Ernesto Dalgas: Lidelsens Vej (1903), DSL s. 174-196
Sidetal i DSL/Danske Klassikere udgaven 1993: 174-196 »Det sædelige Fremskridt ved Reformationen og dettes Frugter«.
»Det er ikke nok med, at Menneskelivet er en Illusion fra Vuggen til Graven, fra den første nøgne Vildmands stammende Tale i Urskoven til det nittende Aarhundredes Tale, der flyder som et Kildevæld; men ganske specielt er den Luft, vi heroppe aander, forfalsket, den Jord, vi træder paa, er hul. Vi lever i et stort, systematisk, historisk Bedrag, gennemarbejdet og indøvet med al Tankens Forræderi og Viljens Slappelse, og des frygteligere er Bedraget, fordi det er opstaaet ganske ubevidst og uvilkaarligt, saadan successivt, egentlig uden at vi kan give nogen Skylden.
Søren Kierkegaard har tilstrækkelig belyst Bedrageriet fra ortodoks Side, men Spørgsmaalet behøver slet ikke at ses just fra ortodoks Side. Det har en ren positiv, historisk Side. Det kan være Fritænkeren ligegyldigt, om Kirken er i Overensstemmelse med det paulinske Læresystem; men det kan ikke være noget Menneske ligegyldigt, om Øjeblikket repræsenterer et Fald i moralsk Værdi i Forhold til Fortiden.
Det er dette Spørgsmaal, Kirken ikke tør se i Øjnene. Spørger man i Øst, svarer den i Vest. Siger man: »Vort Liv og vore Handlinger er ikke i Overensstemmelse med den Religion, vi gør Fordring paa at tilhøre« - smutter den udenom og svarer: »Men vor Lære er ortodoks.«
Lad Læren nu være, hvordan den er. Alle Lærdomme holder til en Tid og gaar i Glemmebogen til deres Tid. Læren udgjorde aldrig det blivende og værdifulde ved en Religion. Læren alene opdrager ikke, opflammer ikke, udrenser ikke.
Det var heller aldrig Læren i sig selv, der gjorde, at en Religion udbredte sig og blev Verdensmagt. Vi har jo saa mange fortræffelige Systemer, som aldrig blev Verdensmagt. Verden vilde være blevet erobret af dem alle, hver til sin Tid, hvis det kom an paa Læren. I vore Dage, hvor der udtages Patent til en ny Religion hver Dag, vilde det medføre et frygteligt Virvar, hvis det kom an paa Læren.
Nej, ligesom der behøves mere end Krigsvidenskab til at blive en Hærfører og mere end Nationaløkonomi til at blive en stor Politiker, saaledes hører der ogsaa mere end Lære til at blive en Religionsstifter.
Der, hvor der sker noget afgørende i Historien, der, hvor noget nyt opbygges, er det altid det samme, der foregaar.
Det er Fremtrædelsen af den store Personlighed. Det er Dannelsen af en ny Karaktertype. Det er en ny ejendommelig Praksis og Livsførelse, som viser sig.
Det er dette, der skaber en ny, stor Bevægelse; thi Bevægelsen bestaar just i, at den ejendommelige Livsførelse forplanter sig til andre Mennesker, som en Bevægelse forplanter sig i Vandet. Det er paa denne Maade, at Franciskus virker som Fornyer ved at virke som Forbillede. Det er paa den Maade, at den Personlighed, fra hvem Franciskus aandelig set stammer, og hvis Fornyer han er, virker igennem Tiderne. Virkningen er en Virkning som Forbillede. Den foregaar igennem Traditionen, som hvert Øjeblik truer med at formørkes.
Selvfølgelig spiller Læren en vis Rolle, men en sekundær. Enten Stifteren selv eller en og anden Paulus, en og anden Plato forsøger at sætte Stifterens Praksis om i et Tankesystem. Det, der her gør sig gældende, er en naturlig Trang til at anskue Verden som en Helhed og netop i Lyset af den inderste og kæreste Erfaring. Den ydre Verdens System bliver en Afspejling af den indre Verdens Liv. Heraf kommer just den opbyggelige Værdi, som saadanne Spekulationer kan have. Men de er naturligvis bygget op af Tidsalderens Tanker og farvet af dens Fejlsyn. Det ortodokse System er en stor og beundringsværdig Tankebygning, bygget, som det er, gennem Tiderne ud fra Stifterens Antydninger af Paulus og hans Efterfølgere indtil Athanasius, sammensat, som det er, af jødiske, persiske og græske Elementer. Det har spillet en stor Rolle i Menneskehedens Liv og vil altid bevare sin poetiske Værdi; men det har som alle Systemer den Fejl, at det ikke er evigt. »Kundskab, den skal forgaa«, siger Paulus selv vemodelig.
Men det var ikke Paulus' Mening, at Læren fritog ham for Efterfølgelsen af hans Mester, saa lidt som det var Platos Mening, at Læren fritog ham for Efterfølgelsen af hans. Det Indtryk, de havde modtaget, selv om det hos den ene kun var et anden Haands Indtryk, var saa uudsletteligt, at det maatte præge sig i deres Liv.
Og saaledes bliver det - med eller mod Læren - ved at staa ved Magt, at Kontinuiteten ligger i Overleveringen af Handlingen. Stifteren virker som det første Forbillede, tilsyneladende dukkende op af Mørket, som han staar, formodentlig dog forklarlig for den, der var klog nok.
Efter hans Mønster tager andre og bliver derved selv mindre, men til Gengæld nærmere Forbilledet, og saaledes gaar det fremad i Traditionens Bølgegang. Heri bestaar just en bestemt Retnings Historie og ikke i Kirkemøderne.
Men denne Bevægelse er ikke en blot og bar Gentagelse, men tillige en Udvikling. Denne følger af, at Bevægelsen naar ud til Kredse med andre Livsbetingelser end den, hvor Stifteren færdedes. Den kommer til andre Lande med andre Naturbetingelser, til Nationer med en anden Folkekarakter. Ogsaa Tiderne skifter. Nye Tider kommer med nye Krav.
Her maa da foregaa en Tilpasning. Typen omformes saaledes, at det væsentlige Indhold bliver det samme, men den ydre Form kommer til at svare til de ydre Forhold.
Det er en saadan Omformning, der foregaar første Gang, idet Apostelen træder ud over Jødelandets Grænse, og den fredelige Jøde bliver til den i Form smidige, men i Grunden ubøjelige Missionær og Martyr.
Anden Gang, vi træffer en Tilpasning, er i det Øjeblik, Martyriet falder bort, og Kristendommen bliver anerkendt og snart efter triumferende. Da er der et Øjeblik Fare for, at Traditionen skal uddø, idet Opgaven falder bort. Samfundet befinder sig i samme Situation som nu. De er alle Kristne.
I det Øjeblik træder Munkene til og omformer Typen efter de nye Forhold.
Igennem Ensomheden bevarer de Lidelsen, Forsagelsen og Optugtelsen. Denne store Gerning har Eftertiden kun daarlig takket dem for, og dog er det Klostrene, der har bevaret Traditionen frelst igennem Middelalderens Barbari.
Her i Klosteret skyder maaske den kristne Tradition sine ædleste Blomster. Martyriet og Missionen har store Skyggesider. De gør Mennesket til Fanatiker. Intolerance følger med Missionen, som Pauli Eksempel viser. »Martyrerne bliver Fremtidens Forfølgere«, har Renan sagt.
