Ernesto Dalgas: Lidelsens Vej (1903), DSL s. 31-40
Sidetal i DSL/Danske Klassikere udgaven 1993: 31-40
At dømme efter denne muntre Leg, som Teologerne driver med en gammel, ærværdig Forestilling, hvoraf ved Tidernes Slid kun Ordet er blevet tilbage, skulde man tro, at der ikke kunde bringes meget ud af saadant et gammelt Ord, som havde tabt sin Betydning undervejs; men heri vilde man tage slemt fejl. Thi de hellige tre Bogstavers Religion bestaar just i at tilbede de samme tre Bogstaver og lovprise dem i de smukkeste Adjektiver, uanset om man forbinder nogen klar Forestilling med sine Ord eller ikke. Og det forventes, at den, som tror paa de hellige tre Bogstaver og ikke forsynder sig mod Christian den Femtes danske Lov, vil opnaa stor Hæder og Glæde i den anden Verden, fordi han ikke blot troede det absurde, men endog troede, skønt han ikke vidste, hvad det var, han troede paa. Denne er de højere Klassers Religion og minder meget om Kalmukkernes.
Det kan gerne være og er troligt nok, at Salomon alt gjorde sig nogle af disse Tanker den Gang, men naar saa var, saa var det dog kun som en Slags Tankeleg. Det var ham en Lyst at udfinde alle Slags Indvendinger mod den fra Fædrene nedarvede Visdom for at nyde den Fornøjelse at høre Religionslæreren gendrive dem. Og uagtet denne ofte forekom ham at svede over det, lykkedes det ham altid til sidst. Det faldt Salomon lige saa lidt ind for Alvor at tvivle om den mindste Anmærkning i Balslevs Katekismus som at tvivle om, at Dag og Nat ikke vilde aflade. Og det samme var Tilfældet med hans Betragtninger over Skolen og Tilværelsen i Almindelighed. Ganske vist, han yndede ikke disse Konge- og Tandrækker, disse Regler og Undtagelser, som Bestyreren eller en af hans Hjælpere indgav ham med en stærk Haand, ja, han greb sig i at spørge sig selv, hvorfor han skulde sluge al denne bitre Medicin; men han tvivlede dog aldrig paa, at det hele havde en dybere Hensigt, som han endnu ikke kunde fatte, thi saaledes havde Kæmneren lært ham, og han udskød Regnskabet til Opgørelse, naar han selv kom imellem de voksne, som styrede Verden, og hvis ikke andet var kommet i Vejen, vilde han have bevaret sin Tro paa, at vi lever i den bedst mulige af alle Verdener. Han var af Naturen udrustet med en enfoldig Tillid til Autoriteten, og han vilde være blevet dens nidkære Forsvarer efter Kæmneren i Stadens Avis, en Tilhænger af Ministeriets Livsvarighed og de gamle Præketekster, hvis ikke noget var kommet i Vejen. Og han vilde have forstaaet Grunden til alt det, som kunde forekomme en ildesindet besynderligt og meningsløst i den menneskelige Verden, nemlig, at det skete for Princippets Skyld - hvis der ikke var kommet noget i Vejen.
Og muligvis var det meget tidligt, at han begyndte at spørge sig selv, om der ikke var noget i Vejen, og begyndte at tænke over, hvad dette noget var. Ja, det forekom ham endogsaa, at han allerede spekulerede paa dette noget, medens han færdedes i nogle pigeagtige Klædningsstykker ved Siden af den Barnepige, som altid nøs; at den Gang han gav sig til at græde over Kain, var det i en dunkel Følelse af, at han selv var mere beslægtet med Kain end med Abel, og at han, naar han stillede sig hen i hin Krog, som Bestyreren gav et stygt Navn, og trak sig tilbage fra Verden med sit Ostebrød, at han saa gjorde det med en Anelse om, at han var et Udskud af Samfundet og ikke havde samme Ret til Dagslyset som andre. Og naar han paa Kæmnerens Foranstaltning transporteredes til Køkkenet for at støde Peber eller rive Sennep, da fremlokkede Sorgen og de skarpe Stoffer i Forening de salte Taarer af hans Øjne, og han skimtede i sin Fantasi et uhyggeligt, sort, taaget noget, som var i Vejen. Der var en Tid, da han plejede at mindes den skrækkelige Dag, da det blev opdaget, at han havde druknet to Kattekillinger for at fange Aadselsgravere paa dem, og da han mente, at det var disse to Kattekillingers Skygge, som forfulgte ham.
