Poul Chievitz: Fra Gaden (1847), 3,3
[Fortsættelse af Historien]
III
Pour vous plaire chaste Emilie,
Je me consume nuit & jour
A filer le parfait amour;
Mais je vous avourai qu'un sentiment impie,
Quand je vois vos appas, se glisse dans mon coeur,
Le moral est chez moi tout voisin du physique;
Et malgré le respect de ma pudique ardeur,
Je ne me sens point fait pour l'amour platonique.
C.A. Demoustier.
Og alt dette er ikke nogen Drøm? spurgte Felix sig selv, da han sad paa et Tabouret ved Vinduesfordybningen. Nei, det er Skjæbnen, der atter har forkjælet mig ved at opfylde mine Ønsker. Jeg træder paa det bonede Gulv i den oplyste Sal, og ikke paa den tilrøgede Kneipes sandede Bræder; de unge Piger ere fine, fornemme Frøkener, og ikke - og hun, Emilie, den eneste, jeg har elsket, hun sidder mig saa nær, at jeg kun behøver at gaae to Skridt, - saa uforvaret, at jeg kunde trykke ti Kys paa hendes blottede Hals, maaskee tyve, inden hun skulde kunne rive sig løs, eller inden de Andre kunde komme hende tilhjælp. Gud veed om hun dog ikke tilgav mig. Dog tænk ikke derpaa; tak din Stjerne, der lod Dig leve og see. O, det er mere end fuldendt; denne simple Haarfletning er endnu smukkere end hendes Lokker sidst - hun har frygtet deres Indiscretion iaften da hun er decolleté, derfor har hun tvunget dem tilbage; - disse Øienhaar, der kaste lange Skygger ned over Kinden; dette Smil, - o, hun kunde kjøbe mit Liv for et saadant Smil. Og hvor hun spiller smukt; saa søde Hænder ere aldrig løbne over Tangenterne. Og saa kan jeg saa godt lide hun bruger Pedalen, den strammer Kjolen tæt om Knæet og røber mere af den henrivende Snørestøvle end vi arme Dødelige ellers faaer at see. - Mere end Snørestøvlen - ha, Guder lad mig døe!
Han lænede sig tilbage, men Gardinet gav efter, han tabte Ligevægten, og Tabourettet rullede hen under Pianoet, imedens Gardinet slog sig sammen efter ham.
Men Hr. Bearn, udbrød Emilie, der maatte tage Fødderne til sig; har De ogsaa hørt denne Vals før, siden De absolut vil afbryde mig? Men hvor er De dog henne?
Felix kom frem; hans Klæder viste, hvor han havde været, og hans Ansigt, at han ikke var langt fra at blive flau.
De troer ikke jeg hørte efter, Frøken, - o min Stol faldt blot fordi jeg vilde see ud af Vinduet. Jeg vilde see, om jeg ikke selv stod dernede og stirrede op imod de oplyste Vinduer, og misundte mig, der er lykkelig nok til at see Dem spille.
Damerne fik ikke Leilighed til at lee; men Emilie var langtfra fornøiet med sin Tilbeder.
Gaae ind der, sagde hun, og tag de Noder, der ligge paa Etagèren; deriblandt er der Noget, De kan synge for os.
Felix skyndte sig ind i det anviste Kabinet.
Men nu vilde Skjæbnen, at netop dette Værelse var taget i Besiddelse af Candidaten, der efter at man havde placeret hans stridbare Antagonist ved Spillebordet, igjen var tyet til sin Kjæreste, og med hende havde begivet sig derind, for ved en erotisk Discussion at styrke Kræfterne til nye æsthetiske. Felix, der under den sidste havde siddet med Ryggen vendt imod ham, blev nu høilig overrasket, ved at see ham og en ung Dame i en overmaade fortrolig Stilling; han skyndte sig at tage Noderne, idet han meget høfligt bad dem undskylde sit ubeleilige Komme, samt forklarede sit Ærinde. Han kunde ikke nægte for sig selv, at Candidaten var steget betydelig i hans Øine ved den Omstændighed, at han saa godt benyttede Leiligheden, og han besluttede i sin Tjenstvillighed at tie fuldkommen stille med sin Opdagelse. Imidlertid havde hans Ansigt nær røbet ham, thi hans Lyst til at lee var større end at han ganske kunde betvinge den, og Emilie var ikke seen med at spørge hvorover han nu morede sig.