Men her i Klosteret er der Fred. I denne dybe, stille Fred kan en Karakter vokse op som den hellige Franciskus, en Sjæl uden Plet, mild og ren og dog glødende og mægtig som et klart, hvidt Lys. Han er et Særsyn, idet der aldrig er blevet sagt et ondt Ord om ham.
Derfor virker han saa mægtig reformatorisk, ikke igennem politiske Foranstaltninger, Kommissioner og Rigsdag, men ved sit beskedne Eksempel gennemsyrer han sin Samtid.
Men der kom en ny, demokratisk, travl, borgerlig Tid. Parolen blev: Udad! Tag Del i Livet!
Klostrenes Tid var forbi. Den katolske Kirke kunde ikke længer være den ledende Magt. Den havde optugtet Menneskeheden paa en beundringsværdig Vis ved Hjælp af sine strenge Regler. Den havde skolet Menneskenes Tanker ved sit Læresystem, deres Viljer ved sin Lovgivning, ved Faste, Cølibat, Skriftemaal og Bod. Nu kom der en Tid, hvor alle disse ydre Former tabte deres Magt, fordi Menneskene anvendte deres Fornuft over for dem og spurgte: »Hvorfor nu det? Og hvorfor netop det?« Saa snart Drengen begynder at spørge, er han i Færd med at blive voksen, og saa nærmer den Tid sig, da det pædagogiske System, han er blevet opdraget efter, er overflødigt.
Alt det har Lutheranerne Ret i, og de forsømmer ikke at gøre opmærksom derpaa; men en anden Ting glemmer de, nemlig den Opgave, der forelaa.
Drengen er ikke blevet til Mand, fordi han bryder sig Pokker om Barneaarenes Forbud. Dermed er han højst i Lømmelalderen. Han bliver til Mand, idet han bliver sin egen Lovgiver og Pædagog.
Opgaven, der forelaa ved at omsætte Klosterlivets Værdi i en moderne, utvungen, frivillig Form, Opgaven lød: Højere op! Dybere ned! Fremelsk paa eget Ansvar den Type, som i Middelalderen blev frembragt i Henhold til Kirkens Bud, og vær mere vidtskuende, mindre fornem, naturligere og selvstændigere.
Opgaven var at lade Forbilledet trække i moderne Dragt, give ham Frakke og Bukser paa, Stok i Haanden og Tommestok i Lommen.
Og hvad gør saa Reformationen i Stedet for? Den skaffer simpelthen Forbilledet af Vejen under Paaskud af at beundre det. Det er saa stort, saa ophøjet, det er Mennesket umuligt at bruge det, og derfor lader vi være. Reformationen skaffer de virkelige Efterfølgere af Vejen ved at sige: »Det var en Misforstaaelse med denne Selvretfærdighed. Kristendommen bestaar netop ikke i at følge efter, men i at lade være.« Til Nutiden siger den: »I kan ikke.« Til Fortiden, som kunde det, hedder det: »Man maa ikke.« »De gode Folk har misforstaaet det«, siger Luther.
Saaledes bliver Protestantismen et Særsyn mellem Religionerne, en Religion uden Forbillede, et lige saa hæsligt Skue som en politisk Forsamling uden Dirigent.
Det hænger sammen med Lutheranismens meningsløse Psykologi. Den genoptager den gamle paulinske Lære om, at Guds Naade virker af Forbedring i Mennesket, den menneskelige Vilje intet. I overdreven religiøs Begejstring har Paulus lavet denne trøstesløse Lære i Strid med sin egen og Stifterens Praksis.
Den katolske Kirke har med sin sædvanlige praktiske Sans mildnet denne Lære. Den har givet den menneskelige Vilje en Andel i Fremskridtet. Men med hele deres uhistoriske, bogstavrette Blindhed gaar Protestanterne tilbage til Paulus. Selvvirksomheden, Selvopdragelsen, Handlingen maa de konsekvent nægte nogen afgørende Betydning. I Stedet for Gerningen er det Troen, det kommer an paa.
Hvad er nu denne Tro, hvori Protestanterne ser et og alt? Det er aabenbart en Følelse af Hengivelse, inderlig Tillid og Taknemmelighed, med andre Ord den religiøse Følelse, sat i Bevægelse af det paulinske Dogme om Forsoningen.
Nu har den religiøse Følelse sikkert sin Berettigelse. Mennesket har en naturlig Trang til en fuldstændig Opgaaen i noget stort, ufatteligt. Finder det ikke det store i det virkelige Liv, i Sjælens eget Dyb, i den daglige Strid, saa søger det ud over sig selv, digter sig en Drøm, skaber sig et Mysterie. Det religiøse Liv flytter over fra Virkelighedens Verden til Fantasiens Verden. I Stedet for, at Sjælen uden Omsvøb forholder sig til Sjælen, gaar den en Omvej og forholder sig til sig selv gennem at forholde sig til en Fantasigud uden for sig. Dette er den religiøse Illusion. Den religiøse Illusion har skabt de største Personligheder i Historien. Dens Herredømme skylder vi næsten al Uddybning og Forædling af Personligheden. Menneskeheden vil derfor altid ihukomme den med Taknemmelighed og Ærbødighed, ogsaa naar den en Gang vil udtrykke de samme Erfaringer i positivt, ikke mytologisk Sprog. Den religiøse Illusion dukker stadig op paa ny i nye Former i Historien, men, som det synes, med ringere og ringere Styrke, alt som den positive Maade at tænke paa bliver almindelig.
Forsoningslæren er et skønt og dybt Billede, en gribende, storslaaet Mytologi. Intet Under, at mange skønne Sjæle har fundet Hvile i den og vil gøre det saa mange Aarhundreder endnu.
Men man glemme ikke, at dette Liv er et Liv i Fantasiens og Følelsens Verden. Viljen er ikke derfor renset, Sjælen ikke adlet, Tanken ikke klaret, Samvittighedens Krav ikke stillet tilfreds.
Og Betingelsen for en sand Udvikling er, at dette Liv i Fantasiens og Følelsens Verden giver Næring for Viljeslivet, saa at der kommer en Vekselvirkning mellem Drøm og Daad.
Hvo vil nægte, at en saadan Vekselvirkning kan finde Sted inden for den protestantiske Verden. Men Ulykken er, at dette ikke følger af den ortodokse, protestantiske Teori, men egentlig er i Modstrid med denne.
Thi den protestantiske Ortodoksi gaar ud paa, at dette Liv i Følelsens og Fantasiens Verden, med andre Ord Troen, er tilstrækkelig. Den gaar ud fra, at Troens selv raader ingen for, den kommer ovenfra, »som et Lyn«, siger Herrnhutterne, »paa en overnaturlig, øjeblikkelig og uforklarlig Maade«.
Her er aabenbart intet Angrebspunkt for Viljen. Mennesket kan kun naa det højeste, som kan naas, i Kraft af en magisk Proces, uden at han selv har gjort hverken til eller fra. Ja, hvis man selv ved egen Kraft vil søge at opnaa noget, saa er det Værkhellighed, altsaa Synd.
Hvis nogen Teori er modsat Jesu Lære om, hvordan man skal bære sig ad i Livet, saa er det denne Fatalisme.
Luther, saa naiv som han var, forstod slet ikke Rækkevidden af denne Lære. Han drog sikkert ikke selv Konsekvenserne, og han kunde ikke forstaa, hvorfor Gendøberne kastede al Moral over Bord. Men disse Folk var ikke saa barnlige som Luther. De drog deres Slutninger. De syndede paa Naaden.
