En Fredsapostel.
    Mellem fornuftige Folk i Tyskland har det vakt en overordentlig Opsigt, at Nobelkomiteen har givet Fredspræmien til den nuværende Udenrigsminister Stresemann, som under Krigen gjorde sig til Talsmand for Annektion af Flandern, Malmbækkenet ved Briey og Longwy og store Dele af Rusland. Men antagelig har Nobelkomiteen bidt Mærke i den Udtalelse, som Stresemann kom med i Rigsdagen i Februar 1917: "Hvis vi kan opnaa en antagelig Fred ved at dræbe 500,000 Mennesker i London med Gasbomber, saa er dette Middel mig heller ikke for slet, men fuldt forsvarligt!"
    En Politiker, som for Fredens Skyld vil gasforgifte 1/2 Million uskyldige Mennesker, er naturligvis selvskreven til Fredspræmien!

Monumælemølleren.
    I en Tid, hvor der med fuld Kraft arbejdes for en rationel Ordning af Færdselsforhold og Boligspørgsmaal i København, har den celebre Hr. Vilhelm Wanscher, Opfinderen af den roterende Genforeningsmonumælemølle, rejst en betydningsfuld Sag. Det drejer sig om Tivoli, hvor Tilstandene skal være endnu værre end i Husvildebarakkerne. Hr. Wanscher sammenligner endog Etablissementet med Rusland, hvor "alt ondt og djævelsk grimt skal sættes i Værk for at udslette ethvert Minde af gamle Dage, enhver naturlig Skønhed".
    Hr. Wanscher kræver med hele sin moralske Autoritet "en virkelig moderne Plan til Tivolis Frelse" og profeterer, at hvis den ikke kommer, vil der falde "et centnertungt Ansvar paa Professor Rosen", som vistnok har bygget nogle Skure derinde.
    Det er saa rart, at der stadig er Folk, som er opmærksomme paa Tidens store Problemer.

Den store Humor.
    Bernard Shaw har sagt Borgerskabet mange ubehagelige Sandheder, og med sædvanlig sadistisk Fryd nød Borgerskabet hans kulørte Ris. Shaw piskede, Borgerligheden lagde vellystig Ryggen til, som Tak tildeler det svenske Akademi ham Nobelprisen.
    En Tak og en lille sød Hævn.
    Nu staar Shaw her; han, den socialistiske Idealist slog i Vrede, altsaa maa Borgerskabet svares, ikke med Riset, som kun var det en pervers Glæde, men med en Knippel, et Knojern eller et Spark ned ad Trapperne.
    Shaw siger Nej til Prisen og rækker Haanden ud. Han nyder Svenskernes vittige Klap paa Skuldren og kysser borgerligt Aandsliv paa Haanden. Shaw er vittig, men det svenske Akademi var mere end vittigt, da det vaskede den røde Farve af ham, saa Borgerligheden stak frem.
   Anatole France, som ogsaa regnedes for en vittig Mand, var ikke halv saa vittig som Bemard Shaw, han gav Nobelpræmien, Borgernes rare Penge, til Revolutionen, medens Bernard giver de strejkende engelske Minearbejdere svensk Digtekunst i Oversættelse.

Usædeligheden.
    Fornylig var et Reiseselskab fra det danske K. F. U. K. i Venedig og ønskede at bese Markuskirken. Efter Kirkebetjentenes Skøn var Damernes Paaklædning imidlertid i den Grad i Strid med almindelig Sømmelighed, at man nægtede Selskabet Adgang til Kirken. Først næste Dag lykkedes det Damerne at komme til Messe, indhyllede i Sjaler. Det er oplyst, at der i Selskabet var en Sekretær, som i "De Unges Blad" strengt har kritiseret de moderne Damemoder.

