Ernesto Dalgas: Lidelsens Vej (1903), DSL s. 21-30
Sidetal i DSL/Danske Klassikere udgaven 1993: 21-30
Det er ogsaa underligt, at de samme Mennesker, som vilde skamme sig ved at lyve for et voksent Menneske, som dog ikke vilde tro dem, ikke tager i Betænkning for deres Morskabs Skyld at give Børnene, som tror, hvad de hører, noget at rende med. Men Sagen er, at over for Børnene viser den menneskelige Karakter sig i hele sin naturlige Slethed. Mennesket har en naturlig Ulyst til Sandheden. Over for voksne holder de sig i Tømme for deres borgerlige Anseelses Skyld, men over for Børn behøver man ikke at gøre Vold paa sig selv, og der viser vor Tankegang sig, som den egentlig er. Kun den mindste Del af vor Erfaring har vi været nødte til at tænke ordentlig igennem for vore Forretningers Skyld. Resten er et forvirret Sammensurium af Fantasterier, Suggestioner og løsrevne Erindringer, og naar vi taler med Børnene, er vi for dovne til at tænke os om, og vi siger et eller andet Snak, som falder os ind. Usandfærdigheden er ikke bevidst, men rent uvilkaarlig og naturlig. Den skyldes ikke saa meget Ondskab som Imbecilitet.
Salomon bar sig ad paa samme Maade over for sin lille Søster. Han fortalte hende uden Barmhjertighed alle de Røverhistorier, der faldt ham ind, og han delte Syltetøj med hende efter den Aritmetik, som Hans Adolf havde lært ham: En Skefuld til mig, og en Skefuld til dig, og en Skefuld til mig! Og en Skefuld til mig, og en Skefuld til dig, og en Skefuld til mig!
Og alligevel tror jeg ikke, Salomon var nogen daarlig Broder. Det Syltetøj, han skulde dele med hende, snød han hende for, fordi han vidste, det var saa raske Drenges Sæd over for værgeløse; men det Æble, som han hæderlig havde tilranet sig i Apotekerens Have, bød han hende frivillig Halvdelen af. Han fik hende til at græde, naar han dansede oppe i det store Elmetræ og knækkede de visne Grene, for at hun skulde tro, han faldt ned; men naar de saa kom ind i Stuen, var de to lige gode om at beundre hendes Kanariefugle. De satte sig hver paa sin Side af Buret og saa paa Hunnen, som rugede, helt opfyldte af Tanken om, hvad Fremtiden vilde bringe. De sad ganske stille for ikke at forstyrre Madammen og saa paa den, som den laa og blinkede til dem, og hver Gang deres Blik faldt i hinanden tværs igennem Buret, grinede de med den dumme Barnefnisen, som ikke betyder andet end Velvære.
Og Salomon bildte sig dog ellers ind at være vokset fra Barnet. Han var nu en rask Dreng. I Skolegaarden havde han forladt sin tilbagetrukne Plads og styrtet sig ud i Livets vilde Larm. Med stor Grumhed slæbte han nyankomne Poge til Posten for at døbe dem og var Medlem af et hemmeligt Selskab, som bar Navnet: De tredive Tyranner. Hans Adolf bidrog meget til Salomons Anseelse ved at udbrede den Krønike, at han var forfærdelig stærk, og Bestyreren iagttog ham nu med en vis humoristisk Beundring, naar han styrtede sig ind i Kamplegen paa sine Piberør af Ben og svingede sine Arme i Luften lig to kraftige Rabarberstilke og udrettede Vidundere ved sit Kampraab og sin moralske Virkning paa Tropperne.
