Ernesto Dalgas: Lidelsens Vej (1903), DSL s. 41-50
Sidetal i DSL/Danske Klassikere udgaven 1993: 41-50
At det forholdt sig saa, havde Kæmneren indbrændt i Salomons Sjæl i hans tidligste Barndom. Salomon havde ogsaa længe vidst, at hans egen Stilling var meget tvivlsom, og at han kunde risikere det værste, hvis han ikke forbedrede sig; men han havde før troet, at det var hans unge Alder, der bar Skylden for hans Fejltrin, at han med Tiden vilde forbedre sig, og at han i den modne Alder vilde blive en god Borger; men den Opdagelse, han havde gjort, havde næsten berøvet ham Haabet. Han var begyndt at frygte for, at han i Kraft af sin umoralske Afstemning hørte hjemme i Bukkenes Fold fra Fødselen af, og han kunde ikke ret nyde Pastor Petersens straalende Udmalinger af det store Gæstebud i Himlen, fordi han var bange for at blive anbragt et andet Sted.
Naar Pastor Petersen erklærede, at han elskede alle Mennesker, var han ikke helt ærlig. Der var en Klasse, som han afskyede endnu mere end Fritænkerne, det var Lægprædikanterne. De havde en egen formastelig Maade at optræde paa, som ikke huede ham. Især var der en, som hed Skrædder Petersen, og som Salomon mindedes fra sin tidligste Barndom for hans opbyggelige Foredrag om Svinene og Djævlene, thi han tumlede saa længe med begge Partier, at Salomon til sidst ikke længer vidste, om det var Djævlene, der for i Svinene, eller Svinene, der for i Djævlene, og fik sig en Omgang af Kæmneren derfor. Over for denne Mand havde Pastor Petersen en Gang betonet, at ulærde Medlemmer af Menigheden burde være den gejstlige Øvrighed underdanig; men Skrædderen havde straks lagt sig paa Knæ og bedt en saa knusende Bøn for alle vantro Præster, at Pastoren var blevet slaaet ganske flad, og fra den Tid af kom Skrædderen immer op til Kaffe i Præstegaarden, naar han optraadte i Byen; og man sagde derom, at Skrædderen rejste paa Visitats. Man paastod ogsaa, at Pastoren gerne vilde gifte sig med sin Husholderske, men ikke maatte for Skrædderen, som fik en Del hellige, navnlig mange hellige Kvinder, til at indgive en Adresse til Pastoren om det ukristelige i et andet Ægteskab.
Imellem Skrædder Petersens og Pastor Petersens Religion var der en mægtig Forskel. Pastoren lærte, at vi alle kom i Himlen undtagen enkelte forlorne Subjekter, hvis Skæbne kunde være os andre ligegyldig; men Skrædderen holdt for, at kun et meget lille Udvalg kom paa det gode Sted, og langt de fleste kom i den sorte Gryde. Skrædderens Stemme var spæd, men hans Udtryk var kraftige, hans Ansigtsfarve var galde- eller svovlgul, og Helvedes Ild stod afmalet paa Klumpen af hans Næse. Han var nu kommet til Byen, og Kæmneren havde sendt Salomon hen at høre ham.
Skrædderen lagde for med den Forklaring, at Frygten for Gud og Frygten for Satan egentlig var et og det samme, men Kærligheden til Gud og Kærligheden til Satan to helt forskellige Ting, og man maatte gøre sit Valg mellem dem. Og da nu Skrædderen fandt, at Øjeblikket var et passende Tidspunkt til at gøre et saadant Valg, saa raabte han med sin stærkeste Røst: »Nu skal det være! Nu skal det være! I dette lille Øjeblik! I dette lille Øjeblik! Gud eller Satan! Og saaledes blev han ved at raabe, saa længe han havde Vejr dertil, og arrangerede paa denne Maade en munter lille Auktion paa Gud og Satan.
