Ernesto Dalgas: Lidelsens Vej (1903), DSL s. 168-174
Sidetal i DSL/Danske Klassikere udgaven 1993: 168-174
Digtet blev indført, som det stod og gik, i Dagbogen og staar der som et vigtigt Aktstykke til Salomons Biografi, og nedenunder staar der en sort Streg og derefter følgende Ord: »Det Navn, som er glemt, er glemt. Den Drøm, som er død, er død. Det Eventyr, som er endt, er endt og skal være endt. Den Længsel, som jeg ikke vil tænke paa, den skal dø, dø, dø! Nu vil jeg tie, ikke en Gang min Dagbog skal erfare noget. Der skal intet Ord være i min Mund og ingen Tanke i min Sjæl. Arbejdet skal være dybt, dybt»!«
Kan man heraf drage den Slutning, at Salomon fra den Dag af holdt sig Forbudet efterretteligt og ophørte at begaa det umulige! Ja, hvis alting gik, som Filosoffen præker, saa kunde man lade sig det bilde ind. Men Menneskene er ikke konsekvente, og Salomon var beklageligvis et Menneske; derfor tror jeg ikke paa, at det gik ganske efter Dagbogen. Det hændte vistnok ikke saa sjældent, at Romantikken og Hr. Sentimental brød gennem Optugtelsen, og at Flugten gik for fulde Sejl tilbage til Fantasiens og Erotikkens Land. Men hans hemmelige Medvider med den kolde, klare Stemme var altid paa Vagt og tillod ikke slige Udskejelser, og saaledes optugtedes Salomon lige saa meget imod som med sin Vilje.
Dog maa jeg indrømme ham een Ting. I Dagbogen findes ingen flere utilladelige Udgydelser. Salomon har ikke holdt af at levere aabenbare Indicier mod sig selv.
Hans Liv var maaske meget latterligt fra en og anden Side set. Der er jo overhovedet faa menneskelige Tilværelser, der ikke i en eller anden Belysning tager sig komisk ud. Og det kan ikke nægtes, at Salomon netop kunde indbyde til Morskab. Er den ægyptiske Munk, som tilbringer sit Liv med at vande tørre Stokke i Landet, en komisk eller tragisk Figur? Epikurs Elever mellem vore Samtidige vilde ikke være i Tvivl med Svaret, Ciceros maaske heller ikke. I denne rasktalende Tidsalder er saadanne løjerlige Figurer hurtigt affærdigede. Dog, lad saa Salomon gaa rejekt i den offentlige Mening, om saa skal være. Den afgørende Dom bliver altid Salomons over Salomon, og den maa vel gaa ud paa, at han kunde ikke bære sig anderledes ad, end han gjorde, og dermed er al videre Proces overflødig.
Hans Liv var maaske meget latterligt fra en og anden Side set. Men fra een Side, hans egen nemlig, var det et meget bedrøveligt og meget alvorligt Liv. Kun eet var hans Trøst: Søvnen. Den tager alle Bekymringer bort ligesom Døden. Naturligvis havde han tænkt paa Døden og paa at gøre et og andet; men i det Øjeblik, hans Tanker fæstnede sig paa det mørke Vand, gøs han tilbage med en ufornuftig, overtroisk Frygt. »Kristendommen har i den Henseende gjort os blødagtig«, sagde han. »Vi kan ikke længer som de gamle Filosoffer forlade Livet som en, der gaar ud af et Værelse, der er fyldt med Røg. Vi bliver nødt til at tage vor Fejhed, som den er«. Saaledes fandt han sig i sin Skæbne, og hvad der tillige holdt ham tilbage, var - for at give ham hans Ret - en stædig, forbitret Lyst til at se, hvor vidt det kunde gaa, og hvad det kunde blive til. »Kommer jeg ikke til Døden, kommer Døden dog en Gang til mig«, var hans sidste Ord i Sagen. Han drev en uhyggelig, humoristisk Sport. Han talte Tiden paa Kontorurets Gang og sagde til sig selv: »Saa og saa mange Minutter er der gaaet, siden jeg sidst saa paa Klokken. Saa og saa mange Minutter nærmere ved Døden«. Med en skummel Vellyst citerede han Senecas Ord: »Te caram, vita, beneficio mortis habeo. Dig elsker jeg, Liv, paa Grund af Dødens Velgerning«. Eller, som han frit oversatte det: »Fanden skulde leve, hvis man ikke var sikker paa at skulle dø en Gang«. Og for intet takkede han Guderne mere, end fordi Udødelighed var en barbarisk Fiktion.
