V. Bergsøe: Fra Piazza del Popolo (1866), 30-39

link til hjemmesiden - Det Kongelige Bibliotek

Vilhelm Bergsøe: Fra Piazza del Popolo, 30-39

   [s30] »Da har Ingen været alvorligere og mere nidkjær i sin Virksomhed end Du,« sagde jeg opmuntrende, »og Ingen har havt større Krav paa Taknemlighed.«
   »Taknemlighed?« gjentog han eftertænksom. »Ja, Poul, Du har Ret. Taknemlighed, det er netop Ordet. Her ligger et Bevis paa Menneskenes Taknemlighed. Læs det og lær deraf, hvad man faaer for at være alvorlig og nidkjær i sit Kald.«
   Jeg greb det store Brev, som min Fader rakte mig. Det var en længere, motiveret Skrivelse fra Fattigdirectionen, hvori det tydelig nok udtaltes, at man af Aarsager, som man ikke ansaae det for nødvendigt nærmere at udvikle, ønskede, at han fratraadte sin Tjeneste, da Directionen ellers vilde see sig opfordret til at meddele ham sin Afsked.
   Jeg kylede Brevet hen ad Bordet, idet jeg uvilkaarlig knyttede min Haand. Ingen vidste bedre end jeg, hvormeget han havde offret i denne Retning af sin Virksomhed. Han saae paany skarpt paa mig og sagde med sittrende Stemme:
   »Veed Du, hvorfor man giver mig Løbepas?«
   »Nei,« svarede jeg heftig.
   »Formelt, fordi jeg er gammel og affældig. Disse Autoriteter vide jo altid, selv under deres største Uretfærdigheder, at bevare et Skin af Ret; men reelt, fordi jeg er traadt op imod dem, fordi jeg har ladet dem vide, at deres Virksomhed er ussel og haardhjertet, fordi jeg har udtalt, at de, istedetfor at lindre den Fattiges Nød, gjøre ham Byrden ti Gange tungere ved en Behandling, der stiller ham langt under Forbryderen. - Nidkjær og alvorlig?« vedblev han med stigende Heftighed. »Ja, det har jeg været, og det er mine to Hovedfeil, de have forringet Eders Arvepart. Min Nidkjærhed har fjernet mig fra min offenlige Virksomhed; havde jeg sløset, som de Andre, var jeg forblevet i den. Min Alvor har altid været mig til Hinder i min private Praxis. Havde jeg kunnet smigre for Mødrene og bære over med Mændenes Skrøbeligheder, havde jeg kunnet jamre med nerveuse Fruentimmer og leflet med hysteriske, havde jeg kunnet ordinere uvorne Unger Sukkerbrød og brændte Mandler istedetfor Diæt og Børnepulver, det havde været en anden Sag, saa havde jeg endda kunnet kjøre i Kareth og havt Etatsraader i mit Forværelse. Men jeg har været en streng Læge, det vil sige, jeg har sagt min Mening reent ud og ikke gjort Complimenter med Nogen, og nu, da Afslutningen nærmer sig, fortryder jeg det ikke; thi kun den, der aldrig har svigtet sin Overbeviisning, gaaer med Ro i sin Grav. Dog, for Din Skyld, Poul, og for Dine Brødres Skyld, havde jeg maaskee kunnet være noget anderledes. Dersom jeg havde været mere imødekommende, dersom jeg havde givet mere efter, havde jeg maaskee kunnet efterlade Eder noget mere end den usle Sum, som nu er Frugten af mit Liv.«
   Jeg slog Armen om hans Nakke - en prægtig, gammel Nakke, som aldrig havde ladet sig bøie, og kyssede ham paa Panden. Han greb min Haand, og idet han tog mig om Livet, begyndte han at vandre op og ned ad Gulvet med mig, som han altid pleiede at gjøre, naar han vilde betroe mig Noget af Vigtighed.
