Poul Chievitz: Fra Gaden (1847), 4,5
[Slutning]
V
Burmann: Og naar man saa endelig er kommen til den
overbeviisning, at man ikke passer for hinanden,
skal man saa ophæve Forlovelsen?
Madamen: At slaae op, kaldes det.
J.L. Heiberg.
Capitainen fulgte Emilie til hendes Port, hvor han i nogen Tid vedblev at spadsere op og ned, imens hun gik op paa sit Værelse, hvor hun traf sin Moder.
Men Gud Emilie, sagde denne bekymret, hvor har Du dog været paa denne Tid? Svar mig Pige; er Du syg? Du er bleg som et Liig.
Nei Moder, jeg feiler Intet, Intet uden at jeg er forlovet.
Emilie, sagde Moderen med smertelig Stemme; Du veed, hvor Du bedrøver mig, ved at tale saaledes.
Men jeg er ulykkelig; jeg er ulykkelig, fordi jeg ikke kan lide ham, fordi jeg har nedværdiget mig i mine egne Øine ved at sælge mig. O, først i Dag er det blevet mig klart, hvor frygteligt det vilde være, dersom han havde Mod nok til at benytte sin Magt. Og Tante, som hader mig, hun vil ikke tøve med at sætte det i ham; og saa skal jeg taale - nei Moder, jeg kan ikke; lad mig blive fri.
Men Pige, vær dog fornuftig; er det Noget at tage saadanne paa Vei for. Du er jo ikke noget Barn, og maa vænne Dig til hvad ikke kan være anderledes. Husk paa Din Tante, som Du selv siger hader Dig, og som Du desværre har givet al for god Leilighed til at skade Dig.
Tante, afbrød Emilie; er det kun hende? Hende frygter jeg ikke mere. Jeg kan sige hende Noget, saa hun skal glemme at fortælle ondt om mig. Moder, maa jeg saa, - o hvad søde Moder; - kom, han er der vel endnu.
Og hun trak i sin Moder, for at faae hende med; men Fruen, der ikke yndede Scener, og som havde al Grund til at vente en af de værste Slags, holdt sig tilbage og fulgte først efter, da Nysgjerrigheden steg og overstemte Frygten.
Emilie havde altfor ofte fortalt sin Tante, at hun ikke kunde udstaae Hr. Jespersen, til at denne ikke af al sin Magt skulde befordre Forlovelsen. Siden var Tanten bleven en daglig Gjæst, og havde fundet sig særdeles tilfredsstillet ved at være Vidne til sin Nieces Lidelser. Imidlertid frapperede den foregaaende Scene hende i høi Grad, thi hun havde aldrig tænkt sig dette Tilfælde; men hendes skarpe Blik sagde hende strax hvorledes det hang sammen, og hvad her var at gjøre. Og imedens hendes Svigerinde gik ud og ind i ængstelig Venten paa sin Datter, og hendes Mand var fordybet i Bladene, benyttede hun Tiden, til først at forvisse sig om Rigtigheden af hendes Gisning, og derefter at arrangere et lille Optrin, der kunde muntre hendes Niece ved hendes Tilbagekomst. Alt dette var langtfra vanskeligt; thi da den ærbare Justitsraadinde tilstrækkeligt havde bevidnet Cancellisten sin Fortrydelse over hans Kjærestes Snerperi, og indrømmet ham Rigtigheden af hans Paastand, at en saadan Opførsel var aldeles udansk, saa var den sidste Skruppel ryddet tilside, som hidtil havde hindret ham, i at søge hendes Raad; saameget mere, som han netop kom til at tænke paa et interessant Sted hos Fru Knorring, hvor ligeledes en ung Mand lader sig lede af en erfaren og dannet Qvinde. Og da Fruen nu opmuntrede ham til, i klare og overbevisende Ord at fordre som Ret, hvad hun hidtil havde unddraget sig for, da næsten glædede det ham at hans forrige Overrumplingsforsøg var mislykkedes. Thi, tænkte han ved sig selv, hvis hun virkeligt havde ladet sig overraske, hvad havde da været rimeligere, end at hun ved næste Leilighed var paa sin Post! Nu derimod kunde han med Føie vente, at hans Foredrag vilde overbevise hende om hans Forurettelse, og tilskynde hende, at gjøre det godt igjen; og Bevidstheden om at opfylde sine Pligter vilde gjøre hende Opfyldelsen let, indtil - og derom kunde Cancellisten fra sit Standpunkt aldeles ikke tvivle - Kjærligheden endelig indfandt sig og lod hende dele hans Ønsker og Længsler.