Her maa man nok spørge, hvorfor Salomon ikke i sin Pine slog sig paa Religionens Trøst. Men Salomon var bange. Hvis han havde været yngre, havde han styrtet sig fra den erotiske Illusion lige over i den religiøse; men han var blevet for forsigtig og for tung i det til at vove et nyt Spring ud i det ubekendte. Og netop Beruselsen, Trøsten o.s.v., hvormed Pastor Petersen anbefalede sine Varer, var, i det Humør han var i, ham imod som Uredelighed.
Hertil kom, at med de Former, som det religiøse Liv antog i Staden, havde han fra Barneaarene en gammel Regning at opgøre. Her stod Pastor Petersens Religion ved Magt endnu. Den gamle Pastor Petersen var død, men en ung Pastor Petersen sad i hans Sted. Thi det gaar med Pastor Petersen som med Kongen, Kongen dør aldrig; men undertiden hedder han Christian og undertiden Frederik til Fornavn.
Naar denne Pastor Petersen kom op paa Stolen, saa prækede han med inderlig Overbevisning det protestantiske Evangelium. Han formanede Tilhørerne til ikke at støtte sig paa menneskelig Autoritet og sigtede herved, som Salomon antog, uden for Landets Grænser, formodentlig til Paven i Rom. Ogsaa angreb han Askesen, idet han lod skinne igennem, at han selv vel havde en inderlig Lyst til Askesen og navnlig Cølibatet, men at Pligten forbød ham det. Og der var virkelig heri en nøje Overensstemmelse mellem Mandens Lære og hans Liv. Præstegaarden var alt opfyldt med Petersener.
Ogsaa Skrædderen huserede endnu af og til i Byen, og ganske den samme Skrædder med den samme Næse. Skrædderen var stolt af sin Næse, den mindede ham om det, som han havde været, en af de store Syndere, dybt sunket i Fortabelsen, aldeles uværdig til Naaden. Naar Skrædderen raabte det ud over den lille, hellige Forsamling, blev alle grebet af Bevægelse og Beundring. Men Skrædderen var blevet reddet som en Brand ud af Ilden. Han var blevet udfriet fra Brændevinsdjævelen. Kun Næsens Farve havde han bevaret som et Tegn for alle, der ikke søgte den belejlige Tid.
Naar han kom til Byen, laa han hos den hellige Enke i Farvergade; da kunde man høre dem synge Brorsons Salmer, og de talte sammen om Helvede til langt ud paa Natten, før de fandt Ro.
Salomon sympatiserede hverken med Pastor Petersen eller med Skrædderen. Han søgte tilbage til Tider, hvor disse to moderne Typer endnu ikke eksisterede, og paa en forunderlig Maade fandt han, hvad han søgte, i den Bog, der har været Opbyggelsesbog for saa mange andre Fornægtere i vort Aarhundrede. »Du brave, gamle Thomas à Kempis,« sagde han. »Saa mange Aar skal vi altsaa tilbage for at finde en Sjæl, der er helt ægte og enfoldig, og hvis Tale er et sanddru Spejl af ham selv. Hvoraf kommer nu dette? Formodentlig af, at du ikke var Missionsmand og Prædikant.
Du for ikke op og ned, og vilde omvende andre; men beskedent indskrænkede du dig til at ville sørge for din egen Sjæl. Derfor behøvede du ikke at stramme dig selv op til Tordentaler, der kunde gøre Virkning paa Proselytterne. Ej heller behøvede du at øve dig i at vanke rundt med salvelsesfuld Værdighed for at gøre Indtryk. Du behøvede overhovedet slet intet Hensyn at tage til, hvordan du tog dig ud, men kunde være ganske, som du var, jævn og naturlig og beskeden. Og her i din Imitatio har vi som i en Dagbog de Tanker, som fyldte dig i Cellens Ensomhed, og som du troskyldig skrev op uden den Bitanke at udgive dem.
