Paul Chievitz: Fra Gaden (1847), 4,3

link til hjemmesiden - Det Kongelige Bibliotek

Poul Chievitz: Fra Gaden (1847), 4,3

[Slutning]


III
 

   Que es unas de las mas raras aventuras, que en 
   esta verdadera historia se cuentan. 
                   M. de Cervantes Saavedra.

   Den Mand, med hvem Capitainen havde saa vigtige Forretninger at afgjøre, at han ikke kunde blive, var ingen anden end vor Ven Vilhelm Flint. Der blev en Jubel, da den brave Landmand traadte ind ad Døren. Vilhelm raabte Hurra, Augusta fløi ham om Halsen, og selv om det var Felix saa reiste han sig fra Sophaen og gjorde Forsøg paa et Entrechat, for ogsaa at lægge sin Glæde for Dagen.
   Naa, Gudskeelov, her skinner dog Solen, sagde Capitainen, imedens han trykkede sine Venners Hænder; og den Smaa har lært at lee siden jeg var her sidst, vedblev han idet han vendte sig til Augusta, naa, det er Tegn til at De har det godt.
   Jeg har Intet mere at ønske, sagde Augusta.
   Det var noget stivt, men forresten ret heldigt, thi jeg, der for en Maaned siden lovede at tage mig af Deres Sager, jeg har lige til nu strøifet om paa Landeveiene, og om jeg ogsaa tidt har tænkt paa Dem, er det dog hidtil ikke blevet til videre.
   Ja, Hr. Capitain, sagde Vilhelm, Forholdene have forandret sig noget siden sidst, nu er Talen ikke længere om, at skaffe Augusta en Condition, men snarere mig et Embede, at jeg kan blive istand til at holde Familie; thi dette Musikanterleben skal vi ikke blive fede af, besynderlig om det skal blive ved som det er begyndt i denne Maaned, da jeg næsten har mistet alle mine Informationer. Men alt dette kunne vi siden tale om; idag ville vi more os. Lad os tage ud at spise til Middag paa Fredriksberg.
   Jeg vilde paa min Sjæl gjerne, sagde Capitainen, især da det De sagde mig om Deres Informationer paa en Maade kommer mig beleiligt; jeg har nemlig et Forslag at gjøre Dem, hvorom vi rart kunne tale underveis. Jeg havde rigtignok betænkt, først at see mig om efter Værelser; thi jeg bliver her nu hele Vinteren, og kan ikke lide at ligge paa Gjæstgiversteder.
   Det kan strax gjøres, sagde Vilhelm; Værtinden herovenpaa har netop nogle Værelser ledige, og spurgte mig imorges, om jeg Ingen kjendte, til hvem jeg kunde anbefale hende.
   I mindre end en halv Time var Værelserne leiede, og Capitainens Tøi bragt op.
   Nu skal vi fornøie os, sagde han.
   Augusta klappede i Hænderne af Glæde.
   Naa, op Dig, Felix, sagde Vilhelm; bort med Sorgen for idag. For Fanden, vil Du lade Capitainen kunne fortælle sin Søn, at Du hænger med Næbet, fordi han blev forlovet.
   Felix reiste sig og rystede sig som om han derved kunde afkaste de sørgelige Tanker, der tyngede ham; vendte sig derpaa til Capitainen og sagde:
   De skal ikke troe hvad han siger. Jeg hænger ikke med Næbet fordi Deres Søn er forlovet, tvertimod, jeg er ret glad derover; jeg venter indtil - et Blik fra Augusta standsede ham - nei, jeg mener, jeg har faaet Lov til at ligge paa Sophaen - naar jeg har Jammer, og jeg var igaaraftes paa et frygteligt Sold. Men det gjør Intet, De skal see, jeg kan være lystig; meget lystigere end sidst, jeg var i Selskab med Dem.
   Og for at bevise sin Lystighed, sparkede han til en Stol, saa den fløi hen imod Væggen. Augusta gik hen til ham, og sagde med et bedende Blik:
   Ikke vild, Felix, De veed hvor ondt det gjør os at see Dem saaledes.
