| Index | -1 | +1 |

Ernesto Dalgas: Lidelsens Vej (1903), DSL s. 233-258

Sidetal i DSL/Danske Klassikere udgaven 1993: 233-258

Efterskrift.

Jeg havde ikke troet, jeg skulde skrive mere i denne min Dagbog. Dagene flød forbi mig med en ensformig Rislen og bragte mig intet nyt. Det, der opfyldte mit Liv, var en stilfærdig og sagtmodig Gentagelse af det gamle. Saaledes levede jeg i Stilheden, ikke blot naar alt virkelig i Øjeblikket var stille, men ogsaa naar Sjælens Sø for et Øjeblik gik højt, ogsaa da levede jeg i Stilheden, fordi jeg kendte mig selv og rolig lod Oprøret have sin Tid. Altsaa var der dog Stilhed i den rolige Forventning. Som en Mus i sit Hul, der ved Vanen har faaet sit Hul kært, sad jeg og forundredes over, at der var saa megen Travlhed i Verden udenfor. Jeg var fornøjet med at leve i Fred og brød mig ikke om det, som Ungdommen fremfor alt søger: »at opleve noget«.
   Og dog har jeg nu ganske uforskyldt oplevet noget og det tilmed Ting, der for min beskedne Tilværelse er store Ting. Jeg har set Prosa.
   Jeg har en Gang imellem læst i Aviserne om Prosa. Hun har fartet rundt i Europa og vundet Ære og Guld som Klavervirtuos. Nu var hun kommet til København, og vore Honoratiores rejste straks ind for at lokke hende ud til vor kære Stad. De var snedige nok til at indse, at de lumpne Par Hundrede Kroner, de kunde byde, ikke kunde friste hende, og derfor gravede de en fattig Enke op nede i Smøgen og bad Kunstnerinden foranstalte en Koncert til Indtægt for Enken.
   Det kunde Prosas gode Hjerte ikke staa for, og hun kom.
   Jeg sad der i den Diplomatfrakke, jeg har arvet fra den gamle Kæmner, og hørte paa hende. Sjælden gaar jeg til Koncert. Det angriber mig for stærkt. I Musikken er al Salomons Daarskab, Romantik og Sentimentalitet samlet i eet. Derfor er den just den ypperste af al Kunst, og derfor ejer den det højeste Udtryk for dette sære, halvt erotiske, halvt religiøse Drømmeliv, hvori Kvinderne helst lever, og som giver deres Sjæle al den Taagethed og Ubegribelighed, denne naive og skælmske Ynde. Men den Mand, der giver sig for meget hen i Musikken, bliver umandig.
   Saaledes tænkte jeg, medens Prosa spillede et eller andet Maaneskinseventyr paa Tangenterne, og de smaa Fingre fløj, behersket selv i det vildeste staccato.
   Men aldrig er heller Mennesket konsekvent. Imedens jeg sad og tænkte saaledes, kom alle de gamle Erindringer løbende Haand i Haand, og Diskanten sagde kælent: »Husker du det?« og Bassen sørgmodigt: »Husker du det?« Og imod min Vilje kom der Taarer frem i mine Øjne. Jeg var ikke længer mig selv, jeg var atter den gamle, forrykte, romantiske Salomon. Nu slap hendes Fingre Tangenterne, og hun vendte sig ud imod Publikum og takkede smilende, overbærende for Borgerskabets Klappen.
   Honoratiores trængte sig frem og bukkede og skrabede.
   I det samme brød Prosa gennem alle Honoratiores, gik uforsagt ned i Baggrunden af Salen, mens alle Mennesker stirrede paa hende, og rakte mig naadigt sin behandskede Haand, idet hun sagde: »Ser De ikke op til mig i Aften?« med en Værdighed som en Dronning, der tilsiger til Taffels.
   Jeg takkede og bukkede dybt med al den Ærefrygt, som en Kæmner i Staden skylder den, der er Kunstnerinde i hele Verden.
   Naar saadant et Møde times en, da forstaar man ret, hvad Forskel der er paa Drøm og Virkelighed. Alt som Erindringer trænges tilbage i Drømmene hinsides, blegner de, og man ved ikke ret, om de nogen Sinde var mere end Drømmebilleder; men pludselig møder man dem i denne materielle Verden, iført Kød og Blod, og da fryder man sig over, at Skyggen dog var Skygge af noget virkeligt.
   Det var Prosa og dog ikke Prosa, da jeg kom derop og tog hende i nærmere Øjesyn.
   Der var Verdensdamens Fornemhed og Myndighed i hendes Væsen, og da ingen af os ret vidste, paa hvad Fod vi stod med hinanden, var der i Begyndelsen lidt Reserverethed paa begge Sider.
   Saa brød hun med eet af mildt i Konversationen og gik til Klaveret og spillede.
   Det var et lille Løb, hvor Hænderne tjattede efter hinanden, ja, hoppede over hinanden som Hvalpe, der er oppe at slaas. Saaledes spillede vi os tilbage i Tiden, og da Prosa havde gjort alle mulige Kunster med Hotellets lille, fortrykte Klaver og drillet og leget med Tangenterne med sine Kattepoter, var hun atter den gamle Prosa. Hun lo, snakkede, fløjtede Melodier og havde de tusinde Ting at fortælle.
   Men mer end til, hvad hun sagde, lyttede jeg til den friske og frejdige Klang i hendes Stemme, som hun havde bevaret lige saa uskadt som Rødmen paa sine Kinder. Atter følte jeg min Ungdoms Beundring for denne gaadefulde, lattermilde Jomfru, som altid var glad, men denne Gang uden det Nag og den Misundelse, som i sin Tid havde fulgtes med Beundringen.
   Hun fortalte mig meget om sin Mand og sine Børn, om den Rede, de havde nede i de baierske Bjærge, om ham, den blinde Komponist, der kun tænkte i Toner; som i den friske Duft af de store Granskove digtede de Sonater, som hun fløj ud med og tolkede for den hele Verden - hvorledes hun havde lært ham at kende, den store Mester fra Rivieraen.
   »Kom, skal De høre,« sagde hun og var igen henne ved Klaveret. Og nu spillede hun selv Granduften, Manden og Børnene ud til mig i Stuen. Alle Granskovens Fugle kom og sang, og jeg hørte, hvorledes Lykken kan findes i de baierske Bjærge.
   Jeg sagde til hende: »De har rejst den halve Verden rundt og erobret den. De har drukket Solskin og frisk Luft alle Vegne. Jeg har imens siddet hjemme i mit Hul. Jeg var ikke Verdensomsejler; men som en af de gamle Alkymister har jeg haft travlt med sære og farlige Eksperimenter, og forældede og forglemte Teorier har jeg draget frem igen for at lede efter de vises Sten. De ved jo, hvilken sær Snegl jeg alle mine Dage har været.«
   »Jeg har aldrig glemt min første Læremester,« sagde hun, »og aldrig tænkt paa Dem uden med Taknemmelighed. Det er Dem, som har opdraget mig, og ikke Frøkenen.«
   Saa sagde hun: »Nu har jeg spillet mine Eventyr for Dem. Nu skal De fortælle mig et af Deres, inden vi lukker Butikken for i Aften.«
   Jeg svarede: »Jeg har tilfældigvis netop et Eventyr til Dem, som jeg har gemt til, hvis jeg nogen Sinde skulde se Dem igen. Men det er Fortsættelsen af et gammelt Eventyr. Husker De det om den spedalske Ridder?«
   Prosa nikkede tavs.
   »Jeg skylder Dem Slutningen af Historien:
   »Den Gang den spedalske Ridder red bort fra den lattermilde Jomfru og fra Ranunkeldalen, da lystede det ham ikke mere at være omvankende Ridder, og hans Hu stod ikke længer efter Ære. Men han besluttede sig til at være pøniterende Ridder. Han søgte Ly i en Klippehule og ernærede sig af Markens Rødder, og han læskede sin brændende Tunge ved de Dugdraaber, der aarle om Morgenen findes i Blomsterkalkene. Om Natten talte han Stjernerne, som skrider over Himlen, og han dyrkede sin Sjæl ved at bede til St. Jørgen, der er alle tapre Ridderes Skytspatron. I denne Stilhed fandt han ogsaa Husvalelsen ved at mindes den lattermilde Jomfru og hendes Taarer, og efter mange Aars Bodsøvelser blev Mindet om hende søsterligt og mildt, og naar han tænkte paa hendes Taarer, var de ikke længer brændende, men kølende.
