Poul Chievitz: Fra Gaden (1847), 3,6
[Fortsættelse af Historien]
VI
Chacun de nous avait une Emilie
Dont il prônait la beauté, la candeur.
Elle est fidèle autant qu'elle est jolie!
Nous nous trompions, mais quelle douce erreur!
C.A. Demoustier.
Felix havde snart taget Afsked med Cancellisten og hans Fader; han kunde jo ikke følge med, hvor de gik hen. Ene slentrede han ned ad Gaden og underholdt sig selv med sine Tanker, som imidlertid ikke vare de allerbehageligste, da hans Vens Forelæsning langt fra havde opmuntret ham.
Men for Pokker, sagde han tilsidst til sig selv, jeg er gal at ville bryde mig om alt, hvad Vilhelm siger; især da det jo var tydeligt, at han idag ikke var i sit sædvanlige Humeur. Der var noget i Veien; han vilde have os bort og derfor kom han med alle disse Historier, som han vidste vilde ærgre Cancellisten og mig. - Cancellisten, - jeg kan blive rasende, naar jeg tænker paa at han nu er der, at han nu kan tale med hende, sige hende - dog hvad siger han? han siger igrunden slet Ingenting. Igaar hele Aftenen saae jeg ikke han talte til hende, og hun meget mindre til ham. Mig talte hun flere Gange til, - hun rakte mig sin Haand da jeg kom; ved Guderne, nu husker jeg det først; det har jeg glemt at fortælle Augusta. Hvor Veiret er smukt. Solen skinner saa varmt; jeg har Lyst til at drive idag; - jeg kan bestemt godt gaae derhen imorgen. O Emilie! - Og nu fik han tændt sin Cigar, og med Hænderne i Lommen drev han ned ad de Fortouge, hvor Solen skinnede, imens han i sit stille Sind tænkte sig, hvor prægtigt det kunde være, naar han imorgen kom og traf Fruen ude, men Emilie ene hjemme. -
Vi maae imidlertid lade Felix flanere og bygge Luftkasteller; thi det bliver nødvendigt at erfare, hvad der passerede i Fru St. Clairs Huus, efter at vore Venner var tagne hjem.
De øvrige Gjæster havde ogsaa taget Afsked, kun Fru Lind og hendes Ægtefælle vare endnu tilbage; den Sidste ivrigt beskjæftiget med at finde sin Frues Kaabe og Hat. Fru Lind lod imidlertid ikke til at have Hastværk; tvertimod, hun satte sig i Sophaen, idet hun sagde til sin Svigerinde.
Naa, kjære Julie, det gik virkelig ret net her iaften; Din Cremekage maa jeg tilstaae var delicat; - lille Emilie, Du kunde give mig en Opskrivt derpaa ved Leilighed; - den unge Jespersen fandt det ogsaa, han spiste tre Stykker. Det er en særdeles vakker ung Mand, og hans Faders Gaard maa da nu være idetmindste sine 400,000 Rbd. værd saadan som Landeiendommene ere stegne i Værdi; thi jeg kan erindre han gav 50000 Rbd. for den, da han kjøbte den for en Snees Aar siden.
Ja, Gud bevares, forsikkrede Justitsraaden; den er maaskee sin halve Million værd. Det er en Formue, man maa have Agtelse for, og jeg glæder mig ret til at fornye Bekjendtskabet med Capitain Jespersen; vi vare tidligere meget intime, Fru Svigerinde, meget intime; min Kone ogsaa - Du erindrer -
Men, min kjære Julie, sagde Fru Lind, der ikke altid fandt det fornødent at svare sin Mand; Du som ellers seer paa den gode Tone, hvor kunde Du finde paa, at invitere denne Musiklærer, denne -
Hr. Flint? indvendte Emilie, imedens hendes Moder ganske alarmeret spurgte, om der da var noget galt fat med ham; men Gud Tante, han er jo kommet her af og til i flere Aar; og fordi han er Musiklærer? det er jo meget respectabel Stilling.
