Erotisk Imperialisme.
    Det er overflødigt her i Danmark at gøre opmærksom paa, at Frankrig er Europas førende Kulturstat. Man kan være rolig for, at den som vilde benægte det, kom ikke til at staa med Palmerne i Hænderne. Frankrig er derfor elsket blandt alle Nationer, og de, som ikke elsker Franskmændene, er simpelthen Vandaler og fortjener intet Hensyn.
    Det er en kendt Sag, at Frankrig i sine Kolonier ingenlunde nøjes med at modtage de Indfødtes Skatter og Afgifter og bortføre Landets Raastoffer. Man søger samtidig at højne Landets Kultur ved at indvi Kvinderne i den franske Elskovs særlige raffinements.
    M. Cl. Chivas-Baron fra det franske Akademi er en smuk Repræsentant for denne menneskevenlige, galliske Aand. I en nyudkommen Bog: "Tre Kvinder fra Amam" skildrer han tre indfødte Damer. De to er stakkels ulykkelige Væsener, som tvinges til at ægte barbariske Amamitter, og paa Baggrund af deres mørke Livsskæbne, tegner den tredje Kvindes Historie sig som en Solstraalefortælling
    Hun sælges først til en Franskmand, som har en elskværdig Tilbøjelighed for Opium, og efter ham tilhører hun en anden Franskmand, som er en Smule fordrukken. Tilsidst falder hun i Hænderne paa en pengeløs Kontorist. Med de to af Mændene har hun Børn. Da Kontoristen er rejst til Frankrig, vender hun tilbage til sin Familie og holder en Forsvarstale. "Jeg har ikke gjort noget galt," siger hun. "Jeg har aldrig spekuleret i mine Yndigheder. Og jeg er ligesaa agtværdig som den dydigste amamittiske Ægteviv." Og til Slut udbryder hun jublende:
    "Sandelig! Jeg tror, det er et Privilegium for en Kvinde af min Race at blive valgt til Ledsagerinde - selv om det kun er midlertidig - for ærlige Franskmænd!"
    Man bør lægge Mærke til, at Forfatteren ikke skildrer sine Helte som Halvguder. Det er brave og ærlige, franske Gutter. Og Kvinden fatter deres Værdi, det bliver hende en Fryd at opdrage og ernære Børnene, selv om Fædrene har glemt deres Eksistens Ja, det er næsten en Ære for hende: der flyder ædelt Blod i deres Aarer.
    Der kan være meget, som skiller Racerne, men Franskmændene har saa udmærket forstaaet, at skal Verden frelses, saa maa det ske ved Kærlighed.

Vorherre og Røverne. /i>
    Pastor O. L. A. Larsen ved Vestre Fængsel har i Pressen fortalt om sine Oplevelser som Fængselspræst. Det har slaaet ham, at det i Virkeligheden er højst uheldigt at sætte rige Folk i Fængsel. Det svækker kun Smaafolks Retsbevidsthed. "Jeg kunde ogsaa tænke mig noget ved," siger den Guds Mand, "at de Smaa har set saa mange saakaldte Store gaa i Fængsel, at det har svækket deres Forstaaelse af Straf."
    "Under Krigen," fortæller han videre, "mødte jeg jo en Del Menne sker, som var ganske forskellige fra dem, jeg ellers træffer herinde, Mennesker, om hvem jeg personlig mener, at de aldrig burde have været i Fængsel - - Storkøbmænd og lignende, som havde forbrudt sig overfor de da eksisterende Love. - - De led stærkt. Jeg kunde, og jeg kan ikke se paa dem som Forbrydere. De led meget."
    Man kan forstaa, at det har rystet Vorherres Repræsentant i Vestre Fængsel at se Storkøbmænd lide. Det er ogsaa i Strid med den himmelske Retfærdighed, at domfælde rige Folk. Kristus har sagt: "dømmer ikke," og da det naturligvis ikke kan have været hans Mening, at man ikke skulde dømme de almindelige smaa, sjofle Forbrydere, maa han netop have tænkt paa de Tilfælde, hvor der rejses Sag mod bedre Folk. Ogsaa af rent menneskelige Grunde er det forkert at sætte Rigmænd i Fængsel: Fængselslivet virker jo uforholdsmæssigt haardt paa Manden, der kommer fra gode Kaar, mens det saamænd kan være Proletaren lige meget, om han opholder sig i Husvildebarakken eller i Cellen.
   Af Fængselspræstens Følelse for Klausulædere og Storsmuglere kan man lære, at ogsaa Kristendommen udvikler sig. Jesus omgikkes gerne Toldere, Pastor O. L. A. Larsen er klogere end sin Herre og Mester: han holder sig til Smuglerne.