Naar denne fordærvelige Lære ikke har haft fuldstændig Tøjlesløshed til Følge, saa skyldes det flere Grunde. Menneskets naturlige Pligtfølelse og Sømmelighedssans har oprørt sig imod dens Konsekvenser og tilsløret dens egentlige Mening. Og den tydelige Tale i Evangelierne, som Reformatorerne dog ikke forbød Folk at læse i, kunde, hvor meget den end blev fortolket, dog ikke lade være med at virke paa ulærde Sjæle. Trods Reformationens Lære blev mange, endog de fleste af Reformatorerne selv, ved med i Livet at anerkende Opdragelsens og Viljens Betydning, om end ikke i Læren. Og heldigvis trængte den egentlige protestantiske Lære ikke ud i Befolkningen, hvad nu »de hellige« efter Evne forsøger at gøre godt. Heraf kommer det Særsyn, at den store Befolkning egentlig slet ikke kender den forargelige Religion, som hersker i vore Lande. Og dog behøver de kun at læse dette lille Mesterværk, »den augsburgske Konfession«, igennem for at se, at de hellige har Ret i at kalde alle andre for vantro.
Men har den protestantiske Teologi ikke gjort saa meget ondt, som den kunde have gjort, og som den vil gøre i Fremtiden, hvis den hellige Hylen bliver ved, noget godt har den i alt Fald ikke gjort. Noget godt kan en Lære, der svæver i Rummet fjernt fra Virkeligheden, aldrig gøre. Og dette har netop været Protestantismens Fordærv, at dens Teologi ikke stod i forbindelse med det daglige Livs Moral. Den Moral, der læres fra de protestantiske Prækestole, har ikke holdt sig ved Teologien, men uden denne eller paa Trods af denne. Den har ikke, som den katolske Moral, været i eet Stykke med den katolske Teologi. Den Moral, som findes i de protestantiske Lande, er ikke en kristelig Moral, den er en juridisk Moral. Og det hænger sammen med den lutheranske Kirkes Syndefald, idet den traadte ud i Livet, nemlig Statskirkevæsenet.
Set fra Statens Side var Statskirken en overmaade heldig Ting. Den gør Kirken fra Statens Medbejler som Kulturmagt til dens ærbødige Tjener. Med Reformationen bliver det Staten, der overtager Hegemoniet i Udviklingen i godt og ondt. De Goder, som protestantiske Lande roser sig af at have opnaaet før de katolske, nemlig Tænke- og Talefrihed, videnskabelig Uafhængighed og Skolens Adskillelse fra Kirken, skyldes ikke den protestantiske Kirke, men den protestantiske Kirkes Svaghed.
Men set fra Kirkens Side var denne Tilstand ubestridelig et Fald. En Nødstilstand kaldte Luther det; men Nødstilstanden blev permanent.
Med den ydre Uafhængighed tabte Kirken den indre Uafhængighed.
Den katolske Kirkes højeste Lov er Lydigheden mod Gud. Der er her altid en Mulighed for en Moral, der er højere end den, Loven fordrer, højere i Fordringen mod sig selv og mildere i Dommen af andre; men denne Mulighed har den lutherske Kirke som Statskirke ikke; den lutheranske Kirke blev Lydigheden mod Øvrigheden. Heraf det borgerlige, lovlydige i vor offentlige Menings Moral.
Juristerne har formet den. Protestanternes Ideal er ikke Helgenen, deres Ideal er den gode Borger. Mærk Afstanden og Afslaget. Og vilde man sige til dem, at Jesu selv ikke var den gode Borger, men en haardnakket Oprører mod sin Kirke og sin Stat -?
Lutheranerne klager over, at Pavekirken har haft en højere og en lavere Moral. Hvad er her at gøre? De hugger Knuden over ved at afskaffe den højere Moral.
Men Frafaldet er langt dybere endnu. Det er saa dybt, som det kan være. Lutheranismen er ikke en Gang en forfalden Kristendom. Den er det dristigste og snedigste Brud med selve Grundtanken i Kristendommen. Lutheranismen er i Virkeligheden en ny Religion under Maske af en gammel.
Hvad er Kærnen i Kristendommen? Den er naturligvis ikke noget af Kirkens Dogmer. Man bilder sig ind, at Jesus var Professor i Teologi, at han var den første, der bekendte sig til den augsburgske Trosbekendelse, og at hans Gerning bestod i at holde Seminarium i Bethania, hvorfra han udsendte sine Apostle efter at have ladet dem tage teologisk Embedseksamen.
Naar han blev til det, han var, var det, fordi han gjorde en ny Erfaring, fandt paa en ny Maade at leve paa. Hovedsagen er ikke hans metafysiske Lære, den er en Biting, en Tilfældighed; men Hovedsagen er hans Liv. Det er i sit Liv, at han gør den store Opdagelse, som i den menneskelige Biologi svarer til Kolumbus's Opdagelse i Geografien.
Han opdager et nyt Land, den frivillige Lidelses Land.
Han gør denne Opdagelse midt i den fladeste, platfodede Optimisme, midt mellem Jøderne, hvis Religion gaar ud paa at faa Agre og Huse, Sønner og Døtre af Jødeguden og give Brændofre og Lovlydighed derfor efter den gamle Kontrakt paa Sinai. Alting gaar ud paa, at det maa gaa dem vel, og de maa leve længe i Landet.
Han søger ikke Nydelsen, han ved vel, Nydelsen er hul. Det fede, flegmatiske, patriarkalske Liv huer ham ikke.
Han søger Fuldkommenheden. Med et Barns Naivitet søger han det umulige. Med en Ynglings Ild griber han det i sin Fantasi. Med en Mands Vilje virkeliggør han det i sit Liv.
Vi er i Sandhed meget fjernt fra den augsburgske Trosbekendelse her.
Og her gør han Opdagelsen: Det er Lidelsen, som lutrer.
Den, som søger at gribe det fuldkomne, han høster Lidelse.
Fordi det fuldkomne er imod Menneskets Natur, imod den enkeltes egen Natur, imod Samfundets om ham. Arbejdet derhenimod er Askesen i Forhold til sig selv, er Isoleringen i Forhold til andre.
Heri ligger Lidelsen. Den er en simpel, naturnødvendig Virkning.
Saa snart Sjælen sætter sig et højere Maal, skaber den sig Lidelse.
Men uden denne Lidelse kunde Fremskridtet ikke gøres.
Det er Lidelsen, som lutrer, det er en anden simpel Naturlov. I den bliver Viljen ren, Tanken klar. Følelsen dyb.
Dette er det tilsyneladende Paradoks, haardt at høre for Kød og Blod, derfor bortfortolket og forglemt: »Hvo, som taber sit Liv, skal vinde det«.
Paradokset er, at jo større den ydre Lidelse er, jo større er den indre Glæde. Thi jo stærkere, renere, mildere føler Mennesket sig, jo nærmere ved sit Maal. Her lever Sjælen dybest og rigest. I den dybeste Sorg er den højeste Glæde. Jo stærkere Strengen er spændt, des finere bliver Tonen.
Man har elektriske Strømme af forskellige Grader efter den Spænding, de er i. Man siger, der er en Polak, som har eksperimenteret med Strømme af den allerhøjeste Spænding, og se, disse Strømme frembringer i de Legemer, de gaar igennem, et Lys saa klart, mildt og stærkt som Solens Lys. Og dog er just her alle Legemets Dele grebet af den voldsomste, sitrende Bevægelse, men Lyset bliver roligt og mildt.