Forholdene havde ført det med sig, at Salomon havde udviklet sig to Slags Moral, en til Brug uden for Kæmnerens Enemærker og en anden til Brug indenfor. Den første var hentet fra Marryats og Ingemanns Romaner og tilsat med praktiske Vink og Leveregler fra Hans Adolfs Erfaring. Hans Ideal var derefter den ædle Røver, og naar Drengene reddede Pandekager fra Hans Adolfs Moder eller Æbler fra Apotekeren, var det visselig ikke saa meget for Delikatessernes egen Skyld som for Idrættens og Hæderens. De drev den farefulde Sport at skrive hinandens Stile og satte med Vilje Fejl til, for at det des vanskeligere skulde opdages. De omtalte kun Lærerne under ærekrænkende Øgenavne og pyntede paa deres Tale med kraftige Eder, og de røg Tobak, hvad Salomon ikke kunde taale, alt sammen for den Glans det kastede over dem i Kammeraternes Øjne; thi disse havde ganske den samme Opfattelse af, hvad der var det store i Livet, og jeg tror nok, at denne Livsanskuelse, Røver- eller Riddermoralen, er den eneste, som ret kan gribe en Drengs Hjerte i Lømmelalderen. Nødvendigt var det jo ogsaa at have en Hjerterdame, og Salomon kaarede sig Emilie Hansen, skønt hun egentlig var ham hjertelig modbydelig; men det skulde jo saa være. Mest Lyst havde han til at kaare sin lille Søster, men det stred imod hans Sømmelighedsfølelse. Og dog var den Følelse, han nærede for det lille, svage Væsen med hendes røde og hvide Kinder, snarere lig en uskyldig Drengeforelskelse end den mere varme end blide Følelse, der plejer at være mellem Søskende. En Gang havde Salomon og hans Søster været henne at hente Brød hos Bageren, da en næsvis Gadedreng raabte noget efter hende; Salomon lagde sit Rugbrød paa Fliserne og bankede ham op ad Kirkegaardsgitteret, indtil han i sin Nød krøb op og spiddede sig selv paa Gitterspidserne, hvor han hang som en Skarnbasse paa en Tornebusk, og den lille Søster stod og passede paa Rugbrødet imens.
Men inde i Stuen var Luften en anden. I Vindueskrogen var en rummelig Sivstol, og naar Salomons Moder dampede ind fra Køkkenet, satte hun sig i den med et Svup og udfyldte den som en Prop sin Flaskehals. Der sad hun saa og virkede behageligt som en af de transportable Kakkelovne og havde sin egen lune Atmosfære omkring sig. Hendes Adspredelse var at studere sine Dagbøger, thi Salomons Moder førte stadig Dagbog. Hun optegnede nemlig i nogle smaa pyntelige Hæfter, hvad Middagsmaden var hver Dag Aaret rundt. - Det var en Vane, hun havde fra dengang, hun var Husjomfru hos Etatsraaden. Og naar hun sad saaledes, nikkede og sukkede og smilede hun over forrige Aars Feltslag og spurgte Salomon med sin tykke, grødede Stemme, om han kunde huske den Gaas og den Skinke. Og da han havde en god Hukommelse, saa gav det Anledning til mange hyggelige Samtaler i Vindueshjørnet, og han var hende til megen Trøst.
Thi saa velfornøjet Salomons Moder var, saa var hun dog ikke helt lykkelig. Hun savnede Forstaaelse hos sine Omgivelser. Her var hun kommet fra Etatsraaden, hvor hun havde lavet alle de Retter, som fandtes i Verden, og til Staden, hvor de kun forstod sig paa Bondemad, og hvor hun ikke havde andre at lave Mad til end sin Husbond og to uvidende Børn. Og just hos sin Husbond savnede hun Anerkendelse. Kæmneren havde ikke Sans for den høje Madlavning. Han forfulgte Kardemomme med det ubarmhjertigste Had og holdt formelige Forhør for at erfare, om der var anvendt Muskat i Smaakagerne, og disse smaalige Krænkelser forgiftede Hjemmets Fred.
