Ernesto Dalgas: Lidelsens Vej (1903), DSL s. 91-100
Sidetal i DSL/Danske Klassikere udgaven 1993: 91-100
Men Rektor fik ikke Lov til at tygge Drøv. Med sine behændige Bevægelser fik Etatsraaden det store Svinghjul sat i Gang, og nu udspandt der sig en lille rask Fægtning mellem Salomon og Rector magnificus. Rektor Prægtig brugte Holger Danskes Taktik. Han fægtede med aaben Pande og tog imod alle Hug uden at blinke i Tillid til sin udmærkede Pandeskal. Til Gengæld langede han taktisk ud med sit store Slagsværd, altid en Prim lige oven i Hovedet. Salomon havde set den Taktik før ved den aarlige Forestilling i Studenterforeningen, hvor visse Teologer og Antiteologer indbydes af Senioratet til at kæmpe paa offentlig Tribune til Russernes Opbyggelse. Der havde han set Rektor vinde en stor Sejr. Rektor havde som alle lærde Folk sit grundliggende Begreb, som han paakaldte, naar Nøden var størst. Hans grundliggende Begreb var det bekendte »den kristelige Trosvisheds Erfaring«. Rektor roste sig af, at ingen anden end han kunde udtømme alt, hvad der laa i disse 11 Stavelser. Han havde skrevet en Doktordisputats med en foreløbig Definition af dem paa 5 Sider og en afsluttende Definition paa 47. Dette frygtelige Begreb havde Salomon set ham anvende med en knusende Virkning ved Turneringen i Studenterforeningen. I Begyndelsen havde man smilet lidt af det. Da han anvendte det for tiende Gang, begyndte Folk at bilde sig ind, at de forstod, hvor han vilde hen. Da han faldt ud i femtende Omgang med det samme, var hans Modstander, Rationalisten, efterhaanden blevet færdig med alle sine Argumenter og maatte til at tage op af sine Vittigheder. Faa Aargange efter begik han en skæbnesvanger Fejl ved at forveksle den kristelige Trosvisheds Erfaring med den kristelige Troserfarings Grundvished og blev maalt Skæppen fuld af Rektor derfor. Og da den kristelige Trosvisheds Erfaring tordnede for 25. Gang med usvækket Kraft, var Rationalisten blevet mat og maatte trække sig tilbage med Vanære. Salomon anvendte derfor en anden Taktik, nemlig den samme som Reineke Foss. Han sprang frem og tilbage i Diskussionen og anvendte alle sine Kneb og Finter. Rektor svang sit drabelige Slagsværd, huggede med Lethed gennem alle Parader og blev ved at fægte i samme Retning i stærblind Bersærkergang; men imens greb Salomon ham an bagfra, og inden Rektor lugtede Lunten, havde den sunde Lære allerede faaet mange slemme Stød. Rektor gjorde saa omkring, saa hele Rustningen sang, men han var ikke rask i Vendingen, og naar han var kommet i Gang igen, fægtede han altid i den tomme Luft. Det frembragte en vis Forvirring hos den gode Rektor, og der var et Øjeblik, hvor hele Diskussionen dansede rundt for ham, op og ned ad alle Breddegrader; men han samlede sig igen efter at have kastet et langt Blik til Krogen i Loftet, og fra det Øjeblik af var han ikke til at styre. Hans Stemme hævede sig og kaldte alle Gæsterne hid. Hans Arme slog ud. Sveddraaberne stod paa hans Pande, og han maatte pudse sine Briller. Han havde Salomon fast i Knappen af hans Frakke og holdt ham saaledes fangen, medens han i smaa tyve Minutter gav Tilhørerne sin Doktorafhandling i et kort Kompendium. Dermed var Diskussionen uimodsigelig endt. Det saas tydelig, at Rektor var saa ophidset, at han kunde blive ved at tale hele Natten, og Salomon selv sagde, at han følte sig tilstrækkelig gendrevet for i Aften. Dermed endte alt i god Forstaaelse, og Pigen kunde komme ind med Rombuddingen.
