Poul Chievitz: Fra Gaden (1847), 4,6
[Slutning]
VI
Car le dieu d'Hymen est un maitre,
Dont on se plaint depuis long-temps;
C'est un perfide, c'est un traitre,
C'est un monstre, - qu'a dix-huit-ans
On n'est pas faché de connaitre.
C.A. Demoustier.
Saaledes endte da denne sandfærdige Historie; thi efterstaaende LiS nier kunne meget godt springes over, da de intet Andet indeholde, end hvad enhver dannet Læser, der nogensinde har stavet sig igjennem en Roman, med Lethed selv vil kunne slutte sig til; at nemlig, Capitainen en Maaneds Tid efter holdt sin Datters Bryllup. Det var naturligt at hverken Felix Bearn eller Emilie St. Clair kunne mangle derved; ikke at tale om hendes Moder, som tilligemed endeel af de Damer, vi allerede kjende fra tidligere Selskaber, og endnu enheel Deel Andre, vi slet ikke kjende, vare inviterede; thi Capitainen var af den gamle Skole, og havde forbandet sig høit og dyrt paa, at han vilde more sig til sin Datters Bryllup.
Hans Søn havde benyttet den forløbne Tid til at anstille Reflexioner, og efter mangfoldige forgjæves Forsøg paa at bringe sin Livs Anskuelse i Harmoni med de sidste Dages Begivenheder, besluttede han at forlade sit tidligere moralske Standpunkt, og foreløbig indtage et Tvivlens, hvilket han vidtløftigt udviklede for Vilhelm, da han et Par Dage før Brylluppet gjorde ham en Visit, og hilste ham som sin Svoger. Han forklarede ved samme Leilighed, hvorledes han endnu var uvis, om han vilde gaae over til at blive Ironiker eller Soldemester. Ironien, tilstod han, fristede ham mægtigt, da den vilde give hans Stilling i Selskabslivet et hidtil savnet pikant Relief; men Soldet, kunde han ikke nægte, havde ogsaa sit Tiltrækkende, og saameget mere, som det lettere kunde bringes i Harmoni med hans dybe Gemyt. Felix raadede ham ubetinget til det Sidste, og proponerede ham, strax at gjøre en lille Tour ud paa Livets Keglebane. Vilhelm derimod var af den Mening, at han gjorde rettest i at forene disse to Standpunkter til eet, som han saaledes efter Behag kunde kalde: det ironiske Solds, eller det forsoldede Ironies Standpunkt; og Cancellisten gik saameget hellere ind paa denne Anskuelse, som han indsaae en Mulighed i at gjøre det, uden ganske at forlade sin Moralitet; men derimod tage denne med, og saaledes at kunne give den moralsk forsoldede Ironiker. Dette Amendement vandt et almindeligt Bifald, og meget tilfreds skiltes Cancellisten fra sine Venner; ja han yttrede endogsaa til Felix, at han fandt sin tilkommende Svogers Raisonnement at være af en ualmindelig Sundhed.
Og paa Bryllupsdagen syntes det ogsaa, som om han var ganske gaaet ind paa hans Forslag; thi i den Sang, hvormed han overraskede Selskabet, skjæmtede han paa en fiin ironisk Maade med Storken, der skulde komme ad Aare, og opfordrede Publicum til at drikke derpaa; lutter nye Ideer, som man aldrig havde læst før, uden maaskee netop i adskillige tusinde Bryllupsviser. Capitainen fandt imidlertid Visen capital, og bandede ganske smaat paa, at hans Søn endnu kunde blive til Noget, da han syntes at have faaet Smag paa Mosten; hvortil Cancellisten udfordrende udbad sig den Ære, at drikke et Glas med ham, og tømte et stort Glas Portviin til Selskabets Beundring, til Felixs Forbauselse; men til sin Faders fuldkomne Tilfredshed.
