For nylig er der i Italien foregaaet en uhørt Begivenhed: Kongen underrettede sin Majordomus Mussolini om, at han ønskede at se denne i Audiens. Mussolini svarede ikke. Til Trods for dette meddelte Kongen sin høje Fætter, at han vilde blive modtaget senere, ikke paa Kongens Villa, men i Quirinalet. Da Diktatoren traadte ind, fandt han Kongen i Tronsalen omgivet af de Generaler og Admiraler, der var i Rom paa daværende Tidspunkt - og det var mange.
    Denne Opposition fra Majestætens Side mod Mussolini har sikkert sin Forklaring i dennes hastemte Udtalelse om den italienske Lire: "Jeg vil forsvare Liren til mit sidste Aandedræt og til min sidste Blodsdraabe - " en ildevarslende Udtalelse for en Mand, der efter eget Sigende er overtroisk. Grunden til Udtalelsen er ikke blot Lirens Kursfald, men den Kendsgerning, at Italien i Jan.-Maj i Aar har haft Underskud paa sin Handelsbalance, og det ikke mindre end 700 Millioner Kroner. Samtidig forøgedes det italienske Seddelomløb med flere hundrede Millioner Lire. Propaganda i Udlandet for at opretholde Skinnet, koster næsten 20 Millioner Kroner aarlig, medens de Summer, der er anvendt til Lirekøb, beløber sig til ca. 750 Millioner Kr. Men Statskassen var fuld af Penge alligevel - man havde nemlig et stort Morganlaan til Disposition. Dette skulde egentlig bruges til at købe amerikanske Raavarer for. Men det er istedetfor benyttet til at dække ovennævnte Udgifter og hemmelige Rustninger. Saa det bliver sikkert det sidste amerikanske Laan. Det er dog herved lykkedes at stabilisere Liren - paa Bekostning af den italienske Industri. I 1923 var der 474 Fallitter pr. Maaned, i 1926 er der op til 630. Det er umuligt at placere Industriobligationer og Fonds, af hvilke der for Tiden er for 1500 Millioner Kr. udbudt - uden at finde Købere. De italienske Privatbanker er derfor i den største Forlegenhed. Disse Forhold er det, der gør en ny Røgelsesbølge - med Attentater til Baggrund - strengt nødvendig for den italienske Gøgler. De burde ogsaa faa visse danske "Finanskapaciteter" og Pseudopolitikere til at "sige saa sagte" til de ganske grundløse Lovprisninger af Fascismens financielle Mirakelkure. De er som alle Mirakelkure lidet holdbare og let kvaksalveriske. Kongen blev først beroliget, da et tusindstemmigt Leveraab for "Il Duce", fra de paa Pladsen udenfor Quirinalet forsamlede Fascister, bragte de gamle Mure og Admiralerne til at dirre.