   »Naar jeg er død,« sagde han efter en Pause, »skal Du sørge for Dine Brødre, indtil de ere saa store, at de kunne ernære dem selv; lover Du mig det?«
   Jeg trykkede hans Haand taus, og han vedblev:
   »Jeg ønsker at begraves uden Ceremonier eller Ophævelser. Naar Du følger, er det tilstrækkeligt. Kun vil jeg have en Egetræeskiste. Det er en stor Luxus, men jeg har aldrig i mit Liv kunnet lide den fordømte Fyrretræeslugt.«
   Han smilte, medens han sagde disse Ord; men jeg følte, at hans Haand klemte fastere om min, og der laa paa Bunden af dette Smiil Noget, der fyldte mig med en hemmelig Angst.
   »Hvorfor,« spurgte jeg, »har Du truffet alle disse Forberedelser? Døden er Dig jo ikke nærmere idag end igaar.«
   »Jo,« svarede han, »idetmindste een Dag nærmere og efter en Sandsynlighedsberegning meget nærmere end ifjor Sommer.«
   Han gik hen til Skrivebordet, pustede de næsten heelt nedbrændte Lys ud, rullede Gardinet op og sagde, idet han vendte tilbage:
   »Har Du hørt, at den asiatiske Cholera er udbrudt i Kjøbenhavn? Jeg modtog igaar Aftes den officielle Meddelelse derom fra Sundhedscollegiet.«
   Han sagde disse Ord tilsyneladende aldeles ligegyldig, næsten som om han vilde indlede en Conversation; men han var meget bleg, da han satte sig i Sophaen, og det dæmrende Dagslys, der svagt trængte ind af Vinduet, gjorde ham endnu blegere.
   Nu var Alting mig klart. Jeg havde aldrig seet eller hørt min Fader yttre nogensomhelst Frygt i sin Praxis. Selv til de meest smitsomme Sygdomme var han gaaet med samme Ro, som om han gik i Selskab. Kun om Choleraen, som han i 1832 havde lært at kjende i Paris under den daværende frygtelige Epidemi, havde han undertiden udtalt sig paa en Maade, der ikke stemmede med hans urokkelige Stoicisme ligeoverfor lignende Sygdomme. Jeg troer, at denne nye Pest var den eneste, han havde nogen Frygt for, hvis han overhovedet kjendte til dette Begreb. For at forjage de Tanker, der syntes at beherske ham, lod jeg, som om jeg ikke mærkede hans Bevægelse, og sagde let henkastende:
   »Aa, den gjør vel ikke store Ulykker hos os, vi ere jo forberedte.«
   »Forberedte?« gjentog han og foer halvt op af Sofaen. »Forberedte, siger Du? Have vi nogensinde været forberedte paa Noget? Jeg husker endnu Englændernes Bombardement i 1807, og hvorledes Fader reddede Moder og mig ud af vort brændende Huus i Larsbjørnstræde. Vare vi forberedte dengang? Vare vi ikke advarede paa den meest indtrængende Maade i Forveien, og laa Byen ikke alligevel som et Bytte for Fjenden? Ganske som det gik dengang, Poul, saaledes vil det gaae nu. Kun vil den Fjende, der nu nærmer sig os, berøve os langt flere Menneskeliv end Englænderne formaaede, trods deres Bomber og Congreveske Raketter, og vi ville til September have begravet næsten ti Gange saamange, som de tre Septembernætter kostede os.«
   »Umuligt,« svarede jeg, »Kjøbenhavn har jo en saa gunstig Beliggenhed, at ingen Cholera-Epidemi hidtil har kunnet fæste Rod i den.«
   »Du taler, som Du har Forstand til,« sagde min Fader noget skarpt. »Faa Hovedstæder i Europa egne sig saaledes for Choleraen som vor, og naar man har trøstet sig med, at Saltholmskalken, hvorpaa Kjøbenhavn hviler, skulde være Aarsag til, at ingen Epidemi hidtil har hjemsøgt os, da er dette noget saa ubegribeligt Nonsens, at man ikke kan forstaae, at fornuftige Folk ville tage det i deres Mund. Byen hviler paa Dynger af Aarhundreders Smuds og Ureenlighed, paa opfyldte Moradser og udtørrede Sumpe, hvorimod Paris, der er bleven saa haardt hjemsøgt, ligger paa et Kalklag, der ligner vor Kalksteen overordentligt. Er der da nogen Rimelighed i den opstillede Hypothese. Er den ikke snarere lavet blot for at dække Manglerne og skjule den Dorskhedens Dvaskhed, hvori vore communale Autoriteter slumre Livet hen?«
   »Men Kjøbenhavn er dog en renlig By,« indvendte jeg.
   Min Fader stirrede paa mig med et Udryk af stum Forbauselse og rystede paa Hovedet med et overlegent Smiil:
   »Renlig, siger Du? - Ja paa Overfladen; men tag Fernissen bort, og Du skal see, at den er som de kalkede Grave, der udvortes ere hvide og skinnende at see til, men indvortes skjule Død og Forraadnelse. Gaa ud i Adel- eller Borgergade, Poul, og fortæl mig, hvad Du seer der! Gaa ned i de sumpede Kjældere, i de faldefærdige Baghuse paa Christianshavn, og kom saa tilbage blot med en Cubiktomme reen Luft i Dine Lunger, og jeg vil forgylde Dig. Kjendte Du »Lille Kjøbenhavn«, »Hvide Ros«, »Jollen«, »Tordenskyen« eller »Skibet«, saa vilde Du ikke tale saaledes som Du gjør. Havde Du været Fattiglæge saalænge som jeg, havde Du seet disse Boliger, hvor man kun kjender Mørke, Stank og Uteerlighed, hvor hver Plads, ja hver Tomme ligetil Hanebjælkerne under Husets Tag er optaget, hvor Børnene fødes, ikke enkeltviis, men i hele Bylter, hvor de Fattige føre et Liv værre end Jøderne i Ghetto, hvor man kun kjender Halm istedetfor Madrasser og Klude istedetfor Tæpper, hvor Kridtstreger ere de eneste Vægge, der skille Mænd, Koner, halvvoxne Piger og nøgne Børn fra hverandre - sandelig, Du vilde komme til en anden Erkjendelse og med mig gyse for den Elendighed, som nu forestaaer.«
   »Troer Du da ikke,« sagde jeg, »at Epidemien vil bidrage til at ryste Folk op af deres Sløvhed, og at Fattigdirectionen vil gjøre Alt for at lindre de Ulykkeliges Nød?«
   »Den!« sagde min Fader med et Udtryk, som om han pludseligt fik noget Væmmeligt i Munden, »den gi'er dem Fanden. Du er saa ung i Verden, Poul, at Du maaskee troer, at en Fattigdirection tænker, jeg vil ikke sige paa uldne Tæpper og ordentlig Føde, men blot paa Lys og Luft. - Nei, veed Du hvad man tænker paa?« vedblev han med lavere Stemme og et Udtryk af dyb Harme i sit Ansigt. »Man tænker paa Ligkister, men saa billige som muligt. Man har allerede bestilt To Hundrede strax. Det er en viis Omsorg for Menneskeliv, navnlig naar man foretrækker at lade Ligene raadne i Lighusene, fordi Kisterne her i Kjøbenhavn, som hurtigst kunne blive færdige, koste en Rigsort mere end fra Directionens Ligkisteleverandeur i Roskilde. Det er en Proletariatsygdom, der ikke vover at angribe Conferentsraader. Det er jo en stor Trøst, og Directionen har allerede udregnet, at almindelig Hospital snart vil komme til at tælle tre hundrede færre - det er jo en reen Indtægt af Femten Tusinde Rigsdaler. Er det ikke en velsignet Sygdom?«
   »Du er for bitter, Fader,« sagde jeg. »Den Behandling, Du har været udsat for, gjør Dig tilbøielig til at see Sagerne i et mørkere Lys, end de maaskee i Virkeligheden have.«
   »Ja, ikke sandt,« sagde han med et bittert Smiil, »man er bleven forurettet, og saa er man naturligviis en Krakiler? Man har talt de Fattiges Sag og løbet et Par af de høie Herrer paa Ærmet, og strax er man en udsvævende Philantrop, Socialist, Communist, St. Simonist, eller hvad de nu kunne hitte paa. Man har gjort opmærksom paa, at vor Hygieine er slet, vore Gader stinkende, vore Canaler raadne, vort Drikkevand forgiftet og vor Luft forpestet, og strax er man en ufornuftig Skraaler, som forlanger Umuligheder her paa Jorden. Jeg lever ikke den Dag, hvor Byen faaer de første af Livets Goder, Lys, Vand og Luft. Jeg har reist denne Sag og falder som dens Forkjæmper; men til Gjengjæld skal jeg heller ikke see al den Nød, Jammer og Elendighed, som nu staaer i Begreb med at strømme ind over os. Du kommer til at kæmpe en haard Kamp, min Dreng! Men Du er ung og har Kræfter til at staae imod; jeg er gammel og som en Følge af Alderen maaske noget feig! Jeg trænger til Ro, til Hvile - naa, den vil ikke længe lade vente paa sig.«
