Paul Chievitz: Fra Gaden (1847), 2

link til hjemmesiden - Det Kongelige Bibliotek

Poul Chievitz: Fra Gaden (1847), 2


Et Brev fra Emilie St. Clair, hvorom Udg. desværre ikke seer sig istand til at gjøre Rede for, 
hvorfra han har det.

   d. 22de.
   Søde Sophie!
   Kan Du nu see, at jeg havde Ret, da jeg paastod, at man levede meget lykkeligere paa Landet end i Byen? Der kan dog ikke tænkes noget yndigere end Din Beskrivelse af Din Faders Gaard og Omegnen der, og Faarene, og Tiras, der ligger i en evig Krig med Møllerens røde Ko, og Forvalteren, som Du driller, - ja man kan ikke vide, om der kan blive noget deraf; Du maa endelig næste Gang fortælle mig, hvorledes han seer ud; - men Tak, søde Sophie, tusind Tak for Dit morsomme Brev, det kom i rette Tid, for vi have det ikke synderligt morsomt herhjemme. Men til Sommer faaer Moder ikke Ro for mig, før hun flytter paa Landet; thi det er dog noget ganske Andet end baade Tivoli og Klampenborg.
   Nu have vi snart Vinter, og saa tænker jeg at komme paa et Par Baller; uagtet Gud veed, - ja for Du har intet Begreb om hvor stille vi leve. Min Tante er ret i sit Es og Hr. Jespersen ogsaa; men jeg kjeder mig ganske frygteligt, og det uagtet Moder har foræret mig en ny Hat, som er saa nydelig, og har kjøbt Silketøi til en Kaabe som nu er hos Skræderen. Men vi leve saa uhyre stille; her kommer næsten Ingen, uden de daglige, og vi gaae sjeldent ud nogen Aften. Og Hr. Jespersen kan jeg nu ikke finde saa underholdende, som baade Moder og Tante vil gjøre ham; han holder bestandigt Foredrag, og saa alvorlige, som om man var i Kirke. Moder synes naturligviis, at han er ganske fortrinlig, thi hans Fader er meget riig og eier en stor Herregaard, og, Gud bevares, han er vist ogsaa meget fornuftig, og det er maaskee, som Tante ogsaa siger, ene min Feil, at jeg ikke kan more mig ved hans Conversation. Han er virkelig et meget peent Menneske, altid fiint klædt. Dog kan jeg ikke lide, at han gaaer med Briller.
   Men Alt dette kjeder Dig at høre paa. Imidlertid, hvad skal jeg fortælle Dig? Du har jo ogsaa selv bedet mig at skrive om alt, hvad der forefalder hos os, saa jeg er jo nødt til at tage ham med; thi Du var jo reist fra Byen, inden han begyndte at komme. - Og tillige kan det maaskee være ganske nyttigt, at Du begynder at gjøre hans Bekjendtskab; thi - ja Du maa nu ikke strax troe, at der er Noget paa Færde; Moder har aldrig sagt et eneste Ord, men af enkelte Tilfælde - min ny Hat f. Ex. uagtet min fra forrige Aar var meget god - troer jeg rigtignok, hun mener Noget. - Ja, søde Sophy, Verden er ikke saa rosenrød, som vi drømte os den for et Aars Tid siden; jeg troer ikke mere paa forklædte Prindser, eller andre romantiske Elskere. Man kan saamænd gaae saa roligt paa Gaden, der er neppe en Skoledreng, der uleiliger sig med at see efter os; - og det er næsten rørende, naar, hvad ikke saa sjeldent hændes, jeg er ene med Hr. Jespersen, da at see ham sidde ubevægelig paa sin Stol i den anden Ende af Stuen og perorere. - Det Ord lærte jeg forleden Aften af Hr. Flint, vor forrige Musiklærer, fra hvem jeg skal hilse Dig, og som gjorde saa smaat Nar af Cancellisten, som han kaldte Hr. Jespersen. O hvor jeg lo den Aften. Ja det var en Skam af mig, det føler jeg vel; thi der var slet ikke Noget at gjøre Nar af; men jeg havde ikke leet saalænge, og jeg kan ikke ganske faae det ind i mit Hoved, at Livet er saa alvorligt som baade min Tante og Can - o fy - Hr. Jespersen siger.


    d. 23de.

Gud, søde Sophy, hvor det var en kjedelig Forelæsning jeg holdt for Dig igaar, det kom sig af, at jeg var i daarligt Humeur, og saa seer Alting graat ud. Lad være at læse det, saa skal jeg fortælle Dig noget morsommere; thi idag er jeg netop oplagt. Før, jeg var ude i et Par Ærinder, tabte jeg min Portefeuille; - ja, det er da ikke derfor, at jeg er lystig; men jeg synes det er ganske vist, at Solen ikke skinner paa Himlen, for at vi skulle gaae og hænge med Hovederne og see suurt, fordi nogle Enkelte ikke opføre sig som moralsk tænkende Væsener for at bruge et af Cancellistens Favoritudtryk.


    d. 24de.

Jeg har faaet min Portefeuille igjen. Et ungt Menneske, en Hr. Bearn, bragte os den i Eftermiddag. Gud, Sophy, Du veed ikke, hvor jeg ønsker at Du var her i Byen. Men Du skulde blot have hørt hvor smukt han synger og hvor han er munter; Moder kunde ogsaa godt lide ham, og inviterede ham til paa Fredag, vi skal have Selskab. Hvad jeg vilde give, for at Du kunde være med. Du skulde see hvor smaa Hænder han har, han rev sin ene Handske itu, da han trak den af, for at spille for os; jeg havde en uhyre Lyst til at sye den sammen for ham. Og saa lystigt han leer; og som han bruger sine Øine. Ude i Tivoli, - nei, Tante har altid ondt af, at jeg ikke sidder og slaaer Øinene ned. Herregud hvortil har jeg da faaet dem.


    d. 25de.

   Jeg gad vidst, hvad det igrunden er, der fængsler Mændene. Ja Gud, jeg husker det vel, hvad vi lærte af de smukke Bøger, vi læste sammen, om vor Charakteers Blidhed, vort bly Væsen, vore Talenter o.s.v., og at Kjærlighed først indfandt sig efter et længere Bekjendtskab. Men jeg har dog ogsaa læst, at den kunde komme ved det første Møde, og da er jeg nysgjerrig efter at vide, om det er noget Mere end vort smukke Ansigt, Hænder Fødder og Figur der bedaarer. See, alle disse pene Cavallerer, som paa et Bal sige os smukke Ting, de skulde blot engang fortælle, hvad det var, der bragte dem til at sværme! Maaskee det vilde lønne sig bedre end deres mange forslidte Complimenter, det vil da sige, hvis de sværmede for Andet, end netop vort Ansigt, Hænder eller Figur; thi hvis ikke - jeg synes, det vilde være en uforskammet Frækhed om Nogen sagde at han elskede mig, fordi jeg havde en smuk Gorge; - og synderlig anderledes forekommer mig ikke den Kjærlighed, vi skal kunne antænde ved første Møde. Der stod i en Bog, jeg forleden læste:
   Vous dites quand vous rencontrez une femme: voila une belle nuit, qui passe. Et ne serait-ce pas un grand ecolier en de telles matières, que celui qui baisserait les yeux devant elle, qui se disait tout bas: »voila peut ètre le bonheur d'une vie entière,« et qui la laisserait passer.
   Jeg forstaaer det maaskee ikke ganske, og Hr. Jespersen sagde, at det var en umoralsk Bog, som jeg ikke skulde læse; men jeg anfører det blot, fordi jeg føler, hvor dybt den vilde fornærme mig, der gjorde Cour til mig, og kun antog mig for une belle nuit. Ja, Du forstaaer mig maaskee ikke, og min Stiil er da ogsaa saa usammenhængende, som vel ene jeg skriver den; - for Guds Skyld lad aldrig et Menneske see dette Brev; - Du kjeder Dig maaskee endogsaa over mine dybsindige Undersøgelser; men jeg kan ikke gjøre ved det, jeg tænker endnu paa den Forelæsning, Tante holdt igaaraftes over Forlovelser. Hun sagde iblandt andet, at det var bleven Mode iblandt Herrerne at spotte dermed; - det kan nu nok være; - lad dem kun det, saalænge det kan more dem; det var ved Gud Synd at forbyde Ræven at kalde Rønnebærrene for sure. - Men hun forsikkrede for fuldkomment vist, at der i det sidste Aars Tid var kommen en formelig Raptus over de unge Herrer, saa de coure frygteligt til alle Fruentimmer, gifte og ugifte, uden Forskjel, og uden allermindste redelige Hensigter; og hvad der endda er det værste, er at dette Raseri endogsaa har smittet dem, der have Formue, Embede, Examen, eller paa anden Maade godt kunne forlove sig. - Er det ikke rædsomt? Men jeg vil ikke troe det; Tante sagde det maaskee for at jeg skulde skjønne desto mere paa Hr. Jespersen, som ved Gud ikke er smittet.


    d. 26de.

   Der var Ildløs iforgaars, og tænk Dig, i det Huus, hvor Hr. Jespersen og Hr. Flint boede. Hr. Jespersen beklager sig meget over Tabet af nogle Manuscripter; og det kan da gjerne være et alvorligt Tab for Litteraturen, thi man kan ikke nægte at han er en stor Æsthetiker. Du maa jo ene være overbeviist derom ved de mange Kunstudtryk, mit Brev vrimler af. Men, hvad der er det Mærkeligste ved denne Ildebrandshistorie, det er en Geschichte, som nu er kommen for Dagen, om en ung Pige, der har tjent hos min Tante, men blev jaget bort for hendes uanstændige Opførsels Skyld, og som boede sammen med Hr. Flint. Er det ikke forfærdeligt? og det Rædsomste er dog, at Hr. Bearn kommer der; han er en intim Ven af Flint. Og hun er ung, ikke ældre end jeg, og smuk, Du; jeg kunde misunde hende hendes Øine. Men tænk Dig, at hun er falden saa dybt.
   Hr. Jespersen, for det er naturligviis ham, fra hvem jeg har det - han har overhovedet en løierlig faible for bestandigt at regalere mig med saadanne Historier; og saa fortæller han dem saa kjedsommeligt; - han meente netop, at saadan Forargelse og Umoralitet havde sin Rod i en slet Opdragelse, men fornemmelig i den grændseløse Lyst til Pynt og Stads, hvortil disse Fruentimmer ere henfaldne. Er det ikke rystende? Jeg takker min egen søde Mutter for den gode Opdragelse, hun har givet mig, men fornemmelig for den nydelige Silkekaabe jeg igaar fik fra Modehandlersken, og som Du intet Begreb har om hvor nydeligt den sidder.
   Nei, jeg kan ikke være bekjendt at sende dette Brev afsted.

Poul Chievitz Homepage