Men uden Spænding kan Polakken ikke lave Lys. Hver Ting har sin nødvendige Aarsag. Livet er en Forretning. Den, som vil have noget, maa give noget for det.
Det er ligesaa i det borgerlige Liv. Med Sved købes Rigdom. Med Blod købes Ære.
Saaledes ogsaa her: Med Lidelsen købes Fred.
Denne Mand, som man i kejtet Iver har gjort til en Gud, har i sit Ord og i sin Handling klart udtalt denne simple, biologiske Lov. Og han har drevet Spændingen saa stærkt op som ingen anden. Heraf det store Lys.
Vandringen til Golgatha er tillige et Triumftog, Tornekronen er tillige en Glorie. Dødens Smerte er tillige Salighedens: »Det er fuldbragt!«
Der behøves ikke mere. »Det er fuldbragt!« Resten er Tavshed.
Disse simple Sandheder er velkendte i andre Kredse, alle Vegne kendes de undtagen i den lutheranske Religion. Det er de samme Sandheder, som de græske Vismænd fra Plato til Epiktet udtaler i en mere afdæmpet Form. Det er de samme Sandheder, som Buddha udtaler i en haardere, mere nøgtern Form.
»Den, der har overvundet Fristerens onde, vildsomme Vej,« siger Buddha, »den, som er trængt igennem og har naaet Bredden, som rig paa Beskuelse, uden Begær, uden Vaklen, forløst fra Tilværelsen har fundet Ro, ham kalder jeg en sand Vismand.«
Jesus er mere almenmenneskelig, varmere, kærligere. Buddha er koldere, ensommere; men den Opdagelse, de har gjort, er den samme. Mennesket er sygt. Lidelsen gør ham sund. Lykken er en Sæbeboble, Lysten et Bedrag, Verden et Samfund af bedragne Bedragere. Vejen er ens for dem begge: Viljens Vej, Arbejdets Vej, Korsets Vej.
Det er den samme Sandhed, som Schopenhauer opdager midt i et protestantisk Land. Det er den samme Sandhed, som Søren Kierkegaard opdager midt i et andet protestantisk Land.
Og hvorledes staar det sig med os? Er det den Sandhed, vi lever efter?
Nej, det, som prækes her, er en Slutning, som ser meget mærkelig ud.
Præmissen hedder: Kristus er død paa Korset. Konklusionen hedder: Lev og nyd. »Kristus er død paa Korset,« siger Prædikanterne, »Regningen er kvitteret. Du behøver ikke at bekymre dig om noget, bare du tror, og ikke sandt, kære Venner, Troen er saa let, saa sød, saa dejlig, i Grunden ingenting at tale om. Og altsaa: Lev og nyd.«
»Misforstaa os ikke,« siger Prædikanterne. »Vi siger ikke: Lev og nyd med Overtrædelse af den borgerlige Straffelov! Nej, lev og nyd paa een Gang Nydelsen og tillige borgerlig Ære og almindelig Agtelse og skæld dem, der forsynder sig mod Loven, ud for Fortabelsens Børn. Men Summa Summarum, hvordan du ellers gør: Lev og nyd!«
Lutheranismen er atter her et Særsyn. Det er den eneste Religion, som ikke kender til Askese, til Øvelse og Optugtelse. Selv Muhamedanismen, som Pastor Petersen kalder »sanselig«, er en streng Religion ved Siden af den lutheranske.
At dette er den lutheranske Religion, det bliver tydeligere og tydeligere Dag for Dag. Den lutherske Religion er ikke andet end Jødedom op ad Dage. Den er blot en ny Kontrakt traadt i Stedet for den gamle; men Meningen er den samme. Vi opfylder visse smaa Forpligtelser. Vi tror, eller i alt Fald, vi tror, at vi tror, eller om ikke andet, vi tror, at vi tror, at vi tror. Til Gengæld venter vi os Mad, Drikke, Klæder, Sko, Hus, Hjem, Hustru, Børn og alting af det naadige Forsyn. Blot er Lutheranerne i een Retning langt mere nydelseslystne og udspekulerede end Jøderne. Naar de dør, garanteres dem den evige Salighed.
Men i den sidste Tid er der blevet opfundet noget nyt, som overtrumfer den gamle, magelige Lutheranisme. Det er Helligheden. Vi er i Færd med at blive overvældet af Skrædderens og den hellige Enkes Kristendom, denne forsorne Hellighed hos Guds Børn, hvem alt er tilladt, denne enten forspiste eller forsultne Hellighed, som breder sig med jesuitisk Snedighed, og den er egentlig Lutheranismens Triumf.
Det er vel værd at lægge Mærke til Forskellen mellem, hvad Hellighed betyder i den katolske og protestantiske Verden. Det første Sted betyder den den højeste Grad af Renhed, Selvforglemmelse og Ydmyghed, hvortil Mennesket kan hæve sig igennem aarelang Strid, og ingen bliver prist hellig før efter sin Død. Det andet Sted betyder den, at man taler i en bestemt Jargon og hører til en bestemt, gensidig Understøttelsesforening, og man bliver hellig i et Øjeblik bare ved at se, hvordan de andre tager sig ud, slaa sig for Brystet og sige med Farisæeren: »Jeg er hellig«.
Hos de hellige naar Nydelsessygen sin største Højde. Her nydes, ja, her svælges i Personens egen »Hellighed«. Her sværmes sammen »søsterligt« og »broderligt«. Her beruser man sig i indbildte Martyrier, naar Verdens Børn ikke vil punge ud. Her svælges endelig i den søde Tanke om Helvedes Pine for dem, der ikke gaar med til den hellige Kommers, og Himmerigsglæden bliver da dobbelt sød.
Helligheden er Følelsessvælgeriet, Selvnydelsen, drevet til sin yderste Spidse. Det er Følgen af, at Lutherdommen har sat Viljen til Side, har spottet Karakterens rolige Øvelse og Opdragelse. Der bliver ikke andet end Tro, det vil sige Føleri, tilbage. Derfor er alt, hvad Lutheranismen frembringer af ortodoks, religiøs Bevægelse et sekterisk Sværmeri, et hysterisk, krampagtigt Tordenvejr.
Hvis der er noget godt tilbage i det lutheranske Samfund, saa er det sandelig hverken i det ortodokse Regimente eller i den hellige Sammensværgelse. Det findes paa det Sted, hvorfor begge Parter kun har Foragt, i det, de haanlig kalder for Vanekristendommen; i den Del af Befolkningen, der, skønt levende under Lutheranismens Tryk, ikke er blevet smittet af dens Gift, som aldrig ret har forstaaet Ordet, at »Jesus har gjort det alt sammen«. Der lever endnu trods alt i Familier hist og her en Tradition af Værkhellighed, af Pligtfølelse, af stille Arbejde. Det er de Kvinder, der ikke pletter deres Sjæle i de gudelige Forsamlingers Griseri, som i Tavshed og Trofasthed stiller sig Forbilledet for Øje og modnes i Renhed og Blidhed, som Kornet modnes i Høst. Det er de Mænd, der har bevaret en streng Redelighed i stort og smaat, en streng Foragt for alle Fraser og alt forgæves Føleri. Det er endelig alle troskyldige, enfoldige Sjæle, som aldrig har forstaaet Lutheranismens sataniske Lærdom, som forholder sig til den, som vi andre til Tilværelsen, i beskeden Uvidenhed. Det er de fattige i Aanden, dem, som Bjærgprækenen blev holdt for.