Naar Salomon ikke holdt disse smaa Konferencer med Moder eller studerede Bibelen eller Madam Mangor, der udgjorde hans Moders Bogforraad - og det er ikke godt at vide, hvilken hun holdt helligst - da maatte han sidde stille; thi Døren stod aaben ind til Kæmnerens Helligdom, og denne maatte ikke forstyrres i sit strenge Arbejde med Aviserne. Naar Salomon rørte sig for meget, kom der en Røst: »Line! har jeg ikke sagt dig?« Og Line for da op og svævede med ham ud i Køkkenet, hvor hun indespærrede ham og satte ham til at støde Kanel i den store Messingmorter. Dog maa man lade hende, at medens Salomon svang den tunge Morter som en ung Bjærgmand, smurte hun ham en Mellemmad med noget paa.
Herinde var Salomon en anden Dreng. Han var hverken Peter Simple eller Karl af Rise længer, thi her var han unddraget Hans Adolfs Indflydelse og beherskedes af den sædelige Lovs kategoriske Imperativ. Et Barn former sig med største Lethed efter de stærkere Naturer blandt dets Omgivelser. Det lærer at tale de store efter og gøre det, som tager sig ud i deres Øjne, med den samme Skuespillerfærdighed, hvormed en Kvinde er den Mand til Behag, som hun elsker; og hvis Barnet er under modsatte Paavirkninger, gaar det fra den ene aandelige Atmosfære til den anden lige saa let, som Skuespilleren skifter Klæder, og uden at være sig Inkonsekvensen bevidst.
Herinde var Salomon en artig Dreng. Trods alt sit Praleri i Skolen af sin Dovenskab, hvor han regelmæssig meddelte sine Kammerater: »I Gaar har jeg sgu ikke aabnet en Bog«, var han hjemme den flittigste blandt flittige, og hans Karakterbog var hans Stolthed. I denne Stue led han under frygtelige Kneb i Samvittigheden, naar han tænkte paa sine Peter Simple-Bedrifter, ikke fordi han nærede nogen renere Fortrydelse, men fordi han skælvede for den Mulighed, at de skulde komme Kæmneren for Øre.
Thi Kæmneren var Salomons Pave, han var selv ufejlbar, og han uddelte Syndsforladelse eller fordømte en til den onde Samvittigheds Kvaler, som han fandt for godt. Alle i Hjemmet var lydige Faar af hans Hjord. Selv Salomons Moder sagde til ham: »Jeg ved godt, at jeg kun er en Synderinde over for dig, Simonsen, men jeg siger dig alligevel, at der ingen Muskat er i Smaakagerne denne Gang«.
Kæmneren haandhævede denne Stilling ved en tavs og overlegen Værdighed over for sine Undersaatter. Han spøgte aldrig med nogen af dem, og naar han sagde noget, var det næsten altid et Spørgsmaal, om hvem der havde gjort det og det, som Indledning til et skarpt Forhør. Kæmneren viste her store juridiske Evner, thi han var Aktor, Defensor og Dommer i een Person. Naar den skyldige havde bekendt, gennemgik Kæmneren kortelig de Ting, som den anklagede kunde tænkes at anføre til Gunst for sig, og paaviste klart Uholdbarheden af alle tænkelige Argumenter i den Retning, og derpaa fældede han Dommen, som frakendte paagældende al borgerlig Ære og gav ham meget liden Ære for Gud.
Paagældende var i Reglen Salomon. Han var en af de Drenge, som altid var uheldig, og uagtet de redeligste Bestræbelser for at undgaa Fedtefadet kom han stadig deri. Hidtil bidrog ogsaa, at Kæmneren hverken havde skrevne Love eller anerkendte nogen Hustradition, men fortolkede hvert enkelt Tilfælde efter sin moralske Bevidsthed, ligesom han var i Humør til, saa man vidste aldrig selv, hvad ondt man havde begaaet. Han anvendte her det samme Princip som de gamle Spartanere, der omhyggelig holdt Lovene skjulte for Heloterne, for at disse ikke skulde undgaa Retfærdighedens Haand.
Dog maa jeg sige, at hans almindelige Moralprincipper ikke kunde være Salomon ubekendte, eftersom han læste ham Teksten efter dem hver Dag. Det var de sunde kristelige Moralprincipper, der, som noksom bekendt, efterfølges af Indbyggerne i dette Land, nemlig, at man altid skal være glad og fornøjet, villig, lydig, ydmyg og beskeden, at man aldrig maa tænke paa sig selv, at man ikke maa staa paa sin Ret og skal være glad, naar man faar Uret. Summen af hans Bud var egentlig den: Børn, vær fuldkomne, som jeres Far er fuldkommen.