   Men ved Helgeners Vilje besidder Duggen, der hænger aarle paa Markens Urter, en vidunderlig lægende Kraft, og saaledes tildrog det sig, at efter tolv Aars Forløb genvandt den spedalske Ridder sin Sjæls Fred og Sundhed, dog kun paa det Vilkaar, at han ikke forsømte Urternes Lægedom. Og saaledes levede han med Blomsterne og Stjernerne indtil sin Død.«
   »Og saa ikke mere?« sagde Prosa, ligesom sidste Gang de saas.
   »Nej, saa ikke mere. Det sidste Ord er altid Tavshed.«
   »Ja, Tavshed er det sidste Ord,« sagde Prosa, medens jeg bøjede mig ned for at kysse den Haand, hun rakte mig til Farvel; thi jeg vidste, hun maatte være vant til at hyldes paa denne Maade.
   Men Prosa lagde Armen om min Skulder og gav mig et Kys af sit Hjertes Fylde med den Ret, som Uskyldigheden giver, og sagde med sin kære Stemme: »Lev nu vel, kære Ven.«
   Og nu er Prosa fløjet og sidder vel ude i de baierske Bjærge. Som en Stormvind kom hun over Stadens stille Sø, og som en Stormvind for hun bort, og jeg sidder ene tilbage og reviderer.
   Thi Prosas Besøg har givet mig meget at tænke paa.
   Mit Liv er ikke saa rigt paa Begivenheder, saa jeg maa faa det mest mulige ud af dem, jeg møder. Jeg er vant til at se alt gennem et Forstørrelsesglas. Derfor kan et saadant flygtigt Gensyn gøre Indtryk paa mig, som om alt stod i Revolution omkring mig.
   Og jeg har atter ladet alt gaa til Revision.
   Den Opgave, jeg har sat mig i de mange Aars Arbejde, var ikke den, som Æstetikerne sætter sig, at være alsidig og human og gøre Undskyldninger og Indrømmelser til alle Sider.
   Den Opgave, jeg har stillet mig selv, var den at være ensidig, at koncentrere mig selv som en Karre' med Front til alle Sider. Egentlig var det den filistrøse Opgave at blive borneret. Dette romantiske med at flyde hen i en almenmenneskelig Fugtighed laa aldrig for mig.
   Regnskabet er nu afsluttet. Alting er summeret op. Der mangler kun een Ting, at revidere, og jeg er min egen Revisor; ingen Gud i Himlen eller paa Jorden kan fritage mig for dette Ansvar.
   Det Spørgsmaal, jeg stiller mig, er dette: »Skulde der ikke, trods al Forsigtighed, have indsneget sig en Fejl i Regnskabet?«
   Naar jeg gennemgaar Regningen, finder jeg ingen Fejl. Jeg gennemgaar mine Resultater, ikke blot som de er stillet op i logisk Rækkefølge i min Dagbogs Kapitler, men for en Sikkerheds Skyld tillige som de historisk har formet sig i mit Liv. Jeg er fortrolig med denne Tankegang som en Virtuos med sit Yndlingsstykke. Hvert Stadie i den har jeg indøvet mig i saavel med Tanke som med Handling, og uno tenore vandrer jeg gennem denne min indre Verden, indtil jeg standser ved det sidste billedlige Udtryk for Sandheden: Den lidende Guds Billede.
   Og dog, naar jeg har gjort denne Runde og befundet alt rigtigt, kan jeg dog ikke slaa mig til Ro dermed. Thi hver Gang jeg staar i Begreb med at godkende, dukker Prosas Ansigt op for mig, som jeg har genset det, friskt og smilende, og jeg lytter atter til, hvad hun fortalte i sit Spil om Lykken i Granskovens Duft med den Mand, der er blind, men benaadet af Muserne som Homer.
   Og den dybe, svagt skælvende Klang i Prosas Stemme taler til mig om Livets rige Naade, om inderlig og frejdig Lykke, om et Liv, for hvilket intet er Pligt, men alt er Glæde.
   Det er just dette Liv, jeg har spottet og hadet; men mod Prosas Billede tør jeg ikke forsynde mig.
   Derfor reviderer jeg, rastløst; thi Tanken er nu kort.
   Og endelig mener jeg at have opdaget noget.
   Den Videnskab, som jeg har eksperimenteret med, er den højeste af alle Videnskaber, Læren om det menneskelige Liv, den humane Biologi. Denne Videnskab er i vore Dage i Færd med at arbejde sig ud af sin teologiske Forklædning og antage rationel Form efter de andre Videnskabers Eksempel.
   Som al anden Videnskab tager den sit Udgangspunkt i Erfaringen og arbejder ud derfra efter streng videnskabelig Metode.
   Men denne Videnskab skiller sig paa eet Punkt fra alle andre Videnskaber.
   Den Erfaring, som Biologien bygger paa, er det enkelte Menneskes allerinderste Erfaring. Den er ikke noget udvortes, enhver kan tage og føle paa. Kun een kan godkende den, det levende Menneske, som selv oplever den.
   Derfor er Livserfaringen ikke tilgængelig for almindelig, videnskabelig Undersøgelse.
   Naar en Fysiker har gjort en Opdagelse, kan enhver anden Fysiker eftergøre hans Eksperiment og konstatere Opdagelsens Rigtighed. Men her lader det sig ikke gøre. Thi en Livserfaring lader sig ikke reproducere af Andenmand, undtagen hvor just tilfældige Betingelser er til Stede; men disse Betingelser raader den enkelte ikke selv over, de er Karakterbetingelser.
   Hvor langt Mennesket end kommer, slipper han aldrig ud over sig selv. Alt ser han gennem farvet Glas. Selv andre Personer opfatter han kun i Lyset af sin egen. Deres Billede faar en Farvetone efter den Grund, de afspejles paa.
   Derfor er alle Menneskets Domme om godt og ondt, hvad man kalder hans Livsanskuelse, afhængige af hans Organisation, hans psykologiske, ja, og hans fysiologiske Konstitution. Derfor har det Resultat, han kommer til, hvis det er et konsekvent Udtryk for hans Erfaringer, absolut videnskabelig Gyldighed, men kun under de fysiologiske og psykologiske Betingelser, som giver alle Erfaringer denne bestemte Grundtone, med andre Ord kun for dette ene Menneske selv. I denne Forstand har Kierkegaard Ret i, at Sandheden er subjektiv.
   Nogle lærde Folk har taget Anledning heraf til at ville have noget, de kalder objektiv, upersonlig Moral. Men objektiv, upersonlig Moral er et Begreb af samme Slags som en objektiv Kæreste eller et upersonligt Giftermaal. Det er et meningsløst Begreb.
   Denne objektive Moral giver i det højeste en Formel, hvor den personlige Smag og Tilbøjelighed er angivet ved et X; men det er just Bestemmelsen af dette X, hvorpaa alt kommer an. Det er herpaa, Forskellen mellem Eneboerens, Moderens og Samfundstjenerens Livssyn beror. Uden at vi indsætter en bekendt Værdi for det personlige X, faar vi ikke klare, positive Angivelser, og dette er dog den første, videnskabelige Fordring i Erfaringsvidenskaben. Altsaa, den samme Bestemmelse, som giver Læren om Livet sin videnskabelige Karakter, er det, der gør den absolut individuel. Men paa anden Maade lader Livet sig ikke gribe. Der eksisterer ikke Almenmennesker. Der eksisterer kun Titus og Sempronius o. s. v.
   Vi er egentlig alle Undtagelser fra en Regel, som ikke er til.
   Skal Livet derfor erkendes, lader det sig kun erkende i det hele, begrænsede, positive, »: i de enkelte Personer. Her sætter du Fingeren paa Stedet. Her brænder Livet, her skriger Sandheden.
   Og enhver kan til syvende og sidst kun erkende sig selv. Selv forholder han sig til sig selv. Sig selv erkender han ved sig selv. Saaledes siger ogsaa Buddha: »Udforsk dig selv ved dig selv.«
   Alting, som er til, er indidividuelt, det vil sige begrænset, bestemt, positivt. Denne abstrakte Moral med dens Almenmenneskelighed, som endnu prækes fra Katedrene, er en Opstilling uden Fundament. Dette Normalmenneske, som Moralfilosofien opererer med som med en Marionetdukke, er en Fantasiskabning.
