| Index | -1 | +1 |

Ernesto Dalgas: Lidelsens Vej (1903), DSL s. 137-143

Sidetal i DSL/Danske Klassikere udgaven 1993: 137-143

Kong Salomon.

»Intet Blik har endnu faaet mig til at rødme, og ingen Mand har snoet sin Arm om min Ryg.«

   »Gak bort, Vandringsmand. Ser dig Hyrden, min Fader, vil han vredes, fordi jeg taler med en fremmed.«

   Dine Ord svarer mine, men dine Øjne er hos dine Geder.

   »Fred med dig, Vandringsmand. Nu danser jeg hjem med mine Geder.«

   Fred med dig, brune Pige. Løb over de grønne Høje som den letteste af din Hjord.

   »Nu bræger Gederne efter Stalden, og min Fader længes efter sin Nadver.«

   Der er en Tid til at arbejde og en Tid til at elske. Nu kommer Natten.

   »Jeg kunde ikke sove i Nat, men stirrede ud af den aabne Dør. Der stod et Æbletræ i hvide Klæder, og hvide Dun faldt fra det.«

   Nu er her stille. Jeg hører dit Aandedrag i Stilheden.

   »Jeg rækker min Haand bagud. Tag den i din og følg mig, saa du ikke ser mig rødme.«

   Kære, hvor fører du mig hen?

   »Jeg fører dig til min Faders Vingaard. Der er et Tempel af Cedere. Der vil jeg skænke dig min Kærlighed. Der skal dine Næsebor fyldes af Æbletræets Duft.«

   Min Sjæl fyldes af den Duft, der udgaar fra din Tale. Dine Ord er snehvide som et Æbletræ i Blomst.

   »Jeg ser ikke dit Øje, men jeg hører din Tale. Naar Cikaderne synger, er der ikke saa blid en Klang i din Røst.«

   »Min Fader har bygget et Gærde, for at de smaa Ræve ikke skal forstyrre Vingaardens Fred. Her kan vi sove, og ingen kan forstyrre os. Nu falder Natten sammen om os som et mørkt Vand. Jeg kan ikke se dit Ansigt. Men Æbletræet straaler som en hvid Sky.«

   »Nu er der Fred i Vinhaven, min inderlig kære.«

   Dit Haar er rødbrunt som Vinstokkens unge Skud. Det er en dejlig Farve.

   Dine Øjne er som brune Stjerner. Jeg kan ikke sammenligne dem med nogen Ædelsten; thi der er ingen, der har den Farve.

   Din Kind er et Rosenbed. Midt i det har en Lærke bygget sin Rede.

   Dine Tænder er Gærdet om Vingaarden. Hvert Ord af din Mund tager jeg som søde Druer.

   Dit Bryst er bygget af to Templer. Jeg skælver, naar min Mund rører din Barm. Din Bug er et Vidunder og er skabt til at undfange et Kongebarn. Dit Legeme er dejligt. Al en Kvindes Dejlighed i sit Foraar, og du elsker mig.

   »Jeg er glad ved, at du ikke kan se min Hæslighed. Jeg er glad ved, at Natten dølger mig.«

   »Mine Arme er ganske magre, jeg lægger dem bag min Ryg, at du ikke skal se dem.«

   »Mine Hænder har haard Hud, derfor vil jeg ikke tage dig i Haanden.«

   »Mine Kinder er fregnede, og deres Hud ligner et Dyrs Skind. Mit Haar er graat som mine Geders.«

   »Min Arm er saa mager. Jeg undser mig ved at lægge den om din Hals.«

   »Mit Bryst er min Skændsel og er ikke et Kys værd.«

   »Jeg er en fattig Hyrdepige og har ikke andet at prale af, end at jeg elsker dig.«

   De smykkede Kvinder i Staden, der lærer Elskoven som en Kunst, kan ikke tage mig saa blødt i Haanden som du.

   Jeg bad om en Drue og fik et Æble. Jeg bad om et skønt Legeme og fik en yndig Sjæl.

   Nu ved jeg, hvorfor du er saa blød i din Haand; fordi dit Hjerte er i din Haand, naar jeg tager den.

   Dit Bryst er et hvidt Tempel, og i det er en hvid Sjæl. Din Sjæl er som Æbleblomstens Blade.

   Nu aander jeg Æbleblomsternes Duft for Søndenvinden. Hvert af dine Ord er duftende.

   Jeg har et Halsbaand til dig, som jeg købte i en Bod for en Sølvpenge. Maa det smykkes med at hænges om din Hals?

   »Du giver mig et Perlebaand af Vanddraaber, men jeg vil kun have en Drik af din Mund.«

   Jeg bringer dig en Rubin, der skinner som rød Vin. Det er kun en ringe Gave.

   »Jeg vil ingen Ædelsten have, men jeg vil have Sødme af din Sjæl.«

   Jeg er en rig Købmand. Fyrretyve Kameler bringer Kostbarheder til mig fra Indien. Jeg har Ædelstene fra Ofir i min Bod. Faa er saa lykkelige som jeg.