Og der var et andet noget, som han den Gang ikke satte i Forbindelse med det første. Det var det, hvad det nu var, med det gamle, gule Hæfte, som hans Moder og han læste i, naar Kæmneren var langt borte. Salomon læste alle Retterne, tre eller fire for hver Dato, op for sin Moder; men naar han kom til Korset i Margenen, fik hans Moder altid noget at tænke paa. Da forekom det ham, som om der var noget, der ikke blev talt om.
Eller maaske var det først senere, han bildte sig ind, at han havde gjort sig de Tanker. Eller maaske gjorde han sig dem dog og gjorde sig saa mange andre. Der er saa meget, et Barn lægger Mærke til, som ikke kan siges i Ord. Det er lydhørere for Stemningens Svingninger end den voksne. Just fordi det ikke altid forstaar Ordet, lægger det Mærke til Tonen. Disse Antydninger, disse Vink og Panderynkninger, som de voksne bruger sig imellem, gaar ikke sporløst hen over Barnet, der ser op og undrer sig, og langt senere kan Billedet dukke op af Stuen og de talende, og den voksne eller halvvoksne kan forstaa, hvad barnet ikke forstod.
Der var et Ord, som Barnet havde hørt en Gang, før det blev klogt paa godt og ondt, et stygt Ord, som Kæmneren en Gang i Disputtens Hede benyttede om Etatsraadens Hus, og ved et Tilfælde bed dette Ord sig saaledes fast i Barnets Erindring, at det gemtes der, indtil Drengen flere Aar efter ved velvillige Kammeraters Hjælp fik det mørke Ord tydet; og da stod det for ham som ubegribeligt, at dette uanstændige Ord var blevet anvendt paa Etatsraadens Hus, hvor den fine Mad blev lavet. Og han tænkte sig, at han havde hørt det Ord i en Drøm.
Men det Ord var ogsaa med i det ubestemmelige noget, og Byfogedens vrede Røst, den Gang Salomon legede med Byfogedens Søn, var med, og Pastorens Udtryk af ophøjet Medlidenhed var med, og til sidst begyndte Vinden at tude gennem Dørsprækkerne om, at der var noget i Vejen med ham, og Trappetrinene raabte det ganske højt, naar han traadte paa dem, og Hønsene snakkede aabenlyst derom ude i Gaarden.
Eller maaske var det først senere, da alt var blevet aabenbart. Salomon huskede ikke rigtig, hvornaar Hønsene begyndte at vide Besked. Men der var til et vist Tidspunkt en gulbroget Høne, som for omkring med Fjerene ned om Hælene og raabte paa, at det var en Skandale. Hun var en formindsket Gengivelse af Genbomadammen, som en Gang, Salomon spillede Paradis med hendes Sofie, fløj ud med brusende Fjedre og rev sin Sofie til sig med de Ord: »Ham skal du ikke lege med»!« og dernæst fløj til Rane paa den næste Madammes Trappe og kaglede en lang Historie op, hvoraf Salomon kun opfattede Udraabstegnene paa de lange Blikke, som rettedes mod ham.
Og det trak mere og mere sammen om ham. En Dag, da Salomon skændtes med Hans Adolf, haanede denne ham, fordi han var »kommet for tidlig«, det havde hans Moder sagt. Salomon svarede uden mindste Betænkning, at det var Løgn, og havde saa meget lettere ved at dementere denne Beskyldning, som det i Øjeblikket ikke stod ham klart, hvad det betød.