   Han vendte sig om for at gaae ind ad den Dør, der førte til hans Sovekammer. Da han strakte Haanden ud med sit rolige Godnat, greb jeg den uvilkaarlig og kyssede den. Han saae paa mig med et Blik fuldt af Kjærlighed og hviskede endnu engang: »Godnat, min Dreng!« - men hans Stemme var brudt som af en tilbagetrængt Hulken.
   »Fader,« sagde jeg, idet jeg vedblev at holde hans Haand inden i min, »der er Noget iveien, Noget, som Du skjuler for mig. Det kan ikke være denne uretfærdige Afsked alene.«
   »Nu om saa var,« svarede han undvigende.
   »Saa siger Du mig det, ikke sandt?« sagde jeg og drog ham hen imod Sophaen. »Der er Noget, der tynger Dit Hjerte, fortæl mig det og vær fortrolig imod mig! Du har jo aldrig havt Grund til at angre det.«
   »Poul,« sagde han, »der er Ting her i Livet, som vi Læger ere nødte til ubetinget at forkaste, fordi de i den Grad stride mod al sund Forstand, at det næsten vilde være Vanvid at troe paa dem. Der er Ting indenfor Lægekunstens Omraade, som en Læge neppe kan være bekjendt at tale om, som han bestandig maa afvise, fordi det er Nonsens, men som dog bestandig dukker op igjen og finder Tiltro hos Mængden, fordi dette Nonsens af og til slaaer til. Har Du nogensinde hørt Noget om Tutelle i Paris?«
   »Nei,« svarede jeg, »ikke det jeg kan huske.«
   »Saa har Du ikke hørt Noget derom,« sagde han og tog Plads i Sophaen ved Siden af mig, »havde Du hørt det, havde Du husket det, det er jeg vis paa.«
   Han sad et Øieblik med et usikkert Udtryk i sit Ansigt, næsten som om han skammede sig for det, han vilde fortælle. Hans Træk antoge lidt efter lidt et mere og mere aandsfraværende Præg, som gik han heelt op i de Minder, det blotte Navn Tutelle havde fremkaldt hos ham. Jeg betragtede ham i Taushed. Denne underlige Synken sammen havde jeg ikke bemærket før. Endelig lagde jeg min Haand paa hans Skulder. Han foer op, næsten som af en Drøm, stirrede nogle Øieblikke hen for sig og sagde derpaa med sagte Stemme:
   »Seer Du, det var i Paris i Vinteren To og Tredive. Jeg var der med Felsløv, den samme, som jeg saa tidt har fortalt Dig om. Jeg havde været i Théƒtre Français og aftalt med ham at mødes efter Forestillingen hos en Restaurateur, som boede i Nærheden af Pont neuf. Da jeg kom der, var Felsløv borte, men en af Opvarterne fortalte mig, at han havde været der for en halv Time siden og da bedet ham meddele mig, at han først vilde komme noget efter Forestillingen. Omtrent en Time efter, da jeg forlængst var færdig med mit Maaltid og allerede paa Veie til at forlade Restaurationen, kom Felsløv stormende ind. Han saae bleg og forvirret ud, hængte i stor Hast sin Kappe og Hat fra sig og greb derpaa, ligesom i Distraction, den Caraffon med Cognak, som jeg havde staaende ved Siden af mig, heldte det Meste af dens Indhold i et Glas og tømte det uden at sige et Ord.