Denne Moral gjorde visselig et ophøjet Indtryk paa Salomon. Hertil bidrog ogsaa, at Pastoren havde ganske den samme Moral, og det viste sig, at Bestyreren holdt sin tale ved Skoleballet, at ogsaa han til Salomons Overraskelse nærede de samme Anskuelser, ja, ved Grundlovsfesten erfor han i Festtalen af sin Faders Mund, at egentlig alle brave i Landet delte dette Livssyn.
Men paa den anden Side gjorde den heller ikke stort andet Indtryk paa Salomon end af noget ubestemt ophøjet og storladent. Nogen egentlig Spore til hans moralske Fremgang blev den ikke; dertil var den alt for overjordisk, han følte instinktmæssig, at hans Kræfter dog ikke vilde slaa til over for dette absolutte Krav. Naar han opgjorde sit Regnebræt, da saa han hen over en uhyre Mark, bevokset med alle Slags slette Tilbøjeligheder, lige fra den Vane at pille i Næsen til Tyveri og Mord (paa Frøer). Ogsaa det sjette Bud var han en vis Tid af sin Barndom meget benovet ved, saa længe han ikke vidste, hvad det betød. Og paa denne Mark med alt dens Ukrudt stod han og saa, som Kongesønnen i Eventyret, der har faaet den Besked, at han skal have lavet det om til en fin Have inden Aften. Den hele Affære var saa haabløs. Hvor skulde man begynde? Undertiden prøvede han en Uges Tid igennem at tage en Dag til hvert Bud; men det vilde ikke rigtig gaa, og det tredje Bud vilde ikke falde paa en Søndag.
Han syntes ogsaa, at dette »man skal altid«, og »man skal aldrig« var alt for almindeligt. Man skulde altid være artig, det stod fast; men hvor i Alverden kunde en elendig Dreng vide, at deraf fulgte, at man ikke maatte slaa med Dørene eller raabe med Rødspætter efter Rødspættekatrine. Det var her, han beundrede Kæmnerens Fortolkningskunst, naar han viste, hvorledes saadanne Udskejelser var et direkte Angreb paa Moralen: Man skal altid være sød og artig og skikkelig o.s.v.
Salomons Moders Moral laa meget mere for ham. Den bestod i, at man maatte ikke spytte paa Gulvet og ikke spilde paa Dugen, og man skulde gaa i Seng Klokken 9 og lægge sit Tøj pænt sammen paa Stolen. Hun sagde, at hvis Salomon ikke gjorde det, kom han aldrig frem i Verden. Men i den kristelige Moral var der kun eet Lyspunkt. Det var Henblikket til alle de brave i Landet, som efterfulgte den, og Salomon antog derfor, at det hele vilde komme af sig selv med Alderen.
Det kunde ikke undgaa hans Opmærksomhed, at Kæmneren var streng imod ham, men han antog, det skyldtes hans syndefulde Natur. Han bar det derfor saa vidt muligt med Ydmyghed. Dog fyldtes hans Sjæl med en vis Bitterhed, naar han kom til at tænke paa sit mekaniske Jernbanetog. Han havde faaet et mekanisk Jernbanetog af en dejlig, gammel Tante, der paa en underfuld Maade dukkede op i Staden en Dag og efterlod det, da hun forsvandt. Men Kæmneren lukkede det straks ind til sine Protokoller, og der blev det staaende. Kun naar han aabnede Skabet, kunde Salomon fra den anden Stue se det staa derinde, og da stirrede han med hungrige Øjne ind i Skabet som Moses ind i Kanaans Land.