   Nei, nei, tilgiv mig Augusta, sagde Felix idet han tvang sig; see saa, nu er jeg rolig. Lad os saa komme afsted; men tal til mig, saa bliver jeg i godt Humeur.
   Hun tog hans Arm, og fortalte ham om alle de Bagateller, der var forefaldne siden igaar, disse tusinde Intetheder, hvoraf Fruentimmernes Conversation bestaaer; men som ofte have en Interesse, man forgjæves skal søge i den lærdeste Professors skarpsindigste Forelæsninger. Heller ikke blev Felix længe døv for hendes bløde Organ, saa at han, da de paa Gammeltorv steg op i en Drosche, der sat paa Kjælker figurerede som Kane, lo fornøiet til Capitainen og spurgte ham, om han senere var kommet paa det Rene, om det var her eller paa Kongens Nytorv at hans Søn boede.
   En Kjøretour i den friske Vinterluft giver Appetit og godt Humeur. Værelset, der modtog dem, var hyggeligt, Maden god, og enhver af dem lod til at gribe det Gemytlige i Nydelsen, og i Øieblikket at glemme alt det Forbigangne. Vinduerne vendte ud imod Haven, over de puddrede Trætoppe saae man Søens speilklare Flade, og i Baggrunden kunde man skimte Byens Kirketaarne igjennem Taagen. Der er ofte en Stilhed udbredt over et Vinterlandskab, som giver det en Hyggelighed man forgjæves vil søge i en anden Aarstid.
   Augusta følte netop Indtrykket deraf da hun sagde:
   Hvor her er smukt; saa stille og saa venligt. O, hvor jeg er lykkelig.
   Paa min Sjæl, udbrød Capitainen, det er sjeldent at høre Nogen sige, han er lykkelig, om han ogsaa eier Gaard og Gods og fuldt op i alle Maader. Og De, mit Barn?
   Hvad skulde jeg da ønske mere, spurgte hun og lænede sig op imod Vilhelm; aa jo, rettede hun sig og rakte sin Haand til Felix; jeg vilde ønske, at vi alle vare saa lykkelige som jeg.
   En enkelt Solstraale faldt igjennem Vinduet og kastede sit Lys over den Lykkeliges smukke Ansigt. Vilhelm hvidskede sagte til hende; Capitainen klinkede med Felix, der derefter sagde:
   Ja, De er lykkelig, Augusta, men Faa fortjener det som De. Og jeg veed ikke hvorfor, men det forekommer mig, at Deres Ønske maa blive opfyldt; at jeg ogsaa - jeg vil troe, at De har bedet for mig, en Retfærdigs Bøn siger man formaaer meget. O jeg er saa let; det er Deres Ord, jeg skylder det.
   Jeg vil tro, det er Vinen, sagde Augusta.
   Men vi lærte i Skolen, at i Vinen boer Sandhed; jeg troer derpaa. Ja, Hr. Capitain, endnu er alle Dages Aften ikke kommen. Mine Herrer, jeg tillader mig at foreslaae: Emilie St. Clair.
   Skaalen blev drukket; men Capitainen og Vilhelm loe saa smaat til hinanden. Felix saae det, og sagde:
   Det er det samme, Capitain, De kan faae lidt paa Randen om De ønsker det, at det ikke vil vare længe med Forlovelsen.
   Det var Satans, sagde Capitainen, jeg parerer ellers aldrig, men jeg synes fra mit Standpunkt af, som min Hr. Søn udtrykker sig, at jeg ikke godt kan undslaae mig. Men til hvornaar?
   Idag en Maaned, saa drikke vi hendes Skaal i Champagne, og min med, dersom det bliver Dem, der betaler.
   Holdt, sagde Capitainen.
   Han bliver slem imorgen, hvidskede Augusta til Vilhelm; saaledes var han ogsaa i forrige Uge engang, da han troede i Skumringen at have seet hende stirre ud af Vinduet. Men Dagen efter var han næsten fortvivlet, og neppe til at styre.
   Hun blandede sig nu i Samtalen, og fik lidt efter lidt Felix, med hans bevægelige Sind, til at høre efter og at glemme sine Pareer og sine Sorger. Capitainen havde naaet det Stadium, hvor den ene kraftige Eed afløser den anden, og saaledes bandede han til sine Venners store Fornøielse paa, at Vilhelm skulde kaste det Spillemandswirtschaft paa Hylden, drage med ham til Fyen og hjælpe ham der med at anlægge nogle Fabrikker, hvortil det meget overflødige Vand, han havde paa sit Gods, længe havde opfordret ham. Kaffeen blev drukket, uden at man opnaaede nogen fast Beslutning i den Henseende; derimod var man bleven enige om, at benytte den sidste Rest af Dagslyset, til at spadsere hjem ved. Man fik Tøiet paa, og imedens Augusta ved Felix's Arm hørte paa en Episode af hans seneste Begivenheder, med en Opmærksomhed som om det var første Gang han fortalte hende den, bandede Capitainen lystigt op for Vilhelm, for ganske at overvinde hans Betænkeligheder.
   Saaledes naaede de hurtigt Søerne, og der maatte de ned, for at glide paa Iis. Vilhelm foran, og saa Felix, der ved sin Fortælling var kommen i godt Humeur, og sang Coloraturer; saa Capitainen, der kunde snurre sig to Gange rundt, og endda havde Fart nok til at glide videre, og tilsidst Augusta, der paastod at kunne gjøre det ligesaa godt, men snublede ved det første Forsøg, saa Vilhelm bad hende lade det beroe dermed, da Capitainen ene havde opfundet denne Øvelse, for at faae hendes Strømpebaand at see. Capitainen lo og holdt sig nu bagest for at muddre hende; men hun fortalte ham, at han slet ikke havde nødig at tage sine Hænder tilhjælp for at muddre. Under saadanne Lystigheder naaede de snart den anden Bred, og stege forpustede op paa Stien, for i Rolighed at tilbagelægge Veien til deres Hjem.
   Men nu vilde Skjæbnen, eller som Cervantes siger Fanden, der aldrig sover men har sit Spil allevegne, at Fru St. Clair, Datter og Kjæreste, i Selskab med Justitsraadinden og hendes Mand netop skulde foretage en Spadseretour ud af Nørre- og ind ad Vesterport, og netop skulde komme over Ladegaardsveien, da vore Venner gik op midt paa Stien. Afstanden var saaledes for stor, til at Nogen af Parterne kunde see hinanden, især da Skumringen nu begyndte at falde paa; men selv om det havde været ved høilys Dag, vilde de neppe itide have opdaget hinanden; thi Vilhelms Selskab var altfor beskjæftiget med forskjellige Planer om hvorledes de skulde forslaae Resten af Dagen, og det Andets Opmærksomhed var aldeles absorberet ved en uforskammet Tigger, der paa en paatrængende Maade var fulgt efter dem, og ikke engang vilde gaae, efterat Juristen, for at skaane Damerne især Fru Lind, som lod til at befinde sig høist ilde ved dette Følgeskab, havde overtraadt sine Principer i saa Henseende og givet ham otte Skilling. Saaledes mødtes de til en gjensidig ubehagelig Overraskelse. Vilhelm vilde hurtig passere forbi; men Capitainen fandt det rigtigst at sige et Par Ord til Fru St. Clair og standsede; Augusta havde ondt ved at holde Felix tilbage, der i sit Raseri over at see Juristen med Emilie under Armen, vilde styrte løs paa ham, da pludselig Fru Lind gjenkjendte hende og udbrød:
   Ah det er saadant Selskab, Hr. Capitainen foretrækker for vort; kom kjære Svigerinde, lad os gaae; thi vi have ikke isinde, at encanaillere os med en Jomfru, der løber paa Gaden ved Nattetid med unge Herrer.
   Der blev en almindelig Forstyrrelse.
   Hvad behager, skreg Justitsraaden; ja sand for Herren, min Kone har Ret; og denne Herre, som torterede mig, jeg kjendte ham strax forleden. De kan maaskee erindre, Capitain Jespersen -
   Man talte i Munden paa hinanden. Fru St. Clair var forvirret, Fru Lind gav den fornærmede Dyd; hendes Mand snakkede, Capitainen bandede, Cancellisten udbad sig Ordet, Vilhelm var rasende, Augusta græd, Felix var ulykkelig og Emilie forlegen. Capitainen skreg høiest; men Vilhelm traadte imellem, og idet han tog Augusta ved Haanden og slog hendes Slør tilside, saa man saae Taarerne, der løb ned ad hendes liigblege Kinder, sagde han med en Stemme, der forbød enhver Afbrydelse:
   Denne Pige er min Forlovede, og hvis De, Fru Lind, endnu blot med en Mine fornærmer hende, da maa De være vis paa at have en Forsvarer, der kan slaaes med mig; thi, ved Himlen, De tvinger mig ellers til, hvad jeg beder Gud bevare mig fra, at insultere et Fruentimmer.
   Fru Lind vilde maaskee have svaret; men idetsamme udstødte Augusta et Skrig og klyngede sig op til Vilhelm med alle Rædselens Træk præget i sit Aasyn. Vilhelm fulgte hendes Bliks Retning, og hurtigere end det kan fortælles rev han sig fra hende, sprang med et Sæt over Grøvten og trængte sig igjennem Buskene, der stod paa den anden Side. Forvirringen blev afløst af en Forbauselse, der langtfra formindskedes, da Capitainen og Felix paa et Vink fra Augusta hurtigt fulgte efter. Selskabet stod nogle Øieblikke raadvild; men fortsatte derpaa sin Spadseregang, imens Cancellisten søgte om Ord og Justitsraaden havde for mange til at forklare dette Tilfælde med. Men Emilie vendte sig om, og da hun saae Augusta næsten afmægtig støtte sig mod et Træ, løb hun tilbage, og kom tidsnok for at gribe hende i sit Fald. De Andre kaldte paa hende, men hun raabte:
   Moder, kom dog; hun døer hvis vi ikke hjælpe hende.
   Fru St. Clair kom til og løftede hendes Hat og Kaabe af, imedens Emilie gned hende med Snee i Tindingerne; endelig kom hun igjen til Besindelse.
   Vær nu blot rolig, sagde Emilie, nu kommer Deres Selskab strax. Moder, gaa Du, de Andre vente; jeg løber hurtig efter Jer. Hører De, nu kommer de over Marken. Lad mig hjælpe Dem Deres Kaabe paa igjen. Hvor De ryster; der, tag min Flacon, at De ikke skal faae ondt.
   Og saaledes søgte hun med venlige Ord, at berolige den, hendes Tante nys havde forhaanet, og som nu sad rystende over hele Legemet, men med Øret vendt imod Jorden, for at opfange den mindste Lyd. Endelig sagde hun:
   Ja, det er ham der kommer, Gud være lovet. Og Dem, vedblev hun, idet hun tog Emilies Haand og trykkede den til sine Læber, hvorledes skal jeg takke Dem?
   Taarerne løb ned ad hendes Kinder. Emilie bøiede sig imod hende og kyssede hende; men idetsamme knagede Buskene for Felix, der brød sig en Gjennemgang, og hun løb hurtig ned ad Stien efter sit Selskab, der flere Gange utaalmodigt havde kaldt paa hende, og tilsidst havde ladet Cancellisten gaae hende imøde.
   Den unge Hr. Jespersen ledsagede Damerne til Fru St. Clairs Huus, hvor han forlod dem, for efter Sædvane at reflectere over det Passerede og forberede sig til sit Aftencursus. Justitsraadinden med Raaden stege op med, for endvidere at udbrede sig over det Forefaldne. De sædvanlige Stiklerier imellem Tanten og Niecen begyndte, og alle Fru St. Clairs Bestræbelser uagtet fortsattes de stedse hæftigere og hæftigere. Tilsidst sagde Fru Lind, da hendes Svigerinde igjen havde gjort et Forsøg paa at gaae imellem:
   Nei, min kjære Julie, det er og bliver en Feil af Dig; et saadant Fruentimmer maa man overlade til sin Skjæbne, og Du burde have taget Din Datter bort derfra, istedetfor at hjælpe med.
