Poul Chievitz: Fra Gaden (1847), 1,2
[Cancellistens Manuscript]
II
I'll be merry and free
I'll be sad for naebody
If naebody care for me
I'll care for naebody.
Rob. Burns.
Jeg havde opsagt mine Værelser og var flyttet ind i et smukt lille Huus i - - -stræde. Hele Eftermiddagen havde jeg været beskjæftiget med at ordne mine Bøger og øvrige Sager, og at gjøre mig det beqvemt og hyggeligt i min nye Leilighed; jeg følte mig derfor ikke oplagt til at tilbringe Aftenen hos nogen af de Familier, hvor jeg ellers pleiede at komme, men nød mit tarvelige Aftensmaaltid hjemme og gik tidligt til Ro. Efter et Par Timers Søvn blev jeg imidlertid vækket paa den ubehageligste Maade ved en overdreven Lystighed i Værelserne paa den anden Side af Gangen. Der blev sunget og musiceret, leet og talt høit; en Stemme, som ofte overdøvede alle de Andres, forekom mig bekjendt, uden at jeg dog kunde orientere mig, hvor jeg havde hørt den før. Men hvad der især mishagede mig, var at høre Fruentimmerstemmer, da jeg af den ubundne Latter og Klinken med Glassene ret vel kunde slutte mig til, af hvad Art Selskabet var. Jeg trak min Nathue, som jeg i Parenthes bemærket altid ligger med, da den conserverer mig for Tandpine, dybt ned over Ørene, og faldt endelig i Søvn. Den næste Dag spurgte jeg min Vertindes Pige om hvem der boede ligeoverfor; men hun kunde ingen tilfredsstillende Forklaring afgive, da den Side af Etagen ikke tilhørte hendes Madmoder, og hun selv kun havde været saa kort Tid i Condition, at hun ikke endnu var fuldkommen localiseret. Da jeg imidlertid et Par Dage efter mødte den før omtalte Musiklærer paa vor Trappe, gik der pludselig et Lys op for mig; det var hans Stemme, jeg havde hørt. Jeg besluttede ikke at undlade at meddele Fru St:-Clair min Opdagelse, for at hun kunde vide at lukke sin Dør for Usædeligheden; men jeg ansaae det for min Pligt først fuldkommen at overtyde mig om Rigtigheden af min Formodning, og gik derfor endnu samme Aften derover, idet jeg gjorde mig til Ærinde at udbede mig nogle Gløder til min Kakkelovn. Det var ganske rigtigt, Hr. Flint kom fra et indre Værelse dengang jeg traadte ind, hjalp mig meget forekommende med hvad jeg bad om, og inviterede mig endogsaa til at blive hos ham, indtil der blev varmt inde hos mig. Jeg modtog Indbydelsen, idet jeg tænkte, at den halve Time, jeg spildte i en aandløs Conversation, dog muligt kunde give et eller andet Udbytte for min Menneskekundskab. Imidlertid opdagede jeg snart, at Flint ikke var uden Kundskaber, men han anvendte disse paa en saa løierlig Maade, at han ofte kom til det modsatte Resultat af hvad den almindelige Mening antager for rigtigt; heller ikke var han istand til at discutere længe over et Thema, eller at drøfte en Gjenstand tilbunds, men han afbrød bestandigt midt i med en aller anden Bemærkning, som gjerne kunde være træffende, men som altid var laant fra en, til min Roes kan jeg sige det, mig ubekjendt Sphære. Jeg ledede tilsidst Talen hen paa den St:=Clairske Familie, men her yttrede han sig forsigtigt, og afbrød mig igjen, idet han pludseligt udraabte:
Det var dumt, at jeg forleden Aften jeg havde et lille Selskab, ikke vidste, at det var Dem, der var bleven min Nabo. De skulde have været med, vi morede os fortræffeligt. Ja, De hørte vel lidt til Stadsen?
Jeg sagde ham reent ud, at jeg ikke havde lukket et Øie den hele Nat. Han lo og sagde:
Men hvorfor Pokker kom De da ikke over? De vidste maaskee ikke at det var mig; men De kan altid være vis paa, at hvor man leer saa godt som vi gjorde det, der tager man det ikke fortrydeligt op, om Nogen kommer selvbuden. Rigtignok havde De ingen Dame kunnet faae, thi vi vare lige tre Par; men De kunde dog have moret Dem og gjort Bekjendtskab med Pigebørnene for en anden Gangs Skyld; jeg kan forsikkre Dem, De skal neppe finde lystigere i hele Byen.