Rektor havde været meget varm og var kommet i Sved, og da nu Striden var sagtnet, følte han derfor en behagelig fugtig Kølighed over hele Kroppen. Han var vel tilpas og smilede huldsalig til Salomon; thi Rektor vilde alle Mennesker vel, og da Salomon udtrykte sig i et forsigtigt Sprog og en afdæmpet Tone anede Rektoren i sin Uskyldighed ikke, hvilke Følelser der aad sig ind i Salomons Hjerte.
Men en Tilhører vilde have bemærket, at denne Rektorens Sejr var en Pyrrhussejr, og hvis han vandt et Par til af den samme Slags, vilde det være ude med ham.
Og hverken Rektor eller Salomon fik nogen Torsdag Aften lov til at være i Ro. Etatsraaden havde sin egen ubegribelige Maade at hidse dem sammen paa og virkede under Diskussionen som en af de Embedsmænd, Niels Klim omtaler fra Potu, som stikker Disputatorerne med Syle for at muntre dem.
Med en forunderlig Sindssmidighed syntes han at skifte Sol og Vind ligelig mellem begge Parter. Naar Salomon havde faaet en af Rektors bedste Læresætninger mellem to Negle, fornøjede det Etatsraaden særdeles. Men i samme Øjeblik som Rektor fangede an, fortrak Etatsraadens Ansigt sig til den sublimeste Alvor.
Rektoren blev efterhaanden ked af disse Turneringer. En Gang, just som han igendrev Manikæismen, havde han gjort et Øjebliks Ophold for at nyse, og i denne bratte Pause havde han hørt, at Folk hviskede og smiskede til hinanden i Krogene. Som en øvet Diskutør vidste han, at nu var Slaget tabt, værre tabt, end om han var blevet gendrevet med tyve Syllogismer, og som en klogere General, end Pyrrhus var, oppebiede han ikke det aabenbare Nederlag, men trak sig tilbage til Damernes Kreds, hvor han øvede sig i at sidde med et overbærende Smil paa Læberne. I Stedet for Rektoren traadte Etatsraaden i Marken for de konservative Interesser, og i ham fandt Salomon en frygtelig Modstander. Den elegante, halvt skælmske Maade, hvorpaa Etatsraaden forsvarede den gode Sag, mindede Salomon om Renans Forsvar for Kristendommen, saa undskyldende, saa indsmigrende, saa redebon til at yde Modstanderne Retfærdighed, at Salomon følte sig drevet fra den ene Forskansning i den anden. Hverken Parlamentarismen eller den almindelige Valgret kunde holde Stand over for denne giftige Anerkendelse, der kun havde Kritikken i sine Anmærkninger. Saa kunde det ske, at Salomon blev opirriteret over sine egne Indrømmelser til at udtømme sig et voldsomt Anfald af Paradokser; men da faldt hans Øjne paa Rector magnificus, og det for som en Skræk igennem ham, at nu var det ham, der spillede Holger Danskes Rolle. Han standsede brat og skammede sig, og Etatsraaden ventede hensynsfuldt et Øjeblik for at høre, om der var mere, og paatog sig da at drive ham tilbage Fod for Fod, idet han konfronterede Salomons forskellige Udsagn med hinanden og drejede sine Spørgsmaal saa snildt, at Salomon saa, at han fik sat Ring i Næsen paa sig, hvordan han end bar sig ad. Paa samme stilfærdige Maade fanger man vilde Elefanter i Indien ved hjælp af Lokkeelefanter, som ganske stille og venskabeligt puffer dem ind i Fælden.
Det eneste, som Salomon havde forud for Etatsraaden, var den Evne til at skabe dristige og barokke Billeder, som han havde udviklet i sin stille Fortrolighed med sig selv. Ved disse kunde han glimre et Øjeblik og sejle sin Modstander i Læ, men denne var i Længden uimodstaaelig.
