link til hjemmesiden - Det Kongelige Bibliotek

| Index | -1 | +1 |

Schack, H. E.: Phantasterne (1857) [s. 35-53]


         Christians Novelle.

   Christian var en stor Elsker af at læse Noveller og utrættelig i at studere denne Del af Litteraturen. »Egenlig,« yttrede han dog en Dag nogen Tid efter vor Hjemkomst fra Afrika, »er jeg nu alligevel kjed af saaledes blot at læse om, hvad der er hændt Andre: jeg vil selv være den, som oplever det altsammen. Imidlertid kunde jeg dog ogsaa nok have Lyst til at være Forfatter til en saadan rigtig udmærket Novelle; thi der er ikke Mange, der nyde den Anseelse som en stor Digter. Jeg har derfor nedskrevet et lille Udkast til det, jeg har tænkt at ville opleve, og det var jo nok muligt, at jeg engang vilde udgive noget af det i Trykken.« - Paa vore nærmere Spørgsmaal svarede han, at han allerede havde skrevet Planen og forskjellige Situationer i den nævnte Novelle, og efter vort Ønske oplæste han det for os af et lille Hæfte, som han trak op af Lommen, og som var sammensyet af det samme blaagraae Papir, hvorpaa Præsten, Christians Fader, altid pleiede at skrive sine Prækener.
   »Inden jeg begynder,« sagde han, »maa jeg blot bemærke, hvad I nok iøvrigt selv vil kunne begribe, at jeg her jo ingenlunde er ganske saadan, som jeg selv ønsker, at jeg skulde være. Jeg har naturligvis maattet tage Hensyn til, hvorledes jeg maa erkjende, at jeg vistnok vilde blive, naar alt det traf mig, som staaer her i Bogen; og jeg har derfor maattet tillægge mig selv endog storartede Feil, naar jeg maatte indrømme, at det, jeg vil gjennemleve, sandsynligvis vilde føre Sligt med sig.
   Hvad mit Navn angaaer, saa har jeg tænkt, at det ikke skulde være det, hvormed jeg ellers kalder mig; derimod mener jeg, at mit andet Navn, Valfred, her kunde være mest passende.
   - »»Valfred,«« begyndte han derpaa, efter et lille Ophold og efter et Par Gange at have sat sig tilrette, »»Valfred er en mørk, maaskee noget vild Karakter, med et Ydre, som svarer til hans Indre, og som faaer sit fremherskende Præg af kulsorte Haar, sorte dybtliggende Øine og en dristig krummet Ørnenæse. Over hans tidligere Skjæbne hviler et dunkelt Slør; og selv nu er der stedse udbredt noget Løndomsfuldt over ham. I Selskaber, hvor han iøvrigt kun lidet kommer, sidder han taus og indesluttet i et Hjørne af Salen og er hensjunken i indre Grublerier, undtagen det maaskee skulde hænde sig, at der ligger meget sjeldne fremmede Værker fra fjerne Lande, f.Ex. fra Spanien eller endnu heller fra Amerika, paa Bordet; thi da er det vel muligt, at han nogle Øieblikke kan blade i disse Skrifter fra en fjern Verden, med deres fremmede, dristige Tanker og fine Staalgravurer. I de Andres Leg og Lystighed deltager han aldrig, men betragter det i Afstand med et Smil. Kun naar indholdsrige Samtaler mellem de aandrigste Mænd og Kvinder i Selskabet komme paa Bane, træder han stundom ufrivillig nogle Skridt nærmere, og naar da Samtalen har naaet et vist Punkt, udbryder han i et eller andet dybttænkt Spørgsmaal, hvortil Samtalen giver Anledning: - »Ja, hvad er Livet!« - »Ja, hvad er Døden!« - »Er Livet maaskee ikke en stedsevarende Død?« - »Ja, hvad er vel Sandhed?!« - Saadanne ere de Udbrud, hvormed han forbauser Alle; hvorpaa han igjen taus som før trækker sig tilbage. Samtalen standser, og han gaaer bort med Æren som den, der med sine faa Ord snart har truffet, hvad de Andre forgjæves søgte, snart har vist dem det Tomme i al deres Søgen.
   Overhovedet ligner Valfred en Vulkan, der vel almindelig ligger taus og stille, men dog hyppig minder om, hvad der ulmer i dens Dyb, baade ved de Lynglimt, den af og til opsender, og ved den mørke Sky, der stedse hviler om dens Pande.«« - -
   »Men hvorfor vil Du være saadan tungsindig?« afbrød Thomas. »Der er jo slet ikke noget Fornøieligt ved det.«
   »Fornøieligt!« svarede Christian, »nei, det er der tilvisse ikke. Men det er interessant.«
   »Naa ja,« svarede Thomas, »det kjender jeg nu ikke saa nøie til.«
   »Nei, det vil jeg troe,« svarede Christian. - »Men iøvrigt kan jeg nu strax bemærke for Jer, skjøndt det først langt senere bør opklares for Læseren, at det er rimeligt, at enten en Plet paa min Fødsel eller maaskee min Faders Forbandelse kan være Aarsagen til denne mørke Tungsindighed.«
   »Men ikke er der jo hændet Dig Noget af den Slags,« udbrød Thomas.
