Poul Chievitz: Fra Gaden (1847), 3,2
[Fortsættelse af Historien]
II
L'esprit fait tort au sentiment.
Si j'avais l'esprit, Emilie,
Je ne serais que votre amant;
Vous ne seriez pas mon amie.
C.A. Demoustier.
Imedens vore Venner saaledes underholdt sig paa Gaden, var Conversationen i fuld Gang i de oplyste Værelser paa første Sal. Her bemærkede man først, paa Hæderspladsen i Sophafordybningen, en Gruppe af ældre Damer. - Justitsraadinde Lind syntes at fungere som Præsident og Hr. Jespersen som Taler. Længere borte saae man Fru St. Clair conversere to ældre Herrer; den ene var hendes Svigerindes Mand, Justitsraad Lind, der med megen Velbehagelighed lod Munden løbe, den anden var Hr. Jespersens Fader, en djærv Landmand, hvis Ansigt straalede af Kraft og Munterhed, og hvis mangfoldige Gestus og Skrabud tydeligt vidnede om, at han gjorde sig al mulig Umage for at erindre sig sin Ungdoms fine Manerer og at udfolde disse ved denne passende Leilighed. Fruen forlod dem snart, for som Værtinde at tale et Par Ord med Enhver i Selskabet, og de to Herrer underholdt nu hinanden paa det Behageligste. De lagde begge for Dagen, at de kjendte til Selskabslivets Fordringer, idet de med megen Livlighed i over en halv Time fortsatte en Samtale angaaende Europas Jernbanenæt, en Gjenstand, som ingen af de to Herrer nogensinde før havde bekymret sig om.
Fru St. Clair havde imidlertid modtaget Candidat Poulsen og hans Forlovede, Frøken Petersen, og hørte med megen Deeltagelse til deres Befindende og til en omstændelig Beskrivelse af det vanskelige Tilfælde, der frembyder sig, naar man har taget for lidt Stramaigarn af een Couleur, og ikke kan finde noget tilsvarende, samt en tydelig Fremstilling af den ubehagelige Hindring, som Candidatens Formiddagstimer lagde i Veien for deres Spadseretoure.
Enhver taler om hvad der ligger ham paa Hjertet. En ung, smuk og aandrig Dame, der kom tilbage fra et Besøg i en Kjøbstad, fortalte mig engang, at hun havde været nødsaget til at lægge sig efter Landhuusholdningen, for tilfredsstillende at kunne svare paa det første Spørgsmaal, som Byens Damer i Reglen beærede hende med: Naa, lille Frøken, hvordan gaaer det saa med Pølserne?
Da Tjeneren kom med Thebakken, forlod Fruen Kjærestefolkene, for at ende sin Ronde, og overlod saaledes de Elskende i en uforstyrret Nydelse af deres Kjærlighed og Thevand.
I det tilstødende Værelse havde de unge Damer samlet sig, og Talen gik med en utrolig Tungefærdighed til Accompagnementet af de klirrende Kopper. Da ingen Herrer vare i Nærheden, var Conversationsthemaet hverken Kunst eller Toilettet; men naturligviis det eneste naturlige, det eneste interessante, det eneste, der er værd at en ung Piges koralrøde Læber skal aabne sig for, - Kjærlighed. Og det blev varieret paa den meest fortryllende Maade; den ene Historie afløste den anden, og blev fortalt med al den Elegans, som unge Piger og kun unge Piger forstaae.
Men hør, Emilie, udbrød endelig en lille Frøken, endnu ganske forleet over et lystigt Afsnit af en af vore meest feterede Baldamers Liv, hvorledes hænger det sammen med den Historie, som igaar blev fortalt hos Commandeur Falks? Men Du var der jo, Gine, vedblev hun, da Emilies Blik just ikke opmuntrede hende til at fortsætte, jeg kan ikke rigtig huske hvordan det var.
Ja, sagde Gine Fresneuil, der ikke lod sig forknytte; det var, at en ung Herre forleden Dag havde overfaldet Dig midt paa Østergade med en stormende Kjærligheds Erklæring, og benyttet sig af Din Skræk, til at snappe Din Portefeuille fra Dig, hvorpaa han løb sin Vei.
