Poul Chievitz: Fra Gaden (1847), 3,4

[Fortsættelse af Historien]


IV
 

    A Glas of Punch? 
    With a great pleasure, said Mr. Pickwick. 
    Very good. I'll take another. 
    Come gentlemen, a toast. 
                   Ch's Dickens.  

           Det er circa tyve Aar siden. 

Min salig Kone var død et Par Aar i Forveien; jeg havde solgt Refsgaard, og kjøbt mig en Eiendom i Fyen og laae nu i Kjøbenhavn, for at bringe alle Papirerne, denne Sag vedkommende i Orden. Da Eiendommen først var at tiltræde Aaret efter, havde jeg besluttet at benytte denne Mellemtid til en Reise i Tydskland, deels for min Fornøielses Skyld, og deels for at see nogle af de Forbedringer, som man fortalte at de større Landeiendomsbesiddere havde indført i deres Agerbrug. Mine Forretninger trak sig imidlertid noget i Langdrag, og for at dræbe Tiden gjorde jeg hyppige Visitter hos min Sagfører, Kammerraad Vikkers Familie, der boede paa et Landsted noget udenfor Byen. De førte et stort Huus og der kom mange unge Mennesker; man morede sig godt, thi Tonen var fri og ugeneert. Den eneste Datter, Emma, var som jeg før sagde Dem, - thi De kan da vide, at det ikke er nogen Anden end Fru Lind, - en Pige paa en fire, fem og tyve Aar, men meget smuk og dertil meget coquet. Jeg har stedse havt en stor Svaghed for coquette Fruentimmer; ja, jeg troer endogsaa bestandigt at der ikke er noget ved et Pigebarn, naar hun ikke har lidt Coquetteri. Det var altsaa ganske i sin Orden, at jeg gjorde Cour til hende. Nu maa De imidlertid ikke troe, at det var saa lige en Sag, som jeg seer det er nutildags; dengang var det langfra tilstrækkeligt nu og da at sætte et Par kjælne Øine op, og forresten drive omkring i Salen med Hænderne i Buxelommerne; nei, man forlangte en ganske anden Opmærksomhed. Man maatte udelukkende hellige sig til den Dame, man havde valgt, og offentligt, saa at alle Mennesker talte derom, og hun med Beqvemhed kunde tælle sine Tilbedere; man maatte bestandig være parat, til at sige noget Smukt, hvad der ofte kan have sin Vanskelighed naar man kommer et Sted dagligdags. Men derfor var der ogsaa i hiin Tid sørget ved nyttige Bøger, hvoraf man kunde lære hvorledes man skulde føre sig op. Nu leer man vel, naar man engang seer en saadan; men jeg husker meget godt, hvor stor Hjælp jeg fandt i »Kunsten at gjøre sig elsket af det smukke Kjøn,« en Bog, som jeg tør frit bande paa at ingen af Nutidens unge Forfattere er istand til at skrive Magen til. Af denne lærte jeg hvad jeg, siden jeg tog min Afsked fra Regimentet, saa temmelig havde glemt; men hvad jeg saae de andre unge Herrer kunde paa deres Fingre.