Men denne Vanekristendom, som egentlig stammer fra Katolicismen, som er en praktisk Form for det pelagianske Kætteri, som den augsburgske Trosbekendelse fordømmer til Helvede i Anmærkningen under hver sin Paragraf, den kan ikke holde sig i Kampen med den hellige Moral. Thi den har ingen Støtte der, hvor den søger sin Støtte, i Kirkelæren. Derfor vil den forsvinde, og Helligheden vil æde den op. Og med Helligheden vil Libertinismen følge. Missionærerne kan ikke forstaa, at jo mere de missionere, des mere ryggesløse og nydelsessyge bliver Menneskene. Men hvilken opbyggelig Karakter kan en Præken have, som siger: »Det er det samme, enten I er som Caligula eller som Sokrates, forudsat, at I har Troen - saa er I frelst. Og det er det samme, om I er som Messalina eller som den hellige Jomfru, forudsat at I ikke har Troen - saa er I fordømt.« De ni Tiendedele af Forsamlingen vil sige til sig selv: »Troen har vi ikke. Naa skidt, saa er det alt sammen det samme. Lad saa kun staa ad Helvede til.« Den ene Tiendedel vil sige: »Troen har vi. Saa bør vi ikke være alt for bange for at synde - med Maade - paa Naade.«
Men Gengældelsen er nær. Aarsagernes Lov lader sig ikke spotte. Der er en Lov for de levende Væsener, som heder, at i Livskampen bestaar kun det sunde og stærke. Det sygelige forgaar. Det er den samme biologiske Lov, som udtrykkes i Ordet, at det Træ, som ikke bærer Frugt, skal afhugges og kastes i Ilden. Lutheranismen er et af disse Træer, og enhver, som ikke er blind, kan se, at dens Time er nær.
Historien holder en lille Dommedag i vor Kultur i disse Dage. Forvirringen stiger, Tvivlen tilspidses, Uroen bliver smertelig. Det er alt sammen Tegn paa, at Samvittigheden vaagner. Sekterne slaas paa aaben Gade, Grundtvigianerne og de hellige underminerer hinanden. Alle Folk løber op og ned og missionerer. Det religiøse Liv ytrer sig mer og mer som en Sindssygdom af umiskendelig Karakter, og Sindssygelægerne indrangerer den med god Grund mellem Drankergalskab og Nymfomani.
Alt dette er Fortvivlelsen i Situationen. Lutheranismen ligger i Krampetrækninger med Fraaden om Munden og raaber afsindig paa Helvede.
Denne nuværende, uhyggelige, uholdbare Tilstand er ikke andet end Dødskampen.
Naar Lutheranismen allerede er Døden nær, er det dog ikke alene, fordi den er fordærvelig, men især, fordi den er meningsløs.
Ligesom Lutheranismen er en Religion uden Forbillede og en Religion uden Leveregler, saa er den endnu i en tredje Henseende et Særsyn af en Religion. Den er en Religion uden Autoritet. Heri ligger Meningsløsheden, der gør, at den faar saa tidlig en Død.
Den har ingen Autoritet, thi man skal ikke snakke sig derfra med, at den har Testamentet til Autoritet. Spørgsmaalet er jo netop: Hvorledes skal Testamentet opfattes?
Autoriteten ligger i Traditionen; men Protestantismen er just et Brud med Traditionen. Den er et Brud af samme Art som den franske Revolution, et doktrinært, snæversynet, bogstavhildet Brud med den Jordbund, hvoraf Mennesket drager sin aandelige Næring, Fortidens Liv. Den er et Brud med den Organisation, hvoraf Slægten indtil da drog sin Næring, den katolske Kirkes, i Stedet for en Reform. Og ligesom Protestantismen løsrev Sønnernes Slægt fra den levende Sammenhæng med Fædrenes Slægt, løsrev den Individet fra den naturlige Sammenhæng med det menneskelige Samfund.
Den gør det, idet den opstiller Subjektivismens negative og nedbrydende Princip. Den giver ingen Grunde for Troen. Troen kan ikke bevises. Den er imod Fornuften. Og saa hedder det: »Tro nu det, der synes det naturlige Menneske urimeligt, ja, uretfærdigt. Tro det, for ellers bliver du fordømt. Tag det ikke paa nogens Autoritet, men vær selv Dommer i dette Nu over, hvad der er Sandhed i Evigheden.«
Dette er Kierkegaards Lære om Paradokset, og Kierkegaard er den konsekventeste Protestant paa dette Punkt. Han ser de Konsekvenser, som andre gaar udenom. Lutheranerne bryder med alt, hvad der giver Sikkerhed, de bryder med Traditionen. De foragter Kirkens Autoritet. De bryder ligeledes med Videnskaben. De foragter Naturens Autoritet. Der bliver da intet Holdepunkt tilbage. Mennesket staar bleg og skælvende over for Trosfordringen som over for en Tvangstanke. Hos ingen kan han finde Raad og Trøst; thi ingen anden kan hjælpe ham til Troen. Han er udstødt af Menneskeheden og udstødt af Naturen. Han er med andre Ord sindssyg.
Men paa denne Maade lader en sund, sikker Tro sig ikke opbygge. Derfor indrømmer Kierkegaard, at denne Morten Luthers Kulsviertro er en urolig Ting. Den er egentlig ikke en Tro, den er en Uro, en Tvivl.
Saaledes vender Lutheranismen altsaa op og ned paa de gamle, kristelige Begreber. Deres Hellighed er ikke længer Hellighed, deres Tro er ikke længer Tro.
Luther har opdaget Duns Scotus' Kætteri om den dobbelte Sandhed. Hvad der er usandt i almindelig Forstand, er just sandt i Troens Forstand.
Men dette er en Forfalskning af Begrebet Tro. Apostlene beviser Troen ud af det gamle Testamente. Paulus ligesaa. Da den katolske Kirke støder sammen med den græske Videnskab, sætter den sig til Opgave at bevise Troen ud fra Aristoteles, og den fastholder den Dag i Dag, at Troen er fornuftig og begrundelig. Men over for den moderne Videnskab siger Protestantismen: »Videnskaben modbeviser Troen, men Troen er sand paa en anden Maade, den er et Paradoks.« Pastor Petersen raaber som en gal Tyr i Kirken: »Troen er et Paradoks!« Men de gode Folk ved ikke, hvad de selv siger. Hvis de vidste det, vilde de trække sig tilbage i en Ørken som Søren Kierkegaard og sørge over deres Elendighed; men i Stedet for missionerer de for at døve deres onde Samvittighed. De tænker: »Naar vi blot kan faa brav mange med, saa beroliger det dog.«
De siger altsaa: »Troen er urimelig, ufornuftig, ja, afsindig« - og maa sige saaledes; thi de anerkender jo hverken Traditionens eller Naturens Autoritet - og i samme Aandedræt tilføjer de: »Denne Tro, skal I tro, hvis I ikke vil fare til Helvede.«
Naar denne Lære bliver almindelig bekendt som det, den er: Lutheranismen i sin Nøgenhed, saa vil den gøre den halve Befolkning forrykt.
Men denne Maade at lave Tro paa er stridende mod al Psykologi. Paa den Maade haver man Tvivl og Fortvivlelse. Mennesket er ikke i den Forstand den enkelte, at det kan løsrive sig fra Menneskehedens Erfaringer og saadan af sig selv sidde ganske stille og hitte paa, hvad det skal tro. Dette fører ind i et goldt, hysterisk Fantasiliv. Intet er farligere end at ville flygte fra Sandheden.