Mod Salomons Søster var Kæmneren anderledes; men det var intet Under, thi hun var en Engel. Hun samlede paa Frimærker, for hun havde hørt, at naar man fik en Million, havde man nok til at løskøbe et Kineserbarn fra Djævelen og forære ham til Missionærerne, og dette Kineserbarn var hendes Livs Maal. Børnene kaldte ham »Tjingtjang«, naar de sad og hviskede sammen inde i Stuen, og de lod Tjingtjang opleve de mærkværdigste Ting og omsider komme til Danmark for at gifte sig med sin Frelserinde. Hun samlede Sneglene af Gangene i Haven, for at ingen skulde træde paa dem og græd, naar den sorte Høne skulde slagtes, og var en lille blid og svag en, som ingen vilde have haft Hjerte til at præke Moral for.
Kun een Gang oplevede Salomon, at nogen rejste sig mod Kæmneren. Det var den Dag, han kom ind i Stuen og fandt Salomon og hans Moder sammen over den ældste af hendes Dagbøger, det lille, gule Hæfte fra Etatsraadens. Det havde hun trukket frem og lod Fingeren løbe ned ad Siderne, indtil hun traf et Kors i Margenen, og om et saadant Kors siger jo Holberg, at det tyder ikke paa meget godt. »Ak ja, min Dreng«, sagde hun, »den Gang blev Stegen sveden«, og faldt i Tanker. Men da Kæmneren kom, vilde hun skjule Hæftet; men han var hende for snar og sagde: »Læser du nu igen om den fordømte Etatsraads Middagsselskaber?« Da tog hans Moder Mod til sig og svarede, skønt hun skjalv i Stemmen: »Jeg ved ikke, om han bliver fordømt eller salig, men det ved jeg, at han havde en finere Smag, end du nogen Sinde faar, Simonsen. Og det er saa vist, som at jeg er en Synderinde for Guds Ansigt«. Og dermed brusede hun ud i Køkkenet, lige saa rød i Ansigtet som Kobberæbleskivepanden derude.
Mægtigst virkede dog Kæmneren paa Valgdagens Baggrund, naar han som Stiller for Kaptajn Tværmoes opflammede Vælgerne med sin Veltalenhed, idet han snart sammenlignede Venstre med en kalkunsk Hane, snart Socialismen med en Basilisk, udruget af denne Hane.
Da bævede Salomons Hjerte af Stolthed, og naar Vælgerne efter endt Kaaring drog op til gratis Punch i Klubben, sang han med i det begejstrede Kor:
»Og den har Venstre haanet og traadt den under Fod,
Nej, dertil er vor Fane for gammel og for god,
Og derfor vil jeg slaas
Som tapper Højremand,
Hurra! Hurra! Hurra!«
Og en flammende Følelse brændte i hans Bryst, saa han var lige ved at græde; thi der er ingen, som er saa let at begejstre som en Skoledreng, og hvis nogen med tilstrækkelig Patos havde opfordret ham til at kæmpe for Foreningen for Indsamling af Frimærker til smaa Kineserbørns Løskøbning, og hvis denne Opfordring var blevet ledsaget af Hurraraab, Hornmusik og Folketog, saa vilde han være gaaet i Døden for Foreningen for Kineserbørn.