   De virkelige Mennesker kan ikke, tør ikke, vil ikke og bør ikke gaa efter Moralfilosoffens Spekulationer; men efter deres egen Samvittighed maa de handle, selv om det almenmenneskelige System protesterer. Her, her i den enkelte, og det vil sige, idet jeg taler, i mig, i mig er Magten, Viljen, Loven. Jeg er Dommeren over mig selv. Her er Ansvaret, som »Jeg« kæmper med i Frygt og Bæven; men har »Jeg« med fuld Bevidsthed om Ansvaret taget min Beslutning, da har højeste Ret talt, og ingen Gud og intet Menneske kan omstøde Kendelsen, men kun »Jeg« kan omstøde den.
   Saaledes, og det er det aparte ved Menneskets Situation, maa enhver tale, skønt enhver har sin egen Lov og handler paa sin egen underlige Maade.
   Unge Mennesker, som for tidlig for deres Alder af doktrinære Lærere er blevet ført ind i denne Erkendelse af, at der ingen almene Moralsætninger gives, bliver ofte helt konfuse. En Svimmelhed griber dem, i hvilken de ikke kan se for sig og derfor maa lade sig drive med Strømmen. Og i denne Begynderens Forvirring kan de ikke længere kende Forskel paa godt og ondt, Ret og Uret. Men dette er just Paradokset, at disse Bestemmelser kun er gyldige for Enkeltmand, men ogsaa er absolut gyldige for ham, fordi det er ham selv, der bestemmer sig selv. Som Livet selv er en evig, skælvende Modsigelse, en Rytme af Revolution og Reaktion, saaledes er ogsaa Læren om Livet et Paradoks. Men dette Paradoks lader sig ikke lære ved Spekulation og Diskussion, men kun ved Indøvelse, og de Herrer Psykologer af Skrivebordet vil aldrig forstaa dette.
   Men uden denne Forstaaelse forstaas slet ikke Livets Rigdom. Thi just den, som fuldelig for sit eget Vedkommende har forstaaet sig selv som højeste Lovgiver, vil gøre andre den samme Indrømmelse og vil forstaa, at Livets Rigdom just ligger i Individernes Selvbestemmelse og frie Udfoldelse. Ikke »Normalmennesket« med hans »Normalhandlinger« yder den frie Tænker Forstaaelse af Livet. Nej, den søger han i Forstaaelsen af de enkelte, og til Hvilepunkter i Beskuelsen af Mangfoldigheden vælger han sig de mest udprægede Typer, der forholder sig til de andre Personer som Maksimums- og Minimumspunkterne til de andre Punkter i en Kurve. Vismanden, Helten, Kunstneren, Elskeren, Munken og Jomfruen, Moderen, Nonnen - disse er ham de Typer, som han fæster sit Blik paa, deres Leveregler noterer han sig, men vel at mærke ikke løsrevet fra den psykologiske Sammenhæng, men idet de betragtes i Relation til de indre og ydre Betingelser, som har fremkaldt dem. Læren forstaas ikke uden i sin Sammenhæng med Livet, Bjærgprædikenen er intet uden paa Baggrund af Vandringen til Golgatha. Ogsaa derfor er Katedermoralen et Falsum, fordi man aldrig faar fat paa den Person, der vil staa inde for den. Som en Reaktion i et kemisk Eksperiment ikke er fuldt oplyst, naar man ikke ved, under hvilke Betingelser den optræder, saaledes maa man ogsaa kende de personlige Betingelser, der fremkalder en bestemt Livsførelse. Det, som man kalder Morallæren, er sluttelig ikke andet end Psykologi eller Biologi, ligesom Teologien og Filosofien er det samme i underlige Forklædninger.
   Det er altsaa denne Korrektion, jeg indfører i mine Regninger. Korrektionen bestaar ikke i, at jeg i blaseret Alsidighed opgiver mig selv. Nej, aldrig forstod jeg mig selv bedre og bifaldt fuldeligere min egen Eksistens end nu. Nej, men Korrektionen bestaar i, at jeg indser, at i det Øjeblik, jeg vil anvende mine egne Synspunkter paa andre end mig selv, maa der indsættes helt nye Grundværdier i Regningen. Det ene Menneske kan slet ikke dømme det andet, ikke blot ikke fordømme, nej, ikke en Gang bedømme det andet; thi det kan ikke sætte sig ind i Forudsætningerne. Sin egen Dommer er den enkelte, men kun sin egen.
   Helt fri, helt ensom er jeg blevet. Som Istar steg jeg ned i Underverdenen, i Sjælens egen underlige Verden, og for hver af de syv Porte afklædtes jeg eet af Sjælens Slør. Nu staar jeg nøgen midt i Sandhedens Erkendelse, frigjort for Meningerne, frigjort for Teorierne. Uden Religion levede jeg mit hele Liv. Uden Filosofi var jeg længst. Uden Moral er jeg nu. I Nuet lever jeg som et Barn, i Beskuelsen af Livet hviler jeg som i Mester Eckharts evige Nu. Ordene regerer mig ikke længer. Simplicius Simplicissimus er mit Navn.
   For at bevare mit Liv gravede jeg i gamle Skrifter og drog den forglemte Munkeregel frem. Ad denne steg jeg op i Fattigdom, Kyskhed og Lydighed mod Sandheden som ad en Stige med mange Trin og skarpe Kanter. Men idet jeg naaede Stigens øverste Trin, stirrede jeg ud, og se, Livet laa for mig i al sin Uendelighed. Da kastede jeg Stigen ned i Dybet og svævede tilsyneladende i Luften, idet jeg bundede i mig selv. Og idet jeg atter kaster Blikket ud, forstaar jeg for første Gang Lignelsen om de mange Kviste paa Menneskehedens store Vintræ, hvoraf ikke to er ens, og jeg mindes Ordsproget om de mange Veje. Een er Lidelsens Vej, en anden Lykkens Vej, een er Selvfordybelsens Vej, en anden Selvforglemmelsens Vej, alle kan de føre til Forstaaelse og Fordybelse i Livet, som det brænder paa det Punkt i Tilværelsen, hvor dette bestemte »Jeg« eksisterer. Der, hvor de mange Veje løber sammen, i Forstaaelsen af Livets uoverskuelige Rigdom, der mødes, som Goethe siger, Dr. Profundus og Dr. Faustus, magna peccatrix og mater gloriosa og hilser hinanden.
   En underlig, blid, sværmerisk Følelse fylder mig siden Gensynet med Prosa. Forstaaelsen har gennemtrængt min hele Sjæl med sin Klarhed, som Saltet gennemtrænger Oceanet med sin Smag. I denne Forstaaelse bliver der helt stille. Det forbigangne Liv ruller forbi i Erindringen, og Sammenhængen, som paa nært Hold syntes at mangle, den ses nu paa Afstand som den røde Traad. Og i den fuldstændige Tilgivelse af sig selv, som Selvet var i sine Synder, Daarskaber og Sorger, finder Sjælen Afslutning. Thi det var jo nødvendigt, at alt skete saaledes, som det skete. Alt foregik under Betingelser og maatte ske saaledes, ogsaa Tvivlen var nødvendig betinget, ogsaa Uvisheden og Spændingen var det.
   Denne Erindringens Forstaaelse kommer over mig nu, da alt stunder mod Hvile, nu da Dagene næppe vil rinde mer, og det Øjeblik nærmer sig, da der ikke mere skal gives Tid. Snart vil Stjernerne blegne paa Himlen, og Solens Lys vil slukkes. Farverne vil flyde ud i Taage, og Tonerne vil dø. Ogsaa Smagens og Lugtens Sødme vil blive til intet.
   Thi hvad det end er, der virker i denne ubegribelige Verden, saa er jo alle Stjerner og Blomster, alle Farver og Toner og Lugt og Smag, saaledes som jeg kender dem, kun Krusninger i min Sjæl, og den Tid er nær, da Sanserne vil blindes og Følelserne tie. Da vil hele det Billede af den ydre Verden, som har formet sig ved Sansernes og Erindringens Virksomhed, synke sammen i intet.
   Uret er ved at løbe ud. Det gaar langsomt og med Anstrengelse. Medens Viseren langsomt flytter sig, bruger jeg de sidste Øjeblikke til at erindre mig selv om mig selv, saaledes som jeg var. Thi nu vil det snart ikke længer hedde sig, at jeg er, men at jeg var.
   I Prosas forskrækkede Blik, da hun saa mig igen, i hendes deltagende Kys, da hun skiltes fra mig, læste jeg dette.