Ja den kan gjerne være meget respectabel, min Pige, svarede Fru Lind, men Hr. Flint selv er ingen respectabel Person; det er et Menneske af slette Sæder, og som aldeles ikke sees i gode Selskaber.
Gud forbarme mig, udbrød Fru St. Clair, hvad har han da gjort.
O, det er stygt at troe, Alt hvad man finder paa at fortælle, sagde Emilie.
Ti Du stille, min Pige, afbrød hendes Tante hende; ja, min kjære Julie, det er mit Princip, at, selv om jeg ikke veed Noget bestemt, vil jeg dog ikke modtage Nogen i mit Huus, saasnart man har sagt mig, at det er en umoralsk Person. Men naar Du endelig vil vide, hvad han har gjort, saa kan jeg sige Dig, at denne Hr. Flint ikke er nogen anden end den Person, der for fjorten Dagstid siden behandlede min Mand paa den skammeligste Maade, med Udtryk og Talemaader af en saadan Natur, at de hele Natten løde for mit Øre, saa jeg slet ikke kunde falde i Søvn.
Nei, hvad siger Du? udbrød Justitsraaden; skulde det være ham; det skulde jeg have vidst. Ja, forekom ikke hans Stemme mig bekjendt. Ikke sandt, lille Emilie, Du kan bevidne at jeg ved Bordet paastod, at have hørt hans Stemme før; - det er et afgjort Talent, jeg har; jeg kunde blot ikke rigtig orientere mig -
Og dersom dette endda ikke er nok, vedblev Fruen, uden at lade sig forstyrre af sin veltalende Ægtefælle, saa kan jeg fortælle Dig, at han holder vor forrige Jomfru, hende vi jog væk den Nat; dog jeg siger holder, nei, han har bidt Hovedet af al Skam, han lever sammen med hende.
Gud forbarme sig.
Men Tante, udbrød Emilie, det veed Du jo slet ikke med Vished; det er jo blot Noget, som Hr. Jespersen siger, og som han maaskee selv har fundet paa.
Troer Du Hr. Jespersen finder paa saadant Noget? Nei dertil er han ved Gud altfor anstændig og velopdragen; det er ham endogsaa meget ubehageligt naar han skal til at omtale det.
Da kunde han gjerne have sparet sig den Uleilighed for mit Vedkommende, jeg bad ham ikke om at fortælle det.
Det er en styg Lyst Du har til at trætte imod, lille Emilie, ved enhver Leilighed; væn Dig af med den itide. Den unge Jespersen har selv bemærket det.
Den unge Jespersen, gjentog Emilie med et foragteligt Smiil. Men hendes Tante havde ikke Lyst til at bemærke det, og vedblev at tale til sin forknytte Svigerinde.
Ja kjære Julie, Du maa være lidt forsigtigere med Dine Invitationer; jeg synes, at Du selv maatte være bleven opmærksom paa den mindre gode Tone, som Hr. Flints og maaskee endnu en Andens Nærværelse bragte med sig. Emilie lader sig strax influere deraf, thi den er let et lokke -
Tante!
Ja min Pige, Din Opførsel iaften har slet ikke været roesværdig. Du har den slemme Vane at coquettere med alle de Herrer, der gjøre sig den Uleilighed at see til Dig. Jeg skulde ikke sige det, hvis jeg var den Eneste, der havde bemærket det; men desværre var det ikke Tilfældet; den unge Jespersen beklagede sig for mig.
Beklagede sig? udbrød Emilie forbittret, hvad Ret har Hr. Jespersen til at beklage sig over mig?
Det er ikke ganske passende, at sende saadant et Blik til sin Tante, fordi hun siger Dig Dine Feil, - belærede Tanten; - iøvrigt giver det Forhold, I staae i til hinanden, ham den fuldkomneste Ret.
Jeg staaer ikke i noget Forhold til Hr. Jespersen, erklærede Emilie fast, jeg er ikke forlovet med ham, og bliver det aldrig, hvor gjerne I saa ville have det. Jeg hader og afskyer ham.