   »Nei, vist er der ei, nei! Det veed jeg naturligvis ligesaa godt som Du, dit Fæ! Men jeg har jo allerede forklaret Dig, at her slet ikke er Tale om, hvad der virkelig er hændet mig, men derimod om det, som jeg vil opleve, eller som jeg vil, skal hænde mig.«
   »Men da kan da Ingen, som ikke er rent tosset, ville have, at saadant Noget skal hænde ham, naar det ikke er blevet ham tilskikket.«
   »Jo det skeer, som jeg nylig sagde Dig, altsammen fordi Valfred derved bliver mere interessant: Læseren faaer mere Deltagelse for ham og bryder sig mere om ham og hans Skjæbne. Men det forstaaer Du formodenlig heller ikke?«
   »Nej, det er sgu vist.«
   »Kan Du da forstaae, at man kan bryde sig meer om ham, naar han har været i Krig for Exempel?«
   »Ja, hvis ellers han slaaes godt.«
   »Ja, det kan Du være vis paa,« svarede Christian tillidsfuld og skyndte sig derpaa at fortsætte:
   »»Valfred har nemlig i flere Aar været i fremmed Krigstjeneste og i denne udmærket sig overordenlig. Rygtet herom har ogsaa naaet hjem til hans Fødeland, dog kun igjennem Andres Beretninger; thi selv taler han aldrig om sine Bedrifter. Een Gang, da den gamle værdige Biskop L., med hvem Valfred altid gjerne underholder sig, og for hvis Mening han nærer stor Agtelse, leder Samtalen hen herpaa og i den Anledning udtaler nogle for Valfred hædrende Ord, svarer han blot med et Smil: »Og hvad har jeg saa for alle hine Kampe og Bedrifter, som De, min høitagtede Ven! behager at kalde det? - Dette Ar, denne Stump Baand, dette halte Been!««« - -
   »Skal Du da ogsaa være halt?« sagde Thomas.
   »Ja, jeg var det strax i Begyndelsen efter min Hjemkomst; men den udmærkede Læge, Professor T., skaffede mig ved en dristig Kur mit fulde Helbred tilbage.«
   »Den Professor,« vedblev Thomas, »kunde han da ikke ogsaa kurere paa den gamle Meierske, som har været halt i saa mange Aar? Hun taler altid om, at hun vilde saa svært gierne til engang igjen at gaae rigtig.«
   »Den gamle Meierske? Nei, det troer jeg rigtignok ikke lader sig gjøre. - Dertil udfordres en Operation af overordenlig smertefuld Art, som vistnok kun faa Andre end Valfred vil underkaste sig.«
   »»Ved dette og Mere,«« vedblev han derpaa igjen, »»fængsler Valfred efterhaanden Alles Opmærksomhed, - som iøvrigt er ham ganske ligegyldig; - men Een er der dog især, som mere og mere beundrer ham, og som han efter nogen Tids Forløb heller ikke kan undlade at bemærke: denne Ene er Husets eneste Datter, den unge, af Alle hyldede Clothilde, som med sine gule Lokker, sine blaae Øine og sit lette, livsglade og lykkelige Væsen danner den stærkeste Contrast til den mørke Valfred; - medens hun dog tillige under dette glade Ydre skjuler en virkelig Dybde og en uendelig Rigdom af skjønne Følelser. Uagtet hun overfor Valfreds Overlegenhed er frygtsom og tilbageholdende, bryde disse Følelser dog stundom frem, især naar han bittert spotter over Menneskeheden: - »Nei, Valfred! nei! De kjender ikke Kvindehjertet!« - »Nei, De har aldrig elsket!« - »Veed De, hvad en Moder er?!« - - saadanne ere de Udbrud, hun ikke kan holde tilbage, og hvorigjennem hendes skjønne Sjæl saa herlig aabenbarer sig.««
   Her vilde Christian kvæge sig ved et Par Træk af sin Pibe, men da han kunde see paa Thomas, at denne lavede sig til paany at gjøre Bemærkninger, lod han Piben gaae ud og læste uden Ophold videre.
   »»Valfred og Clothilde elske hinanden; og have de end ikke allerede givet hinanden deres Løfte, saa maa Sagen dog imellem dem ansees for afgjort. Men da træder pludselig en anden uforklarlig ung Mand frem paa Skuepladsen. Han viser varm Interesse for Clothilde, og hun igjen Ømhed og Ængstelse for ham. Skjøndt Valfreds høie Sjæl vanskelig kan fatte Mistanke til hans Clothilde, saa kaster dette Forhold dog en Skygge over hans Lykke. Det Smil, som Clothilde i den senere Tid stundom formaaede at fremlokke om de ellers sammenpressede Læber, forsvinder, og snart er han atter den mørke Valfred.« - - Skjøndt Læseren vistnok bør holdes spændt i fuldkommen Uvidenhed om, hvem den anden unge Mand er, vil jeg dog her fortælle Jer, at det er Clothildes Broder, der har været nødt til en Tid lang at holde sig skjult paa Grund af politiske Sammensværgelser, som han har deltaget i ovre i Tydskland, - men som iøvrigt have det ædleste Øiemed. - »Endelig er dog Alt saaledes ordnet, at han igjen frit kan antage sit Navn og sin Stilling: han meddeler dette til Clothilde, hans eneste Fortrolige; og i deres Glæde omfavne de tvende Sødskende hinanden. Men - i samme Øieblik aabnes Døren! og ubemærket af dem begge seer Valfred deres Omarmelse.«« -
   »Det er da underligt, at han skulde komme der just lige i det Øieblik,« bemærkede Thomas.
   »Ja«, svarede Christian kort, »saaledes gaaer det altid.«
   - »»Bleg og med et bittert Smil,«« fortsatte han derpaa, »»betragter Valfred dem et Minut; derpaa trækker han sig tilbage og lukker Døren sagte efter sig. Han iler hjem, tager noget Guld og Vexler til sig, og en Time efter er han ombord paa et Dampskib, som fører ham til fjerne, fremmede Lande.««
   »Reiser Du da din Vei, uden at høre ordenlig Besked?« udbrød Thomas.
   »Ja naturligvis,« svarede Christian.
