt nøie at bevogte hende. Ligesom min Fader er jeg kold og klog, men tilsyneladende yderst ærbødig og ærefrygtsfuld; - hun vistnok ikke mindre klog, men varm og hæftig, halvt opfyldt af Had imod mig, halvt forelsket i mig, og med ivrigt Ønske om at vinde mig, baade for at befrie sig selv og for at hævne sig paa min Fader: - hvilken pikant Situation, hvilken Forhøielse i Dandsens Interesse! Hvor meget lagde jeg ikke ind i hvert Ord, hun sagde, og hvor nøie afpassede jeg ikke mine Svar!
   Endnu bedre vilde det have været, hvis hun ogsaa havde kunnet sætte sig ind i Situationen, hvilket jeg dog ikke turde foreslaae hende. Da en Dame, med hvem jeg senere dandsede, imidlertid yttrede megen Interesse for en Forening af de tre nordiske Riger, tog jeg Mod til mig og spurgte hende, om hun da ikke i den Anledning havde Lyst til at betragte sig som Dronning Margrethe: jeg vilde isaafald være en af de overvundne Svenske. Hun havde ovenikjøbet et meget Margretheligt Ydre, men det Indre maa ikke have svaret dertil; thi den dumme Tøs gav sig blot til at lee, forsikkrede mig, at hun ikke duede til Skuespillerinde, og meddelte mit Forslag til sine Veninder, der ligesaa lidt som hun lod til at kunne fatte, hvad Talen var om, de Gæs!
   Blandt Damerne var ogsaa en af Hovedstadens Celebriteter, en af de saakaldte Skjønheder, der altsaa var meget omflagret. For den, der er en Smule Psycholog, er det nu bekjendt nok, at det bedste Middel til at gjøre Lykke hos saadanne Damer, er at være ligegyldig imod dem. Men ligesom meget Faa iagttage dette, saaledes hænder det ikke sjelden, at Herrer ligeoverfor slige courtiserede Høns føle sig selv ubetydelige, tabe den rette Contenance og henfalde til Complimenter og Vaas. For en ung Student kan dette være naturligt nok; thi i social Henseende er hun ham jo ordenligviis meget overlegen; - er man derimod Lord Chesterfield, hvilket jeg blev, da hun i Cotillon var saa net at inclinere for mig og siden tog Plads ved Siden af mig: saa er Sagen meget simpel, og man beholder den uendeligste Ligevægt overfor saadan en lille forkjælet Gæk. Blot een Gang, medens jeg saaledes stod midt i mit lette og rolige Lords-Væsen, faldt det mig ind, at jeg dog i Grunden ikke var Andet end en ung Studiosus, der gjorde sig vigtig; og jeg rødmede da saa pludselig og stærkt, at hun blev opmærksom derpaa og paa slige Damers Viis begyndte at skjemte med mig. Jeg kom imidlertid hurtig igjen til mig selv og svarede hende, som Sandheden var, at det blot havde været en vild Phantasi, der allerede ved Villiens og Tonernes Magt var henveiret.
             ----------------

    Den 18. Mai.  


   »Jeg væmmes ved dette blækklattende Sekulum, naar jeg læser i min Plutark om store Mænd!« - Saaledes udbryder min Ven Carl Moor; og det gaaer mig ligesaa, skjøndt jeg ikke læser i Plutark. Jeg gider ikke høre en Forelæsning og ikke læse i en Bog, idetmindste ikke i det juridiske »Hu-hei-ha-Pedantus-Pedanta-Pedantums«-Sludder: det er umuligt, at nogen virkelig stor Mand kan have været Jurist; og ialtfald naaes den Storhed, som jeg vil have, ikke ved at gaae flittig paa Collegier eller faae »bedste Karakter«, eller »komme tidlig ind i Noget«: - det vil give sig, naar de store Begivenheder komme; thi da træde de store Mænd frem. Iøvrigt tilstaaer jeg, at jeg begynder at blive kjed af den meste Storhed; jeg har nu været Alting, og det bliver snart blot Repetition, hvoraf jeg ikke er nogen Ynder. Elskovsæventyr kunde behage mig mere; men ogsaa der længes jeg efter Forandring! »Variatio delectat« sagde Fanden, han dandsede i Glasbuxer. - Morsomt Hoved alligevel, den Fanden! - - For at tilveiebringe en saadan Forandring har jeg nogle Gange forsøgt paa at gjøre Cour til Tjenestepiger og lignende Nympher, for at høre, hvad de sige, og derved fremkalde noget Pikant. Men hele Situationen med den Slags Individer er triviel. Det er saa almindeligt, at de have Æventyr med unge Studenter, at det næsten er umuligt at faae sin Phantasi i nogen Bevægelse ved dem. Deres Udseende er undertiden ret lovende; men de sige altid det Samme og ende stadig med at udsætte et nyt Møde til »paa Søndag Kl. halvfire«. Saasnart jeg hører det, faaer jeg koldt Vand eller, hvad der er værre, Følelsen af Trivialitet over mig, og trækker mig tilbage som en slagen General.
              --------------

    Den 27. Mai.  