Ak, hvad Forskel er der da egentlig paa dig og os, paa din Stilling og vor Stilling? Ganske vist, vor Viden om Verden er en anden. Hvor du ser en usynlig Magts Vilje, der ser vi Naturkræfternes Sammenspil. De ortodokse af begge Lejre tror, at denne Forskel er uoverstigelig. For mig betyder den ingenting. Indholdet af den fromme Mands Liv var aldrig en Tro, en Beskuelse, en Viden. Disse var ham Hjælpemidler til at leve, men aldrig Livet selv. I den rene, stærke Vilje, i det daglige Arbejde paa at gøre sig selv oprigtigere, visere og enfoldigere, deri gik den fromme Mands Liv op. Fordi hans Viden ikke var saa stor, som vor er, om Verden, forestillede han sig hele Tilværelsen som en Gengivelse i overnaturlig Maalestok af sit eget Livs Kamp; men dette bliver noget sekundært og ikke det centrale. Ja, det var nemt, hvis man som Pastor Petersen kunde nøjes med det sidste. Den gode Mand lader sig henrykke af fromme Følelser, han snakker sig selv ind i den religiøse Stemning og fortæller os, hvor mageløs dejlig og barneglad Kristendommen er, og derpaa snakker han sig selv ud af den religiøse Stemning igen, og saa gaar han hjem, og saa er den Ting ovre. Men Livet, saaledes som du tog det, Thomas, var ikke sentimental Snak, men først og fremmest et tavst og dybt Arbejde, langt mere realistisk og vanskeligt, end vor Pastor Petersen vilde anse for passende. Derfor er du heller ikke saa rask til at ville tale om det mageløse og dejlige og barneglade. Langt mere sætter du fingrene paa Bylden og peger paa den daglige Lidelse, den daglige Fristelse og det langsomme, langsomme Fremskridt. Og hvis ikke Pastor Petersen højt og lydt forsikrede om det modsatte, saa skulde man tro, at hele dette Opdragelsens Liv var et terra incognita for ham.
Sandheden er, at disse gamle Munke sad i deres Celler og opdagede en ny Verden, Alvorens Verden, Pligtens Verden, som vi Mennesker saa gerne vil lukke Øjnene til for. Derfor søger vi Trøst hos Menneskene for at undgaa at blive ene med os selv. Men i Ensomheden, og vel at mærke den frivillige Ensomhed, aabnede den nye Verden sig for Munken. Og der opdagede han, at Pligten er til. Mennesket er en løs Fugl, et sentimentalt, grusomt og vellystigt Væsen; men i Ensomheden holder Erindringen hans eget Liv op for ham som i et Spejl, og han ser det, hvor meningsløst og hæsligt det er. Og Fordringen paa Ærlighed og Sammenhæng i hans Liv stiger op i hans Sjæl som en streng, alvorlig Tale. Men Vejen er lang. De blide Følelser og de gudelige Fantasier vil saa gerne forkorte den. Men Vejen er lang, og den eneste Maade at gaa den paa er Skridt for Skridt i Lydighed og Tugt, med Øjet fæstet mod Jorden og Munden lukket sammen om Tungen.
Denne Erfaring var just den, du gjorde, gode Thomas; men du klædte den, som naturligt er, i din Tids Forestillinger. Du kaldte Pligten for Guds Vilje og vor medfødte Dovenskab for Djævelens Fristelse. Nu, det ene Udtryk er vel lige saa godt som det andet, naar blot en virkelig, solid Erfaring ligger bagved. Du svimlede ved at erkende Dybderne og Modsætningerne i din Sjæl. Du maatte gribe til overnaturlige Kræfter for at forstaa det. Du forstod vel altsaa ikke, at Sjælen i sig selv er dyb, ubegribelig, uendelig. Den kender ikke sine egne Grænser; thi alt, hvad der erfares, hvad der føles og villes, er i Sjælen og ikke uden for den. Gudsbilledet er et Drømmebillede i Sjælen og den Ondes Billede ligesaa, og Kampen mellem Gud og Satan, Valget mellem Himlen og Helvede, som du henlægger uden for dig, det er Kampen i Sjælen og Valget i Sjælen, og disse den gamle Tros Billeder er et dybsindigt, mytologisk, skønt og opbyggeligt Digt.«
Salomon var egentlig en praktisk Mand. Det er sandt, hans Uvenner kunde sige om ham, at han altid viklede sig ind i vanskelige Situationer. Men var han først kommet saa vidt, saa havde han et Talent til at indrette sig saa praktisk som muligt efter Forholdene. Her gav han sig nu efter Benedikts og Ignatii Mønster nøjagtige Regler for sit daglige Liv. Og snart gjorde han den samme Erfaring som Thomas fra Kempen, at intet var skadeligere for det aandelige Helbred end Lediggang. Deraf kommer Tungsindighed, vellystige og hovmodige Tanker. Han indrettede sig altsaa en Slagplan for hver Dag, idet han for en Del genoptog sine gamle Vaner fra Skyttegade.
Han passede sine Forretninger, gravede i sin Have og studerede, hvad han havde Lyst til, helst gamle Værker fra før Bogtrykkerkunsten. Og idet han blandede alt dette sammen til en sund, aandelig Diæt, ventede han paa Resultaterne. Dog, sligt tager Tid. Den ene Dag gik som den anden, og Salomon talte Tiden.