Hvad Tanten endvidere udlod sig med, om Muligheden af at Niecen ikke altid var saa knibsk, eller ikke imod enhver & c., overhørte Cancellisten klogelig; thi hverken var her Tid eller Sted til at undersøge saadant, og heller ikke antog han det for muligt, selv efter en grundig Analyse, at komme til en absolut Vished; men fremfor alt var det Bevidstheden om, at en saadan til sine Tider og mod visse Personer Ikke-Knibskheds-Mulighed aldeles vilde forrykke hans Livs Anskuelse, der bevægede ham til aldeles ikke at svare paa disse Hentydninger; men i det Sted forberede sig paa den Tale, han agtede at holde ved sin Kjærestes Indtræden. Og da mere end en Time forløb inden denne fandt Sted, havde han Tid nok, til fuldkomment at udarbeide den og at smykke den med velanbragte Citater af de svenske Klassiker.
Han repeterede den netop for tredie Gang, og frydede sig især ved Anvendelsen af et Par Linier, som Fru Almqvist siger saa fortræffeligt om Dyden, da Døren aabnedes og Emilie traadte ind. Hendes Kind brændte, men hendes Gang var rolig, og hendes Blik tvang Tanten til at see til sit Sytøi. Men dette bemærkede ikke Cancellisten; han lænede sig tilbage i Stolen, slog Benene overkors, rømmede sig og begyndte saaledes:
Kjære Emilie; Du vil sikkert erindre de smukke Linier vi forleden læste:
Hur Kärlek smälter hjertats is
Och öppnar läbens blommar.
Jeg forklarede Dig deres Betydning og sagde Dig, at det var de Forlovedes Forhold til hinanden, som Digterinden i dette smukke og træffende Billede havde udmalet. Du vil vist heller ikke have glemt, hvorledes jeg sagde, at den dybe nordiske Aand, den sunde Nationalitet var udtalt i disse bløde Ord. Men, kjære Emilie, det har smertet mig at see, at Du ikke synes at føle denne høie Betydning; det har smertet mig for mit Hjertes Skyld, der føler Trang til at elske; det har smertet mig for Din Skyld; thi man kan ikke uden Smerte see en dansk Qvinde emancipere sig fra sit Lands Vedtægter og kaste Vrag paa sin Nationalitet. Vor sunde og jevne Danskhed taaler ligesaalidt nogen Afvigelse fra det Antagne, som nogen Tilsætning af det Fremmede. Jeg maa derfor indstændigt opfordre Dig i Sandhedens og Nationalitetens Navn, at Du erindrer, at Du er forlovet, at Du erindrer, at dette Forhold, paa samme Tid, som det öppnar läbens blommar, paa samme -
Saavidt var han kommet uden at blive afbrudt af sit Auditorium. Tanten syede flittigt, og glædede sig til det Forestaaende og Emilie hørte øiensynlig ikke efter; men Cancellisten udtydede deres Taushed som Opmærksomhed; hans Stemme blev fyldigere, og nu skulde han lige til at slaae ned med sit store Citat, da Emilie pludselig gik henimod ham, strøg sin Forlovelsesring af Fingeren og lagde den paa Bordet ved hans Side. Hun sagde ikke et Ord, men hendes Mine kunde ikke misforstaaes. Cancellisten saae paa hende med stive Blikke, og glemte aldeles sin Tale. Tanten, der langtfra havde ventet dette, blev consterneret; hun saae af Emilies bestemte Holdning at det var Alvor; men kunde dog ikke afholde sig fra at intervenere.
Hvad skal dette sige, Emilie? raabte hun.
Jeg skylder ikke min Tante nogen Forklaring, svarede Emilie koldt.
Ja uartig veed jeg vel at Du kan være; men min Pige, naar det er Din Kjæreste, der har Aarsag til at være misfornøiet, og han alligevel er saa god, ikke at slaae op med Dig, saa synes jeg, Du bærer Dig saa forrykt ad, at her er al Grund for Dine Nærmeste, til at forlange en Forklaring.