En af disse Torsdag Aftener faldt Talen paa et nylig opdaget Falskmøntneri, og en Bankdirektør fortalte med Entrystelse om disse Falskmøntnere. Salomon forholdt sig tavs, men Etatsraaden opdagede lumskelig, at han havde noget paa Hjerte, og lokkede saa længe for ham, at han maatte ud med Sproget, hvis han ikke vilde anses for en fej Hund. »Det gode Selskab,« sagde Salomon, »burde føle sig Forbryderne taknemmelig, thi det er ved deres Hjælp, at det gode Selskab opnaar den Fuldkommenhed, det er i Besiddelse af. For hver Tomme, den fortabte synker, er den udvalgte blevet en Alen højere. Paa denne Maade avancerer den udkaarne langsomt mod Himlen. For hver Gang en sølle Djævel gaar ad Helvede til, bliver hans Røst en Streg stærkere og hans Moral en Streg mere nidkær. Lovens Tavler har han i sin Haand, og naar han gaar frem paa sin Bane, føler han sig som en Lovens Mand, der rykker frem for at erobre Landets Oliekrukker og Vinsække fra de ugudelige Kanaanitter, og da ve de sølle Kanaanitter, de farer frem og tilbage som Kaniner mellem Mynder, Hr. Etatsraad.
Vi lever her i en moralsk Verdensorden«, fortsatte Salomon, »som bæres af den moralske offentlige Mening. Ifølge denne er enhver god Gerning ærlig Anstrengelsen værd og bærer sin Løn i sig selv, idet den offentlige Mening giver Anvisning paa almindelig gemen Ære og Hæder. Den gode Gerning var i Katolicismen en Veksel paa himmelsk Anerkendelse, men er i Protestantismen en Veksel paa jordisk ditto.
Men Følgen er, at de ulykkelige, som ikke selv producerer moralsk Værdi, og navnlig de allerulykkeligste, i hvem Veldædigheden søger sig et Offer, bliver komplet insolvente over for de Krav paa Anerkendelse og Taknemmelighed, som retter sig til dem. I disse ulykkeliges, i Kanaanitternes og Forbrydernes Interesse er det, jeg stiller Forslaget om en Konvertering af alle moralske Værdier, saaledes at Renten nedsættes. Hvis det ikke sker, vil den halve Menneskehed spille fallit udi Moralen til næste Termin.
Mit Princip er egentlig det samme som Henry Georges. Ligesom Jorden tilhører den gode Gerning ikke Individet, men Samfundet, og Tiden er nu kommet, da vi bør skride til en almindelig Ekspropriation af disse Værdier igennem langsomt at nedsætte Renten til Nul, saaledes at Anerkendelse og Taknemmelighed bliver en frivillig Sag, og at den moralske offentlige Mening og do. Verdensorden ophører at eksistere, Hr. Etatsraad!«
Men den sokratiske Ironi, hvormed Etatsraaden lod, som om han aldrig havde hørt noget af den Slags før, og bad undskylde sin Fordomsfuldhed, at han holdt paa den gamle Moral, og den Ydmyghed, hvormed han bad godt for sig og sine Lige over for den strenge Dommer, den Behændighed, hvormed han lod skinne igennem, at efter Salomons Reform vilde det blive Forbryderen, der havde Ret til almindelig Anerkendelse, og det gode Selskab vilde brændemærkes med almindelig Foragt, var saa djævelsk besnærende, at Salomon til sidst kom til det Punkt at maatte indrømme, at hans Tale var Ironi, en Indrømmelse, der er den floveste og foragteligste, en ærekær Mand kan give for sig i en ironisk Diskussion.
Disse Ordstridigheder har været et vigtigt Led i Salomons Opdragelse. Han lærte efterhaanden at tage Temaet paa samme ridderlige Maade som Etatsraaden. Thi Etatsraaden nedlod sig aldrig til at plette sit hvide Skjortebryst med Fanatismens Smuds. Som han tit sagde: en Diskussion er som en Salat, den skal blandes paa een Gang med Andagt og med Lune. Baade Olie og Eddike, baade Alvor og Skæmt skal der til, og Paradoksets Sennep og Vittighedens Salt skal indgaa i Forbindelsen i passende Maal, saaledes at der er Harmoni mellem Ingredienserne. Og som Højre og Venstre griber Ske og Gaffel og trofast arbejder Haand i Haand, saaledes samvirker Diskussionens to Parter. Intet er mere fejlagtigt end den Tro, at det gælder om at slaa Modstanderen til Jorden.