Mennesket er fra først af henvist til at lære af Autoriteten. Autoriteten siger ham, hvad der er sandt. Saaledes havde Fortiden det med Apostlene, Kirkefædrene og Middelalderens Lærere - indtil Luther kommer og bryder med Autoriteten og i Stedet for sætter en Bog, der som saa mange andre Bøger har den Egenskab, at den kan fortolkes paa alle mulige Maader og faktisk er blevet fortolket paa alle mulige Maader; men Fortolkningen, hvorpaa det hele dog kommer an, den svæver i Luften uden Holdepunkt og Berettigelse.
Hvis Luther havde været konsekvent, saa havde han gjort som Muhamed: aabent erklæret, at ham var givet en Aabenbaring.
Der er kun een Kristendom, og Morten Luther er dens Profet. Her var da et nyt Udgangspunkt til Dannelsen af en ny Tradition. Protestanterne kunde aabent have taget Morten Luther til Forbillede og afskediget Jesus af Nazareth, og der havde da været en vis Metode i Galskaben.
Mennesket er fra først af henvist til at lære af Autoriteterne. Men Menneskehedens Historie er Historien om, hvorledes Mennesket efterhaanden føres til et direkte Forhold til den Kilde, hvoraf sluttelig al Visdom hentes, nemlig til Naturen, Virkeligheden, Erfaringen. Ikke et Brud med Autoriteten er det. Thi just Autoriteterne fører os did. De store Tænkere, Menneskehedens Lærere er det, som viser os derhen. »Kend Naturen,« siger Baco. »Kend dig selv,« siger Sokrates. Havde ikke de og deres Lige sagt det, vilde vi ikke gentage det. I Erfaringsvidenskaben er der Harmoni mellem den videnskabelige Tradition og den umiddelbare Iagttagelse, fordi den første beskedent viser hen til den sidste.
Ikke ved at bryde med al Autoritet som Lutheranerne, Sværmerne, Fantasterne, men netop ved at følge Autoriteten saa langt, som den viser Vej, kommer Mennesket til at se realistisk, positivt, ædrueligt paa Tingene.
Tro og Viden er ikke to modsatte Begreber. Hvad Apostlene troede, dertil forholdt de sig paa samme, ganske ligefremme, rolige, sikre Maade, som vi til, hvad vi ved. Det samme gælder Skolastikerne i Middelalderen. Efter deres Logik og deres Præmisser var Troen indlysende for ethvert fornuftigt Menneske, akkurat ligesom efter vor Logik og vore Præmisser de videnskabelige Erfaringer er indlysende for ethvert fornuftigt Menneske i vor Tid. Al Viden, ogsaa vor, er sluttelig Tro, men ikke Tro i denne afsindige, protestantiske Forstand, men sikker, rolig Overbevisning i Middelalderens Forstand.
Saaledes er der to Kilder til Vished, til Tro og til Viden: Autoriteten og Naturen, Traditionen og Erfaringen, som for den positive Tænker falder sammen til een. Begge disse Kilder har Luther brudt med. Og saa taler han om Tro.
Kun i een Ting har Protestantismen Ret i, at det paulinske System ikke stemmer med Fornuften. Kun i een Ting er Lutheranismen et Fremskridt, nemlig i Kritik over for den gamle Sammensmeltning mellem Tro og Viden. Atter her viser det sig, hvad Lutheranismens Væsen er: Tvivl, Skepsis, Negativitet. Overalt, hvor den skal virke opbyggelig, grundlæggende, betryggende, falder den igennem.
Derfor kan Lutheranismen aldrig tage Arven op efter den katolske Kirke, i hvis Skole Menneskeheden har staaet i Middelalderens Opdragelsestid. Kun en Retning, der er lige saa positiv, klar og fornuftig for vor Tid, som Katolicismen var det i Middelalderen, kan løfte denne Arv.
Katolicismen kan ikke heller løse Fremtidens Opgaver, skønt den aldrig kan synke saa dybt i moralsk og intellektuel Henseende som Protestantismen, skønt den endnu mange Aarhundreder vil aabne et Fristed for de trætte Mænd og de svage Sjæle, der ikke tør se Sandheden i Øjnene. Det intellektuelle Førerskab har den dog tabt. Dens Konservatisme er dens Svaghed som dens Styrke.
Heraf den større Harmoni mellem Lære og Liv, heraf den imponerende Udvikling af Viljeslivet, Jesuitismen, Missionen, alle de ydre Resultater; men heraf ogsaa den indre Kræftskade og Kirkens Ubekendtskab og Uforenelighed med den nye Organisation, der har udviklet sig i de sidste Aarhundreder, den moderne, positive Videnskab.
Den tilhører Fremtiden og det først og fremmest, fordi den er en positiv, opbyggende Institution ligesom den katolske Kirke. Ligesom denne er den ikke lavet af en enkelt Mands Lune, men er blevet opbygget gennem Historien af Martyrer, Fædre og Lærere. Ligesom denne har den tilpasset sig til Menneskehedens Tjeneste efter Menneskenes naturlige Krav gennem en stadig Udformning og Afslibningsproces.
Ligesaa danner den et internationalt Broderskab, uafhængigt af Statsmagten, og ligesom Kirken i Middelalderen tager Videnskaben i vore Dage den højeste Opdragelse i sin Haand.
Den opdrager ikke gennem at beruse Følelsen eller skræmme Viljen. Den har sin sikre Metode, der er lige saa bestemt i alle Detailler som Jesuitternes berømte Opdragelsesmetode.
Den lærer først Mennesket at iagttage, dernæst lærer den det at tænke; den vænner det til den yderste Orden, Nøjagtighed, Redelighed, Sandhedskærlighed. Og dette læres ikke ved en Indekserceren som hos Jesuitterne, men rent uvilkaarligt læres det ved Beskæftigelsen med videnskabelige Emner efter de videnskabelige Metoder. Simpelt hen, hvis Eleven vil have noget ud af sit Arbejde, maa han beflitte sig paa Udholdenhed, Klarhed, Akkuratesse. Det er Naturen selv, der er Censur. Det er Gentagelsen, der er Opdrager. Og ved Gentagelsen læres Forstaaelse, Trofasthed, Viljestyrke.
Den opdrager gennem Resignationen. Kun ved stadig at løbe Panden mod Væggen har Menneskeheden, ogsaa Videnskaben, naaet til at se Tingen, som den er, ærligt og ædrueligt. Og hvert Menneske gennemløber af sig selv den samme Udvikling. Den teologiske Illusion, den filosofiske Illusion bedaarer os. Vi tror, vi kan række til Tilværelsens Bund, tyde alle dens Gaader i en dristig, religiøs Fantasi eller en snedig, spekulativ Udvikling. Først med Manddommen lader vi Barnets Leg fare.
Derfor vil de religiøse og filosofiske Fantasier ikke tabe deres Værdi. Meget mere vil de indgaa som Led i Individets Opdragelse. Det er en naturlig Trang, der giver sig Udslag i dem, og kun fordi Virkeligheden selv standser os, vender vi tilbage til Jorden. Ja, til enhver Alder kan det være befriende atter for en Tid at lade Tanken spille med Mulighederne, at hærde Tanken ved at gløde den i Fantasiens Ild og styrte den derfra i Resignationens kolde Bad.
