Poul Chievitz: Fra Gaden (1847), 1,4
[Cancellistens Manuscript]
IV
La del alba seria cuando salio'.
M. de Cervantes Saavedra.
Det var Aftenen efter at vi havde havt det lille Sold, som kostede Hr. Jespersen sin Nattero, at jeg var nødsaget til at gjøre en Visit i en Familie. At dette ikke er efter min Smag, veed De; den Aften var imidlertid Taalmodigheden nær ganske forgaaet mig, thi en ung Amateur havde bragt nogle illustrerede Værker med sig, og der blev seet paa Billeder. Jeg gabede indvendig det Bedste jeg kunde, og skyndte mig afsted saasnart det lod sig gjøre, for at restaurere mig en Smule hos en Conditor inden jeg gik tilsengs. Da jeg endelig sad luunt i en Krog med mit Glas Punsch for mig, i en gemytlig Samtale med Frits Schiøtt, som nylig var kommen fra Paris, saa vare mine foregaaende Fataliteter snart glemte, eller idetmindste kun forsaavidt erindrede, at de nu ret lode mig nyde min Comfort. Vi talte om Communismen, han for og jeg imod; men i al Fred og Venskabelighed, og ofte under meget Grin, naar Nogen af os havde et lyst Øieblik. Han lod komme mere Punsch, og derefter drak vi Madeiratotti. Tilsidst bleve vi sultne og lod bringe Smørrebrød og Snapse, og saa endelig to smaa Glas. Naa, saa gik vi da, og jeg fulgte ham ud i Store Kongensgade, hvor han boer, heelt langt ude. Jeg lider ret vel en lille Promenade i den dybe Aften; derfor tog jeg ikke den lige Vei til mit Hjem, men fordybede mig i forskjellige Gader i det omliggende Qvarteer. Veiret var ikke det allerbedste, thi det smaaregnede; men jeg knappede min Frakke tæt, puttede Hænderne i Lommen og lavede mig til at iagttage de mærkelige Ting, som maatte forekomme. Store Mærkeligheder hændes kun sjælden; en fuld Mand kan man undertiden træffe, saa giver man sig i Passiar med ham, hvis han ikke er altfor tvær eller altfor sølet. I slige Tilfælde følger man langsomt efter i nogen Frastand, og har en ypperlig Leilighed til at opfriske, hvad man i Skolen lærte om Gravitetens Love. Disse Gader, som om Dagen ere fulde af Børn, Urenlighed og Spectakel, hvis Huse see ud som bare Sult og Elendighed, de ere nu øde og rolige, og i Mørket tage de høie Huse sig ligesaa aristocratiske ud, som Husene i Bredgade og i andre fornemme Qvarterer. Et enkelt Sted brænder endnu Lys; maaskee en Syg, siger man til sig selv, eller En, der har isinde snart at blive det. - Med saadanne og andre lignende behagelige Tanker fordriver man Tiden, imedens man faaer sig en god Motion og sover herligt, naar man endelig kommer iseng. Om det just var slige Ideer, jeg den Aften underholdt mig med, eller om jeg endnu grundede paa hvad Frits Schiøtt havde fortalt mig om Communisterne, eller jeg muligt recreerede mit Sind med ganske andre kortvillige Betragtninger, skal jeg ikke kunne sige for bestemt, da jeg ikke mere husker det. Men det kan ogsaa være ganske ligegyldigt, nok er det, at jeg var naaet til Hjørnet af Gothersgade. Her blev min Opmærksomhed paa det Nærværende atter vakt ved Synet af et qvindeligt Væsen, der gik mig forbi, men saa hurtigt, at jeg ikke fik anstillet den paa en saadan Tid af Døgnet aldeles nødvendige Undersøgelse af Figur, Alder, Ansigtstræk o.s.v. Jeg samlede mig derfor, forcerede mine Skridt, men sagtnede dem snart igjen, da jeg saae min Ubekjendte staae stille ved et Huus. Nu hørte jeg Lyden af en Klokke, og skyndte mig saa igjen, for at faae min Videbegjærlighed stillet inden der blev lukket op. Da jeg syntes, at det kunde være Passende at sige noget Pent, yttrede jeg min Forundring over, at Jomfruen allerede gik hjem; omtalte hvor fiint det er at gaae Morgentour, samt at jeg gjerne vilde have tilbudt Jomfruen, at gaae under min Paraply, hvis den ikke tilfældigviis var nødsaget til at holde sig hjemme, da den ikke befandt sig videre vel.