O, det er Intet, svarede han. Jeg tænkte blot paa, hvad Candidaten før fortalte os om det ethiske Element i Kjærligheden.
Da synes jeg virkelig ikke at det var saa morsomt, sagde Emilie.
Det kom af, Frøken, at De ikke fik Eftersætningen med.
Ja, jeg forstod ikke et Ord af hele Conversationen, tilstod Emilie; men lad os bare ikke begynde paa en lignende. Syng hellere denne Romance, det er noget vi alle forstaae.
Felix satte sig til Pianoet, og havde snart glemt Candidaten og den unge Dame, da Emilie, ved at reise sig og gaae henimod Kabinettet, pludselig erindrede ham derom. Han standsede midt i sin Sang, og uden at bekymre sig om sine Tilhørere, skyndte han sig efter hende, idet han sagde:
Frøken, De gaaer dog vel aldrig derind?
Hun standsede, overrasket som alle de øvrige.
Kan jeg ikke hente, hvad De søger derinde? vedblev han.
Nei, sagde Emilie, aldeles forundret; man skulde næsten troe, at der var Fare forbunden med at gaae derind.
Nei, stammede Felix, det just ikke; men - vedblev han hvidskende; Sagen er ... men Emilie, der ikke vilde høre nogen hvidskende Conversation i saa mange Veninders Nærværelse, vendte sig fra ham og gik ind. Felix stod som paa Naale, rømmede sig stærkt et Par Gange, og saae til sin Fortvivlelse de forsamlede Damer af Nysgjerrighed nærme sig Døren. Men neppe var Emilie kommen over Dørtærskelen før hun opslog en hjertelig Latter.
Nei, det er fortræffeligt, udbrød hun; Hr. Bearn har paataget sig at staae Skildvagt for Candidat Poulsen og hans Kjæreste.
Nu blev Latteren almindelig. Felix stod som om han skulde synke i Jorden, medens Bemærkningerne fløi omkring ham.
Mon det er af egen god Villie?
Ja, for Candidaten og Lotte pleie just ikke at genere sig, naar de ville holde af hinanden.
Det kunde være bleven en lang Vagt; thi de skynde sig just heller ikke. -
Candidaten var imidlertid bleven forstyrret; thi de fleste af de unge Damer havde maattet overtyde sig om Beskyldningens Sandhed, og vare derfor gaaet ind; i et ubehageligt Humeur saavel over Afbrydelsen som over den store Munterhed, gik han henimod Felix, hvem han antog for Ophavsmanden, og sagde:
Jeg maa tillade mig at bemærke, at jeg ikke anseer Dem for berettiget til at tage Dem en saadan Frihed.
Nei, nu bliver det for galt, udbrød Felix, hvem af os to er det, der tager sig Friheder?
Var det ikke Dem - ?
Nei, jeg skulde da troe, at det var Dem.
Latteren var ustandselig.
Det er kun en daarlig Vittighed at fordreie Ens Ord, sagde Candidaten bleg af Harme imedens hans Forlovede søgte at berolige ham, og tog hans Arm, for at drage ham ud af Salen. Hun kunde dog ikke afværge, at han yttrede idet han fulgte hende:
Det lønner sig vist heller ikke at ville lære en saadan Herre Reglerne for anstændig Opførsel.
Felix gjorde et Skridt imod ham; men Vilhelm, der var kommet til, standsede ham og sagde:
Stille Felix, Du prostituerer Dig.
Jeg?
Javist; Du har stødt an imod den gode Tone.
Men Du kjender ikke Sagen. Det var ikke mig, det var ham, der sad derinde og gjorde -
Det kom jo ikke Dig ved.
Nei, det veed jeg; men de kunde gjerne have slukket Lysene som vi gjøre, naar vi ere hjemme hos Dig. Mig støder det, og derfor vilde jeg paa ingen Maade at Emilie skulde forarges.
Men Du saae jo, at hun loe deraf; hun har vist tidt seet den Forestilling.
Jeg forstaaer det ikke; troer Du da - ?
Jeg troer, at Emilie er en Pige af god Tone. Den gode Tone er liberal og ynder Offentligheden. Men gaae nu, Kortene vente paa mig, og jeg seer Damerne længes efter Dig.
Men siig mig blot -
Imorgen; yp blot ikke Klammeri med de Forlovede, men lad dem kysses naar og hvor de synes det hensigtmæssigt.
Han forlod ham, og Felix stod nu raadvild og forsagt midt paa Gulvet. Han turde neppe slaae Øiet op fra Jorden, thi han følte Alles Blikke at være fæstede paa sig; han hørte de unge Damers Latter, og troede sig at være Gjenstand derfor. Han ønskede blot at staae i en Vinduesfordybning, thi der var han dog noget i Læ; men Veien derhen over Salsgulvet forekom ham saa uendelig lang; og ved at gaae derhen maatte jo alle Mennesker see at han krøb i Skjul.
Og hvorfor lee de ad mig? spurgte han sig selv. Ellers, naar jeg har været i Dameselskab, har det altid været mig, der var den uartige, og naar der er bleven sagt: »Lavær,« har Vilhelm bestandig paastaaet at det var mig, der var paa Spil. - Og nu er jeg til Latter, fordi jeg har villet undgaae Skandale. Nei det er for galt; heller fræk end undseelig.
Og nu stak han begge Hænder i Lommerne, og nærmede sig de leende Damer med den nonchalante Anstand, som aldrig havde undladt at gjøre sin Virkning paa Tivoli eller Alleenberg. Og Virkningerne udebleve heller ikke her; han hørte en af Damerne sige:
Du kan troe, Emilie, han vilde kun gjøre lidt Commers med Candidaten.
Jeg beder om Forladelse, Frøken, sagde Felix, jeg vilde ikke gjøre Commers. Jeg kjender Candidaten altfor lidt til at turde tillade mig at gjøre Commers med ham; men jeg syntes det var Synd, at han skulde blive forstyrret i sin Andagt. - Denne Kyssen i Kroge har en altfor stor Tiltrækning for mig, til at jeg ikke skulde unde mine Medchristne en uforstyrret Ro. Især følte jeg mig forpligtet imod den unge Dame.
Men Herregud, indvendte Emilie, troer De da, at Lotte lader sig forstyrre, fordi jeg seer at hun kysser sin Kjæreste.
Jeg vidste ikke, at Lotte var hans Kjæreste, svarede Felix med det alvorligste Ansigt; jeg troede at hun var bleven besnæret af Candidatens dialectiske Færdighed, og havde netop nu foresat mig ogsaa at begynde en æsthetisk Forelæsning.
Der blev en ængstelig Tavshed.
Gaae hen og syng, sagde Emilie og reiste sig. Deres Sang er smukkere end Deres Tale.
Det veed De ikke, hvidskede Felix idet han fulgte hende; De har jo aldrig villet høre mig. Troer De jeg vilde sige Flauser, naar De ene hørte derpaa? Nei, jeg vilde sige Dem, hvad jeg snart fortvivler om at kunne i Deres Moders Huus, hvor der er saa mange Mennesker, jeg vilde sige Dem, hvor høit jeg elsker Dem, Emilie; jeg synes det er det eneste, jeg kan sige Dem.
Hun søgte at undvige, men det var ikke muligt uden at vække Opsigt; thi han spærrede hende Veien, og holdt Nodebogen, saa de Tilstedeværende hverken kunde see hendes vrede Ansigt eller høre hans hvidskende Ord.
Men De undgaaer mig, vedblev han, De flyer jo enhver Leilighed, hvorved jeg muligt kunde henvende to Ord til Dem. Hvorfor lod De mig da komme her.
Hr. Bearn, sagde Emilie, for at forsøge at afbryde ham; De lovede, at De, naar De kom i min Moders Huus, vilde begynde forfra. De har ikke holdt Deres Løvte.
Men det er jo Dem, der ikke har villet lade mig begynde før nu.
Emilie havde ondt ved at lade være at lee; hun tvang sig dog, og idet hun med Magt trængte sig frem af den Krog, hvori hun var indespærret, sagde hun:
Det kalder De at begynde? Nei, man begynder med at være artig, og det har De ikke været den hele Aften.
Dermed satte hun sig til Pianoet og spillede en Vals, imedens hun talte og lo med de unge Damer, og lod Felix more sig med at bide sin Underlæbe tilblods.
Tonerne naaede ind i de andre Værelser og hen til Spillebordet, hvor Vilhelm tilligemed Hr. Jespersen, hans Fader og Justitsraad Lind sled Tiden ved en l'hombre.
Nei, udbrød Landmanden, nu skal Fanden længere tyre en kjedelig 1/8 48; jeg vil ind og høre paa Musiken.
Dermed reiste han sig, og de Andre fulgte ham.
Men hvorfor dandser man ikke, spurgte han Vilhelm, her er jo god Plads nok og Pigebørn nok. Christen, henvendte han sig til Sønnen, gaae Du hen og tag en af Tøsene; man kan jo see, de længes efter en Svingom som - stille; - naa, lad mig nu see, hvor pent Du kan bære Dig ad.
Jeg dandser ikke, var Sønnens Svar.
Du dandser ikke? jeg gad sku vidst hvorfor ikke. Og De, vedblev han, idet han igjen vendte sig til Vilhelm; dandser De heller ikke?
Jo, naar Nogen vil dandse med mig.
Det skulde jeg dog mene, de vil; De er vist en rask Fætter, som ikke er bange for at spille med Krølle til Beet, - her skjævede han hen til Justitsraaden, - hvorfor skulde Pigerne ikke ville dandse med Dem? Kom, lad os gaae hen og gjøre Begyndelsen. Jeg kan endnu godt med Hamborger Skotsk.
Men Æren for at gjøre Begyndelsen opnaaede han dog ikke; thi idetsamme kom Candidaten og Lotte valsende inde fra Sideværelset, og udviklede en ikke liden Færdighed ved at undgaae de større Meubler og sparke de mindre, der fandtes paa deres Vei, omkuld. Men de havde ogsaa lært at kjende og elske hinanden paa et Bal i Kongens Klub.
Et Par af de unge Damer fulgte de Forlovedes Exempel; derefter kom Vilhelm med den lille muntre Frøken, og saa Landmanden med den første, han traf paa. Emilie spillede lystigt, og Valsen gik nu saa let gjennem Salen. Felix stod bestandigt som en Støtte, med Blikket stivt fæstet paa Emilie.
Dands! sagde hun til ham; han bukkede for en Dame, og fløi afsted, men vendte ikke Øiet fra Emilie, der ufortrødent spillede den ene Vals efter den anden. Endelig tilbød en af de Andre at afløse hende, og nu nærmede Felix sig, men med nedslagne Øine og forsagte Miner.
Nægt mig ikke denne Dands, Frøken; De seer jeg adlyder Dem som jeg bestandig skal lyde Deres mindste Vink.
Det er smukt af Dem, sagde Emilie, saa skal jeg ogsaa dandse Polka med Dem.
Hendes Tone var ikke fri for Malice, og hun blev synlig overrasket, da Felix hævede Blikket og hun saae, at hans Ansigt straalede af Lykke. De stillede dem op, to af de unge Piger dannede det fjerde Par, idet Landmanden besluttede at sidde over for at lære.
De er dog ikke ganske uden Opdragelse, sagde Emilie under Introductionen. Felix's Blik sank til Jorden og Blodet steg til Kinderne. Emilie fortrød hvad hun havde sagt, hun troede at have saaret ham; og hun ahnede ikke at hans Rødme var fremlokket ved Tanken om en yndig fransk Skuespillerinde, der Sommeren i Forveien, da de kom fra et muntert Aftensmaaltid hos Vincent, havde lært ham denne Dands midt paa Østergade Klokken eet om Natten. Men Dandsen begyndte og den forjog snart Emilies Fortrydelse og Felix Erindring om la petite Helène.
»Combien des choses n'y-a-t-il pas dans un menuet« sagde salig Vestris, og han havde Ret. Der var i Virkeligheden meget deri. Disse gracieuse Vendinger, ved hvilke den Tids Cavallerer vidste at udfolde hele deres Elskværdighed, denne ærbødige Frastand fra Damerne, hvis yderste Fingerspidser de ikkun vovede at berøre, alt dette havde sit Trylleri, da man vidste, at var man saa lykkelig i Dandsen at blive belønnet med et Blik eller et næsten umærkeligt Haandtryk, saa havde dette sin Sandhed, naar Ballet var forbi. Men i vore moderne Valse er der ingen Sandhed; disse brændende Blikke, denne tætte Omfavnelse lover meget mere end man kan og vil holde. Naar Valsen er forbi, er man træt og flau. Menuetten var Repræsentant for sin Tids Kjærlighed, Valsen kan være det for vor Tids Forlovelse.
Og med den samme Rastløshed som den de Forlovede lægge for Dagen i Nydelsen af deres Kjærligheds første otte Dage, med den selvsamme beruste Felix sig i den inciterende Polka; ikke et Blik fra Emilie, uden han greb det, ikke en Pointe i Dandsen, uden han benyttede det. Med hver Tour blev Frastanden mindre, Stillingerne intimere; og i den sidste, hvor hun med sin Arm hvilte sig paa hans Skulder, kunde han føle hendes Hjertes Slag, hendes Haarfletning trykket imod hans Kind, og hendes glødende Blik, der ikke kunde løsrive sig fra hans.
Dandsen var forbi og i rette Tid; thi Hr. Jespersen havde af Fortrydelse over at see Emilie dandse med Felix, begivet sig ind til Fruerne og forstyrret deres Whist ved et foruroligende Referat af denne demoraliserende franske Dands; og saaledes hændtes det da, at Emilie, da hun af Felix blev ført til sin Plads, blev af sin Tante modtaget med et alvorligt Ansigt og en hvidskende Tone. Men som det lod, var Emilie idetringeste den Aften ikke nogen Ven af private Conversationer; thi hun afbrød hurtigt sin Tante ved at henvende sig til Landmanden og sige:
Gud, Tante fortæller, at Deres Søn finder Polka uanstændig.
Saa skal han skee en Ulykke, den Peernittengryn, raabte den djærve Landmand; hvad vil han tale med om det, han ikke forstaaer. Det er en Dands, som jeg kan bruge; den ligner Hornpipe, som vi dandsede i min Tid, og jeg troer den er ligesaa gemytlig som Syvspring, vi dandse ude hos os til Høstgilderne. Den skulde De see, vedblev han, idet han tog Vilhelm ved Kjoleknappen, den er knob. Den ender gjerne med at man ligger allesammen og roder paa Gulvet; og naar der saa er en Pudsenmager, der i en Fart kan slukke de Par Praase, vi have i Loen, saa kan De troe, min Far, at der er Griin.
Og i Erindring derom brød Landmanden ud i en homerisk Latter. Vilhelm gav ogsaa sin Munterhed Luft, især da han saae Juristens frugtesløse Bestræbelser for at drage Publicums Opmærksomhed bort fra sin Fader; og Emilie, der glædede sig ved den Hævn, hun havde nedkaldt over sin prude Tante, loe af sit ganske Hjerte, da hun saae Felix, der med megen Interesse havde fulgt Landmandens Beskrivelse af Syvspringene, tilsidst folde Hænderne og sætte et Ansigt op som en italiensk Tenorist, naar han synger ah si! Latter er smitsom, forgjæves satte Fru Lind et strengt Ansigt op, forgjæves søgte den unge Hr. Jespersen at komme til Orde; de unge Piger trængte til at lee, og Landmandens Latter, som tre Gange lagde sig, for med fornyet Kraft at begynde igjen, var saa fristende, at de hverken agtede Fru Linds vrede eller Cancellistens belærende Ord. Justitsraaden, som hidindtil havde holdt sig i Nærheden af Spillebordet, for at bevogte det uopgjorte Regnskab, kom til, og yttrede med et smilende Ansigt stor Lyst til at deeltage i Munterheden, om Nogen blot vilde sige ham den mindste Grund. Han havde maaskee endogsaa renonceret paa nogensomhelst Grund; men et Blik fra hans Kone advarede ham i Tide, og han trak sig tilbage.
Endelig sagtnedes Lystigheden, og imedens Landmanden gav sine sidste Glædesudbrud Luft ved at puffe til Vilhelm og fortælle ham, at de nok vidste, hvordan Spillet skulde have sin rette Gænge, hørte han Fru Lind i en mindre behagelig Tone at sige til hans Søn, at hans Fader havde forandret sig meget siden hun sidst saae ham.
