Ernesto Dalgas: Lidelsens Vej (1903), DSL s. 161-167
Sidetal i DSL/Danske Klassikere udgaven 1993: 161-167 Kong Salomon.
Jeg, Salomon, Salomon hersker over hver Fodsbred Land i Israel, og hvis jeg tager min Naade bort fra nogen, da ved han ikke, hvor han skal faa Fodfæste.
Naar Dørvogteren nævner mit Navn, da siger han: Salomon, Konge over Israel, du, som hersker fra Ørkenen til Havet, Israels Løve, en Skræk for Folkene i Nord og Syd, Herrens salvede Fyrste, hvem Herren har givet hundrede Kamelers Last af Guld og Sølv.
Naar en Mand gaar ind til mig, falder han næsegrus for min Fod og kysser Bræmmen af min Kjortel. Siger jeg: »Gaa bort«, da drager Stridsmændene ham ud til Bødlen. Siger jeg: »Naade«, da er han og alt hans Hus frelst.
Jeg, Salomon, Salomon holder Lovens Ord levende i Folket. Jeg forfølger Uretten med min kongelige Magt, og alle mine Mænd lever med Loven, fordi de kender min Vilje.
Jeg har bygget et Tempel til Guds Ære og ophængt i det fem Hundrede Sølvskjolde, og Herrens Røst kom og fyldte det med sin Rædsel.
Til mig sætter Folket sin Lid, og jeg lærer dem om den, der er. Og jeg kunde aflægge min kongelige Magt og dog have alle Sjæle i min Haand; thi uden mig kan de aldeles ikke finde Herren.
Naar Guds Svøbe er over et Menneske, da gaar han skælvende op for Tronen og siger: »Konge, Konge, som hersker fra Ørkenen til Havet, Israels Løve. Jeg er faldet i Guds Haand og kan ikke bære min egen Byrde«. Da strækker jeg min Haand ud og byder alle gaa bort, og jeg affører mig den gyldne Ring og Purpuret og taler til ham som Menneske til Menneske om den, der er. Saaledes har jeg vundet mange Sjæle for Gud.
Seglbevareren raabte: »Stat op, stat op! Kongen begiver sig til sit Lønkammer«. Fændrikken slog paa Skjoldet og raabte: »Hold Sværdodden op! Kongen begiver sig til sit Lønkammer«.
Jeg traadte ned af Tronen, og to Slavinder bar mit Purpurslæb efter mig. Og til Basuners og Cymblers Klang gik jeg gennem de store Sale og hen til en jernbeslagen Dør. Den aabnede Dørvogteren og sagde: »Hil dig, Konge! Adonai vil oplyse dig, at du kan lære os!« Og da Kongen var alene, sank han paa Knæ og græd som et Barn, og han forbandede sin Moder og hver Dag, han havde levet, og han turde ikke se sig i Kobberspejlet.
Men da Solen var steget to Dele af Dagen paa Himlen, toede jeg mit Ansigt og kastede mit Purpur om mig. Og Dørvogteren sagde: »Se, hvor Guds Herlighed straaler af dit Ansigt, du Herrens Salvede«. Og Seglbevareren raabte: »Stat op, stat op! Kongen begiver sig til Maaltidet«.
Og Herren sagde til Salomon: »Jeg vil gøre dig til min første Tjener. Mit Ord skal blive din Lov, og alt dit Arbejde skal være at tilse mit Hus og holde mine Slaver til Arbejde. Derfor vil jeg give dig alle gode Gavers Magt og Rigdom, menneskelig Visdom og min Visdom. Og du skal kunne røre ved Hjerterne, og den, som du har rørt ved, skal altid hænge ved dig. Men for at du ikke skal hovmodes, skal jeg give dig een Ting til. Jeg vil give dig et umætteligt Tungsind, som skal æde dig op, og du skal altid føle min Haand gribe i dit Hjerte.
Naar jeg vaager, vaager jeg ikke, men Tungsindet vaager i mig. Naar jeg sover, sover jeg, men Tungsindet vaager altid.
Salomon indviede Templet og sang en Lovsang til Gud. Og alle hang ved hans Læber, og det voksede i deres Sind. Og noget senere gik en Mand med bred Hat og sid Kappe gennem Byen og sagde til sig selv: »Dødt. Alt er dødt«. Men naar Vognene rullede larmende forbi, raabte han med høj Røst: »Alt er dødt. Dødt, dødt. Alt dødt!« Og paa Vognen troede man, at han raabte: »Vær hilset!« og svarede: »Fred!« Men Hoffolkene samtalede indbyrdes og sagde til hinanden: »Hvor er Kongen, Salomon, Kongen af Israel, den lykkeligste i Folket, som har Trøst for alle Savn?« - Salomon, Herrens Slagtoffer, for hvis Sygdom der ikke gives Lægedom.
Jeg elsker dig - ikke, fordi din Mund er saa rød som den Ædelsten i mit Skatkammer, der vokser paa Havets Bund, eller dine Øjne saa brune og skinnende som Kastanjer, men fordi du ler af Fryd, naar jeg kommer.
Jeg har Hustruer, som jeg kun har kendt een Gang, og Medhustruer, som jeg aldrig har set. Naar jeg kommer til din Vingaard, sætter vi os paa Cederstubben under Æbletræet, og dets Sne falder om os.
Jeg bød dig Guld og ædle Stene, og du bad mig om det Granatæble, jeg havde bidt af. Jeg vilde gøre dig til min Dronning, men du hørte det ikke af Glæde over, at jeg vilde blive den Kvæld hos dig.
Derfor elsker jeg dig, min Due fra Klipperevnen, fra Fjældvæggens Skjul.
Naar du ser mig komme, ler du højt, som havde jeg sagt en Skæmt, og vi ser paa hinanden og ler.
Jeg kan ikke høre dig le uden at fryde mig med dig. Ved din Side er ingen gladere Mand end jeg.
Men du siger til mig, hvorfor jeg falder i Tanker og stirrer, naar jeg taler med dig. Du er skinsyg paa en anden Kvinde.
Du elsker mig, du brune Pige fra Libanon, og du er mig tro, men jeg er dig utro. Naar jeg spøger med dig, er min Sjæl andetsteds i tungsindige Tanker. Og naar jeg gaar fra dig og springer over Gærdet med et Haandkys, venter min rette Brud mig paa den anden Side, og da er jeg alene med min Angest.
Du er den, jeg elsker mest, og næppe har jeg set dig, saa har jeg glemt dig og er alene igen; men min Smerte forlader mig aldrig.
I Gaar sad vi som to Duer i Vinhaven og drak sød Vin. Da hældede jeg mit Hoved mellem dine Bryster og sagde: »Nu skal jeg betro dig min Hemmelighed«. Du smilede og sagde: »Jeg vil ikke have din Hemmelighed. Jeg har nok i din Kærlighed«. Det sagde du, fordi du elskede mig. Jeg lo, som var jeg drukken, og raabte overstadig: »Det var kun Skæmt, min lille«.
Og aldrig var Kongen gladere end den Aften, indtil Solen sank, og Lyset døde paa Himlen. Da gik jeg hjem uden et eneste af dine Ord i mit Hjerte.
Guds Magt er stor. Hvem kan rette, hvad han har kroget!
Kendte de mig, som de kalder Israels Løve! Jeg er den vilde Sjakal, der hyler i Ørkenen af Hunger, og som flygter for et Menneskespor.
Slangen kryber paa sin Bug og mætter sig med Støv. Den kryber mellem Lig, og den stinker selv som et Lig. Og Gud klædte Slangen i Kongekaabe og sagde: »Jeg vil give dig Kongemagt og Kvindegunst, Forstand paa Visdom og at kende mig. Du skal holde mit Ord levende«. Men Slangen var stum og kunde ikke tale. Da sagde Gud: »Jeg vil tale i dig. Døden skal være i dig, men den skal ikke naa uden for dig, men du skal høre mit Ord«. Men naar Kongen gik ind i Lønkammeret, da var han Jordens foragteligste Dyr, og alt, hvad han tog i sin Mund, blev til Støv.
Jeg drømte, at der var en stolt Stad, hvor Folkene var glade og frygtede Gud. Og denne Stad havde de bygget paa en Klippe, for at dens Grundvold skulde have stærke Rødder. Af Klippen sprang et Væld ud, og Marksangerne sang, at det var Stenens Taarer, men de lærde Mænd vidste bedre. Vældet var sødt, og dets Røst en rislende Latter.
Og jeg drømte, at der gik en Skælven gennem Byen, og en Vind rystede Platanerne.
Og det Brød, som stod i Ovnen, blev ikke bagt, og det Barn, hvis Moder skreg i Barnsnød, blev ikke født.
Og den skriftlærde satte et Mærke paa Læderbladet og lagde sin Pen bort, og da Læderbladet blev fundet af en anden Tid, stod Tegnet der.
Thi der gik en Stormvind gennem Gaardene, saa de smaa Børn faldt omkuld, og Jorden gik som Havet.
Der kom en Mand løbende, og hans Ansigt var kridhvidt. Og han raabte: »Klippen synker, som vi alle bygger paa! Klippen synker i Afgrunden«.
Om Aftenen havde Vekselereren aftalt Mødetid med en Fryger. Om Morgenen glemte han sit Løfte.
Om Aftenen havde Hustruen sagt til sin Mand: »I Morgen maa du stable Ved og kløve det i smaa Stykker«. Men Veddet blev aldrig stablet eller kløvet.