   »Da var det svært dumt.«
   »Dumt!« gjentog Christian. »Ja saa, det var Meget! - Jeg skulde dog ellers mene, at det just er paa den Maade, saadant Noget altid gaaer til.«
   »Nei, det er det da rigtignok ikke. Der er saa tit Noget iveien mellem Kjærestefolk; men jeg har da aldrig hørt, at den Ene derfor strax løber sin Vei. Er der Noget, som Een ikke rigtig kan forstaae sig paa, saa gaaer han da vel allerførst hen til den Anden og spørger den ud: ellers maatte han jo være tosset.«
   »Ja, Du kjender aldeles ikke Noget til Kjærlighed, Thomas!«
   »Aa jo, ligesaa Meget som Du altid, og kanskee lidt til. - Men vi kan jo ogsaa høre, om Conrad veed, at Nogen har reist paa de Maader, og hvad han mener om den Sag.«
   Med den Upartiskhed, som sømmer sig en Appellations-Instans, svarede jeg herpaa: »Ja, at virkelig levende Mennesker skulde have gjort Sligt, det har jeg rigtignok aldrig hørt: de skaffe sig nok først ordenlig Besked, som Thomas siger. Men med Romaner og Noveller er det jo en ganske anden Sag: der gaaer det for det Meste til, som Christian siger.«
   »Naa, der kan Du høre, Thomas! og dette skal jo just være en Novelle. - Men Du er nu altid saa klog, skjøndt Du ikke har læst ti Noveller i hele dit Liv. Dersom Du kjendte noget Mere til den Slags Ting, saa vidste Du, at der skeer det altsammen just saaledes, som jeg siger: han reiser sin Vei, og de sees da maaskee aldrig mere, skjøndt de vistnok flere Gange ere meget nær ved det. Blandt Andet hænder det sig for det Meste, at den Ene kommer vandrende f.Ex. til et Værtshus eller et lignende Sted, just i selvsamme Minut, som den Andens prægtige Ekvipage ruller derfra og i flyvende Fart jager henad Landeveien. Den, som kommer, seer netop et Glimt af den, som reiser, eller hører hans Stemme, og iler da øieblikkelig i største Hast efter ham, vinker med Haanden og vifter med Tørklædet; men Altsammen forgjæves. - Den Anden forsvinder i en Støvsky.«
   »Vil Du da nu ogsaa have, at alt det der skal hænde Dig?« spurgte Thomas.
   »Det vil jeg ikke sige; det er ikke absolut nødvendigt, at det just skal gaae saaledes. Jeg behøvede strængt taget ikke engang at reise bort; jeg kunde gjerne nøies med blot at tie og paa alle Maader vise Clothilde, hvor dybt jeg foragter hende, dog uden med et Ord at sige hende Grunden; hvorpaa hun da, efter nogle forgjæves Forsøg paa at erfare den og bringe mig til at bryde min Taushed, stille hensygner.«
   »Ja, ikke er det bedre.«
   »Nei, det har Du Ret i: det er vistnok endnu værre; thi saaledes gaaer der mange Aar, hvori de leve et mørkt og sørgeligt Liv, den ene Dag efter den anden. Først naar den Ene af dem skal døe, kommer det til en Forklaring imellem dem: de fortryde da begge bittert, hvad der er skeet; - men da er det for silde!«
   »Aa ja, det er jo noget sent taget. Men jeg tænker da ogsaa nok, at naar de gaaer der og seer paa hinanden hver Dag og er ulykkelige, saa varer det ikke slet saa længe, inden de klarer, hvad der kan være dem imellem.«
   »Ja, det synes man maaskee, naar man ikke forstaaer sig paa det; men gjør man det, saa veed man, at det netop hører sig til, at den, som faaer saadan en Mistanke, skal gaae med den i lange Tider, og mange Gange paa den allerharmeligste Maade lade Leiligheden til at faae den opklaret slippe sig af Hænderne.«
   »Ja, det kan jo gjerne hænde sig. Men se, jeg kan da rigtignok ikke forstaae, at naar En synes om en Anden, den saa alligevel kan gaae saadan og troe al Slags Daarlighed om den.«
   »Ja, det er, som jeg siger, Thomas! Det er, fordi Du aldeles ikke kjender Noget til Kjærlighed. Dersom Du havde læst noget Mere om Sligt, saa vilde Du allerede for længe siden have seet, hvorledes baade han og hun just i de Forhold troe om hinanden, hvad der ellers aldrig kunde falde dem ind: saasnart blot Nogen fremfører en Beskyldning eller gjør en Hentydning, saa antage de det næsten altid for afgjort, og tit bliver hele deres Liv forspildt bare af den Grund.«
   »Ja, men saa er det ogsaa nogle Tossehoveder.«
   »Det er virkelig underligt,« svarede Christian med undertrykt Harme, »at høre Dig, Thomas! tale paa den Maade om Mennesker, der netop beskrives som de ædleste og klogeste.«
   »Ja, men kanskee de ikke passer efter Beskrivelsen.«
   »Kunde Du ikke snarere tænke Dig, at det maaskee var Dig, som i din Visdom ikke forstod Beskrivelsen? - - Jeg kan sige Dig, at just det, som Du slet ikke kan begribe, netop er det Allernødvendigste i en Novelle: først de vigtige Misforstaaelser, som yderst vanskelig kunde opstaae, dersom det ikke hørte sig til, at de Elskende gjensidig skulde troe alt Slags Ondt om hinanden; og dernæst den urokkelige Taushed hos den, som blot ved at sige et Ord kunde opklare det Hele; thi uden den hjalp alt det Andet dog ikke.« - -
   »Ja, men naar nu Du kjender til alt det der og veed, at det er saaledes: saa kan Du jo da tage Dig ivare for det og sørge for, at det ikke skal gaae Dig paa den Maade.«
   »Ja, se der taler Du nu igjen saa urimelig. Naar jeg vil opleve en Novelle, saa maa jeg jo opleve en Novelle og dermed Alt, hvad der virkelig hører til den: baade Misforstaaelserne og Feiltagelserne og den haardnakkede Taushed og alt det Øvrige.«
   »Ja, saa skulde da ogsaa Fanden leve Noveller, og ikke noget ordenligt Menneske, - naar ikke man var nødt og tvungen til det,« svarede Thomas; hvorpaa Christian, som ikke fandt det nødvendigt at besvare denne Yttring, atter fortsatte saaledes:
   »»Valfred gjenfinde vi - ved Pharao-Bordet. I en stor fremmed Hovedstad sidder han der mellem vilde Spillere og store Dynger af Guld og Bankosedler. Under den ryggesløse Larmen er han ene taus: - taus pointerer han, taus vover han de største Summer, og hvad enten Banquieren med sin lille Skuffe kaster Guldet til ham eller tager det fra ham, forandrer han ikke en Mine derved. Øiensynlig har det vilde Selskab en sky Ærefrygt for ham, medens han behandler det med kold Overlegenhed; men skulde Nogen stundom prøve paa at nedbryde den Muur, han har opreist omkring sig, da vil det skarpe Blik, hvormed Valfred et Øieblik fixerer den Dristige, være tilstrækkeligt til hurtig igjen at vise ham indenfor sine Skranker. Sjelden svarer han paa deres raae Skjemt: kun naar Talen falder paa Kvinden og Kvindetroskab, farer et Haansmil over hans Ansigt, og han siger nogle Ord, der kaste et forfærdende Lysglimt over Afgrundsdybet i hans Sjæl. Midt under denne Scene, - midt i denne Samling viser Clothilde sig som en Lysets Engel mellem Mørkets Aander. Ved utrættelig trofast Leden har hun endelig fundet Valfreds Opholdssted; - hun udriver ham nu derfra; Alt opklares, og den fuldstændigste Forsoning finder Sted. Men ligesom Alt er ordnet til Brylluppet, indtræder en ny, uovervindelig Hindring af den sørgeligste Art.««
   »Det er da ogsaa urimeligt, saa mange Ulykker der skal træffe de stakkels Mennesker!« sagde Thomas.