Jeg forklarede ham, at jeg ikke søgte saadant Dameselskab, men kunde ikke undlade at bemærke, hvor høiligen det forundrede mig, at en Mand med hans Dannelse og Kundskaber - man maa jo være fiin, naar man siger Folk Ubehageligheder - kunde finde Behag deri; især da han havde Adgang til bedre Familier, hvor han ved et aandeligt Samliv med unge og dannede Damer dog sikkert maatte finde en langt større Tilfredsstillelse for Sind og Hjerte.
De er nok ikke her fra Byen? spurgte han mig.
Jeg fortalte ham at jeg var fra Ribe, men at jeg ved Hjælp af Literaturen ret vel inden jeg kom hertil kjendte til det dannede Familie Liv i Hovedstaden, og at jeg i den Tid, jeg havde været her, daglig havde freqventeret dannede Cirkler.
Men man kjeder sig dog lumsk i disse dannede Cirkler.
Jeg yttrede min Forundring over hans Paastand og begyndte at bevise dens Ugrundethed; jeg fremhævede det Interessante i en gjensidig Udvexling af Ideer om Kunst og Litteratur, især med unge Damer, hvilke som bekjendt ere i Besiddelse af en fiin Takt for det Poetiske og Smukke. Men han afbrød mig, idet han sagde:
Jeg er ikke Æsthetiker, og finder altsaa ikke nogen synderlig Opbyggelse i at sentimentalisere med Damer over Goethe; ligesom det er mig einerley, om Acteurerne og Actriserne ere søde eller sure. Saadan Passiar fører jeg aldrig.
Men man kan jo ogsaa spøge med de unge Damer, engang imellem, indvendte jeg.
Aa ja, svarede han, det er jo ganske morsomt, engang imellem; man kan drille Frøken Gine med Lieutenant chose; man kan faae Frøken Sine lokket til at fortælle, at hun spiser Kridt; man kan tage Maal af Neglen paa deres Tommelfingre; men for mit Vedkommende saa opveier alle mulige saadanne Liebhaverier ikke nær den hjertelige Latter, som vækkede Dem forgangen Nat. Jeg benytter derfor sjelden min Entrée hos Familier, uden jeg er paa Knæerne, eller jeg skal holde Diæt; det er kun i disse to Tilfælde, at jeg morer mig med Thevand og daarligt Fortepianospil.
Jeg var nu temmelig enig med mig selv, at Hr. Flint ikke kunde henføres under Classificationen »dannede Mennesker;« jeg tænkte netop paa at ende denne Samtale og mit Besøg med den uimodsigelige Bemærkning: at man ikke kan disputere om Smagen, da Døren i det samme blev reven op, og et ungt Menneske stormede ind. Han lod ikke til at tage synderlig Notice af min Person, uagtet jeg dog reiste mig ved hans Indtræden; han fandt det ikke engang Umagen værd, at tage sin Hat af, men henvendte sig strax til Flint med de Ord:
Du, jeg har Noget at fortælle Dig.
Jeg gjorde Mine til at gaae; men Flint vilde ikke tillade det. Han sagde:
Felix og jeg have sjeldent andre Hemmeligheder end saadanne som al Verden gjerne maa vide. Vi disputerede før, om hvis Fornøielser vare de solideste; nu vil jeg, at De iaften skal more Dem paa min Maneer. Felix, henvendte han sig til den nys Ankomne, er Du i godt Humeur iaften?
Brillant, svarede denne.
Vel, vedblev Flint; denne Herre er Hr. Jespersen, det er Felix Bearn. Nu gaae vi hen og spise til Aften.
Jeg fulgte med, uagtet jeg i mit Hjerte fortrød, at jeg ikke havde afviist Indbydelsen; imidlertid lovede jeg ved mig selv, at afholde mig fra enhver Udsvævelse, og at fjerne mig, saasnart det lod sig gjøre. Felix tog Flint under Armen og talte ivrigt med ham.
Ja, det er godt nok, sagde denne, men gjem alt dette til Deserten; jeg kan ogsaa komme frem med en Historie, som passerede mig forleden Aften, og som ikke er ganske umærkværdig.
Vi gik op paa en Restauration; Flint lod os anvise et særskilt Værelse, og gav sine Ordre til Opvarteren. Felix kastede sig saa lang han var i Sophaen, og generede sig ikke for at lægge Fødderne op med. Derpaa gav han sig til at anstille forskjellige Balanceer Øvelser med sin Stok, som hvis det var skeet i min Stue, vilde have indjaget mig en retfærdig Skræk for mine Speile og øvrige Huusgeraad. Flint satte sig ved Bordet, og underholdt sig meget behageligt ved at fløite en Vise, idet han accompagnerede sig selv med at tromme med Kniv og Gaffel paa Tallerkenen. De syntes begge at have glemt min Nærværelse, og jeg tænkte netop paa at finde en Grund til at forlade dem, da Flint endelig udbrød:
Men hvorfor Pokker holder De Dem i Baggrunden? Sæt Dem ned, nu komme Varene strax.