   Thi Kvinderne forstaar aldrig, at Døden ikke er noget Onde.
   Min Sygdom nærmer sig sin Afslutning. Ogsaa den har jeg faaet et klarere Blik paa. Naar jeg har skjult min Sygdom for alle andre, ja, halvvejs for mig selv, da har jeg fulgt et rigtigt Instinkt, det saarede Dyrs Instinkt.
   Hvis jeg havde aabenbaret min Sygdom for nogen, da vilde humane Mennesker have slæbt mig bort. De vilde i Humanitetens Interesse have indespærret mig i en Celle og berøvet mig Menneskets højeste Gode, Friheden. De vilde have erklæret mig for en Daare, der ikke tilhørte det menneskelige Samfund, og en lærd mand vilde i Humanitetens Interesse have benyttet min Sjæls inderste Hemmeligheder til at gøre sine kliniske Studier over.
   Men jeg var Menneskene for snedig. Jeg overlistede dem. Ingen anede, hvad jeg var, at jeg var sindssyg. Nu, da alt skal til, kan jeg vel tilstaa dette for mig selv.
   Thi alt dette, jeg har haft min Strid med, forstaar jeg nu som Symptomer paa den samme sjælelige Sygdom, Tungsindet. Stemningsuroen og hin listige, bedragerske Fantaseren, hele denne romantiske, sværmerske Tilbøjelighed, der kastede sig over mine Medmennesker og gjorde dem til Gudsbilleder for min Tilbedelse, hele denne feberagtige Tilstand i bestandige Omslag, i Selvfortærelse og Sønderrivelse, var den andet end en konstant Sygelighed.
   Derfor søgte jeg med det samme Instinkt, hvorved Dyret skal søge de lægende Urter, til det sikre, paalidelige, til Kendsgerningernes Skole, fordi jeg begreb, at Beskæftigelsen med disse Ting var det eneste Middel til at bevare Sammenhængen i dette Uvejr af Angest og Begær, som udgjorde disse Tiders Salomon. Derfor blev jeg min egen Læge og søgte Lægedom i det stille Liv under en streng og kold Logiks Optugtelse. Og her under Gentagelsens Tugt mener jeg at have faaet Sammenhæng, Ro og Orden i min Sjæl; ikke ved at slippe for min Sygdom med Alderen, thi den Slags kureres ikke ved Tiden alene, men ved at overvinde min Sygdom. Thi Sygdommen er der, og endnu træller mit Legeme under den, om end min Sjæl har frigjort sig fra hens Herredømme. Mine Tanker er klare og stærke, mine Følelser stadige og stille. Aldrig var jeg fjernere fra Romantik og Mystik end nu, aldrig mere ædru, og Vildelse kan Sygdommen ikke længer bringe i mit Sind, men den kan lukke Øjne og Øren og formørke Erindringen og lade Tankerne dø.
   Saa meget Herre er jeg over mit Legeme, at jeg kan opsætte Anfaldet, til jeg er alene; men jeg kan kun udsætte det, ikke forhindre det. Naar jeg da ikke længer kan betvinge Oprøret i min Hjerne, se, da fornemmer jeg atter denne Gysen, som breder sig ud over mit Legeme, og mine Sanser lukkes. Mine Øjne stirrer ud i Verden og ser intet uden mørk Nat, mine Øren lytter i Livslarmen og hører intet uden dyb Stilhed. Endnu kan jeg sanse at bide Tænderne tæt sammen, for at min Tunge kan skaanes. Endnu mærker jeg, at jeg har fat om Stolearmen. Det er det eneste, jeg mærker af den ydre Verden. Da fornemmer jeg, hvorledes en krampagtig Skælven gaar igennem min Hjerne, som om en elektrisk Strøm borede sig igennem den fra Molekyl til Molekyl, og Skælven og Stød følger efter hinanden, som om det var utænkte Tanker, der krampagtigt søgte at arbejde sig frem uden dog at kunne blive mere end Molekylsvingninger. Dog, dette siger jeg kun billedligvis; thi jeg vil ikke paa mine gamle Dage sætte mit Renomme' paa Spil ved at gaa hen og blive Hjernefilosof. Men endnu er mine Tanker klare, min Erindring tydelig, skønt alle mine Bevægelsesmuskler er lammede, og jeg betragter mig selv med den samme grusomme Interesse, hvormed Vivisektoren betragter et lidende Dyr. Da fornemmer jeg, hvorledes det gamle Begær, den gamle Angest og de gamle Daarskaber dukker op af Dybet som Titanerne af Tartaros, men det er kun som en mat Efterklang, og intet kan det forstyrre mig i min Sjæls Ro. Men da kommer selve Tartaros' Mørke og tilhyller alt.
   Dog, endnu holder jeg min Selvbevidsthed fast, og selv naar Erindringerne flygter om Stolen, hvori jeg sidder, om mine Klæder, mit Navn, ja, om mit eget Legeme, fastholder jeg med haardnakket Kraft mig selv som et lyst Punkt, der er ved at gaa under i Tartaros' uendelige Mørke, og det aner mig, at hvis ogsaa dette Punkt blev opslugt, vilde jeg ophøre at være til.
   Men nu, just nu, da min Sjæl har fundet meget Lys, er mit Legeme som hjemfaldet til Mørket, og maaske er der en underjordisk Forbindelse mellem disse to Ting. Anfaldene bliver heftigere og pludseligere, og den Tid er nær, da jeg ikke længer kan modstaa dem og skjule dem for andre. Da vil de en Dag bryde herind i Kontoret og finde mig som et hjælpeløst Barn, og de vil slæbe mig paa Hospitalet og lade mig dø der paa Kommando og under Opsyn.
   Kun eet Ønske har jeg tilbage, at det maa lykkes mig at overliste Menneskene til det sidste og dø, som jeg har levet, som min egen Herre.
   En forunderlig Lykkefølelse har grebet mig, siden jeg har mærket, jeg skal dø.
   Thi det betyder jo, at mit Livs Eksperiment er færdigt. Det har vist sig, at en sindssyg Mand kan eksistere og gerere sig, naar han vandrer under Erkendelsens Ledelse ad Lidelsens og Gentagelsens Vej. Dermed er ikke denne Vejs Almengyldighed bevist; men bevist er, hvad der skulde bevises, at den under disse bestemte Betingelser for dette ene Menneske, Salomon Simonsen, Kæmner i Staden, var den fornuftigste Vej.
   En stor Glæde opfylder mig. Kun den, som selv møjsommelig har laboreret i mange Aar og endelig en Dag ved med sig selv, at alt samvittighedsfuldt er fuldbragt, kan forstaa denne Glæde. Som en varm Flod strømmer denne Glæde gennem mine Tanker og gør dem varme og milde.
   Ikke som om jeg tilbagekalder mit forrige »Jeg«. Det vilde være uværdigt. Nej, lad dem kun staa, alle de skarpe og bitre Ord, som jeg har skrevet; de er i sig selv bitterlig sande, men min nuværende Forstaaelse siger mig, at det sidste Ord ikke er talt dermed. Hadet og Foragten er ikke i sig selv Forstaaelse, men de kan være Vejen dertil; thi gennem Modsætningerne bevæger den menneskelige Eksistens sig fra Stadie til Stadie paa Livets Vej. Hadet og Foragten maa forstaas som det, de er, som Lidelse. Hvo, der da med opmærksomt Øje gennemvandrer disse Lidelser, vil faa Forstand deraf. Derfor er det ikke Opgaven »kærligt« og »humant« at gaa uden om den sunde Bitterhed i sin Sjæl, men just at optage den ret inderligt og oparbejde den til, hvad den kan bruges til.
   Vil man forstaa Tilværelsen, da kan man ikke begynde med at være alsidig. Nej, man maa begynde med at være ensidig, dygtig ensidig.
   Saa kan der altid blive Tale om Alsidighed, hvis man kommer saa langt. Mon ikke en, der vil være Haandværker, begynder med at være enten Skomager eller Bødker eller Klejnsmed, og hvis han saa er dygtig i sit Fag, kan han maaske engang komme ind i Fællesrepræsentationen.