   Fru St. Clair saae ganske forknyt ud; men det kogte i Emilie, og hun sagde:
   Og hvad har dette Fruentimmer da gjort, at vi skulle lade hende ligge halvdød paa Veien? Du siger, at hun har solgt sig, for at kunne føre Stads og Ingenting bestille; men er det saa stor en Synd, hvorfor har Du da faaet mig til at begaae den samme? Dette Fruentimmer, som Du foragter saa dybt, hun elsker dog den, hun har solgt sig til; jeg saae, hun leed Dødsangst for hans Skyld; men jeg elsker ikke Hr. Jespersen; før var han mig ligegyldig, og nu, Tante, nærer jeg omtrent de samme Følelser for ham, som for Dig.
   Men Emilie, afbrød Fru St. Clair.
   Kjære Moder, jeg har sagt Tante engang for alle, at jeg ikke vil taale en eneste Bemærkning af hende over min Opførsel. Begynder derfor Tante at være uartig -
   Jeg mærker nok, jeg gjør klogest i at holde mig herfra, afbrød Tanten, det er rigtignok haardt, at blive viist Døren af et Barn, man selv har holdt over Daaben, men, min kjære Julie, jeg har troet at gjøre Dig en Tjeneste ved at yttre mig om Din Frøken Datter; thi den unge Jespersen har beklaget sig for mig.
   Han behøver ikke at uleilige Tante med sine Beklagelser.
   Men naar han nu har gjort det, min Pige, saa troer jeg at opfylde min Pligt ved at udrette hans Ærinde. Og nu skal jeg saamæn ogsaa bringe ham Dit Svar.
   Gjør det Tante, saa forskaaner Du mig derfor; der kommer han.
   Som vi før havde den Fornøielse at bemærke, havde vor Ven Cancellisten naaet det Standpunkt, at han næsten fortvivlede over sin Kjærestes fine Anstændighedsfølelse. De Agrements, hvorom han havde læst og som han havde seet andre forlovede Herrer nyde, gik rent hans Mund forbi; og især greb ham den uhyggelige Følelse af ikke at være rigtig forlovet, naar han var Vidne til den Lethed, med hvilken Candidat Poulsen viste Publicum at han var det. Sine tidlige Forskninger over Nationalitet, Literatur og ægte Qvindelighed havde han derfor aldeles lagt paa Hylden, for udelukkende at beskjæftige sig med at løse det vanskelige Problem, som bestod i at føre sin Kjæreste tilbage til et vist Punkt, som hun ved hans lærerige og moralske Omgang maatte have overskredet. Efter flere Nætters grundige Studium var han endelig kommen til det Resultat, at en saadan Tilbageførsel vilde være uhensigtsmæssig, og ene af den Grund, at han aldrig vilde kunne vide, naar netop hun naaede dette kildne Punkt, som han derfor i sit stille Sind kaldte x. Den theoretiske Vei forekom ham uendelig lang, han besluttede derfor at forsøge den practiske, og ved en dristig Handling at gjøre sig til virkelig Medlem af Lauget. Hr. Jespersen var ikke den Mand, der tøvede med at udføre en Beslutning; og saaledes begav det sig, at han aabnede Døren ind til Fru St. Clairs Dagligstue og gik ligehen imod Forhøiningen, hvor Emilie gjerne sad i Skumringen, med det heltemodige Forsæt, ved et aabent og lydeligt Kys at lade Verden vide, at ogsaa han var forlovet. Men nu havde Tilfældet lavet det saaledes, at Fru Lind sad paa Forhøiningen og Emilie stod henne hos Moderen og talte sagte og beroligende til hende.
   Men Du min Gud, skreg Justitsraadinden, hvad gaaer der af Dem, Hr. Jespersen? Det skulde De nødig lade Emilie see, thi saa faaer hun mere Grund til at være paa Nakken af mig.
   Nei, Gud Tante, geneer Dig endelig ikke, sagde Emilie, der ikke kunde lade være at smile. - Det skulde have været for en Maaned siden, tænkte hun, hvor skulde jeg have leet.
   Hr. Jespersen var overmaade forlegen.
   Jeg forsikkrer - det var - jeg troede - jeg snublede - jeg - stammede han; men Fru Lind sagde venligt:
   Naa naa, jeg tager det jo ikke saa nøie. Men Emilie er ikke godt opstaaet idag, gaae hen og kys hende, saa kommer hun sig vel.
   Hr. Jespersen samlede sig; hvad der var begyndt som et Nederlag, kunde endnu ende som en Seier. Han havde Fruen til Allieret; det gjaldt blot, følte han, Alexanders Holdning, og han havde erobret Verden. Han rettede derfor paa sine Briller, og antog en Mine, som om han hver Eftermiddag var vant til at nyde sit Kys ligesaa regelmæssig som sin Kaffe, og nærmede sig Emilie, hvis Forbauselse ingen Grændse kjendte, men næsten lammede hende, saa Juristen nær havde faaet sin Krig frem. Men netop som han vis paa Seieren vilde bøie sit Hoved, vandt Emilie alle sine Kræfter tilbage, og sendte ham et Par Øine, der øieblikkelig slog hans til Jorden, saa Brillerne næsten klirrede derved, og han stod flau og flad og fjottet som den personificerede Forlegenhed.
   E-e-e jeg-e- jeg traf endelig Fader, - for han er da flyttet, fik endelig den ulykkelige Kjæreste ud.
   Et foragtende Smiil trak over Emilies Læber; hun tog sit Sytøi og satte sig i en Krog af Sophaen.
   Han er flyttet hen til Hr. Flint, fortsatte Hr. Jespersen.
   Saa, men hvorfor fulgte han ikke med Dem? spurgte Fru St. Clair, der ikke havde hørt meget, men slet intet forstaaet af det Foregaaende.
   Capitainen var vel i behageligere Selskab, bemærkede Fru Lind, der ærgrede sig over Cancellistens Mangel paa Mod.
   Min Fader, forklarede denne, der langtfra var kommet sig endnu, - min Fader var ikke i godt Humeur, i Anledning af det Forefaldne. Denne Hr. Flint skal være bleven saaret af den Mand, de Alle rendte efter.
   Saaret? udbrød Emilie og hendes Moder; - dog vel ikke farligt?
   O, bemærkede Tanten, Slagsmaal er jo en Følge af slet Selskab.
   Ganske vist, Fru Lind; imidlertid kunde jeg ikke faae at vide nøiagtigt hvorledes det var gaaet til, eller hvad Grunden var; thi min Fader var som sagt i daarligt Humeur, og sagde mig Ubehageligheder.
   Men, sagde Emilie og gik hen imod sin Kjæreste - ikke sandt, Jespersen, Du gaaer strax hen til Hr. Flint for mig, og hører hvorledes det er med ham?
   Nei, det er dog vel vidt, lille Emilie, indvendte Tanten, at lade høre til den, der har behandlet Din Familie, som han har gjort det.
   Han er kommet her i mange Aar og har altid været artig mod Moder og mig. Du gjør mig den Tjeneste, ikke sandt?
   Men, søde Emilie, det er virkelig et høist uventet Forlangende; han har paa en mildest talt plump Maade torteret Din Onkel og Tante, og Du vil selv indsee, naar Du i Rolighed tænker derover, at det ikke passer sig - ikke at tale om de Grunde, som kunde være mig personlig imod.
   Du vil ikke? spurgte Emilie tilsyneladende rolig.
   Deres Kjæreste har en formelig Passion for det Pak, bemærkede Tanten.
   Du vil det ikke?
   Nei, min Pige, det vilde være aldeles uovereensstemmende med hvad jeg anseer for rigtigt og passende.
   Emilies Øine funklede.
   Jeg skal erindre, at Du nægtede mig min eneste Bøn; og med disse Ord gik hun ud af Stuen.

Poul Chievitz Homepage