Forfatteren proklamerer sig i et forord som arbejderdigter, og han tager pa en egen bedsk, afgørende maade afstand fra den borgerlige digterklike og alt hvad dens er. Det skulde være ret overflødig, idet samlingens indhold ellers taler tydelig nok for sig. A. D. Henriksen har nu endelig frigjort sig helt fra alle den vulgære åndsretnings idoler. Ingen solbjergsvemod eller miserabel erotik her. Hvert vers er klassepræget uden formildende omstændigheder.
    Nu er det selvfølgelig ikke emnevalget, der bestemmer digtets værdi som sådan, men lige så selvfølgelig er det, at næsten al arbejderlyrik straks af den førende åndsretnings penne bliver betegnet som mindre værdifuldt alene ved sin tendens. Dette siges kun for at konstatere klassekampens virkelighed ogsa pa den borgerlige front og ført over på selve den kunstneriske vurderings områder.
    Fra vor side tør man ikke anlægge en tilsvarende bedømmelse af den borgerlige kulturs åndelige så lidt som dens materielle frembringelser. Vi må anerkende den kapitalistiske epokes vidunderlige teknik; og vi mister intet i revolutionær slagkraft ved at beundre den poetiske skønhed og sprogets stærke billeddannende evne i f. eks. de gamle salmer og hvad andre kunstneriske udtryk den borgerlige kultur har efterladt sig fra sin førende periode som andsmagt.
    Billedstorm og maskinødelæggelse er desperate udslag af trællesind og forsvarer aldrig arbejderbevægelsens berettigelse som lærer af en ny kultur.
    Videre fremhæver forf., at han ikke tilstræber nye kunstneriske former. Nej, vel! Lad det da være sagt, at den "kunst", som har behov at stejle alle begreber over i fantastisk radbrækkende sensationer, afgjort tilhører en udbrændt kulturperiode, og kun har til formål, at dække manglen på en bærende og brændende ide - det virkelige grundelement i al kunstnerisk stræben.
    Men ikke heller ideen er nok. Det er dog ikke alene tankens og formens mesterskab, der gør brugen af verset berettiget. - Smeden danner et stenbor, det er tilstede som ide. Ideen bliver til form, men dets egentlige borende evne kommer først tilstede ved den rette gløden og hærdning. Sproget er det bløde jærn, mangfoldig anvendelig. Men dets fineste, skærende od får det først, når det - i formen befriet for al unødig dødvægt - glødes og hærdes i poesiens smedje.
    Ideen er det bærende element i A. D. Henriksens digte. For ideens skyld ofrer han bevidst naturbilledet og de private intimiteter. Til tider bryder han endog strofens rytme til fordel for den tankemæsig udformede genstand. Han lader enkeltvæsenet forsvinde for klassebevægelsen. Individet eksisterer kun som inkarnation af masserejsningen. Her står vi vistnok ved vandskellet mellem borgerlig og social livssyn og lyrik.
    Endnu er arbejderkulturens andsfrembringelser behersket af agitationen og kan ikke være andet. A. D. Henriksens digte er alle stærk præget af dagens pågående kamp. - Man undskylder frontsoldaten, at han overlader visse enkeltheder til andre. Men som digterisk udtryk for underklassens rejsningside bør "Tanker om Tiden" tilegnes af alle, der pa det ene eller andet frontafsnit er med i striden -.

Anders Christensen.