Inden Bordet var der imidlertid indtruffet det mærkelige Tilfælde, at som Capitainen spadserede op og ned ad Gulvet med sin Svigersøn under Armen, var Felix kommen farende hen imod dem, og med glædestraalende Øine spurgt:
Capitain, De har vel Champagnen iaften?
Det skulde mangle til et Bryllup?
Det er ikke det jeg mener; men idag for en Maaned siden parerede vi, De kan nok huske; - det er Dem, der har tabt.
Satan! udbrød Capitainen.
Stille, sagde Felix; det er den dybeste Hemmelighed. Fru St. Clair vil absolut at hendes Svigersøn skal være Candidat; men jeg læser frygteligt.
Men saa fortæl dog - sagde Vilhelm.
Ja hvad skal jeg fortælle? - det kom af Prækenen, den var saa rørende, sagde Emilie; - jeg havde ikke havt Tid til at høre efter, - det er ikke hver Dag, jeg faaer hende at see, og hun var saa smuk iaften. Men hun sagde for lidt siden derinde, vi vare tilfældigviis ene, at den var saa - o jeg veed Fanden ikke hvad den var; jeg veed kun at hun sagde, at hun - o jeg er det lykkeligste Menneske paa Jorden; - men det er den dybeste Hemmelighed.
Men Luften maa ikke have været skikket til at Hemmeligheden kunde holde sig; thi inden Vilhelm fik opsøgt sin unge Kone - ikke for at fortælle hende det - havde allerede Emilie betroet sig til hende; og Gud maa egentlig vide hvorledes det var gaaet til, men Frøken Fresneuil havde ogsaa faaet Noget at vide, og hun kunde ikke dye sig, før hun fik det fortalt.
Jeg kan umuligt tro det, sagde den lille muntre Frøken; thi Emilie er saa lystig iaften, og Forlovelser pleie at virke paa hende som Middagsselskab i Klubben paa min Onkel Etatsraaden; han er altid saa gnaven naar han kommer hjem. - Er det sandt, Emilie?
Men Emilie svarede ikke; hun lo og rendte hen til sin Moder, der noget altereret lod til at høre paa Capitainen, og truede ad sin Datter, der med bønlige Miner kjælede for hende.
Felix, der netop var naaet hen til Klyngen, som Emilie forlod den, vilde atter fjerne sig; men det fik han naturligviis ikke Lov til. Den lille Frøken standsede ham, idet hun sagde:
O, Hr. Bearn, kunde De ikke give mig et godt Raad; jeg var saa uheldig igaar at tabe min Portefeuille, da jeg gik ned fra Holms.
Og der har Ingen været idag og bragt Dem den? spurgte Felix med uforstyrret Rolighed.
Nei.
Saa har De ikke tabt den rigtigt, Frøken. De kommer til at gjøre det om igjen.
Damerne loe; den lille Frøken bed sig i Læberne; Felix vilde bort, men nu var det Gine Fresneuil, der holdt paa ham.
Det er sandt, Hr. Bearn, sagde hun, jeg skulde sige Dem fra Lotte Petersen, at hun gjerne vil staae Skildvagt for Dem ved Leilighed.
Da forsømmer hun Leiligheden, svarede Felix, idet han, inden Frøkenen tænkte paa at værge sig, greb hende om Livet og kyssede hende, til de forsamlede Damers store Fornøielse.
Naa, det skal vi fortælle Emilie, raabte de, imens Frøken Gine bevidnede ham sin levende Afsky, ved at tørre sig om Munden saa hun nær havde revet Læberne tilblods, og senere forklarede sine Veninder, hvor rædsomt det havde været, og hvor ubegribeligt det forekom hende, at en Pige som Emilie kunde beqvemme sig dertil.
Men det allermærkeligste hændtes dog først, da Felix slap fri for Damerne, der nu ikke havde Mod til længere at holde paa ham. Da forlod Cancellisten sin Søster og Svoger, med hvem han passiarede, og gik henimod ham, trykkede hans Haand og mumlede en heel Deel ubekjendte Ord. Men tilsidst blev han mere forstaaelig, og forklarede da, hvorledes hans Stilling i nærværende Selskab var noget tvungen paa Grund af hans tidligere Forhold til Frøken St. Clair, men især, da det forekom ham, at hun øiensynligt undgik ham. Han bad desaarsag Felix, at lægge et godt Ord ind for sig; og lidt efter kunde man see Emilie i en lystig Conversation med sin forrige Kjæreste, imens hendes nuværende stod og talte godt for Moderen, saalænge til hun tillod ham at være det.
Men da Brudeparrets Skaal var drukket, ved hvilken Leilighed Capitainen fandt det hensigtsmæssigt, til Damernes store Forlegenhed, men til sin egen og sine Venners særdeles Tilfredshed, at citere noget af Bryllupstalen og navnlig 1 Mose B. 1. 27-28, - hør, hør fra Felix og Cancellisten - da reiste sig atter den djærve Capitain, og sagde:
Mine Damer og Herrer. Naar jeg igjen beder Dem at fylde Deres Glas, og jeg siger Dem, at det er en Skaal for et Par Forlovede, jeg her vil tage mig den Frihed at udbringe, saa tør jeg bande min Saligheds Eed paa, at der ikke er en Eneste af Dem Alle, der er uvidende om, hvem det er, der er gaaet hen at forlove sig. Og naar jeg nævner Dem Emilie St. Clair som en af de Skyldige, saa er jeg vis paa, at her er Ingen af de tilstedeværende Herrer, Brudgommen neppe undtagen, der jo med mig føler Symptomer paa Skinsyge, - hør, hør - der jo med mig er fortryllet af den Smaas malicieuse Øine og forræderske Smil, - bravo, bravo, - der jo med mig er misundelig paa den forviltrede Dreng, Felix Bearn, der iøvrigt er min gode Ven, - her blev Taleren afbrudt af Felix og Cancellisten, der drak Dus, under Selskabets levende Applaus. - Lad os da drikke paa deres Vel; thi vore Indvendinger ville kun lidet hjælpe; de ville have hinanden med Djævels Vold og Magt, - stærkt Bifald - og Emilies værdige Moder, denne fortræffelige Kone, hvis Hjertensgodhed vi Alle saa ofte have erkjendt, - stærkt Bifald - som jeg er stolt af at turde kalde min Veninde, - stormende Applaus - hun har givet sit Samtykke til, at de, naar Felix om to Aar vender tilbage fra Udlandet, at de da maae faae hinanden. - Lad dem da have hinanden. Hurra!
Efter Bordet dandsede man, og Ingen ivrigere end Cancellisten. Det bemærkedes, at han inclinerede bestandigt for Frøken Petersen. Candidat Poulsen var ikke tilstede, og det paa Grund af at Frøken Lotte, overbeviist om Umuligheden af at faae hans Formiddagstimer i Skolerne ombyttede, havde seet sig i den ubehagelige Nødvendighed, at maatte slaae op med ham.
Brudeparret var forsvundet; de Forlovede paa en Maade ogsaa, idet de havde benyttet dem af deres Privilegium, og vare tyede hen i en Vinduesfordybning.
To Aar, hvidskede Emilie; o, Aarene ere saa lange.
Og dog ville de ikke være saa lange, svarede Felix, som den ene Maaned var det, da jeg var forviist fra Din Moders Huus. Men hør, siig mig, sødeste Emilie, er det virkelig sandt, hvad Cancellisten før fortalte mig, at han i al den Tid ikke - men her sank hans Stemme til den sagteste Hvidsken.
Der var mørkt ved Vinduet; man kunde ikke see om Emilie rødmede; men man kunde høre hende lee, og - rimeligviis bekræftede hun paa en overbevisende Maade, hvad Felix havde spurgt hende om; thi han udbrød lidt efter:
O, jeg er det lykkeligste Menneske paa Jorden!