Og fremfor alt giver den positive Erkendelse Tryghed. Og det staar fast, at kun det, som virkelig er trygt, tilforladeligt, urokkeligt, kan tilfredsstille Mennesket og ikke det, som kalder sig trygt og sikkert, medens Ordene jesuitisk har skiftet Mening og betyder utrygt og vaklende.
Den positive Erkendelse sætter Sandheden over alt. Heri ligger dens religiøse Værdi. Kun hvis de gamle, altomfattende Systemer kan faa samme Klarhed og Sikkerhed som en videnskabelig Sætning, kan de beholde den Plads som Basis for al Tænkning, Betingelse for alt aandeligt Liv, hvorved de i sin Tid har forberedt den moderne Videnskab. Hvis de ikke kan godtgøres med klare og tydelige Grunde, og det synes jo ikke saa, beholder de kun deres Mulighedsværdi, : de træder i Baggrunden som poetiske Fiktioner, utilstrækkelige Symboler, højst regnet som Hypoteser af liden Sandsynlighed.
Den positive Videnskab autoriserer ikke nogen saadan Totalanskuelse, netop fordi den er positiv, videnskabelig, nøgtern. Ikke blot den kristelige Metafysik, men enhver Metafysik ligger den fjernt. Disse Spekulationer over Determinisme og Indeterminisme, disse Stridigheder mellem Dynamisme og Mekanisme, alle disse Ismer, alle disse Teorier om det materielles og det aandeliges indbyrdes Forhold, Spiritualisme, Materialisme og Monisme, og hvad de hedder, er ikke andet end Skolastik, Levninger fra den Tid, da man mente at kunne spekulere sig til Tingenes Væsen. Ikke i hovmodig, doktrinær Forblindelse staar den virkelige, solide Videnskab over for Tilværelsen, nej, i dyb, from Resignation, i Erkendelsen af det umuliges Umulighed, vel vidende, at vi lever i en Verden, der er dyb, dyb, bundløs, uerkendelig, ubeskrivelig, for hvilken alle Nutidens og Fortidens Tanker kun er usikre og unøjagtige Symboler. Paa dette Punkt giver vi Kritikken, hvad Kritikkens er, lader den negative Tankegang løbe helt ud, og netop herved standser vi paa det samme Punkt, hvor Middelalderens Mystikere standsede, ved den Sandhed, at Tilværelsen er en Gaade, et dybt, stort Mørke, der drager og skræmmer.
I denne Tanke er det sundt at hærde sig. Den er ikke tillokkende ved første Skue, men Fordybelsen i den styrker og renser som et iskoldt Bad. Og ingen har garanteret os, at Sandheden altid er lys, sød, tillokkende, vellystig o.s.v., som Frasemagerne siger.
Nej, ikke Metafysik er den positive Videns Indhold, ikke den evige, uendelige Verden overskuer den, men den Jord, hvorpaa vi træder, og os selv, der træder paa den. Jord, Vand og Luft, Planter og Dyr og først og fremmest Mennesket er dens Genstand.
Ikke Metafysikken, ikke Fysikken er Hovedsagen, men Biologien, Læren om Menneskets Liv som Enkeltvæsen og Samfundsvæsen er Midtpunktet for den moderne Videnskab. Ikke om nogen sidste Aarsag samler den sig, men om et sidste Formaal, Menneskets og Menneskehedens Fuldkommengørelse. Praksis og ikke Teori, Handling og ikke Erkendelse er Videnskabens Maal. Her ligger sluttelig det positive, opbyggende i Videnskaben. Dens Opgave er at give Vejledning til at udøve Livets Kunst. Den er ikke Menneskelivets Herskerinde, men dets Tjenerinde.
Og her støder vi atter paa de store, gamle Religioner, idet vi ser bort fra de moderne Forfalskninger. Thi det blivende i dem var ikke deres Metafysik. Hvad Vægt ligger der paa Buddhas Sjælevandringslære eller Jesu Antropomorfisme - det blivende var den Erfaring af Livet, der søgte at udtale sig i disse gamle Lærdommes Udtryk. Det værdifulde er, at de lærte Menneskene Maal og Midler i Livet, de lærte os at vurdere, at skelne mellem godt og ondt, mellem Pligtens Enten-Eller og Fejhedens Baade-Og. Det er dette, der er Indholdet af Jesu Lære, af Buddhas Lære, af Konfutses Lære, af Sokrates' Lære.
Derfor er den Opgave, der ligger for os, at finde de Livets Love, hvorefter Skellet falder mellem Hvede og Klinte, og at finde dem ved Selvbetragtning, Selvfordybelse, som Buddha fandt sine, men tillige ved historisk Betragtning af Menneskelivet og af selve disse gamle Religioner, som vi skylder vor Opdragelse. At uddrage Guldet fra Slaggerne, at bevare Traditionen i nye Former med et nyt Sprog -der ligger Opgaven.
Det kan ikke være den positive Tænker ligegyldigt, hvorledes det religiøse Liv former sig i Samfundet om ham. Han tager ikke Forargelse af, om det religiøse Liv skulde tale i et og andet ældre Sprog end det, han taler i. Ingen forstaar de gamle Symbolers Værdi bedre end han. Men han forarges, naar man, under Skin af at sætte de gamle Symboler højt, lusker sig fra den Livserfaring, der ligger bagved. Det forargelige ligger ikke i, at Samfundet lever paa en ny Maade, at de forkaster Jesu, Apostlenes og Helgenernes Eksempler og tager den rige Bonde til Forbillede. Dette vilde være sørgeligt, men endnu ikke forargeligt. Men det forargelige ligger i den Forfalskning af det afgørende kristelige, der er foregaaet i Lutheranismen, i, at de i Stedet for at bryde ud er knebet ud, i Stedet for at gøre Oprør har givet sig til at fortolke, i hele den Uredelighed, Løshed og Letfærdighed, som demoraliserer vort Folk. Han kan ikke se paa disse Ting uden den dybeste Harme og Smerte, just fordi den positive Tænker er opdraget til, at det er den højeste Pligt at give Sandheden sit.
Og han maa føle denne Uredelighed dobbelt haardt, fordi han selv hører med til den lutheranske Kultur. Enhver af os er bevidst eller ubevidst delagtig i Skammen, medskyldig i Skandalen. Saaledes staar vi over for denne Forfalskning af Historien som over for en Brøde, vi er medskyldige i fra Fødselen af, en Arvesynd i Ordets egentligste Forstand.
Sikkert er der mange retsindige Mænd, der lader sig rive med af den lutheranske Rummel. Bedraget er just saa farligt, fordi det er saa dybt indgroet. Det har udviklet sig ganske uvilkaarligt og ubevidst, uden at man nogetsteds kan pege paa bestemte Personer og sige: Der staar Bedragerne. Forholdenes Magt har ført det med sig. Ikke de enkelte Mennesker, men den blinde Skæbne har drevet Hjulene rundt.
Det er netop Folk af de allerbedste Hensigter, der har lavet det lutheranske Blændværk. Deres Fejl var ikke ond Vilje, men Mangel paa Klarsyn.
Denne Morten Luther kunde ikke have gjort saa stor Skade, som han har, hvis han var en mindre Mand. Han er just en af de allerstørste Personligheder i den nyere Tid. Hans Grundbestemmelse er den, at han er et Geni. Han er et Geni som Digter, uovertræffelig i sit friske, barnlige, malende Sprog, en folkelig Genføder af den tyske Nation.