Til al denne Ziirlighed svarede den unge Pige, thi ung saae jeg hun var, ikke et eneste Ord; kun hørte jeg ligesom et Suk, eller et »o Gud«, og hun ringede endnu engang, medens hun rystede over hele Legemet, og paa alle Maader røbede en heftig Bevægelse. Jeg overveiede, om jeg endnu engang skulde henvende mine høflige og beroligende Ord til hende, eller om jeg skulde trække mig lidt tilbage, og i Afstand see til om hun blev lukket ind. Jeg valgte det Sidste, og saae nu et Vindue blive aabnet paa første Sal, og et Hoved med en hvid Nathue vise sig. Jeg nærmede mig atter, for at høre hvad Hovedet fortalte, og kom tidsnok, for at faae Slutningen af Talen, hvoraf jeg kunde forstaae, at Pigebarnet var bleven for længe ude, og at han nu bad hende paa en høflig Maade at gaae Fanden i Vold. Jeg kunde ikke undlade at yttre min Mening om Sagen, og at foreslaae ham lempeligere Forholdsregler, indtil Tiden udviste at hans Overbærelse var spildt paa en Uværdig. Jeg var meget veltalende og anvendte paa passende Steder flere smukke Figurer; jeg vilde netop til at benytte en Metaphor af slaaende Virkning, for at paapege ham Muligheden af, at han selv kunde blive modtaget paa en lignende Maade, naar han paa en smuk Morgen vendte hjem til sin Ægtefælle i en ubehagelig Tilstand, da han afbrød min Tales Strøm ved at fortælle mig, at han nu kunde see hvilket Selskab hans Jomfru søgte, og at han vel kunde begribe, at hun fandt det behageligere at føite omkring ved Nattetider end at opfylde sine Pligter og føre sig anstændigt op. Jeg forsøgte forgjæves at standse hans Foredrag, som han iøvrigt forzirede med fine Titulaturer, saasom: Løsgjænger, Dagdriver, Sviregast o.s.v., jeg forsikkrede ham, at det var mig, der havde Ordet i denne ligesaa hæderlige som intelligente Forsamling; men han lod ikke til at have nogen Takt for den parlamentariske Orden, thi da han havde udtalt sit sidste Ord, hvilket var: crapule! smækkede han Vinduet i.
Jeg saae mig omkring om jeg ikke kunde finde en lille Steen; jeg vilde gjerne have sendt ham den som en venskabelig Erindring. Men da der ingen saadan var i Nærheden, nøiedes jeg med i nogle ziirlige Talemaader at bevidne ham min Tak for hans fine Behandling, ønskede ham en Jomfru, der saae mere paa Løn end paa honnet Omgang, og sluttede endelig med at haabe, at hans skjønne Ægtehalvdeel ikke maatte have forkjølet sig, imedens han stod i aabent Vindue. Derpaa vendte jeg mig om efter Pigen, som var gaaet langsomt ned ad Gaden. Da jeg nærmede mig hende, standsede hun, lænede sig op imod Muren og græd. Jeg vilde opmuntre hende, men hun afbrød mig og sagde:
Jeg er mere ulykkelig end De troer, ellers vilde De neppe være saa lystig.
Jeg sagde hende, at det virkeligt gjorde mig ondt for hende, uagtet jeg ikke kunde see nogen stor Ulykke i at miste en HuusjomfruPlads, især hos saadanne Folk; men at det aldeles ikke kunde nytte hende noget, om jeg vilde græde med, hvilket tillige var min Natur imod. Jeg spurgte hende tilsidst, hvor hun vilde hen, om hun ikke havde nogen Familie at gaae til; om hendes Moder ikke levede.
Nei, for Guds Skyld, raabte hun næsten ængstelig, ikke der, aldrig. - O, jeg gjorde bedre i at springe i Kanalen.
Hun græd bitterlig, vred sine Hænder, og syntes af Sorg neppe at kunne holde sig opreist. Endelig sagde jeg:
Ja, her kunne vi ikke blive; kom hjem med mig.