   Iblandt disse vare især to, som paa Grund af deres Utrættelighed og øvrige fordeelagtige Manerer med Rette bleve ansete som Mønstre for Cavallerer. De vare begge ansatte i et kongeligt Contoir, den ene som Fuldmægtig, den anden som Copist. Fuldmægtig Lind var en munter, ung Mand, forekommende imod Alle og Enhver og bestandig paa Farten. Han kjendte næsten alle Mennesker, vidste Alt hvad der tildrog sig i Byen, kunde til Punkt og Prikke gjøre Rede for, hvem der Audientsdagene havde »Jour« hos Kongen, hvem der var falden i Unaade, hvem der paa Geburtsdagene kunde vente sig det hvide Baand og Kammerherrenøglen, med hvem vi til Foraaret skulde have Krig; kort sagt, alle de Spørgsmaal som i den Tid bevægede Gemytterne. Dertil forstod han paa den morsomste Maade at fortælle scandaløse Historier; og det var en Gave af uendelig Værdi paa en Tid, hvor man endnu ikke havde Blade, der havde stillet sig dette Maal til Opgave. Man nøiedes med Politivennen, og var glad ved dens kraftige Hæmmen af Gadeuordener, tilfreds ved dens nidkjære Paaseen af Ringetøiets Rigtighed og stolt ved dens dristige Forespørgseler hos de forskjellige Laugs Oldermænd. Men for at komme tilbage til Fuldmægtigen, saa var han tillige Medlem af den nylig oprettede Studenterforening, og havde derfra et betydeligt Forraad af Vittigheder, som den Tids gode Hoveder gav tilbedste der; han kjendte flere af Theaterpersonalet, og var stærkt mistænkt for at være den ubekjendte Kritiker, der skrev i et æsthetisk Blad under Mærket Y-Z. Men hvad der især skaffede ham hans Overlegenhed var hans selskabelige Talenter. Han var uudtømmelig i at finde paa Pantelege, og Intet var istand til at sammenlignes med hans Smag for at arrangere Tableauer og Ordsprogslege. Han var utrættelig naar det gjaldt om at opføre en Comedie, og spillede alle Slags Roller med en saadan Mesterlighed at alle Damerne vare enige i, at det var den største Synd at han ikke var gaaet til Theatret; dertil kunde han declamere - en Kunst, som var meget i Mode - og havde en stor Samling af de meest yndede Declamationsstykker, hvoraf han beredvillig gav Afskrivter. Han dandsede Tyrolervalsen og russisk Vals, længe førend Folk vidste at disse Valse existerede, og til at opføre en Cotillon kunde umuligt findes nogen Bedre, saa uudtømmelige vare hans Ideer til nye Toure, og saa vittigt forstod han at variere med Anvendelsen af Nathuer, Lygter, Ringe, Kurve, Flasker og alle de mulige Reqvisiter, der vare uomgjengelig nødvendige til Cotillon. Man skulde blot have seet ham paa et Bal, hvorledes han gik fra den ene Dame til den anden og converserede behageligt, hvorledes han passede, at faae dandset een Gang med hver, men derefter saa tidt som muligt med sit Hjertes Udvalgte; hvorledes han dandsede en Engelskdands, og ikke som senere blev Skik gik den; hvorledes han kunde sige en Compliment til hver Dame han kom forbi, saa lang Rækken end var, paa hvilken vidunderlig cavalleermæssig Maade han forstod at række Haanden, naar der skulde gjøres Kjæde eller naar han førte sin Dame til hendes Plads; den Ziirlighed, hvormed han da bukkede for hende og takkede hende for den Ære, hun havde beviist ham - ja alt dette maa man selv have seet, for at have et rigtigt klart Begreb derom; thi nu er der Ingen, der kan gjøre noget Lignende. - Og naar jeg endelig tilføier, at han kunde alle Viserne af Dr. Heibergs Vaudeviller udenad og sang dem med samme Bravour som han spillede Comedie, declamerede og dandsede, saa vil De vel kunne indsee, at der Intet manglede ham i alle de Fuldkommenheder, som man fordrede af den Tids dannede Cavallerer.
   Copist Fischer derimod glimrede ikke saa meget ved sine selskabelige Talenter som hans Fuldmægtig; men han var smukkere, hans Klædedragt mere udsøgt, og han var Digter. Man vidste, at de forskjellige Digte, underskrevne Amadis, som Tid efter anden stod i Brevduen, vare af ham; og man vidste ogsaa tillige, at de alle gjaldt Emma Vikker, om de endogsaa bare andre Navne. De vare alle meget melancholske og nogle af de meest yndede, jeg kan f. Ex. huske eet »Til Isaura« og et andet med Overskrivt »Min radbrækkede Sjæl« vare ganske uforstaaelige, men meget grusomme; Damerne sagde, at de vare søde og fandt at han lignede Lord Byron.
   Lad os saa drikke engang.