   Idag har jeg dog havt et Æventyr, som ikke har været ganske kjedeligt. Her i Huset boe adskillige gamle Folk, blandt hvilke ogsaa en gammel, grim Grevinde, der har en ung, kjøn Kammerpige, hvem alle Husets Cavalierer, dog især »Forst-, Jagt- og Ridejunkeren«, egne en særdeles Opmærksomhed. Da jeg ikke er nogen Elsker af at være som alle Andre, har jeg alene gjort en Undtagelse og altid vist hende et koldt og majestætisk Ansigt. Uagtet man ad denne Vei vistnok lettere vinder Frøkeners end Kammerpigers Gunst, har det dog forekommet mig, at den smukke Lise i den senere Tid er bleven paafaldende mild imod mig: hun hilser mig paa det Huldsaligste, naar vi mødes; synger Kjærlighedsviser, naar jeg er i Nærheden, men holder pludselig op, naar jeg bliver synlig, og er saa grum og haardhjertet mod Jagtjunkeren, at han seer ganske sorgfuld ud. Ja, da jeg forleden Dag paa Trappen først mødte ham og derpaa hende, yttrede hun aldeles uopfordret til mig: »Den Jagtjunker, det er rigtig et udannet og aldeles ikke galant Menneske!« - hvilken confidente Meddelelse jeg besvarede med et beklagende og langtrukkent: »Saa-aa-aa?!«