Hvad Salomon angaar, saa sad han meget forskræmt og lyttede til; thi han følte sig overtydet om, at vilde Pastorens Gud ikke have noget med ham at bestille, vilde Skrædderens meget mindre. Heri havde ogsaa Kæmneren bestyrket ham; thi han havde samme Eftermiddag antydet for ham, at de rimeligvis ikke vilde mødes i den anden Verden - Salomon havde sagt, der stod ikke noget i Bibelen om, at man ikke maatte ryge Tobak - og at Salomon derfor burde drage størst mulig Nytte af Omgangen med ham i denne. Og da nu Skrædderen vedblev at raabe paa, at det skulde være, og det kunde ikke opsættes, indsaa Salomon, at hans genstridige Person alligevel aldrig vilde gøre Lykke hos Gud, og med et Suk bestemte han sig for Satan.
Nu havde Salomon altsaa slaaet sig paa Fandens Parti, og for at gøre Skridtet fuldt ud gik han næste Dag op til Hans Adolf, hvor han ikke havde været siden han var begyndt at gaa til Præst, thi han havde nu besluttet at slaa sig paa Verden og Kødets Lyst, og der hengav han sig til at spille Mis, ryge Tobak og bande; men han havde ikke megen Fornøjelse deraf. Skønt Hans Adolf var en god Kristen, var han meget mere dreven i de tre Idrætter end Salomon, og denne fik en Fornemmelse af, at uægte Børn hverken kunde blive Guds Børn eller Verdens Børn, men at de ægte derimod var begge Dele paa een Gang. Om Natten fik han en skrækkelig Mavepine og daarlig Samvittighed og vilde inderlig gerne angre; men han vidste ikke, hvorledes man bar sig ad dermed, og han mente heller ikke, det vilde hjælpe.
Og nu nærmede Konfirmationen sig, og Salomon tænkte med Skræk paa, hvad han skulde gøre. Hvis de hørte, han havde forsvoret sig til Fanden, vilde de maaske forlange, at han skulde staa aabenbar Skrifte for Menigheden, før han blev stedet til Konfirmation. Eller skulde han svare nej i Kirken, naar Præsten spurgte ham. Saa maatte han først skaffe sig at vide, om noget saadant var lovligt. Af alle disse Vanskeligheder var der kun een sikker Udvej. Han maatte se at blive omvendt af Pastor Petersen inden Oktober.
Nu var det visselig ikke noget nemt Arbejde at lade sig omvende af Pastor Petersen; thi denne Aandens Mand var hverken noget fremragende ved sin Personlighed, sin Forstand eller sine Kundskaber; men Salomon passede paa som en Smed og gik let hen over hans Aandrigheder, naar han f. Eks. forklarede om den barmhjertige Samaritan, at den hele Lignelse havde en dybere Betydning. Olie og Vin var, saa vidt jeg husker, Tro og Haab, Herberget Kirken, de to Penninge Daab og Nadver og Værten Pastor Petersen, til hvis Varetægt Herren betroede Synderen. Salomon tog alt op i den bedste Mening, og endelig lykkedes det ham at opsamle et lille Ord, der hjalp ham paa rette Vej.
Men da var det ogsaa paa høje Tid, thi det var den sidste Gang, de var til Præst, og Konfirmationen hang over deres Hoveder. Til denne Dag havde Pastor Petersen sparet sit Hovedargument. Og nu opfordrede han Konfirmanderne indtrængende til at holde fast ved det, de havde inde, og ikke lade Tvivlen faa Indpas. De skulde overhovedet ikke tænke. - Pastoren haanede her Forstanden efter Fortjeneste og lovprisede Troen som noget ganske andet. Man skulde ikke gaa saa nøje i Enkeltheder, men se lidt stort paa det og tage Kristendommen i en Slump og spørge sig selv: »Skulde virkelig jeg med min elendige Forstand have Ret, eller skulde ikke snarere alle de Tusinder og Tusinder have Ret, som bekender sig til Troen?« Og nu holdt Pastoren Mandtal over de troende af forskellige Bekendelser, og det blev til en Mængde Millioner i Europa og Amerika. Og da han nu talte alle de døde med i deres Grave, og de kommende Slægter og lovede Konfirmanderne, at hele Kina vilde blive omvendt inden 25 Aar, da fyldtes Salomons Sjæl af en hellig Svimlen ved Millionerne, og han forstod, at Forstanden ikke kunde staa sig imod dem.