   Enhver Lidenskab i Sjælen, selv Brynde, selv Had, selv Angest, repræsenterer en vis Energi, og som Ingeniørerne gaar ud paa at udnytte al Energi i den ydre Verden, saaledes maa Psykologen gaa ud paa at udnytte al Energi i den indre Verden. Daaren hører efter andre Daarers Moralpræk. Daaren vil i Huj og Hast være normal, være moralsk, være som andre Mennesker. Han tør ikke skue i sig selv, han tør ikke lade Kræfterne i det dybe oprøre sig. Men den vise og modige Mand er altid aarvaagen til at agte paa sig selv og behandle sig selv med Forsigtighed og Taalmodighed. Han lytter til alle de Røster, der rører sig i hans Sjæl, som var de levende Personer, der stod under hans Formynderskab, og vel kan han være streng, ja, grusom mod en af Viljerne i sig selv, naar Fornuften kræver det; men dog er han altid bange for at være uretfærdig, og rede til at undersøge Sagen nærmere. Saaledes vil han drage Lære just af de Lidenskaber, som han bekæmper, og han vil søge ikke at forglemme dem, som Daaren siger, men at rense og adle dem, saa at ogsaa de kan spille en ren og fuld Tone i Sjælens Harmoni. Dog kan det være rigtigt for en Tid at være ret streng og ubønhørlig og true den onde Vilje i Sjælen med absolut Tilintetgørelse. Da kan Mildheden altid senere sige sit Ord.
   Dette urgamle Fænomen, at det onde vendes til det gode, som man i gamle Dage tilskrev Forsynets Virksomhed, det foregaar stadig i Tilværelsen efter Livets naturlige Love, saa at vi ikke behøver at indsætte noget overnaturligt X. Thi ikke i paradisisk Lediggang, men i Tilværelseskampens Anstrengelser optugtes Mennesket, og Synd, Sygdom og Kummer hedder de Kræfter, ved hvis Hjælp Udvælgelsesprocessen foregaar. Hungeren har gjort Løvens Blik skarpt, Frygten har gjort Hjortens Ben rappe»; men lukkes de inde i Zoologisk Have, da bliver Løven en Lænkehund og Hjorten et Faarehoved.
   Saaledes ogsaa med Mennesket, naar det forvilder sig, naar Legemet ikke lever efter Legemets Love, eller Sjælen søger ud over sine egne Betingelser, da kommer Sygdommen som Læremester. Men ved denne Lære bliver Mennesket klogere, dygtigere, end det var før, det trængte sin Lære.
   Ogsaa Slangens Forførelse fører til at kende Forskel paa godt og ondt.
   Igennem Synden og Oprejsningen lærer Mennesket bedst at kende sig selv.
   Naar Sjælen stedes i Angest og Bekymring, naar Lidenskaberne stiger fra Dybet op i Overfladen, naar Illusionerne driver deres Spil, og Sandheden skjuler sig bag Skyerne, da ser det ud, som om Sjælen pludselig bliver hæsligere, simplere og falskere; men Sandheden er, at den Harmoni, den før roste sig af, var ustabil, og Uhyrerne arbejdede alt da i Dybet. Derfor er denne Gerning, hvor alt synes at blive dunklere, just Begyndelsen til Afklaringsprocessen. Men først maa den gamle Verden forgaa, før en ny og bedre kan opstaa. Og al den Løgn og al den Usselhed og Humbug, der i Overgangen viser sig for Sjælen, det er ikke noget nyt, det er de Basilisker, som den falske Harmoni har ruget ud.
   Saaledes er det ogsaa i Historien, naar en ny Tid er i Frembrud. Da er det første Tegn derpaa røde Drager paa Slægtens Himmel, store Lidelser, store Forbrydelser, almindelig Opløsning og Fordærvelse og Løgnagtighed. Thi alt dette er ikke en Sygdom, der uden Skyld falder over Menneskene»; men det er en gammel, indgroet Sygdom, der bryder ud, og dette er det første Skridt til Lægedom, thi derved lærer Slægten sin egen Skade at kende.
   I saadanne haarde Tider lever vi. Vi lever midt i Nornens Spyd- og Ulvtid. Vi lever midt i Evangelistens Dommedag. Mørket tyknes over Lande, Ondskaben triumferer, og alt indtil det helligste besmittes af Løgn og Falsk. I Tvivl færdes alle. Et krampagtigt Afsind har grebet Menneskene. De løber op og ned ad Gader og Stræder og missionerer og omvender hinanden og præker ustandselig, alt, for at glemme sig selv.
   Den gamle Verden er egentlig alt gaaet under, og den ny er undnu ikke vorden. Og Lidelsen forøges daglig.
   Al Sygdom hærger dette Aarhundrede, al Vildskab og Daarskab, al Fanatisme og Hykleri fra Oldtidens og Middelalderens Grav, alle Udskejelser manes op igen og avler Børn med hinanden som de, Loke avlede med Jættekvinden. De afsindigste Ting, Nihilisme, Satanisme og Fallosdyrkelse viser sig i Horisonten som Fremtidens Religioner, og Alskabningen sukker.
   Men hvis vor videnskabelige Formel for Tilværelsen er rigtig, hvis alle nye Organer, nye Evner og nye Kundskaber erhverves i Tilværelseskampen, da er der en Mulighed for, at Menneskeheden vil gaa ud af den indeværende Krise som af et Dødens og Genfødelsens Bad.
   Men der er ogsaa en anden Mulighed: at vor Kultur vil forgaa i et afsindigt Anarki, og at sorte eller gule Hjorde vil opslaa deres Telte paa Ruinerne.
   Med Situationen, som den er, for Øje kan man med nogenlunde Sikkerhed forudsige, at een af disse Ting vil ske. Den gamle, stabile Ligevægt er ophævet, og en ny har endnu ikke dannet sig. Men den nye Ligevægt kan enten blive en sandere og nøjere Tilpasning af Menneskeheden efter dens indre og ydre Betingelser - eller ogsaa Undergang. Ogsaa Døden er en stabil Ligevægtstilstand. Enten foregaar en ny Organisationsproces i det skjulte, medens de gamle Former styrter sammen, eller ogsaa vil Opløsningen tage til, og Stadierne vil blive Sygdom, Krampe og Død.
   Den sidste Mulighed var jeg fortrolig med, synes det mig nu, saa langt jeg husker tilbage.
   Den første er først nu traadt mig i Møde med erfaringsmæssig Sandsynlighed. Thi det er næppe tilladeligt at opstille en sangvinsk Hypotese af Følelsesgrunde uden Erfaringsgrunde. Dette er romantisk Optimisme og Dilettantisme. Nej, men jeg har nu vundet et Erfaringsgrundlag til Udgangspunkt for en s}dan Hypotese i mit eget Liv. Den Proces mod Harmoni og Orden, der er foregaaet i mig selv, den berettiger, ja, nøder mig til at spørge, om ikke en lignende Proces foregaar i Samfundet omkring mig.
   Idet jeg har set min Daarskab forvandle sig til Erkendelse, er jeg blevet forsonet med min egen Daarskab. Fordi det samme kan ske i større Maader, føler jeg mig halvt om halvt forsonet med Daarskaben uden for mig.
   Ja, endog mod min gamle Arvefjende, Lutheranismen, føler jeg mig forsonligere stemt. Ikke fordi jeg kalder noget tilbage. Mer og mer bestyrkes jeg i, at den inhumane Form af Kristendommen, som Kierkegaard har draget frem af sin Glemsel, og som jeg har gjort et Forsøg paa at omsætte i det positive Sprog, at den er den ægte og den oprindelige, og den moderne, humane eller halvhumane Kristendom et Falsum. Thi Kristendommen er Lidelsens Religion. At det nittende Aarhundredes Religion ikke var Kristendom, skønt den haardnakket lod sig kalde saadan, det vil en Gang betragtes som en historisk Kendsgerning, ligesom det nu betragtes som en historisk Kendsgerning, at Middelalderens Aristoteles var en forvansket Aristoteles - skønt Skolastikerne i sin Tid bestred dette med samme Raseri, som Pastor Petersen viste imod Kierkegaard.
   Ja, naar Pastor Petersen præker om det store Frafald, da mærker han ikke, at det store Frafald alt for længe siden er kommet, ja, at han selv staar med begge Ben op i det. Det er alt fuldbyrdet, og kun den sidste formelle Konsekvens, Bekendelsen deraf, som altid falder haardt, staar tilbage.
   Dette gentager jeg, men samtidig forstaar jeg nu Lutheranismens Værd. Thi dette store Frafald maatte komme, og at det varede saa længe, inden det kom, skyldes kun den katolske Kirkes Tvang. Det er Inkvisitionen og Torturen, der har forhalet det.