Men Emilie, raabte hendes Moder bekymret, Du sagde dog i Formiddags endnu, at Du maaskee -
Men, søde Moder, det er jo ikke min Skyld, om jeg er kommen til at afskye ham. Man har jo aldrig nævnet hans Navn for mig, uden at Bebreidelser og Irettesættelser er strømmede ovenpaa; saa har jeg leet, og saa har jeg seet suurt, naar han har været her; jeg maa jo tilsidst frygte hvergang han træder ind ad Døren. O Moder, det er ikke Dig, jeg beklager mig over, Du har ment mig det godt med hvad Du har sagt; men Tante gjør det ene for at drille mig; - jeg veed i det hele taget ikke, hvorfor Tante har nødig at blande sig i disse Anliggender.
Ah, Frøkenen bliver stødt; det er Takken fordi jeg har interesseret mig for at Du skulde gjøre et godt Parti: Ja saa, jeg skal saamænd ikke længer blande mig deri. Men, lille Emilie, Du maa ikke fortryde paa at jeg vedbliver at gjøre Din Moder opmærksom paa hendes Datters upassende Opførsel.
Men Herregud, Tante, hvad har jeg da gjort? Siig det hellere reent ud; thi jeg veed ikke andet, end at jeg saa godt jeg har kunnet har søgt at underholde de Mennesker her var iaften.
Saa Du veed ikke Andet? og Hr. Bearn, som Du uafladelig fjasede med, som Du udelukkende dandsede med, og denne uanstændige Dands ovenikjøbet; som ikke veeg fra Din Stol den hele Aften; det synes Du ogsaa var passende?
Vilde Tante da, at jeg skulde sætte mig hen og suurmule, fordi en af de Herrer, min Moder har indbudet, siger mig nogle Artigheder.
Hør, lille Emilie, Du skulde nødig slaae med Nakken ad din Tante; jeg har villet skaane Dig; men naar Du er uartig, seer jeg ikke længer nogen Grund dertil. Hvorledes er Hr Bearn kommen i Din Moders Huus? Svar mig!
Men Gud forbarme sig, udbrød Fru St. Clair, hvad skal dog dette sige? Hvad har Emilie da gjort? Hr. Bearn er jo kommen her ganske ved en Hændelse.
Ja, ved en deilig Hændelse. Søde Julie, jeg vilde heller ikke have troet Saadant om Emilie, og det gjør mig visselig ondt for Dig, at jeg maa fortælle det; men Sandheden er at hun har indladt sig med ham paa Gaden, og at de i Compagni have fundet paa, hvorledes hun skulde tabe sin Brevtaske og han komme og bringe den.
Men Gud, Emilie, udbrød Moderen smerteligt, er dette sandt? Tal Pige, skulde jeg nogensinde høre Sligt om Dig.
Emilie var næsten tilintetgjort; hun havde aldrig tænkt sig hvor stygt hendes Eventyr kunde fortælles; men hendes Tantes Tone var saa ondskabsfuld, at det pludselig blev hende klart, at hun vilde være aldeles renomeret, hvis hendes Historie kom ud. Hun fattede sig og sagde med fast Stemme:
Moder, jeg tvivler paa, at Tante selv troer den Historie, hun havde saa travlt med at faae fortalt. Men hun fortalte den saaledes, at jeg ikke vil fornedre mig til at sige et Ord til mit Forsvar, saalænge - men naar vi ere ene, vedblev hun idet hun klyngede sig op ad Moderen, og lod sine Taarer frit Løb - for Dig behøver jeg ikke at skjule nogen Tanke, Du vil ikke udlægge den slet; Du er saa god imod mig.
Ja vist, lille Emilie, tog igjen Tanten Ordet, jeg er ond imod Dig, fordi jeg passer paa, at Du ikke kan rende ganske som Du finder for godt; fordi Du ikke kan faae mig til at troe alle de Historier, som Du kan finde op i Compagni med en Herre fra Gaden; jeg veed det nok. Men det er saamænd ikke for din Skyld, jeg gjør mig al den Uleilighed, og har alt det Bryderi, jeg har; det er for vor Families Æres Skyld, det er for Din Moders Skyld at jeg har travlt, som Du kalder det; hvad Du dog kan takke for at den unge Jespersen ikke troer Historien. Og det tænker jeg, han imorgen giver Dig og Din Moder det bedste Beviis for, ved - men jeg siger ikke mere; gjør Du kun som Du vil, lille Emilie, Du kan være vis paa, at jeg skal vel vogte mig for tiere at blande mig i Dine Affairer. Naa, god Nat, kjære Julie, ja det har gjort mig meget ondt, kan Du troe; men græd nu ikke længere; det kan jo blive godt endnu, naar blot - naa, god Nat.
God Nat, Fru Svigerinde, sagde Justitsraaden idet han skyndte sig at byde sin Kone Armen; og mange Tak for denne behagelige Aften, vedblev han, idet han spadserede ned ad Trappen. Det var meget mærkeligt, converserede han sin Frue paa Hjemtouren, hvad Du yttrede om den lille Emilie. Troer Du virkelig, at der alligevel skulde blive et Parti imellem hende og den unge Jespersen? Det skulde interessere mig særdeles at komme i Svogerskab med Capitain Jespersen.
Det er meget beklageligt, at vor Ven Cancellisten ikke har fundet sig foranlediget til at fortsætte de ved Ildebranden afbrudte Beretninger om sine Hændelser og Analysen af sine Følelser; thi det vilde sikkert have været af stor Interesse at erfare, om han ved sine grundige Observationer endelig kom paa det Rene med, at Emilie, trods Felixs Fortælling om Portefeuillen, som i saa Tilfælde maatte være opdigtet, netop var den Qvinde, hans Hjerte fordrede; eller om han muligt var liberal nok, til ikke at fordre et absolut Ideal af Qvindelighed, men saae igjennem Fingre med en enkelt Svaghed, som tillige ved hans belærende Omgang med Tiden reent maatte forsvinde. Ligeledes vilde det vist have forskaffet os en særlig Fornøielse, at kunne fortælle, hvorledes han, efter endelig at have naaet til den Overbeviisning, at Øieblikket var nu kommet, og efter at have oplyst Moderen om dette interessante Tilfælde, samt udbedet sig hendes Tilladelse til at aabne sit Hjerte for Datteren, hvorledes han da skred til denne Forretning med en beundringsværdig Sikkerhed, og med ligesaa værdige som velvalgte Ord vidste at tolke sine Følelser; hvorledes han paa et vist Sted i sin Tale som upaatvivlelig var smykket med et Citat af Fru v. Palzow, forstod at gribe hendes Haand, og lade Stemmen synke, ganske som man see og høre Acteurerne gjøre det paa Comedien; hvorledes han endelig efter disse nødvendige Forberedelser rykkede frem med det Spørgsmaal, paa hvis Besvarelse hans Hjertes Ro og Fremtids Haab beroede. Og endnu langt mere tilfredsstillende vilde det have været, at læse om hendes ægte qvindelige Svar; med hvilke faa afbrudte Ord hun beroligede hans Hjerte og lod hans Fremtid haabe - om hun i det Hele taget brugte Ord; at læse om hendes nedslagne Blik og rødmende Kinder, hendes Forvirring og hendes gjenvundne Fatning, kort sagt, om Alt hvad der vedkom hende i dette ophøiede Øieblik, og som Cancellisten vist med den yderligste Omstændelighed vilde have berettet os.
Men langt mere tilfredsstillende, langt fornøieligere og langt interessantere vilde det have været, naar vi kunde have fortalt hendes Tanker fra det Øieblik, Frieren kom ind, og til det, da Kjæresten gik ud. Men dertil vilde Cancellistens Manuscript kun lidet have hjulpet os; og de øvrige Kilder hvorfra vi have denne sandfærdige Historie, tie aldeles stille derom. Imidlertid troe vi at vide, at hun følte nogen Tilfredshed ved at opfylde sin Moders Ønske, og glædede sig til Fremtiden, eller idetmindste til den Dag, da hun med sin Forlovede under Armen maatte møde Felix, og see ret lykkelig ud.