Justits.
    Den britiske Regering har med Sorg og Bestyrtelse erfaret, at de gule Arbejdere i Canton og Swatow har tilladt sig at strejke og tilmed har begaaet den forbryderske Handling, at søge at hindre Strejkebrydere i at gaa i Arbejde. Da der paa disse Egne ingen social Lovgivning findes, er man desværre afskaaret fra at nægte de strejkende Koner og Børn Fattighjælp og saaledes paa en human Maade bringe Arbejderne til Fornuft. I Stedet har Regeringen besluttet, at alle Strejkevagter, som begaar "ulovlige Handlinger", skal straffes som Sørøvere.
    Af Hensyn til den kristne Troes Udbredelse i Kina er der dog truffet den Ordning, at ingen Henrettelse foretages i Kirketiden.

Folkeforbundet.
    I Folkeforbundskredse har Folketingsmand Holger Andersens Tale ved Interparlamentarikernes Møde gjort det bedste Indtryk. "I en Situation som den nu foreliggende," sagde Folketingsmanden, "maa man være forsigtig med at præcisere for stærke Standpunkter. Jeg vil derfor fraraade at stemme for en Resolution, der giver Udtryk for en bestemt Politik."
    Stormagternes Repræsentanter føler sig ganske overordentlig tiltalt af den kloge og værdifulde Holdning, der her er lagt for Dagen. Og der er almindelig Enighed om, at netop en saadan Optræden vil være nødvendig fra de smaa Magters Side, hvis Folkeforbundet virkelig skal faa nogen Betydning for de store.

Sædeligheden. >
    Kgl Konfessionarius, Provst Fenger, der jo ofte har givet Gud, hvad Guds er, og altid Kejseren, hvad Kejserens er, har lagt et lille Ord ind til Fordel for Sædeligheden.
    "Skamfølelsen hos Store og Smaa," siger hans Højvelærværdighed, "hos Mænd og hos Kvinder er i Tilbagegang i vort Folk- grellest træder det frem hos Kvinderne. Kvindedragterne hos mange, som mest er ganske uværdige - ja, skamløse. Det er et Afklædnings- og Fremvisningssystem, som Kvinderne slet ikke kan være bekendt."
    At Smaafolk er skamløse, behøver Provsten ikke at fortælle - det har de til alle Tider været. Provstens Ord maa da forstaas som en Klage over de "Stores", d. v. s. Hoffets, umoralske Holdning. Vi beklager meget, at en kgl. Konfessionarius kan gøre sig skyldig i en saadan Taktløshed. Det er aldeles utilstedeligt, at en Hofpræst saaledes misbruger den Tiltro, Herskaberne har vist ham.
    Forresten kan det jo ikke nægtes, at Tournuren, Krinolinen og Korsettet tjente Sædelighedens Sag. Disse Instrumenter gav Kvinden et Præg af Vanskabthed, og Mændene blev derfor vanskeligere grebet af det sanselige Begær, som desværre altfor hyppigt lægger sig hindrende i Vejen for Sædeligheden.
    Men paa den anden Side maa det fastholdes, at Klædedragten kom ind i Verden med Syndefaldet. Og naar Kvinderne nu synes tilbøjelige gaar ud paa at fremvise de Legemsdele, som man tidligere tildækkede, til at indrømme, at de har Arme og Ben, kan denne tilsyneladende Skamløshed tyde paa, at vi er ved at overvinde Syndefaldets mest pinlige Virkninger.
    Hvorledes man i Grunden skal stille sig til Sædeligheden, er ikke godt at vide. I det hele taget kan man sige, at Kristenlivet er fuldt af Gaader. For Eksempel: Kristus red ind i Jerusalem paa et Æsel, men er det alligevel ikke altfor beskedent af det almægtige Forsyn stadig at benytte sig af Æslerne?

Demokratiet. Politikens udenrigspolitiske Medarbejder oplyser, at Demokratiet paany har vundet en Sejr. Tardieu har gjort fem (!) jævne Mænd (!!!), Smaafolk og Arbejdere (!!) til Riddere (!!!) af Æreslegionen, som Belønning for heltemodig Pligtopfyldelse eller blot for lang og trofast Tjeneste.
    Paa Bladets Redaktion hvor man er rigt forsynet med franske Ordner, har det dog navniig vakt Opsigt, at Æreslegionen ogsaa kan gives af saadanne Grunde.

Ordensvæsenet.
    Det har behaget Hs. Maj. Kongen at udnævne Direktør Ellinger ved Landbohøjskolen til Kommandør af Dannebrog af 1. Grad. Direktøren har for Statskassens Midler bygget sig en Bolig til 80,000 Kr. Man har i Ordens-Kapitlet ment, at en Mand, der beboer et saadant Palæ, maa have en til Omgivelsernes Fornemhed og Stil svarende Dekoration.