   »Ja vist,« svarede Christian og fortsatte derpaa:
   »»Valfred er, saasnart han vendte tilbage til sit Fædreland, bleven modtagen med almindelig Glæde. Ogsaa Regeringen anerkjender hans høie Værd og iler med at tilbyde ham en Overdommers vigtige Post, hvilken han beklæder med ligesaa dyb Indsigt som stræng Retfærdighed. Men netop fra denne Side træffer Slaget ham. Clothildes Fader, den gamle v. Y., har længe været misfornøiet med den nærværende Styrelse, og bliver indviklet i en Sammensværgelse, der gaaer ud paa at udnævne Fyrstens Brodersøn til Medregent. Sammensværgelsen opdages, og skjøndt overordenlig Meget taler til Undskyldning for den gamle v. Y.; ja, skjøndt Fyrsten, der virkelig er en ædel Mand, gjerne selv vil benaade ham, saa sætter den ubøielige Minister dog igjennem, at Retten skal have sin uforandrede Gang. Men den, som skal dømme Clothildes Fader, er ingen Anden end - den ulykkelige Valfred! - - Med blødende Hjerte opfylder han sin Pligt; men han opfylder den. Efter Lovens Strenghed dømmer han den gamle v. Y. til Døden. Dommen gaaer i Opfyldelse; - og Clothilde er tabt for ham!««
   »Hvorfor det?« sagde Thomas.
   »Hvorfor det!« gjentog Christian. »Det var da et underligt Spørgsmaal: troer Du, Clothilde kan gifte sig med den, der har dømt hendes Fader fra Livet?«
   »Ja, hvorfor ikke det? Det er jo ikke hans Forseelse. - Du siger jo selv, at han har gjort sin Skyldighed som en bestemt Mand.«
   »Men Gud bevares, Thomas, hvor Du dog er uvidende! Sagen er jo netop den, at jeg ikke kan faae Clothilde, naar jeg gjør min Pligt eller min Skyldighed, som Du siger. Jeg har Valget imellem to Ting: Enten kan jeg paa en eller anden Maade frikjende Faderen, eller ialfald hemmelig skaffe ham ud af Fængselet og hjælpe ham paa Flugt; og isaafald kan jeg selv reise bag efter, og vi kan da leve allesammen enten i Schweiz eller i Norge inde mellem Bjergene og der udgjøre een lykkelig Familie; - eller - jeg kan strængt opfylde min Pligt, men saa kan og vil Clothilde naturligvis ikke tage mig.«
   »Ja, saa er det sgu ogsaa en skidt Tøs.«
   »Clothilde en skidt Tøs! -«
   »Ja, det siger jeg rent ud. For det Fruentimmer, som vil have, at Manden eller Kjæresten skal dømme mod Ret og Retfærdighed, hun er ikke værd at eie.«
   »Naa, saa Clothilde skulde ikke være værd at eie! - Nu, det maa jeg tilstaae; det er første Gang, jeg hører det! - Men det er, som jeg siger: Du er fuldkommen vankundig om, hvad der hører sig til. Naar han har dømt hendes Fader, saa er det en afgjort Sag, at hun ikke kan tage ham; det vil Du finde overalt: den henrettede Faders Gjenfærd vil bestandig truende stille sig imellem dem.«
   »Aa nei, det kan jeg aldrig troe. Er Faderen rigtig slem, og bliver han til en Djævel, saa er der nok Nogen, som holder Styr paa ham; og kommer han i Himmerige, saa har han nok faaet bedre Forstand og kan see, at hun staaer sig bedst ved at faae en Mand, som gjør, hvad rigtigt og redeligt er.«
   »Ja, det kan jo ikke nytte, at jeg forklarer Dig det, naar Du ikke vil troe mig. - Men da Du nævner Himlen, vil jeg forresten dog sige Dig, at der maaskee derfra paa en Maade kunde komme en Udvei, hvorom jeg ogsaa har opskrevet Et og Andet, skjøndt jeg rigtignok endnu maa ansee det for høist tvivlsomt, om man her tør benytte sig af den. - I har sikkert lagt Mærke til, at der i mange Bøger forekommer en Person, der har meget Mere at gjøre med Himlen end alle de Andre. Er det i et katholsk Land, saa er det sædvanlig en gammel Munk, enten Fader Ambrosius eller Broder Martin eller saadant Noget; hos os og i andre lutherske Lande er det mere vanskeligt: dog kan det nok lade sig gjøre, at det er en meget gammel og agtværdig Præst, der boer langt ude paa Landet, fjernt fra Hovedstaden og alle Kjøbstæder; helst i et meget lille Kald, skjøndt han flere Gange har kunnet faae et større. Han har i sin Ungdom rimeligvis selv havt en ulykkelig Kjærlighed, hvorved han viste sig fra den ædleste Side, og lever nu ugift blot for sin kjære Menighed, hvis troe Sjælesørger han nu i en saa lang Aarrække har været, og som igjen ærer og elsker ham som et høiere Væsen. - Hvis Sagen foregaaer i et Land, hvor der er Kvækere, kan det iøvrigt ogsaa være en meget udmærket gammel Kvæker, som da altid gaaer med Hatten paa, og ellers er meget underlig og, som man synes, ogsaa noget gnaven og urimelig, hvilket dog blot lader saa.