Jeg tog hendes Arm i min, og hun lod sig føre uden Modstand, men uden at tale et Ord den hele Vei. Hun rystede over hele Legemet, og ved de enkelte Lygters Skin saae jeg Taarerne, som uden Ophør randt ned over hendes Kinder. Jeg var temmelig forlegen med Maaden, hvorpaa jeg skulde behandle min Erobring; men da hun som sagt ikke svarte et Ord til alt hvad jeg sagde, fandt jeg det tilsidst rigtigst slet ikke at tale mere, og paa denne morsomme Maade tilbagelagde vi Veien hjem. Da vi kom op, førte jeg hende ind i mit Sovekammer, og gjorde hende opmærksom paa, at Nøglen vendte ind til hendes Side. Det forekom mig, at hun blev ganske forundret derved, og jeg fortrød næsten min Høimodighed, da jeg befandt mig ene i mit forreste Værelse, hvor jeg søgte at gjøre mig det saa comfortabelt, som et Par Stolesæder og en gammel Chenille tillod mig det.
Da hun den næste Morgen hørte, at jeg var oppe, aabnede hun sin Dør, og bad mig ind. Hun havde arrangeret et ret ziirligt Kaffebord, og hele Stuen havde faaet et Udseende af Hyggelighed, som den i al min tidligere Tid har været aldeles fremmed for. Nu først saae jeg rigtig paa min Fange, og som hun stod der med nedslaaet Blik, saa de lange sorte Øienhaar skyggede over hendes friske Kinder, dem, jeg i Parenthesis sagt, hvis jeg var Lyriker, vilde sammenligne med Ferskenens Skal, kunde jeg neppe tænke mig, at det var hende jeg havde fundet paa Gaden i den dybe Nat. Jeg spurgte hende, hvem hun var, og hvor hun havde været igaar Aftes; men nu fortalte hun mig en usammenhængende Historie, som jeg altforvel kunde tage og føle paa var opdigtet fra Ende til anden. Jeg blev ærgerlig og bad hende ikke at uleilige sig med at fortælle, naar hun ikke vilde betroe mig Sandheden. Hun brast i Graad og saae meget ulykkelig ud, men sagde Intet. Jeg gik ind til mig selv; lidt efter kom hun ind, men paaklædt med Hat og Schavl. Hun gik hen imod mig og vilde sige Farvel; men Taarerne qvalte hendes Stemme.
Hvor vil De gaae hen? spurgte jeg.
Jeg veed det ikke, svarede hun, med et Udtryk af Fortvivlelse.
Hvorfor vil De da gaae? Bliv her, indtil De har overlagt, hvor De vil hen. Mig vil De ikke betroe Dem til; jeg kunde dog maaskee have hjulpet Dem.
O, jeg kan ikke fortælle Dem det, sagde hun, idet hun tog min Haand; men vær ikke vred paa mig derfor. O hvis jeg maatte blive her idag, maaskee jeg da kunde finde paa en Udvei; - jeg er kun sytten Aar, og vilde saa gjerne leve.
Jeg førte hende ind igjen i hendes Værelse, og gav min Karl inden jeg gik ud de nødvendige Ordre saa at hun ikke skulde være udsat for at lide Hungersnød.
Da jeg henimod Aften kom hjem, kjendte jeg neppe mit Værelse igjen, saa ordentlig var det blevet. Hun kom ind og spurgte, om hun maatte lave Thee til mig; jeg takkede hende for hendes Opmærksomhed, og det var øiensynligt, hvor glad hun blev. Jeg befandt mig ret vel i denne nye og uvante Huuslighed, og passiarede gemytligt med hende imedens hun besørgede Theen. Endelig spurgte jeg, om hun havde fundet hvad hun i Formiddags kaldte en Udvei. Dette Spørgsmaal forjog øieblikkelig Smilet af hendes Ansigt; hun blev bleg, og det var med den ængsteligste Stemme og det bønligste Blik at hun sagde:
Kan jeg da ikke blive her? - blot i nogle Dage, til jeg kan faae mig en anden Condition; - jag mig endelig ikke bort.
Jage Dem bort, gjentog jeg; nei, bliv De saalænge De behøver det; imorgen kan min Karl hente Deres Klæder fra Gothersgade, og jeg skal fortælle til min Værtinde, at De er min Søster fra Landet.
Vil De? raabte hun og sprang op fra Stolen, hvor De maa være god, at De vil kalde mig Deres Søster; - og hun fløi mig om Halsen og kyssede mig.