En Krigsbog som Julegave.
    Ved Juletid i Fjor opreklamerede en Del af den jydske Agrarpresse en Bog af forhv. Landdagsmand Nis Nissen: "En sønderjydsk Landmands Krigserindringer". "2 Kr. En Bog som Julegave - om den eventyrlige Flugt - livlig og spændende - 2 Kr."
    Forfatteren er den samme som Bogens Hovedperson.
- - - -
    En Bog om Krig som Julegave - om den eventyrlige Flugt - livlig og spændende - det lød altsammen lidt paafaldende; men man gik dog til den med Forvisning om, at en Bog af en af dem, der havde deltaget i Krigen, maatte give et virkeligt Billede af Krigens Rædsler baade paa Slagmarken og alt, hvormed den kom i Berøring; her var dog Lejlighed dertil, og som en af dem, <">der havde kæmpet sig hjem til Danmark" kunde Forfatteren vente et taknemmeligt og letpaavirkeligt Publikum.
    Men nej. Næppe er Krig nævnt og aldrig dens Rædsler eller Voldshandlinger. "lndkaldelsen kom ved Tivoli i Haderslev". - Færdig! - Intet faar vi at vide om de stakkels Mødres, Hustruers eller Søstres Lidelser og Kval derved. Intet Indtryk af, hvor meningsløst uretfærdigt en saadan Bortrivelse er. Vi kan tale om det, men ikke forstaa; det kunde han, som havde oplevet det, og han kunde have beskrevet det for os. - Hvorfor gør han det saa ikke? Jo, af samme Grund, som han aldrig noget Sted i Bogen nævner Kapitalisternes Overgreb mod Folket - her Tyskerne. Af Frygt er det. Han tør ikke. Af Frygt undlader han at fortælle, hvad der burde frem, det eneste, der burde frem i en saadan Bog. Uden dette er intet vunden - jo, for ham de 2 Kr. pr. solgt Eksemplar. Han beskriver ikke Offensiven her, hvor det skulde fortælles, hvad Krig er. Kun en nonchalant Bemærkning om, at nogle Tusinde mistede Livet, noget, vi kan læse i enhver anden snavs Roman. - Paa 86 Sider af Bogens 116 fortæller han ligegyldige Træk om Flugten fra en sibirisk Fangelejr, hvor han blev pint af Russerne. En Bemærkning om, at "her var Bolsjevismen meget slemt igang" er det eneste "livlige" i den Bog.
    Han standser Bogen ved sin Hjemkost, som om den hellige Grav saa var vel forvaret. Vi faar intet at vide om de 283,000 Invalider i Tyskland, hvoraf Tusinder holdes indespærret paa Lazaretter og i Fængsler for ikke at komme frem som afskrækkende Vidnesbyrd mod den næste Krig. - Vi siger, det er mærkeligt, at Folk vil kæmpe for Kapitalismens Interesser, men hvem er Folk? Vi glemmer ofte, vi selv er med; thi hvem udgør Folket - vi, den store Masse eller den Slump Diplomater, kommanderede af Kapitalen? Dem er det, der laver Krig, og vi gaar blindt med; nægtede vi alle, var der sandelig ingen Krig, de andre skulde nok dy sig. - Dette er de Mennesker nok klare over, og derfor holdes Invaliderne indespærret.
    Men Vi?
    Hr. fhv. Landdagsmand N. Nissen har altsaa tilladt sig at belemre den danske Litteratur med nok en Bog, der er den øvrige værdig. En Bog uden Skygge af Talent, med irriterende Gentagelser, aldeles vanvittige Udtryk og paa et grufuldt Dansk og med ingen anden Hensigt end at tjene Penge - lumpne Penge - paa Krigen, en Krigsforretning som saa meget andet.

Harald Nielsen.

SPEJDERKORPSET.
    Det danske Spejderkorps tæller ca. 6000 Medlemmer, fordelt i lokale Tropper over hele Landet. Tilsyneladende er Korpsets Virke først og fremmest af rent praktisk Art. Drengene dygtiggøres i forskellige Færdigheder, Lejrsport, Madlavning o. s. v., og man ønsker bl. a. herved at bringe dem i Stand til at efterleve den Spejderlov, som de sværger til. Denne kan der, bortset fra enkelte Punkter, ikke indvendes noget imod; - at Drengene skal stræbe efter at være ærlige, gode Kammerater, hjælpsomme, gode imod Dyrene, frejdige og arbejdsomme, sparsommelige og ordentlige, rene i Tanke, Ord og Handlinger, og at Spejdernes internationale Broderskab betones, - det kan selvfølgelig altsammen være udmærket, men
Spejderkorpset er nationalistisk indstillet.
    De øverste Ledere er ofte Premierløjtnanter og Kaptajner og er derved alene i Stand til at give Korpset et militært Tilsnit. Dette kommer yderligere til Udfoldelse i Manøvrer, Signalering m. m. Dannebrog æres som Nationens Symbol i meningsløs høj Grad. Spejderloven pointerer, at Drengen skal være tro mod Fædrelandet (før skulde de ogsaa være det mod Kongen, men det skal de dog ikke mere), og paa Bekostning af Spejderbevægelsens internationale Side benytter Lederne dette til chauvinistisk Propaganda. En enkelt Artikel fra et lokalt jydsk Spejderblad, skrevet af en højerestaaende Fører, kendtegner tilstrækkeligt denne Tone. Det hedder bl. a.: "Noget af det vigtigste ved Spejdersagen er
    at skabe en Ungdom, som vil arbejde og kæmpe og lide for Danmark, det lille Land, som nu engang er vort. - Har I forstaaet, at I skal glæde Jer, naar en af Landets gode Mænd (der sigtes formodentlig til H. N. Andersen eller Pless-Schmidt) har udført et dygtigt Arbejde, en ædel Handling". Og videre skriver den fortræffelige Ungdomsleder: "Vi Spejdere i det danske Spejderkorps skal være forsigtige med at lade den internationale Side af Spejdersagen aflede vore Tanker alt for meget fra den nationale Side af Sagen - Glemmer I blot for en kort Tid, at I først og fremmest er danske Spejdere, saa rokker I ved Grundpillerne for den danske Spejderbevægelse". Den spejdende Herre glemmer heller ikke at slaa paa de sønderjydske Strenge, men fortsætter, rettet til midtjydsk Spejderdivision: "Gid I i det kommende Aar vil sende Tanker ned til Jeres danske Søstre og Brødre Syd for Grænsen - Nationens Forposter, en lille udholdende og modig Flok, som ridderligt og mandigt kæmper en fortvivlet Kamp for Tro og Hjemstavn, for Sandhed og Ret, for den Sag, som trods al Fortielse er og bliver i al Fremtid Danmarks Livssag, den Sag, som i Farens Stund rammer os alle lige i Hjertet, ...... men netop paa Grund af sin uhyre Alvor er i Stand til at svejse Nationen sammen, vække den og drive den vege og svage Hamlet-Natur ud af os." - Kommentarer overflødige.
    Spejderkorpset har i alt Fald før overvejende været en Overklassebevægelse, men samtidig med, at Drenge fra økonomisk svagere stillede Hjem i større og større Antal rykker ind i Realskolerne og Gymnasierne, rekrutteres Spejderkorpset i stadig videre Udstrækning fra de jævnere Samfundslag. Dette er en Grund mere til en vaagen socialistisk Holdning overfor Spejderbevægelsen.