Og Søndagen derefter kom den store Dag, da den modnere Ungdom vandrer op og aflægger sit Løfte til Gud foran Menigheden. Man kunde maaske mene, at de er vel unge og spæde og næppe selv ved, hvad de gør, og at det er en underlig Ting, at man anses for moden til at aflægge et religiøst Løfte i en Alder, i hvilken Landets Love ikke anser en for moden til at gifte sig; men det er en ganske ubeføjet Tale, da det netop er Barnetroen, i hvilken man bekræftes, og det forventes, at den reglementerede Alder vil blive sat ned til det fjerde og femte Aar, for at Forberedelsestiden ikke som nu skal blive taget fra Skoleundervisningen.
Altsaa mødte Salomon op, antrukket i de to religiøse Farver, sort og hvidt, som en ung Skade, og efter ham spankede Kæmneren i sort Kjole som en ældre Skade, hvem Halefjerene var vokset ud paa, og anbragte hans Moder og Søster paa de paarørendes Stolerækker, mens Salomon selv blev stillet op paa Kirkegulvet. Derefter fulgte der de reglementerede Indgangsbønner, nogle Salmer og en lang Præken, under hvilken Kæmneren listede ud sammen med Slagter Kraul; men da Prækenen var omme, indfandt han sig igen, og fra nu af følte Salomon under hele Ceremonien et aarvaagent Øje kildre sig i Nakken. Ellers mærkede han ikke noget til Kæmneren med Undtagelse af en Gang, han i Distraktion kom til at sætte den ene Fod over den anden i en plastisk Stilling. Da følte han bagfra et myndigt Greb, som førte hans Ben tilbage i Fromhedens første Position.
Salomon var meget træt af at staa op saa længe og meget sulten og tænkte paa, at han gerne vilde have været ude med Slagter Kraul. Hans Øjne faldt paa Alteret, hvor der stod en lille, forgyldt Nipsgenstand af et Krucifiks, meget pyntelig og rigtig i Petersens Stil, og han kom til at tænke paa det gamle Træbillede af Kristus paa Korset med fortrukket Ansigt og blodig Krop, som havde hængt her i den katolske Tid, men nu var kastet hen i et Hjørne af Præstens Aftrædelsesrum med Næsen mod Væggen og benyttedes af Pastor Petersen til at hænge hans protestantiske Hat paa. Og fra disse Tanker gik han med et underligt Tankespring over til sin gamle Tvivl om den Petersenske Religion, og Fanden begyndte atter at røre sig i hans Sjæl. Men Salomon tiltalte ham haardt og beraabte sig paa Millionerne, og endelig flyede han i det yderste Øjeblik. Thi nu nærmede Pastor Petersen sig og spurgte ham højtidelig, om han bekendte sig til Religionen Petersen, og som Fanden i det Øjeblik var langt borte, svarede han beredvillig ja. Og dernæst afkrævede Pastoren ham det Løfte, at han alle sine Dage vilde holde sig til samme; og skønt Salomon syntes, at det at give et saadant Løfte var et stort Ansvar at paatage sig, mumlede han dog noget, som Pastoren tog imod som et Ja, hvorefter han faderlig trykkede Salomons Haand. I det samme kastede denne Blikket op paa Pastorens Ansigt, idet han endnu i sidste Øjeblik blev grebet af en brat Tvivl, om det her var en hellig Handling eller maaske en Komedie; men Pastor Petersens Ansigt straalede af en himmelsk Glans, og da det hele var færdigt, modtog Salomons Moder ham med tydelig Rørelse, den lille Søster med stor Ærbødighed og endog Kæmneren med en vis Agtelse. Og der var Glæde paa Jorden som i Himlen, og alt var saare godt. Salomon fik en Paraply, en Salmebog, et Merskumscigarrør, en Brevmappe og en Rejsetaske. Af Kæmneren fik han Vaupells Krigshistorie i Pragtbind med følgende Tilegnelse:
Bliv stor og stærk, om mulig større
end Heltene fra Ott' og fyrre.