   Hvem af disse det nu ogsaa bliver, er Forskjellen ikke stor. Han skal sørge for, at Alt skeer sømmelig og i Orden og see til, at man ikke glemmer det Himmelske over det Jordiske. Han er meget alvorlig af sig, og hænder der noget særdeles Lykkeligt, saa at Folk bliver overmaade glade, saa viser han dem tilrette og opfordrer dem til at prise Himlen, hvilket da skeer. Kommer der Krig paa, er han ogsaa som oftest med, enten som Feltpræst eller ellers, trøster og styrker de Saarede og lover at bringe deres Koner og Børn deres sidste Levvel; - skal der leveres Slag, opmuntrer han Krigerne til Tapperhed, og efter Slaget holder han Bøn og bebreider Seirherrerne det Blod, de have udøst. Hans Ord modtages af Alle med Ærefrygt, og selv de vildeste Kæmper bøie sig for ham. - Imod Elskende er han noget stræng, i det mindste en Tid lang: han taler alvorlig imod den jordiske Kjærlighed og dadler deres verdslige Sind; dog mindes han ofte med Veemod sin egen ulykkelige Ungdomskjærlighed. Men i det Hele er han en meget hellig og udmærket Mand, som aldrig forlanger Noget for sig selv, men blot fordrer, at man ved enhver Leilighed skal, som han siger, yde Tiende til Himlen i Sang, Bøn og Paakaldelse.
   Men ved denne Hellighed har han da ogsaa erhvervet sig Ret til at gjøre Meget, som ingen Anden kan; og derfor er det saa overordenlig en Lykke for de Elskende at have saadan en Mand i Nærheden, skjøndt han vel stundom kan synes noget haard. De bør derfor ogsaa altid rette sig saa meget efter ham, som deres Kjærlighed paa nogen Maade kan tillade. Thi hvilke Hindringer der end optaarner sig, saa kan han dog altid give dem Dispensation, og overfor den tier da al Tvivl, baade hos de To selv og hos alle Andre. Og da han i Grunden er meget god af sig, gjør han det næsten altid, naar de Elskende blot erkjende deres Feil.«
   »Se, en saadan ærværdig Mand,« vedblev Christian, »kunde jo maaskee ogsaa nok komme ind i denne Novelle, og han vilde da kunne forene Valfred og Clothilde. Men jeg veed endnu ikke ganske bestemt, om jeg vil have ham eller ei.«
   »Saa har Du vel heller ingen rigtig Ende sat paa endnu?« sagde Thomas.
   »Jo,« svarede Christian, »der er enkelte Steder, som jeg allerede har skrevet ned ganske, som de skal være, og blandt dem er ogsaa Slutningen; men da jeg ikke bestemt veed, om den bliver god eller ond, saa har jeg skrevet to, som I kan faae at høre, om I vil. - Dersom Alt gaaer godt, da har jeg tænkt, at Enden ganske kort kunde blive saaledes:
   »Et Aar efter, paa den skjønne Pintsefest, lod Valfred sin og Clothildes førstefødte Søn døbe i den lille Landsbykirke i A. af den ærværdige gamle Pastor B., der havde formanet dem i deres Forvildelser, husvalet dem i deres bittre Sorg og tilsidst selv været den Forjættelsens gode Genius, der aabnede dem Porten til den Himmel, hvori de nu levede.«
   - Gaaer det derimod ulykkelig, saa kan jo igjen enten de begge To blive ulykkelige eller blot den Ene af dem. I første Tilfælde vil det da, hvad Valfred angaaer, kunne gaae saaledes til, at han for at redde et fattigt Barn, som er faldet i Vandet, styrter sig ud i den rivende Strøm, men idet han imod Strømmen svømmer tilbage med Barnet, faaer han af en Bjelke, der er skjult under Vandet, et voldsomt Stød. Den heftige Smerte, som dette foraarsager, betvinger han, indtil han har givet det frelste Barn tilbage til dets Moder, som fortvivlet strækker Armene imod det fra Strandbredden; men i det Øieblik, han selv svinger sig iland, overfaldes han af en Blodstyrtning, som inden faa Timer gjør Ende paa hans daadrige Liv.
   For Clothilde derimod bør det vistnok gaae mere langsomt, saa at hun først efterhaanden hendøer. Den Sygdom, hun lider af, er Brystsyge. At hun har Anlæg hertil, antydes i Begyndelsen blot ganske svagt f.Ex. ved at omtale hendes fine Bygning og zarte Ansigtsfarve. Efterhaanden tiltage imidlertid de foruroligende Symptomer, og den bekymrede Moder sender derfor trods Clothildes Bønner Bud efter den gamle Huslæge.« - -
   »Hvorfor skikker hun ikke heller Bud efter den Professor, som kurerede Dit Ben?« spurgte Thomas.