   »Du skjuler noget for mig, hvem er du?«

   Jeg er en Folkesanger. Kongen iskænker mig Druens Vin, og jeg skænker for ham min Sangs Vin. Kommer jeg i en Gade, bliver der Jubel mellem Børnene, som leger.

   »Hvem er du, og hvorfra kommer du? Jeg ved intet om dig uden vor Elskov.«

   Jeg er den, som siger Bønner frem for Guds Ansigt. Jeg er hans Præst, som er, og kender Guds Raad. Han har Kærlighed til mig. Derfor er jeg lykkelig.

   »Hvem er din Moder, og hvad er dit Navn? Dit Liv ligger for mig i en dyb Sø. Jeg kender dig ikke.«

   Jeg er Salomon, din Konge, Israels Vældige, Guds Udkaarne. Nu ved du, hvem jeg er, og hvor stærk din Elsker er. Nu kan du dele min Lykke og fryde dig.

   »Hvem er Salomon? Hvad ved jeg om Kongen? Hvad taler Kongen i sit Lønkammer?«

   »Det er paa den Tid, da Dæmringen kryber ind ad Dørsprækken, og Hanen ryster sine Vinger.«

   Æbletræet staar i Blomst udenfor. Dets Duft er bittersød som Adskillelsens Time.

   »Under Ferskentræet er det gult af visne Blomster. Det er de visne Blomster, der dufter saa stærkt.«

   Din Stemme skælver som en Harpeleg. Din Røst om Natten er endnu skønnere end dine Øjne om Dagen. Saaledes vil jeg ønske, at din Stemme vil klinge, naar vi siger hinanden Farvel paa Adskillelsens Bjærge.

   »Jeg er sørgmodig. Jeg kan ikke fryde mig ved din Kærlighed.«

   Hvorfor er du sørgmodig, min Dags Drøm? Hvor kan du være sørgmodig, naar din Røst er saa dejlig?

   »Fordi du skjuler dig selv for mig. Jeg er skinsyg paa dig.«

   »Jeg laa i Gaar i en Grøft med mit Skørt over Hovedet for Regnen og ventede dig paa et Sted, hvor du ikke troede mig. Dine Skridt var ikke som den Mands, jeg har kendt. Du gik, som var du ikke alene.«

   Min Elskede, jeg snor min Haand i dine Lokker og lytter efter dit Aandepust. Jeg hælder mig ind til dig som en Dugdraabe til sit Blad.

   »Jeg bryder mig ikke om fagre Ord, men jeg vil have Lod i din Sjæl.«

   Dine Arme er min Bryllupsdragt. Dine Øjne er mine Engle, som følger mig herfra. Dine Hænder er to Sjæle, og jeg kender den højre fra den venstre i mine Tanker. Du selv er al min Kærlighed.

   »Jeg bryder mig ikke om din Kærlighed. Men jeg vil eje din Sjæls Sorg.«

   Jeg kender ikke dette Ord. Ingen har nogen Sinde set andet end Smil paa min Mund. Spørg hvert Barn paa Landet, og du vil høre, at Kongen er den lykkeligste i Israel.

   »Jeg vil ikke have dine Ord. Giv mig dit Hjerte.«

   »Hvorfor vil du saa tidlig af Gaarde? Vent, til det bliver saa lyst, at jeg kan se dit Ansigt.«

   Nu flyder der en lys Stribe ind under Døren. Nu maa jeg bort.

   »Sig mig, kære, hvorfor er din Kind vaad?«

   Det er Nattens Dug, der flyder af mine Lokker.

   »Hvorfor brænder dine Øjne, og hvorfor stønner dit Bryst?«

   Frist mig ikke, Kvinde. Du forspilder min Kærlighed. Slip min Kjortel.

   »Nu vil jeg dele din Sorg eller miste din Kærlighed.«

   O, ve mig, ve mig! Jeg har ikke sovet i Nat for onde Tanker.

   »Heller ikke har jeg sovet i Nat for at lytte til dit Aandedrag.«

   Kære, tilgiv mig. Jeg har syndet. Thi jeg elsker dig ikke.

   »Min Kærlighed er nok til os begge. Jeg vil give dig at drikke af min Barm.«

   Jeg er dig utro og elsker dig ikke. I mine Tanker er jeg langt fra dig.

   »Nu skal vore Sjæle flyde i hinanden som to Vanddraaber.«

   Tal til mig, tal. Du er stærkere end jeg.

   »Nu skal du lægge dit Hoved til mit Bryst og sove, som da du var et Barn. I Morgensolen skal vi gaa i Vinhaven og plukke Druer af hinandens Munde.«

   Min Søster, vaag over mig, thi jeg er syg.

   »Jeg besværger eder, I Fugle fra Cederens Grene, jeg besværger eder, Sol og Søndenvinde, at I ikke vækker eller forstyrrer den kære, førend jeg giver eder Lov dertil.«

   »Nu bliver der Fred i Vingaarden for min Ven.«