Og hvor svulmede Hjertet i hans Bryst, naar han næste Dag læste i den stedlige Avis: Derefter talte Skatteopkræver Simonsen følgende: »I Dag bør hver Vælger afgive sin Stemme for Kaptajn Tværmoes' Kandidatur. Derved vil han give sit Bidrag til, at Grundloven atter kan komme til at indtage den Plads i vore Hjerter, som den indtog, førend lang Erfaring havde godtgjort os dens væsentlige Mangler, navnlig en Bom for den aandelige Materialisme. Kampen staar derfor imod de blaserte og livstrætte Individer, der slutter sig i Trop for at faa Lejlighed til dels at blæse ad, dels at sparke til de Idealer eller Livsværdier, som de ved raffineret Livsnydelse har tilsat Evnen til at forstaa og skatte, og som søger en kunstig Pirring ved at bole med den socialistiske Hydra. Ja, deres Virksomhed er formelig nedrivende. Denne saa højt udraabte Frihed er - rigtig forstaaet - ganske ufri, som det ikke er umorsomt at se, idet man blot behøver at undersøge, hvad den har med Aand at bestille, da man fuldstændig udelukker Aandens højeste Sfærer og i Virkeligheden fornægter al Aand, idet man saa at sige egentlig talt stryger Aandens Eksistens og i dens Sted sætter udelukkende blinde og kemiske eller mekaniske Love. Det kan derfor være det samme, om en er enig med Højre i alt mulig andet mellem Himmel og Jord. Er han med til at fremme den Litteratur og den Aandsretning, om man overhovedet kan kalde denne Retning for en Aandsretning, der gaar ud paa at betragte Mennesket som en død Maskine, saa kan vi ikke have noget at gøre med ham, idet vi bøjer os for Konsekvenserne. Dette er ikke aandelig Ufrihed. Tværtimod, vi forlanger paa ingen Maade Uniform i aandelige Forhold, men kun Enighed i det væsentlige. Noget helt andet er det, vi forlanger, nemlig, at han skal anerkende Tilværelsen som Aand og ikke lytte til den snigende Gift, der i sin Gang udslukker al Ansvarsfølelse, og i Særdeleshed Tilintetgørelsen af den mindste Følelse for, at man skylder andre noget som helst end sige det fjerneste Hensyn. Endnu en Advarsel vil jeg altsaa føje til vort store og grundenige Parti. Naar der er Tale om at udpege en Kandidat, kan en vis Kriticisme gøre sig gældende. Men Kriticismen maa dog en Gang høre op. Man maa af mange Grunde en Gang tage sit Valg. Og Vælgerne bør af Hensyn til sig selv mene, at de har valgt den stedlige Bestyrelse af den stedlige konservative Forening med tilstrækkelig Skønsomhed til at udpege en Kandidat uden at træde nogen berettiget Interesse for nær, da den jo er valgt for at varetage det fornødne. Altsaa, naar Kandidaten er udpeget, saa hører Kritikken op. Saa rakker vi ikke mere ned paa Kandidaten, hverken offentlig eller privat, og saa sætter vi al Kraft ind paa at faa ham valgt. Det er jo ikke for Kandidatens Skyld, vi skal gøre dette, men det er for vor egen Skyld, eller rettere, det er først og fremmest for Samfundets og hele Civilisationens Skyld. Kaptajn Tværmoes længe leve!«
Og Dagene gik, og en Fjerdedel af hver gik i den fortræffelige Realskole, hvor Undervisningen blev drevet med Præliminæreksamen for Øje. Denne Eksamen er den første, et Barn tager i Kongeriget, og Undervisningen til den har derfor et barnligt og opmuntrende Præg, idet den synes at gaa ud fra den Opfattelse, at Vorherre skabte Verden i syv Dage, eet Fag paa hver Dag, vistnok Katekismen paa den første Dag og Fysikken, som det, der faldt ham vanskeligst, paa den sidste; thi der vaages nøje over, at hvert Fag holder sig til sin Time, og der sættes Pris paa at have Lærere, som er uvidende i andre end deres Livfag. For at gøre Undervisningen end mere tiltrækkende er Undervisningsbøgerne skrevet af de lærdeste, ældste Professorer i Hovedstaden, og der er lagt særlig Vægt paa saadanne Ting, som kan tiltale Barnehjerterne, som f. Eks.: Gnavernes Tandformer, de romerske Kejseres Dødsaar, Landskaberne i Frankrig og de tyske Præpositioner, som styrer Genitiv. Endvidere gør man alt for at lede Barnet ind i et Fag paa den letteste og naturligste Maade, idet man begynder med det, der ligger Barnet nærmest. Saaledes aabnes Verdenshistoriens Horisont med de gamle Ægyptere, i Fysikken stifter man først Bekendtskab med Molekylerne og forvinder vistnok aldrig dette Stød, og man indvies samtidig i tre Verdenssprog ved at gøre den smertelige Opdagelse, at Udlandets Sprog ikke kan læres som det danske, men maa erhverves gennem en pinlig Proces, der kaldes Grammatik, og man ynker de stakkels smaa, franske Børn og forestiller sig dem i de første ti Aar af deres Liv meddelende sig udelukkende ved Sætninger som: Mon père est bon. Où est mon frère? og først ved Konfirmationstiden overgaa til vanskeligere Former.