   Og at Frafaldet er sket paa denne underfundige Maade, det skyldes ikke nogen bevidst Uredelighed, men Forholdenes Magt. Thi den Gang Kirkens Autoritet blev kastet over Bord, da brød den Strøm af menneskelig Lidenskab, der var dæmmet op under Kirkens Herredømme, pludselig igennem og lod kun den ydre Skal af den gamle Lære staa tilbage, og den Omvæltning, som Reformatorerne i stridbar Blindhed og dogmatisk Uskyldighed mente var en Tilbageføren til den oprindelige Kristendom, blev just til det store Frafald fra Kristendommen. Paa saa mærkelig en Maade kan Historiens Processer lege med Menneskene.
   Men dette Frafald var berettiget. Denne Indrømmelse maa gøres, skønt det koster mig Overvindelse at gøre den. Ogsaa her maa Sandheden adlydes, og en daarlig Tjeneste viser man det ophøjede ved med romantisk Begejstring ikke at ville se dets Begrænsning. Ja, hvis alle Mennesker var som den Salomon Simonsen, der levede og døde, da var Frafaldet uberettiget, da var der kun een Vej, Lidelsens Vej. Ensomhedens Vej, Bodsgørelsens Vej; men hvor ved du, Salomon, om der ikke er mange Typer og mange Veje? Der maa ogsaa være en Vej, der hedder Glædens Vej, og en Vej, der hedder Uskyldighedens Vej, og een, der er Kærlighedens Vej og Ærens Vej, Hengivelsens Vej. Mener du at have gennemvandret hele Livet?
   Derfor skal ikke Prisen til Korsets Lære forstumme, og i en vis Forstand vil Verden aldrig vokse fra den. Thi ikke blot er den en Lære mellem andre Lærer, en Vej mellem andre Veje; men den er den Vej, som altid staar aaben, hvor alle andre lukkes.
   Den er Sjælens sidste Tilflugt, og den er den sikreste af alle Veje, fordi den lover sig slet intet af den ydre Verden. Naar alt Haab er ude, da giver Korset Haab.
   Hvor intet i Verden kan give Trøst, der giver det Trøst. Ja, endog dette Menneske, som Kierkegaard taler om, han, hvis Navn er den ulykkeligste, ogsaa ham anviser Læren en Opgave, den, frivillig at tage sit Kors op daglig og følge dem, der er gangne forud.
   Men Sandheden er - og end ikke for Korset maa jo Sandheden glemmes - at denne Lære kun er for de faa og ikke for de mange. Stifteren viser dette - tog han end fejl i den Maade, han udtalte det paa - thi om det er sandt, at han tog fejl, maa vi jo ogsaa her give Sandheden Æren - tog han fejl ved at ophøje de faa over de mange, de lidende over de lykkelige, som om ikke enhver havde sin Ret til at leve. Mesteren vidste dette, derfor stødte han mere tilbage, end han drog til. Men Apostlene var alt noget for raske til at hverve Tilhængere, og senere faar vi den katolske Kirke med dens Massemissioner, Omvendelse ved Sværdet og Døben i store Floder. Saaledes blev den hele Verden kristnet, som man siger. Det vil da sige, den var naturligvis ikke kristnet; men i Bunden groede det hedenske Folkeliv som før, kuet under Kirkens Tryk, indtil det i Reformationen og Renaissancen brød igennem og kastede Aaget af. Saa stor en Ulykke end dette Brud i sig selv var, og saa mange Sorger det end har skaffet Menneskene, saa var det jo dog nødvendigt, og jo længere det varede, desto uhyggeligere vilde Opgørelsen blive. Derfor overstiger den franske Revolution Reformationen i Udskejelser. Det var den indvortes Sygdom, der slog ud. I denne Forstand, i Forstaaelse af, at Katolicismen med al sin storslaaede Organisation er en ustabil Harmoni og ikke kan genfrembringes, maa ogsaa jeg, endog jeg, regne mig for Protestant.
   Individualismen giver det positive, videnskabelige Grundlag for den vidunderlige Lære, som Mesteren undfangede af sit store og rene Hjerte, som alt Paulus afveg fra med sit Anatema, som Kirkefædrene ikke altid ihukom, og som Luther og Fanatikerne aabent brød med - denne Lære, som indeholdes i Ordene: »Dømmer ikke. Tilgiv syv Gange halvfjerdsindstyve Gange!« Denne Lære begrundede Mesteren efter sin Tids Skik teologisk - »at I ikke skulle fordømmes;« men da den jo maa have sin Rod i hans Livserfaring, finder vi den rigtige Begrundelse ved at drage den Erfaring frem for Lyset, hvoraf den ubevidst er udrundet. Og denne Erfaring er det ærlige Menneskes Erkendelse af Erkendelsens Grænser. Og selv forstaar vi til Nød, andre ikke. Men der, hvor Forstaaelsen ophører, er Tilgivelsens rette Plads. Hvor Præmisserne er utilstrækkelige, bliver der ingen Domfældelse af. Tilgivelsen er derfor ingen Naadesag, den er en Retshandling og fordres med logisk Strenghed.
   I de protestantiske Lande er den skjulte Sygdom kommet til Udbrud. Derfor er her Lidelsen og Forbrydelsen størst. Men dette, som nærved set vækker Forfærdelse, kan, set med Historikerens Blik, for hvem en Menneskealder ikke er meget, vække Tillid. Thi alle disse skrækkelige og latterlige Ting, som gaar i Svang omkring os, er Tegn paa, at her foregaar Verdensprocessen stærkest. Naar en kemisk Proces foregaar, da indledes den med en Opløsning. Molekylerne farer forvirrede om imellem hverandre, og til sidst er der et Øjeblik, hvor alt synes at adsplittes i Atomer. Men denne Tilstand er status nascendi, og just den er Begyndelsen til Nydannelsen. Der, hvor Spliden og Forvirringen er størst, der bliver ofte den nye Forbindelse kosteligst.
   Den Kæmpeproces, der foregaar i, med og under os, er den biologiske Grundproces, Udvælgelsen. Grusom og hensynsløs er den i sine Midler, ingen Styrelse synes der at være til at moderere den, men den synes at foregaa efter ubøjelige Love med bestemte givne Størrelser - Ligningen er givet og løser sig selv - men dog vil den maaske vise sig at have velgørende Virkninger.
   I Naturen skaber Udvælgelsesprocessen nye Arter, i Menneskelivet nye Typer.
   Begge vedligeholdes ved Forplantning. Men der er en Forskel, som ikke enhver dogmatisk Darwinist bemærker. Arten vedligeholdes ved kødelig Forplantning, Karaktertypen ved aandelig Forplantning. Det ene er Fødselen af Kød, det andet af Aand.
   Karaktertypen forplantes ved Tradition. Derfor kaldes med Rette Munkene af Novicerne for Fader.
   Derfor taler vi med Rette om Fader Holberg i den danske Litteratur.
   I ubevidst Indleven og Efterligning og gennem bevidst Indøvelse og Gentagelse bestaar Traditionen. Den er et Eksempel paa Vanens Lov.
   Ogsaa med Hensyn til Oprindelsen af det nye er der en Forskel mellem Udvælgelsen i Naturen og i Historien.
   Inden for de laveste Organismer opererer den med de tilfældige Afvigelser, som ledsager Individerne ved deres Fødsel og virker ved, at de bedst skikkede staar sig, og de andre dør ud. Men jo højere vi kommer op i Livsriget, des større Rolle spiller de Ændringer, som opstaar i Individets eget Liv ved Øvelsen. Des mere træder Weismanns Hypoteser i Skygge for Lamarcks, og det er de i Livet erhvervede Egenskaber, som nedarves saaledes, som det til Trods for al germansk Dybsindighed maa anses for tilstrækkelig godtgjort.
   Men især inden for Menneskelivet bliver det individuelle det afgørende. Thi her opstaar Nydannelsen ikke, som nogle mener ved en lykkelig Kopulation med dertil hørende Barnefødsel. Det lille Barn, som ligger i Vuggen, er endnu ikke nogen Frelsermand. Højt regnet har det visse lykkelige Anlæg og Muligheder; men Mulighederne er baade Muligheder til den ene og til den anden Side. Nej, her sker Nydannelsen i Individets egen Udvikling. Under Kamp med ydre og indre Vanskeligheder bliver Typen eller Forbilledet til. Det er noget romantisk Nonsens, naar man vil lade, som om Slægten har sin egen Udvikling over og uden for de enkeltes Udvikling. Nej, kun i de enkelte er Slægten, og uden for dem slet ingenting. I enkelte bestemte Mennesker er alt opstaaet, hvad siden overleveres som Værdier i Slægten, alt Retsind, al Visdom, al Snilde og Færdighed. Fra dem stammer alt det, som hedder Tidsaand og Folkeaand, som Kredsene i Vandet stammer fra Stenen. Derfor er Begyndelsen til al Virksomhed det Raad: Bliv ensom! Dette er det første og det største Bud.
   Saaledes er Dannelsen foregaaet af Menneskehedens Kapitaler, af de store Forbilleder, Sokrates, Alexander og Dædalus, Helena og Andromeda, for at give dem græske Navne. Ofte kan det se ud, som om der opstaar noget saa nyt, at det er uforklarligt, som om en Gud havde ladet sig føde iblandt os. Dog, den taalmodige Forsker vil ogsaa her se Livets naturlige Kræfter røre sig, han vil lægge Mærke til det stadige Arbejde og den stille Vækst, der er gaaet forud for Stordaadens Dag.
   Saaledes ud fra Stormænd og ved Tradition er de seks Verdenskulturer opstaaet, de tre vesterlandske: den gamle klassiske, den katolske og den moderne videnskabelige og tekniske, og de tre østerlandske: den muhamedanske, den indiske og den kinesiske.
   Men hvad der foregaar nu i vort moderne Samfund er mærkeligere end alt dette. Disse Kulturer løb indtil for faa Aarhundreder siden adskilte som store Floder, der hver søger sit eget Maal, men i vor Tid er de tørnet sammen og danner en kogende, hvirvlende Malstrøm.
   Dette er Romantikkens Værk. Altsaa, ogsaa med denne min anden Arvefjende har jeg nu i den ellevte Time forsonet mig. Det er denne fantastiske Flugt til fjerne Lande og fjerne Tider, der har ført de østerlandske og de fortidige Kulturstrømme ind i vor aandelige Verden. Og, hvad Romantikerne ikke evnede, det har den positive, historiske Videnskab formaaet: at trænge ind i de Tanker og Følelser, der skjultes under de forunderlige, fremmede Klædebon.
   Ikke blot er vi fortrolige med Oldtiden, og Middelalderen bliver atter levende for os; ogsaa trænger Orientens Linier og Farver herind og ændrer umærkelig vor Skønhedssans, og umærkelig gennemsyres vor Tankegang af den fjerne, asiatiske Ateisme og Pessimisme, der er Jordens mest udbredte Religion.
   Dette maatte indtræffe i vor Tid, hvor Rummets og Tidens og Fordommenes Skranker synes sprængte. Hvis denne Proces føres lykkelig til Ende, vil Resultatet blive: Dannelsen af en egentlig Verdenskultur, hvori al Originalitet, som hidtil er blevet produceret i Tilværelsen, samler sig paa een Gang i Orden og i Frihed.
   Denne Proces svarer ganske til den Fremgangsmaade, som Opdrættere i vor Tid ofte anvender for at fremkalde nye Racer, nemlig en Krydsning af de gamle Racer.
   Vi lever i Tidsalderen før Kulturtypernes Krydsning.
   Naar Opdrætteren anvender en Krydsning, er det for at frembringe en ny Race, der har begge Moderracernes fortræffelige Egenskaber.
   Saaledes er ogsaa her Opgaven at samle alle de parallelle Linier i eet Brændpunkt, at danne en ny og sidste Type, der i sig ved smidig Forstaaelse, ved dristig Indøvelse forener alt, hvad der er holdbart i Modertypen, som er paa een Gang Cæsar og Galilæer, Aristip og Diogenes, Newton og Novalis. Comte har udtrykt en Del af Opgaven.
   Talen er ikke her om en ny, spekulativ Formidling af alle mulige Teorier om det, som Romantikerne raaber paa, en Fremtidsfilosofi, en Fremtidsreligion. Her er slet ikke Tale om Teori, men om Praksis. Her er Tale om en ny, stærkere og finere Maade at tænke paa og føle paa, en varmere og renere Vilje, om nye Personligheder og ikke om et nyt System.
   Meningen er heller ikke den, at en lærd Mand kan sidde ved sit Skrivebord og regne ud, hvordan alt vil komme til at gaa, lige saa lidt som Kemikeren kan vide noget om Udfaldet af et hidtil uprøvet Eksperiment.
   Endnu er det uvist. Ingen ved, om Resultatet bliver positivt eller negativt; thi alle Muligheder er Størrelser med dobbelt Fortegn. Her gives ingen overnaturlig Garanti; men alt kommer an paa os selv.
   Og i bedste Fald vil der endnu hengaa mange Aarhundreder, inden Tykningen klarer sig.
   Thi, som enhver Opdrætter ved, er ingen Metode til at fremkalde nye Racer vanskeligere og farligere end den at anvende Krydsning, og Vanskeligheden ligger især i at gøre den nye Race konstant. Her finder stadige Tilbagefald til Moderracen Sted, ja, til de vilde Stamformer, og ofte bliver Følgen af en uforsigtig Krydsning et Afkom, der, som Mestitsen, har alle Forældrenes Lyder, men ikke deres Dyder. Eller ogsaa frembringer Krydsningen Dyr, der er fortræffelige i sig selv, men sætter et elendigt, misdannet Afkom i Verden.
   Alle disse Fænomener ser vi just foregaa i den moderne Menneskeverden. Vi ser med Forfærdelse Vildmanden og Abekvinden skamløst rejse Hovedet midt i vor ældgamle Kultur. Og i vore Sodomahovedstæder ruges Basilisker ud. Bastarder af Hamlet og Messalina, paa een Gang Bakkanter og Dekadenter, dyrker atter den gamle romantiske Triade: Grusomhed, Vellyst og Religion, og denne Dekadencens Religion er Menneskehedens afsindige Urreligion, Dæmondyrkelse, Trolddomsvæsen, Satansdyrkelse.
   Ogsaa i vort Land vil disse Afsindigheder vise sig, som i disse Tider ruges ud i Verdens Hovedstad Paris. Den ukyndige slaar sig til Ro med, at det endnu er stille, den kyndige tager Varsel af Fuglenes Skrig.
   Ogsaa andre Ting ser vi, Titanmennesker med 10 Mænds Styrke og 12 Mænds Visdom. Masserne tilbeder dem som Genier og venter sig Forløsningen af dem; men deres Sæd er Forvirring. Den skjulte Sygdom bag det herlige Aasyn slaar ud i deres Efterfølgere. De duer ikke til Avlsdyr i Historiens Husholdning.
   Alt dette er Tidernes Tegn. Disse Ting er mig en Verifikation paa, at jeg har opfattet Processen rigtig.
   Og endnu mange Aarhundreder er det nødvendigt, at Lidelsen vedvarer.
   Thi det er en Regel, enhver Opdrætter kender, at ved Racernes Krydsning maa Udvælgelsen gentages i mange Slægtled, før den nye Race tør regnes for konstant.
   Saaledes maa ogsaa her utallige ensommes Arbejde til, idet enhver gentager og udvider sin Forgængers Eksempel, før den nye Type er kommet saaledes, at vi kan pege derpaa.
   Kierkegaard har Ret i, at den Kapital af Mønstre til Efterfølgelse, som Kristendommen bragte ind i Verden, er opbrugt. Protestantismen har tæret paa den og glemt at producere. En ny Værdiindsættelse i Tilværelsen er nødvendig af utallige enkelte, der ikke er bange for at vove, hvor der skal voves. Igennem Anspændelse, Angest og Besvær skal det ny blive til. De enkeltes selvopofrende Viljer er den Kraft, som skaber en ny Verden, og som opholder den gamle.
   Og daglig maa Lidelsen forøges.
   For fire Aarhundreder siden vidste kun ti eller tyve Mænd, at den gamle Verden maatte gaa under. Nu ved maaske ti eller tyve Millioner dette, og om halvhundrede Aar vil alle vide det.
   Ogsaa de enfoldige, ogsaa de, der arbejder haardt med Hænderne, ogsaa Kvinderne, ja, endog Børnene skal stedes i stor Angest og Trængsel, og ingen, endog om han vilde korsfæste sig selv, kan hindre dette; men her er den kærligste Læge den, som er sanddru indtil Grusomhed.
   Og trods alt fyldes min Sjæl med Haab og Tro, idet jeg ser ud over Trængselens Tid. Men det er ikke en Tro som Lutheranernes, der beraaber sig paa, hvad deres Følelse siger dem, og ikke heller en Tro som Filosoffernes, der holder sig til det nyeste System.