Jeg satte mig uvilkaarligt, og lidt efter kom Opvarteren med Brød, Knive & c. samt tre Snapse. Felix foer op af Sophaen, idet han kastede sin Stok saa blindt hen fra sig, at det ikke var hans Skyld, at den ikke traf mig i Hovedet, men snarere min, der itide bukkede mig. Jeg saae nu med stum Forbauselse Flint give sig ifærd med at smøre Sennop paa et Stykke Brød, hvilket han derpaa spiste, efter at have drukket en Snaps heelt ud. Felix lod til at ville følge hans Exempel. Flint skjød den tredie Snaps over til mig med et opmuntrende Nik; men jeg skjød den fra mig, idet jeg med værdig Alvor erklærede, at jeg aldrig nød Spiritus. Det var mærkeligt at see den Virkning, som min Erklæring frembragte. Felix, der lige var i Begreb med at sætte Glasset for Munden, holdt inde, saae inqvirerende til mig, vendte derpaa Ansigtet imod Flint og gjorde en løierlig Grimace, nikkede saa til mig og sagde: Skaal, og tømte derpaa hver Draabe af sit Glas. Flint havde uafladeligt betragtet mig, endelig sagde han:
Ja, det har jeg slet ikke tænkt paa, De er maadeholden.
Han lagde en saa stærk Vægt paa det sidste Ord, at jeg fandt mig beføiet til at forklare ham, at Maadehold var en Dyd, men Fylderie kun nedværdigede os under de Umælendes Standpunkt.
Fylderi, gjentog Flint, ja fy for Fanden; men en Snaps til sin Mad! Fylderi er ækelt, tilsidst kommer man til at gaae ved Siden af sine Støvler, og faaer en fæl Tendens til at ligge i Rendestenene; men en Snaps eller to, det varmer, det opliver Kræfterne, det giver fornyet Appetit og et godt Humeur, uden hvilket Pokker skulde spise til Aften. Fylderi, Snapsen fra Morgen til Aften, au diable! i en evig Døs, det er ligesaa væmmeligt, som det er opmuntrende i et godt Lag at faae sig en Donner. Og De skal faae den iaften, afbrød han idet Opvarteren kom ind med Anretningen.
De skal faae den, repeterede Felix, og fyldte Glassene.
Paa en fornøielig Blyhat, vedblev han, idet han stødte an mod mit Glas.
Og saa lidt Jammer som muligt imorgen, supplerede Flint.
Jeg klinkede og drak; men med den faste Beslutning, ikke at drikke mere end to, høist tre Glas Viin. De kastede dem nu over Maden med en Udhungrets Appetit, og jeg fandt, at det var det bedste at følge deres Exempel. Maden var i Sandhed særdeles vel tillavet, og uagtet jeg ikke sætter nogen Priis paa slige materielle Nydelser, følte jeg dog en vis Behag, en comfortable Velværen, som jeg ansaae det rigtigst at nyde, især da jeg derved blev sat istand til praktisk at vurdere denne Nydelse, og saaledes med Grunde, hentede fra Erfaringens Mark, herefter kunde bevise dens Nullitet.
Samtalen var i Begyndelsen ikke synderlig levende; den førtes næsten udelukkende mellem Flint og Felix, og bestod meest i gastronomiske Bemærkninger, undertiden saavidt jeg kunde forstaae, oplivet med equivoque Hentydninger, som imidlertid syntes at more de to Herrer fortrinligt, thi de loe undertiden af fuld Hals. Lidt efter lidt blev dog deres Conversation aandrigere, og mod Slutningen af Maaltidet veed jeg, at jeg lo med over nogle Historier, de fortalte; men jeg har aldrig siden været istand til at erindre, hvori det Comiske bestod. Jeg havde derved gjenvundet mit Humeur, og da vi endelig sad og spiste Rosiner og Mandler, imedens Champagnerens ædle Skum perlede i vore Glas, følte jeg en stærk Tilbøielighed til at udtale mig over Nationalitetens Væsen, især med Henblik til de separatistiske Bevægelser i Hertugdømmerne. Jeg fik imidlertid ikke Leilighed, thi Flint sagde idet han tændte sig en Cigar:
Naa Felix, kom nu Du med Din Fortælling. Intet passer bedre til Champagne end en Kjærlighedshistorie, især naar den er romantisk.
Felix tømte sit Glas, fyldte det igjen, og tog saa til Orde.