"Clarté virker hovedsagelig indenfor den Samfundsklasse, som benævnes de intellektuelle. Clarté vil søge at vinde disse for Socialismen og samle dem i sin Organisation."
    Saaledes staar der paa bagsiden af hvert "Clarté"-nummer; dette skulde ganske særligt være forbundets opgave. Men kan man paa nogen maade sige, at Clarté, gennem foredrag, møder og artikler, har virket i denne retning i det forløbne aar? Vi har faaet foredrag og artikler om alle mulige forhold, - men jeg kan knap tænke mig, at en eneste af dem vil bringe en ung intellektuel det mindste nærmere til forstaaelse af eller sympati for socialismen, - hverken de saglige, oplysende artikler om finansvæsen, arbejdsløshed og moderne litteratur, de sentimentalt-rædselsfulde beskrivelser af fabrikker og fængsler, eller den forbavsende barnlige kritik af "Borgerligt Aandsliv" i tegninger og "Leveregler".
    Det er nemlig en stor misforstaaelse at tro, at disse intellektuelle - eller rettere den del af dem, der overhovedet prøver at tænke over samfundsforholdene, - ser paa den marxistiske socialisme som det eneste mulige alternativ for det nuværende samfund, og at det derfor kun gælder om at fremstille det borgerlige, "kapitalistiske" samfunds skavanker saa grelt som muligt for at gøre dem til ortodoxe socialister. Man kan vist trygt sige, at flertallet af de intellektuelle ser tidens fejl og svagheder saa godt som nogen og ved, at vi staar overfor store sociale og politiske forandringer; - men de føler dem overbevist om, at socialismen, saa langt fra at være nogen udvej, vilde betyde hele samfundets ruin og opløsning.
    Det er dette synspunkt hos de intellektuelle, som vi maa prøve at forandre. Men her nytter det sandelig ikke at præke klassehad og raabe paa proletariatets diktatur; den intellektuelle føler sig ikke og kan ikke ved nogen slags agitation bringes til at føle sig som proletar. Heller ikke er der nogen grund til, at han skulde anse proletaren, som saadan, for særlig egnet til at skabe en bedre samfundsorden. Hvis vi vil vinde den intellektuelle for socialismen, maa vi ved saglige, videnskabelige argumenter og forklaringer, faa ham overbevist om, at socialismen, tilpasset efter tid og sted, er mulig og gennemførlig, og at den vil være til gavn for hele samfundet. Netop derfor er det af højeste vigtighed at faa et tidsskrift, som uafhængigt og fordomsfrit kan drøfte alle de forskellige sider af den socialistiske fremtidsstat.
    Vi maa vise, hvordan det moderne samfund med dets uhyre komplicerede maskineri, med nødvendighed kræver en organiserende og kontrollerende økonomisk centralstyrelse, og hvilke ubegrænsede muligheder for fremskridt i enhver retning et virkelig organiseret samfund vil have. Og vi maa forklare, hvorfor vi tror, at dette fremtidssamfund vil blive demokratisk; hvorfor vi mener, at et samfund, som bestaar ved alles villige cooperation, hvor de dygtigste styrer og leder, men hvor udbyttet deles mellem alle, vil være en slavestat overlegen.
    Det er paa denne maade, mener jeg, at vi kan faa de intellektuelle i tale. Selv om de staar nok saa fjendtligt overfor det socialistiske parti, med dets klassehad og selvgodhed, saa vil det, tror jeg, i almindelighed vise sig, at de vil kunne forstaa og billige disse bærende socialistiske ideer, naar de fremsættes paa en klar og fornuftig maade. Det er ikke nok at sige, at socialismen er beskrevet og udlagt mange gange tidligere og at henvise til bøger og tidsskrifter; socialismen er ikke blevet forstaaet af de fleste, - ikke engang af dens egne tilhængere. Vi maa gøre arbejdet om igen og gøre det bedre, føre ideerne videre frem.
    Men hvis Clarté skal kunne paatage sig denne opgave, vil det først og fremmest være nødvendigt, at vi frigør os for alle de fraser og fordomme, for al den dumme og snævre autoritetstro, som er blevet socialismens største fare.
    Det kan være vanskelig nok at blive fri for de indholdsløse ord og begreber fra det borgerlige samfund. Vi haaner den gamle tro paa den hellige ret til ejendom og arv, - men lad os dog saa ikke bygge vort nye samfund op paa nogle lige saa indholdsløse paastande om arbejdets hellige ret, eller forarges over, at arbejderne berøves deres retfærdige løn. Retten bestemmes af de i øjeblikket anerkendte skrevne og uskrevne love; den forandres, naar lovene forandres, naar magtforholdene forandres, naar vore synspunkter og ønsker forandres. Mon vi ikke engang for alle kunde blive færdig med illusionen om den absolute ret, med troen paa retten i sig selv?
    Men værre er det, at socialisterne knap nok er kommet ud over kristendommens barnetro, førend de kaster sig ind i den marxistiske ortodoxi, - som om socialisme var et færdigt system af dogmer og læresætninger, som man skulde sværge til, - en af Karl Marx færdigsyet dragt, som samfundet skulde tage paa, enten den passede eller ej. Endnu er kun de vage hovedlinier for det socialistiske fremtidssamfund blevet planlagt og bestemt, og vi trænger i højeste grad til yderligere undersøgelser og ideer; men at blive socialist er i alt for høj grad blevet ensbetydende med at blive "omvendt" til blind tro paa det af de gamle socialistførere beskrevne paradis, som nødvendigvis vil komme, men som ikke paa nogen maade maa kritiseres og egentlig helst ikke yderligere drøftes.
    Socialismen aabner mulighed for en større grad af virkelig frihed for ethvert samfundsmedlem end noget andet system. Det er kortsyn et at tro, at flere love, mere gennemført organisation nødvendigvis vil betyde mindre frihed; se paa gadetrafikken i en storby, - jo flere forordninger og regler, der findes, og jo mere folk retter sig derefter, des lettere og friere kommer man frem; ophævelse af lovenes disciplin vilde ikke betyde frihed for en eneste, men lammelse af al trafik. Men friheden følger ikke med nødvendighed af socialismen, - der er mulighed for flertalstyranni paa mange maader, maaske særlig paa det aandelige omraade. Det er vor opgave at undersøge og forklare, hvordan denne fare kan mødes og afværges. Hvis Clarté-forbundet vil gøre denne opgave til sit maal og arbejde uden hensyn til øjeblikkelig tilslutning eller modvilje, vil det kunne blive af største betydning for landets fremtid.

Thomas Dinesen.

Ovenstaaende Indlæg er vistnok typisk for Tankegangen i visse socialt interesserede intellektuelle Kredse, hvorfor vi mener, det vil have sin Interesse. Redaktionen modtager ogsaa gerne Indlæg fra Medlemmerne - dog kun korte og fyndige - i denne Anledning. Iøvrigt maa vi udtale, at vel har Clarté til Opgave hovedsagelig at virke indenfor de Intellektuelles Rækker og vinde dem for den socialistiske Samfundsopfattelse, men sandelig ikke for at konstituere dem som en særlig - og maaske endogsaa særlig fin - Gruppe udenfor de socialistiske Falanxer, der som bekendt særlig bestaar af Haandens Arbejdere. Clarté maa tværtimod søge at skabe nærmere Forbindelse mellem Aandens og Haandens Arbejdere, hvilket som bekendt ogsaa er lykkedes i vid Udstrækning, idet baade Medlemsstaben og Bestyrelsen bestaar af Folk fra begge "Fag".

Red.