   Naa, saa seer De vel, at jeg havde to stærke Rivaler; men det var maaskee netop det, der ansporede mig. Og uagtet jeg hverken havde Fuldmægtigens Gaver eller Copistens Talent, mærkede jeg dog snart, at jeg stod paa det samme Punct i den Skjønnes Gunst som de to andre. Nu kan den Omstændighed, at Faderen paa en Prik vidste hvormange Tønder Land jeg eiede, jo gjerne have bidraget sit dertil; men jeg maa dog bemærke, at jeg dengang var hvad man kalder en net Cavalleer, og at jeg ikke var ganske uvant til at blive lagt Mærke til, saa jeg dog havde nogen Grund til at antage, at det virkelig var min Person, der havde gjort et vist Indtryk. Imidlertid, som jeg sagde Dem, jeg gjorde Cour, fordi jeg ikke havde noget bedre Tidsfordriv og tænkte mindst af Alt paa nogen alvorlig Forbindelse. Men muligt at det netop var den mindre Iver, jeg efter en Maaneds Tid viste, der foraarsagede, at Vægtskaalen, der længe havde balanceret imellem mig og mine Rivaler, pludselig sank til min Side, og at hun, der tidligere havde vidst at holde os tre Skridt fra Livet, paa een Gang blev mere fortrolig end jeg næsten selv skjøttede om. Men man siger aldrig nei til Spadseretoure med en ung og smuk Pige; tvertimod, man gjør sit Bedste for at faae Stevnemøderne i Gang, og det er da ogsaa ganske i Orden. For Fanden! Det unge Menneske, der bliver borte fra et Stevnemøde, af Frygt for hvad der kan komme bag efter, han er min Sjæl en Nathue, der aldrig fortjente at en ung Pige skulde see til ham.
   Lad os saa drikke derpaa.
   Naa, det gik da som det altid gaaer; man begynder med poetiske Maaneskinssværmerier, og bærer sig saa pent ad, at selv Englene i Himlen maa glæde sig derover; men det holder aldrig ud til Enden. Imidlertid var der Ingen, der mærkede vort Forhold, og Pigen, der om Aftenen lukkede mig ind af en lille Laage ud til Marken betalte jeg saa godt, at jeg kunde være temmelig sikker paa hendes Taushed. Saaledes gik det da en Maaneds Tid, og da det nu lakkede stærkt ad Efteraaret, begyndte jeg igjen at tænke paa min Reise. Men da jeg en Aften omtalte den for hende, fik jeg en Scene med Taarer og Krampe, saa jeg besluttede at tie stille dermed for Fremtiden, men forberede Alt og see at komme afsted saa snart som muligt. Heri blev jeg saameget mere bestyrket som det forekom mig, at Emma ikke længere gjorde sig Umage for at skjule vort fortrolige Forhold, men undertiden, ligesom i Distraction, sagde Du til mig og nærmede sig mere end Skik og Brug antager for passende. Da jeg derfor hørte, at et Skib om nogle Dage vilde afgaae til Rostok, lod jeg mig indskrive som Passageer, pakkede mine Sager sammen, sendte min Kuffert ombord, og ventede nu med Utaalmodighed at Skipperen skulde lægge udenfor Bommen. Dagen kom endelig og næste Morgen ganske tidlig skulde vi seile. Jeg havde været ude paa Toldboden, for at forvisse mig om Vinden var god, og tænkte paa at opslaae min Bolig paa et offentlig Sted i Nærheden, for at være ved Haanden, og gaae ombord naar Skibet lagde ud, da jeg pludselig mødte Kammerraaden. Han beklagede, at han ikke havde seet mig i de sidste Dage, fortalte at Emma var i daarligt Humeur, at hun i det Hele taget havde forandret sig i den sidste Tid, at hun ofte var sørgmodig o.s.v. og endte da med at opfordre mig at følge med sig ud paa Landstedet. Der var Intet at sige dertil; jeg skammede mig halvveies over saaledes at stjæle mig bort, og haabede at træffe en Leilighed derude til at fortælle, at jeg reiste. Paa Landstedet traf vi det sædvanlige Selskab; men aldrig, forekom det mig, havde Fuldmægtigen været mere underholdende eller Copisten mere