Men han gik senere i al Stilhed og spekulerede paa, hvad Meningen havde været. Var han kommet for tidlig i Skole? Selv om det ansaas for priseligere ifølge Skoledrengemoralen at komme for sent, saa forekom det ham dog, at der maatte ligge mere under. Eller var han kommet for tidlig til Verden? Han havde hørt, at visse smaa Folk, der havde Hastværk, kunde indtræffe en Maaned eller to før den reglementerede. Maaske var det Tilfældet med ham, og maaske var saadanne Personer ringeagtede af alle præcise Folk. Eller maaske var det Hans Adolfs Hensigt paa en skarpsindig Maade at antyde, at Salomon ikke egnede sig til den Verden, vi lever i, og helst burde have opsat sin Ankomst noget af Hensyn til sine Medmennesker eller maaske allerhelst blevet helt borte.
Saa var det en Dag, da Kæmneren løb i Øst og Vest og præsenterede sine Billetter med al Lovens Majestæt præget i sit Ansigt, og Salomons Moder og Søster var vandret ud for at gøre Juleindkøb, at han fik den dumdristige Ide at ville se til sit mekaniske Jernbanetog og hentede Kæmnerens Nøgleknippe og gjorde Indbrud i hans jernbeslagne Skab.
Enten det nu var Trækvind eller Styrelsen, nok er det, i det Øjeblik Salomon med skælvende Fingre greb fat i sit mekaniske Jernbanetog, løsnede to Papirer sig fra en Hylde, fløj knitrende op i Luften og faldt ned paa Lænestolen, og paa et af dem læste hans Øie tydelig Ordet Salomon.
Salomon vidste af Romanerne, at man plejede at trække i en Klokkestreng og besvime efter Gennemlæsningen af det frygtelige Dokument eller at kaste sig i en Stol og udbryde halvhøjt: »Ja, ja. Saaledes er det«, og tilføje med et vildt Blik: »Min Gud, det maa være sandt!« Men han gjorde intet af alt dette. Han lukkede Skabet, tog sin Frakke paa og gik ud at spadsere.
Det var en klar og kold Frostdag. Uden for Huset stod en Stenhugger og huggede Sten. Han havde gravet sig et Hul i Jorden og stod med begge Ben deri, og da Salomon spurgte ham, hvorfor han gjorde det, svarede han, at det var, fordi der var en berømt Mand, som havde sagt, at det, det kom an paa her i Verden, var at holde Hovedet koldt og Fødderne varme, og denne Livsfilosofi forekom Salomon i høj Grad misundelsesværdig i Sammenligning med hans egen forvirrede Sindsforfatning.
Han gik med et vist sløvt Mod og prøvede paa at lade som ingenting over for sig selv og fik den Ide at være en rejsende, som aldrig før havde været i disse Farvande og var gaaet ud for at indprente sig Omegnen. Han kom til nogle Krager, som beskæftigede sig med en afdød Kat, og forfærdedes over det skrækkelige Skrig, de udstødte, da han jog dem bort med en Sten. Han lagde nøje Mærke til Roedyngerne, som laa i Tang med en Halmvisk til Skorsten, og mange andre Ting, som han til daglig ikke vilde have brudt sig om. Til sidst fandt han paa at følge et bredt Hjulspor og se, hvor det blev af. Hjulsporet løb op ad en Bivej og ned ad en anden, og endelig løb det ind i en Gaard, der var fuld af Sne. Paa Vaaningshuset stod der med store Bogstaver: Store Godthaab 1859. Ruderne var frosne, og ingen Mennesker var der at se, og det hele havde et meget vinterligt og trøstesløst Præg trods sin haabefulde Titel. Salomon selv stod og tænkte paa, hvad han egentlig vilde her. Det var her, Hjulsporet løb ind. Ja, vist var det, og hvad saa mer? Han følte sig som den Mand, der kom til Verdens Ende, og hvad var saa der at se? Ingenting»! Han saa igen paa Indskriften og spekulerede over, om der var noget »Lille Godthaab«, og hvor saa det var, og virkelig opdagede han en lille Bygning uden for Gaarden med en udskaaren Dør. Han syntes, han trængte til Hvile, og saa gik han ind paa »Lille Godthaab« og satte sig og satte Krampen paa.