Men maaske er jeg kommet lidt for langt frem og maa vende noget tilbage. Der er et Aktstykke, som jeg ikke ret kan faa Plads til, men som hører hjemme i denne Tid lige efter Tordenslaget, noget før eller noget senere. Jeg vil da prøve at sætte det ind her.
I Foraaret, som Salomon gik og drillede Rector magnificus og saa smaat begyndte at forlibe sig i Prosa, fik han en Gang Øje paa den Berlinger, der bragte Universitetets Prisopgave for Aaret. Salomon løb den igennem uden at tænke noget videre derved. Heller ikke følte han sig fristet af den juridiske, men ganske tilfældig faldt hans Øje ned paa den teologiske. Den hed: »Det sædelige Fremskridt ved Reformationen og dettes Frugter«. Saa snart Salomon havde læst dette, slog det ham, at her virkelig var et Problem, og med sin vante Forkærlighed for alt det, som ikke kom ham ved, kunde han ikke slaa det Problem ud af Tankerne igen. Han kunde kende Rector magnifici Stil i Redaktionen, og det forøgede den dæmoniske Tiltrækning, som Opgaven udøvede paa ham. For at komme til Klarhed opsøgte han »Nordisk Konversationsleksikon« og slog op paa Reformationen. Men der stod intet om noget sædeligt Fremskridt, og under sædeligt Fremskridt stod der ikke noget om Reformationen. Heller ikke kunde han finde noget om »dettes Frugter«. Denne Tavshed irriterede ham, og Opgaven begyndte at gnave sig ind i hans Sjæl.
Salomon blev ved at lede efter det sædelige Fremskridt og kunde stadig ikke finde det.
Men han var blevet opdraget i, at det var der, og skønt han ikke længer var nogen ret Lutheraner, troede han dog stadig paa Fremskridtet. Thi paa dette Punkt synes alle lærde enige i de protestantiske Lande, baade de ortodokse og de andre. Der er jo nu en Gang en almindelig Overtro paa Udviklingen. Og kun nogle enkelte, som ikke blev regnet med, saasom Søren Kierkegaard, protesterede. Salomon slog op i Moralstatistikken; men her viste der sig det sørgelige Resultat, at de protestantiske Lande i alle Slags Forbrydelser stod højere end de katolske.
Han hældede dernæst en Tid til den Anskuelse, at Protestantismens sædelige Forrang ikke kunde bevises, men kun tros, og burde stilles op som et specielt lutheransk Paradoks ved Siden af Morten Luthers Ufejlbarhed. Kun langsomt steg den Tanke op for ham, at Troen paa Protestantismens sædelige Værdi muligvis skulde være af samme Art som Troen paa Voltakorset, et nyt Eksempel paa den Lov, som Salomon stadig genfandt i Livet, Selvbedragets Lov. Men nu fik han først ret Blod paa Tanden og begyndte at beskæftige sig med Spørgsmaalet for Alvor. Just i de samme Dage, da hans Tanker legede som blidest med Prosas Navn, begyndte de spottende og harmfuldt at strides med Protestantismens sædelige Fremskridt og dettes Frugter. Intet Under, at han havde følt sig i en haard Klemme, og som om han var Højsanger og Prædiker i samme Person.
Men nu i Ensomheden dukkede Opgaven op igen og i en ny og strengere Skikkelse. Det er jo egentlig den Opgave, som vi maa stille os selv til den afgørende Dom af os selv. Den protestantiske Tidsalder er den sidste Tidsalder i de nordlige Landes Udvikling, en uafsluttet, endnu levende Tid. Dømmer vi den, dømmer vi derfor os selv. Og Tiden synes at være inde til en Revision. Ikke at en enkelt Mand kan foretage denne. Hans Bedømmelse bliver altid ensidig. Men gennem de mange enkeltes Betænkninger foregaar just Revisionen.
Det er netop det, som Rektor kaldte Frugterne, som Revisionen skal undersøge. Om Reformationen var et Fremskridt (eller Tilbageskridt) mod den rene, paulinske Ortodoksi, det er til syvende og sidst ligegyldigt. Om den var et Fremskridt i Retning af Liturgi og Ceremonier, det kan ogsaa være det samme. Men derimod kan det ikke være det samme, om Protestantismen er et Fremskridt i Karakterens Styrke og Adel, i Alvor og Sandhed eller ej. Det bliver altid Hovedsagen. Og dette er indlysende, hvad enten man gaar ud fra, at det Dogmesystem, som Paulus har lavet, er urigtigt eller ikke.
Altsaa vedlægger jeg som Bilag Salomons lille Afhandling om: