Ernesto Dalgas: Lidelsens Vej (1903), DSL s. 151-160
Sidetal i DSL/Danske Klassikere udgaven 1993: 151-160
Etatsraaden satte sig tilbage i Stolen og lo højt, overraskende højt. »Jeg forstaar Dem saamænd særdeles godt. De bryder Dem ikke om at være Fuldmægtig paa et Herredskontor eller Bondefanger-Sagfører. Det har De saamænd Ret i. Det, De ønsker, det er det sære, det voldsomme, det ualmindelige. De vil enten være Diogenes eller Aleksander. Men hvorfor ikke Aleksander?« Her gjorde Etatsraaden en Kunstpause og ventede paa, at Salomon skulde blive overrasket; men da Salomon ikke gjorde det, fortsatte han: »Jeg siger ikke, De kan blive det, men De har visse Betingelser derfor, skønt De i andre Henseender er noget grøn. De har Koldblodighed, min Bedste. De har lidt af Smidigheden. Og De siger selv, De har den første og fornemste Betingelse af alle»: Respektløsheden. De er ikke utilgængelig for den fornemste Last, den højeste Dyd af alle Laster og Dyder: Magtlysten, mener jeg, Herskesygen. Vær, hvad De vil. Vær radikal, om De vil, Socialist, om De vil. Derpaa kommer det ikke an. Bismarck og Lassalle var to Mænd, der forstod og højagtede hinanden. Men vær en Mand. Lad mig rive Dem ud af disse middelalderlige Drømmerier, som omtaager Dem. Er ikke en ny, gylden og blodig Tid kommet? En samvittighedsløs Tid, koldblodig i Beregning, varmblodig i Lidenskab. Kun eet, siger jeg Dem, er værd at eje. Det er Magten. Magten over Kvinderne om Natten, over Mændene om Dagen. Forbilledet paa Korset er dødt. En ny Skikkelse er det moderne Forbillede. Den store, storhedsvanvittige, vellystige Tyran, Bedrageren, Hærføreren, Forføreren, Politikeren. Den store Cæsar, Napoleon, Borgia - alle har ham til Forbillede. Men de dumme tænker halvt, handler halvt, vil være noget, men vil intet gøre derfor. Den indviede vil alt, tør alt, kan alt.«
Etatsraaden havde talt i smaa, korte, ildfulde Sætninger. Salomon forstod, hvorfra det stammede, det Trylleri, som var over hans Tale.
Fra den voldsomme, sataniske Vilje, som havde støbt denne Mands Personlighed i en Form saa spændstig og dog saa uforanderlig som en Staalklinges; behersket i den ironiske Leg, behersket selv nu i den kyniske Nøgenhed. Og der var et Øjeblik, hvor det næsten svimlede for ham, og han kom til at tænke paa Faust, der sidder i sin højryggede Lænestol med Haanden i Skægget, medens den kloge Mand med Hanefjeren bøjer sig ned over ham og hvisker ham i Øret: »Grønt er Livets Træ, Mester Faust. Der er endnu Øl i Kanden for tørstige Sjæle.«
»Jeg skal sige Dem noget,« sagde Etatsraaden spøgefuld. »Jeg bliver snart gammel. Da trækker jeg mig tilbage fra Verden og lever af mine Minders Sødme og min Erfarings Rigdom. Og hvem skal jeg testamentere min Levevisdom? Jeg har udset Dem til Arving, Gud ved hvorfor?«
Da vaagnede Salomon af Drømmen og sagde til Etatsraaden: »Det kan være, De har Ret. Jeg ved det ikke, jeg har ikke prøvet det. Men det kan ikke nytte, De vil gøre mig til Deres Arving. Jeg hører just til den Race, De foragter, til de feje, tvivlende, vakkelvorne. Jeg er ikke nogen Handlingens Mand. Men jeg skal, hvis De ønsker det, skrive Dem Adressen op paa en Filosof, der er parat til, hvad det skal være.«
Det gik op for Salomon, at nu var det ham, der var ved at faa Overtaget igen.
Meget roligt, men med en knusende Haan huggede Etatsraaden gennem Paraden og sagde: »De vil ikke ud med Sandheden. Det er moralske Bevæggrunde, der holder Dem tilbage.«
Nu virkede det Ord »moralsk« paa Salomon som en rød Klud paa en Tyr alt fra hans Barndom af, og sagt her af denne Etatsraad forbitrede det ham over al Maade.
»Jeg har ikke noget med Moralen at gøre, den overlader jeg Dem og Rector magnificus til Afbenyttelse. Jeg har ingen anden Lov over mig end min egen Vilkaarlighed. De kan, om De vil, kalde det Lune eller Stædighed. For mig gerne. Blot ikke Moral.«
Etatsraaden saa blot paa ham og lo i Skægget, og denne Latter opirrede Salomon endnu mere. Og der faldt som Skæl fra hans Øjne. Etatsraadens Latter syntes ham kunstig, hans Miner fortrukne, og pludselig saa han noget, han ikke før havde lagt Mærke til, den studerede Affektation, der ytrede sig i Etatsraadens mindste Bevægelser, den grænseløse, skønt fortræffelig skjulte Forfængelighed, der laa bagud allerinderst i hans Væsen. Han saa op i dette smilende Ansigt, hvor uhyggelige Lidenskaber havde draget Rynker, og saa deri sit eget Billede forvrænget som i et Hulspejl. Og med denne underlige, pludselige Klarhed, som i afgørende Tilfælde kunde falde over Salomon, saa han tværs igennem alle Etatsraadens Parader og saa bagved alt det Væsen, som han hadede og foragtede i sig selv og andre: Mennesket i al dets pralende Usselhed, raabende med store Ord for at skjule sin egen Nøgenhed, udsmykkende sine Drifter med en eller anden Skuespillermaske, enten den gængse moralsk-ideale som Hr. Ciceros, som vi alle kender, eller denne fandenivoldske, umoralskideale som hos denne gamle, nydelseslystne, impotente Catilina, der sad lige over for ham og gjorde sig Umage for at holde sit Ansigt i de rette ironiske Grimasser, som han havde instuderet foran Spejlet. Og denne Mand var det, der i et Lune havde sat ham i Verden og i et nyt Lune vilde drive ham ind i sin forløjede Eksistens. I en bitter Harme rettede Salomon det afgørende Stød mod Etatsraaden.
»Hvis De kendte mig bedre,« sagde han dæmpet og pludselig alvorligt, idet han brød gennem hele dette unaturlige, ironiske Spil og talte, som om han talte til sig selv i Natten og Ensomheden. »Hvis De kendte mig, vilde De bedre forstaa mine Motiver til ikke at vove mig ud i Deres Verden. Jeg er et Menneske, der som alle andre er blevet sat ind i Verden, uden at nogen har spurgt mig; men hvis nogen havde spurgt mig, vilde jeg have raadet derfra. Min medfødte Natur og Karakter er ikke saaledes, at jeg tør anbefale den. Jeg har fra en eller anden arvet en Egenskab af allerværste Art, en letbevægelig, intensiv Fantasi, der altid skuffer mig i Handlingens Øjeblik. Der er en Skuespillerdjævel i min Person, en Trang til Uredelighed, Uvederheftighed og Bedrag. Saadant et fantastisk Luftbillede som det, De udkastede, det var netop noget for mig. Alt det, som beruser og bedaarer, som Fantasien vellystig kan svælge i, det ligger godt for min naturlige Smag. Men heldigvis ejer jeg ved Siden af en ædruelig og ubestikkelig Forstand, der holder mig tilbage, og den har efterhaanden overtydet mig om, at det bedste, en Fantasimager som jeg kan gøre, er at trække sig tilbage til et Hul, og ikke bidrage til at forøge Forvirringen i Verden, som sandelig er stor nok.«
Salomon stirrede fast paa Etatsraaden og tvang hans Blik til at vige. For første Gang saa han, at Etatsraadens Smil svigtede ham, og en vis bekymret Alvor smuttede ind i Mundvigen i Stedet. Slaget havde ramt. Det var ikke til at tage fejl af. Etatsraaden var forlegen, ja, sandelig i Forlegenhed. Der var ikke noget af Mefistofeles tilbage. Som han sad der, var han kun en gammel Mand med Rynker i Øjenkrogene og visne Læber.
Men Salomon vilde gøre Etatsraadens Ydmygelse fuldstændig og sagde: »Jeg vil søge Stillingen som Kæmner efter min Stiffaders Død, og siden De interesserer Dem for min Fremtid, vil jeg bede Dem give mig en Anbefaling dertil. De er jo vor lille Stads naadige Protektor,« sagde han spøgende, og Etatsraaden lod sig det gefalle.
»Her er Papir og Pen,« fortsatte Salomon i en munter Tone. »Vil De, Hr. Etatsraad, være saa venlig at skrive, som jeg siger,« og han dikterede sin egen Rekommandation. Etatsraaden skrev. Hvad Pokker skulde han ellers gøre. Han maatte nu enten føje Salomon eller indlade sig paa Betragtninger, som han helst holdt borte fra sig.
Da Anbefalingen var færdig, puttede Salomon den i Lommen, bukkede og sagde Farvel.
»Farvel,« sagde Etatsraaden, »du er et Fæ, Salomon.«
I disse Ord fandt Salomon al den Revanche, som han kunde ønske sig for Mellemværendet mellem dem; thi disse Ord var ham tydeligere end den formeligste Anerkendelse, en slagen Faders Tale til den oprørske Søn. Saaledes tog David og Absalon Afsked med hinanden.
Men endnu stod det værste tilbage; thi der kom Prosas Spil løbende ned igennem alle Salene, standsede et Øjeblik, naar hun vendte Bladet, og flød saa atter som et rislende Væld.
Hun spillede Dansemelodier, som flød over i hinanden, tabte sig i ingenting og blev taget op igen. Saaledes havde hun altid for Vane, naar hun var i daarligt Humør.
I det Øjeblik, da Salomon lukkede Døren til Etatsraadens Kontor i efter sig, var han mest tilbøjelig til at løbe sin Vej. Men i det samme var det, som om en Jernnæve greb ham i Nakken og førte ham op imod det Væld, hvor Spillet havde sit Udspring. Og fra det Øjeblik af følte han sig kommanderet af hin sataniske stemme, der havde talt med ham i den pinefulde Nat og præsenteret sig selv som hans Samvittighed.
Salomon naaede op til hende, uden at hun hverken hørte eller saa. Hun bare spillede og spillede paa Livet løs. Idet han lagde sin Haand paa hendes Skulder, for hun op og stod maalløs, forfærdet, uden at vide, om hun skulde kaste sig om Halsen paa ham eller løbe sin Vej. Men Salomon sagde: »Sæt dig ned, Prosa, og lad os tale fornuftigt sammen.« Og med denne gode Begyndelse satte hun sig ned - og tav.
Prosa bøjede sig forover og kiggede ham usikkert op i Øjnene og sagde: »Jeg kan ikke blive klog paa dig, Salomon.« Og det var i Sandhed ikke saa underligt. Salomon svarede: »Jeg kommer just for at gøre dig klog paa mig, Prosa. Jeg kommer for at spørge dig, om du vil - Prosa - være min Kone.« Da vidste Prosa ikke, om hun skulde le eller græde, og saa igen op paa ham, idet hun samlede Hænderne foran paa Brystet og sagde: »Det ved du jo godt, jeg vil.« Men der kom intet Kys fra Salomon, men et stilfærdigt: »Holdt lidt, Prosa, og betænk dig først.«
Hun surmulede lidt paa sin allerkæreste Maade; men saa blev hun med eet helt ynkværdig alvorlig, saa sønderknust over, at det hele var saa alvorligt, som et Barn, der har taget alle Advarslerne for Spøg, og nu pludselig opdager, at det dog var Alvor.
Salomon sagde: »Betænk dig vel, Prosa, og betænk dig længe. Ved du, hvad jeg er. Jeg er ikke længer den Konge i Fantasteriernes Rige, som du lærte at kende for lang Tid tilbage i Stærenes fortryllede Have. Jeg er en agtbar Kæmner i den lille Stad. Og jeg søger mig en Kone eller i Mangel heraf en Husholderske. Hun skal kunne lave Mad, sy og stoppe om mig og selv tænde Ild om Morgenen. Vadsk og Strygning forlanger jeg ikke, men hun maa være flink og villig til sin Gerning og ikke stille for store Fordringer. Og det er ikke Spøg,« sagde Salomon, da Prosa med et svagt, spørgende Haab kiggede efter hans Øjne. »Jeg er saa skrækkelig doven,« sukkede Prosa, »men hvorfor vil du leve paa saadant et skrækkelig kedeligt Sted? Kunde du ikke lade mig tale med -« Men Salomon afbrød hende og sagde: »Jeg har brudt med Etatsraaden, og det maatte du ogsaa gøre.« »Men hvorfor dog det?« brast Prosa ud himmelhøjt, men bed sig i Tungen og kom til at tænke paa et og andet. Hun tav og saa misfornøjet ud, men uvilkaarlig ledte hendes Haand efter Salomons. Dog, der fik hun liden Trøst.
»Du har vel Grund til at være fornærmet,« sagde han, »thi jeg er som den Stodder, der udgav sig for at være en Prins og vandt Prinsessens Hjerte, men førte hende til sit Stodderhus i Stedet for til en kongelig Borg. Og det er ikke nok med, at jeg er Kæmner, Prosa - hvornaar havde du tænkt at være Kæmnermadam? - Men det er ikke nok med, at jeg er Kæmner, men jeg er en gnaven, gammelklog, galdesyg Kæmner. Jeg er ked af at leve dette bedragerske og selvbedragerske Liv. Kun een stor Lidenskab ejer jeg, det er den bitre Foragt. Det er ikke Foragt mod dette eller hint Menneske, men det er Foragten for Mennesket selv og alt menneskeligt Værk.«
Da hævede Prosa langsomt Øjnene op imod ham uden at turde sige noget, men i dem stod der tydelig nok: »Men holder du da heller ikke af mig?«
»Jeg holder af dig, Prosa,« sagde Salomon, »og maaske aldrig har jeg holdt saa meget af dig som i denne Stund; men ikke tilbeder jeg dig paa en Ynglings taabelige Vis eller begærer dig paa en Mands brutale Vis, det ser jeg bedst i denne Stund; men her, hvor Øjeblikkene er kostbare, kan jeg sige dig i eet Ord, hvordan min Kærlighed er; som en dyb og mild, overbærende Medlidenhed er den. Ti kun stille, Prosa, hvis du helst vil. Jeg ved det godt, denne Følelse forstaar du ikke. Du er jo lykkelig, siger du ved dig selv. Just derfor. Naar du engang vaagner af Drømmen, naar Livets Virkelighed aabenbarer sig for dig, smertelig som den er, se, da staar min Medlidenhed til Rede, den har fulgt dig Skridt for Skridt gennem hver eneste Dag af vort Liv. Men du forstaar mig ikke, Prosa, og just derfor siger jeg dig det. Forstaar du mig vel?« Han kunde se paa hendes Læber, at hun vilde sige nej, men kunde ikke. Hun var saa bedrøvet.
»Det Liv, som jeg byder dig, Prosa, ved du, hvorledes jeg forestiller mig det? Saaledes. Der er oprejst et Kors, og derpaa hænger to Mennesker, en Mand og en Kvinde, hver paa sin Side med Ansigterne vendt mod hinanden. Deres Arme kan ikke naa sammen, thi Naglerne holder Hænderne fast, men deres Læber naar sammen til et Smertens Kys, og deres Blod flyder sammen i een Strøm fra Naglegabene.
Vil du leve med en syg Mand, Prosa, da tør jeg ikke nægte dig det, end ikke for din egen Skyld; men du maa vide, at han er syg, og ikke gøre dig Illusioner om, at han er rask, eller at du kan gøre ham rask. Thi det Arbejde, som er for mig, kan jeg ikke ryste af mig, og de Tanker, som behersker mig, maa jeg kæmpe mig igennem, og ingen Kvinde, saa sød og elskelig hun end er, kan holde mig tilbage. Og nu er det kun til dig at svare ja eller nej.
Da saa hun fortvivlet op paa Salomon for at hente Trøst; men der var ingen Trøst, og hun kunde ikke sige noget, hverken ja eller nej. Da sank hun ned fra Stolen og knælede for ham mod al Naturens Orden og lagde sit Hoved i hans Hænder, sine Arme om hans Knæ og sagde: »Jeg er kun et Barn mod dig. Hvad raader du mig til at gøre?«
»Naar du spørger mig om Raad,« sagde Salomon med en underlig tyk og langsom Stemme, »da raader jeg dig til at sige nej!«
Dertil sagde Prosa ikke noget. Det ene kunde hun vel ikke sige, og hun vilde ikke sige det andet. Ak, den lille Prosa, hun følte alt for vel, at hun var magtesløs. Heller ikke Salomon sagde noget. Hun blev liggende med Ansigtet skjult i hans Hænder, og han sad stille og vogtede paa hende, glad ved hendes Nærhed; thi Øjeblikkene var nu kostbare, og denne stille, milde Tavshed talte tydeligere end Ord og sagde det mildere, end det mest velmente Ord kunde have gjort det: »Det er forbi!«
Da mærkede Salomon noget varmt og vaadt, som flød mellem hans Fingre. Prosa græd, men stille og skamfuldt som et artigt Barn, der ved, det ikke maa græde. Og Salomon blev siddende med hendes Hoved i sine Hænder, som var han Barnets Fader. Saa rejste Prosa sig halvt op og satte sig paa Skammelen ved Siden af ham og sagde:
»Salomon, fortæl mig et Eventyr som et af dem, du kunde fortælle ude hos Stærene«. Salomon sagde: »Alle de Eventyr, som jeg kunde om Morgenrøden og Solborgen, har jeg fortalt dig; men jeg har endnu eet at fortælle dig, som hører Aftenskumringen til, og se, nu lister Lyset ind ad Vinduet, saa nu er det den belejlige Tid. Eventyret er kort eller langt, som du vil gøre det til. Det er bedrøveligt eller trøsteligt, som den, der hører det, tager det til. Det hedder Eventyret om den spedalske Ridder:
»Der var en Gang, Prosa, en Ridder, der var spedalsk, og hans Arme var udmarvede af Sygdommen og hans Ryg bøjet af den. Men han havde en snedig og opfindsom Sjæl, og han sagde til sig selv: »Hvad, om jeg kunde gøre en Opfindelse, saaledes at jeg kunde vove mig i Dyst med andre Riddersmænd«. Og som han laa paa sit Sygeleje, modnedes hans Tanker. Da sprang han en Dag op, og han snørede sin Ryg i et Jernpanser og spændte sin Arm fast i en Maskine af Staalfjedre, og da han red ud, var Lansen ham saa let som en Pilegren, og han overvandt mange Riddere i Dystleg, men ingen kendte hans Hemmelighed, og for ingen viste han sit Ansigt, og ingen skulde gætte hans Hemmelighed af hans matte Øjne og hans blege Kind. Men en Dag begav det sig, at Ridderen red gennem en blomstersmykket Dal, der hedder Ranunkeldalen. Da traadte Jomfruen, som boede i Ranunkeldalen, frem og bød ham en Drik Vand og sagde: »Du tage mig med dig paa din Ganger og lade mig ride med dig over Bjærg og Dal, at jeg kan se, hvor stor Verden er«. Men om denne Jomfru gik det Sagn, at hun altid spøgede og aldrig græd. Og Ridderen gjorde, som hun sagde. Han red med den lattermilde Jomfru over Bjærg og Dal. Men da de kom tilbage i Aftenstunden til Ranunkeldalen, i Aftenstunden, Prosa, da Lyset svandt, da indbød hun ham leende til at blive og bo i hendes Dal. Men da slog han Visiret op og viste hende, at hans Ansigt var vansiret af Sygdommen, og han løste Fjederen og viste hende, at hans Arm hang kraftløs ned, og han sagde: »Jeg er den spedalske Ridder og kan gaa i Strid, men ikke elske. Og længer end een Dag har min Skæbne ikke forundt mig at blive i Ranunkeldalen«. Da traadte den lattermilde Jomfru nærmere til ham, og han vidste ikke, hvad hun vilde ham; men hun bøjede sit Hoved, og han mærkede paa sin Haand, at hun græd«.
»Og hvad saa?« sagde Prosa.
»Er det ikke nok og mer end nok, at den lattermilde Jomfru græd? Er det ikke nok til at udgøre et Eventyr?«
»Og hvad saa?« sagde Prosa.
»Og saa«, sagde Salomon og bøjede sig ned. »Og saa - Farvel!« Og han kyssede hende paa Panden og gik.
Udenfor var det et friskt og skarpt Vejr, og Salomon slog Kraven op over Ørene og gik op imod Blæsten. I dette Øjeblik, medens endnu Legeme og Sjæl skjalv efter Afgørelsens Spænding, var den Følelse, der fyldte ham, en stolt Glæde over den Sejr, han havde vundet i disse to store Slag og især i det sidste og største. Han havde ventet, han skulde være nedtrykt, sønderknust, men det var ikke saa. Han satte sig i Toget og tog den samme frejdige Stemning med sig ind i Kupeen, men alt som han kørte, og Slappelsen fulgte efter Kraftanstrengelsen, sank han sammen i sit Hjørne og turde ikke tænke paa nogenting. Rent mekanisk stod han ud. Der laa foran ham Stadens smaa Huse, dens fire Fabriksskorstene og Forlystelsesetablissementets Taarn, alt tegnede sig mørkt mod en maaneklar Himmel, og rent uvilkaarligt gøs Salomon tilbage, da han saa dette Syn, saa prosaisk det end var i sig selv. Han gøs igen tilbage, da han aabnede Gadedøren og saa ind i Huset - »det døde Hus«, sagde han til sig selv. Der var ingen derinde, ikke en Gang en Tjenestepige. Salomon havde kun en Kone, der gik i Huset. Han gøs, da han satte sig i sin Kæmnerlænestol i det mørke Kontor og hørte Kæmneruret dikke ved Siden af sig. Han gjorde et sidste Forsøg paa at være humoristisk og sagde til sig selv: »Velkommen, Salomon! God Aften, Salomon! Nu kan du tage den med Ro. Der er ikke længer noget, der haster«. Det forekom ham, Uret paa Væggen sagde noget, og da Salomon vendte Øret til, hørte han, hvad enten det nu var Uret eller ham selv, der sagde noget: »Ensomt Fængsel! Ensomt Fængsel!« »Paa hvor mange Aar?« spurgte han. Uret slog og blev ved at slaa, det vilde ikke høre op med at slaa.
Ja, nu var han hjemme i Staden. For Salomon var det den Stad, hvor Jorden er glødende og brolagt med skuffede Forhaabninger, hvor Luften er kvælende og fuld af uhyggelige Minder. Til sig selv sagde Salomon i sin Lænestol: »Som du sidder her med Gulv under dig, med Loft over dig, med fire Vægge om dig, sidder du indeklemt i Stoffet, der omgiver dig, i den Verden af 70 Grundstoffer, som du hader og foragter, indeklemt som i en Ligkiste. Mit Bryst kan ikke aande ret«, sagde Salomon. »Det er ikke saa underligt; thi der hviler et Tryk af et Kilogram paa hver Centimeter derpaa, men det er ikke alle, der ved dette; men jeg føler Trykket af Atmosfæren, hvor jeg gaar«. Og derpaa tilføjede han: »Jeg er træt, meget træt, ikke træt af noget bestemt, men af selve den Byrde at være til. Jeg føler mig, som om jeg havde levet 1800 Aar, som om jeg var Hr. Ahasverus selv, saa træt er jeg af at leve«.
Dog, der hjalp ingen Kæremor. Salomon maatte op at skrive i sine Protokoller og lægge sammen og trække fra og føre over, og godt var det; thi det holdt vist Liv i ham i de første Dage.
Der var saadanne Dage, hvor alting var dødt for ham, hvor han kun redte og vadskede sig for Skams Skyld og ellers ikke rørte sig til nogenting, uden at han var haardt nødt til det.
Hans Vilje var som lammet, rent legemlig lammet. Han lagde undertiden sin Haand paa Hjertet og syntes ikke, at han kunde mærke, det slog; men det har det vel gjort alligevel.
Og der kom andre Dage, hvor alt var i Oprør, hvor et voldsomt, afsindigt Begær steg op i ham efter al Livets Lyst og Pragt. En Lidenskab, som han aldrig selv havde troet sig kapabel til, gennemrystede ham, og han var i saadanne Øjeblikke villig til alt, til at sælge sin Sjæl til Fanden selv for Elskov og Rigdom og Magt.
Men aldrig, hvordan han saa end skabede sig, tav den klare og kolde Stemme i ham, som raabte: »Salomon, din Usling, gør din Pligt!« Og aldrig kunde han ved noget Fantasibedrag narre sin egen koldblodige og strenge Fornuft. Saa endte det altid med, at han med knyttede Hænder og sammenpressede Læber krøb til Korset, ydmyg og lydig som en Hund, mens Efterdønningerne af Kampen endnu gik i hans Sjæl, og bekendte, at den ubarmhjertige Sandhed havde Ret.
Saaledes levede han i nogen Tid, hvor længe ved jeg ikke, om det var i mange Uger eller Maaneder, op og ned igennem alle Helvedes syv Regioner, og han saa selv til sidst, at det kunde ikke blive ved at gaa.
Men en Aftenstund blev der atter Stilhed i hans Sjæl, og han mærkede, at det lavede sig sammen til en Afgørelse.
Saa satte han sig som i hin første Afgørelsens Nat i sin Lænestol og lyttede til sine egne Tanker. Hans Jeg talte med hans Jeg.
»Hvor længe skal det vare?« sagde den kolde, klare Stemme. »Hvor længe vil du blive ved at gøre alting halvt, Salomon?«
Og Salomon, den brødefulde, forvildede, begærlige Salomon svarede: »Har jeg ikke gjort nok endnu?«
»Det første Skridt«, sagde den klare Røst, »men endnu staar alle de andre tilbage. Du har muret dig inde, du er gaaet i Kloster, det var det rette for en Person som dig, det gik dig kun efter Fortjeneste. Men hvad nytter det dig, naar du endnu bliver ved at begære, at elske, at længes, at drømme. Vær helt, hvad du er, enten til den ene Side eller til den anden. Gør Skridtet helt ud eller ogsaa, om du vil, gaa tilbage«.
Men Salomon vidste vel, at det sidste kun var Røstens Spøg.
»Hvis du vil være Munk«, sagde Røsten, da maa du afdø fra Verden, da maa du dræbe Begæret i dig og Fantasien og Drømmen. Da maa du forlade alle Ting«.
»Ak, jeg har kun saa lidt tilbage«, sagde Salomon.
Og Stemmen svarede med et Citat af et Digt: »Du har din Sorg og dine Minder. Du har din syndige Længsels Rod. Riv ud! Riv ud!«
Da bøjede Salomon Hovedet og sagde: »Tillad mig kun at gøre op med min Navne, Kong Salomon, en Gang endnu og revidere Højsangen for sidste Gang. Saa vil jeg tænke over, hvad du siger«. Og Stemmen svarede: »Tilladt!«
Thi Salomon havde igen begyndt at beskæftige sig med Højsangens Problem, og det gik op for ham, at hans første Løsning var ukorrekt.
Ikke Prædikerens Bog var digtet før Højsangen. Nej, omvendt, Højsangen var digtet først, og senere hen, da Kong Salomon var blevet viis, var han blevet Prædiker. Saaledes kunde det forklares, og igen samlede der sig et Digt paa hans Tunge, men med tungtvejende og mørktfarvede Ord, hvor det første Digt om Kong Salomon havde været letløbende og sølvblinkende. Dette Digt samlede sig sammen af sig selv paa ensomme Vandringer, mens Trækronerne raslede, og Stormen spillede paa Telegraftraadene, og da det blev færdigt og sat i Pennen, tog det sig saaledes ud.