   »Ja, det veed jeg ikke nu saa lige,« svarede Christian noget misfornøiet over Afbrydelsen. »Han var nu engang ikke Familiens Læge; - men iøvrigt er det sandsynligt nok, at han netop i den Tid har befundet sig paa en Udenlandsreise.«
   »Kanskee han har været reist til Afrika.«
   Christian besvarede denne Yttring blot derved, at han med sit Blik skarpt fixerede Thomas, hvorpaa han fortsatte: »»Denne gamle erfarne Læge hørte til Hovedstadens mest udmærkede. Efterat have seet Clothilde trækker han vel paa Skuldrene, men opgiver dog i Begyndelsen ikke alt Haab; og for Clothildes Venner forøges dette Haab, da med det begyndende Foraar friske Roser paany synes at fremblomstre paa hendes Kinder. De Kortsynede! De mærke ikke, at Ormen ligger skjult under disse Roser, og at denne blændende, skarpt begrændsede Rødme netop varsler det Værste. - Først da Lægen en Dag tager Moderen afsides og erklærer, at han anseer det for sin Pligt at sige hende Sandheden, først da rives Bindet fra hendes Øine; men endnu søger man dog med største Omhu at holde det tunge Budskab skjult for Clothilde selv. Alligevel har hun anet det, og en Dag, da hun er ene med Lægen, siger hun mildt, men alvorlig: »Professor M.! dølg ikke Sandheden for mig! jeg er stærk nok til at høre den.« - Den gamle Læge bøier sig bevæget og kysser hendes Haand; og hvor vant han end er til slige Scener, kan han dog ikke tilbagetrænge en Taare, idet han svarer: »De har endnu kun fire Uger at leve i.« »Tak!« gjensvarer Clothilde og rækker ham med et mat Smil sin Haand. -
   I disse fire Uger er der Noget i hendes Væsen, som man med Rette kunde kalde overjordisk, og Enhver, som forlader hende, føler sig gjennemtrængt deraf. Selv Valfreds rystende Fortvivlelse dæmper hun med Resignationens ophøiede Kraft; og endnu den sidste Morgen skriver hun nogle Linier, hvori hun minder ham om Gjensynet hisset. - En Time efter styrter Valfred ind i Forgemakket: »Menneske! - tal! - hvad er det? - svar! bring mig dog ikke til Fortvivlelse!« - - saaledes tilraaber han Familiens gamle Tjener, som med Tørklædet for Øinene reiser sig fra en Stol; kun en kvalt Hulken svarer ham, og den Gamle formaaer blot at vise paa den Dør, der fører ind til Clothildes Værelse. Uanmeldt river Valfred Døren op, og - staaer for Clothildes afsjælede Legeme.«« - -
   Thomas og jeg vare ikke langt fra at være ligesaa rystede som den gamle Tjener; og Christian nød i nogle Øieblikke med en Blanding af Bevægelse og Tilfredsstillelse det Indtryk, han havde frembragt.
   »Men,« sagde Thomas, som først fattede sig, »er det da nu ogsaa nødvendigt, at det skal gaae saa urimelig sørgeligt? Jeg synes, at Du sagde, at Du kunde nøies med noget Mindre.«
   »Ja,« svarede Christian, »jeg vil rent ud tilstaae, at jeg efter nøieste Overveielse virkelig ikke anseer det for absolut nødvendigt, at vi begge blive ulykkelige. For Valfred er der vistnok ingen Redning; men Clothilde kan gjerne efter nogle Aars Forløb faae en Anden, der vel ikke har de Gaver som Valfred, men dog er et meget dueligt og ædelt Menneske. I dette Tilfælde har jeg da tænkt mig Slutningen saaledes:
   »Clothilde levede længe og lykkelig med Vilhelm, omgiven af blomstrende Børn, der alle lignede den skjønne Moder baade i ydre Ynde og Hjertensgodhed. - Valfred døde ugift.««
   »Skal der ikke Mere om Valfred?« spurgte Thomas.
   »Nei, det er Nok,« svarede Christian.
   »Saa? - Da synes jeg dog ellers, at der kunde være Mere at sige om et Menneske end det, at han ikke bliver gift.«
   »Nei, det er Alt, hvad der behøves,« svarede Christian; »i Noveller er der ikke Andet, der kommer i Betragtning. - Derimod vil jeg da endnu tilføie, at hvis Enden bliver lykkelig, saa at Valfred og Clothilde faae hinanden, saa vil vi tillige faae betydelige Rigdomme, og da især et stort Gods med en gammel Herreborg.«
   »Ja det er saa rimeligt,« sagde Thomas; »det kan man begribe, at I vil have, om I kan faae det.«
   »Nej, det er ikke derfor,« svarede Christian; »paa ingen Maade! - Baade jeg og Clothilde udtale tvertimod ved alle Leiligheder den største Ligegyldighed for Rigdom. Clothilde vil upaatvivlelig allerhelst være fri.«
   »Hvad Fanden skal I da have det for?« sagde Thomas.
   »Jo, det pleier alligevel næsten altid at hænde sig, at de blive rige; det er dog det sikkreste, og desuden giver det ogsaa Lejlighed til meget Andet, som man kan ønske. Saaledes vil jeg nu for at gjøre Clothilde en Glæde oprette en Opfostringsskole paa Godset for 100 fattige Børn.«
   »Hvad kommer det da hende ved?«
   »Jo, hun vil naturligvis have Overtilsynet med den, og det vil rimeligvis just være hendes største Glæde, naar hun gaaer sin Tour om Formiddagen, saa med det Samme at see ind til den og snakke venlig med Børnene, som alle tilbede hende. Jeg er vis paa, at der ikke er Meget, der kunde skaffe hende større Glæde, og især vil hun føle sig lykkelig ved Tanken om, at alt dette er sket for hendes Skyld.«
   »Naa ja. Ja, for jeg troede ellers, at det var for Børnenes Skyld.«
   »Ja, - det forstaaer sig, det er det jo ogsaa. - Men ellers er det da Noget, som jeg gjør for at vise Clothilde en Opmærksomhed.«
   - »Men,« afbrød jeg, »Du talte om, at Du havde nedskrevet nogle flere Steder.«
   »Ja,« svarede Christian, »for det Første har jeg nu her eet Stykke, som jeg vilde ønske, jeg kunde faae ind; men jeg veed ikke rigtig, hvordan jeg skal faae det til at passe til det Øvrige. Det skulde være, naar en af dem f.Ex. engang skal reise bort, og det ellers just seer ud til, at Alt skulde gaae godt. - »Men da bliver Clothilde pludselig greben af en uforklarlig Ængstelse: »Valfred!« udbryder hun, »jeg føler det, denne Afsked er vor sidste, vi see aldrig mere hinanden!« Forgjæves søge saavel Valfred som hendes Moder snart ved Spøg, snart ved alvorlige Forestillinger at overbevise hende om det Usandsynlige og Urimelige i hendes Frygt. Alt er forgjæves. »Nei,« udbryder hun; »forsøg ikke at modsige mig! Jeg føler det! jeg veed det: vi sees aldrig mere!« - Og - de saaes aldrig mere.«« - -
   »Men hvoraf kunde hun nu egenlig vide det?« spurgte jeg.