Til Middag var der Selskab i Salomons udtrykkelige Anledning, og han følte sig meget beæret ved Nærværelsen af de høje Herrer: Slagter Kraul, Høker Clemmensen, Beværter Hyllerød, Sergent Nielsen m.f». Alle de Herrer var pansrede med et stivet Skjortebryst og indhyllede i den sorte Kjole undtagen Sergenten, der mødte i Uniform, og alle anstrengte de sig for at overholde den sorte Kjoles Etikette, men det lykkedes dem ikke ganske. Høkeren blev grebet i at tørre sig i Dugen i Stedet for at bruge Salveten, og Slagteren optraadte som en uforfærdet Sabelsluger under Nydelsen af Rødspætterne. De havde leget fint Selskab og taget hinanden til Bords, og Salomon var blevet taget til Bords af halvtredje Hundrede Pund Slagter, som aldeles overvældede ham, saa han hverken vovede at spise eller drikke, og de fortsatte nu Legen med noget, som de kaldte at udbringe Skaaler. Salomons Skaal blev udbragt af Beværteren, men den maatte være kommet ind igen; thi den blev atter udbragt af Sergenten, som lykønskede ham til, at han var blevet voksen, hvorved han saa ned af sig selv og ønskede, han havde været lidt større. Men nu bad Kæmneren sine Damer og Herrer om Lov til at maatte gribe Ordet og greb det ogsaa, i hvilken Anledning Salomon følte sig forpligtet til at nedlægge sin Kniv og Gaffel og stirre tankefuld paa det nærmeste Syltetøj. Kæmneren udbragte atter Salomons Skaal, som til hans store Forlegenhed stadig vendte tilbage, og konfirmerede ham saa at sige for anden Gang ved at gennemgaa alle den voksnes Pligter mod Hjem, Fædreland og Kirke; men derved kom han ind paa Emnet om Præcished, og det opfyldte ham saa aldeles, at Gæsterne til sidst forstod, at dette var Drengens skrøbelige Punkt, og betragtede ham med skarpe Blikke. Kæmneren endte med at ønske, at Salomon snart maatte blive Soldat, saa skulde nok alle Nykker blive pillet ud af ham, hvorpaa han takkede Gud for den Opdragelse, han havde givet Salomon, og tilgav ham alt.
Indtil da var det hele blevet holdt i Stilen, men nu rejste Mester Kraul sig og brød overtvært med den fine Tone ved at holde Tale for Salomons Moder med mange saftige Hentydninger til det intime i Ægteskabet, idet han hyppig citerede Madam Krauls fortrolige Udtalelser om dette Emne og lavede et dristigt Ordspil paa den Sætning, at Kvinden er den underlegne Part i Ægteskabet. Salomon saa hen paa Kæmneren; men denne morede sig fortræffelig, og derfor gav han sig ogsaa til at le, og hans Moder baade lo og græd og hostede meget, og de var alle glade.