Emilie fandt sig ikke opfordret til at svare; hun saae hen til Cancellisten, som om hun ventede at han skulde tage Ordet. Han var ulykkelig, rettede gjentagne Gange paa sine Briller og gjorde flere Forsøg paa at tale, men Stemmen svigtede ham. Endelig fik han dog Luft, og sagde:
Jeg kan ikke undlade at gjøre Dig opmærksom paa det Inconseqvente i din Opførsel; jeg kan umulig troe, at Du ret har opfattet Meningen af det af mig fremsatte Forslag til en fra mit Standpunkt betragtet ønskelig Forbedring. Det har aldrig været min Mening, at gjøre det til en Betingelse for Vedblivendet af vor Forbindelse; thi kjære Emilie, og det beder jeg Dig ikke at misforstaae, jeg veed at vurdere den som den er; jeg ønsker oprigtigt at den maa vedblive, og jeg vil fuldkommen overlade det til Dig, naar Du finder det betimeligt, at føre den sin høiere Udvikling imøde.
Hr. Jespersen, sagde Emilie, jeg forstaaer Dem ikke ganske; men jeg vilde nødigt at De skulde misforstaae mig. Og derfor vil jeg oprigtig tilstaae Dem, at det var en taabelig Feighed, der nys bragte mig til at lade, som om Deres Forlangende var Grund, til hvad jeg vilde gjøre. Jeg var enig med mig selv derom, inden jeg kom herind. Jeg ønsker at hæve vor Forlovelse, fordi jeg ikke elsker Dem, fordi jeg aldrig har elsket Dem, og aldrig vil kunne elske Dem, og fordi jeg føler, at jeg maatte hade Dem, dersom De vilde benytte den Magt, som vort Forhold muligt giver Dem Ret til.
Men jeg renoncerer derpaa, udbrød Cancellisten aldeles tilintetgjort, jeg vil være lykkelig ved det Bestaaende.
Men jeg vil ikke længere være ulykkelig, og jeg har ikke havt en glad Time i al denne Tid. Mine Glæder og Adspredelser bleve mig jo formente, og Deres havde jeg ikke Forstand paa. Jeg har maattet taale et Selskab, som De vidste var mig imod; mine Venner har man viist Døren, og endelig nægter De mig at høre til en Bekjendt, en Ven, der har kjendt mig fra Barn, naar han ligger farlig syg.
O men det skal blive anderledes, sagde Cancellisten, idet hans Stemme skjælvede af Angst; De behøver blot at sige det; Deres Villie skal blive min Lov, uagtet jeg føler at alle mine Principer ville rystes i deres Grundvold; men det er ligegyldigt. Jeg offrer Dem mine Principer, som jeg offrer Dem min Villie; thi jeg elsker Dem. Ja, Emilie, uagtet De langtfra er det Ideal, som min Fantasie tidligere har fremstillet for mit Hjerte, saa elsker jeg Dem; jeg kan ikke hæve vor Forlovelse; - De maa ikke, jeg elsker Dem.
Emilie sad i en Krog af Sophaen, taus og med bortvendt Hoved; men med Haanden gjorde hun en afslaaende Bevægelse, saa hendes Kjæreste indsaae, at han havde ophørt at være det. Fru St. Clair var kommet ind, men hun holdt sig af Angst ved Døren; hendes Miner vare bekymrede, hun græd sagte og kastede af og til et bønligt Blik til Datteren. Justitsraaden havde lagt Avisen fra sig og saae forbauset snart til den Ene snart til den Anden, for om muligt, at faae en Forklaring. Men hans Frue reiste sig, gik hen til Emilie, og sagde hvidskende til hende:
See saa, lille Emilie, nu har jeg Dig, hvor jeg længe har villet det. Du skulde nødigt paa Eders sidste Bal have leet af Din Tante og skortiseret med Dine flanede Veninder over hendes Toilette, som dog er prægtigere, end Du maaskee nogensinde faaer det. Men hør nu hvad jeg vil sige Dig: nu gaaer Du paa Øieblikket hen til Din Kjæreste og beder ham om Forladelse, eller jeg fortæller, hvad jeg veed, og dit Renomé er forspildt.
Emilie værdigede hende ikke et Ord, men hendes Øiekast var altfor talende. Tanten reiste sig fra Sophaen og gik hen til sin forrige Plads.
Hr. Jespersen, sagde hun, De gjør virkelig altfor mange Ophævelser for min lille Nieces Skyld; det er smukt af Dem; det kan man ikke nægte; det er som Alt, hvad man hører om Dem; men hun fortjener det ikke. Jeg har længe følt det var min Pligt at advare Dem, men man skjuler jo gjerne sine Nærmestes Feil; dog nu jeg seer, De tager Dem det saa nær, saa veed jeg ikke hvorfor jeg længere skal tie stille med hendes Underfundighed. Og derfor vil jeg da blot sige Dem, at den Historie De veed nok, der circulerede om hendes Forstaaelse med Hr. Bearn, den er sand Ord til Andet. Imod ham har min smukke Niece neppe været saa knibsk, hvis man skal dømme fra denne uanstændige Romance, som ligger paa hendes Claveer, og som er af ham, og som - jeg kan neppe begribe den Frækhed - som hun ikke har generet sig for at spille for os. Jeg vil ikke tale om denne visne Rose, som min Niece gjemmer saa omhyggeligt i sin Sykurv; men saameget er da vist, at den ligner aldeles den, han kom anstigende med i Knaphullet.
Og inden Emilie kunde forhindre det, fremviste Tanten triumpherende den forræderske Rose.
Cancellisten blev perplex. Det var ham pludselig klart, at Felix's Fortælling maatte være sand; og alligevel befandt han sig ilde ved Tanken om at ophøre at være Emilies Forlovede. Fru St. Clair græd og saae endnu ulykkeligere ud end før; Justitsraaden endnu mere forlegen. Emilie reiste sig; hun var bleg som et Lig, men Øinene funklede idet hun sagde:
Og om jeg nu fortalte, hvad jeg veed om Dig?
Du truer, spottede Tanten; o fortæl, min Pige, jeg beder Dig. Vi vide jo alle, at Du forstaaer at finde paa Eventyr, idetmindste i Compagni med Hr. Bearn, og ham har Du vel sagtens talt med, da Du nu var ude i Visit hos Herrer?
Han var der, hvor jeg kommer fra, sagde Emilie tilsyneladende rolig; men det var Capitain Jespersen der sagde mig, at den gamle Cecilie havde bekjendt Alting.
Den gamle Cecilie, stammede Tanten, imens Blodet veeg fra hendes Kinder, og hun famlede efter en Stol; - det er ikke sandt, skreg hun; der er ikke et sandt Ord i Alt hvad Capitain Jespersen fortæller.
Idet samme aabnedes Døren, og Capitainen traadte ind.
Justitsraaden, hvis Forvirring var steget med hvert Ord, der blev talt, og næsten fortvivlet grundede paa, hvad det var, den gamle Cecilie kunde have at bekjende, blev lettet om Hjertet, da han saae Capitainen; han gik hen imod ham, for som sædvanlig med mange Ord at bevidne ham sin Glæde over at træffes, og tillige at faae den fornødne Forklaring. Hans Frue havde pludselig gjenvunden sin Holdning; hun svarede med et Smiil paa Capitainens Hilsen og afbrød sin Mand, netop som han kom frem med hvad der laae ham paa Hjertet, idet hun i en huusholderisk Tone sagde:
Lind, er Du ikke saa god at gaae efter en Vogn; den lille Emilies Næsviished har virket paa mine Nerver, saa jeg ikke tør gaae.
Justitsraaden var altfor vel dresseret til ikke at adlyde. Hans Frue lænede sig tilbage i Stolen og syntes med sit stereotype Smil at trodse den frembrydende Storm. Hendes Svigerinde lod aldeles ikke til at forstaae Scenen, men saae med bekymrede Blik afvexlende til enhver af de Tilstedeværende, for om muligt af deres Ansigter at læse hvad der vilde skee. Cancellisten stod med sin Ring i Haanden, rettede i et væk paa sine Briller, og saae ud som det fortabte Faar i Evangeliet, imens Emilie rykkede sig tæt op i en Krog i Sophaen og syntes at oppebie Udbrudet som et Barn, der venter at en Kanon skal fyres af.