Og her paa dette bedrøvelige Sted gik det op for Salomon, hvilken ynkelig, lille Skabning han dog var, og hvilken syndig Oprindelse han havde. Han havde læst om de uægte Børn i Romanerne, og det havde altid vist sig, at de var befængt med alle Laster fra Vuggen af, og de plejede at ende deres Liv paa Skafottet. Han havde ofte læst om dem og forsøgt at forestille sig, hvordan de vel saa ud, og nu var han selv en af dem. Han var kommet til Verden, uden at nogen havde haft Bud efter ham, han vilde sandsynligvis altid være til Ulejlighed i den og vilde gøre rigtigst i at trække sig tilbage fra den og tilbringe Resten af sine Dage i et Enebo; men da et saadant ikke var i Nærheden, med mindre man vilde regne Lille Godthaab derfor, faldt denne Tanke til Jorden. Og derpaa knyttede han sine smaa Hænder og skar med sine smaa Tænder og stampede i Gulvet og fældede alle sine overflødige Taarer i en haabløs og afmægtig Harme, som han ikke vovede at rette mod bestemte jordiske eller himmelske Personer, men som i Mangel af andet gik ud over hans eget Haar, som han ruskede i af alle Kræfter, hvorved han havde en trøstende Fornemmelse af at hævne sig paa hele Verden.
Han blev afbrudt midt i disse Øvelser ved, at nogen bankede paa Døren. Og derpaa hørtes en ældre Kones Røst at spørge: »Hvem er derinde? og Salomon svarede: »Det er mig.« Derpaa spurgte hun, hvad han havde der at bestille, og han syntes, det var et underligt Spørgsmaal, men svarede dog, at han tilfældigvis var kommet forbi og havde taget sig den Frihed at gaa derind, da han saa, der ikke var optaget; men hun dundrede nu frygteligt paa Døren og sagde, han skulde lukke op og komme ud. Salomon kiggede ud gennem en Revne for at se, om der var en Stok eller en Hund i Beredskab for ham, men da han kun saa en gammel Kone danse Krigsdans udenfor, tog han Mod til sig og sprang ud, og da hun ret saa, hvor lille han var, glemte hun alt andet i sin Forbitrelse, og Salomon kunde høre hende skælde ud efter sig langt henne.
Han indsaa nu, at han lige saa godt kunde gaa hjem med det samme; thi i Verden var der dog ikke ret megen Trøst at faa. Solen var gaaet ned, og det var bitterlig koldt, og medens han traskede af Sted, forekom det ham, at der var gaaet en lang Tid, siden han gik hjemmefra, og han begyndte at tænke med en Slags vemodig Alderdomsfølelse paa sin Barndom lige fra den Tid, da hans Gang var et fortsat Fald, og den Pige, som altid nøs, foreholdt ham, at han ikke holdt sine Bukser hellige, og til den Tid, da han undredes over Forskellen mellem Guds Børn og Værtens Børn og tænkte sig, at Guds Børn var Realdrengene og Værtens Børn Drengene i Friskolen, hvor Hans A. Hyllerød havde en Kælder med Beværtning, og lige op til den Tid, som ikke var længere siden end i Gaar, da han foresatte sig at lære det tyske Leksikon udenad inden næste Eksamen og til en Begyndelse havde kæmpet en haard Strid med Sammensætninger paa Ab. Alt det forekom ham at ligge mange Aar tilbage og at vedkomme en lille, lykkelig Dreng, som havde sin Døbeseddel i Orden. Men som han gik, blev han mer og mer sulten og træt og forfrossen, og til sidst havde han ingen anden Tanke i Hovedet end den at komme hjem. Det kom han da, men han kom for sent til Aftensmad og fik en Lussing af Kæmneren derfor, og da han blev grebet i at græde ned i sin Te, blev han øjeblikkelig sendt i Seng.