Dermed var Ævred opgivet, og efter at de først havde afført sig den fine Tone, trak de ogsaa den sorte Kjole af og spiste videre i Skjorteærmer. De drak meget og alting imellem hinanden. Efter Bordet fik de først Kaffe med Likør, derpaa Toddy, derpaa Te og Smørrebrød, derpaa fik de Punch og midt i Punchen Chokolade, kort sagt, det var en af Moderens største Dage. Ved al denne Trakteren svulmede Gæsterne op og blev saa store, at Salomon næppe kunde overskue dem, skønt han holdt begge sine Øjne op med Pegefingrene, og Mester Kraul gjorde Indtryk af at veje 3000 Pund i stedet for 300. Til sidst begyndte Lampen at danse og Væggene at forsvinde ud i en uhyre fjern Horisont, medens en Person, som nylig havde aflagt et højhelligt Løfte, sad i et Hjørne og lo af fuld Hals over de mærkelige Former, som Tilværelsen antog. Paa dette Stadium forbarmede hans Moder sig over ham, hjalp ham ovenpaa og puttede ham i Seng, medens han hørte Mester Kraul nedenunder ryste hele Huset med Visen om »en svensk Konstabel fra Sverri', som skød sig med en Kanon.«
Den næste Dag var hans Moder meget geskæftig og Kæmneren meget højtidelig. Han udvandrede derfor til Adelgade og viste sig der i sin hele Glans. Der var nogle Bekræftede, som havde Paraply og Salmebog, og andre Bekræftede, som havde Merskumscigarrør og Rejsetaske, de fleste af Løftets Mænd havde Ur, og der var dem, der bekræftede deres Daabspagt i Galocher; men der var ingen, der som Salomon indviede sig til Himlen ved alle disse Herligheder. Dog var han ikke stolt, men slog sig sammen med nogle andre unge Mænd, der havde vedkendt sig det Løfte, man provisorisk havde givet paa deres Vegne i Genfødelsens Bad, og de drog ned i en Kælder og fik sig enkelte Bajere der, medens de talte sammen om den hellige Handling og dens Betydning for dem.
Men da Salomon om Eftermiddagen sad midt imellem sine Skatte, følte han med eet et underligt Sting i Siden, som han kendte alt for vel. Han var jo dog kommet over paa den rette Side og troede, han havde tilfredsstillet sin Samvittighed, og mente at have Pastorens Garanti derfor; men nu indfandt Samvittigheden sig ikke des mindre og paastod, at det hele var en skiden Affære, og at han aldrig burde have aflagt et Løfte, som han ikke vidste, om han kunde overholde. I sin Nød tyede han til Bibelen og den vise Salomon, men fandt ingen Trøst, og om Natten drømte han, at Kong Salomon var ved at konfirmere Pastor Petersen, og at Pastoren ikke kunde svare for sig.
Og nu var der kun et Par Dage til den mærkværdige Begivenhed, som hændes to Gange om Aaret i den danske Kirke, og som bestaar i, at Aanden farer ned fra Himlen over alle Løftets Riddere, saa at de alle endrægtelig i en og samme Dag og Stund gribes af Længsel efter den hellige Nadver og vandrer til Kirke for at modtage den. Og denne Aandens Udgydelse er saa meget mærkeligere, som et meget stort Tal af dem aldrig viser sig siden i Kirken, undtagen naar de bliver gift eller begravet. Og hvis nogen vilde indvende, at saadanne mærkelige Forhold kommer af, at Konfirmationen og dens Altergang er tvungne Ceremonier, som Børnene maa gaa igennem for at komme i Lære, saa bedes vedkommende om at fremsætte sin Sigtelse højt, thi det vil være den letteste Sag af Verden at skaffe Højesteretsdom for, at Konfirmationen er en frivillig Sag. Ja, netop er Frivilligheden dens Særkende, idet jo baade Præster, Forældre og Lærere paa den mest indtrængende og uafladelige Maade opfordrer de unge Mennesker til at aflægge Løftet frivillig.
Da Samvittigheden stadig pinte Salomon, gik han endelig Onsdag Eftermiddag ind til Kæmneren, der sad ved Kaffen, og fortalte ham, at han hellere vilde vente lidt med at gaa til Alters; men der fik han noget andet at vide; thi Kæmneren væltede Kaffekoppen og sagde, at han følte sig, som om han var ramt af en Rystelse; og i denne sin Rystelse holdt han et Foredrag for Salomon, som varede fra Kaffetid til Tetid, og hvori han gennemgik alle de Grunde, som kunde tale for og imod at gaa til Alters, og hver Gang han kom til en af Grundene imod, gjorde han Holdt og anvendte ti Minutter til at ramme en Pæl igennem den. Paa denne Maade fik han alt sagt, hvad der kunde siges om den Ting, i en mægtig Solotale og sluttede med at tælle op paa sine Fingre og vise, at Salomon altsaa hverken kunde beraabe sig paa det Argument eller paa dette eller paa hint eller paa noget tænkeligt Argument, og derpaa spurgte han ham, om han havde mere at sige. Salomon havde nu slet ikke sagt noget; men han var blevet meget træt af Argumenterne og havde faaet Hovedpine af dem, og han svarede derfor et forknyt Nej og slap dermed for videre Tiltale.