Først da Justitsraaden havde lukket Døren, tog Capitainen til Orde:
Det var meget fornuftigt, Fru Lind, at De sendte Deres Mand bort; thi det Par Ord han fik sagt mig, underrettede mig tilstrækkeligt om, at De ikke har viist Skaansel, og at De altsaa ikke kan vente nogen af mig.
Jeg vidste, svarede Fru Lind med største Rolighed, hvad jeg maatte vente mig af Capitain Jespersen; jeg har netop i dette Øieblik beviist Deres Søn en Tjeneste, som han maa være mig evig taknemmelig for, og jeg veed fra gammel Tid, at det Venskab man nærer for Dem, kun fører Fortræd og Ulykke med sig som Løn.
Ja Frue, tog Capitainen Ordet, det er meget muligt, at De troer Dem forurettiget af mig; men jeg vil blot sige Dem, at den Ulykke De omtaler, kunde De have undgaaet ved et eneste oprigtigt Ord; at De ikke udtalte det, derfor er jeg Himlen evig taknemlig. De maa vide, at jeg var tilstæde hiin Aften, De umulig kan have glemt, da Deres salig Fader troede at træffe mig, men fandt Copist Fischer. Ja alt dette er mørk Tale for vore Tilhørere; men Frue, jeg haaber De forstaaer mig, og De ønsker vel neppe, jeg skal udtale mig tydeligere.
Jeg har aldrig ventet mig nogen Ædelmodighed af Capitain Jespersen, svarede Fruen trodsende, gjør som Dem behager.
Og hvorfor skulde jeg være ædelmodig? spurgte Capitainen hidsig; De har ikke været det imod Emilie, som vist aldrig har fornærmet Dem, og mig har De fornærmet, saa dybt som noget Fruentimmer kan fornærme en Mand af Ære. Jeg taler ikke længere om hiin Aften, Deres Hensigt mislykkedes; men De har villet at jeg nu skulde finde min Datter i Nød og Elendighed, given til Pris for Skjændsel og Prostitution. Ja De har villet det, vedblev han uden at lægge Mærke til de Andres Forbauselse; thi ellers havde De ikke sendt mig mit Brev sønderrevet tilbage, det Brev, hvori jeg bad Dem overlade mig Barnet; ellers havde De ikke overgivet det til en Qvinde, der kom lige ud fra Tugthuset.
Fruen sad bleg som et Lig, hendes Læber bevægede sig convulsivisk.
Man har bedraget Dem, sagde hun endelig; Barnet døde strax, jeg veed det.
Veed De, tordnede Capitainen, at De nu anklager Dem selv for en skrækkelig Forbrydelse? Jeg troede at Cecilie løi, da hun fortalte mig det; jeg seer med Rædsel, at Tugthuusfangen havde mere Barmhjertighed end De.
Fruen foer rasende op.
Jeg fordrer, De beviser disse skjændige Beskyldninger.
Saa kald paa Deres Mand, og jeg skal bevise hvad jeg siger; kald paa ham og jeg skal fremstille baade Copisten og Cecilie; thi begge ere i min Magt. Og vær forsikkret om, at var Deres Villie blevet udført som De ønskede det, al Deres Fornemhed og ærbare Fagter skulde lidet have hjulpet Dem, men for Retten skulde jeg have trukket Dem, og fordret Regnskab for mit Barn. Men Himlen har beskjærmet hende, trods al den Elendighed, hvori hun har været nedstyrtet; jeg har fundet hende reen og ubesmittet af de Laster, der klæbe ved Moderen, hvis Navn hun aldrig skal erfare.
See saa, min Frue, nu ere vi færdige; thi jeg haaber, at De ikke tiere vil udspye Deres Gift i min Nærhed. - Christen, beed Din forrige Kjæreste om Forladelse og følg Fruen til Vognen; hun har jo beviist Dig en Tjeneste, siger hun. - Hør Du er imellem os sagt det største Bagbæst, jeg endnu har truffet paa.
Cancellisten havde under sin Faders Tordentale staaet med opspilet Mund, og givet alle Tegn til den høieste Forvirring tilkjende; hvorledes skulde han kunne forene denne plumpe Tiltale og Fruens matte Forsvar med sin hidtil uindskrænkede Beundring af hendes Dyd og qvindelige Egenskaber. Det løb ham rundt i Hovedet og han var ikke istand til at samle sine Tanker i logisk Orden; han stod og dreiede paa sin Forlovelsesring og fortrød fuldkommen den Frygt, der ved Fruens første Udfald imod Emilie havde bevæget ham til at trække den af Fingeren. Men hans Forbauselse naaede sit Culminationspunkt, da Capitainen talte om hans forrige Kjæreste. Hvor ringe Mening han ellers havde til sin ulærde Faders Livs Anskuelse, saa slog det ham dog; han kunde ikke nægte at Udtrykket var klart og træffende og desværre for ham det ene rigtige. Faderens Slutning derimod syntes han nok der kunde siges en heel Deel om; men her var ikke Tid dertil. Han rettede blot paa sine Briller, og kastede Hovedet stolt tilbage for at give tilkjende, at han ingenlunde delte sin Faders Anskuelse om de forskjellige Størrelser paa Bagbæster; og i denne Stilling, mere passende for en Triumfator end for en forlovet Cavalleer, der lige skal høre op med at være det, gik han henimod Emilie, bukkede ceremonielt for hende, idet han lagde sin Ring paa Bordet, og tog den, som hun tidligere havde kastet der. Han gjorde derefter en Compliment for Fru St. Clair, der saae ud som den bare Forskrækkelse, og bød med Anstand Armen til Justitsraadinden, der imedens havde taget sin Kaabe og Hat, og som nu, uden at see til høiere eller venstre, lod sig ledsage af sin Cavalleer.
Capitainen gik til Vinduet og saae efter den bortrullende Vogn. En Taarestrøm lettede Emilies Hjerte; hendes Moder standsede af Forbauselse sine, der ogsaa havde flydt rigeligen, og sagde:
Men Herregud, Pige, hvad græder Du nu for? Fortryder Du allerede hvad Du har gjort? ja ja, jeg sagde det nok.
Fortryde? kjære Moder, nei aldrig. O, jeg veed ikke selv hvorfor jeg græder, det er maaskee alle de Taarer, der nu faae Luft, som jeg vilde have grædt i den sidste Maaned, hvis jeg ikke skammede mig for at lade ham see mig græde; eller det er maaskee af Glæde. O jeg er saa let, saa glad, saa sjæleglad.
Og hun fløi Moderen om Halsen og kyssede hende, imens hun lo og græd paa engang.
Hvor vi skal have det rart nu, vi ere ene; nu behøver jeg ikke længere at frygte, hvergang det tager i Klokkestrengen. O jeg vil ikke tænke længere derpaa; det er allerede for mig, som om det var mange Aar siden. Vi kan igjen gaae ud at spadsere, og jeg kan give Armen til min egen søde Mutter; og vi kan dandse, naar her kommer Nogen, og vi behøve ikke at vise Folk Døren, fordi de ikke behage min Tante; tvertimod vi invitere dem; ikke sandt Moder, Hr. Flint -
Og Hr. Bearn, tilføiede Moderen halvt smilende, halvt advarende; men Emilie, det siger jeg Dig, ingen Forlovelse før han har faaet Examen; bryder han sig noget om Dig, kan han vel sagtens faae den.
Men han maa komme her? ikke sandt, søde Moder! Tak. O hvor jeg er lykkelig; var jeg en Dreng, raabte jeg bestemt Hurra; jeg troer jeg gjør det alligevel.
Hurra! raabte Capitainen fra Vinduesfordybningen, imens Fruen og Emilie næsten forskrækkede vendte sig om; de havde ganske glemt, at han endnu var tilstede. - Hurra! det er rigtignok tungt at det tillige er et Pereat for min Søn; men han fortjener det ikke bedre, den Klodrian. Naa trediegang Hurra! - Og nu Farvel min kjære Frue. Ja var jeg blot en Snes Aar yngre, saa skulde Tingene faae en anden Gænge; men saadan som de nu staae, veed jeg ikke bedre end at gjøre mit til, at Felix Bearn snart faaer Examen; thi en flink Fyr er han dog trods alle hans Galskaber. God Nat.
Han gik henimod Døren.
Emilie, Du ondskabsfulde Tøs, vil Du virkelig lade Din forrige Svigerfader sjadske saa nøgtern hjem?
Poul Chievitz Homepage