   Det er en videnskabelig begrundet Tro; den er en Slutning, jeg maa drage ud fra min Erfaring.
   Thi hvor sygeligt end mit Liv har været, jeg har dog lært, hvorledes Sundhed erhverves. Hvor afsides det end har været - de Kræfter, som virker i Tilværelsen som Ordensstiftere, har dog rørt sig i mig.
   Fra den lille Verden slutter man til den store. Al Forstaaelse af Tilværelsen, ikke blot af teologisk Art, men ogsaa den positive, er en Projektion ud i det ubekendte Udenfor af den Erfaring, som Mennesket gør i sig selv.
   Lykkeligere Naturer end jeg vil kunne gennemleve det samme, som jeg har gennemlevet, paa renere og fyldigere Vis. Og de vil kunne tillade sig, hvad jeg ikke kunde give mig selv Lov til, at træde ud af Skjultheden og virke uden derved at tage Skade paa deres Sjæl.
   Mit Liv løber i Sandet, jeg efterlader mig ingen Spor.
   Jeg efterlader mig ingen Børn, ingen Værker, ingen Fortrolige.
   Uden dig, min Dagbog, min eneste Fortrolige, og du vil snart blive solgt paa Auktion som gammel Makulatur og ende i en Høkerbod.
   Dog, gør det saa meget til Sagen? Er Livet ikke rigt nok til at reproducere, hvad her gaar tabt?
   For sig selv er det enkelte Menneske det kostbareste af alt. Ogsaa Tilværelsen aabenbarer sig kun i og for enkelte, men dog er hver især for sig som en Draabe i Havet, og som en enkelt af alle disse Draaber fordamper, lider Havet dog intet Skaar.
   Min Sjæl er mættet med Resignation som en Svamp med Væde.
   Det er denne Tilstand, som Muhamedanerne kalder Islam, Buddhisternes Nirvana og de gamle Kristne Afdøen, og som vi kalder Resignation.
   I denne Tilstand tier baade Viljen til Livet og Angesten for Livet, baade Længselen mod Døden og Frygten for Døden. Den fuldstændige Tilpasning er en Tilpasning ikke blot til Virkeligheden, men til Mulighederne. Den bestaar i at være fortrolig med en frygtløs over for alle Løsninger af Tilværelsens Ligning.
   Nu, da mine Tanker trættes, og mine Daarskaber er døde - og min Længsel er død, og død min Elskov - død, død min Angest, min Skælven, min Lidelse, død min Magtlyst, mit Hovmod, død ogsaa du, min dulgte Ydmyghed, som ingen kendte, næppe een - dødt alt, dødt, og Dæmonerne har forladt min Sjæl - i dyb Stilhed lever jeg nu, i klar Forstaaelse, i mild Erindring, i fuldstændig Fred med mig selv og Verden, i ren Overbærenhed, i ren Beskuelse. Denne Tilstand er mig et Tegn paa, at de sidste Draaber af Floden er ved at løbe ud i Sandet. Naar Kræfterne tømmes, da bliver alt stille af sig selv.
   For den mørke Sky, som sænker sig, nærer jeg ingen Frygt. Alt fra min Ungdom var jeg fortrolig med Døden.
   Underligt er det, at om, hvad Døden er, ved alle Folk saa god Besked, baade Dogmatikerne af den gamle og den nye Skole.
   Jeg bilder mig ikke ind at vide Besked. Med rolig Munterhed betragter jeg de Muligheder, som frembyder sig. Vi kender ikke noget til almindelige Betingelser, under hvilke Sjælelivet staar og forgaar. Derfor ved vi ikke, hvad Døden er. Spørgsmaalet, om Eksistensen fortsættes, ligger uden for Erkendelsens Grænser.
   Af alt, hvad der er blevet sagt om Døden, synes mig intet ædrueligere og mandigere end Sokrates' Ord.
   »Døden er intet Onde,« sagde han, »thi enten er den blid og rolig som en drømmefri Søvn, eller ogsaa er den en fortsat Tilværelse, og da glæder jeg mig til at udfritte de døde Vismænd og fortsætte min Søgen efter Sandheden.«
   Saaledes kan kun den tale, som hele sit Liv igennem har efterfulgt det sokratiske Bud: Kend dig selv!
   Og hvis den lutheranske Gud raader og putter mig i Helvede som han er forpligtet til at gøre, hvis det ellers er sandt, at han bekender sig til den ausburgske Konfession - nu vel, saa skal jeg gerne fare til Helvede, og jeg skal der fornøje mig med at fortsætte mine Eksperimenter over den Kunst at eksistere.
   Lad den feje krybe for et Afgudsbillede for at undgaa den evige Pine. Lad den umættelige, som ikke lærte at tøjle sit Begær endnu i Dødsstundens Stilhed, skrige paa en evig Salighed.
   Vismanden attraar intet og frygter intet, og hvis den drømmefri Søvn er den sandsynligste Hypotese, da vil han belave sig til Døden som Barnet til Natten. Og det gamle Salmevers, som Kierkegaard trøstede sig med paa det sidste, falder mig ind:
   »Det er en liden Tid, saa har jeg vundet, saa er den hele Strid med eet forsvundet.«
   Af Buddhas Lære fremgaar det, at Nirvana er den Tilstand, i hvilken Sjælen ikke længer tænker paa om den lever eller dør.
   Jeg har siddet længe oppe og skrevet for at faa alting med. Det er over Midnat. Jeg sidder i den gamle Kæmnerlænestol og ser paa Fidivav, min Kontubernal, som sover i sin Kurv.
   Hos Apotekeren ligeoverfor er der Bal. Jeg hører Stadsmusikantens Fiolin, og det morer mig at forestille mig Ungdommen og Glæden derovre. »Vaagn op, Fidivav, og gør dine Krumspring til Fiolinens Toner. Hører du ikke Kehrausen. Op, Kammerat! I Morgen kan du sove.«
   Uden pietistisk Misundelse lytter jeg til Musikken. Just nu fylder atter denne vidunderlige Glæde mig, som har meldt sig til Huse den Dag, jeg mærkede Dødens Komme. En dyb Taknemmelighed opfylder mig for det, at jeg har levet. Fattigt vil man kalde mit Liv; mig selv forekommer det rigt. En dyb Taknemmelighed føler jeg mod de Mænds Minde, hvis Eksempel har lært mig noget af Livets Rigdom. Nej, det er ikke usømmeligt, naar nogen vover sig dertil, ærefrygtsfuldt at maale sig selv med det højeste; ogsaa kan vel derigennem det højeste naas, dog vel at mærke kun det højeste inden for Personens egen Begrænsning. Dog, naaede da nogen mere? Selv de fuldkomneste? Altsaa kan det vel tilstedes enhver, som naaede, vel ikke det højeste i Livet, men dog det højeste i sig selv, at gentage Ordet: »Det er fuldbragt!« og føle Fuldbyrdelsens Glæde.
   De løsrevne Toner, som finder Vej tværs over Gaden til mig, sætter min Sjæl i rytmiske Svingninger. Uvilkaarlig former mine Tanker sig til Sang.
   Det er Solsangen, den hellige Franciski Dødssang, som genklinger i min Sjæl.
   Tak være dig, Broder Sol, som har lyst for mig. Tak, Broder Vand, som har kvæget mig. Tak, Broder Fugl, som har sunget for mig, og Broder Søvn, som har bragt mig Hvile.
   Og Tak ogsaa du, Broder Død, som staar ved min Side.
   Livet rækker jeg den ene Haand og Døden den anden, den ene til et taknemmeligt Farvel, den anden til et frejdigt Goddag.
   Og i denne Stilling siger jeg til Øjeblikket: Ak, dvæl dog, kære. Hvor du er skøn!
   Jeg haster med at skrive. Der er endnu nogle Linier paa Siden.
   Er det Lampen, som fordunkles, eller er det mit Blik?
   Det bliver sort for mine Øjne. Mine Sanser svigter mig.
   Men i mit Indre skinner Lyset klart. Endnu kan min Haand føre Pennen. Jeg konstaterer derved, at jeg endnu er ved min fulde Bevidsthed.
   Jeg hører Tonerne trænge ind til mig gennem Stilheden som lysende Punkter i Mørket.
   Endnu sanser jeg - - endnu aander jeg - - endnu

                    - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - -