Poul Chievitz: Fra Gaden (1847), 3,1
Fortsættelse af Historien
I
Au bal on s'observe, on s'ennuie;
On croirait dans chaque salon
Que la jeunesse et la folie
Ont donné leur demission.
Avec vos airs de patriarche
Reformant de nombreux abus,
J'ignore si le siècle marche,
Mais pour sur il ne danse plus.
E. Scribe.
Er Du ikke færdig endnu? spurgte Felix, da han Fredag Aften traadte ind i Flints Værelse, og fandt sin Ven i Slobrok, i en munter Samtale med Augusta.
Vil Du gaae i Selskab Klokken syv? spurgte Vilhelm.
Nei, men Klokken er bestemt meget mere, forklarede Felix, der ikke vilde have Udseendet af een, der gik i Selskab Klokken syv.
Læg Du din Kappe, og slaae Dig til Ro, sagde Vilhelm, hvis det iøvrigt er muligt for Dig at være rolig. Tag Dig en Cigar.
Nei Du; jeg tør ikke ryge Tobak. Man kunde jo lugte det; jeg har ikke røget den hele Eftermiddag.
Men Du har nok ladet Dig røge, og det ganske antageligt, sagde Vilhelm. Du fylder jo Værelset med en Moskuslugt.
Det er ikke Moskus, berigtigede Felix, der er Patschuly. Friseuren sagde, at det var det allerfineste.
Det lugter ogsaa godt, sagde Augusta.
Synes De, spurgte Felix glad. I Begyndelsen kunde jeg ikke lide det. Men man maa jo vise, at man veed hvorledes det skal være, og det var det allerdyreste. Nu synes jeg selv, det har en ganske god Lugt.
Ja, ryg Du imidlertid en Cigar, sagde Vilhelm; jeg troer ikke, det vil skade Effecten, om denne Lugt fortog sig lidt.
Saa? mener Du? sagde Felix, og skyndte sig at tænde den. Men det er paa dit An og Tilsvar.
Men hvor De er nydelig iaften, sagde Augusta, der længe havde beundret hans nye Kjole.
Felix blev glad.
Ja, sagde Vilhelm, han har gjort sig Umage med sit Toilet; han skal ogsaa hen og gjøre Ulykker.
Aa, afbrød Felix, det er et gyseligt flaut Ord, og her anbragt paa yderst urette Sted. Ikke sandt, Augusta? Vilhelm veed overmaade godt, at jeg ikke har saa dumme Indbildninger; men at jeg gaaer i Selskab iaften, ligesaa forknyt som en Skoledreng, der skal op med sin Lectie.
- O nei, De maa ikke spytte paa Gulvet, udbrød Augusta ængstelig, da hun saae Felix gjøre en truende Bevægelse.
Maa jeg ikke, sagde han forknyt; tilgiv mig, jeg vidste det ikke. Hør Du, vedblev han til sin Ven, det er igrunden noget generet; men man har maaskee godt af at vænne sig lidt til Orden. Jeg troer jeg vil komme lidt op til Dig, for at blive dresseret. Men gaae nu ind og klæd Dig paa, saa at vi kunne komme afsted.
De vil vist more Dem godt iaften, sagde Augusta.
Ja, det tænker jeg ogsaa, svarede Felix; naar jeg blot først var der. Men denne Indtræden kan jeg ikke rigtig lide; - og bare der saa ikke kommer for mange.
O, hvad gjør det, meente Augusta. Jeg har engang været tilstede ved et stort Selskab; men der gik de omkring og talte og loe med hinanden uden den allerringeste Gêne.
Ja vist, sagde Felix; jeg veed nok, at et fiint Selskab igrunden ikke er anderledes end dem, vi holde paa Skydebanen; - det vil sige, nok noget, især paa Slutningen; men jeg mener blot, at det ikke er saa svært som man troer at føre sig fiint op.
Men det gjør De vel altid? spurgte Augusta alvorligt.
Ja vist, det forstaaer sig, især naar jeg er ædru; men undertiden naar jeg er ude paa Livets Keglebane, saa er min Opførsel ikke den alleranstændigste.
Virkelig?
Nei; men nu troer jeg, jeg vil lade være at gaae paa Sold. Jeg kan ikke engang begribe, hvor jeg nogensinde har kunnet finde Fornøielse deri. O nei, der er Intet, der overgaaer at være i Selskab med Emilie. Jeg var der i Tirsdags Eftermiddags; ja jeg har maaskee fortalt Dem det!
Ja, det har De rigtignok, svarede Augusta; men, vedblev hun godmodig, fortæl De det kun igjen.
Nei, sagde Felix ædelmodig, nei, naar De har hørt det, saa veed jeg, at det vil kjede Dem. Men jeg troer ikke, jeg har fortalt Dem, hvorledes hun gaaer klædt.
Nei, o fortæl.
Hun er henrivende.
Og nu gav han en omstændelig Beskrivelse af hendes Coustume, hvilken Augusta fulgte med megen Interesse, og undertiden kom tilhjælp med et eller andet technisk Udtryk. Tilsidst fandt han det, for større Tydeligheds Skyld rigtigst, at lade Illustrationer følge sit Foredrag, og leverede, da Vilhelm, som imidlertid var kommet til, havde skaffet de fornødne Reqvisiter, tre forskjellige, prægtigt udførte Portraiter af sin Elskede med og uden Hat og Schavl, til sin Vens store Fornøielse men til den beundrende Augustas udeelte Tilfredshed.