Til at holde Børnene i Aande bidrog ogsaa den fornøjelige Metode, hvorefter Undervisningen blev drevet, idet hver af Lærdommens Furer blev pløjet og vendt tre Gange. Først havde man nemlig Gennemgangen paa Skolen, dernæst for de flittigeres Vedkommende Lektielæsningen hjemme og endelig Høringen Dagen efter. Derved fik Timerne en rolig og hyggelig Karakter. Særlig maa Historietimerne mindes for den Hvile, man nød i dem; thi endog ved Gennemgangen af det nye var der ikke noget, som kunde overraske dem. De nye Konger opførte sig i alt væsentligt som de gamle. Man havde lært at finde sig i disse Personers uheldige Vane at fødes og dø paa Aarstal, og man kunde ydermere med stor Sikkerhed forudsige, om en ny af Racen, at han vilde føre tre Krige paa nærmere angivne Tider og i disse levere en Kombination af vundne, tabte og uafgjorte Slag paa nærmere angivne Steder, at han vilde bygge et Slot og ægte en tysk Prinsesse samt ophjælpe Kunsterne og Videnskaberne i sit Land.
Og saaledes stoppedes Børnene med daglige Kundskabsdoser for at gøres tjenlige til Eksamen, ligesom en Kalkun stoppes til Slagtning. De lærte, at »før Europæernes Kommen var der ingen Drøvtyggere i Australien«, og de fik den fyldige Oplysning, at »de fleste Leddyr i Reglen have en mere eller mindre tynd Hud mellem Ledene«. De indlulledes i den Tro, at »det opblomstrende Gøteborg« var en Torn i Øjet paa Christian den Fjerde, thi saaledes lærte Realskolernes historiske Autoritet, og Salomon overraskedes derfor senere ved at erfare, at til Artium gjaldt »Svenskernes store Fremgang i Tyskland« for Christian den Fjerdes Torn i Øjet.
Og i Religionen lærte Salomon adskilligt godt. Han oplystes om, at Gud ikke var den gamle Mand, han havde anslaaet ham til, som sad i Toppen af Himlen og strakte to uhyre store Hænder ud over hele Verden, og som altid holdt med de store og aldrig med de smaa Børn. Men i Stedet for blev han indviet i de oplyste Klassers Religion. Denne er de hellige tre Bogstavers Religion. Om de hellige tre Bogstaver ved man, at de i fordums Tider betød et Væsen i Menneskeskikkelse og med alle et Menneskes Lidenskaber, men med overmenneskelig Magt, og dette tros endnu enfoldelig af Bønder, Børn og Kvinder; men ifølge den rensede Lære betyder de tre hellige Bogstaver intet af alt dette, men noget, hvorom vi ikke kan gøre os nogen Forestilling, idet vi vel for Løjers Skyld anvender forskellige jordiske Udtryk derpaa, men udtrykkelig værger os imod den Misforstaaelse, at disse Udtryk betyder det samme i Himlen som paa Jorden. Meget mere er der Grund til at antage, at de betyder det modsatte, saaledes med en vis Alkærlighed, som sættes i Forbindelse med de tre hellige Bogstaver. Disse Bogstaver viser sig altsaa at have samme Karakter som det fortvivlede Bogstav X, som man kan forfølge gennem alle Algebraens Labyrinter, og som, hver Gang man har afsløret dets sande Væsen, umiddelbart efter optræder i en anden Forbindelse og viser sig at være lige saa ubekendt som nogen Sinde. Kun er den Forskel, at efter fromme Mænds Udsagn synes der i de tre forskellige Bogstavers Regioner at gælde en højere Algebra, hvorefter 2 og 2 ikke er 4, i alt Fald 2 og 1 ikke 3.