Han er et Geni i Følelsens og Inderlighedens Styrke, et Geni som Kong David, som Rousseau, som Novalis.
Han har et utæmmeligt Mod, et ubøjeligt Stivsind, en ubetinget Tillid til sig selv, stærke Lidenskaber i alle Maader.
Kort sagt, han har alle de Evner, der udfordres til at røre op, rive med, gøre Revolution.
Men Ulykken er, han savner de organiserende Evner. Han savner Klarhed, Ro, Selvkritik. Han er heftig, tyrannisk, Fanatiker. Han mangler ganske Forstaaelse af sine Modstandere. Han har ingen Autoritet uden sin egen Opfattelse af Skriften, det vil sige ingen. Selv Skriften laver han jo selvraadig om paa. Han bygger udelukkende paa sig selv, og i Stedet for Grunde finder han det kristeligere at give Skældsord.
Naar han ikke kunde organisere en Kirke, hænger det sammen med, at han ikke kunde organisere sig selv. Alt i ham er Lidenskaber, Hengivelse eller Forbitrelse. Sammenligner vi hans Følelsesliv med Franciskus', hans Erkendelsesliv med Thomas Aqvinas', ser vi Forskellen. Den store Mildhed, Blidhed, den sande Sagtmodighed kender han ikke, saa lidt som det sammenhængende Tankearbejde, den sikre Harmoni mellem Tanke, Vilje og Følelse.
Sammenlign Luther med hans Samtidige, Ignatius Loyola. Luther er i sig selv en mange Gange større Mand end Loyola; men hvilken Forskel ses den Dag i Dag imellem deres Livsværk? Loyolas Værk er en af de fasteste Bygninger i Nutiden, Luthers den svageste. Det kommer af, at Loyola sætter al Kraft ind paa end yderligere at organisere den gamle Organisation. Luther sætter al sin Kraft ind paa at bryde al Organisation ned. Han river bare ned og lader staa til. Og hvad sker? Alle de, som kan vinde noget derved, strømmer til og fisker i rørt Vande. Luther har manet Oprørets Aander frem som Mirabeau, han kan ikke mane dem ned igen. Reformationen bliver mer og mer en Forretning. Hver tager sit. Fyrsterne faar Kirken til deres Trælkvinde, det, som de har kæmpet for gennem hele Middelalderen. Adelen tager Kirkegodset. Præsterne faar Lov til at gifte sig. Bønder og Borgere bliver fri for Bod og Faste. Reformationen bliver til en Folkebevægelse af mærkelig Art, en formummet Renaissance. Lysten til Nydelse blander sig med religiøs Svælgen i Følelsen. De egoistiske Krav virker halvt bevidst, halvt ubevidst under de ideelle.
Og dog var det ikke Luthers oprindelige Mening. Han var jo selv opdraget i den gamle, strenge Skole. Han selv var paavirket af de gamle Munkes Skrifter. Han sagde, at hans Hensigt var at minde Folket om Lidelsen og Korset, og det var sikkert hans oprindelige, redelige Mening.
Men Bevægelsen rev ham med sig. Det teologiske Raseri greb ham. Den ene Tro, det vil sige hans egen Tro, blev ham Hovedsagen, og for at redde den fandt han sig i, at der blev slaaet lidt af paa Lidelsen og Korset.
Saa blev han Statskirkemand, skønt han vel anede, han var paa en gal Vej, blev Fyrstetjener og saa gennem Fingre med, at Melanchton viede Philip af Hessen til en ny Kone til den, han havde, naar det bare ikke blev offentlig bekendt.
Og naar Luther kunde gøre sligt, hvad kunde saa ikke hans Efterfølgere gøre? Nu hævnede det sig, at Luthers Lære var uden Fundament, og at den kun talte om Troen og lod Gerningen komme af sig selv - eller blive borte. Først kom den bogstavdyrkende, ortodokse Tid med Lærestridigheder og gensidig Forkætring og Udskælden. Saa kom den sygelige, erotisk-religiøse Tid i Pietismen. Saa kom Tvivlens, Kritikkens og den uværdige Akkomodations Tid i Rationalismen. Og endelig blandes alt det sammen i vor ortodoks-pietistisk-rationalistiske Tid, som er lidt af hvert, men intet til Gavns, og hvis Hovedkarakter er Fejhedens Omgaaen af Spørgsmaalene og den daarlige Samvittighed.
De radikale har forlængst opdaget Situationen og udnytter den i deres Partipolitik. De bruger den Trafik at gøre en enkelt Stand, Præsterne, ansvarlig for Skandalen, og heri viser de sig som det, de er, ægte Lutheranere i Kød og Blod. Thi det er just et lutheransk Kneb at vælte Ansvaret over paa bestemte, navngivne Mænd, paa Paven og Kardinalerne eller paa Præst og Degn.
Men paa den Maade slipper man ikke udenom. Ansvaret paahviler i lige Grad hver enkelt. Lige saa taabeligt er det, naar vore Radikalere forsøger at gaa Lovgivningens Vej og vil reformere Kirken ved en Kommission. Atter dette er en luthersk Tanke. Reformation har siden Luthers Dage faaet Betydning af noget, man laver med kongelig Haand og Segl, med Bistand af Kommissioner og Rigsdag, Soldater og Jurister. Men den ene Voldshandling kan ikke lægges ved den anden. Gud fri os fra en ny Reformation af den Slags. De, der raaber paa den, ser slet ikke, hvor dybt Saaret er, hvor svært det er at læge, fordi det har affødt en indre Forgiftning, som ingen ny Operation kan kurere.
Saa raaber nogle Romantikere: »Tilbage, tilbage i den almindelige Kirkes Skød!« Men det Skridt, som er gjort, kan ikke gøres om, saa ubetænksomt det end blev gjort. Den Dreng, som løb af Skolen, før han blev voksen, bliver en daarlig Mand; men lidet kan det nytte ham at vende tilbage til Skolebænken.
Kun een Vej er der, den simpleste og dog den sværeste, Redelighedens Vej, Selverkendelsens Vej, Lidelsens Vej. Lutheranismen har opløst og adsplittet Folket i løsrevne Personer. Og alle disse enkelte fortaber sig i romantiske Syner og sekteriske Illusioner i Stedet for at erkende sig som det, de er: de ensomme, og frivillig vandre ad Ensomhedens og Lidelsens Vej og ydmyge sig under Sandheden og Virkeligheden. Ja, det er en Lidelse at give Slip paa Fantasilivet og Følelsessvælgeriet. Der er ikke her noget sødt, noget tillokkende, dejligt o. s. v. i Pastor Petersens Stil; kun eet skal siges om denne Vej, at den er i Overensstemmelse med Sandheden, at den er Pligt, og ikke et Ord mer. Om de tusinde enkelte ad denne Vej atter kan blive til et Folk, det er der ingen, der ved. Men eet er sikkert. Nye Følelser, nye Fantasier, nyt Vrøvl gør det ikke af. Kun den klare, bitre, rationelle Medicin kan læge, hvis noget kan det.
Men maaske er Giften trængt for dybt ind, maaske har den gennemætset hele Legemet som en venerisk Syge, saa Folk overhovedet ikke forstaar, hvad det er at være sanddru. Da vil denne løgnagtige og hykkelske Kultur gaa til Grunde en Gang, naar Skylregnen falder, og Strømmene kommer, og Vindene blæser; thi saaledes gaar det som bekendt alle Huse, der er bygget uden fast Fundament.«