Naa, nu kunne vi maaskee gaa, sagde endelig Flint.
O, det var herligt, udbrød Felix; men nu svarer Du for, at vi ikke komme for tidligt, man maa ikke mærke, at jeg aldrig før har været i fiint Selskab. Saa farvel, kjære Augusta, vedblev han, da han havde slængt sin Kappe om sig. Skynd Dig nu, Vilhelm, thi jeg er færdig at springe ned af Trappen af bare Henrykkelse.
Hør, vedblev han, da de vare paa Gaden, jeg kan neppe ret tænke mig, at jeg inden et Qvarteer skal være i hendes Selskab, tale med hende, høre hende synge, og lee, - hvor hun leer smukt, ikke sandt Vilhelm?
Ja, det kan jeg maaskee indrømme; men tal ikke om hendes Sang, den har ikke stort at betyde.
Ikke stort at betyde, siger Du? Er Du forrykt? jeg har aldrig hørt nogen Sangerinde med saadan Henrykkelse. Ikke stort at betyde? og hvad kalder Du denne vibrerende Stemme, som bragte mit Blod i saadan Feberhede, at jeg ikke kunde lade være at møde hendes Hænder paa Tangenterne, og ikke var istand til at rive mine Øine bort fra den ene af hendes Sidekrøller, der vuggede sig paa hendes Kind, og undertiden, naar hun bøiede Hovedet for at see i Noderne, sneg sig til at hvile sig paa hendes Bryst.
Ja, alt dette tænkte jeg ikke paa, sagde Vilhelm tørt, men siig mig, hvad havde Du med Tangenterne at bestille? Saa vidt jeg mindes, og Du har jo adskillige Gange fortalt mig om denne musikalske Øvelse, saa var det hende, der accompagnerede.
Ja Du, men det faldt mig ind, at det maatte lyde smukt, naar jeg spillede en Mellemstemme, hvad det i Virkeligheden ogsaa gjorde.
Jeg tvivler ikke derpaa, sagde Vilhelm, Du har vist aldrig havt en lignende harmonisk Nydelse.
Aldrig, erklærede Felix med største Alvor.
Vilhelm lo.
Ja Du, vedblev Felix, nu skal Du selv høre at det er smukt. Vi skal see at faae Terzetten af Lucrezia iaften.
Ja, afbrød Vilhelm ham, det er et stort Spørgsmaal om der bliver musiceret iaften; der er nok stort Selskab.
Men musicerer man da ikke i store Selskaber?
Undertiden; men saa er der saamange, der alle ville lade sig høre, at der ingen Tilhørere blive tilbage.
Det er det samme, sagde Felix fornøiet; saa vil jeg see at faae Emilie til med mig at høre paa de Andre. Jeg troer, det vil være endnu morsommere. Ha Guder, om jeg kunde være ene med hende i Værelset ved Siden - to Værelser borte fra hvor Selskabet var.
Og han drapperede sig med sin Kappe paa de forskjelligste Maader, for at hans Ven ogsaa kunde glæde sig, medens han selv nød denne salige Tanke. Vilhelm morede sig lidt med ham, endelig sagde han:
Du har vist ganske løierlige Ideer om et Selskab. Hvorledes har Du egentlig tænkt Dig det?
Felix standsede i sine plastiske Øvelser.
Hvorledes jeg har tænkt mig det? Saaledes som et Selskab er; - at vi vare inviterede for at tilbringe Aftenen med Emilie og hendes Moder. Der kommer vel sagtens nogle Flere, Hr. Jespersen for Exempel; men saa har jeg jo rigtignok tænkt mig, at han kunde perorere for de Fremmede, imens vi gjorde Musik, og Fruen sørgede for Huset! - med mindre Du skulde ville foretrække, at snakke med de Andre i Sideværelserne?
Jeg troer paa min Ære, jeg vilde foretrække det.
O Tak, udbrød Felix og trykkede hans Haand; jeg skal gaae min Vei en anden Gang, naar Du beder mig derom.
Du faaer ikke Noget at takke for. Hør Felix, og mærk Dig vel mine Ord. Naar Du gaaer i Selskab, maa Du altid forberede Dig paa at kjede Dig og at sulte.
Felix saae paa ham.
Hvad er nu det for en Snak, udbrød han, kjede sig? Jeg kjede mig?
Ja, nu faaer Du selv see; nu ere vi her jo.
Hør, sagde Felix, idet han standsede sin Ven, der vilde gaae ind; siig mig blot een Ting. Bruger man endnu at komme ind med Hatten i Haanden? Jeg vil saa nødig lade see, at jeg aldrig før har været iblandt Folk.
Du kan i saa Henseende gjøre ganske som Du behager, svarede Vilhelm. Naar Du blot sætter et smilende Ansigt op, selv naar Du er ifærd med at falde i Søvn, og lader de fleste Retter gaae urørte forbi, om ogsaa Tarmene skrige i Livet paa Dig, saa vil Du af Værtinden blive anseet for en Mand af den fineste Tone, og inviteret næste Gang igjen.