Gud, hvad siger Du? - Det var dog forskrækkeligt - Er det virkeligt sandt? saaledes stormede Spørgsmaalene frem paa den forvirrede Emilie, der nær var gaaet aldeles fra Concepterne ved at see sin Hemmelighed priisgiven. Men hun tvang sig, og svarede i en ugeneret Tone:
Hvor kan dog Folk finde paa en saadan Opdigtelse; - jeg tabte min Brevtaske forleden Dag, da jeg gik ned fra Holms, og Dagen efter, da jeg satte den i Avisen, kom et ungt Menneske, en Hr. Bearn, med den. Det er det Hele. Nei, saadanne Eventyr opleve vi ikke i vore Dage.
De unge Damer satte forskjellige Ansigter op, nogle tvivlende, andre lange. Frøken Gine vilde netop til at gjøre nogle Bemærkninger, da de bleve forstyrrede ved flere af det øvrige Selskab, der kom ind; iblandt disse Vilhelm og Felix. Den Sidste gik forlegen med et sky og søgende Blik; men da han fik Øie paa Emilie i Klyngen af Damerne, forsvandt pludselig hans Forsagthed, og han nærmede sig med en Lethed og et Smil, som endogsaa en habitué vilde have misundt ham.
Hvem er den unge Herre, som der kommer, med de søde, smaa Moustacher? spurgte en af de tvivlende Frøkener hurtigt hvidskende.
Han hedder Hr. Bearn, sagde Emilie, men øiensynlig forlegen, imens Gine vexlede et forstaaeligt Blik med den lille muntre Frøken. Emilie saae det og blev indigneret; hendes første Tanke var at give Felix en Modtagelse, der skulde have været tilstrækkelig til ganske at berøve ham den temmelig suffisante Mine, hvormed han hilste paa hende, og som nu, da Gines Historie havde ladet hende ahne, at han havde været indiscret, mishagede hende i fuldeste Maade. Men der var for mange Veninder tilstede, til at det kunde falde hende ind, at give sin naturlige Følelse Luft; tilmed maatte hun jo revanchere sig paa den, der før havde gjort hende forlegen. Hun betvang sig derfor, og da der viste sig en Mulighed for hende, til at kunne opvække Misundelse ved at lade Felix brillere, gik hun til den modsatte Yderlighed; og idet hun hilste ham med et familiairt Smil, og endog, til Damernes Forbauselse og Felix's grændsesløse Henrykkelse, rakte ham sin Haand, sagde hun:
Det var Skade, at De ikke kom to Minuter tidligere, saa skulde De have hørt, hvad man fortæller om Dem i Byen. - Gine, maa jeg forestille Dig Hr. Bearn, - Frøken Fresneuil.
Felix bukkede meget ziirligt, idet han overveiede, om han skulde forsikkre Frøkenen, hvor meget det glædede ham at gjøre hendes Bekjendtskab, o.s.v.; men da han bestandig var vant til at ende en saadan Forsikkring med en eller anden ædelmodig Proposition, saasom: at kjøre ud til Alleenberg og betragte Naturen, eller gaae over paa Øen og nyde nogle smaa Glas Punsch, og her ikke kunde være Talen om slige landlige Fornøielser, fandt han det rigtigst at lade alle Glædesyttringer fare, og istedet derfor at henvende sig til Emilie og forklare hende, hvorlidet han brød sig om, hvad Folk fortalte i Byen. Men pludselig blev hans Tale stammende, og han fremmumlede kun enkelte afbrudte Ord. De unge Damer vexlede Øiekast med hverandre, og begyndte at holde Tørklæderne i Beredskab, hvis dette skulde blive altfor morsomt. Emilie blev forundret og vilde hjælpe paa Felix, da hun ikke undte sine Veninder at lee paa hans Bekostning. Men han lod ikke selv til at mærke Noget, og afbrød hende, idet han vedblev paa sin usammenhængende Maade:
Nei, det er som jeg siger, Verden er ondskabsfuld. - Men gal er den, der vil bryde sig derom - naar man er lykkelig og ikke slaaet med Blindhed - Verden er saa smuk, saa henrivende - Tidsalderen liberal og Moderne guddommelige.
Og hans flammende Blik, som under alt dette havde dvælet paa Emilies blændende Skuldre, oplyste nu Damerne tilstrækkeligt om Grunden til hans Distraction. - Emilie rødmede lige til Tindingerne, bed sig i Læben, og da netop nogle af de ældre Damer kom ind i Værelset, reiste hun sig og gik hen imod dem. De unge Piger hvidskede indbyrdes og loe saa smaat; men Felix, som Ingenting bemærkede, vendte sig meget fornøiet mod Vilhelm, der havde moret sig ved den foregaaende Scene, og sagde:
Du, her er slet ikke stivt, det bliver meget gemytligt. Og hvilken Hals!
Hr. Jespersen var fulgt ind med de ældre Damer, Candidaten med sin Kjæreste ligeledes! Man formerede nu en ny Kreds, og af Hr. Jespersens tilfredse Miner var det tydeligt at forudsee, at et æsthetisk Uveir truede Forsamlingen. Det varede heller ikke mange Minuter, før han uden synderlig Anledning rykkede frem med den foruroligende Efterretning, at den nyere Tid havde seet Forfattere fremtræde, som langtfra at lægge den Agtelse for ophøiede og ædle Følelser for Dagen, som man dog med Rette kan forlange af Debutanter, endog søge at persiflere Alt, hvad der er og bør være ethvert Menneske helligt.
De ældre Damer fandt dette i høi Grad betænkeligt, og udtalte levende deres Indignation; de yngre derimod lode ikke til at have hørt efter, men snarere at have deres Opmærksomhed henvendt paa Felix, der var søgt hen bagved Emilies Stol, hvor han med megen Deeltagelse spurgte hende, om hun ikke befandt sig vel, om hun frøs o.s.v., og saae temmelig ubestemt ud, da hun ikke gav ham noget Svar, men svøbte sig tættere i sit Schavl og talte med sine Naboer.
Hr. Jespersen var ikke fuldkommen tilfreds med sit Auditoriums Opmærksomhed; men tænkte imidlertid at være istand til at fængsle den, ved frimodigt at fremføre den dristige Paastand, at Moralen i ethvert Værk bør fremtræde bestemt med Sandhedens Begeistring som Digterens egen Mening, hvilket han nu skred til at motivere i velvalgte Ord og fortræffeligt afrundede Sætninger. Men Candidaten, som under det forrige Spørgsmaal havde været beskjæftiget med at kysse sin Kjæreste, lod ham ikke længe nyde den Glæde at høre sig selv tale; han var selv calonæsthetiker, ja to Gange om Ugen holdt han endogsaa Forelæsninger over Shakspeare for sin Kjæreste og hendes intimeste Veninder, hvis literaire Opdragelse han havde paataget sig. Han tyssede derfor paa sin Elskede, som vilde tilhvidske ham nogle søde Talemaader, og sad nu med spændt Opmærksomhed, ikke ganske ulig Picadoren, der venter at Tyren skal blotte sig, for at kunne bibringe den et dødeligt Stik; men til hans hemmelige Ærgrelse vilde Skjæbnen at Hr. Jespersen skulde være af samme Skole. Da denne imidlertid havde doceret i nogen Tid, og i den almindelige Taushed seet et umiskjendeligt Tegn paa eenstemmigt Bifald, blev han forsonligere, og yttrede godhedsfuld, at han dog ikke totalt vilde fordømme ethvert Værk, der manglede den strenge Morals Stempel. Nu aandede Candidaten endelig frit, og med høi og tydelig Røst nedlagde han sin Protest.
Jeg fordrer, sagde han, en sund, blufærdig og anstændig Livsanskuelse hos enhver, der vil optræde som Forfatter, jeg fordrer den bestemt udtalt, ja, jeg fordrer, at den paa Dramaets og Romanens Gebet skal optræde personificeret. Hele den nyere franske Literatur er forkastelig, vedblev han, idet han saae sig om med Værdighed; thi hvor man vil slaae op, træffer man paa Steder, som kun ere skikkede til at bringe den unge Pige til at rødme. Selv de Bøger, som i denne Literatur ere skrevne i moralske Øiemed, ere fordømmelige.