Hvor dyb end Salomons Fortvivlelse var, saa var dog de Tanker, han gjorde sig over Tingene, meget taagede. Vel troede han ikke længer paa Storken, og vel havde Hans Adolf fyldt ham med alle Haande Fortællinger om den virkelige Sammenhæng; men han skammede sig ved at røbe, at han ikke rigtig forstod ham, og saaledes stod det hele i en Taage for ham. Han var ikke ganske vis paa, at de uægte Børn blev til paa samme Maade som de ægte. Navnet syntes at antyde, at de frembragtes efter en anden og lavere Metode end den autoriserede. Maaske kunde kyndige Folk ogsaa kende den ene Sort fra den anden senere hen i Livet, og den Rædsel, denne Tanke indgav ham, var ubeskrivelig. Det forekom ham, at Apotekeren ved hemmelige Gestus antydede noget om ham til Læredrengen, medens han rakte Salomon for ti Øre Lakridsrod, og han greb Læredrengen i at forme Ordet »uægte« med Munden, men da Salomon saa paa ham, lod han, som om han var ved at gabe. Præsten syntes om Søndagen at holde sine Prækener udtrykkelig til Salomon; thi han fandt altid en personlig Brod i hans Advarsler, og han tænkte ofte paa at sætte sig ind i en af de gammeldags Stole med grønne Gardiner for, - som stod i en Krog af Kirken og sagdes at være beregnede for store Syndere, som vilde skrifte og ikke turde lade sig se af Menigheden, - for dog en Gang at faa Fred med Præsten, men Salomon vidste ikke, hvordan man kom ind i dem, og han vilde ikke bede Klokkeren om Nøglen.
Den Historie, som blev Resultatet af Salomons Grublerier, var følgende: I Etatsraadens Hus, og rimeligvis ikke uden Etatsraadens Medvirkning, havde hans Moder faaet et lille Barn, og det lille Syndens Barn var ham selv. Dette Barn vilde paa Grund af sin megen Arvesynd rimeligvis snart være forfaldet til Drik og Usædelighed, hvis ikke en ædel Mand havde giftet sig med Moderen og adopteret Barnet - om denne sidste Proces gjorde han sig mange mærkelige Forestillinger - og helliget sig til begges Opdragelse. Dog havde hans fortræffelige Bestræbelser kun baaret meget ringe Frugt paa Grund af Barnets medfødte onde Natur, og Udsigterne i Fremtiden var ikke meget lysere for samme.
Resultatet af saadanne Betragtninger var, at Salomon fik end større Ærefrygt for Kæmneren; men samtidig rejste der sig i ham en moralsk Indignation mod hans Moder, og denne viste sig ved, at han efter Kæmnerens Eksempel anfaldt hende med Spørgsmaal angaaende Krydderierne, eller ogsaa konfronterede han hende med Videnskaben, hver Gang hun forsyndede sig imod den, og det sidste gik ikke sjælden paa; thi hans Moders fysiske Kundskaber gik ikke ud over den aristoteliske Vildfarelse, at der var fem Elementer - hvoraf hun kendte de fire - og hendes Formening om Lynet var, at det kom af, at to Skyer stødte sammen. Da Salomon nu var blevet indviet i Fysikken, holdt han hende brav til Ilden med Videnskabens klare og tydelige Ord og truede hende derhos med, at Videnskaben vel kunde opdage, om hun havde kommet Muskat i Julekagen. Ved saadanne Lejligheder antog hans Moders ærlige Øjne det Udtryk, som Digterne sammenligner med en saaret Hjorts Blik, men som mindede Salomon om de melankolske Øjne, en af de store Hunde kan sætte op i stor og stille Trængsel. Ved saadanne Lejligheder kunde han vel føle et kortvarigt Sting i Siden paa det Sted, hvor han havde sin Samvittighed siddende; men han beroligede sig med, at alt skete for Moralens Skyld og til hans Moders Bedste.
Var disse Øvelser ham til ikke ringe Trøst, saa var dog hans Tilstand som Helhed fortvivlet. Kæmneren vilde ikke have mere at gøre med ham end før, og han forstod Retfærdigheden heri; thi hvad Krav havde Salomon paa ham? I denne sin Nød begyndte han at læse i Bibelen for at hente Raad og Trøst, og mange besynderlige Steder i denne besynderlige, gamle Bog læste han igennem med stor Andagt, men uden ret at kunne anvende dem paa sit Tilfælde. Og hvor han fandt noget, der passede, var det ikke meget opmuntrende. Det viste sig, at Bibelen var meget streng i Kapitlet om de ægte og de uægte, og Ismael blev drevet ud i Ørkenen uden Barmhjertighed. Salomon forlod derfor Mosebøgerne og slog sig ned mellem Profeterne, men de var ham alt for vanskelige at forstaa. Han var lige ved at opgive Bibelen, da han stødte paa sit eget Navn i den og stiftede Bekendtskab med den vise Salomon. Og her sad han nu om Aftenen og studerede Prædikerens Bog - en meget mærkelig Læsning for en Dreng paa hans Alder - men hans Moder opmuntrede ham højlig i dette Studium, da hun ansaa al Bibellæsning for lige kraftig. Egentlig virkede denne Læsning ikke videre opbyggelig. Det slog Salomon, at Prædikeren syntes at nære kætterske Anskuelser om Udødelighedsproblemet, og han fik sin første Tvivl i den Retning fra den vise Salomon. Men Prædikerens Bog passede ham i det hele udmærket, med det Humør han var i. Det forekom ham, at Manden havde Ret, og at han selv havde gjort de samme Erfaringer. I Stedet for Midshipman Easy blev nu Kong Salomon Salomons Ideal, og han begyndte at lege Prædiker, idet han slog sin lille Søster med Skræk ved at betro hende under Tavshedsløfte, at alt var Forfængelighed; han vandrede om med et dystert Blik og i dramatiske Stillinger, og da Skoleballet kom, og den lille Doktordatter med de to Piske ned ad Nakken ikke vilde danse med ham, indsaa han, at den vise Mand ogsaa havde Ret for Kvindernes Vedkommende.
Paa denne Tid begyndte Salomon at gaa til Præst.
Pastor Petersen var en lille, svær Mand med tykke, røde Kinder, og naar hans Hoved tittede op over Prækestolen, lignede det grangivelig en Kerub. Trods denne Lighed blæste han ikke paa Dommedagsbasunen, men holdt sig til den mere omgængelige Retning, som man kalder den højkirkelige for dog at give den et Navn, og hvorefter alle ordentlige Folk avancerer midt ind i Saligheden ved deres dødelige Afgang. Hans Kristendom var den lutrede Kristendom, hvorefter man bare skulde passe paa at bære sig ad paa samme Maade som sin Næste, saa skulde det være underligt, om man ikke slap ind ad Himmeriges Port imellem de andre. Der blev vist ikke holdt saa nøje Regnskab med hver enkelt. Gud var jo en Gang for alle blevet forsonet, og siden den Tid var det kun om at gøre at gaa lige ud ad Landevejen, saa kom man der nok; thi nu førte saa godt som alle Veje til Himlen. Hans Yndlingsbillede var det om Ormen og Sommerfuglen, og han talte ofte i begejstrede Udtryk om at afkaste det sidste Hylster.
Efter Pastor Petersen havde Verden engang været nedsænket i Synd og Nød; men det var meget længe siden, og vi levede nu midt i Lyksalighedens Verden. Der var tre Vismænd, som havde set en Stjerne, og dermed var alt i Orden. Englene havde sunget Hosianna, og fra det Øjeblik var vi alle forløste, og alt var i Orden baade i denne Verden og den tilkommende. Kristendommen havde sejret, Verden var forbedret, og der stod intet tilbage at ønske.
Det eneste, som generede Pastor Petersen lidt i denne storslaaede Optimisme, var Kristus selv. Julebarnet lader sig nemlig nok behandle; men det har sin Vanskelighed at præke Petersens Religion ved Korsfæstelsen. Men ogsaa her fandt Pastoren paa Raad. Han talte om den søde Følelse, der altid fyldte Frelserens Sjæl, saaledes at han ikke ænsede de ydre Lidelser over Saligheden i sit Bryst. End ikke Korsets Død fik Lov til at bestaa for Pastor Petersens Visdom; thi det viste sig, at Frelseren ikke var død paa den plumpe Maade, som man almindelig antager; men hans Hjerte var bristet af Sorg over Menneskenes Synder; thi fra Saaret i Siden flød der jo Blod og Vand, og det var et Tegn paa, at han var død af en Hjertesygdom. Saaledes talte Pastor Petersen.
Naar han lejlighedsvis berørte andre Religioner, var det for at fortælle Konfirmanderne, at Negrene dyrkede Sten, Ægypterne Dyr og Grækerne Mennesker. Han advarede dem derfor mod disse lavere Religioner og anbefalede dem de tre Bogstavers Tro som i alle Maader højere, da den jo var hævet over enhver Forestilling. Han havde tilfældigvis hørt om Sjælevandringen og behandlede denne Lære med stor Afsky, og han var utrættelig i at fremhæve Menneskets oprejste Gang og dets Evne til at kunne leve i alle Klimaer som Beviser for, at vi ikke maatte slaa os selv i Hartkorn med andre Væsener.
Drengene sad paa en lang Bænk, Realdrengene øverst og Friskoledrengene nederst, og lige over for dem Pigerne paa en anden lang Bænk, og imellem de to Bænke vandrede Pastoren op og ned og demonstrerede. Saa snart han vendte Ryggen til, begyndte Friskoledrengene at gøre Kur til Friskolepigerne ved at skære Ansigter og kaste Papirskugler paa dem, medens Realdrengene fandt sig for gode til den Sport. Salomon havde i alt Fald ingen Lyst til at fjase, thi han tænkte kun paa det Ansigt, som Pastor Petersen havde sat op, da han saa hans Døbeseddel, og naar Talen kom paa Davids uartige Ord om, hvorledes han kom til Verden, blev han ganske elendig over disse Ord, som vedkom ham fremfor nogen anden, og skjulte sig bag Katekismen for Pigerne, som sad og ikke vidste, om de skulde fnise eller rødme.
Pastoren elskede alle Mennesker og fortalte det til Konfirmanderne; men der var to Slags Personer, som han ikke kunde lide for sin Død. Det var Socialister og Fritænkere. Disse to Navne brugtes for Resten i Flæng af Stadens Indbyggere som Betegnelse for slette Mennesker. Saadanne Folk, som foragtede Petersens Religion, sagde Petersen, maatte nødvendigvis være udelukkede fra de Fordele, den frembød; thi de havde ingen Undskyldning, da det jo var saa nemt at være Kristen efter Petersens Metode. Det viste sig endogsaa, at Gud egentlig gerne vilde være dem naadig, men at det ikke kunde lade sig gøre, jeg formoder for Princippets Skyld.
Saaledes løb Petersens sukkersøde Religion - det er den, som plejer at gaa under Navnet »Kristi egen rene og milde Lære« - til Slut ud i det samme som Kæmnerens mere krydrede Teologi, nemlig, at der er to Slags Mennesker til, Faarene og Bukkene. - Faarene stammer fra Abel og Bukkene fra Kain, og Faarene er de brave og gode, som alle er ens, men Bukkene har forskellige Skavanker. Enten er de Tvivlere eller Syndere eller Socialister. Og Verden er skabt for Faarenes Skyld, og Himmerige oprettet for deres Skyld; men Bukkene gaar det galt baade i denne Verden og den næste.