melancholsk end netop den Dag. Emma var, som Faderen havde bemærket, sørgmodig, og syntes at undgaae mig, hvorved jeg iøvrigt var ret fornøiet. Men ligesom vi gik op fra Haven for at spise til Aften, hvidskede hun hemmeligt til mig, at hun ventede mig ad den sædvanlige Vei, om Aften Kl. tolv. Jeg svarede ved Tegn at jeg skulde komme, og satte mig til Bords, uvis om jeg skulde holde Ord, eller i en Billet sende hende mit Farvel. Ved Bordet lod hun til at have gjenvundet sit Humeur; hun spøgte med Fuldmægtigen, der sang: »Siig mig hvem der var, allerførst din Nar & C.,« og sagde, at han ikke skulde blive den Sidste; hun hørte med Begeistring paa Copisten, der declamerede et Heltedigt af eget Fabricat, og hvori han truede med i »Midnatstimens Mørke og Mulm, dristig Taarnet at bestige.« - Endelig toge vi Afsked. Fuldmægtigen kjørte i sin Gig; Copisten reed paa sin vælige Ganger. Men jeg der gik ydmyg tilfods, lod de Andre fare mig forbi og standsede mine Fjed, for at overlægge om jeg skulde gaae til mit Stevne eller flygte til Byen. Klokken slog tolv, da jeg tog en Beslutning og gik op imod Huset, men med langsomme Skridt, og meget lidet liig en Elsker, der gaaer til et hemmeligt Møde. Da jeg kom til Stedet, hvor Pigen pleiede at vente for at lukke mig ind, fandt jeg Laagen aaben, og Cecilie i en intim Conversation med et eller andet Individ. Hun styrtede henimod mig, og syntes forfærdet ved at see mig. »Min Gud,« sagde hun, »De gik jo ind for lidt siden.« »Snak,« sagde jeg, »det har vel været Din Kjæreste, der kom før. Men lad Jer ikke forstyrre, jeg kjender Veien;« - og dermed gik jeg nedad Buegangen og henimod Emmas Værelse. Men pludselig hørte jeg Stemmer, der raabte i Munden paa hverandre; jeg gjenkjendte Faderens, der sagde: »Veed De, at min Datter er af en Familie, der ikke taaler mindste Plet paa sin Ære? - De skal ægte hende strax.« - »Men jeg forlanger jo intet hellere,« skreg en Stemme; »jeg elsker Deres Datter til Raseri.« - Emma udstødte et Skrig. »Hvad er dette?« raabte Kammerraaden rasende; »hvem Satan er De? - Er De ikke Capitain Jespersen?« - »Nei, jeg er Copist Fischer.« - »Copist - Emma - Satan« - brølte Kammerraaden.
   Jeg styrtede igjennem Haven og ud ad Veien, svang mig paa Copistens Hest, der stod bunden ved Gjærdet, jog ind til Byen, og gik lige ombord. Før Solopgang seilede vi, og jeg var borte i to Aar, uden at høre et Ord fra andre end min Forvalter, der havde ondt ved at fortælle mig noget om Emma Vikker. Da jeg kom hjem erfarede jeg, at hun var bleven givt med Fuldmægtigen og at Copisten var kommet i Børnehuset, for at have gjort falske Bancosedler. Det var dog altid Noget, jeg fik at vide; dog var der Ting, der vare mig vigtigere, og jeg gjorde hende et Besøg. Men hun vilde ikke see mig; hun undskyldte sig med at være syg, og at hendes Mand var ude. Pigen, som bragte mig hendes Svar, var ingen anden end vor gamle Fortrolige, Cecilie; og ved at lirke for hende, fik jeg da at vide, at Emma et Aar før sit Bryllup var reist til Badene, og at der undertiden kom en Kone med et lille Barn paa Armen og besøgte Fruen. Jeg skrev hende derfor til, men fik mit Brev iturevet tilbage. Naa, der var jo Intet mere for mig at gjøre; det lod paa Alting som Fuldmægtigen stod sig godt. Jeg betalte Cecilie for hendes Efterretning og forlod Kjøbenhavn. Nu har jeg ikke været her siden, og jeg havde da sandt at sige næsten rent glemt denne Historie, da jeg netop iaften træffer hende her. Men troer De hun lod sig mærke med at have kjendt mig nøiere end til Goddag og Adieu? - Nei, som jeg sagde Dem, hun er en meget intrigant Dame.