Thi ingen kunde være paa de flade Tage fra Stormen og ingen i Kælderen for Jordskælvet. Og da Morgenen kom, var Klippen sunket i Havet og havde taget Staden med sig.
Der var en Mand, og Folket sagde, Guds Magt var stor i ham, han fiskede mange Sjæle til Gud. Men Guds Magt var endnu større i ham, end de troede. Hvem kender Guds Vælde uden den, som hudflettes af hans Haand?
Og jeg lagde Kronen om min Tinding. Hver, som saa mig, misundte mig. Kronen er ogsaa Støv.
Jeg byggede mig Agergaarde og Vingaarde. Jeg hegnede dem ind for Rævene, og jeg frydede mig over min Sved og mit Arbejde.
Naar Kornet er et Aar gammelt, raadner det. Der kom Skimmel paa mine Druer.
Da lagde jeg mig efter Visdom og forskede i alle Bøger, og ingen kunde vinde mig over i Ordstrid.
Naar jeg vendte et Blad, var det ude af min Hu. Brænder du Papyrus, ser du, at det er sort Aske.
Jeg lagde mig efter Fromhed og Retfærdighed og vandrede efter Guds Vilje. Jeg krøb paa min Bug og aad Støv.
Blomsterne paa Marken er Støv. Jeg har glemt min Rose fra Saron.
Jeg har glemt min Rose fra Saron. Ogsaa Blomsterne paa Marken er Støv.
Jeg ved, hvordan det er at være levende begravet.
Min Sjæl var et tomt Ord. Der er intet levende under det Navn, jeg bærer.
Nu skal jeg fortælle jer Livets Løndom. Hemmeligheden er den, at først dør Glæden, saa dør Haabet. Der er bestemt Orden deri, og det gaar altid saaledes til. Efter Haabet dør Lidelsen. Efter Lidelsen dør Længselen. Nu vil jeg indvie jer i, hvordan det gaar til, naar man dør. Efter Længselen dør Tanken. Efter Tanken dør Talen. Saaledes gaar det. Alting er regelmæssig afpasset efter sin Tid. Efter Talen dør Kroppen. Efter Kroppen dør Navnet, og du er en Fortid, et blindt Mørke. Du er intet, en død, en tom Tale, som ingen udsiger. Saaledes er det.
Vogt jer, mine smaa. Bed ikke om at kende Gud for nøje.
Herren kaldte paa mig og sagde: »Salomon, dit Hjerte lider«. Jeg svarede»: »Ja, Herre«. Herren sagde: »Se dig om. Arbejde er Forfængelighed. Visdom er Forfængelighed.
Kvinder er Forfængelighed. Den gode Gerning er Forfængelighed. Se dig om og se, at alt er Støv, og Mennesket er som Dyret. Livet løber, og der er ingen, som kender dets Begyndelse og Ende«.
»Se dig om«, siger Herren, »og se, at min Trøst bliver evindelig, og at alle Sjæle læges af min Trøst«.
Da sagde jeg: »Herre, men der er ingen Trøst for mig, din Tjener»«.
»Du skal lide«, sagde Herren, »for at trøste mine Børn. Du er min udvalgte, som skal lide for at kunne trøste andre. Se«, sagde Herren, »jeg kaster Druerne i Persekarret, og den røde Saft farver mine Fødder. Jeg vil gyde dit Blod i Lædersække, for at det skal blive til sød Vin og vederkvæge mange«.
Træd mig under dine Fødder i Persekarret, Herre.
Jeg har elsket Kvinder og lært Visdom og gjort det gode, og jeg har gjort alt det for at mætte min Sjæls Hunger. Saa længe det forladte Faar bræger efter Hyrden, haaber det endnu og ængstes endnu. Men naar ingen svarer, lægger det sig stille ned for at dø.
Som ung gik min Sjæls Bølger højt. Nu er jeg som et frossent Vand.
Thi alt i Verden er Tomhed, og du maa ikke elske noget i Verden. Men Sandheden er Guds Rædsel, som griber i dit Hjerte.
Ti. Ti. Hold dit Øje sænket og ti.
Nu vil alt dø i mig og min Sjæl blive stille.
Herre, jeg frygter dig ikke mere. Jeg har glemt min Rose og alt. Der er ikke mer, du kan røve mig.
Tal til mig, og jeg hører dig. Straf mig, og jeg kysser din Haand. Nu er jeg din brændemærkede Slave.
Hvo, som kan flygte for Gud, han gøre det. Hvo, som ikke kan det, give sig i Guds Haand.
Dette siger jeg, Salomon, Salomon, Israels Konge, Folkets Løve. Dette siger jeg i mit Lønkammer.