   Min Beskedenhed vilde dog ikke have tilladt mig af disse Kjendetegn at drage nogen sikker Slutning, dersom jeg ikke for nogle Dage siden til min store Forundring havde opdaget, at Lise havde forladt sin forrige Residence og indtaget en ny i det Værelse, som ligger lige overfor mit. Hvis hun havde til Hensigt derved at stige i min Yndest, tog hun dog feil: det var mig noget for kammeratagtigt; og jeg vedblev derfor med stor Koldblodighed at optage de mange velvillige Smil og Smaabemærkninger, hun meddelte mig paa vore hyppige Trappemøder. I de senere Dage har hun, hver Gang jeg traf hende, vist sig meget lærd og dannet, og iaftes, da jeg kom hjem, stod Døren til hendes Værelse, formodenlig paa Grund af den stærke Varme, vidaaben, og indenfor sad Lise som en anden Aspasia med en stor Bog foran sig, og læste saa ivrig, at hun aldeles ikke hørte mig eller afbrød sine Studier. Just i disse Dage har jeg læst en Roman, hvori den unge Herre kommer hjem fra sit sværmende Selskabsliv og træffer sin Tjener siddende fordybet i Studiet af Leibnitz: den nærværende Situation var saa meget mere lignende, som jeg i de sidste 14 Dage ikke havde aabnet en Bog; og ved en lille Forandring blev det Hele mig pludselig interessant. Lise forblev Grevindens Kammerjomfru; men jeg blev den unge Greve, som kommer hjem fra »Hoftjeneste«, for at see til min Moder, der lever eensomt ude paa Grevskabet. Da jeg kommer til Gaarden, finder jeg den gamle Grevinde bortreist og alle Værelserne i Hovedbygningen tomme; og jeg gaaer nu til Mellemtrappen for der at finde et Menneske. Ubemærket kommer jeg op ad Trappen og træffer der pludselig den unge, i sin Bog fordybede Skjønhed, som jeg strax begriber maa være den elskværdige nye Tjenerinde, som min Moder i sine Breve har omtalt med saa megen Beundring. Jeg føler den grelle Modsætning mellem mit eget Hofliv og det, hvori jeg her uanet kommer til at kaste et Blik: Situationen drager mig mod min Villie nærmere; men ved det første Skridt, jeg gjør over Tærskelen, farer hun forskrækket op; en yndig Rødme udbreder sig over hendes fagre Ansigt, hun skynder sig med at ordne Lidt ved sin Paaklædning; og nu staae vi begge undseelige overfor hinanden; thi den ellers saa kjække unge Greve er her i Uskylds Bolig pludselig bleven et af de smaa Lam, der sees igjennem Vinduet histnede paa Sletten.
   Men det er nødvendigt engang at bryde Tausheden, og med et høfligt Buk begynder jeg: »Min Mo- (dog det er sandt, hun veed endnu ikke, hvem jeg er) - Grevinden, vilde jeg sige, er ikke hjemme?«
   »Nei, Grevinden er taget ud, og jeg er ganske ene hjemme.«
   Ak, yndige Uskyld, hvor indgyder Du ikke selv den letsindige Hofmand Ærbødighed! - «Tilgiv,« udbryder jeg, idet jeg trækker mig tilbage mod Døren, »tilgiv, at jeg forstyrrede Dem; men jeg blev uvilkaarlig dragen herind ved saaledes at see den unge Skjønhed i Nutiden sidde fordybet i det gamle Værk fra Oldtiden.«
   »Naa! De maae rigtig ikke sige noget Ondt om den Bog, det er den altfor udmærket til; den har tilhørt Greven selv. Det er saamænd ogsaa nok den, der har trukket Dem herind, og ikke mig.«
   Hulde Naivitet, hvor henriver Du mig ikke! - »Men,« udbrød jeg forundret, idet jeg saa i den omhandlede Bog, »det er jo Latin: »De bello civili C. Julii Cæsaris comment.« - Hvad Pokker er det! læser Jomfruen Latin?«
   »Gud, ja! Jeg er saa overordentlig godt lært. Jeg læser akkurat ligesaa godt latinsk Læsning som dansk Læsning: det er mig uden Forskjel.«
   Hvilket usædvanligt Phænomen: en saadan Uskyld parret med en saadan Kundskabsfylde! - »Og Jomfruen er dog endnu saa ganske ung.«
   »Nei, hvor vil De hen! Jeg er rigtig en gammel Pige; - jeg er over 20 Aar. Og alligevel er jeg ikke forlovet endnu: hvad synes De?«
   Jeg syntes, at den landlige Naivitet nu maatte antages at have naaet sit Culminationspunkt i denne Retning, og svarede derfor blot med et betydningsfuldt Nik, idet jeg spekulerede paa at dreie Samtalen ind paa en anden idyllisk Sti. Men den uskyldige Lise lod til at finde saa stort Behag i den Vei, vi vare paa, at hun ikke saa let vilde forlade den. Hun nærmede sig til mig, og idet hun i det Samme kom til at støde til den aabne Dør, saa at den lukkede sig paa Klem, sagde hun med et skjelmsk Smil: »Men saadan en smuk Herre, som De, er naturligvis for længe siden forlovet.«
   Forbandede Lise, der falder ud af sin Rolle!
   »Naa, De svarer mig ikke: ja, saa kan jeg da nok vide, hvorledes det har sig. Maa jeg see Deres Haand? Nei, den venstre!« Lise tog her begge mine Hænder og vuggede dem i sine. »Nei, paa Haanden har De den rigtig nok ikke; men saa bærer De den bestemt i et Baand om Halsen.«
   »Nei, jeg svær Dem til!« - Min hele idylliske Situation var forstyrret for mig, og jeg forsøgte forgæves efter i Hast at finde en anden.
   »Ja, det nytter ikke: jeg troer Dem ikke, uden at De viser mig det.« I det Samme lænede Lise sig mod Døren, saa at den gik i Laas. »Ih, Gud bevare mig vel! nu er jeg indelukket med en ung Herre. Der er ingen Nøgle i Døren udenfor!«
   »Saa kan De jo lukke op igjen,« svarede jeg.
   »Ja, men først skal De da sige mig, om De saa bærer Ringen om Halsen.«
   »De kan jo selv see efter.«
   »Naa da, vil De have, at jeg skal løse en ung Herres Halstørklæde op? Ja, naar De endda var min Kjæreste. - - Naa, saa sæt Dem da ned, saa skal jeg see at tage Mod til mig.«
   Paa een Gang gik der et Lys op for mig. Det var aabenbart ikke Lise, men mig, der spillede den blufærdige Landsbypige. Hun derimod havde jo ganske Karakteren af den unge lapsede Greve fra Hovedstaden. Det svimlede for mig. Hvilken ny Række af de mest pikante Forholde vilde der ikke vindes, naar jeg gik ind paa at tænke mig selv som Fruentimmer! - Leve Phantasien! Dens Rige er uendeligt. - Men Fanden i Vold med Lise! nu forstyrrer hun mig blot; jeg maa være ene for at kunne arrangere mig i mine nye Forhold.
   Som en god deus ex machina rullede en Vogn ind paa Gaarden.
   »Gud! der er Grevinden!« raabte Lise. »Man har da heller aldrig Fred her i denne Condition! - Nu maae De gaae; men hør! naar Grevinden næste Gang skal ud, saa kan De jo see herind igjen, om De ellers har Lyst.«
   »Paa Søndag Klokken halv fire maaskee?«
   »Ja, om De saa kunde: det er just den allerbedste Tid.«

            -------------

    Den 1. Juni.  


   Min Veninde Lise sukker vist nu over Verdens Uskjønsomhed. Jeg er igaar flyttet uden at tage Afsked og boer nu her i en Udkant af Byen, eensom i en hel Gaard, hvor der ellers kun er Paklofter og Kontorer; og jeg behøver saaledes ikke at frygte for altfor elskværdige Gjenboersker.
   Men jeg har ogsaa havt Brug for al den Ro og Fred, jeg her kan disponere over. - At være Fruentimmer: hvor er det ikke underligt for et Mandfolk! - hvor fint og koket er det ikke! - Hvor ydmygt og mildt og hengivende, men tillige hvor ondt, lidenskabeligt og stikkende! - Jeg er ganske beruset deraf, og jeg har en Følelse, som jeg kan tænke mig den hos et Geni, naar han undfanger Ideen til sine Værker. - Kun begriber jeg ikke, at Fruentimmerne saa ofte finde Behag i Mandfolk, der dog ere nogle meget uskjønne Væsener.
            --------------

    Den 28. Juni.  


   Jeg er nu kommen paa det Rene med, at Mandkjønnet dog i Virkeligheden er »det smukke Kjøn«, saasnart man betragter Sagen objectivt, og ikke lader sig hilde af sine subjective Fornemmelser. Det gaaer jo igjennem hele Naturen: Løven er smukkere end Løvinden og Tyren end Koen; ligesom Paafuglehanen og Gaardhanen ogsaa betydelig overgaae deres respective Høns i Skjønhed. Ikke destomindre finder Hanen mere Behag i Hønen end i en anden Hane, og det Tilsvarende gjælder om Mandkjønnet; og da dette har været herskende baade i Litteraturen og i Livet, saa har det efterhaanden gjort sin subjective Fornemmelse gjældende, og bildt baade sig og det andet Kjøn ind, at dette virkelig er det smukke. Der er imidlertid ingen Tvivl om, at hvis man kunde staae udenfor det Hele, vilde man strax see, at i sig selv udgjøre Mændene det smukke, hvorimod vi stakkels Kvinder maae nøies med at være »det andet« Kjøn.
             -----------

    Den 10. Juli.  


   Hvor meget jeg raisonnerer, kan jeg dog ikke faae Bugt med mine dumme Fordomme. Mandfolk vedblive i mine Øine at være aldeles incapable til at vække Elskov, medens unge Piger derimod ere saa nydelige. Men denne Vanskelighed kan dog afhjælpes; thi ligesaa godt, som jeg tænker mig selv som Fruentimmer, kan jeg jo igjen tænke mig Fruentimmer som Mænd. Min Veninde Lise Kammerpige er i den Henseende fortræffelig: hun kan godt uden videre Forandring optræde som den unge Greve; og jeg er da den yndige, blye Kammerjomfru, som han træffer ene hjemme, og som vel i Begyndelsen imponerer ham ved sin overlegne Dannelse, men som dog snart - ak! ei kan Andet end indtages af det fiffige og skjelmske Ansigt, der titter frem mellem de lysebrune Lokker, som efter sidste Mode flagre omkring den unge Greves indbydende Kinder. Og hvilket Øieblik er det ikke, da jeg endelig efter lang Modstand overgiver mig den Aften, da han træffer mig nede i den gamle Allee og meddeler mig sin Kjærlighed. Hvor jeg da hengiver mig; hvor jeg underkaster mig hans kjække Villie! - Ak ja! nu først, da jeg er bleven Kvinde, har jeg lært, hvad Underkastelse er, og hvilken Salighed den kan indeholde.
             ------------

    Den 11. Juli.  


   Men hvor er Lise saa ikke atter pikant, naar hun i Riddertiden er en ung næsviis Page, og jeg hendes Herskerinde. - Afstanden imellem os er efter de Tiders Skik umaadelig, og det kunde aldrig falde mig ind, at Sønnen af en af min Gemals Livegne skulde vove at løfte sine Tanker til sin strænge Herres Frue. Hvor forbauset bliver jeg derfor ikke, da den sextenaarige Page en Dag, da jeg vil sende ham et Ærende og til Afsked rækker ham min Haand til Kys, ikke nøies hermed, men pludselig omfavner mig og gjentagne Gange kysser mig paa Munden og Kinderne. Jeg vil strax lade ham gribe og kaste i Fængsel; men Tanken om den grusomme Hævn, som vil ramme ham, naar min Gemal kommer hjem og erfarer hans Forbrydelse, holder mig først tilbage, og siden kan jeg ikke afholde mig fra en vis Deltagelse for ham, naar jeg betænker det Mod, han i sin Kjærlighed har lagt for Dagen, da han jo veed, hvilken Straf der venter ham, dersom jeg blot med et Ord omtaler hans Dristighed. Just denne tiltaler mig; thi Mod, endog af den sletteste Art, virker altid farligst paa os Kvinder, og hans ungdommelige Hæftighed er desuden forenet med saa megen Ynde og oprigtig Hengivenhed, at jeg ikke kan føre det over mit Hjerte, at gjøre ham ulykkelig. - Jeg bestemmer mig derfor til, naar han om Aftenen vender tilbage, da alvorlig og strængt at foreholde ham hans Brøde, og derpaa fjerne ham fra min personlige Opvartning, - Noget, der unægtelig koster mig et Suk; thi jeg føler vel, hvor meget Behag jeg allerede længe har fundet i min kjække, lille Page. Men herved er Intet at gjøre: Hertug Roberts Gemalinde kan umulig beholde en Tjener, der nærer andre Følelser for hende end Ærefrygtens. - Da han kommer tilbage, lader jeg ham derfor træde ind i mit Gemak og tilkjendegiver ham, at han ikke længer kan blive hos mig; og da han i sin Fortvivlelse afbryder mig, befaler jeg ham at tie, bebreider ham i strænge Ord hans Forbrydelse, og truer ham med den haardeste Straf, hvis han ikke for bestandig dæmper sin Lidenskab. I en noget mildere Tone formaner jeg ham endelig til at gaae i sig selv og angre sin Brøde, og lover isaafald igjen at ville blive ham en naadig Herskerinde.
   Da jeg derpaa giver ham Tegn til at fjerne sig, bliver han et Øieblik staaende, som om han vil svare; men pludselig kaster han sig om min Hals endnu langt hæftigere end imorges, og bedækker mig med tusind af de varmeste Kys.
   Ak, skal jeg tilstaae det? Han kunde intet kjærere Svar have givet mig paa al min Vrede og alle mine Formaninger.
            -----------

    Den 28. December.  


   Gamle Minder og gamle Veninder komme igjen frem for min Sjæl; jeg lever al min Kjærlighed om paany, med den Forskjel, at hvor jeg før var Elsker, der er jeg nu Elskerinde; - og hvor meget mere ømt og brændende er ikke dette end hint. - Jeg vilde aldrig have havt en mere nydelsesrig Tid, dersom jeg blot ikke af og til midt i mine bedste Øieblikke blev overfaldet af en afskyelig Hovedpine, som jeg aldrig før har kjendt noget til.
   Det er især Therese og min gamle Vært, Grosserer A.'s Frøken Datter, som ofte besøge mig; men ligesom de ere meget forskjellige, saaledes spiller jeg ogsaa en høist forskjellig Rolle overfor dem. Frøkenen kan nok være smuk og pikant, men hun er tillige ond, grusom og listig. I Forholdet til hende er jeg da blid og svag, og skjælver under hendes Magt som Duen under Høgens Kløer. Hun er den unge berygtede Høvding for de vilde Skarer, som i Bondekrigen have hærjet Lehnsherrens Borg, dræbt ham selv og alle hans Sønner og blot sparet mig, hans eneste Datter, som Bytte for den grumme og listige Anfører. Hvilket Øieblik for mig, som saa ofte har hørt min Fader og hans Venner udtale det bittreste Had og Haan over denne onde Dreng, som han endnu næsten er, - nu her at befinde mig ene, skjælvende og magtesløs i hans Vold. Hvor skrækkeligt for mig, den fine og fornemme, rene og blufærdige Pige, nu at skulle taale ikke blot for hans haanlige Ord, men ogsaa hans vilde Kjærtegn! Og dog er der, skjøndt det er afskyeligt at tilstaae, Noget hos ham, som, medens det støder mig bort, dog i det Samme trækker mig til ham. Det særegne pigeagtige Udvortes, de buede, sorte Øienbryn, de brændende Øine, den røde Mund med det haanlige Smil, hans bidende Svar, ja selv hans Ondskab og Fripostighed: Alt dette indjager mig vel en gruelig Rædsel, men tillige en sælsom Længsel og Frygt; og naar jeg strider fortvivlet for at afværge hans Kys, da er det vistnok Alvor, at jeg vil undgaae dem, men med Forfærdelse maa jeg i det Samme tilstaae, at jeg attraaer det, jeg vil afværge, ja jeg tørster efter, at han skal vinde den Seir, som jeg dog med Fortvivlelse gjør ham stridig.
              --------------

    Den 29. December.  


   Forholdet til Therese er ganske anderledes. Hun er mild og from ogsaa som Mandfolk; - men her fryder det da mig at være ond og listig. Saaledes har jeg været en fornem Dame, over den første Ungdom, og som saadan forlokket den blye, uerfarne Yngling, som af hans kjærlige Forældre var betroet til min Uddannelse og Varetægt. - Senere har jeg været offenligt Fruentimmer i et Bordel, hvis fordærvede Værtinde dog her i Verden har Eet, som hun vil bevare rent, og hvorpaa hun har sat sit hele Indskud: hendes unge Søn, hvem hun altid har holdt fjern fra sit Huus og dets Smitte. Ham har jeg da vidst at opsøge, og ved min Skjønhed og Frækhed har jeg saaledes beruset ham, at han ligger som en Hund ved mine Fødder.
   Sidst har Therese endelig været Philosoph og Philantrop, berømt ikke mindre for sit skjønne Johannes-Udseende end for sin rene Vandel og den kjærlige Selvopoffrelse, hvormed han rækker alle Ulykkelige Haanden. Mit slette Levnet har allerede i mit 18de Aar bragt mig ind i den Straffeanstalt, ved hvilken han er ansat som Præst. Uagtet mine Aandsevner ere usædvanlig udviklede, har min religiøse Opdragelse dog været saa forsømt, at jeg ikke engang er confirmeret: jeg maa derfor, da dette bliver opdaget, lade mig forberede til Confirmation af ham. I Begyndelsen er jeg doven og stridig, og kommer med alle de Indvendinger, som jeg kan udtænke eller har hørt af Andre. Men efterhaanden forandres mit Væsen; mine Indvendinger ophøre, og min Flid bliver større, ligesom jeg ogsaa i mit Ydre, der tidligere har været løst nok, bliver mere blufærdig, og tillige mere omhyggelig og net. Den unge Præst glæder sig over denne Forandring og fatter en Velvillie for mig, som jeg forstaaer i høi Grad at forøge ved det Udtryk af stille Beundring, hvormed jeg følger hans Undervisning og Forklaringer; thi Intet kan mere indtage Mandfolk, især dem, man kunde kalde Kloge af anden Rang, end just denne stille, spændte Opmærksomhed, der ikke yttrer sig i tydelige Ord, men kun i beundrende, om muligt lidt sværmeriske Blikke, eller ialtfald i enkelte ufrivillige Udbrud, der vise, hvorledes man ligesom griber hver Stavelse og hengiver sig med hele sin Sjæl til den Talende.
   Min elskværdige Lærer kunde ikke undgaae at bemærke, hvor ganske jeg hengav mig til ham; og da jeg derhos havde en hurtig og let Fatteevne, var det just intet Under, at vore Timer interesserede ogsaa ham, og at han stundom kunde udstrække sin Undervisning ud over blot det Religiøse. Han kom stedse hyppigere i min lille Celle, og vort Forhold blev bestandig mindre tvungent, saa at han f.Ex. ikke som i Begyndelsen altid sad ved den ene Side af Bordet og jeg ved den anden, men han gik snart frem og tilbage paa Gulvet, snart satte han sig under Undervisningens Gang paa samme Bænk som jeg, uden at dette var nogen af os paafaldende. Paa dette Trin af Sagen faldt det mig ind at gjøre Situationen lidt mere interessant ved at blive syg, saa at jeg maatte holde Sengen, uden at det dog derfor blev nødvendigt at afbryde vore Timer. Jeg opnaaede ogsaa herved den Fordel, at jeg blev fri for den stygge Fangedragt og kunde lade mig see i en klædelig, lyserød Nattrøie og en lille hvid Morgenkappe: en Forandring, der bragte os ikke saa lidt nærmere; thi Fangedragten havde dog hidtil dannet en Slags Muur imellem os; men naar jeg nu sad halvt opret i Sengen, og min smukke, blonde theologiske Therese havde taget Plads paa Stolen ved Siden af, da var det næsten, som om vi Begge havde glemt vort egenlige Forhold. - En Aften havde min yndige Lærer især talt smukkere end nogensinde før, og da han sluttede, var jeg saa bevæget, at jeg ikke kunde lade være at gribe hans Haand og trykke den til mine Læber. Han drog den vel tilbage, men for at vise, at han dog forstod og paaskjønnede min Følelse, bøiede han sig over mig for at kysse min Pande. Jeg maa imidlertid have misforstaaet hans Hensigt; thi jeg rakte ham med et undseeligt Smil min Mund; men skjøndt jeg følte et varmt Kys paa den, mærkede jeg dog, at dette kom ham noget uventet, og at han næsten forskrækkedes derover. Ganske sagte hviskede jeg derfor de beroligende Ord: »Min Fader! Tak, tak for al Deres faderlige Kjærlighed!« - og som for at afbede sin pludselige Ængstelse trykkede han nu gjentagne Gange et inderligt Kys paa min Mund, medens jeg slog mine Arme om ham og sagte drog ham til mig. Men en slig Familiekjærlighed er med al sin Skjønhed dog farlig, naar Fader og Datter ere omtrent lige gamle, og Datteren har saa lidet datterlige Følelser som jeg; især naar hun desuden er en listig Pige i forførende Negligee. - Hvad Under da, at jeg naaer det Maal, jeg saa længe har attraaet; hvilken Triumph føler jeg ikke derover; og hvor uendelig morsomt bliver det ikke, naar jeg bagefter udleer min stakkels lille Therese, som nu under bittre Suk og inderlig Fortvivlelse bebreider mig min djævelske Underfundighed, og dog ikke kan lade være, gjennem Taarerne at kaste længselsfulde Blik hen til den smukke, leende og forføreriske Djævel.
           --------------