   Jeg saae forbauset paa ham; thi han var et meget ædrueligt Menneske og nød næsten aldrig Spiritus.
   »Bryd Dig ikke om det,« sagde han og ringede paa Opvarteren, »det har ikke Noget at betyde - Fanden ivold med Diæt, naar man kun har to Maaneder at leve i!«
   »Er Du gal, Felsløv?« spurgte jeg, da han paany rakte Haanden ud efter den lille Flaske.
   »Ja,« sagde han med en hæs Latter, »eller maaske snarere paa Veie til at blive det. - Garçon, Ananaspunsch! Et stort Glas til mig og et lille til Herren der.«
   »Jeg drikker ikke mere iaften, Felsløv,« sagde jeg og reiste mig op. »Gaa nu hjem med og begynd ikke igjen paa de vilde Streger.«
   »Fanden ivold med det Hele!« raabte han og greb med Begjerlighed det store Glas, som Opvarteren rakte ham. »Naar man som jeg veed, at det snart er forbi, saa skulde da Pokker nægte sig Noget. Jeg har været med før, det er sandt, og jeg er hørt op med det igjen, det er ogsaa sandt; men veed Du, hvorfor jeg hørte op? Fordi jeg var bange for, at jeg skulde døe. Nu derimod, da det er lige godt og lige galt, hvad jeg end gjør, skal Døden ikke snyde mig for Livet. To Maaneder! Det er en og tredsindstyve Dage. Nei Død og Plage! Det er jo kun otte og halvtredsindstyve! Den fordømte Februar er jo defect paa to. Naa, nu vil jeg more mig!«
   Han drak sit Glas helt ud og ringede paa Opvarteren for at bestille et nyt. Saaledes havde jeg aldrig seet ham før.
   »Hvad er det, Felsløv? Har Du seet Spøgelser?« spurgte jeg, da jeg saae, at ethvert Forsøg paa at faae ham hjem var unyttigt.
   »Nei,« svarede han, »men jeg har seet Tutelle, og det er næsten ligesaa godt. Aa, det er Løgn og Sludder Altsammen!« afbrød han sig selv og slog i Bordet. »Det er Vaas og dumt Tøi! Ingen veed jo, hvad der skal komme. Troer Du paa Clairvoyance, Aabye?«
   »Herregud, stakkels Carl,« sagde jeg, »er det nu kommet saavidt med Dig, at Du maa drikke Dig fuld, fordi et Pigebarn har sat Dig Skruer i Hovedet; det havde jeg ikke troet om Dig.«
   »Nei, jeg heller ikke,« raabte han med en uhyggelig Latter. »Kan Du huske, hvordan er det, der staaer i Bellmann?«

   Tycker du, att Grafven är för djup, 
   Nå välan! så tag dig då en sup; 
   Tag Dig sen dito en, dito två, dito tre, 
   Så dör du nöjdare.

   »Stille, Felsløv, stille,« tyssede jeg paa ham, »husk paa, at man ikke kan synge paa en Pariser-Restauration. Hør nu op med at drikke og fortæl mig, hvad der er hændet, hører Du?«
   »Begge Dele kunde godt gaae i Compagnie,« sagde han og greb det andet Glas, som Opvarteren bragte. »Kan Du huske den løierlige Fyr med det magre Ansigt, de blaae Briller og den gamle grønne Kaskjet, ham som hver Dag sidder paa Pont neuf og udraaber sit ensformige: »La science pour un sou, monsieur! Toute la science pour un sou, madame«?«
   »Ham med det store Kaleidoskop?«
   »Ja, det er som man tager det,« svarede Felsløv. »I Graaveir sidder han med et Kaleidoskop, i Solskin med et gammeldags Mikroskop, og om Aftenen med et stort Teleskop, hvori han viser Folk Maanepletterne eller den store Komet, altsammen for en Sou. Toute la science pour un sou!«
   »Den store Komet? Der er jo ingen paa Himlen for Øieblikket.«
   »Nei,« sagde Felsløv, »men paa hans Himmel er der saamange det skal være. Han er gal, det fik jeg først at vide iaften.«
   »Har Du talt med ham?« spurgte jeg.