   »Ja, det hører til det meget Ubegribelige, der er i alle slige Forhold. Hendes Anelse sagde hende det.«
   »Men det var dog underligt nok, at den saaledes skulde slaae ind,« bemærkede jeg. »Jeg har saa tit saadanne Anelser, men der kommer aldrig Noget ud af dem.«
   »Ja Du,« svarede Christian ikke uden Haan; »men med Clothilde er det rigtignok ogsaa en anden Sag.«
   - Jeg vilde have svaret, men Thomas forekom mig og erklærede sig til min Overraskelse til Fordel for Christian og Clothilde:
   »Jo, det er meget rigtigt; det er Noget, man hører baade af den Ene og af den Anden, at der kommer Folk Noget for, og at det saa bagefter gaaer i Opfyldelse. Det er, som Christian siger: det er Noget, som Ingen kan begribe.«
   Christian syntes ikke fuldkommen tilfreds med, at Thomas vilde udstrække Sagen til »Folk« istedetfor blot til Clothilde og lignende mere begavede Personligheder, men henkastede dog blot en lille Antydning heraf og vedblev derpaa:
   »Fremdeles har jeg optegnet nogle enkelte Svar og Udbrud, som jeg synes ere af en mere gribende og tiltalende Art. Saaledes har jeg tænkt, at, naar Valfred engang yttrer noget meget Mørkt og Fortvivlet, saa kunde man udtrykke Clothildes Svar f.Ex. paa følgende Maade:
   »»Nei, Valfred! Nei!« raabte Clothilde med den inderligste Ømheds Udtryk: »Ikke saaledes, Du uudsigelig Elskede!«« - - Og en anden Gang kunde det maaskee i en lignende Anledning hedde f.Ex. saaledes:
   »Clothilde svarede i nogle Minutter ikke; et mat, uendelig smertefuldt Smil spillede om hendes Læber. Da var det hende paa een Gang, som om hendes Genius skød op af Sjælens løndomsfulde Dyb: den blye Pige blev til en Præstinde, og hun udbrød næsten truende: »O, Yngling! Yngling! Ulykkelig er Du allerede: vil Du nu ogsaa fortjene at være det?!«
   Valfred var dybt rystet.« - - -
   Se, det synes jeg nok kan gaae an; og af den Slags har jeg endnu Mere. - Dernæst har jeg ogsaa beskrevet vort første Møde; men dermed er jeg nu kommen noget i Forlegenhed. Jeg havde nemlig tænkt mig, at det skulde finde Sted ude i Naturen og helst f.Ex. i Schweiz; men senere har jeg ordnet det Hele saaledes, at vi egenlig først gjøre Bekjendtskab i den fornemme Verdens store Selskaber. Imidlertid kunde man jo for det Sammes Skyld arrangere et allerførste Bekjendtskab, som dengang ikke bliver til Noget; og lade det skee i Schweiz, hvor Clothilde da kan være i Huset hos sine Bedsteforældre. - »Paa en Gemsejagt træffer Bedstefaderen, der endnu er meget rask og rørig, den unge Valfred og fører ham hjem med sig til den landlige Alpehytte, hvor de med uforstilt Gjæstfrihed blive modtagne af den ærværdige Bedstemoder og den unge, endnu kun halvt udfoldede Clothilde. Paa et Vink af Bedstemoderen iler hun med lette Fjed bort, men kommer snart igjen, bringende paa et grønt Blad: hvidt Brød, frisk gult Smør, Gedeost og røde, svulmende Druer. Den unge Valfred forfølger med henrykte Blikke Clothildes luftige Skikkelse, og lader derpaa de fremsatte landlige Retter smage sig vel. Hans friske Appetit glæder i høj Grad den gamle Bedstemoder, medens Clothilde let som en Gazelle svæver frem og tilbage.«« - -
   »En Gazelle, hvad er det?« sagde Thomas.
   »Det er et meget let og hurtigt Dyr.«
   »Har Du da seet saadan en?«
   »Nei vist har jeg ei; hvor skulde jeg have seet den?«
   »Hvorfor ligner Du da hende ikke hellere ved en Myndehund?«
   »Naa! Du holder da heller aldrig op med dine dumme Spørgsmaal! Jeg kan bare sige Dig, at det er der ikke Nogen i hele Verden, der har gjort.«
   »Ja, derfor kunde vi jo gjerne gjøre det: der er jo Ingen, der har sagt, at vi altid skal være som de Andre.«
   »Ja, nu taler Du igjen om, hvad Du ikke forstaaer Dig paa, Thomas!«
   »Jo, det forstaaer jeg mig meget godt paa: for det er baade vist og sikkert, at der ikke er noget Dyr, som kan være mere let og hastigt til at rende end en Myndehund.«
   »Ja, det kan nu altsammen være overmaade godt; men prøv Du paa i en Novelle at sammenligne Elskerinden med en Myndehund, saa skal Du bare see, hvad Folk vil sige! - Derimod lignes hun i enhver Bog ved en Gazelle; og det finder alle Mennesker smukt. - Men forresten er jeg jo gal, som bliver ved at sidde her og læse for Jer; jeg kan jo ikke blive færdig med en Linie, før Du allerede er kommen med ti Modsigelser.«
   »Ja, det er vel min Skyldighed,« sagde Thomas. »Det har jeg da hørt alle Folk sige, som kjende til det, at naar Een skriver eller beretter Noget, saa skal hver den, som ikke vil være ham en falsk Ven, sige lige alt det, som han kan udtænke derimod. - Og derfor holder jeg da ogsaa for, at Conrad nu vil til at udtale sin Betænkning.«
   »Ja,« svarede jeg: »Jeg har jo nok tænkt paa, at der kunde være Et og Andet.« - -
   Christian satte et Ansigt op som en Forfatter, der har faaet Nok af Kritik, og svarede noget kort: »Aa, lad os nu heller opsætte det til en anden Gang; det har jo ingen Hast.« Rigtigheden heraf maatte indrømmes; men som det gaaer med saa Meget, der opsættes, saaledes gik det nu ogsaa med min Recension: den kom aldrig siden frem, men gik tabt baade for Christian og Verden. Læseren maa da nøies med Novellen selv og den sporadiske Kritik, der indeholdes i Thomas's fordringsløse Bemærkninger.