    Den 16. Januar.  


   At være Djævelen selv var maaskee endnu mere pikant end nogensomhelst anden Situation. - Jeg kalder det »pikant«, et Ord, jeg i det Hele gjerne bruger, fordi det antyder, at den Nydelse, man føler, ikke just er ublandet, hvorimod der midt i det Søde er Noget, som gjør ondt og »stikker«, men derfor ogsaa borttager alt det Flaue af Sødheden. - At være Djævel er iøvrigt ikke saa ganske let, naar dette skal have nogen virkelig Betydning. Djævelen er mig enten for godmodig og komisk, og saa skaffer han ingen Nydelse; eller han er ikke stort Andet end et ondt Menneske, og det kan jeg nok være uden hans Hjælp. For dog at give ham en passende Virksomhed har jeg sluppet ham ind i et Nonnekloster, hvor han lægger Snarer for Abbedissen, en bleg, sværmerisk Skjønhed, der paa Grund af sin Reenhed og Hellighed er bleven Abbedisse i sit 25de Aar, og nu i sit 29de nyder den Ære at blive canoniseret i levende Live. At komme til Klosteret, som ung Cavalier, der er saaret i Duel, blive pleiet og omvendt af Helgeninden og tilsidst ende med for stedse at slukke den hele Helgenglands: det kunde jo være morsomt nok for Djævelen; men det vilde iøvrigt ikke være mindre morsomt for et ondskabsfuldt Adamsbarn. - Det Samme gjælder om Løsningen af den interessante Opgave igjen at bringe den bodfærdige Magdalene til at synde: det vilde være en exkvisit Nydelse for Alle og Enhver, skjøndt jeg indrømmer, at det for Djævelen maatte være specielt fornøieligt saaledes at bortsnappe det fede Bytte fra Vorherre, som havde gjort sig saa megen Uleilighed netop for denne Steg. Men selv heri er der dog ikke noget rigtig Djævelsk: det er blot en praktisk Ironi over den altfor søde lille Magdalene.
   Derimod er der enkelte af de Gamles Guder, der ere mere sataniske end alle de Djævle, den blide Christendom har kunnet opfostre. Hvilken Djævel kan saaledes maale sig med den vældige Moloch, naar han favner de smaa Børn i sine glødende Arme, og lytter til deres Skrig, som dog døves af den dundrende Musik, saa at det ikke naaer andre Øren end dem, der sidde paa hans grumme Oxehoved! - Der er blot een Feil ved denne Fremstilling; og det er, at han holder et Barn i sine Arme, istedetfor en ung, reen Jomfru. Hun vilde langt bedre repræsentere Menneskeslægten som saadan, og det just paa dens skjønneste Punkt; hun vilde ogsaa have hele Bevidstheden om sin Ulykke, og det var saaledes langt grummere; - og aldrig kunde der svælges i nogen vildere Vellyst, end naar Kæmpen med Oxehovedet saaledes knugede hende i sin gloende Favn.
          ------------

    Den 18. Januar.  


   Jeg har paa mine Spadseretoure ved Søen netop seet en ung Pige sidde i en Have og titte ud i Verden paa een Gang saa nysgjerrig og saa uskyldig frygtsom. Hendes lille ovale Ansigt er saa rent, at det næsten er eenfoldigt, hun har lysebrune Haar og de mildeste blaae Øine; og skjøndt hendes høihalsede Kjole med den lille hvide Strimmel røber, at hun ikke er Barn, saa har hun dog saa ganske Udseende af at sidde under Moders Varetægt, at det ordenlig vilde forundre mig nogensinde at see hende uden Moderen; hvilket heller aldrig har truffet sig. Da jeg engang gik forbi, hørte jeg, at Moderen sagde »lille Antonie« til hende: det er just et meenløst Navn, som passer godt til hende; og naar jeg tænker paa hende, kalder jeg hende derfor altid saaledes. I Gavlen af Huset, hvor hun boer, er der et lille Kvistvindue med blanke Ruder og hvide Gardiner; der har jeg seet Lys om Aftenen, og tidlig om Morgenen har jeg seet hende der sagte aabne Vinduet, medens det øvrige Huus endnu var stille. Her paa det sikkreste Sted i Huset har hun vistnok sit Kammer, bevogtet af Moderen ved Siden af og af den store, troe Gaardhund nedenunder.
   Fra dette Sted, hvor hun føler sig saa tryg, skal hun nu rives bort, og naar hun igjen kommer til sig selv, skal hun finde sig skjælvende og værgeløs i Molochs Arme; og jeg vil da være Moloch. Hun bærer da ikke mere sin høihalsede Kjole eller sin kydske Natdragt: hun ligger nøgen i min Favn; thi den vilde Gud med Oxehovedet skaaner ikke Blufærdigheden; hans Higen er just at trampe den ned og skænde den. Hans Vellyst er kun Menneskets i Bevidsthed, men i Nydelse og Raahed er den ikke Menneskets, men den glubende Tyrs; og med samme Raseri som denne handler han med den fine Jomfru. Hendes uskyldige Mund, som endnu aldrig nogen Mand kyssede, maa hun nu hengive til min vilde Sugen; hendes blye, kvindelige Yndigheder, som før næppe Stjernen, der kunde stjæle sig forbi Gardinet, fik at skimte: de ere nu blottede for mine slugende Blikke og gribes af mine dyriske Kjærtegn; - og hun har ikke engang en Haand fri, hvormed hun blot kunde skjule sit Ansigt. Forgjæves bønfalder hun om Naade; hun har ikke at gjøre med noget Menneske, og hun kan ikke vente sig noget Menneskeligt. Min onde Vellyst forhøies blot ved hendes Klage; thi Intet kildrer den rette Forfører mere end just at gjøre sit uskyldige Offer Ondt: han gad næsten sønderrive det med sine rasende Kjærtegn og fortære det med sin glødende Begjærlighed.
   Just dette gjør jeg nu med den stakkels lille Antonie. Mine Omfavnelser blive meer og meer brændende, og snart er det ikke blot den krænkede Blufærdighed, men ogsaa det glødende Jern, som afpresser hende det ene Skrig efter det andet. Hun raaber paa sin Moder, hos hvem hun før sad saa trygt, men hendes Raab naae ikke Moderens og heller ikke noget andet Menneskes Øren. Den skingrende Musik, der lyder bag Forhænget, overdøver ethvert Skrig; og det er blot mig, som holder hende i Favnen, der kan høre hendes Fortvivlelse; men jo større denne er, desto mere kildrer den mig; desto voldsommere knuger jeg hende til mig og fryder mig over, at jeg, Dyret og Djævelen, ret kan fortære Mennesket og Uskyldigheden.
          --------------
          --------------

H. E. Schack Homepage
[Hjem] [English] [Det Danske Sprog- og Litteraturselskab]
© Det Kongelige Bibliotek