Næste Morgen tidlig tog Kæmneren ham paa Sengen og spurgte ham, om han saa vilde med, og sagde, at han overlod Valget til hans fri Vilje; og da Salomon saa paa ham, at det trak op til en ny, stor Tale, svarede han hurtig et frivilligt Ja og trak frivillig i sine sorte Bukser, og derpaa marcherede de til Kirke under fuld Musik - Kæmneren pudsede nemlig stadig sin Næse med et stort Basunskrald - og med en frivillig Mine. Og endnu da de knælede oppe ved Alteret, bildte han sig ind, at Kæmneren saa sig til Siden for at se, hvordan det var med Frivilligheden.
Foran dem stod Pastor Petersen i Messedragt og skjulte det lille Spilleværk af et Krucifiks for dem; til højre for dem var en Ligsten over en Klosterjomfru fra den katolske Tid, hvor der altid var strøet Blomster paa Grund af et Legat, hun havde stiftet under den Betingelse. Disse Blomster var den Dag Hyacinter, og de udsendte en stærk, berusende Duft i Koret.
Da Salomon rejste sig op fra sin knælende Stilling og skulde til at gaa ned i Kirken igen, følte han Blomsterduften saa stærkt, at han næppe kunde drage Aande, og idet han traadte frem og saa ned i Kirken, hvor alle Stadens Ansigter stak frem, de mandlige paa den ene Side og de kvindelige paa den anden, standsede han i et Øjebliks Svimmelhed ved Synet. Han følte som et varmt Pust, der stod ind paa Øjenlaagene og derpaa bredte sig over hele Legemet, og han saa atter ned i Kirken. Og i dette Blik, et eneste brat Sekund, saa han et Syn, fuldt af Rædsel.
Det var Kirken og dog ikke længer den lille, hyggelige Kirke, thi i Stolene sad ikke længer Stadens Folk; men over Skillerummene stirrede ham i Møde Voksansigter med aabne Munde og stirrende Øjne - ligfarvede Ansigter, ubevægelige og tavse, og Lig gik fra Koret ned i Kirken, og Lig rejste sig fra Stolene og gik op imod ham.
Det varede kun et Sekund. I næste Øjeblik knyttede han Hænderne for at værge sig og lukkede Øjnene og drattede om i den gamle Jomfrus Hyacinter.
Og nu kom en lang, bedrøvelig Tid. Det bedrøvelige laa i, at han endelig for Alvor havde tabt Troen. Med Pastor Petersens Religion fik det endda gaa. Han havde med stor Anstrengelse holdt den gaaende indtil Konfirmationen; men han havde egentlig nok tænkt sig, at den ikke vilde holde derudover. Men det, som var værre, var, at han havde tabt sin Barnetro paa Kæmneren. Det havde været hans Religion, at denne var alretfærdig, alviis og alkærlig. I hans Lignelse havde han dannet sit Afgudsbillede af en himmelsk Kæmner, og der havde været Tider, da han ikke rigtig vidste, til hvilken af de to han bad sit Fadervor. Men den Dag, da Kæmneren dresserede ham til at gaa til Alters, sad han i al Stilhed og tog Maal af ham og opdagede til sin Skræk, at dette ikke var nogen Gud; ikke engang et Menneske, men en Seminarist, en af disse aandelige Gildinger, der i en ung Alder kommer paa en Anstalt og der bliver skaaret paa Forstanden, men faar det tomme Rum fyldt efter med Fraser, proppes til og sendes væk med en Eksamen. Saadanne Mennesker kan efter den Tid ikke kende to Malerier fra hinanden, naar der ikke er Paaskrift paa; men hvis de faar et Stikord, kan de tale saa højt og saa længe, det skal være. Paa en Maade gjorde denne Opdagelse ikke saa stort Indtryk paa ham i Øjeblikket. Han var blevet saa sløv af de to Peterseners forenede Anstrengelser og saa haabløs, at man ikke kunde have slaaet en Gnist af ærlig Harme af ham. Han syntes, han sad som paa Bunden af en dyb Brønd og kiggede op paa Kæmnerens Ansigt, medens denne holdt sit Foredrag, med en stille Undren over det meningsløse i det hele. Og derefter gik han om og tænkte over, hvad mon der var det rette Billede af Kæmneren, det gamle Gudebillede eller det, han havde set fra Bunden af Brønden, og med den samme kølige Forundring iagttog, hvorlunde Kæmneren havde sine Meninger færdige om alt, endog saa færdige, at man kunde forudsige, hvad han vilde sige og gøre i ethvert tænkeligt Tilfælde. Thi Kæmneren kendte ikke til Undtagelser, men kun til Regler. Og at give ham et Stikord var det samme som at trække ham op og lade ham gaa, indtil Lodderne løb ud.
Der var en Tid, da det var Salomon en tungsindighumoristisk Tidsfordriv at give ham Stikordet og se, hvad han kunde faa ud af det. Salomon var vist nok meget nedslaaet; men hans Ven, den vise Salomon, havde jo forudsagt ham, hvordan Menneskene var; og han tog det derfor som en naturlig Sag, - en meget unaturlig Tanke den, for en Dreng i hans Alder. - Ved Siden af følte han næsten en vis Lettelse. Med Beundringen var Frygten forsvundet. Over for den latterlige Automat, som kun arbejdede med Fraser og ikke forlangte andet end Fraser, var sandelig Frygt ganske af Vejen. Og saaledes mistede han sin Autoritet og blev suveræn og autonom i sit femtende Aar.
Og det var just det bedrøvelige; thi intet Menneske har af Naturen været mere anlagt til at knæle for en Autoritet end han. Men der var sandelig ingen i den hele Stad, han kunde bruge. Ulykken var, at han havde faaet en Maalestok. Han brugte at sammenligne de Godtfolk med sin Ven, Kong Salomon, og han tænkte sig for Eksempel Pastoren komme i Kast med ham; men det forekom ham, at Pastorens Visdom vilde være af en helt anden Art end Kong Salomons Visdom, og det forekom ham, at Pastoren kunde være blevet en udmærket Hofnar for de Tider med sine pudsige Bemærkninger om Historiens Hovedafsnit, der svarede til Menneskehedens Barndom, Ungdom og Alderdom, eller Indfaldet om de syv Lysestagearme eller Menigheder, hvoraf den danske naturligvis var den syvende og sidste - alt sammen Ting, som Kong Salomon umulig kunde have taget alvorlig.
Og saaledes mistede han lidt efter lidt alle de gyldne Sætninger, hvormed han var fostret op, og tilbage blev kun det salomonske Kætteri, at Mennesket har intet Fortrin fremfor Dyret. De farer alle til eet Sted. De er alle kommet af Støv, og de vender tilbage til Støv.
I og for sig led han ikke noget Tab ved at miste de teologiske Forestillinger. Kan de end for en og anden helbefaren blive en Planke, hvorpaa han kan redde sig gennem denne Tids Brænding af alle Slags Livsanskuelser, kan det dog aldrig være til nogen Gavn for et Barn, som endnu ikke kender denne Verden, at lære en hel Del udenad om den anden. Disse Lærdomme, som sandelig er vanskelige nok for den voksne, bliver i Barnets Fantasi til noget endnu mere forvredent og vanskabt end Karaibernes Guder. Man kan nemlig præke Læren om det evige Liv, hvordan man vil, saa faar et Barn ikke andet derudaf end Historien om Quetsalkoalt og de lykkelige Jagtegne. Følgen deraf er, at naar den Tid kommer, da Drengen vokser fra Quetsalkoalt, vokser han ogsaa fra den indenlandske Religion, og denne kommer til at staa i et unødvendigt hæsligt Lys for ham sidenhen. Eller ogsaa bliver Følgen, at han aldrig vokser fra Quetsalkoalt og hele sit Liv igennem bliver en troende Karaib eller Kongoneger.