   Saaledes endte Capitainen sin Historie, som han til sin store Fornøielse havde faaet Lov til at fortælle uforstyrret. Felix havde nemlig været altfor beskjæftiget med forskjellige mere eller mindre heldige Forsøg paa at tegne Gjenstanden for alle sine Tanker med et Stykke Kridt paa Værtens Bord, og Vilhelm var altfor human til at ville gjøre Skaar i Capitainens Glæde ved utidige Afbrydelser, især nu da han befandt sig vel i den magelige Lænestol og ved de gode Vare. Han havde dog sørget for at Glassene stedse vare fyldte, hvilket muligt kunde være Aarsagen til, at Capitainens Fortælling leed af en vis Uklarhed; men afgjort var Skylden i at Bollen var tømt, da Fortællingen var tilende.
   Vilhelm yttrede nu sit Bifald ved nogle ziirlige Ord, saasom: det var dog som Pokker - De har da været en Allerhelvedes Fyr & c., hvilket lod til at kildre Capitainen i en overvættes Grad, thi han reiste sig fra Sophaen og gik op og ned ad Gulvet med stærke om just ikke sikkre Skridt, purrede sig i Haaret efter sin Tids Mode, og stak den ene Haand ind under Vesten, idet han alt imellem forsikkrede, at den Tids Ungdom vare Cavallerer, der magelig kunde sige Sparto til Ungdommen nu omstunder. Og for end ydermere at forstærke Indtrykket, som denne Erklæring maatte gjøre paa hans Tilhørere, oversatte han den paa tydsk:
   Wir konnten bequem Sparzwei sagen; - verstehst?
   Vilhelm raabte leende, at han forstod det saare vel og tog sit Glas for at tømme Resten, idet han stødte an imod Capitainens. Nu udbrød Felix:
   Ved Freia, det ligner.
   De Andre kom til for at beundre hans Maleri. Capitainen erklærede sig øieblikkelig for Ligheden, men paastod - han følte bestandig en vis Tilfredsstillelse i at tale Tydsk - dass man damals weitere ärmeln so wie auch engere Schürtseln brauchten.
   Damals, gjentog Felix, wennmals?
   Ih, als sie noch jung war.
   Sie jung? udbrød Felix forvirret og ærgerlig; Gud bevare Deres Forstand, Hr. Capitain, men hun er jo endnu et ungt Barn; ligesaa ung som hun er smuk.
   Der junge Mann ist besoffen. Sie ist ja alt und garstig anzusehen wie ein Pfefferbüchsen.
   Emilie? foer Felix rasende op.
   Wer schwatz über Emilie? nein ihre Muhme, die Justitzräthinn.
   Vilhelm lo og forklarede Capitainen, hvem Felix mente Tegningen forestillede. Han fandt det saare morsomt, og lo saa Vinduerne klirrede. Felix vidskede ærgerlig sin Tegning ud igjen; men var endelig ikke i saa slet Humeur, at han jo efter kort Tids Forløb kunde gjøre sine Venner Selskab, og under megen Munterhed og Snakken Tydsk fik de deres Overtøi paa og besluttede at vende hjem ad.
   Da de vare paa Gaden, erindrede Capitainen pludselig en meget mærkelig Historie, der for en halv Snees Aar siden var forefaldet med en Malkepige paa hans Gods, der fik Trillinger, og efter at have recreeret sine Tilhørere med denne samt forskjellige interessante Notitser angaaende Hesteopdrætning, hvortil han syntes Fortællingen gav fortrinlig Anledning, fremkom han uventet med et Forslag, at flytte Skildte, en Beskjæftigelse, som i hans Ungdom blev anseet for meget hensigtsmæssig paa den Tid af Døgnet. Han maatte imidlertid tage sin Proposition tilbage paa Grund af de uoverstigelige Vanskeligheder, som Industriens Opsving og navnlig Nutidens kolossale Skildte stille i Veien for denne ellers angenemme Tidsfordriv; men pludselig fik han en ubetvingelig Lyst til at slaae Vinduer ind.
   Die Fenster sollen eingeschlagen werden, sein, müssen.