Har jeg da den Ære at have kjendt Fruen før? spurgte Landmanden.
Et underligt Smiil bevægede sig om Fruens Læber, da hun svarede:
Jeg maa ogsaa have forandret mig, siden De aldeles ikke kan gjenkjende Emma Vikker.
Hvad siger De? udbrød Capitainen, øiensynlig overrasket.
Men saa er det jo dog den Capitain Jespersen, som kom i Din Faders Huus, bemærkede Justitsraaden. Jeg sagde Dig det strax, da han traadte ind; jeg kunde umulig tage feil.
Det er min Mand, Justitsraad Lind, sagde Fruen præsenterende. Capitainen trykkede hans Haand, men saae dog temmelig uvidende ud.
Ja, dengang vi sidst saaes, snakkede Justitsraaden, var jeg kun Fuldmægtig, saa det er intet Under at De ikke kunde kjende mig. Men jeg har et afgjort Talent for at kjende Folk. Naa, det glæder mig ret at fornye Bekjendtskabet. De maa besøge os, vi maae tale om gamle Tider, om vor Skovtour.
Og den brave Justitsraad vedblev at lade Munden løbe, uden at bemærke hverken Capitainens paafaldende Tavshed, eller de Øine, som hans Kone af og til sendte ham. Fru St. Clair kom nu for at bede Selskabet gaae tilbords og Fru Lind tog Capitainens Arm, som denne uvilkaarligt bød hende. Emilie sagde til Felix, at han skulde tage en Dame tilbords, og selv satte hun sig paa den modsatte Side imellem to af sine Veninder. Candidaten og hans Forlovede viste sig igjen; men en uhyggelig Taushed hvilede over Selskabet. Det lod som om Capitainen ganske havde glemt hvorledes Spillet skulde faae sin rigtige Gænge; thi han talte sagte og alvorligt med Fru Lind. Felix sendte det ene ulykkelige Blik efter det andet over til Emilie, uden at faae hende til at see til ham. Cancellisten tog til sig af Varene, Candidaten sørgede for sin Kjæreste og hun igjen for ham; Justitsraaden forsøgte et Par Gange at udbrede sig, men hans Kone syntes ikke at kunne lide det, og han var nødt til at indskrænke sin Veltalenhed til sin Borddame, hvem han derfor underholdt om sit Talent til at gjenkjende Folk.
For Exempel, vedblev han, den Herre, som nu taler med min Niece, det er en Musiklærer Flint; jeg vil parere paa, at jeg har talt med ham før iaften. Hr. Flint, henvendte han sig til denne, det er det jeg har den Ære at sige til Fru Ravn, at jeg vist før har havt den Fornøielse at tale med Dem. Jeg kan i Øieblikket ikke orientere mig, men -
Jeg har virkelig engang før havt den Fornøielse at hilse paa Justitsraaden, sagde Vilhelm.
Der har vi det, sagde Justitsraaden fornøiet. Jeg sagde mig strax, da De før bad mig coupere: denne Stemme kjender jeg.
Jeg troer dog ikke Onkel kjender Dem, sagde Emilie til Vilhelm.
Jeg ikke heller.
Nei, vedblev hun leende, men det var ogsaa mørkt sidst da De talte sammen.
Ja, ikke ganske lyst; men -
Lyst nok til at kunne sige hinanden Complimenter, tilføiede Emilie, og vendte sig til sine Veninder.
Naa da, tænkte Vilhelm; det veed hun. Ja, Fanden troe de Pigebørn.
Candidaten og Cancellisten havde nu for en Deel tilfredsstillet deres respective Mavers Fordringer og følte sig saaledes styrkede og istand til et nyt æsthetisk Felttog. Men det lykkedes dem ikke at vinde Publicums Opmærksomhed for deres lærde Discussioner, og længe førend de vare blevne enige om en Definition for det Ethiske reiste man sig, bukkede for hinanden, tog Afsked og gik.
Idet Felix sagde Farvel lykkedes det ham dog at faae et Smiil af Emilie, og lykkelig derved sagde han til Vilhelm, da de gik ud af Porten: