Poul Chievitz: Fra Gaden (1847), 1,6
[Cancellistens Manuscript]
VI
La beauté d'un front sevère
Ne peut pas toujours s'armer.
L'on est fait pour aimer
Quand on est fait pour plaire.
E.A. Demoustier.
Det var høit paa Formiddagen da jeg næste Dag vaagnede, og befandt mig liggende næsten heelt paaklædt paa min Seng. Jeg var meget lidende, og ved at erindre den foregaaende Aftens Begivenheder følte jeg en Misfornøielse over den Characteer-Svaghed, jeg havde udviist, ved ikke i rette Tid at have brudt op. Det var kun den Betragtning, at min Nærværelse havde forhindret mine Ledsagere fra videre Udsvævelser, der formaaede at retfærdiggjøre mig i mine egne Øine for min Deelagtighed i deres mindre exemplariske Levnet. Imidlertid opvaktes min Ærgrelse paany, da jeg betragtede mine tilsølede Klæder, og opdagede at jeg savnede mine Briller og Galoscher. Da jeg sætter stor Pris paa Orden i mine Pengesager, indsaae jeg strax, at jeg, for at gjenskaffe mig disse Nødvendigheds Artikler, var nødsaget til at slaae en Streg over en Fornøielse, jeg havde besluttet at forskaffe mig, ved engang med det første at invitere Fru St:-Clair og Familie med mig i Theatret. Formiddagen gik saaledes bedrøveligt hen, især da den Hovedpine, hvormed jeg vaagnede, aldeles ikke var formindsket, men tvertimod tiltaget i en saa foruroligende Grad, at det flere Gange endogsaa qvalmede for mig. Jeg kunde aldeles Intet nyde, blev derfor hjemme og forsøgte at adsprede mig ved Læsning; men jeg var ikke istand til at samle Tankerne. Jeg kastede mig paa Sophaen og faldt i Søvn; og da jeg et Par Timer efter vaagnede befandt jeg mig Gud skee Lov bedre; jeg syntes, at en Kop Kaffe vilde gjøre mig godt, og da det netop var paa Tiden, klædte jeg mig paa og gik hen til St:-Clairs, hvor jeg efter at have styrket mig ved en Kop af hiin oplivende Nectar, snart følte mig i mit sædvanlige Velbefindende.
Jeg sad ved Vinduet, Fruen og Emilie hver i sit Hjørne af Sophaen, Ilden brændte muntert i Kakkelovnen og kastede sit Skjær hen paa Maskinen, der stod paa Kaffebordet; det hele havde hiin hyggelige Tone, som stemmer Hjertet til æsthetiske Betragtninger, og Conversationen havde netop antaget denne literaire Vending, som jeg saa særdeles ynder, da vi bleve forstyrrede ved at man ringede paa Gangdøren. Emilie sprang pludselig op af Sophaen; i det samme aabnedes Døren, og ind traadte til min uendelige Forbauselse Felix Bearn.
Han hilste meget ziirligt paa Damerne, og begyndte en Tale om, at han kom uanmeldet, da han ikke troede at have den Ære at være kjendt ved Navn; men da han opdagede mig, afbrød han pludselig, nærmede sig mig, og sagde, dog saa høit at jeg havde Grund til at frygte at Damerne hørte det:
Hvad Pokker, Hr. Jespersen, De ligger ikke hjemme og drikker Sodavand. Det er mere end jeg havde tiltroet Dem; for De var svært paa Støvlerne igaaraftes.
Jeg var i den frygteligste Forlegenhed; han saae det og gjorde et Par Ansigter til mig, idet han hurtigt hvidskede:
Tys, jeg forstaaer Dem, - fiint Selskab - ikke et Ord.
Derpaa vendte han sig atter til Damerne, og fortalte dem med meget muntre Miner, hvorledes han igaar havde fundet en lille Portefeuille; og da han idag havde seet den averteret herfra, havde han ikke kunnet nægte sig selv den Fornøielse, at forvisse sig om Eierinden var ligesaa smuk, som hans Phantasie havde tegnet hende, men at han nu var bleven overtydet om, at han aldrig kunde tale med om Phantasie. Fruen hørte med Forundring paa ham, men skjænkede ham flere velvillige Smiil, imedens han overrakte Portefeuillen til Emilie, der rødmende og med nedslagne Øine modtog den, uden med et Ord at svare paa hans Compliment. Han ventede ligesom paa at en af Damerne skulde sige Noget; men da det ikke skete, vedblev han, idet han anklagede sig selv for at have stjaalet et af de tre Visitkort, som Portefeuillen indeholdt, dog undskyldte han sig med, at Fristelsen til at pryde sit Speil med det smukke Navn, var for stor til at hans Dyd kunde modstaae den. Nu kunde han i sit eensomme Hjem drømme sig de herligste Luftcasteller; ganske vilde de ikke forsvinde, naar han vaagnede op til den mørke Virkelighed, hendes Navn stod jo i hans Speil. Men han behøvede hendes Tilladelse til at turde beholde det som Findeløn, og forklarede, at det var Hovedgrunden til at han besværede Damerne med sin Nærværelse, og ikke sendte det Fundne ved sin Groom.
Her skjævede han til mig paa en listig Maade; men som om der i det samme faldt ham Noget ind, afbrød han pludselig sin Tale til Damerne, løb hen til mig og trak mig henimod Vinduet, idet han sagde:
Det er naturligviis Løgn hvert Ord jeg fortalte igaar Aftes - det De kan nok huske. - Jeg har fundet Brevtasken men jeg lavede denne Historie for at muntre Dem. - Det var Colorit paa Stilen.
Nu først faldt hans Roman mig i Tankerne; jeg vilde spørge ham, men han sagde blot:
Løgn hvert et Ord. Han trykkede mig i Haanden og gik atter hen til Damerne, hvor nu Fruen med megen Høflighed takkede ham for hans Uleilighed.
Jeg var som lynslaaet. Hvad skulde jeg troe? Emilie ansaae jeg dog for en altfor anstændig og dannet Pige, til at ville tale med en Driver, der træffer hende paa Gaden. Men hvor skulde han finde paa at fortælle en Historie, hvori han langtfra spillede nogen hæderfuld Rolle. Emilies Opførsel ved hans Indtrædelse var paafaldende, og hun var kjendelig forlegen under hele hans Tale. Jeg besluttede at iagttage.
Damerne havde takket ham tilstrækkeligt, og ventede nu, at han skulde tage Afsked. Dette lod imidlertid ikke til at være Felix's Mening. Han gjorde først et Par Bemærkninger om Veiret; men da Fruen ganske sandede Rigtigheden deraf, saa de ikke førte til nogen Conversation, fremkom han med den mærkelige Efterretning, at der skulde være spaaet et stort Jordskjælv ....
Saa.
Ja, vedblev han ufortrødent, det skal være spaaet af en gammel Mand ude i Børnehuset. Har De ikke hørt det, Hr. Jespersen?
Nei.
Jo! Det er netop 300 Aar siden, at Veiret ganske var som iaar, og da indtraf det store Jordskjælv, som ødelagde Lissabon.
Fruen begyndte at interessere sig for Materien; jeg skyndte mig med at berigtige hans Angivelse, da Lissabon, som bekjendt, først ødelagdes ved Jordskjælv i Sommeren 1755.
Saa, sagde Felix, ja saa er det accurat 911/2 Aar siden vi havde saadant et Veir som iaar.
Emilie tvang sig, for ikke at lee høit, og trak sig tilbage til Kakkelovnen. Det forekom mig, at Felix kastede et bønligt Blik til hende, men med Vished kan jeg ikke sige det; thi den Gavtyv har en sjelden Bevægelighed i sit Ansigt, og forstaaer til en utrolig Færdighed ved et næsten umærkeligt Minespil at give Tegn, som kun sees af den, de gjælde. Men Emilie slog Øinene ned og forblev ubevægelig. Felix blev forlegen og stod og trak i sine Handsker; jeg morede mig ved Tanken om den Overlegenhed, som virkelig Dannelse og bestandig Beskjæftigelse med æsthetiske Gjenstande giver over dem, der søge deres Livs Formaal i Nydelsen af materielle Glæder. Men af disse stolte Betragtninger blev jeg udreven af Felix, der pludselig vendte sig imod mig og hvidskede til mig:
Paa min Ære, jeg fortæller disse Damer om vort Sold igaar, dersom De ikke hjælper mig idetmindste saavidt, at man byder mig en Kop Kaffe.
Jeg blev consterneret over hans Frækhed, og vilde til at bevise ham det Upassende i og hans Uberettigelse til at indblande Gaarsdagens for mig ubehagelige Begivenheder i hans Conversation, men han afbrød mig strax og sagde med en saa bestemt Mine, at jeg saae det var hans Alvor:
Gjør som jeg siger eller jeg begynder strax, og De veed jeg forstaaer at sætte Couleur paa Stilen.
Jeg var overbeviist om, at han vilde prostituere mig, dersom jeg ikke strax indledede en Conversation. Jeg var i en skrækkelig Klemme; men pludselig faldt en Idee mig ind, som jeg øieblikkelig benyttede, da jeg derved, paa samme Tid jeg føiede ham, tillige vilde bringe ham i Forlegenhed. Jeg spurgte altsaa høit:
Men hvor fandt De Frøkenens Portefeuille?
Det gjorde sin Virkning.
Hvad behager? stammede han, naar jeg fandt den? det var igaar, men jeg husker ikke ret hvad Klokken var.
Men hvor? gjentog jeg, og jeg tilstaaer det, en Smule ondskabsfuldt.
Men Emilie tog hurtigt Ordet og sagde:
Jeg maa have tabt den paa Østergade, thi jeg havde den, da jeg gik ned fra Holms, og savnede den først da jeg var paa Kongens Nytorv. Jeg glemte derved at bytte mine Noder, saa jeg slet ikke har havt noget at spille idag.
Jeg fandt den, da jeg kom ud fra Gianelli, sagde Felix med et Smiil. Men det lader til at Frøkenens Portefeuille er en Hader af Musik; thi den foraarsagede, at jeg glemte at gaae hen til en Ven, der ventede mig, for at synge et Par Romancer, han har skrevet.
Synger De? spurgte Emilie, og nærmede sig Pianoet, og inden jeg fik Tid til at vende mig om, stod allerede Felix og bladede i en Bunke Noder. Det forekom mig, at han talte sagte til hende, men jeg kunde ikke komme hen til dem; thi Fruen spurgte mig hvem den nette, unge Mand var, og jeg var nødsaget til at sige hans Navn, samt at vi havde truffet sammen i Selskab. Jeg saae tydeligt, at dette desværre var en tilstrækkelig Anbefaling, og vilde netop til at svække den ved en noget omstændeligere Forklaring, da Fruen i det samme sagde:
Men Emilie, jeg haaber dog, Du først byder Hr. Behrend en Kop Kaffe, inden Du beder ham at synge.
Gud, Moder, sagde Emilie, troer Du jeg har turdet bede Hr. Bearn at synge.
Hun udtalte hans Navn fuldkommen rigtigt; altsaa maatte hun vide det i Forveien. Jeg vidste ikke mere, hvad jeg skulde tænke derover; jeg var reent confus. Men ærgerligt i høieste Grad var det, at see den Glæde, der straalede af Felix's Øine, da han afslog at drikke Kaffe, men tilbød at synge. Og Alt dette gjorde han med saa megen Anstand og med saa indsmigrende Manerer, at Fruen blev ganske indtagen for ham, og tydelig viste det ved alt imellem at fortælle mig, at hun fandt at han var et særdeles vakkert ungt Menneske, at man kunde see, han var af god Familie, og vant til at komme i gode Selskaber. Under alt dette var der bragt Lys ind, og Felix havde allerede sunget flere Ting, jeg veed ikke hvad det italienske Stads hedder; Emilie accompagnerede ham og sang ogsaa imellem, ja tilsidst gik det saa vidt, at de sang en Duet sammen. Min Ærgrelse var naturligviis ikke lille, og da de endelig holdt op med den Musiceren, og jeg vilde gjenerobre noget af den Anseelse, som jeg tydeligt saae, han havde vundet paa min Bekostning, ved at udtale mine Meninger om den classiske Musiks Fortrin fremfor den moderne Klingklang, bad han mig i en ironisk Tone, at udføre et classisk Nummer for dem. Han fik derved Damerne til at lee, da de vide jeg hverken spiller eller synger. Men det var en daarlig Vittighed; thi man kan særdeles godt have en velbegrundet Mening om det Høie og Ædle i en Kunst, uden at være i Besiddelse af den manuelle Færdighed, som udfordres til at udøve den. Jeg vilde ogsaa have bemærket dette, men Felix tog Afsked, og tvang mig paa en Maade til at gjøre det samme. Og inden jeg fik rigtig overlagt hvorledes jeg skulde afskjære Conversationen, havde Fruen allerede inviteret Felix til at besøge dem ja endogsaa sagt, at hun, om ikke før, saa dog om Fredagen, haabede at see ham, da der den Aften kom flere af deres Bekjendte.
Da vi gik ned ad Trappen, greb han min Haand og sagde:
Jeg maa ret takke Dem, fordi De hjalp mig saa godt paa Gled. Jeg var i Førstningen bange for, at jeg kom Dem til Besvær, og at De muligt selv courede til Emilie. -
O, hvor kan De troe, svarte jeg undvigende, men igrunden meget indigneret over at han saa ligefrem kaldte hende ved sit Fornavn.
Nei, det var ogsaa dumt af mig, sagde han, dertil er De altfor adstadig. Men tilstaae mig, at hun er yndig. Ja, De har maaskee ikke Sands derfor, og kjender hende maaskee ikke; men det gjør jeg, jeg, Lykkelige, der har sunget med hende. Hør, der er Intet, der overgaaer at synge Duetter med en smuk og dannet Pige. De kan neppe tænke Dem hvilken Vellyst det er at tage den Tone, som hendøer paa hendes Læber; det er, som om man indaandede hendes lønligste Tanker. Og naar Tonerne slynge sig sammen - jeg undrer mig blot over, at jeg kunde lade være at trykke hende op til mig; thi det hører egentlig til det Sted: ma fida al tuo bel cor.
Og nu trallede han, og gjorde theatralske Bevægelser, og lod slet ikke til at tænke paa, at vi vare paa Gaden. Jeg erindrede ham derom.
Ja vist, sagde han, jeg skal nok være stille; men hvor hun gjorde det Sted nydeligt: udiamo e guidichiam. Og saa sang han videre.
Jeg var græsselig kjed af ham; men han havde hængt sig ved min Arm, og fortalte mig med megen Henrykkelse, hvorledes det var første Gang, han havde været i en Families Dagligstue, at det var første Gang, han havde sunget med en Datter af Huset. De havde hos Flint forsøgt at lære nogle Damer, der kom, at synge; men det var mislykkedes med de fleste.
Den Eneste, vedblev han, som lærte Noget, var Caroline. De kjender jo nok Caroline?
Jeg tilstod ham min Uvidenhed.
Jo vist, De har bestemt seet hende hos Flint; ikke Caroline hos Causses, heller ikke Caroline Hansen; men Caroline med det rødplettede Schavl, som vi kaldte hende, for at skjelne hende fra de andre. De kjender hende vist; hun havde en ret god Stemme, og vi fik engang banket Finalen af Ernani ind i hende; men der var ikke Tanke af Foredrag, og saa sang hun bestandigt: Lavær at ta'e Rødspetter istedetfor la morte che t'aspetta. O, men det er uværdigt af mig, at tale om Caroline med det rødspettede Schavl i samme Øieblik jeg tænker paa Emilie. Emilie, o det er det smukkeste Navn, der existerer. Hvor jeg er lykkelig! Hurra!
Og han satte Hatten paa Snur og begyndte at dandse. Jeg tyssede atter paa ham.
Ja, sagde han, De har Ret; jeg skal bestræbe mig for at være rolig. De er et meget fornuftigt og sat Menneske; det er ypperligt, at jeg følger med Dem, ellers gjorde jeg vist Dumheder. Hør, fortæl mig engang hvem der kommer hos Fru St:-Clair. Eller, lad os gaae hen og drikke en Flaske Champagne; - jeg har ingen Penge hos mig; men De kan vel lægge ud, og saa kan De der fortælle mig hvilke Folk jeg vil træffe paa Fredag. Men det er jo sandt, - udbrød han, inden jeg kunde faae et Ord fremført; - det første skulde da have været en eftertrykkelig Protest imod Champagnen - Vilhelm kommer jo der; han har jo spillet med hende. Sacre dieu, jeg maa op til ham.
Og afsted fløi han, men vendte strax om igjen, for at bede mig ikke at tale til et Menneske om den Historie, han havde fortalt igaar, da den som sagt var opdigtet fra Ende til Anden.
Ikke sandt, sagde han og trykkede mine Hænder, det lover De. De er vist en brav Fyr. Jeg troede rigtignok igaar, at De var en Pedant, thi De seer saadan ud; men nu har jeg lært Dem at kjende. Og kan jeg nogensinde være Dem til Gjentjeneste, saa befal over mig, og De skal see, jeg er Deres Ven.
Og nu foer han afsted som om hans Liv stod paa Spil.
Jeg var glad ved at blive ene; thi jeg trængte til at samle mine Tanker. Hvad skulde jeg tænke om det Hele? Jeg havde al mulig Grund til at troe, at hans Historie fra igaar var sandfærdig; thi foruden den omtalte Forlegenhed, som jeg havde opdaget hos Emilie, er der en Umiddelbarhed hos Felix, som forlanger, at man troer ham paa hans første Ord. Dog paa den anden Side kunde jeg ikke tænke mig, at en saa anstændig og velopdragen Pige som Emilie kunde indlade sig paa at assistere en Gadestryger som Felix i hans Forsøg paa, at indtrænge sig i Familien. Var dette Tilfældet, da havde jeg taget Feil af Pigen; da var hun ikke den bly, dannede Qvinde, som mit Hjerte begjærede. Da havde jeg ikke Andet at gjøre end at aabenbare Sagen for hendes Moder og derefter trække mig tilbage. Hvor ubehageligt dette vilde blive mig, behøver jeg neppe videre at forklare; thi det var jo aabenbart, at Felix vilde revangere sig og fortælle Løst og Fast, for at nedsætte min Moralitet, Noget, som desværre vilde være ham altfor let, takket være min ubesindige Opførsel igaaraftes.
Dog en saadan Feiltagelse vilde jo næsten være en Umulighed for en Mand med mit Observationstalent. Denne Tanke beroligede mig, og jeg følte mig mere og mere overbeviist om det Ugrundede i Historien. Imidlertid besluttede jeg at være ivrigere i min Opmærksomhed imod Emilie, paa samme Tid jeg nøie vilde iagttage hendes Opførsel imod Felix. Ikke fordi jeg videre frygtede ham; thi hans naragtige og letfærdige Væsen vilde umuligt være istand til at vække nogen øm Følelse i hendes dybe Sjæl; men jeg ansaae det alligevel rigtigst at benytte dette Varsel til ikke at spilde Tiden, og blev enig med mig selv om, at gribe den første Leilighed, der tilbød sig, til at aabne mit Hjerte for hende, og, hvis hun deelte mine Følelser, da endnu under min Faders Nærværelse at anholde om hendes Haand hos hendes Moder, og offentlig declarere vor Forlovelse.