   Det var ikke Vilhelm muligt at faae ham til at opgive denne Plan, især da Felix understøttede den, og syntes meget henrykt ved Tanken om alt det Spectakel og alle de Vægtere, som Udførelsen upaatvivlelig vilde fremkalde. Imidlertid lykkedes det ham at faae Capitainen til at fortælle, hvorledes det var gaaet ved en lignende Leilighed, og da denne Historie, foruden at den var meget lang, tillige straalede i Capitainens Erindring som noget uendeligt morsomt, fik han et Anfald af sin homeriske Latter, der endte i en voldsom Hosten; og under Fortællen, Latter og Hosten gik Veien indtil Gammeltorv, hvor Capitainen tidligere havde sagt at hans Søn boede. Men nu indtraf her det vanskelige Tilfælde, at udfinde i hvilket Huus det var; thi al den Underretning Capitainen kunde give, bestod i, at det skulde være ligeoverfor Springvandet. De gik derfor rundt om Torvet; men med Undtagelse af Raadhuset, som Capitainen godt kjendte, syntes han, at alle de andre Huse saae ud som det, de søgte, og at der var ligemegen Rimelighed for at hans Søn kunde boe i det ene som i det andet. Tilsidst bandede han under en hjertelig Latter paa, at han ikke med fuldkommen Sikkerhed kunde opgive, om det var paa Gammeltorv eller Kongens Nytorv at hans Søn boede.
   Troer De saa ikke, det var bedst, De gik hjem med mig? spurgte Vilhelm.
   Jo, saa min Sjæl gjør jeg saa; kom lad os skynde os. Jeg trænger forbandet til en Dram, og saavidt jeg kan mærke regner det nok saa smaat.
   Ganske smaat, sagde Vilhelm, og rystede sig. Det øste ned. De fik hinanden under Armen og naaede snart, skjøndt med temmelig usikkre Skridt, til Vilhelms Hjem, hvor Felix tog Afsked.
   Veiret havde kjølet det Vilde i hans Blod, hans Lyst til Spectakel og Fenstereinschlagen havde lagt sig, og givet Plads for mere erotiske Følelser, der yttrede sig ved, at han lagde Veien om forbi det Huus, hvor Fru St. Clair boede. Her standsede han, og nød al den Salighed, som Synet af de Mure, indenfor hvilke vore Tankers Gjenstand sover, som bekjendt er istand til at skjænke ungdommelige Elskere.
   Indenfor, blot et Minut, udbrød han halvhøit i sin Henrykkelse, og jeg var det lykkeligste Menneske paa Jorden.
   Vi beklage meget ikke at være beæret med et intimere Bekjendtskab til le diable boiteux, thi da skulde vi have bedet ham vise os, hvormangen Ægtemand, der maaskee Aaret forveien havde gjort lignende erotiske Pilgrimsfarter, nu laae og misundte den, der kunde være udenfor de Mure, bag hvilke hans Ægtehalvdeel sov den Retfærdiges Søvn, i rolig Bevidsthed, at have gjort sin sværmende Elsker til det lykkeligste Menneske paa Jorden.
   Det var ikke uden betydelige Vanskeligheder, at det lykkedes Vilhelm at faae Capitainen op ad Trapperne; thi foruden de naturlige Vanskeligheder som en Trappe i en mørk Nat frembyder for den, der kommer hjem med et Skab, knyttede sig endnu her den Omstændighed til, at Capitainens letbevægelige Aand begyndte at interessere sig stærkt for det smukke Kjøn, saa det forekom ham som en uomgængelig Nødvendighed at anstille grundige Undersøgelser i den Retning i de forskjellige Etager, de passerede. Og da de endelig vare i Vilhelms Værelse, syntes det Vanskeligste at være tilbage; thi Capitainen erklærede under frygtelige Eder, at han ikke vilde gaae iseng, men derimod have noget at drikke og saa ud igjen, helst paa en Dandsebod. Vilhelm lod sig imidlertid ikke anfægte deraf; han snakkede gemytligt for ham, imedens han skilte ham ved det ene Klædningsstykke efter det andet, og tilsidst næsten med Magt tvang ham over i Sengen. Dog neppe rørte Capitainens Hoved ved Puderne, før langstrakte Næsetoner ligesom med et Touche forkyndte, at han havde overgivet sig til Morpheus.