Jeg følte, at mange slige søsterlige Kys kunde meget snart forjage det Broderlige i min Kjærlighed, og sagde derfor: Kjære - hvad hedder Du? - thi hendes Navn forekom mig aldeles nødvendigt til den Tale, jeg var i Begreb med at holde.
Augusta, svarede hun.
Kjære Augusta, begyndte jeg altsaa; hvis det er Dit Ønske at boe sammen med mig som Søster og Broder, saa gjør Dit til at jeg kan glemme, at vi ikke ere det. Jeg er ikke saa gammel endnu, at jo mit Blod kan komme i Kog, og der behøves mindre dertil end et Kys af to Læber saa røde som Dine.
Hun stod taus, men med Undseelsens Rødme lige til Tindingerne.
Men, vedblev jeg, skulde De derimod foretrække -
Nei, afbrød hun mig heftigt; jeg foretrækker Intet, for at maatte boe her som Deres Søster, og at De vil sige Du til mig; Intet, Intet i Verden. Jeg blev saa glad før, - vedblev hun idet hun slog Øiet ned, - at jeg glemte -
Troer Du da, kjære Augusta, at jeg blev vred for Dit Kys? - men lad os ikke komme dybere ind derpaa, men hellere tænke paa at indrette os for Fremtiden.
Nu fik vi travlt med at flytte om med vore Meubler.
Og her er mit Eventyr forsaavidt til Ende; thi de fem, sex Dage, som hun siden har været hos mig, ere hengaaede saa roligt som Intet var hændet. Jeg er i hendes Selskab om Morgenen, naar jeg nyder min Kaffe, og om Aftenen til Klokken slaaer ti; da siger hun mig god Nat og gaaer ind til sig selv, og jeg driver ud paa Livet. I den Tid tale vi fortroligt sammen; men hun taler aldrig om sig selv, og jeg har foresat mig ikke at tiltvinge mig hendes Hemmelighed, men vente til hun betroer mig den af sig selv, eller til Hændelsen opklarer den. Men jeg kan ikke beskrive Dem den Tilfredshed, som tydelig udmaler sig i hendes Væsen, naar jeg om Aftenen kommer hjem, den Opmærksomhed, hvormed hun hører paa mig, naar jeg fortæller hende Noget eller forklarer hende et og andet, som hun om Dagen har læst, men ikke forstaaet; og endelig hendes Glæde, naar jeg tilsidst aabner Pianoet og spiller for hende. Naar man saae hende i de Timer, skulde man troe, at hun var fuldkommen lykkelig. Imidlertid, det var iforgaars, var der en uforklarlig Uro over hende; jeg kunde see, at hun havde grædt. Min Karl havde netop den Dag hentet hendes Sager fra det Sted, hvor hun før havde tjent, og jeg antog, at det var Erindringen om det Passerede og hendes Fortid, der piinte hende. Hun var som sagt urolig, og spurgte flere Gange hvad en lurvet Karl, jeg havde truffet paa Trappen, havde sagt; om jeg troede han var borte o.s.v. Og da jeg endelig henimod Klokken ti tog min Frakke paa, for som sædvanlig at gaae ud, bad hun mig at blive hjemme; hun vilde gjerne sidde oppe en Time endnu, dersom jeg ønskede det, naar jeg blot ikke vilde gaae ud; hun var bange for at være ene, og for at den omtalte Karl ikke var gaaet sin Vei. Hun bad mig med en Inderlighed, saa jeg ikke kunde nægte hende det. Jeg veed ret vel, at jeg ofte derved er bleven duperet af Fruentimmer; kan gjerne hænde sig, at jeg bliver det denne Gang med; men for Fanden, hvad kan det genere mig om en halv Snees Pigebørn gjøre Nar af mig? Jeg vilde imidlertid føle mig utilpas om jeg vidste en Eneste, der havde Grund til at græde for min Skyld.
Dermed tændte Flint igjen sin Cigar til Tegn paa at han havde udtalt. Felix tog Ordet og sagde:
Hvis jeg ikke var fuldkommen beskjæftiget med mit eget Eventyr, vilde jeg have misundt Dig Dit; og uagtet jeg er aldeles forelsket i min smukke Ubekjendte, hvis Navn jeg forresten ret vel veed, saa føler jeg dog en vis Interesse for at komme hjem til Dig og blive forestillet for Din Smaa.
Dette lod ikke til at smage Flint, og en Conversation udspandt sig mellem dem i den Anledning.