Knet-logo
Danske Kulturtidsskrifter 1917-45

Red.: Det Kongelige Bibliotek

Om / About  Hjælp / Help

Op
Clarté (1926-27)
1926
Nr. 10 - Oktober

Forrige Næste
[8] s. 298-299
Henri Barbusse om Rædselsregimentet i Balkanlandene

Facsimile

Tidsskriftprojeter

1926:10

HENRI BARBUSSE OM RÆDSELSREGIMENTET I BALKANLANDENE

Henri Barbusse: Les bourreaux. Paris 1926 (Ernest Flammarion). 282 Sider. Pris: 10 Francs.

    Enhver, der vil vide, hvad Fascismen og "det hvide Rædselsregimente" vil sige, bør ikke blot læse, men studere Henri Barbusse's nylig udsendte Værk: les bourreaux ("Bødlerne"). Bogen er blevet til ved en Samling og Bearbejdelse af Artikler og Beretninger, som Barbusse efter en Rejse i Balkanlandene sidste Vinter sendte til Verdenspressen, og hvoraf "Gøteborg Handels- og Søfartstiden", som det eneste blandt Skandinaviens borgerlige Blade, bragte nogle af de vigtigste Afsnit.
    Barbusse besøgte som Medlem af en Tremands-Kommission Jugoslavien, Bulgarien og Rumænien, hvor han ved Selvsyn og ved Samtaler, ved Hjælp af trykt Materiale og ved Besøg i Fængsler, Hospitaler og i Arbejdernes Hjem fik dannet sig et Billede af de uhyggelige Tilstande, der hersker i disse forarmede Lande, der dog kun ligger et Par Dages Jernbanerejse fra os. I Landbrugslandet Rumænien var i Aaret 1924-25 kun 8 Millioner Hektar tilsaaet, hvilket vil sige 2 Mill. Hektar mindre end i det foregaaende Aar og kun Halvdelen af Førkrigstidens tilsaaede Areal.
    I disse udpinte og halvt ødelagte Balkanlande har Bourgeoisiet og Godsejeren dannet Fascistregeringer, hvis Udbytning og Mishandling af det haardt arbejdende Folk Barbusse skildrer i en mesterlig, stadig dokumenteret Fremstilling. Arbejdernes Fagforeninger og Bøndernes Kooperationer er forbudt eller gjort fuldkommen illusoriske. Det arbejdende Folks Førere, baade kommunistiske og ikke kommunistiske, Bønder saavelsom Arbejdere og Intellektuelle, Mænd som Kvinder, ja, ofte endog Børn, er nedslagtet og pint i Titusindvis under Mishandlinger som de, der foregik i Middelalderens Torturkamre, blot i mere moderniseret og dermed barbariseret Form.
    Man læser om, hvorledes "Oprørerne" - ofte fuldkommen sagesløse Mennesker - bliver hængt, levende brændt, pint til Vanvid eller Selvmord, "skudt paa Flugten", levende begravet eller korsfæstet, for Kvindernes Vedkommende voldtaget, endog i Fængslerne. Den moderne Teknik tages ogsaa i Brug til Tortur og Myrderi: Ofrene bindes til Automobiler og slæbes til Døde over Landevejens Sten, eller de dræbes langsomt ved stadig øget elektrisk Strøm. Eller den mest primitive Metode: man lader dem sulte ihjel og erklærer bagefter, at det var Hungerstrejke! Selv Vidnerne pines til "at tale Sandhed".
    "Er saadanne Rædselsgerninger virkelig mulige i vore Dage?" vil mangen godlidende Dansker udbryde. I Følge Bødlernes egne Indrømmelser, i Følge de martrede Menneskers eget Udsagn, i Følge Fotografier og dokumenterede Fremstillinger er de ikke blot mulige, men de er foregaaede - og foregaar den Dag i Dag.
    Barbusse's Hensigt med sin Bog er at rejse en international Opinion mod disse Rædselsgerninger, der stadig igangsættes af Regeringerne og deres haandgangne Militær. Selv var Barbusse tilstede i en rumænsk Krigsret, bestaaende af fem Officerer, der i Løbet af kort Tid og uden effektivt Forhør dømte 283 bessarabiske Borgere til umenneskelige Straffe.
    Mod dette blodige Militærdiktatur har der allerede dannet sig en stærk Opinion og ogsaa visse Organisationer, der paa virkningsfuld Maade har taget Kampen op mod det fascistiske Barbari. Flere af Frankrigs mest kendte Mænd - saaledes Romain Rolland, C. G. T.s Sekretær Leon Jouhaux og Barbusse selv - er Medlemmer af den franske Komite til Forsvar for det hvide Rædselsregimentes Ofre.
    Henri Barbusses sidste Bog, der nu ogsaa foreligger paa Tysk ("Die Henker") og forhaabentlig ogsaa snart paa Dansk, vil være et virksomt Middel i denne internationale Kamp mod den fremtrængende Fascisme.