   Vilhelm gik ind i det andet Værelse, kastede sig paa Sophaen, og forsøgte at sove; men det vilde ikke lykkes. Han havde været saa beskjæftiget med Capitainen og Felix, at han først nu mærkede, at det ikke vilde have skadet ham, om han havde drukket lidt mindre. Sove kunde han ikke; Blodet slog Reveil i hans Aarer, og hans Tanker fore som Lynglimt igjennem Hovedet. De samlede sig snart om den Følelse, at han frøs og havde det uhyggeligt i det kolde Værelse og de vaade Klæder, men at han indenfor hiin Dør, som ikke var i Laas, men som han hidtil havde respecteret, maaskee for siden at blive spottet, - at han indenfor hiin Dør -
   Den gik op, og Augusta viste sig, men standsede paa Dørtærskelen, da hun med et Blik havde overtydet sig om Sammenhængen.
   Tilgiv, sagde hun med nedslagne Øine, jeg hørte De rørte Dem, og frygtede De var syg.
   Syg? Nei jeg er rask; jeg føler mig netop saa uendelig vel, paa det nær her er koldt.
   Han forklarede med faa Ord, hvorfor han ikke var i Seng.
   Men jeg tænkte netop paa, vedblev han og tog hendes Haand, jeg tænkte netop paa - hvor Du er smuk inat. See den Fletning, som har befriet sig imens Du sov, hvor den veed at snoe sig ned over Din Hals og gjemme sig under Morgenkjolen, som Du har været lidt for hurtig med at tage paa; - o det skader ikke; - jeg tænkte ogsaa paa at benytte mig af Din Søvn - nei, jeg vilde have vækket Dig, og spurgt Dig, om Du forlanger, at jeg skal blive her, hvor der er koldt?
   Augusta havde hørt paa ham med nedslaaede Blik; men hendes Bryst bevægede sig stærkt og hun skjælvede over hele Legemet, idet hun skyndte sig med at afbryde ham, ved at sige:
   O nei, gaae ind; skynd Dem at lægge disse vaade Klæder. Jeg havde tillige besluttet at staae tidligt op idag. Jeg har Saameget at bestille; jeg gik derfor tidligt i Seng igaar Aftes.
   Men, nei, det var ikke min Mening at jage Dig op. Følg med; hører Du, jeg befaler Dig det. - Søde Augusta kom, Natten er lang.
   Men hun rev sig løs, og løb henimod Vinduet; her standsede hun, vendte sig imod ham og nærmede sig atter, men med foldede Hænder og bedende Blik.
   Skaan mig, sagde hun i den bønligste Tone, husk blot, at De skaante mig den Aften, jeg første Gang fulgte Dem til Deres Hjem, og dengang forstod jeg neppe, hvorfor jeg fandt Deres Opførsel ædelmodig. Men i den Tid, jeg har været hos Dem, har jeg lært meget; hvad De har sagt mig, har jeg gjemt og tænkt derover om Dagen, naar jeg var ene. Og er der endogsaa meget, jeg ikke har forstaaet, eet er der dog, som jeg veed med Vished, og det er, at de foragte det Fruentimmer, som hengive sig til deres Sandselighed. - Husk, jeg er udstødt og foragtet af Verden. De er den eneste paa Jorden, for hvem jeg lever; og imorgen vilde De foragte mig.
   Hun sank ned for hans Fødder; han reiste hende op idet han sagde:
   Staa op, for Himlens Skyld; thi det er den Plads, hvor jeg burde være, og hvor jeg skulde have været, hvis jeg ikke frygtede, at Du skulde troe, Vinen endnu talte af mig. Tør Dine Øine, kjære Augusta, og tilgiv mig at jeg fremkaldte disse Taarer.
   Hun saae op imod ham, og en inderlig Glæde lyste ud af hendes vaade Blik. Hun nærmede sig ham, som om hun vilde takke ham; men han holdt hende tilbage, idet han sagde:
   Imorgen, Kjære, imorgen, naar jeg har sovet min Ruus ud. Væk mig, naar Du hører vor Gjæst rører sig.
   Han gik ind, og hun sank ned og gav sine Taarer frit Løb. Lyset brændte op med en lang Tane og stred med Dagskjæret om Herredømmet. Hun laa endnu i en knælende Stilling med Hovedet skjult i Sophapuderne. Klokken slog syv paa det nærliggende Kirketaarn, da reiste hun sig med et let Hjerte og et glad Sind og begyndte sin huuslige Gjerning.