FRIVILLIGT DRENGEFORBUND,
    der tæller over 10,000 Medlemmer, er ligesom Spejderkorpset nationalistisk inficeret, - ved enhver tænkelig Lejlighed føres Fanen til højre Fløj; militære Manøvrer afholdes jævnligt o. s. v., men andre Omstændigheder gør, at man fra socialistisk Side yderligere bør have Opmærksomheden henvendt paa Forbundet.

Det religiøse spiller en Hovedrolle.
    "Forbundets Formaal er at berede Vejen for Kristi Riges Udbredelse blandt Drenge". Førerne maa underskrive en Erklæring om, at de har "Vilje til ved godt Eksempel i Ord og Gerning at medvirke til dette Formaals Fremme". I nær Kontakt med K. F. U. M. - Førerne indtager som Regel ledende Stillinger indenfor K. F. U. M.s Ungdomsafdelinger - arbejder F. D. F. fortrinsvis paa at fremkalde et kristelig præget religiøst Liv i enhver lille spirende Drengesjæl, som det faar under sin Indflydelse. Lederne, der i Reglen forener en dundrende Naivitet med en vis friskfyragtig sportspræget Kristelighed, er ikke i Stand til at gøre sig nogen Tanke om den Skade, de kan bringe de lettere bevægelige Gemytter blandt Drengene ved at tvinge dem til selvstændigt at spekulere over Problemer, der ligger langt udenfor deres aandelige Rækkevidde.
    I F. D. F. bedes der ved alle tænkelige Lejligheder, - før Søndagsmanøvrerne og efter Aftengymnastikken; hver 14. Dag afholdes særligt religiøst prægede Møder, og i Sommerlejrene paakaldes Vorherre før Havregrøden om Morgenen og efter Lejrbaalskakaoen om Aftenen - muligvis ogsaa engang midt paa Dagen. Heldigvis gaar Prædikenerne hen over Hovedet paa adskillige af Drengene, men overfor visse, navnlig Drengene i Pubertetsalderen, er de ofte af megen Virkning. Hos de sidste fremkalder den religiøse Paavirkning tit en usund Tilstand af stærk Syndsbevidsthed.
    At F. D. F. gennem sin intense religiøse Paavirkning af Drengene ofte begaar en ligefrem aandelig Voldtægt overfor disse og derved bibringer dem en tit ubodelig Skade, ligger udenfor enhver Tvivl. Af den Grund, og fordi F. D. F. søger at færge sine Medlemmer over i det K. F. U. M.'ske aandelige Dødvande, hvor de sidste Muligheder for et selvstændigt Tankeliv skal bedes og soves bort, bør Forbundet bekæmpes. - Dette bør først og fremmest ske ved, at Arbejderhjemmene ophører med at sende deres Drenge i F. D. F., hvad hidtil er sket i en desværre ret udstrakt Grad.
    Et Konglomerat af F. D. F. og Spejderkorpset udgør K. F. U. M. Spejderne, der i ultreret Form indebærer den borgerlig-ideelle Stræben, som de to andre Organisationer gør sig til Talsmand for.