   »Aa ja,« svarede Felsløv, drikkende paany; »eller rettere han har talt med mig, saa at jeg ikke kan faae Galskaben ud af Hovedet. Da jeg gik hen for at træffe Dig i Restaurationen, stod den stakkels Fyr paa Pont neuf og pakkede sit store Teleskop sammen. Deri gjorde han ret; thi det frøs bitterligt, det begyndte at snee, og Himlen var saa overtrukken, at man for de graae Sneeskyer hverken kunde see Sol eller Maane. Jeg gav ham et Par Sous, idet jeg gik forbi - han rystede af Kulde.«
   »Tusinde Tak,« sagde han, idet han ragede efter Objectiverne, som han havde stukket i Lommen. »Vil Herren ikke see min store Komet? Hele Kometen for en Sou!«
   »Hvad er det for en Komet?« spurgte jeg smilende. »Der er jo ingen paa Himlen iaften.«
   »Det er min egen Komet,« sagde han hviskende, medens han med sine valne, forfrosne Fingre forsøgte at skrue Objectivet paa. »Det er min egen Komet, som jeg selv har opdaget, men som den geniale Leverrier har stjaalet fra mig og presenteret i Videnskabernes Academi. Derfor blev han Medlem istedetfor mig.«
   Jeg saae lidt paa Manden og sagde leende: »Det var jo forbandet.«
   »Forbandet!« udbrød han og greb mig i Knaphullet med sin lange, magre Haand. »O, min Herre, det var meget mere end forbandet, det var nederdrægtigt. De veed ikke, hvorledes de ere, disse lærde Herrer i Academiet. Jeg har arbeidet for dem, slidt for dem og regnet for dem, saa at mit Hoved har været nær ved at springe istykker. Og hvad har jeg faaet derfor? Intet andet end Haan, Utak og Foragt. De kastede mig bort, dengang de havde brugt mig. Leverrier løb bort med den yderste Planet, med Neptun, som jeg havde opdaget længe før ham, og hvor jeg havde været dum nok til at levere ham Beregningerne til Eftersyn. Toute la science pour un sou, monsieur!«
   Der var ingen Tvivl om, at Manden var fuldstændig gal, og jeg var allerede i Begreb med at forlade ham, da jeg blev indhentet af Emile Durand, den unge franske Mediciner, som Du syntes saa godt om forleden Aften. Samtalen faldt naturligviis paa Astronomen fra Pont neuf, og uagtet Durand indrømmede, at han nu led af en fuldstændig Monomani, var der dog neppe nogen Tvivl om, at hans Ulykke skrev sig fra tidligere Aar og fra Noget af det, hvorom han phantaserede. Han havde i sine første Aar været en udmærket Mathematiker og senere kastet sig over Astronomien. Han havde indleveret et Arbeide, der efter Durands Sigende indeholdt mange nye Ting, til det franske Academies Bedømmelse. Manuscriptet var forkommet eller rettere forbyttet; thi han paastod, at det, der var sendt ham tilbage, ikke var hans eget, men et, som han havde afskrevet mod Betaling for en bekjendt Videnskabsmand, der senere udgav et betydeligt Værk hvori hans Opdagelser vare benyttede. Man fik aldrig Klarhed i denne Sag; men sikkert er det, at fra denne Dag begyndte hans ulykkelige Periode, i hvilken han stedse sank dybere og dybere. Nu kan man bestandigt træffe ham paa Pont neuf, hvor han med en vis Ironi falbyder hele Videnskaben for to Skilling, og paa en Maade har han Ret; thi al hans Slid og Slæb i dens Tjeneste har kun bragt ham Ærgrelse og Fortræd og ikke en Tiendedeel af de Soustykker, som han nu fortjener ved at vise Midder i Ost eller Vulcaner i Maanen.
   »Saa døer han vel tilsidst af Sult?« sagde jeg, da Durand havde endt sin Beretning.
   »Ak nei,« svarede han smilende, »han har ganske andre Ressourcer i Baghaanden, og netop af den Art, som ikke hører op med at gjøre Lykke i en stor By som Paris. Han har en Pleiedatter, en ung Pige paa neppe sexten Aar, som hedder Tutelle - hun er meget smuk.«
   »Ah, saadan,« udbrød jeg leende.
   »Nei, De feiler complet,« sagde Durand. »Hun er Dyden selv, og det er ikke paa den Maade, at Fader Bernot kommer til Penge. Han har opdaget et skjult Talent hos hende, som han har forstaaet at udvikle, og som næsten gjør hans Ophold paa Pont neuf overflødigt. Hun er Clairvoyante, kan jeg fortælle Dem, og skal være et af de bedste Medier i Paris. Hvis Fader Bernot forstod at sætte Sagen i System, vilde han blive en hovedrig Mand; men enten det nu er af Ulyst til at føre den unge Pige offentligt frem, eller fordi han ikke vil nedværdige Videnskaben, som han siger, nok er det, han holder ingen offentlige séances, men lader sig nøie med at vise hende til Venner og Bekjendte for en lumpen Betaling af tyve Francs. Vi have et Par Gange havt hende paa de physiologiske Forelæsninger, og hun er særdeles modtagelig, det kan jeg forsikkre Dem om.«
   Vi stode ved Indgangen til Restaurationen, og Durand skiltes fra mig. Jeg gik op. Du var der ikke, og Forestillingen vilde vare mindst en halv Time endnu. Jeg gad ikke sidde deroppe alene og drev atter af, ned imod Pont neuf, medens Durands Ord bestandig løb rundt i Hovedet paa mig.
   »Hun er meget modtagelig,« gjentog jeg ved mig selv. »Hvad meente Durand egenlig med det? Var det en Tvetydighed? Hun er smuk, og Faderen maaskee mere original end gal. Eh bien, her er maaske et lille Eventyr at bestaae! Lad os da prøve det - tyve Francs ere jo ingen Herregaard.«
   Under denne lille Monolog havde jeg naaet Pont neuf, men Fader Bernot var ikke til at øine. Jeg slentrede over Broen og drev ind i en af de første Gader i Quartier latin. Lykken var mig gunstig, thi gjennem et af Vinduerne i en af de smaae Kneiper saae jeg Fader Bernot sidde taus hensjunken i Nydelsen af en lille Kridtpibe, medens et Glas Varmt stod foran ham paa Bordet.
   »Naa, og saa? -« spurgte jeg, da Felsløv gjorde et Ophold og stirrede hen for sig.
   »Saa,« gjentog han mørkt, »saa, - ja saa, for Fanden, gik jeg op med det gale Menneske paa et Kammer i femte Etage og fik fat paa Pleiedatteren. Hun var nydelig, den lille Tutelle, fiin og gracieus, men en reen Satan. Alt, hvad jeg spurgte om, slog til, som om hun havde været mig selv, intet Svar var uklart eller tvetydigt og til Slutning - -«
   Felsløv var bleven dødbleg, hans Øine stirrede stivt paa mig, da jeg gjentog: »Til Slutning? -«
   »Spurgte jeg hende, hvorlænge jeg skulde leve,« raabte han rasende, »og hun svarede, uden at et Træk forandrede sig i hendes Marmoransigt: Le trois Mars, vous serez mort! - Det er det Hele. Vi have idag den tredie Januar, det er akkurat to Maaneder. Kom, lad os gaae hjem! Jeg troer, jeg er paa Veie til at blive gal af det Vrøvl, eller ogsaa er det Ananaspunschen, som begynder at virke.«

Vilhelm Bergsøe Homepage