For Exempel? afbrød Vilhelm ham.
For Exempel, »die Geheimnisse von Paris.« Her finder De Skildringer af Laster, som den unge Pige ikke veed existerer; her er Scener, som den unge Pige ikke kan være bekjendt at læse høit; og, da De maaskee ikke troer jeg har læst den, vil jeg nævne Dem den Scene, hvor die Eule -
O, sagde Vilhelm, for min Skyld skal De ikke nøde Damerne til at holde for Ørene; jeg troer ubetinget, at De har læst den, og ovenikjøbet paa Tydsk.
Skal det være en Vittighed, saa maa jeg gjøre Dem opmærksom paa, - begyndte Candidaten, men Vilhelm havde vendt ham Ryggen og var allerede inde i det andet Værelse. Han maatte nøies med at forklare sin Kjæreste, at det var en saare flau Bemærkning, den Herre havde tilladt sig; men at han, dersom ikke samme Herre var retireret, hvilket han imidlertid indrømmede var det klogeste, han kunde gjøre, skulde have fortalt ham, hvor ussel denne Lyst til at ville sige Vittigheder i og for sig er. Kjæresten beroligede ham med nogle af hine søde Ord, som alle vi, der have været forlovede, kunne udenad; men som vi ikke fortælle, da disse netop ere den væsentligste Pointe i vort Frimureri. Derimod kunne vi berette, uden at gjøre os skyldige i Indiscretion, hvorledes hun med sin liliehvide Haand klappede hans af billig Ærgrelse blege Kind, samt kyssede ham med al den uskyldige Aabenhed, som i vore dannede Tider hører med til den gode Tone. Candidaten rettede derefter paa sine Briller, som vare bragte lidt i Ulave ved den Elskedes Kjærtegn, rømmede sig og vendte sig igjen til sit Auditorium.
Men Hr. Jespersen havde ikke ladet Tiden ubenyttet, saa Candidaten fandt ham i Besiddelse af Valpladsen og midt inde i en ligesaa lærerig som underholdende Afhandling om det erotiske Element i det romantiske Epos, betragtet fra det christelige Standpunkt. Ordene fløde behageligt over Læben, og han vilde netop til med flere Exempler hentede fra de forskjellige Landes Literatur, at godtgjøre sin Sætning, da Candidaten rykkede frem og tilbød at bevise det Modsatte. Men dennegang veeg Cancellisten ikke, tvertimod citerede han dristigt. Candidaten udfoldede sin Kjendskab til Shakspeare; Cancellisten var hjemme deri, talte med Sikkerhed om Falstaff og om det Kaade, og gik derefter over til de nyere engelske Forfattere. Herved syntes Candidaten ikke at befinde sig fuldkommen vel; dog tabte han ikke sin Holdning, men maneuvrerede saalænge med Japhet, der einen Vater sucht, til han saae sit Snit, og ved et voldsomt Spring faldt Hr. Jespersen i Flanken med Digteren Hafiz, hvorved han nødte ham til at opgive denne Skjærmydsel med Citater og at retirere bag sine Theoriers Forskandsninger. Nu først naaede Kampen sit Culminationspunkt. Hvilken Dygtighed udvikledes der ikke paa begge Sider; hvilket Studium, hvilken Svada, hvilken Dialectik. Candidaten betjente sig ofte med udmærket Held af Ordet Primitivitet; men Hr. Jespersen vandt afgjort alle de ældre Damers Hjerter ved sin objectiverende Umiddelbarhed; - ja, hvis ikke hans Moralitet havde været hævet over enhver Tvivl, kunde en vis Mand, som vi dog ikke ville nævne, have havt retfærdig Grund til Frygt; thi hans Frues Henrykkelse steg til den Yderlighed, at hun yttrede til en Veninde: Nei Rikke, jeg er væk; det er ganske som jeg læser Bladene.