              -------------

   Kort Tid efter kom Onkel en Dag til mig og sagde: »Conrad! Du maa nu til at tænke alvorlig paa at blive Student: det er derfor paa Tide, at Du reiser til Byen for at samle noget mere Lærdom, end Du kan faae her. Jeg har skrevet til en Mand, som gjør Folk færdige til Examen Artium, og han har lovet at dimittere Dig. - Imorgen skal Jakob ind med Hvede, saa kan Du følge med. Du bliver da derinde, til Du har taget din Examen: saa skal Du igjen være velkommen herude.«
   Denne uventede Bestemmelse faldt mig tungt paa Hjertet. Jeg ventede dog altid i mit stille Sind, at der nok vilde komme en eller anden Begivenhed, der pludselig skulde hæve mig til Storhed; og min Overbevisning herom var saa stærk, at jeg følte et inderligt Ubehag ved Tanken om at gjøre et virkeligt, men saa ringe Skridt mod Maalet, som det at tænke alvorlig paa at blive Student. Det forekom mig, at jeg opgav min Ret til, at Lykken skulde hjælpe mig, naar jeg først ligesom andre Mennesker skulde tage Examiner og begynde paa den sædvanlige lange reglementerede Vandring. Men da jeg vel vidste, at Indvendinger ikke nyttede, spurgte jeg blot om, hvor jeg da skulde hen i Kjøbenhavn.
   »Derom har jeg allerede skrevet til din Tante, Fru Malcolm, og hun er villig til at tage Dig i huset.«
   Hermed var Sagen afgjort, og Reisen blev berammet til næste Morgen Klokken fem. Som sædvanligt, naar der skulde gaae Vogn til Staden, var hele Huset paa Benene. Onkel uddelte sine Ordres, tændte derpaa sin Pibe ved Lyset og satte sig i Sofaen for at røge den; Jakob gik ned for at faae Kirsten til at sætte Liberi-Snorene paa Hatten; og jeg vandrede omkring med Thomas og Christian for ligesom Jeppe paa Bjerget, førend han skulde hænges, at tage en sidste Afsked med Porthunden Fairfax og min brogede Hest. Sidstnævnte stod i den lune Stald, hvor vi ellers om Vinteren og Høsten, naar Onkel reiste bort tidlig om Morgenen, pleiede at gaae en god Stund frem og tilbage og faae os en fornøielig Morgenpassiar. Nu gik vi stiltiende ved Siden af hverandre, og havde det ikke været for Skams Skyld, kunde jeg have grædt mine modige Taarer ved Tanken om, at inden et Kvarters Forløb skulde de andre To gaae her alene, medens jeg kjørte hen ad Landeveien og med sikkre om end langsomme Skridt fjernede mig mere og mere fra alle de gamle baade mælende og umælende Venner.
   Men skjøndt jeg forsaavidt havde Ret i min Sindsstemning, som faa Vendepunkter kunne være større i Livet end denne Bortstødelse fra et landligt Hjem ud i den »vide Verden«, saa fik jeg dog kun liden Tid til at overveie Situationen. Onkel kaldte paa mig og efter at have indskrænket Afskedsstunden til omtrent et Minut, hjalp han mig ind i den blaa »Carréfrakke«, og transporterede mig derpaa op paa mit høie Stade i Agestolen øverst paa Læsset ved Siden af Jakob. Først da han deropppe, staaende paa Vognstigen, havde pakket mine Fødder ind i Halm, for at jeg ikke skulde fryse paa Veien, tog han mig om Hovedet og sagde paa sin korte Viis: »Nu farvel, Conrad! Du har altid været en brav Dreng, og jeg har været godt fornøiet med Dig: Du sørger nok for, at det bliver saaledes ved. - Kommer der Noget iveien, saa veed Du jo, hvor Du har Din Farbroder.« Derpaa steg han ned, tog selv Stigen fra Vognen og sagde til Kudsken: »Saa i Guds Navn, Jakob! Kjør nu!« - Og derpaa kjørte vi da, idet Lænkehundene for sidste Gang gjøede deres kraftige Farvel, der besvaredes af det fjerne Echo fra de løse Hunde, der vare blevne indelukte i Vognskuret, for at de ikke skulde løbe med; - Høns og Kalkuner, der nylig vare slupne ud af Hønsehuset, fløi larmende til alle Sider for Vognen; og Christian og Thomas løb først ned til Porten, derpaa igjennem Haven og endelig over Vænget, for bestandig endnu engang at tage den allersidste Afsked. Endelig kom denne da virkelig: deres Skikkelser forsvandt mellem Pilene i den mørke Morgentaage; deres Raab tabte sig i Vognens tunge Skumplen paa den hullede Vei; og Jakob og jeg vare overladte til os selv og vore Betragtninger.
             ---------------
             ---------------

H. E. Schack Homepage
[Hjem] [English] [Det Danske Sprog- og Litteraturselskab]
© Det Kongelige Bibliotek