Den rette Takt viser, hvor de to Parter svarer hinanden med Ridderlighed, medens Ordlegen hæver og sænker sig som en Duo af Violin og Violoncel.
»Dialektikkens Stratagemer er seks,« sagde Etatsraaden i Fortrolighed til Salomon. »Den første Krigslist og den plumpeste er forud at indrømme Titus alt, hvad ham med Billighed tilkommer, og derved gøre ham vaabenløs. Den anden er ved Skinindrømmelser at gøre Titus sejrsbevidst, saa han vover sig for langt frem, og da have et Baghold til Rede. Den tredje er den sokratiske Metode, som igennem Spørgsmaal paa Spørgsmaal optræder som den videbegærlige Elev og faar Titus til at indrømme sin egen Inkonsekvens; men den kan kun anvendes over for en, der selv er Dialektiker, og som gaar ud paa at lade sig udfritte, eller over for en meget brav og skikkelig Medborger. En rask og stridbar Mand neutraliserer den sokratiske Metode ved den fjerde Strategem, som bestaar i at afbryde Gangen i Handlingen ved et Spring ud i en eller anden Ideassociation, der kan falde naturlig. Det er det fineste, naar Cajus griber en Sidebane, som Titus har aabnet Udsigten til. I Mangel deraf maa han gribe til, hvad han selv kan lave. Denne Krigslist er den eneste, som Lægmand kender. Den værste Afart af den er at plumre Vandet ved med høj Røst at udstøde Smuds og Skældsord; saaledes gør Blæksprutten, naar den er i Nød og vil slippe bort, og Folketaleren; men den er egentlig ikke ganske ridderlig. En smuk Krigslist er den femte, som bestaar i at angribe Titus ud fra hans egne Forudsætninger og beskylde ham for at gøre sig skyldig i just det, som han angriber Cajus for. Det frembringer en Forvirring i Legen, i hvilken man kan forberede sit Hovedangreb.
Alt det«, sagde Etatsraaden til Salomon under fire Øjne, »er De naturligvis ikke uvidende om; men det sjette og sidste Stratagem kender De ikke. Det er at blive varm. De gaar for formelt og abstrakt til Værks. Man mærker ikke Overbevisningens Glød under Deres Ord. Der er et passende Tidspunkt, hvor man maa begynde at blive varm!«
Det sagde Etatsraaden paa den slebneste og glatteste Maade, og man skulde have troet, at det hele var hans Spøg. Men se, i samme Øjeblik skete der en Forandring. I Sandhed, Etatsraaden var blevet varm. Der kom Glans i hans Blik og Myndighed i hans Røst, og straks blev de fire Øjne til flere, uvilkaarlig sluttede man sig til.
»Det, som i Længden vinder Sejr,« sagde Etatsraaden, »det er ikke de dialektiske Kunster; men det er den faste Overbevisning, den urokkelige Tro. Jeg indrømmer,« sagde han og var stadig varm, »at jeg har denne Tro paa den konservative Sag. De maa saa kalde den en Kulsviertro, om De vil;« - i samme Øjeblik var Etatsraaden atter kold og tilføjede med allerstørste Ro - »og det er det naturligste ogsaa paa en Maade.«
Rector magnificus gav sit Bifald til Kende i Sofaen. Salomon evnede ikke at svare. Vejret var, sandt at sige, gaaet fra ham. Han forholdt sig meget tavs hele Aftenen; han talte end ikke til sig selv, som han plejede under en ensom Hjemfart; først da han sad paa Sengekanten med Sokkerne i Haanden, fik han Luft og sagde til Reolen i en Tone af den dybeste Beundring: »Det var som syv Satan!«
Salomon læste i Avisen, at Rector magnificus skulde holde Tale Grundlovsdagen i Kongens Have. Man ventede sig meget af denne Tale.
Da Salomon kom derned, opdagede han flere af Københavns Præster, der havde indfundet sig efter særlig Indbydelse og ventede sig noget stort. Fremragende Mænd af den konservative Klub gik rundt med røde Skærf og ledte efter noget, de kunde bringe Orden i. En emsig Forretningsmand solgte Medailler med Christian den 9des Valgsprog paa à 75 Øre, og man kunde ogsaa købe det bekendte Billede, som forestiller Diogenes, der med en Lygte oplyser hans Excellence Konseilspræsidentens Træk og i ham finder det Menneske, han i 2000 Aar forgæves har ledt om. En Ordensmarskal fortalte Salomon, at dette Billede egentlig spotvis var blevet udgivet af Venstrekræfter; men Højre havde gjort deres onde Raad til intet og vendt Latteren mod Ophavsmændene ved den udmærkede Spas at optage Billedet i Alvor, mangfoldiggøre det og arbejde paa at anbringe et Eksemplar i hvert Højrehjem.
Nu afsang man flere Sange, hvoriblandt især en gjorde Lykke, der handlede om den russiske Zar og begyndte saaledes: »Høvding over Garderige, sku herned til Danevang!« Derpaa gav Trompeten et højt Blæs fra sig, man raabte alle ni Hurra for hans Majestæt, og man afsang staaende, hvad der fulgte af sig selv, det første Vers af Nationalsangen. Under dette indtraf et Intermezzo. En Mand havde ikke taget Hatten af under Ceremonien. En Ordensmarskal slog den straks af Hovedet paa ham, og da han gjorde Modstand, slog tjenstvillige Folk ham til Jorden, trak ham op igen og transporterede ham ud af Haven. Manden fik senere en Majestætsfornærmelsessag paa Halsen, og det oplystes under denne, at Manden var stokdøv og meget svagsynet og kun var gaaet til Grundlovsfest, fordi hans Kone havde forbudt ham det.
Derpaa fik Rector magnificus, som for Resten ikke længer var Rector magnificus, Ordet og udviklede Højres Program, og Salomon fik konstrueret sig en ganske særlig Nydelse heraf. Han trak sig nemlig tilbage til en Bænk, hvortil Foredraget kun naaede som en hul Trommeklang, uden at Ordene kunde skelnes, og herfra saa han Foredragsholderen slaa ud med Armene paa de patriotiske Steder, pudse Næse paa de religiøse og tørre Sveden af Ansigtet under Tilhørernes Bifaldsmumlen, indtil han steg ned af Tribunen og overrakte sit Manuskript til Berlingskes Referent. Salomon havde af Gestikulationerne sluttet sig til, at Programmet havde haft en positiv, opbyggelig Karakter. Den Varme, hvormed Talen var blevet holdt, havde gjort Indtryk paa ham. Han følte sig som et bedre Menneske, da denne var færdig, og syntes at mærke paa Stemningen, at det gjorde de andre ogsaa.
Efter Alvoren fulgte Lystigheden. Halvhundrede Ølborde stod i Linie med hinanden, og hvert bar halvhundrede massive Ølglas, og under Bordene laa Ølfadene. Øllet løb ustandseligt som Vinen ved Middelalderens patriotiske Fester, og en Dreng stod ved hvert Fad og havde nok at bestille med at skifte Glassene under den nærmeste Kilde.
Røde Lygter hang oppe i Træerne. Det hele mindede om Tivoli. Alle Københavns glade Piger var mødt, og paa Tribunerne dansede de københavnske Folkedanse med Ordensmarskallerne. Mange hede Par gik og søgte forgæves ensomme og mørke Steder, hvor de kunde hengive sig til hinanden. Dog, under Ølglassenes bakkantiske Klang og Elskovskyssenes Lyd gemte sikkert mange en Erindring om Rectoris magnifici sidste manende Ord, og dette gav hele den livsglade Fest en pikant Bismag.