De unge Damer syntes imidlertid ikke at nære en saa høi Interesse for Literaturen eller for dens Bevogtere; i det mindste havde de deelt deres Opmærksomhed imellem Discussionen og mellem deres indbyrdes fortrolige Meddelelser og Udvexlingen af deres forskjellige Ideer, om hvilken Form af Kaaber der denne Vinter ville blive den herskende. Felix havde flere Gange spurgt Emilie om det ikke snart fik Ende; men hun følte sig ikke opfordret til at give sig af med ham, og svarede ham derfor temmelig kort. Hans Humeur begyndte at tabe sig; han sad urolig paa sin Stol, trak i sine Handsker, trommede paa sin Hat, kort viste alle mulige Tegn paa Utaalmodighed, men da Intet hjalp, udstødte han tilsidst et resignerende Suk og gyngede sig tilbage med sin Stol.
Men ved denne Bevægelse kom han til at kaste et Blik i Speilet ligeoverfor, og opdagede her den lille lattermilde Frøkens Ansigt, som tydeligt bar Udtrykket af, at hun havde moret sig over alle hans Bevægelser.
Hun seer just ikke æsthetisk ud, hun, tænkte Felix, lad os to more os i Compagni.
Til en Indledning nikkede han gemytligt til hendes Speilbillede, og sagde hende saa tydeligt, som det var ham muligt mimisk at udtrykke sig, at om hun nu blot vilde passe paa i Speilet, saa skulde han søge at oplive den tørre Discussion, og give den et mere dramatisk Sving. Den lille Frøken skottede til Siden, om Nogen lagde Mærke til hende; men da Alle havde deres Opmærksomhed andetsteds henvendt, lod hun igjen sit Blik dvæle paa Speilet. Felix kunde tydelig see at hun gjerne vilde mores, og da han ikke i en Fart vidste nogen bedre Fornøielse at byde hende, tog han sin Tilflugt til den velbekjendte Comedie, som kun udfordrer to Hænder og et Lommetørklæde, og som han i sin Skoletid saa ofte havde udført under Timerne til sine Kammeraters fulde Tilfredshed. Her undlod den heller ikke at gjøre sin Virkning; den lille Frøken var halvqvalt af Latter, og kunde ikke undlade at meddele sin Glæde til sin Nabo. Dette generede ikke Felix; tvertimod, hans Dukkers Gestus bleve livligere og livligere. En tredie Dame blev gjort deelagtig i Skuespillet, og nu var det umuligt længere at tvinge Latteren. De docerende Herrer bleve ærgerlige over denne Fnisen og talte høiere; men Felix lod bestandig Affecten stige hos sine to Personer, saa Latteren vedblev. Og da han tilsidst i sin Iver for at gjennemføre sine Characterer, gik fra Pantomimens Gebet over paa Melodramets, og lod dem udtale sig i velklingende Articulationer, som: ohe, hiup, q q q q r r r s z cht. o.s.v., da blev det øvrige Selskab pludselig opmærksom paa Spillet, og brast i en saa voldsom Latter, at al videre Forelæsning forbød sig af sig selv.
De morer Dem, troer jeg, sagde endelig Emilie ganske forleet, imens Felix noget forlegen trak Coustumerne af sine Acteurer, og Handskerne paa.
Tilgiv Frøken, stammede han, det kom af - at jeg var bange, for at gabe høit, da jeg tidligere har hørt Alt, hvad her blev sagt, det vil sige, Alt, hvad Hr. Jespersen havde den Godhed at sige. De Andre have maaskee aldrig hørt det før, og saa kan det jo være meget morsomt; men jeg - ikke sandt, vedblev han, idet han med et godmodigt Nik vendte sig imod Hr. Jespersen, - det var jo det samme, De fortalte mig forleden Aften vi vare paa Sold, - De husker nok - hos Ole Husar.
Hr. Jespersen blev forlegen, rettede paa sine Briller og saae yderst ubehagelig ud. Candidaten var opbragt over den utidige Afbrydelse, og yttrede noget om Drengestreger; men Felix hørte Intet deraf. Han havde nemlig fulgt Emilie, der af Frygt for en Scene strax havde reist sig, og med de yngre Damer var gaaet ind i Salen, og aabnet Pianoet.