Hvem anden skulde Salomon møde i Kavallerernes Gang end Etatsraaden, der stod op til et Træ og saa paa de forbisvansende Damer med sin Stok udi sin Mund. Etatsraaden lod til at være i en bakkantisk Tilstand, ikke af Vin, men af Stemning. Han tog uden videre Salomon under Armen og spurgte ham, hvordan han syntes om Programmet. Jo, Salomon syntes rigtig godt om Programmet, kun syntes han, at det var en Kende for højtidelig holdt. »Nogle humoristiske Parenteser havde ikke skadet.«
»Jeg siger sgu, at det er helt forkert med det Programlaveri,« sagde Etatsraaden. »Et plebejisk Parti maa have et Program, men et fint og fornemt Parti har netop intet Program. De skal ogsaa faa at se, at det bliver umuligt at faa lavet et Program, som samler alle vore Hoveder under een Hat. Thi det, som forener vort Parti, er ikke politiske Principper og betragtninger.« »Hvad er det da?« spurgte Salomon.
»Det er Følelsen,« sagde Etatsraaden og var varm, men tog sig i det og gentog mere dæmpet: »Det er Følelsen - vil De ryge? Naa, ikke! -for Kongehuset og Fædrelandet, og det er vor hjemlige Tradition i Moral og Religion, der binder Højrepartiet sammen. Jeg meddeler Dem her et Faktum. De kan dele disse Følelser eller ikke, men De maa anerkende dem som et Faktum i Politikken.« »Indrømmet,« sagde Salomon.
»Ja, men det er den hele doktrinære Radikalismes Fejl og derfor ogsaa Deres Fejl, Hr. Salomon, at De ikke forstaar, at disse Følelser er en Faktor i Livets Praksis og har deres Ret til at være det. Der vil muligvis komme en Tid, da disse Følelser ophører at eksistere - jeg gør Dem denne Indrømmelse rent hypotetisk for at imødekomme Dem - men saa længe de eksisterer, og De behøver kun at se omkring Dem for at se, at de eksisterer endnu, saa er Højre en Realitet og har som enhver Realitet Lov til at gøre sig gældende.« »Til en vis Grad,« sagde Salomon.
»Nej, netop ikke dette »til en vis Grad.« Dette »til en vis Grad« tager de stærke Farver af Livet. Kender De Deres Søren Kierkegaard og ved ikke dette. Er det radikale Feltraab ikke just: Bort med alle Skranker, lad Lidenskaben have sin Ret. Nu vel, men er det da kun de radikale Lidenskaber, der maa tumle sig frit. Hvorfor ikke ogsaa de konservative Lidenskaber?« Salomon bukkede tavs. Denne Vending imponerede ham.
»Et Forstandsparti, som Deres Parti nærmest er, maa have et Program. Uden det er det intet Parti. Men mit Parti er et Følelsesparti og behøver intet Program, som vedtages af et Koncilium. Højre skaber paa en hel anden Maade sin Politik. Den skabes som et almindeligt, uvilkaarligt Udslag af Stemning i Partiet. Partiets patriotiske Følelse rejser sig og kræver noget, og under den almindelige Begejstring gennemføres det, man ved ikke hvordan.« Salomon gjorde opmærksom paa, at Begejstringen ogsaa forekom hos Venstre, og gav den med det samme et lille Hip.
»Men De er virkelig bornert. De tror, at alle Folk er Logikere og Professoremner som De selv. Men Menneskene vil ikke have Grunde, de vil have Rørelse, de vil opløftes, begejstres og tro. Se paa vor værdige Eksrector magnificus og tag ham til Eksempel. Det er Forskellen mellem Dem og mig, at De forstaar ikke Idealismen; De ser ikke, at Idealismen just er det ædrueligste og reelleste Syn paa Tilværelsen. Thi Hemmeligheden er, at Menneskene af Naturen er Idealister. Alle disse Mennesker, De ser her i Haven i Aften f. Eks., er Idealister. Det er ikke Teorierne, men det er de store Følelser, der regerer Verden, ligesom det er Elskovens hulde Vanvid, der regerer de enkelte.
Derfor er intet taabeligere, end naar Folk i vort Parti vil give Grunde. Disse Forsøg virker kun nedbrydende. Der kan ikke, og der skal ikke gives tilstrækkelige Grunde for Befæstningen f. Eks., og det behøves heller ikke. Lad mig atter hypotetisk gøre Dem en Indrømmelse. Sæt, at Befæstningen ikke var en udenrigspolitisk eller en militær Nødvendighed, jeg siger ikke, det er saa, men jeg sætter, det er saa; saa var den i hvert Fald en patriotisk Nødvendighed. Vor Følelse krævede den. Den patriotiske Følelse var sat i Bevægelse og krævede højlydt Tilfredsstillelse. Forstaar De ikke, at hvad den end vil koste, er det ikke for meget, naar nu for Eftertiden alle Fædrelandssindede Mænd kan sove i Fred i deres Seng. Og hvilken Strøm af Begejstring har denne vor Politik ikke givet Aabning for, baade i Højre og, som De meget rigtig bemærker, ved Kontrastvirkning i Venstre. Den har hævet Blikket over det daglige, og jeg gentager for Dem»: kun i Begejstringen, i Lidenskaben, i Følelsen lever Mennesket fuldt ud. Og derfor skal et Menneske ret af Hjertet være begejstret for noget. Og nu god Nat.«
Etatsraaden svang sin Hat og gik. Ilsomt og spændstigt traadte han paa Jorden som en tyve Aars Yngling, og sin Spadserestok vuggede han over højre Skulder som i dithyrambisk Begejstring. Et Øjeblik standsede han brat og saa faderlig smilende paa Danseestraden, hvor Bølgerne gik højt. Saa gik han videre og blev til en sort Skygge, der gled ind imellem de andre.
Salomon stirrede efter ham og havde en Fornemmelse, som om han havde talt med sin Herre, Etatsraad Mefistofeles selv eller en af hans nærmeste Fortrolige, og han fik en uhyggelig Følelse af, at der et Steds i det dybeste Mørke sad en almægtig Mefisto med alle Traadene i sin Haand og lod Folk slaa ud med Arme og Ben, alt som det behagede ham at trække i Traaden.
Salomon gik hjem. Hver anden Lygte var alt slukket paa Gaderne, og kun nogle Drosker rullede forbi; men Salomon kunde ikke faa det mørkt og stille nok efter Kongens Have. Han listede over Bommen og ind i Østre Anlæg for at tage sig et Bad i Natteluften og faa Kongens Haves Stemning, som endnu hang i Klæderne, luftet lidt ud. Der var et Par mørke Piletræer og et Par Stjerner i Østre Anlæg, og Salomon gik lige hjem og skrev i sit lille Hæfte saalunde:
»Ja, Rector magnificus har Ret, dette er den evige Kamp, der gaar gennem Historien som en Orkan. Kampen mellem Gud og Satan, mellem Mæthed og Sult, mellem Tanketomhed og Tanker, mellem de gode og onde. Zoroaster, du har set ret; den flittige Bondemand, som saar sit Korn og passer sit Kvæg, han, der bor nede i Dalene, hvor der er lunt, der om Dagen har sit Dagværk og om Aftenen spiser sig mæt og fedtet i et Fad Grød, gantes med sin Kvinde og drager hende til sig - han er den gode Mand. I næste Dal bor der en anden Bondemand, der passer sin Mødding og æder sin Grød. Den, der besøger de godes Rige, bliver underligt stemt. Hvor han kommer hen, er det den samme Bondemand og den samme Mødding og den samme Grød, og det kommer af, at de alle er skabt som Kopier af en stor Bondemand, der sidder i Himlen og passer sin Mødding og æder sin Grød.
Fjældet vokser op af Jorden. Mens Dalen er Bundfaldet af det lunkne Vand, er Fjældet støbt af den underjordiske Ild. Ned over det hænger et Vandfald som et Slør. Svimle Graner klamrer sig fast med Rødderne og stirrer ned i Dybet. Mellem tre Afgrunde har Ørnen sin Rede, som aldrig noget Menneske saa. Saa længe Mennesket har været til, har der ogsaa været et Ørnepar til paa den stejle Tinde.